Joseph Smiths Levnetsløb
https://archive.org/details/josephsmithslevn00jenso/page/n3/mode/2up?view=theaterAv: Andrew Jenson
Joseph Smiths
Levnetsløb
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
SAMLET OG TILDELS OVERSAT
af
ANDREW JENSON
assisterende historieskriver i jesu kristi kirke af
sidste-dages hellige
ANDEN UDGAVE
'Den Herre, Herre gjor ikke Xoget, uden at
han har aabenbaret sin Hemmelighed for sine
Tjenere, Profeterne.' Amos 3: 7.
KJØBENHAVN
Udgivet og forlagt af Christian D. Fjeldsted
f. e. bording (v. petersen)
1904FORTALE
1 1879 udkom »Joseph Smiths Levnetsløb, oversat, samlet og
udgivet af Andrew Jenson og Johan A. Bruun« i Salt Lake City,
Utah, som den første Bog, der blev trykt i det dansk-norske Sprog
i Territoriet Utah. Hensigten med Bogens Udgivelse forklares i
følgende Fortale:
»Mange og forskjellige ere de Værker, som paa en mere eller
mindre udførlig Maade have behandlet Tidens brændende
Spørgsmaal: »Mormonismens« sande Oprindelse, Udbredelse og Lære, men
da de fleste af de Værker, der have givet sig af med at løse det
store Problem, have været baserede paa en falsk Grundvold og i
Almindelighed udvist en partisk og fordomsfuld Aand, have de saa
langt fra kunnet give en Nøgle til Gaadens Opløsning, at de snarere
have bragt mere Mørke end Lys over Sagen. Nærværende Værk, der
gjør Fordring paa at være gaaen ud fra det rette Synspunkt, tror
sig nogenlunde at have løst Opgaven, i det mindste har det været
Forfatternes Hensigt saa vidt muligt at anføre bevislige
Kjendsgjerninger i Forbindelse med Hovedpersonens eget Liv. At Værket
imidlertid nærmest er beregnet paa Udbredelse blandt Sidste-Dages Hellige
fremgaar iøvrigt af sig selv, og vil det her maaske ikke være afvejen
at anføre, at Værker som »The Times and Seasons«, »The Millennial
Star«, »The Juvenile Instructor«, Parley P. Pratts Autobiografi,
»Skandinaviens Stjerne« etc., hyppigen ere blevne brugte og have
afgivet betydeligt Stof ved Udarbejdelsen af foreliggende Værk.
Ligeledes er det kun en skyldig Pligt at bemærke, at vor højtagtede
Broder, Apostel Erastus Snovr, under hvis Bestyrelse vi have arbejdet,
har ydet os væsentlig Hjælp ved det nu tilendebragte Arbejde.«
Johan A. Bruun, den ene af Bogens Udgivere, afgik ved Døden
for nogle Aar siden, og Undertegnede foreslog senere for Kirkens
Første Præsidentskab at lade en ny og revideret Udgave af »Joseph
Smiths Levnetsløb« trykke i Skandinavien, eftersom kun yderst faa
Exemplarer af første Udgave naaede de nordiske Lande. Forslaget
blev antaget, og Præsident Anthon H. Lund og Undertegnede
beskikkedes til at revidere Værket — et Arbejde, som de trofast og
samvittighedsfuldt have udført. I den nu foreliggende Udgave er der
udeladt adskillige Afhandlinger, som fandtes i første Udgave, menIV
som ikke stode i nogen direkte Forbindelse med Historiens Traad.
Omvendt er der tilføjet nyt Læsestof i nærværende Udgave, navnlig
Tillæget, der omhandler Mormons Bogs elleve Vidner.
I Betragtning af, at der i Danmark, Norge og Sverige er
udkommet saa mange Bøger og Skrifter af en »mormonfjendtlig«
Karakter, tør det haabes, at det nu foreliggende Værk, der giver en
aldeles paalidelig Skildring af Joseph Smiths Liv og Karakter og en
sandfærdig Beretning om »Mormonismens« Opkomst og Udbredelse,
vil vinde almindelig Anerkjendelse i de skandinaviske Lande og blive
læst med Interesse af alle sandhedssøgende Mennesker, som forstaa
det dansk-norske Sprog. Vi tillade os at tilføje, at Kirkens originale
Manuskripter og Dokumenter, som forefindes paa Historieskriverens
Kontor i Salt Lake City, Utah, ere lagte til Grund for Hovedparten
af Bogens Indhold i dens reviderede Form.
Kjøbenhavn, den Ilte December 1904.
ANDREW JENSON.insriDHOLXD.
FØRSTE KAPITEL. side
Josephs Herkomst. — Undervisning. — Ungdom. — Religiøse
Paavirkninger. — Hans første Syn. — Besøg af Engelen Moroni. — Erholder
Optegnelserne tilligemed Urim og Thummim samt Brystspandet......... 1
ANDET KAPITEL.
Joseph forfølges for Optegnelsernes Skvld. — Rejser til Pennsylvanien.
— Begynder at oversætte. — Sender Martin Harris til New York med
en Del af Skrifttegnene. — Fortsætter Oversættelsen. — Manuskriptet
tabes. — Oliver Cowdery besøger Joseph. — Joseph og Oliver Cowdery
ordineres til det Aaronske Præstedømme. — Oversættelsen fortsættes
og fuldendes. — Mormons Bog udkommer i Trykken................ 13
TREDIE KAPITEL.
Gjengivelsen af det Melkisedekske Præstedømme ved Peter, Jakob og
Johannes. — Kirken organiseres i Fayette med sex Medlemmer. — Den
første offentlige Prædiken. — Det første Mirakel. — Kirkens første
Konference. — Aabenbarelser og Tilkjendegivelser af Guds Kraft. —
Forfølgelse i Colesville. — Joseph bliver to Gange arresteret. —
Forhøres og frikjendes. — Besøger atter Colesville. — Falske
Aabenbaringen — Kirkens anden Konference. — Missionærer kaldes til
Lama-niterne........................................................... 22
FJERDE KAPITEL.
Missionærernes Rejse til de vestlige Stater og Lamaniterne. — De
prædikede efterhaanden som de rejse. — Mødes med meget Held i
Kirt-land. — Parley P. Kratt arresteres og forhøres. — Undflyr sine
Forfølgere. — Har en besværlig Rejse. — Ankommer tilligemed de Øvrige
til Jackson County, Missouri. — Besøger i Forening med Oliver
Cowdery Delaware-Indianerne. — Forvises derpaa af Indianer-Agenterne. —
Raad i Independence. — Pratt vender tilbage til Kirtland............ 35
FEMTE KAPITEL.
Joseph vedbliver at modtage Aabenbaringen — Besøges af Orson Pratt,
en Tid efter af Sidney Rigdon og Edward Partridge. — Kirkens tredie
Konference. — Joseph og de Hellige flytte til Kirtland, Ohio. — Falske
Aandspaavirkninger. — En mirakuløs Helbredelse. — Kirkens fjerde
Konference. — Josephs første Tur til Missouri — Beliggenheden af det
Nye Jerusalem aabenbares. — Zions Land helliges og indvies til de
Helliges Indsamling. — Tempelpladsen i Jackson County indvies i otte
Mænds Nærværelse. — Kirkens femte Konference. — Beskrivelse over
Zions Land. — Joseph og Andre rejse tilbage til Kirtland........... 42VI
SJETTE KAPITEL. Side
Maaden, hvorpaa Zions Land kan erholdes. — Orson Hyde døbes. —
Mislykket Forsøg paa at skrive en Aabenbaring. — Brutalt Overfald
paa Joseph og Sidney Rigdon. — Den første Martyr i Kirken. —
Joseph anerkjendes som Præsident for det højere Præstedømme. —
Befalingernes Bog udkommer i Trykken. — En uheldig Kjøretur. — Et
Forsøg paa at forgive Joseph. — Det første Nummer af *The Evening
and Morning Stan udkommer. — Brigham Young, Heber C. Kimball
og Joseph Youngs første Møde med Joseph. — En mærkværdig
Aabenbaring angaaende Krig. — En interessant Konference. — Grundstenen
lægges til Kirtlands Tempel. — Oversættelsen af Bibelen fuldendes... 51
SYVENDE KAPITEL.
De Helliges Fremgang i Jackson County vækker Misundelse og Avind
hos Countiets øvrige Beboere. — Pøbelen afholder sit første almindelige
Møde. — Forfølgelsen tager sin Begyndelse. — Et vigtigt Dokument.
— Bogtrykkeriet m. m. ødelægges. — Forfølgelsen vedvarer. — En
ådresse affattes og oversendes Guvernøren. — »En blodig Dag». —
Pøbelen omdannes til Milits. — De Hellige affordres deres Vaaben, som
tilsidst udleveres. — Deres Uddrivelse af Countiet iværksættes. — Et
mærkværdigt Syn paa Himmelen. — Størstedelen af de Hellige
nedsætte sig i Clay County og omliggende Egne........................ 64
OTTENDE KAPITEL.
Betydelig Opvækkelse i Øvre-Canada. — Et nyt Bogtrykkeri oprettes i
Kirtland. — De Hellige i Missouri indsende en Ansøgning til
Præsident Andrew Jackson. — Pøbelen afbrænder henved 150 af de Helliges
Huse. — Det første Højraad i Kirken organiseres. — Zions Lejr
organiseres og tiltræder Rejsen vestover. — Utilfredshed i Lejren. —
Josephs Raad med Hensyn til Behandlingen af Slanger. — Et Skelets
Historie. — En hurtig Dom. — Ødelæggelse ved Storm etc. — Kolera
udbryder i Lejren som Følge af Nogles Opsætsighed. — Lejren
ankommer til sit Bestemmelsessted. — Joseph og Andre vende tilbage
til Kirtland...................................................... 72
NIENDE KAPITEL.
Et Raad sammenkaldes. — Ældsternes Skole oprettes. — Begyndelsen
til Tiendelovens Indførelse iblandt de Hellige. — De tolv Apostle
kaldes og udvælges til Tjenesten. — Det første Kvorum af de
Halvfjerds oprettes. — Hr. Michael H. Chandler besøger Joseph. — Nogle
mærkværdige Optegnelser. — Hvorledes Joseph kommer i Besiddelse
af Abrahams Bog. — Lærdommens og Pagtens Bog antages som en
Lov og Regel for Kirken. — William Smiths slette Opførsel volder
Joseph megen Bedrøvelse. — Brudstykker af et rørende Brev. — En
hebraisk Skole oprettes i Kirtland. — Kort Beskrivelse over Kirtlands
Tempel. — Et interessant Syn..................................... 84
TIENDE KAPITEL.
Beskrivelse over Indvielsen af Kirtlands Tempel. — Særlig Aabenbarelse
af Guds Kraft. — Ældsternes og de Helliges Begavelse. — Frelseren,
Moses og Elias vise sig for Joseph og Oliver Cowdery i flere paa
hinanden følgende Syner. — Besøg af Josephs Onkler etc............... 94
ELLEVTE KAPITEL.
Pøbelen i Clay County, Mo., vedtager Resolutioner imod de Hellige, som
derpaa forlade Countiet og nedsætte sig i Egnen omkring Shoal Creek.
— Staden Far West anlægges. — Willard Richards døbes. — »Kirtlands
Sikkerheds-Selskab« oprettes. — En over hele Nationen herskende
Spe-kulationsaand griber ogsaa dybt omkring sig i Kirken. — Den første
udenlandske Mission. — Heber C. Kimball, Orson Hyde, Willard Richards
o. Fl. afrejse til Storbritannien. — Deres Ankomst til Liverpool. —VII
Side
»Sandhed vil sejre.« — Evangeliets Dør aabnes for Englands
Indvaanere. — Modstanderens Magt tilkjendegives. — Den første Daab i
England. — Præsten Mathews døber sig selv i Floden Ouse. — Den første
Konference i England. — Ældsterne Kimball og Hyde vende tilbage
til Amerika....................................................... 101
TOLVTE KAPITEL.
Apostasiens Aand vedbliver at ytre sig i Kirtland. — Joseph, Sidney
Rigdon og Thomas B. Marsh udføre en Mission til Øvre-Canada. —
John Taylor døbes. — Frederick G. Williams og tre af de Tolv samt
Martin Harris forkastes. — Forgjæves Forsøg paa at omstyrte Kirken.
— Joseph og Sidney Rigdon tage til Far West. — Oliver Cowderv,
David Whitmer og Andre udelukkes af Kirken...................... 110
TRETTENDE KAPITEL.
Spring Hill eller Adam-ondi-Ahman. — Edens Have etc. — Hjørnestenen
til Herrens Hus i Far West lægges. — En vigtig Aabenbaring angaaende
de Tolv. — Byen De Witt anlægges. — De Hellige i Kirtland drage
op i en samlet Lejr til Missouri, hvor Pøbelvældets Stormklokke atter
lyder til fornyede Forfølgelser imod de Hellige. — En Nævekamp ved
Gallatin. — Dommer Black udsteder en Fredserklæring. — Joseph og
Lyman Wight melde sig selv til Forhør, men løslades atter mod Kaution. 116
FJORTENDE KAPITEL.
Pøbelen fortsætter sine Skjændselsgjerninger. — En hyklerisk Dommer.
— Guvernør Boggs som et villigt Redskab i Pøbelens Hænder. — En
Anekdote om en ung Officer. — De Witt omringes af Pøbelen. — En
betegnende Skrivelse. — De Hellige nødes til at forlade De Witt og
nedsætte sig i Caldwell County. — Pøbelen trækker sig tilbage fra
Daviess County. — En Skjærmydsel ved Crooked- Floden. — Oberst
Pattens Død. — Pøbelen drives paa Flugt. — De Helliges
Forsvarsbe-vægelser udlægges som Oprør og Forræderi. — Guvernør Boggs
udsteder sin bekjendte Udryddelsesordre.............................. 125
FEMTENDE KAPITEL.
Dr. Avard og hans hemmelige Forening. — Omstændelig Beskrivelse af
Blodbadet ved Hauns Mølle. — Pøbelhæren nærmer sig Far West, hvor
Forberedelser gjøres til Fjendens Modtagelse. — Forræderen Hinkle
slutter i Hemmelighed Overenskomst med Pøbelen. — Kirkens ledende
Mænd i Far West føres som Fanger til Pøbelens Lejr. — Joseph og
de andre Fanger dømmes til Døden, men befries ved General Doniphans
kjække Optræden og føres derpaa som Krigsfanger til Jackson County.
— Rørende Scener i de Bortdragendes Familier. — Josephs
Forudsigelser gaa i Opfyldelse. — Han og de Øvrige ankomme til
Independence i Jackson County............................................ 137
SEXTENDE KAPITEL.
General Clark holder en mindeværdig Tale til Brødrene i Far West. —
Sex og tredsindstyve af disse føres som Fanger*til Richmond i Ray
County. — Indvaanerne af Adam-ondi-Ahman befales af General Wilson
til at forlade Byen inden ti Dage. — Joseph og hans Medfanger føres
ligeledes til Richmond, hvor de indkvarteres i et gammelt Blokhus
og bevogtes af en stærk Vagt. — En Episode af hans Liv i Fængslet.
— Overflyttes derpaa tilligemed 5 Andre til Liberty Fængsel i Clay
County. — De Hellige i Far Vest indsende en Ansøgning til Missouris
lovgivende Forsamling om Ophævelse af den nævnte Udryddelsesordre,
men afvises. — Ældsterne John Taylor og John E. Page ordineres til •
Apostle........................................................... 151
VIII
SYTTENDE KAPITEL. gide
Joseph søger og faar efter en Del Indvendinger en Habeas-corpus
Skrivelse af Dommer Turnham. — Sidney Rigdon løslades af Arresten mod
Kaution. — »Slagen, men ikke besejret«. — Fangerne, der have
anvendt ethvert lovligt Middel for at komme paa fri Fod, beslutte
omsider at undvige, men Forsøget mislykkes. — Betydelig Bevægelse
blandt Befolkningen. — De Hellige i og omkring Far West drage i
Tusindvis østpaa til Illinois. — Brødrene indgaa en Pagt med
hverandre om at staa hverandre bi ved Udvandringen................... 160
ATTENDE KAPITEL.
De Hellige, hvis Tilstand ved Ankomsten til Quincy i Illinois er meget
sørgelig, mødes med Venlighed af Indvaanerne. — En Rapport og
Resolutioner til Bedring af deres Omstændigheder vedtages af det
Demokratiske Selskab og Quincys Borgere. — Dr. Galland foreslaar
Com-merce som et passende Nedsættelsessted for de Hellige. — Heber C.
Kimball og Theodore Turley begive sig paa Vejen til Jefferson City
for at faa Guvernøren i Tale, men træffe ham ikke hjemme. — En
Samtale mellem Theodore Turley, John Whitmer og Andre. — Dommer
King lader Fangerne transportere til Daviess County. — En drøj
Hentydning. — Joseph ser i et Syn Maaden, hvorpaa de kunne udfries af
Fængslet. — Deres Undvigelse og Flugt samt Ankomst til Quincy. —
Betragtninger etc. af Joseph....................................... 165
NITTENDE KAPITEL.
De sidste Hellige forlade Far West. — En den 8de Juli 1838 given
Aabenbaring til de Tolv opfyldes paa det Bogstaveligste. — Byen
Com-merce bliver under Navn af Nauvoo opbygget af de Hellige. — Joseph
giver de Hellige Undervisning om Evangeliets Principer og Lærdomme
saa vel som om Præstedømmet etc................................. 175
TYVENDE KAPITEL.
Parley P. Pratt og Medfanger føres under en stærk Vagt til Boone County
i Forhør. — Besværligheder paa Rejsen. — Indsættes ved Ankomsten
til Columbia i et mørkt og smudsigt Fængsel, hvor fra det strax efter
lykkes Pratt og Phelps at undvige. — De syge Hellige i Nauvoo og
Omegn helbredes af Joseph i Massevis. — De Tolv begive sig, skjønt
syge og fattige, paa deres Mission til England. — Afrejse i tvende
Selskaber fra New York og ankomme efter en haard Sørejse til
Liverpool. — Mærkelige Hændelser undervejs............................ 182
EN OG TYVENDE KAPITEL.
Nauvoo og Omegn gjøres til en Stav af Zion. — Det første Nummer af
■» The Times and Seasons« udkommer. — Joseph Young sen. dør. — Joseph
m. Fl. tager til Washington. — Udviser stor Aandsnærværelse og Mod
undervejs. — Ankommer tilligemed de Øvrige til sit Bestemmelsessted
og har en Sammenkomst med Præsident Van Buren. — Rejser derpaa
videre til Philadelphia, men vender kort efter tilbage til Washington,
hvor han atter har en Sammenkomst med Van Buren. — Uddrag af
et interessant Brev. — Ældste Orson Hyde beskikkes en Mission til
Jøderne. — Biskop Edward Partridge og Joseph Smith sen. afgaa ved
Døden. — Ældste Robert B. Thompson holder Ligtalen over Fader
Smith............................................................ 193
TO OG TYVENDE KAPITEL.
Forfølgelsen mod Joseph vedvarer. — Nauvoo erholder
Kjøbstadrettig-heder. — En Proklamation fra Kirkens Første Præsidentskab. — Hyrum
Smith overtager Patriarkembedet efter sin Fader. — Joseph vælges til
Kirkens Ejendomsforvalter. — Det første Valg af Medlemmer til Byraadel
finder Sted. — Nauvoo-Legionen organiseres. — Grundstenen til Nauvoo
Tempel lægges. — Lynian Wight udnævnes til en af de tolv Apostle. —
Joseph arresteres, men bliver kort efter frikjendt af Dommer Douglas. 205IX
TRE OG TYVENDE KAPITEL. Side
Præsident Brigham Young og Selskab i England begive sig ad Jernbanen
til Preston, hvor Ældste Willard Richards ordineres til en af de Tolv. —
»The Millennial Stan udkommer i Manchester med Parley P. Pratt som
Redaktør. — Det første Selskab Emigranter afsejler fra Liverpool den
6te Juni 1840. — Ældsterne Kimball, Woodruff og Smith aabne
Evangeliets Dør i London. — Den første Daab dersteds. — Udtog af et Brev
til »The Times and Seasons*. — Værkets hurtige Udbredelse i
Here-fordshire. — Dagbogsoptegnelser af Præsident Young. — De Tolv
afslutte deres Mission i England. — Syv af dem vende tilbage til
Amerika. — Deres Hjemkomst, Modtagelse etc.........*............ 216
FIRE OG TYVENDE KAPITEL.
Don Carlos Smith afgaar ved Døden i en Alder af 241/« Aar i Nauvoo. —
Hans Biografi etc. — Nauvoo besøges af et betydeligt Antal Sac- og
Fox-Indianere. — Daab for de Døde etc. — Døbefonten i Nauvoo Tempel
indvies. — Organisationen af Nauvoo kvindelige Hjælpeforening
fuldendes. — Joseph ulig Sektererens Ideal af en sand Profet. —
Brudstykker af en indholdsrig Tale. — »Nauvoo og Mormonerne«......... 224
FEM OG TYVENDE KAPITEL.
En speciel Konference afholdes i Nauvoo. — Om Daab for de Døde, Zions
Opbyggelse og Guds Riges Fremme paa Jorden. — De gamle
Ordi-nancer med Hensyn til Præstedømmet indføres..................... 233
SEX OG TYVENDE KAPITEL.
Nauvoo-Legionen holder Parade. — John C. Bennett som Forræder mod
Joseph. — Joseph fjerner sig for en Tid fra Nauvoo. — En mærkelig
Profeti og dens Opfyldelse. — Orrin P. Rockwell arresteres, fængsles,
løslades etc. — Joseph vender tilbage til Nauvoo.................... 239
SYV OG TYVENDE KAPITEL.
Ældste Orson Hydes Miesion til Jerusalem............................ 246
OTTE OG TYVENDE KAPITEL.
Guvernør Carlins Arrestordre paa Joseph erklæres ugyldig. — Joseph og
Andre tage til Springfield, Regjeringens Sæde i Illinois. — Forklarer
et Profet-Embede for Dommer Douglas m. Fl. og fjerner Manges
Fordomme med Hensyn til ham selv og de Hellige. — Under Forsæde af
Dommer Pope holdes der Forhør over Joseph, som atter frikjendes og
vender tilbage til Nauvoo. — Nogle interessante Spørgsmaal, Svar og
Lærdomme. — Parley P. Pratt vender tilbage fra sin Mission til
England. — Et Syn paa Himmelen. — Tiden for Kristi anden
Tilkommeise. — Uddrag af en Tale om Opstandelsen. — Fund af nogle med
ældgamle Skrifttegn bedækkede Metalplader. — »The Nauvoo Neighbor
Opfyldelse. — Den første Beretning om Evangeliets Forkyndelse for
Skandinaverne.................................................... 262
NI OG TYVENDE KAPITEL.
Joseph tager med sin Hustru paa et Besøg til sine Slægtninge i
Nærheden af Dixon. — Arresteres af Sheriff Reynolds og Konstabel Wilson,
hvis brutale Optræden og ulovlige Fremgangsmaade tilsidst bringer dem
selv under Forhør. — Joseph føres til Ottawa. — Opholdet i Pawpaw
Grove. — Joseph og Selskab vender tilbage til Dixon. — Begiver sig
kort efter paa Vejen til Quincy, men møder undervejs et Antal Brødre,
som i Triumf føre ham tilbage til Nauvoo. — Frikjendes af
Municipal-retten fra al Arrestation og Fængsling.............................. 275x
TREDIVTE KAPITEL. Side
Besøg af nogle venligsindede Indianerhøvdinge. — Deres Ordførers Tale
og Josephs Svar. — En morsom Tildragelse. — Den amerikanske
Fri-hedsdag fejres paa en højtidelig Maade af Naiivoos Borgere. — En
vigtig Aabenbaring. — Thomas Ford vælges til Staten Illinois's
Guvernør. — Sidney Rigdons Fremgangsmaade kritiseres. — Joseph
opmuntrer til Hjemmeindustri. — Imødegaar John C. Calhouns Sofisteri med
Hensyn til Læren om Statsrettigheder. — Indsender en rørende
Skrivelse til Indbyggerne af sin Fødestat Vermont...................... 284
EN OG TREDIVTE KAPITEL.
Atter et Exempel paa ulovlig Retsførelse. — Josephs Erklæring om at
have en »nærstaaende Brutus« vækker almindelig Uro hos en Del
ledende Mænd. — De Hellige vedtage efter nøje Overvejelse en egen
Valgseddel med Joseph som Kandidat til det forestaaende
Præsidentvalg. — Joseph og de Tolv beslutte at udsende en
Undersøgelses-Expedition til Klippebjergene. — Yderligere Vidnesbyrd med Hensyn
til Messiæ andet Komme etc. — En fem Dages Konference afholdes i
Nauvoo. — Hvor og hvad Zion er. — Stemmehvervningen foretages
med Iver og Nidkjærhed af Kirkens Ældster........................ 295
TO OG TREDIVTE KAPITEL.
William og Wilson Law samt Robert D. Foster udelukkes af Kirken og
stifte et eget Samfund. — Joseph anklages for Polygami etc. — Det
første og eneste Nummer af»The Nauvoo Expositori udkommer. — Byraadet
erklærer Bladet for et »Nuisance« og beordrer det undertrykt, hvilket
derpaa sker. — En ny Arrestordre udstedes mod Joseph, der atter
hæ-derligen frikjendes. — En mærkværdig Drøm og dens Betydning. —
Pøbelen truer med at ville rykke mod Nauvoo, sikre sig Joseph og
ødelægge Staden, som af den Grund erklæres i Belejringstilstand. —
Uddrag af Josephs sidste Tale. — Guvernør Ford afslaar at tage til
Nauvoo og afgjøre Forviklingerne mellem de Hellige og Pøbelen; han
omdanner denne til Milits........................................... 303
TRE OG TREDIVTE KAPITEL.
Joseph, ledsaget af nogle faa Venner, sætter over Mississippi-Floden for at
rejse mod Vest, men vender kort efter tilbage til Nauvoo paa Grund af
hans Hustrues og Andres Overtalelser. — Begiver sig derpaa til
Car-thage i Forhør. — Brødrene i Nauvoo aflevere med Uvillie deres
Vaaben. — Joseph og Hyrum overgive sig frivillig til Konstabel
Bettis-worth, der præsenterer dem nok en Arrestordre. — Begge fremstilles
for en Afdeling Carthage Greys. — De værste Elementer i Staten samle
sig umiddelbart i og omkring Carthage. — En Samtale med nogle
Militsofficerer. — Ledsaget af en Vagt og nogle fortrolige Venner ser
Joseph sig nødsaget til at gaa i Fængsel. — Besøges Dagen efter af
Guvernør Ford, der lover godt, men holder daarligt.................... 312
FIRE OG TREDIVTE KAPITEL.
Joseph nærer for første Gang i sit Liv en vis Ængstelse med Hensyn til
Udfaldet af sin Sag. — Føres fra og til Fængslet i Forhør. — Besøg af
Josephs Onkel, Patriark John Smith m. Fl. — Truende Udtalelser af den
vagthavende Officer og Andre. — Joseph opfordrer sine Venner i
Nauvoo til at forholde sig ganske rolige. — Atter en mærkværdig Drøm.
— Guvernør Ford begiver sig med den mere maadeholdne Del af
Tropperne til Nauvoo. — Et Brev, adresseret til Sagfører O. H. Browning af
Quincy, vækker en Del Ophidselse blandt Pøbelen udenfor. — En
bevæbnet og bemalet Hob paa over 100 Personer omringer pludselig
Fængslet, afvæbner Vagten, iler op ad Trapperne og begynder
Øde-læggelsesværket. — Joseph og Hyrums Endeligt. — Ældste Taylor
modtager flere farlige Saar. — Dr. Richards undkommer som ved et
Mirakel. — Pøbelen tager skyndsomt Flugten......................... 320XI
FEM OG TREDIVTE KAPITEL. Side
Guvernør Ford i Nauvoo. — Dr. B. W. Richmonds grafiske Beskrivelse
af, hvad der siden foregaar i Nauvoo og Carthage. — Flere af de Tolv
og Andre have en Forudfølelse af, hvad der sker. — Doktorens
Fortælling fortsættes. — Martyrernes Begravelse. — Betragtninger. — Slutning. 330
TILLÆG.
SEX OG TREDIVTE KAPITEL.
Oliver Cowder)'. — Hans Ungdomsdage. — Første Bekjendtskab med
Profeten Joseph. — Han nedskriver Oversættelsen af Mormons Bog. —
Indtager fremragende Stillinger i Samfundet. — Ser Frelseren og
samtaler med Engle. — Udelukkes af Kirken, men forbliver tro og
urokkelig i sit Vidnesbyrd angaaende Mormons Bogs Sandhed. — Forener
sig atter med de Hellige og dør standhaftig i Troen. — Andres
Vidnesbyrd om Oliver Cowdery........................................ 338
SYV OG TREDIVTE KAPITEL.
David Whitmer. — Hans første Bekjendtskab med Oliver Cowdery og
Joseph Smith. — Et overjordisk Væsen. — Whitmers høje Stillinger i
Kirken. — Hans Udelukkelse. — Hans Standhaftighed i sit Vidnesbyrd
om Mormons Bogs Ægthed. — Besøges af Orson Pratt og Joseph F.
Smith. — Et kraftigt Vidnesbyrd til Offentligheden. — Edvard
Stevensons Vidnesbyrd. — Whitmers Død og Begravelse................... 344
OTTE OG TREDIVTE KAPITEL.
Martin Harris. — Foretager en Rejse til Staden New York med visse
Skrifttegn. — Forstrækker Joseph Smith med Midler til Bestridelse af
Udgifterne ved Trykningen af Mormons Bog. — Hans Embeder i Kirken
og senere Fjernelse fra samme. — David B. Dilles Vidnesbyrd. —
Edward Stevensons Beretning. — Harris's sidste Dage samt Død og
Begravelse i Utah................................................. 355
NI OG TREDIVTE KAPITEL.
Christian Whitmer. — Jacob Whitmer. — Peter Whitmer jun. — John
Whitmer. — Hiram Page. — Joseph Smith sen. — Hyrum Smith. —
Samuel H. Smith................................................ 362
FYRRETYVENDE KAPITEL.
Profetens Mordere frikjendes. — Nauvoo berøves sine Kjøbstadrettigheder.
De Helliges Uddrivelse fra Nauvoo. — Mormon -Batailloner —
Sørge-kvad i Ørken. — Winter Quarters. — Brigham Young og Pionererne.
— En Koloni grundlægges i Store Saltsødal. — Ørken blomstrer som
Rosen. — Kirkens Fremgang og nuværende Tilstand. —
Slutningsbe-tragtninger....................................................... 366FØRSTE KAPITEL.
Josephs Herkomst. — Undervisning. — Ungdom. — Religiøse Paavirkninger. —
Hans første Syn. — Besøg af Engelen Moroni. — Erholder Optegnelserne
tilligemed Urim og Thummim samt Brystspandet.
Iblandt de store Mænd, som nogensinde have levet paa Jorden,
fremtræder Joseph Smith, den store Sidste-Dages Profet, som en af
de mærkværdigste, og hans Liv og Levnet, som vi i det Efterfølgende
agte at skildre saa kortfattet og tydeligt som muligt, vil vistnok for
den upartiske Læser bevise Sandheden af denne vor Paastand.
Han var den tredie Søn af Joseph og Lucy Smith og blev født den
23de December 1805 i Sharon, Windsor County, Staten Vermont,
hvor hans Forældre den Gang boede. Hans Fader, Joseph Smith sen.,
var født den 12te Juli 1771 i Topsfield, Essex County, Massachusetts,
og var den anden af Asahel og Mary Smiths syv Sønner. Asahel var
født i Topsfield den 7de Marts 1744, og var den yngste Søn af
Samuel og Priscilla Smith. Samuel var født i Topsfield den 26de Januar
1714, og var den ældste af Samuel og Rebecca Smiths Sønner.
Samuel Smith sen. var født i Topsfield den 26de Januar 1666, og var en
Søn af Robert og Mary Smith, der udvandrede til Amerika fra England.
Joseph Smith sen. flyttede i 1791 tilligemed sin Fader til
Tun-bridge, Orange County, Vermont, og var der med til at oprydde en
stor Farm, der var stærkt bevoxet med Skov. Den 24de Januar 1796
ægtede han Lucy, en Datter af Solomon og Lydia Mack, og dette
Ægteskab velsignedes med følgende Børn:
Alvin Smith, født d. Ilte Feb. 1798.
Hyrum Smith, født d. 9de Feb. 1800.
Sophronia Smith, født d. 16de Maj 1803.
Joseph Smith, født d. 23de Decbr. 1805.
Samuel Harrison Smith, født d. 13de Marts 1808.
Ephraim Smith, født d. 13de Marts 1810, død d. 24de Marts s. A.
William Smith, født d. 13de Marts 1811.
Catherine Smith, født d. 28de Juli 1812.
Don Carlos Smith, født d. 25de Marts 1816.
Lucy Smith, født d. 18de Juli 1824.
Ved Joseph Smith sen.'s Indtrædelse i Ægtestanden ejede han en
smuk Farm (Landejendom) i Tunbridge. I Aaret 1802 lejede han den
i30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
ud og begyndte at drive Handel, ligesom han kort derefter indlod
sig paa et Foretagende, som gik ud paa at sende Gingseng — et
Slags Bitterrod — til Kina, men blev bedraget af Kaptejnen og
Agenten, saa han maatte opgive det Hele. Han maatte sælge sin
Landejendom og alt sit Indbo for at kunne betale sin Gjæld.
Efter dette Uheld skiftede Familien gjentagende Gange Bosted,
indtil den omsider ved Aaret 1815 flyttede til Palmyra, Wayne
County i Staten New York, hvor Fader Smith kjøbte en
Landejendom og opryddede henved 200 Akres Land; men han maatte opgive
den igjen, da han ikke til den sidste Termin kunde betale det
resterende paa Kjøbesummen. Det samme var Tilfældet med et stort
Antal Jordbrugere, som i New York Ståt havde opdyrket Land under
lignende Betingelser. Siden flyttede han til Manchester i samme County,
hvor han forskaffede sig et hyggeligt Hjem, tilligemed 16 Akres Land,
og boede der, indtil han i Aaret 1831 flyttede til Kirtland, Ohio.
Fader Smith og Hustru vare i deres Liv og Vandel dydige og
retskafne Folk; de lærte deres Børn gode Sæder og Skikke, formanede
dem til at være ærlige og stræbsomme, samt underviste dem om Gud
og Religion, saa vidt som deres egen Kundskab strakte sig i denne
Retning, men paa Grund af deres Uformuenhed formaaede de ikke
at give deres Børn mere end en almindelig Skoleundervisning.
Joseph havde derfor kun liden Lejlighed til at erhverve sig
videnskabelig Dannelse, og hans hele Lærdom indskrænkede sig til en ringe
Kundskab i to eller tre af de almindelige Skolefag. Han kunde læse
temmelig godt, men skrev en ufuldkommen Haand, og havde kun
svage Begreber om Regnekunsten. Dette var omtrent hele hans
Skolekundskab, medens de øvrige Undervisningsgrene, som i
Almindelighed læres i Almueskolerne overalt i de Forenede Stater, vare ham
ganske ubekjendte.
Da imidlertid Intet af særdeles Vigtighed forefaldt under Josephs
Opvæxt, til han var omtrent fjorten Aar gammel, ville vi ikke her
opholde Læseren med, hvad der kun vilde være af mindre Interesse,
men skride til at give en Beretning om hans første Syner og de
Omstændigheder, som staa i Forbindelse dermed, hvilket vi for det
meste ville gjengive i hans egne Ord. Han skriver;
»I det andet Aar efter at vi vare flyttede til Manchester, opstod der
paa det Sted, hvor vi boede, en ualmindelig Vækkelse blandt Folket i
religiøs Henseende. Det begyndte med Methodisterne, men blev snart
almindelig iblandt alle Sekterne i den Egn, ja den hele Landsdel
syntes angreben deraf, og store Hobe sluttede sig til de forskjellige
religiøse Partier, hvilket foraarsagede stort Røre og Splid iblandt
Folket. Nogle skrege: se her! og Andre: se der! Nogle strede for
Methodisternes, Andre for Presbyterianernes og atter Andre for
Baptisternes Tro. Thi uagtet den store Kjærlighed, som de, der forenede
sig med disse forskjellige Trossamfund, udviste, da de bleve
omvendte, og den store Iver, som lagdes for Dagen af de respektive
Gejstlige, der vare virksomme i at foranstalte og fremme denne
overordentlige religiøse Opvækkelse, i den Hensigt at faa Alle omvendte
(som de behagede at kalde det), og lade saadanne slutte sig til hvilken30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Sekt de ønskede, saa viste det sig dog, da de Omvendte begyndte
at fordele sig — Nogle til et Parti og Andre til et andet — at de
tilsyneladende gode Følelser, baade hos Præsterne og de Omvendte,
vare mere forstilte end virkelige, thi stor Forvirring og Bitterhed
paafulgte; Præsterne stredes med hverandre, og de Omvendte ligesaa,
saa at al deres gode Forstaaelse, hvis der nogensinde var en saadan,
tabtes i en Ordkrig og Meningsstrid.
Jeg var da i mit femtende Aar. Min Faders Familie blev vundet
for den presbyterianske Tro, og fire af dem sluttede sig til den Kirke,
nemlig min Moder, mine Brødre Hyrum og Samuel og min Søster
Sophronia.
Medens denne Bevægelse fandt Sted, blev mit Sind opvakt til
alvorlig Betragtning og fyldtes med stor Uro; men endskjønt jeg ofte
faldt i dybe, ja og pinlige Tanker, saa holdt jeg mig dog udenfor
alle disse Partier; desuagtet besøgte jeg deres forskjellige
Forsamlinger, saa ofte Lejlighed gaves. Efter nogen Tids Forløb begyndte
jeg at hælde noget til Methodisternes Sekt, og jeg følte Attraa til at
forenes med dem; men Forvirringen og Striden imellem de
forskjellige Partier var saa stor, at det var umuligt for saa ungt et
Menneske og saa ubekjendt med Menneskene og Verden, som jeg var, at
komme til noget bestemt Resultat om, hvem der havde Ret, og hvem
der havde Uret. Jeg var flere Gange stærkt bevæget i mit Sind, thi
Striden og Tumulten var saa stor og uophørlig. Presbyterianerne
strede imod Baptisterne og Methodisterne, og anvendte alle deres
Kræfter til Ræsonnementer og Sofisterier, for at bevise deres
Modstanderes Vildfarelser, eller for i det mindste at faa Folk til at tænke,
at de vare vildfarende. Baptisterne og Methodisterne vare paa den
anden Side ligesaa ivrige i at stadfæste deres egne Læresætninger og
gjendrive alle andre.
Midt i denne Ordstrid og Tumult sagde jeg ofte til mig selv:
Hvad er der herved at gjøre? Hvilket af alle disse Partier er ret,
eller ere de allesammen forkerte? Dersom noget af dem er ret, hvilket
er det da, og hvorledes skal jeg kjende det?
Medens jeg stred under Byrden af disse Vanskeligheder, læste jeg
en Dag Følgende i Jakobs Brev 1 Kap. 5 Vers: »Dersom nogen af
eder fattes Visdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne og
bebrejder ikke, saa skal det gives ham.« Aldrig gjorde noget
Skriftsprog stærkere Indtryk paa et Menneskes Hjerte, end dette den Gang
gjorde paa mit. Det syntes at trænge ind med stor Kraft i enhver
af mit Hjertes Følelser. Jeg overvejede det atter og atter, vidende
for vist, at dersom Nogen trængte til Visdom fra Gud, saa var det
mig; thi jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gjøre, og uden at jeg kunde
faa mere Visdom, end jeg da havde, vilde jeg aldrig faa det at vide;
thi Religionslærerne i de forskjellige Sekter udlagde det samme
Skriftsprog saa forskjelligt, at de tilintetgjorde al Tillid til deres
Fortolkning ved at henvise til Bibelen. Endelig kom jeg til det Resultat, at
jeg enten maatte forblive i Mørke og Forvirring, eller gjøre som Jakob
anviste, nemlig bede til Gud med den Forvisning, at dersom han gav
Visdom til dem, der fattedes den, og vilde gjerne give og ikke be-
l*30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
brejde, da kunde jeg sejre. Og saaledes begav jeg mig
overensstemmende med denne min Beslutning (at bede til Gud) til Skoven for
at gjøre et Forsøg. Det var en dejlig, klar Morgen tidlig om
Foraaret 1820, at jeg for første Gang i mit Liv gjorde et saadant
Forsøg; thi midt i al min Længsel havde jeg dog aldrig hidindtil
forsøgt at bede med lydelig Røst.
Efter at jeg var kommen til det Sted, hvor jeg før havde besluttet
at gaa hen, og havde set mig omkring og fundet mig alene,
knælede jeg ned og begyndte at opsende mit Hjertes Ønsker til Gud.
Neppe havde jeg gjort dette, førend jeg blev greben af en Magt, der
ganske overvældede mig og havde en saadan forbausende Indflydelse
over mig, at den bandt min Tunge, saa jeg ikke kunde tale. Et tykt
Mørke omgav mig, og det forekom mig en kort Tid, som om jeg
pludselig skulde tilintetgjøres. Men jeg anvendte alle mine Kræfter
for at anraabe Gud om at udfri mig af denne Fjendes Magt, som
havde overvældet mig, og i det Øjeblik, jeg var nær ved at synke i
Fortvivlelse og overgive mig til Tilintetgjørelse (ikke til en indbildt
Tilintetgjørelse, men til et virkeligt Væsens Magt fra den usete
Verden, hvilket havde en saa forfærdelig Kraft, som jeg aldrig før havde
erfaret hos noget Væsen), netop i dette forfærdelige Øjeblik saa' jeg
en Lysstøtte lige over mit Hoved klarere end Solen, hvilken dalede
ned, indtil den faldt paa mig. Ikke saa snart saa' jeg den, førend
jeg følte mig befriet fra den Fjende, som holdt mig bunden. Da
Lyset hvilede paa mig, saa' jeg to Personer, hvis Skjønhed og
Herlighed overgaar al Beskrivelse, staaende over mig i Luften. En af
dem talede til mig, kaldte mig ved Navn og sagde, idet han pegede
paa den anden: »Denne er min elskelige Søn, hør ham.«-
Min Hensigt med at gaa og adspørge Herren var at faa at vide,
hvilken af alle Sekterne der var den rette, saa jeg kunde vide, til hvilken
jeg skulde slutte mig. Ikke saa snart blev jeg derfor Herre over mig
selv, saa at jeg var i Stand til at tale, førend jeg spurgte de
Personer, som stode oven over mig i Lyset, hvilken af Sekterne der var
den rette, og hvilken jeg skulde slutte mig til. Svaret var, at jeg
ikke maatte slutte mig til nogen af dem, thi de vare alle forkerte,
og den Person, som tiltalede mig, sagde, at alle deres
Trosbekjen-delser vare en Vederstyggelighed for hans Aasyn, at disse
Trosbekjen-dere alle vare fordærvede; »de drage nær til mig med deres Mund
og ære mig med Læberne, men deres Hjerter ere langt fra mig. De
lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskebud, og have
Gudfrygtigheds Skin, men fornægte dens Kraft.«
Han forbød mig atter at slutte mig til nogen af dem, og mange
andre Ting sagde han til mig, som jeg ikke kan skrive om denne
Gang. Da jeg kom til mig selv igjen, fandt jeg mig liggende paa
Ryggen, skuende opad mod Himmelen.*
Da Lyset var forsvundet, havde jeg ingen Kræfter; dog gjenvandt
jeg snart tildels disse og gik hjem. Og idet jeg lænede mig mod
Kaminen, spurgte Moder, hvad der var i Vejen med mig. Jeg svarede:
* Det blev ham endvidere betydet i dette Syn, at det sande Evangelium
skulde blive ham aabenbaret senere.30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
»Håv ingen Bekymring; Alt er vel; jeg har det godt.« Jeg sagde
derpaa til Moder: »Jeg har opdaget for mig selv, at Presbyterianernes
Lære ikke er sand.«
Det synes, medens jeg endnu var ung, at Modstanderen vidste, at
jeg var bestemt til at forstyrre og forurolige hans Rige; thi hvi skulde
ellers Mørkets Magter forene sig imod mig, og hvorfra hidrørte ellers
den Modstand og Forfølgelse, som opstod imod mig næsten fra min
Barndom af?
Nogle faa Dage efter, at jeg havde dette Syn, var jeg hændelsesvis
i Selskab med en af Methodisternes Prædikanter, som tog virksom
Del i den omtalte religiøse Opvækkelse, og da jeg talede med ham
om Religion, fik jeg Anledning til at fortælle ham om Synet, jeg
havde havt. Men hvor forbauset blev jeg ikke ved hans Adfærd;
han behandlede ikke alene min Beretning løselig, men med stor
Foragt, og sagde, at det var altsammen af Djævelen, at der ikke skete
noget saadant som Syner og Aabenbaringer i disse Dage, at alt
saadant var ophørt med Apostlene, og at slige Ting vilde ikke ske mere.
Hvorledes det var eller ikke, saa mærkede jeg snart, at min
Fortælling havde vakt stor Fordom imod mig blandt de Religiøse og
foraarsagede en Forfølgelse, der vedblev at tage til; og omendskjønt
jeg var en uanselig Dreng i 14 å 15 Aars Alderen, og mine
Omstændigheder i Livet vare saadanne, som gjorde mig ringe og ubetydelig
i Verden, lagde dog fornemme Mænd Mærke nok til mig til at
opvække den offentlige Stemning imod mig, der foraarsagede en stærk
Forfølgelse, som efterhaanden blev almindelig iblandt alle Sekterne;
Alle vare enige om at forfølge mig.
Det har ofte bragt mig til alvorligt at overveje, baade den Gang
og siden, hvor forunderligt det var, at en simpel Dreng paa lidt over
fjorten Aar, som var nødsaget til at erhverve sig et tarveligt
Udkomme ved sit daglige Arbejde, skulde anses for vigtig nok til at
hendrage de Stores Opmærksomhed paa sig i Datidens mest
populære Sekter, og fylde dem med den stærkeste Forfølgelses- og
Mod-standsaand. Men enten det var forunderligt eller ikke, saa var det
dog saaledes, og det foraarsagede mig ofte stor Sorg, thi jeg vidste,
at hvad der end kunde indvendes, havde jeg dog havt et Syn. Jeg
har siden tænkt, at jeg følte ligesom Paulus, da han forsvarede sig
for Kong Agrippa og fortalte om det Syn, han havde, da han »saa'
et Lys og hørte en Røst«, men der var ikkun Faa, som troede ham;
Nogle sagde, at han talede Usandhed, Andre, at han rasede, og han
blev derfor haanet og bespottet; men alt dette tilintetgjorde ikke
Virkeligheden af hans Syn. Han havde set et Syn, det vidste han,
og al Forfølgelse under Himmelen kunde ikke forandre det; og
om-end de vilde forfølge ham til Døden, vidste han dog, og vilde vide
det til sit sidste Øjeblik, at han havde baade set et Lys og hørt en
Røst tale til sig, og den hele Verden kunde ikke faa ham til at
tænke eller tro anderledes.
Saaledes var det ogsaa med mig; jeg havde virkelig set et Lys,
og midt i det Lys to Personer, og de talede virkelig til mig; og
omendskjønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
set et Syn, var det ikke desto mindre sandt, og medens de hadede
og forfulgte mig, samt talede allehaande Ondt imod mig uforskyldt,
fordi jeg sagde det, følte jeg mig drevet til at sige i mit Hjerte:
Hvi forfølges jeg, fordi jeg fortæller Sandheden? Jeg har virkelig set
et Syn, og hvo er jeg, at jeg kan imodstaa Gud? Eller tænke
Menneskene at faa mig til at nægte det, jeg virkelig har set? thi jeg
havde set et Syn; jeg vidste det, og jeg vidste tillige, at Gud vidste
det, hvilket jeg ikke kunde nægte, ej heller turde jeg gjøre det.
Tillige vidste jeg, at dersom jeg gjorde det, vilde jeg forsynde mig imod
Gud og komme under Fordømmelse.
Jeg var nu tilfredsstillet i mit Sind, for saa vidt som den sekteriske
Verden angik; jeg forstod, at det var min Pligt ikke at slutte mig til
noget af Partierne, men forblive som jeg var, indtil jeg havde
erholdt nærmere Underretning. Jeg havde fundet Jakobs Vidnesbyrd
at være sandt, at et Menneske, der mangler Visdom, kan bede til
Gud og faa og ikke blive bebrejdet.
Jeg vedblev i min almindelige Næringsvej indtil den 21de
September 1823, og led i al den Tid svær Forfølgelse af alle Klasser,
baade religiøse og ikke-religiøse, fordi jeg vedblev at paastaa, at jeg
havde set et Syn. Jeg var meget ung og blev forfulgt af dem, som
burde have været mine Venner og behandlet mig paa en venlig
Maade; og dersom de troede, at jeg var bleven bedraget, burde de
have stræbt paa en rigtig og kjærlig Maade at vinde mig tilbage.
Saaledes udsat for allehaande Fristelser og i alt Slags Selskab faldt
jeg ofte i daarlige Vildfarelser, der viste Ungdommens Svaghed og
Menneskets fordærvede Natur, og jeg maa med Bedrøvelse sige, at
jeg ofte ledtes i adskillige Fristelser, som vare anstødelige for Guds
Aasyn. Idet jeg gjør denne Bekjendelse, maa Ingen antage, at jeg
gjorde mig skyldig i grove Synder. Jeg havde aldrig nogen
Tilbøjelighed til at begaa saadanne. Men jeg var skyldig i Letsindighed og
holdt undertiden Selskab med letsindige Personer, hvilket ikke stemte
overens med de Karaktertræk, som burde lægges for Dagen af En,
der var kaldet af Gud, saasom jeg var. Men dette vil ikke synes
forunderligt for dem, som erindre min Ungdom, og som ere bekjendte
med min naturlige, livlige Sindsstemning.
Jeg følte mig ofte fordømt af min Samvittighed for min Svaghed
og Ufuldkommenhed, og om Aftenen den 21de September, efter at
have begivet mig til Hvile, opløftede jeg mit Hjerte i Bøn og
Paa-kaldelse til den Almægtige om Tilgivelse for alle mine Synder og
Daarligheder, samt at det maatte blive mig tilkjendegivet, hvorledes
min Tilstand og Stilling var for ham; thi jeg havde fuld Tillid til
at faa en guddommelig Aabenbarelse, eftersom jeg før havde erholdt
en saadan.
Medens jeg saaledes paakaldte Gud, saa' jeg et Lys vise sig i
Værelset, hvilket Lys blev ved at forstærkes, indtil Værelset var lysere
end om Middagen, og en Skikkelse viste sig strax ved min Seng,
staaende i Luften, thi hans Fødder berørte ikke Gulvet. Han var
iført en lys Kjortel, hvilken var overordentlig hvid. Det var en
Hvidhed, som overgik alt Jordisk, jeg nogensinde havde set; ej heller tror30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
jeg, at noget Jordisk kunde gjøres saa overordentligt hvidt og skjønt.
Hans Hænder vare bare, og ligeledes hans Arme, til lidt over
Haand-leddet; og ligeledes vare hans Fødder og Ben nøgne til lidt over
Anklerne. Hans Hoved og Hals vare ogsaa bare. Jeg kunde se, at
han ingen andre Klæder havde paa end denne Kjortel, da den var
aaben, saa jeg kunde se hans Bryst.
Ikke alene var hans Kjortel overordentlig hvid, men hans hele
Person var langt skjønnere, end man kan beskrive, og hans Aasyn
i Sandhed som Lynet. Værelset var overordentlig lyst, men ikke saa
lyst som umiddelbart omkring hans Person. Da jeg først saa' ham,
blev jeg bange, men Frygten forlod mig snart. Han kaldte mig ved
Navn og sagde, at han var et Sendebud, sendt fra Gud til mig, og
at hans Navn var Moroni; at Gud havde en Gjerning for mig at
udrette, og at mit Navn skulde nævnes for Ondt og Godt iblandt
alle Nationer, Stammer og Tungemaal, eller at det skulde nævnes
for Godt og Ondt blandt alle Folk. Han sagde, der var en Bog
henlagt, hvilken var skreven paa Guldplader, som gav Beretning om de
forrige Beboere af denne Verdensdel, og hvorfra de kom. Han sagde
ogsaa, at den indeholdt det evige Evangeliums Fylde, som det blev
givet af Frelseren til de gamle Indbyggere paa dette Land. Ligeledes,
at der var tvende Stene, indfattede i Sølvbuer, gjemte tilligemed
Pladerne (hvilke Stene, fæstede til en Brystplade, udgjorde hvad der
kaldtes Urim og Thummim), og at de Mænd, der besade og brugte
disse Stene, i forrige Tider kaldtes Seere, og at Gud havde beredt
dem til Bogens Oversættelse.
Efter at have fortalt disse Ting begyndte han at oplæse af det
Gamle Testamentes Profetier. Først læste han en Del af Malakiæ
3die Kapitel, hvorpaa han læste det 4de eller sidste Kapitel af samme
Profeti, dog ikke ganske som det læses i vore Bibler. I Stedet for
at læse det første Vers, som det læses i vore Bøger, læste han
saaledes: »Thi se, Dagen kommer, der brænder som en Ovn, da skulle
alle Hovmodige og Enhver, som gjør Ugudelighed, være som Halm,
thi de, der komme, skulle opbrænde dem, siger den Herre Zebaoth,
og skulle hverken lade dem Rod eller Gren«; og det 5te Vers læste
han saaledes: »Se, jeg vil aabenbare Præstedømmet til dig ved
Profeten Elias's Haand, førend Herrens den store og forfærdelige Dag
kommer.« Han læste ogsaa det næstfølgende Vers anderledes: »Og
han skal plante Fædrenes Forjættelser i Børnenes Hjerter, og
Børnenes Hjerter skulle omvendes til Fædrene. Om ikke dette blev
saaledes, vilde den ganske Jord blive lagt aldeles øde ved hin Dags
Tilkommelse.«
Derpaa læste han det Ilte Kapitel af Esaias og sagde, at det var
ved at blive opfyldt. Han læste ogsaa det 3die Kapitel af Apostlenes
Gjerninger, 22de og 23de Vers, ganske som det staar i vort Nye
Testamente. Han sagde, at hin Profet var Kristus, men Dagen var endnu
ikke kommen, da »hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal
udryddes af Folket«, men at den snart vilde komme.
Han læste ogsaa det 2det Kapitel af Joel fra det 28de til sidste
Vers og sagde, at dette heller ikke var opfyldt endnu, men snart30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
vilde blive det. Og han sagde endvidere, at Hedningernes Fylde snart
skulde indgaa. Han læste mange andre Skriftsteder og forklarede
mange Ting, som ikke kunne nævnes her. Og atter sagde han til
mig, at naar jeg fik disse Plader, om hvilke han havde talet — thi
Tiden var endnu ikke kommen, da de kunde erholdes — da skulde
jeg ikke vise dem til noget Menneske, ej heller Brystpladen med Urim
og Thummim, kun alene til dem, som jeg fik Befaling at vise dem
til; dersom jeg alligevel gjorde dette, skulde jeg blive fordærvet.
Medens han talede til mig, blev jeg henrykket i et Syn, saa at jeg
kunde se Stedet, hvor Pladerne vare nedlagte, og det saa klart og
tydeligt, at jeg gjenkjendte Stedet, saa snart jeg kom dertil.
Efter denne Underretning saa' jeg, at Lyset i Værelset begyndte
at samles omkring hans Person, der havde talet til mig, og det
vedblev saaledes, indtil Værelset atter var mørkt, undtagen netop
omkring ham, og strax saa' jeg ligesom en Gang aaben lige ind i
Himmelen, og han steg op, indtil jeg ikke længere kunde se ham, og
Værelset var atter, som før dette himmelske Sendebud kom ind.
Jeg laa og tænkte paa denne besynderlige Scene, og forundrede
mig saare meget over det, som var bleven mig fortalt af dette
overordentlige Sendebud, da jeg midt i mine Betragtninger pludselig blev
vaer, at mit Værelse atter begyndte at blive lyst, og et Øjeblik efter
stod det samme himmelske Sendebud igjen ved min Seng. Han
begyndte atter at tale til mig og gjentog de selvsamme Ting som ved
hans første Besøg uden mindste Afvigelse, hvorefter han fortalte mig
om svare Domme, som skulde komme over Jorden med stor
Ødelæggelse, ved Hunger, Sværd og Pestilentse, og at disse gruelige
Straffedomme vilde komme paa Jorden i denne Slægt. Da han havde
talet disse Ting, opfoer han igjen ligesom før.
Nu havde det gjort saa dybt Indtryk paa mig, at Søvnen ganske
havde forladt mig, og jeg laa overvældet af Forbauselse over det,
som jeg havde baade set og hørt; men hvor bestyrtet blev jeg ikke,
da jeg atter saa' det samme Sendebud ved min Seng og hørte ham
gjentage sin Tale til mig og tilføjede en Advarsel for mig, sigende,
at Satan vilde, formedelst min Faders fattige Omstændigheder, prøve
paa at friste mig til at tragte efter Pladerne for Vindings Skyld.
Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke maatte have noget
andet Øjemed med at faa Pladerne end at forherlige Gud, og ikke
fremskyndes af noget andet Motiv end det, at opbygge Guds Rige; ellers
kunde jeg ikke faa dem. Efter dette tredie Besøg steg han atter op
til Himmelen ligesom før, og jeg var atter overladt til at grunde paa
disse besynderlige Ting, som jeg nylig havde erfaret, da næsten strax
efter, at det himmelske Sendebud var opfaren tredie Gang, Hanen
galede, og jeg fandt, at det var Daggry, saa hans Besøg og Taler til
mig maa have optaget hele Natten. Kort efter stod jeg op, og gik
som sædvanligt til mit nødvendige daglige Arbejde; men da jeg
begyndte at arbejde, følte jeg mig saa afkræftet, at jeg aldeles ikke
var i Stand dertil. Min Fader, som arbejdede tilligemed mig,
mærkede, at der var noget Usædvanligt ved mig, og bød mig gaa hjem,
hvorpaa jeg begav mig paa Vejen til Huset; men da jeg vilde stige30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
over Gjærdet for at komme ud af Marken, hvor vi vare, forlode mine
Kræfter mig ganske, og jeg faldt til Jorden, og havde for en Tid
slet ingen Bevidsthed om nogen Ting. Det Første, jeg kan erindre,
var en Røst, der talede til mig og kaldte mig ved Navn, hvorpaa jeg
slog Øjnene op og saa' det samme Sendebud staaende over mit
Hoved, omgiven af Lys ligesom før. Han sagde da Alt til mig, som
han havde fortalt mig Natten forud, og befalede mig at gaa til min
Fader og fortælle ham om de Syner, jeg havde set, og de Befalinger,
jeg havde modtaget.
Jeg adlød, og gik tilbage til min Fader paa Marken og fortalte
ham det Hele. Han svarede mig, at det var fra Gud, og bød mig
gaa og gjøre, som Sendebudet havde befalet. Jeg forlod Marken og
gik til det Sted, hvor Sendebudet havde sagt mig, at Pladerne laa
i Forvaring, og paa Grund af Synets Nøjagtighed, som jeg havde havt
desangaaende, kjendte jeg Stedet, saa snart jeg kom dertil.«
Ganske tæt ved Landsbyen Manchester og omtrent fire engelske
Mile fra Palmyra, Wayne County, i det vestlige af Staten New York,
findes en Bakke eller Høj af betydelig Størrelse og den højeste i
Nabolaget. Denne Høj kaldtes af Nephiterne Cumorah. Siden Pladerne
bleve tagne fra Højen af Joseph, have Omegnens Beboere benævnet
den »Mormonhøjen«. Paa Vestsiden af denne Høj eller Bakke, ikke
langt fra Toppen, under en Sten af betydelig Størrelse, laa Pladerne
forvarede i en Kiste, lavet af firkantede flade Stene, der vare
sammenføjede med Cement for at holde Fugtigheden ude; indeni var der
anbragt 3 smaa Piller af Cement, paa hvilke Pladerne hvilede. Den
øverste Sten var rund oven paa, og da Joseph først besøgte Stedet,
var en Del af den synlig oven over Jorden, medens Kanterne vare
bedækkede med Grønsvær, hvoraf ses, at hvor dybt Kisten end var
bleven anbragt fra først af, havde Regnen i Tidens Løb bortskyllet
saa meget af Jorden, at den var let at opdage for den, hvem den
var betegnet, uden dog at tiltrække sig Foregaaendes
Opmærksomhed ved noget afstikkende Ydre. Joseph bortryddede Jorden, og ved
Hjælp af en Stang, som han ståk ind under Kanten af Stenen,
hævede han den op uden megen Anstrengelse, og han skriver: »Jeg
kigede ned, og der saa' jeg virkelig Pladerne, Instrumentet Urim og
Thummim samt Brystspandet, ligesom Engelen havde sagt.«
Medens han betragtede denne hellige Skat med Forundring og
Forbauselse, se, da stod Herrens Engel, som før havde besøgt ham,
atter ved hans Side, og hans Sjæl blev igjen oplyst ligesom Aftenen
forud, og han blev fuld af den Helligaand; Himlen aabnedes, og
Guds Herlighed omstraalede ham og hvilede paa ham. Medens han
saaledes stod hensunken i Betragtninger og glædede sig over disse
Ting, sagde Engelen til ham: »Sel« og som han sagde dette, saa'
han Mørkets Fyrste omgiven af en utallig Skare af Tilhængere. Efter
at han havde beskuet alt dette, sagde det himmelske Sendebud:
»Alt dette bliver dig vist, det Gode og det Onde, det Hellige og det
Urene, Guds Herlighed og Mørkets Magt, paa det at du herefter kan
kjende de to Magter og aldrig blive paavirket eller overvundet af
det Onde. Alt det, der leder til Godt eller til at gjøre det Gode, er30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
af Gud, og hvad som ikke gjør det, er af den Onde. Det er ham,
som opfylder Menneskenes Hjerter med Ondt, og faar dem til at
vandre i Mørket og bespotte Gud, og du kan vide herefter, at hans
Veje føre til Fordærvelse, men Gudfrygtigheds Vej til Fred og Hvile.
Du kan ikke nu erholde Optegnelserne, thi Guds Befaling er
bestemt, og dersom disse hellige Ting nogensinde erholdes, maa det
ske ved Bøn og standhaftig Lydighed imod Herren. De ere ikke
opbevarede her for at forskaffe Nogen Vinding eller Rigdom eller denne
Verdens Ære; de bleve forseglede ved Troens Bøn og for den
Kundskabs Skyld, som de indeholde, og have intet Værd for Menneskenes
Børn undtagen deres Indhold. Paa dem er F}dden af Jesu Kristi
Evangelium optegnet, saaledes som det gaves til hans Folk i dette
Land, og naar det ved Guds Kraft atter bliver fremført, skal det
bringes til Hedningerne, af hvilke mange skulle annamme det, og
derefter skal Israels Sæd ogsaa blive bragt ind i sin Forløsers Hjord
ved at adlyde det. De, som holdt Herrens Befalinger i dette Land,
begjærede dette af ham, og formedelst Troens Bøn erholdt de den
Forjættelse, at dersom deres Efterkommere skulde overtræde og falde
fra, da skulde deres Optegnelser blive bevarede og komme til deres
Børn i de sidste Dage. Disse Ting ere hellige og maa holdes hellige,
thi Guds Forjættelser desangaaende maa opfyldes. Intet Menneske,
hvis Hjerte er urent, kan erholde det, som er helligt. Ved dem vil
Herren gjøre en stor og mægtig Gjerning, de Vises Visdom skal
for-gaa og de Forstandiges Forstand skjule sig, og de, som sige, at de
kjende Sandheden, men vandre i Vildfarelse, skulle skjælve af Vrede,
fordi Guds Kraft bliver aabenbaret, men de Troendes Hjerter skulle
trøstes ved Tegn og Mirakler, ved Gaver og Helbredelser, ved Guds
Krafts Aabenbarede og ved den Helligaand. Du har nu set Guds
Kraft aabenbaret og ligeledes Satans Magt. Du ser, at der er intet
Ønskeligt ved Mørkets Gjerninger, og at de ikke kunne bringe
Lyksalighed, at de, som ere overvundne deraf, ere ulyksalige, medens de
Retfærdige derimod have deres Plads i Guds Rige, hvor uudsigelig
Glæde er deres. Der hvile de i Tryghed for Sandhedens Fjendes Magt,
og intet Ondt kan forstyrre dem. De ere kronede med Guds
Herlighed, og fryde sig bestandig ved hans Naade og Miskundhed. Se,
uagtet du har set denne Fremstilling af de to Magter, hvorved du
stedse kan kjende den Onde, saa giver jeg dig dog et andet Tegn,
og naar det sker, da vid, at Herren er Gud, at han vil udføre sine
Beslutninger, og at Kundskaben, som denne Optegnelse indeholder,
skal udgaa til alle Nationer, Stammer og Tungemaal paa den hele
Jord. Dette er Tegnet: Naar det begynder at blive bekjendt, at Herren
har vist dig disse Ting, da ville de, der gjøre Ondt, søge at styrte
dig. De ville udsprede Løgn for at skade dit Rygte, og de ville søge
at berøve dig Livet; men husk dette, at dersom du er trofast og
herefter vedbliver at holde Herrens Bud, da skal du blive bevaret
og bringe disse Ting for Dagen, thi han vil i rette Tid give dig
Befaling til at komme og tage dem. Naar de ere oversatte, da vil Herren
give det hellige Præstedømme til Nogle, og de skulle begynde at
forkynde mit Evangelium og døbe med Vand, og derefter skulle de have30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Magt til at give den Helligaand ved Hænders Paalæggelse. Da vil
Forfølgelsen rase mere og mere, thi Menneskenes Ondskab skal
aaben-bares, og de, som ikke ere byggede paa Klippen, skulle søge at
tilintetgjøre Kirken, men den vil voxe, jo mere man strider imod den, og
udbrede sig videre, og dens Medlemmer skulle tiltage i Kundskab,
indtil de blive helliggjorte og faa en Arv, hvor Guds Herlighed skal
hvile over dem; og naar dette sker, og Alt er beredt, da skulle de
ti Israels Stammer aabenbares i Nordenland, hvor de have været i
lang Tid, og naar dette er fuldkommet, vil Profetens Spaadom blive
opfyldt, som siger: »Og Gjenløseren skal komme til Zion og til dem,
som omvende sig fra Overtrædelse i Jakob, siger Herren!« Men uagtet
de Ugudelige skulle søge at tilintetgjøre dig, skal dog Herrens Arm
være udrakt, og du skal vinde Sejer, dersom du holder alle disse
Bud. Dit Navn skal blive bekjendt iblandt alle Nationer, thi den
Gjerning, som Herren vil udrette ved dig, skal bringe de Retfærdige
til at glæde sig og de Ugudelige til at fnyse af Vrede; af hine skal
det holdes i Ære og af disse bespottes, dog skal det være disse til
Skræk formedelst det store og forunderlige Værk, som skal følge paa
Aabenbarelsen af dette Evangeliums Fylde. Gaa nu din Vej, og husk,
hvad Herren har gjort for dig, og beflit dig paa at holde hans Bud,
saa vil han fri dig fra Fristelser og alle den Ondes Kunstgreb og
Rænker. Glem ikke at bede, paa det at dit Sind maa vorde styrket,
saa at naar han nærmer sig dig, du da kan have Kraft til at undfly
det Onde og erholde disse kostelige Ting.«
Uagtet Engelen underrettede ham om meget mere, end vi her have
skrevet, saa er dog det Vigtigste indbefattet i Ovenstaaende. Det blev
ham sagt, at Tiden for ham til at erholde Optegnelserne vilde ikke
komme førend fire Aar fra den Tid af, men at han skulde komme
til Stedet lige om et Aar, og Engelen vilde da igjen møde ham der,
og han skulde fremdeles besøge Stedet en Gang om Aaret, til Tiden
kom, da han skulde faa Optegnelserne.
Joseph skriver: »Efter hvad der var mig befalet, gik jeg ved Enden
af hvert Aar, og fandt hver Gang det samme Sendebud der, og modtog
Undervisning og Lærdom af ham ved hver Sammenkomst, angaaende
hvad Herren vilde lade ske, og hvordan og paa hvad Maade hans
Rige skulde bestyres i de sidste Dage.
Da min Faders timelige Omstændigheder vare mindre gode, vare
vi nødsagede til at arbejde med vore Hænder som Daglejere og paa
anden Maade, eftersom vi kunde faa Lejlighed; undertiden vare vi
hjemme og undertiden ude, og ved bestandig at arbejde forskaffede
vi os et tarveligt Underhold.
I Aaret 1824 havde min Faders Familie en stor Sorg, idet min
ældste Broder Alvin døde. I Oktober Maaned 1825 tog jeg Arbejde
hos en gammel Mand ved Navn Josiah Stoal, som boede i Chenango
County i Staten New York. Han havde hørt Noget om en Sølvmine,
som var bleven aabnet af Spanierne i Harmony, Susquehannah County
i Pennsylvanien, og førend jeg begav mig i hans Tjeneste, havde
han gravet for om muligt at opdage Minen. Efter at jeg kom i hans
Tjeneste, tog han mig med andre af sine Folk til at grave efter30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Sølvminen, hvorved jeg vedblev at arbejde næsten en Maaned, uden
at vi havde noget Held i vort Foretagende, og tilsidst fik jeg den
gamle Herre overtalt til at holde op med Gravningen. Heraf opkom
den almindelige Historie om, at jeg har været Skattegraver.
Medens jeg var saaledes sysselsat, logerede jeg hos en vis Isaac
Hale dersteds, hvor jeg for første Gang saa' min Hustru, som var
hans Datter. Den 18de Januar 1827 bleve vi ægteviede, medens jeg
endnu var i Hr. Stoals Tjeneste. Strax efter vort Giftermaal forlod
jeg Hr. Stoal og rejste hjem til min Fader, i Forening med hvem
jeg arbejdede den Sommer.
Endelig kom Tiden, da jeg skulde have Pladerne, tilligemed Urim
og Thummim samt Brystspandet. Paa den 22de Dag i September 1827
gik jeg som sædvanligt, naar et Aar var omme, til Stedet, hvor de
vare forvarede, og det samme himmelske Sendebud overgav dem til
mig med den Erklæring, at jeg skulde være ansvarlig for dem, og
dersom jeg lod dem komme fra mig af Mangel paa Omhu, eller
formedelst Forsømmelse, skulde jeg blive forkastet, men dersom jeg
vilde anvende al min Flid paa at bevare dem, indtil han (nemlig
Sendebudet) vilde forlange dem, da skulde det gaa godt.
Disse Tavler eller Plader havde Udseende af Guld; hver Plade var
henved 8 Tommer lang og 7 Tommer bred, og ikke fuldkommen
saa tyk som almindeligt Blik. De vare opfyldte paa begge Sider med
en Indskrift af ægyptiske Skrifttegn, og bundne sammen ligesom
Bladene i en Bog, idet de vare heftede i den ene Kant med 3 Ringe,
der gik igjennem det Hele. Denne Bog var henved 6 Tommer tyk,
og en Del af den var forseglet. Skrifttegnene i den uforseglede Del
vare meget smaa og smukt indgraverede. Den hele Bog bar mange
Tegn paa Ælde i dens Dannelse, saa vel som paa megen Duelighed
i Gravør kunsten. De Urim og de Thummim vare et besynderligt
Instrument, som bestod af 2 gjennemsigtige Stene, klare som Krystal,
i en bueformig Indfatning. Det brugtes i Oldtiden af Seerne, og var
et Instrument, hvorved de erholdt Aabenbaringer om fjerne Ting,
saavel forbigangne som tilkommende. (Se 2 Moseb. 28:30. 3 Moseb.
8:8. 4 Moseb. 27:21. 5 Moseb. 33:8. 1 Sam. 28:6. Neh. 7:65.)
Disse hellige Ting bleve begravne i Cumorah Høj af en Guds
Profet ved Navn Moroni omtrent 420 Aar efter Kristi Fødsel. Han
skjulte dem der ifølge Herrens Befaling, saa at de kunde blive
bevarede fra at falde i de Ugudeliges Hænder, men Herren havde lovet,
at de skulde komme frem i de sidste Dage og tjene Menneskene til
Gavn og Oplysning, i Særdeleshed Lamaniterne, hvilket Løfte nu
begyndte at opfyldes over 1400 Aar efter, at det blev givet til
Moroni. Optegnelserne vare skrevne af Mormon, en anden Guds Profet,
og fuldendtes af hans Søn Moroni, den Samme, som begrov dem i
Jorden, og som leverede dem til Joseph Smith. Denne fik det Hverv
at oversætte den uforseglede Del deraf i det engelske Sprog ved Hjælp
af Guds Gave og Kraft. Oversættelsen udkom derefter i Trykken
under Navn af Mormons Bog.
Vi ville herefter nøjere beskrive de Omstændigheder, som vare
forbundne med Oversættelsen, og blot her bemærke, at efter at Joseph30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
havde udført det Arbejde, som Herren havde paalagt ham,
tilbageleverede han Pladerne i Moronis Hænder, som indtil denne Dag har
dem i sin Varetægt. Den forseglede Del har Herren ogsaa lovet i sin
egen bestemte Tid at give til sit Folk i denne Uddeling, saa vel som
andre hellige Optegnelser og Oldsager, hvis Gjemmested endnu ikke
er aabenbaret.
ANDET KAPITEL.
Joseph forfølges for Optegnelsernes Skyld. — Rejser til Pennsylvanien. —
Begynder at oversætte. — Sender Martin Harris til New York med en Del
af Skrifttegnene. — Fortsætter Oversættelsen. — Manuskriptet tabes. —
Oliver Cowdery besøger Joseph. — Joseph og Oliver Cowdery ordineres til
det Aaronske Præstedømme. — Oversættelsen fortsættes og fuldendes. —
Mormons Bog udkommer i Trykken.
Joseph lærte imidlertid snart at kjende, hvorfor Sendebudet havde
givet ham saa nøje Befaling om at tage godt Vare paa
Optegnelserne, og hvorfor han havde sagt, at naar han fik gjort, hvad der
var forlangt af ham, vilde han (Sendebudet) kræve dem tilbage; thi
aldrig saa snart blev det bekjendt, at Joseph havde Pladerne, førend
Folk gjorde sig al Umage for at faa dem fra ham. De anvendte alle
de Rænker og Kunstgreb, der kunde tænkes i dette Øjemed. Ofte
var det Hus, hvor han boede, omringet af Pøbel og ildesindede
Personer, som flere Gange stræbte ham efter Livet, og som ofte .gjorde
ham det vanskeligt at undgaa deres morderiske Hensigter. Da hans
Liv bestandig svævede i Fare, besluttede han tilsidst at forlade Stedet
og rejse til Pennsylvanien. Han pakkede derfor sit Tøj ind, skjulte
Pladerne i en Tønde fuld af Bønner, og begav sig paa Rejsen. Han
var ikke kommen langt, før han blev indhentet af en
Politiembedsmand, med en skriftlig Fuldmagt til at undersøge hans Sager, og
som smigrede sig med den Tanke, at han nok skulde finde Pladerne,
men efter at have søgt meget omhyggeligt, maatte han slukøret
forlade ham, uden at have opnaaet sin Hensigt. Joseph kjørte derpaa
videre, men før han naaede sit Bestemmelsessted, blev han atter
anholdt af en Politiembedsmand i det samme Ærinde, og efter at have
ransaget Vognen, maatte ogsaa han gaa sin Vej lige saa ærgerlig som
den første, fordi han ikke kunde opdage Gjenstanden for sin
Undersøgelse. Joseph fortsatte da sin Rejse uden videre Hindring, indtil
han kom til den nordlige Del af Pennsylvanien til Byen Harmonv
ved Susquehannah-Floden, hvor hans Svigerfader boede. Dette Sted
var beliggende omtrent et Hundrede engelske Mile fra Manchester.
Strax efter sin Ankomst til Pennsylvanien i December Maaned 1827,
begyndte han at kopiere Skrifttegnene, som fandtes paa Pladerne, og
ved Hjælp af Urim og Thummim begyndte han ogsaa at oversætte
dem, og da han ikke var nogen god Skriver, var han nødt til at
antage sig En, der kunde nedskrive Oversættelsen, som den kom fra
hans Mund.
I Februar 1828 kom en Herre ved Navn Martin Harris for at be-30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
søge Joseph. Han var en agtet Landmand og boede i Palmyra, Wayne
County, N. Y., og havde tidligere givet Joseph 50 Dollars til Hjælp
ved hans Flytning til Pennsylvanien. Denne Martin Harris fik de
Skrifttegn, som Joseph havde afskrevet fra Pladerne, samt
Oversættelsen af nogle af dem, og rejste med dem til Staden New York,
hvor han foreviste dem for Professor Charles Anthon, en Mand, som
var bekjendt for sin store Sprogkyndighed. Professor Anthon sagde,
at Oversættelsen var rigtig, ja bedre end Noget, han før havde set
oversat fra Ægyptisk. Han sagde, at Skrifttegnene vare ægyptiske,
kaldæiske, syriske og arabiske, og at de vare ægte. Han gav Hr. Harris
et skriftligt Vidnesbyrd om, at de vare ægte, og at Oversættelsen var
rigtig, hvilket Bevis denne ståk i Lommen og gik, men Professor
Anthon kaldte ham tilbage og spurgte, hvorledes den unge Mand fik
at vide, at der var Guldplader paa det Sted, hvor han fandt dem.
Da han fik til Svar, at en Guds Engel havde aabenbaret ham det,
forlangte han Beviset tilbage, hvorpaa han rev det i Stykker, idet
han sagde, at saadant Noget som Englesendelse skete ikke nutildags.
Han sagde ogsaa til Martin Harris, at hvis han vilde bringe Pladerne
til ham, da vilde han oversætte deres Indhold. Denne svarede, at
det var ham forbudt at bringe dem, og at en Del af Pladerne vare
forseglede, hvorefter Professor Anthon ytrede: »Jeg kan ikke læse en
forseglet Bog.« Martin Harris tog ogsaa det Medbragte til Doktor
Samuel L. Mitchel, som bekræftede, hvad Professor Anthon havde
sagt, baade om Skrifttegnene og Oversættelsen. Hvis vore Læsere ville
slaa op i deres Bibler og læse det 29de Kapitel af Esaias, saa ville
de finde, at denne Profet forudsagde dette 2,500 Aar, før det skete.
Efter at Martin Harris var kommen tilbage fra New York, rejste
han til sit eget Hjem i Palmyra og ordnede der sine Affærer
saaledes, at han atter kunde være borte en Tid, hvorpaa han igjen rejste
til Pennsylvanien for at hjælpe Joseph med Oversættelsen. Dette var
i April 1828. Joseph fortsatte strax sit Arbejde, og som han
oversatte, skrev Martin Harris for ham; og de vare saaledes beskjæftigede
indtil den 14de Juni samme Aar, ved hvilken Tid de havde oversat
116 Sider Manuskript.
Martin Harris havde kun skrevet for Joseph en kort Tid, da han
begyndte at bede denne om Tilladelse til at tage Manuskriptet hjem
og forevise det for sin Familie. Han vedblev saa indtrængende at
bede derom, at Joseph tilsidst gav efter og adspurgte Herren des
angaaende, men Svaret blev, at Joseph maatte ikke føje Harris i hans
Begjæring. Dermed var denne dog ikke tilfreds, men nødte Joseph
til anden Gang at adspørge Herren, hvilket han ogsaa gjorde, men
erholdt samme Svar som første Gang. Da han endnu ikke var
fornøjet, gav Joseph igjen efter for Harris's Paatrængenhed og adspurgte
Herren tredie Gang, og denne Gang var Svaret, at Martin Harris
maatte tage Manuskriptet paa visse Betingelser, hvilke vare, at han
blot maatte vise det til fem Personer, nemlig hans Hustru, hans
Forældre, hans Broder og hans Hustrues Søster. Han gav højtideligt
Løfte om at ville opfylde disse Betingelser paa det Nøjagtigste og
begav sig strax paa Hjemvejen med Manuskriptet. Han viste det30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
strax til de omtalte Personer, som han havde Lov til, men brød
derpaa sin Pagt ved ogsaa at vise det til adskillige andre af hans
Venner, som kom for at besøge ham. Følgen heraf var, at
Manuskriptet blev stjaalet fra Kisteskuffen, hvor Martin Harris havde gjemt
det, og hverken han eller Joseph fik det nogensinde igjen. Hvem det
var, som stjal det, vides ikke bestemt, men det antages at være
Harris's egen Hustru, som allerede før den Tid havde forsøgt paa at
skade Joseph ved at udsprede falske Rygter og slette Beskyldninger
om ham, men da dette ikke havde den forønskede Virkning,
benyttede hun maaske denne Lejlighed til at fortrædige ham.
Medens Martin Harris var borte med Manuskriptet, gjorde Joseph
en Tur til Manchester og besøgte sin Faders Familie. Under sit
Ophold der kom han til Kundskab om Manuskriptets Forsvinden, hvilket
bevirkede hos ham en Angest og Bekymring, som maa have været
meget stor, eftersom han strax forstod, at han havde handlet uviist
i Henseende til at adspørge Herren saa ofte. Efter et kort Ophold i
Manchester rejste han derpaa tilbage til sit eget Hjem i Pennsylvanien.
Herren, som var fortørnet paa Joseph paa Grund af hans
Forseelse i dette Tilfælde, tog Urim og Thummim og siden Pladerne
fra ham, saa at han herved lærte en streng Lektie, og kom til at
forstaa, at naar Herren en Gang forbyder eller nægter en Ting, saa
bør Mennesket være tilfreds og ikke vedblive at adspørge eller bede
om Noget, som han en Gang har nægtet, om ogsaa Befalingen i saa
Henseende ikke er aldeles, som det kortsynede Menneske kunde ønske det.
Joseph ydmygede sig for Herren og erholdt Tilgivelse for sin
Forseelse, saa at det himmelske Sendebud atter overleverede Pladerne
samt Urim og Thummim i hans Hænder. Dette skete i Juli Maaned
1828. Paa samme Tid modtog han den første Aabenbaring, som findes
i Pagtens Bog. Den udgjør nævnte Bogs 3die Kapitel.
En Tid efter modtog han en anden Aabenbaring, hvori Herren
forbød ham at oversætte den Beretning, som fandtes paa det tabte
Manuskript, anden Gang. Derimod fik han Befaling til at oversætte
fra Nephis Plader, hvilke indeholdt omtrent den samme Beretning,
og dertil gav en mere udførlig Oplysning angaaende Evangeliet, som
Herren i Særdeleshed ønskede at fremføre tydeligen for Menneskene.
Beretningen, som fandtes paa det tabte Manuskript, var en
Oversættelse fra Lehis Plader, der omtales i Mormons Bog (1 Nephi
1:17; 6:1). Se endvidere Pagtens Bog, 10de Kap.
Joseph fortsatte ikke lige strax sit Oversætterarbejde, men
arbejdede en Tid med sine Hænder for sin Families Ophold paa en lille
Landejendom, som han havde kjøbt af sin Svigerfader. I Februar
1829 blev han besøgt af sin Fader fra Manchester, og omtrent
samtidig modtog han to Aabenbaringer, som findes i Pagtens Bog, 4de
og 5te Kap. I den sidste af disse bliver Martin Harris revset
betydeligt, og Mormons Bogs tre Vidner omtales her for første Gang.
Den 5te April kom Oliver Cowdery til Joseph i Pennsylvanien.
Han havde været Skolelærer i det Nabolag, hvor Josephs Fader boede,
og havde været Kostgænger i hans Familie en Tid. De havde fortalt
ham, hvorledes Joseph havde erholdt Pladerne, og han var nu kom-30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
men for at lære mere angaaende dette fra hans egen Mund. Den
7de April, to Dage efter hans Ankomst, begyndte Joseph at
oversætte Mormons Bog, og Oliver Cowdery begyndte at skrive for ham.
Fra den Tid af, da han begyndte at oversætte, modtog han mange
Aabenbaringer angaaende det Værk, som Herren nu havde
paabegyndt, samt om Evangeliets Fylde, som han var i Færd med at lade
udgaa til Jordens Nationer. Dette gav ham meget Lys og forberedte
ham til den Stilling, som han siden kom til at indtage. Og da den
sande Mening af nogle af disse Aabenbaringer bedre vil kunne
forstaas, naar Omstændighederne, hvorunder de bleve givne, blive
almindelig bekjendte, saa ville vi, saa meget som det lader sig gjøre,
omtale de Begivenheder, som undertiden ledte til deres Meddelelse.
Kort efter at Oliver Cowdery havde begyndt at skrive for Joseph,
modtoges saaledes den Aabenbaring, som udgjør det 6te Kapitel af
Pagtens Bog, og da Joseph og Oliver Cowdery en Tid efter under
en Samtale angaaende Apostelen Johannes udvexlede forskjellige
Anskuelser med Hensyn til, hvad der siges om ham i Joh. 21: 22, saa
adspurgte Joseph Herren og erholdt ved Urim og Thummim den
Oplysning, at denne Apostel ifølge hans eget Begjær skulde leve i Kjødet,
indtil Kristus igjen skulde komme til Jorden. (Pagtens Bog, 7de Kap.)
Omtrent samtidig bleve to andre Aabenbaringer givne i Anledning af
Oliver Cowderys Ønske og Begjær om at erholde den samme
Oversættergave som Joseph, men han fik i den sidste af disse Befaling til atter at
fortsætte sit Arbejde som Josephs Skriver. (Pagtens Bog, 8de og 9de Kap.)
Da de havde fundet Daab til Syndsforladelse omtalt i
Oversættelsen af Mormons Bog, følte Joseph og Oliver Cowdery sig
tilskyndede til at adspørge Herren angaaende denne Ordinance, og i den
Hensigt gik de ud i Skoven for at bede den 15de Maj 1829. Medens
de bade og paakaldte Herren, nedsteg et Sendebud fra Himmelen i
en klar Sky, som lagde sine Hænder paa dem og ordinerede dem,
sigende: »I Messiæ Navn meddeler jeg eder, mine Medtjenere, det
Aaronske Præstedømme, som indehaver Nøglerne til Engles Betjening
og til Omvendelsens Evangelium, og Daab ved Neddyppelse til
Syndernes Forladelse; og dette skal aldrig igjen borttages fra Jorden„
førend Levi Sønner atter frembære et Offer for Herren i
Retfærdighed.« Han sagde dem ogsaa, at dette Præstedømme ikke gav dem
Fuldmagt til at lægge Hænder paa for den Helligaands Gave, men
at denne Myndighed siden skulde gives dem, og han gav dem tillige
Anvisning om, hvorledes de skulde døbe hinanden.
Dette Sendebud, som saaledes besøgte dem, sagde, at hans Navn
var Johannes, den Samme, som i det Nye Testamente kaldes
Johannes den Døber. Han havde Nøglerne til det Aaronske
Præstedømme, og handlede under Bestyrelse af Peter, Jakob og Johannes,,
der holdt det Melkisedekske Præstedømmes Nøgler, og dette
Præstedømme, sagde han, skulde om en Tid blive dem paalagt.
Samme Dag gik de og bleve døbte. Joseph døbte først Oliver
Cowdery, hvorpaa Oliver døbte ham. Derefter lagde Joseph sine Hænder
paa Olivers Hoved, og ordinerede ham til det Aaronske Præstedømme,
og Cowdery lagde derpaa sine Hænder paa Josephs Hoved og ordi-30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
nerede ham til det samme Præstedømme, thi saaledes havde
Sendebudet befalet dem at gjøre. Saa snart de vare døbte, faldt den
Hellig-aand paa dem, og de profeterede om mange Ting, som snart skulde ske.
Disse vare de første Daabshandlinger, som efter de Beretninger,
der findes derom, have været forordnede og anerkjendte af Herren i
over 1400 Aar. Alle Kirker, opbyggede i disse mange Aarhundreder,
ere blevne stiftede af Mennesker uden Aabenbaring fra den
Almægtige. De Ugudelige dræbte Herrens Tjenere, som besade det hellige
Præstedømme, og der blev Ingen tilbage paa Jorden, der kunde døbe
eller udføre Noget i Herrens Navn, som han vilde anerkjende.
Endskjønt Joseph havde set og samtalet med himmelske Væsener, saa
havde han derfor ingen Myndighed til at døbe Nogen, eller til at
administrere i nogen Ordinance tilhørende Guds Rige. Han maatte
vente, indtil han blev ordineret og paalagt Præstedømmet, førend
Herren vilde anerkjende hans Ret til at døbe, og der var ikke nogen
Mand paa Jorden, som kunde ordinere ham til denne Myndighed.
Derfor var det nødvendigt, at Mænd, som havde Præstedømmets
Nøgler, da de vare paa Jorden, skulde komme fra Himmelen for at
ordinere Joseph, og endog efter at han og Oliver Cowdery vare blevne
ordinerede til det Aaronske Præstedømme, kunde de ikke lægge Hænder
paa for den Helligaands Gave. De maatte vente, indtil Peter, Jakob
og Johannes, der vare de sidste Mænd, som havde det Melkisedekske
Præstedømmes Nøgler paa Jorden, skulde komme og give dem den
nødvendige Magt og Myndighed.
Efter at Joseph og Oliver Cowdery vare blevne døbte og ordinerede,
blev deres Forstand oplyst, saa at de bedre kunde forstaa Skrifterne,
og den sande Mening af de Skriftsteder, som ere vanskelige at
forstaa, blev opklaret for dem. De vare imidlertid nødsagede til at dølge
for en kort Tid, at de vare blevne døbte og ordinerede til
Præstedømmet, paa Grund af den Forfølgelsesaand, der allerede havde givet
sig tilkjende i Nabolaget. De bleve flere Gange truede med Overfald
paa Huset, hvilket dog hindredes formedelst den Indflydelse, Josephs
Svigerfader havde iblandt Folket. Han og hans Familie, som før vare
imod Joseph, vare nu blevne hans Venner og ønskede, at han skulde
have Lejlighed til at fortsætte sit Arbejde med Oversættelsen, hvorfor
de ydede ham al den Beskyttelse, det var dem muligt.
Trods Folkets Trusler vedblev Joseph derfor sit Arbejde, og
foruden at oversætte begyndte han og Oliver Cowdery at tale om
Skrifterne med deres Venner og Bekjendte, naar de traf sammen med
dem. Josephs Broder, Samuel H. Smith, kom for at besøge dem, og
efter at have talet med ham om enkelte bibelske Sandheder samt vist
ham den oversatte Del af Mormons Bog, gik han i Skoven og bad
til Herren, hvilket havde til Følge, at han blev overbevist om Værkets
Sandhed, og den 25de Maj blev han døbt af Oliver Cowdery og drog
derpaa tilbage til sin Faders Hus, lovende og prisende Gud og fuld
af den Helligaand.
Kort derefter kom ogsaa Hvrum Smith for at besøge sin Broder,
og ifølge hans oprigtige Begjær adspurgte Joseph Herren ved Urim30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
og Thummim og modtog en Aabenbaring til ham, som tindes i
Pagtens Bog, Ilte Kapitel.
Vi ville her igjen anføre Josephs egne Ord: »Omtrent paa samme
Tid (Maj 1829) kom en gammel Mand og besøgte os, hvis Navn jeg
ønsker at nævne med Agtelse, nemlig Hr. Joseph Knight sen. fra
Colesville, Broom County, Staten New York. Han havde hørt,
hvorledes vi anvendte vor Tid, og meget venligt og imødekommende
bragte han os noget Proviant, for at vi ikke skulde blive hindrede
i vort Oversætterarbejde af Mangel paa slige Fornødenheder, og jeg
maa pligtskyldigst anføre, at han flere Gange bragte os en saadan
Understøttelse, uagtet han boede i det mindste 30 Mile borte.* Dette
satte os i Stand til at vedblive Arbejdet, som vi ellers maatte have
lagt tilside for en Tid. Da han saa meget ønskede at kjende sin
Pligt med Hensyn til dette Værk, saa adspurgte jeg Herren og modtog
følgende Aabenbaring. (Se Pagtens Bog, 12te Kap.)
Kort efter, at jeg begyndte at oversætte, blev jeg bekjendt med
Hr. Peter Whitmer fra Fayette i Seneca County, New York, samt
med nogle af hans Familie. Først i Juni Maaned kom hans Søn
David Whitmer med en Tospændervogn til det Sted, hvor vi boede,
og ønskede, at vi skulde følge med ham til hans Fader og opholde
os der, til vi havde fuldendt Arbejdet. Han tilbød os Kost og Logi,
en af sine Brødre til at skrive for mig og sin egen Hjælp ved Lejlighed.
Da vi netop havde saadan betimelig Hjælp behov til et saa vanskeligt
Foretagende, og da vi vare blevne underrettede om, at Folk der i
Nabolaget ventede med stor Længsel efter at faa Lejlighed til at
ransage disse Ting, saa antoge vi Tilbudet og fulgte med Whitmer
til hans Faders Hus, hvor vi saa opholdt os, indtil Oversættelsen var
færdig og Eneret sikret. Ved vor Ankomst fandt vi Whitmers
Familie meget imødekommende og videbegjærlig angaaende Værket. De
vedbleve at være gjæstfrie, bespiste og logerede os efter vor
Overenskomst, og navnlig hjalp John Whitmer os meget med at skrive Resten
af Oversættelsen. Imidlertid bleve David og Peter Whitmer (jun.) ogsaa
vore ivrige Venner og Medhjælpere ved Arbejdet, og da de ønskede at
forstaa deres særegne Pligter og med megen Alvor begjærede, at jeg
skulde adspørge Herren angaaende dem, saa adspurgte jeg Herren
ved Urim og Thummim og erholdt følgende Aabenbaringer for dem,
den ene efter den anden. (Se Pagtens Bog, 14de, 15de og 16de Kap.)
I Seneca County fandt vi Folket i Almindelighed venskabeligt og
begjærligt efter at faa Sandheden at vide angaaende disse Ting, som
nu begyndte at omtales rundt omkring. Mange tilbøde os fri Adgang
til deres Huse, saa at vi kunde faa Lejlighed til at samles med vore
Venner for at belære og undervise dem. Vi traf paa Mange fra Tid
til anden, som vare villige til at høre os og begjærlige efter at
udfinde Sandheden, som den er i Kristo Jesu, og lode til at være villige
til at adlyde Evangeliet, naar de en Gang bleve rigtigt overbeviste
og tilfredsstillede i deres Sind; og i samme Maaned (Juni) bleve min
Broder Hyrum Smith, David Whitmer og Peter Whitmer jun. døbte
* Det bemærkes, at Afstanden stedse er angivet i engelske Mil.30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
i Seneca Sø, de to Førstnævnte af mig og den Sidstnævnte af Oliver
Cowdery. Fra den Tid af var der Mange, som troede og bleve døbte,
og vi vedbleve at undervise og belære saa mange, som søgte at komme
til Kundskab om Sandheden.
Medens vi arbejdede paa Oversættelsen, kom vi til Kundskab om,
at der skulde beskikkes tre særdeles Vidner af Herren til at se de
Plader, som dette Værk (Mormons Bog) blev oversat fra, og at disse
tre Vidner skulde bære Vidnesbyrd om samme, hvilket vil findes
omtalt i Mormons Bog (Ether 5: 2—4). Næsten umiddelbart efter,
at vi vare komne til Kundskab derom, ønskede Oliver Cowdery, David
Whitmer og den før omtalte Martin Harris, som var kommen for at
se, hvorledes det gik med Arbejdet, at jeg skulde adspørge Herren,
om det ikke maatte blive dem forundt at blive disse tre særdeles
Vidner, og fulde af Længsel efter at se disse hellige Ting vedbleve
de at bede mig saa indstændigt derom, at jeg tilsidst gav efter, og
ved Urim og Thummim erholdt jeg følgende Aabenbaring af Herren
til dem. (Se Pagtens Bog, 17de Kap.)
Ikke mange Dage efter, at ovennævnte Befaling blev given, bleve
vi fire, nemlig Martin Harris, David Whitmer, Oliver Cowdery og
jeg enige om at gaa ind i Skoven og forsøge ved ivrig og ydmyg
Bøn at faa det, som var lovet i Aabenbaringen, nemlig at maatte
faa Pladerne at se osv. Følgelig valgte vi en Skov, som var let at
naa fra Whitmers Hus, og begave os did hen, knælede ned og
begyndte at bede i stor Tro til den almægtige Gud, at han vilde
opfylde disse Forjættelser. Efter forudgaaende Bestemmelse begyndte
jeg først med lydelig Bøn til vor himmelske Fader og efterfulgtes
af hver af de Andre, men vi erholdt intet Svar eller Tegn paa
guddommeligt Velbehag, hvorfor vi gjentoge vor Bøn i samme Orden
som før, men Udfaldet var det samme som første Gang. Efter dette
vort andet forgjæves Forsøg sagde Martin Harris, at han vilde
forlade os, da han, som han selv ytrede, troede, at haus Nærværelse
var Aarsagen til, at vi ikke fik, hvad vi bade om; han forlod os derfor,
hvorefter vi knælede ned igjen, og vi havde ikke bedet mange
Minuter, før vi saa' et Lys oven over os i Luften, som var overordentlig
klart, og se, en Guds Engel stod foran os, og i sin Haand holdt han
de Plader, som vi havde bedet om at maatte se. Han vendte Bladene,
eet ad Gangen, saa at vi kunde se dem og tydelig skjelne den derpaa
indgraverede Skrift. Derpaa henvendte han sig til David Whitmer,
sigende: »David, velsignet er Herren og den, der holder hans Bud,«
hvorefter vi hørte en Røst fra det klare Lys oven over os, sigende:
»Disse Plader bleve aabenbarede ved Guds Kraft, og de ere
oversatte ved Guds Kraft. Oversættelsen, som I have set, er rigtig, og
jeg befaler eder at bære Vidnesbyrd om, hvad I nu se og høre.«
Jeg forlod nu David og Oliver og gik hen for at opsøge Martin Harris,
som jeg fandt i betydelig Afstand, ivrigt bedende; dog fortalte han
mig snart, at Herren endnu ikke havde bønhørt ham, og bad mig
alvorligt om at forene mig med ham i Bon, at han maatte nyde de
Velsignelser, som nylig vare vederfarede os. Vi forenede os da i Bøn
og fik omsider vort Ønske opfyldt; thi førend vi vare færdige, blev30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
det samme Syn opladt for vore Øjne, i dét mindste for mig, og jeg
hørte og saa' atter de samme Ting, medens Martin Harris i det
samme Øjeblik, ligesom i en Henrykkelse af Glæde, udbrød: »Det
er nok, det er nok, mine Øjne have set det, mine Øjne have set
det,« og idet han sprang op, raabte han: »Hosianna,« lovede Gud
og tilkjendegav paa anden Maade sin store Glæde.«
Disse Mænd havde ogsaa det Privilegium at se Brystpladen, de Urim
og de Thummim samt Labans Sværd, der omtales i Mormons Bog
(1 Nephi 4:9; Mos. 1: 16). For at fuldbyrde Befalingen, som de havde
faaet, affattede og underskreve disse tre Mænd følgende Vidnesbyrd:
»Det være herved vitterligt for alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk,
til hvem dette Værk monne komme, at vi, formedelst Gud Faderens og vor
Herres Jesu Kristi Naade, have set de Plader, som indeholde denne
Optegnelse, hvilken er en Beretning om Nephis Folk, og ligeledes om Lamaniterne,
deres Brødre, og ligeledes om Jareds Folk, som kom fra Taarnet, om hvilke
der er talet; og vi vide ogsaa, at de ere blevne oversatte ved Guds Gave
og Kraft, thi hans Røst har kundgjort os det; derfor vade vi med Vished, at
dette Værk er sandt. Endvidere bevidne vi, at vi have set de Indgravninger,
som ere paa Pladerne, og at de ere blevne os viste ved Guds og ikke ved
Menneskers Kraft. Og se, vi erklære med al Troværdighed, at en Guds Engel
kom ned fra Himmelen, og han bragte Pladerne og lagde dem for vore Øjne,
saa at vi saa' og skuede dem samt Indgravningerne derpaa; og vi vide, at
det er ved Gud Faderens og vor Herres Jesu Kristi Naade, at vi saa' dem
og bære Vidnesbyrd om, at disse Ting ere sande; og det er vidunderligt for
vore Øjne; desuagtet bød Herrens Røst os, at vi skulde bære Vidnesbyrd
derom; hvorfor vi, for at være lydige mod Guds Befalinger, vidne om disse
Ting. Og vi vide, at dersom vi ere trofaste i Kristo, ville vi kunne holde vore
Klæder rene fra alle Menneskers Blod, og ville blive fundne ubesmittede for
Kristi Domstol samt bo hos ham evindeligen i Himmelen. Og Ære være
Faderen, Sønnen og den Helligaand, hvilke ere een Gud. Amen.
Oliver Cowdery. David Whitmer. Martin Harris.«
Foruden disse tre Mænds Vidnesbyrd, som findes anført i
Begyndelsen af Mormons Bog, afgave otte Andre, som nogle Dage efter havde
Lejlighed til at bese og berøre de samme Plader, følgende Vidnesbyrd:
»Det være herved vitterligt for alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk,
til hvem dette Værk monne komme, at Joseph Smith jun., Oversætteren af
dette Værk, har vist os de omtalte Plader, hvilke have Udseende af Guld; og
saa mange af Bladene, som ovennævnte Smith har oversat, have vi berørt
med vore Hænder; og vi saa' ogsaa Indgravningerne derpaa, hvilket altsammen
har Udseende af ældgammelt, besynderligt udført Arbejde. Og dette bevidne
vi med alvorlige og besindige Ord, at ovennævnte Smith har vist os de
omtalte Plader; thi vi have set og løftet dem og vide med Vished, at samme
Smith har dem. Og vi give vore Navne til Verden, for at bevidne for Verden,
hvad vi have set, og vi lyve ikke, Gud er vort Vidne.
Christian Whitmer. Jacob Whitmer. Peter Whitmer jun.
John Whitmer. Hiram Page. Joseph Smith sen.
Hyrum Smith. Samuel H. Smith.«
De Ovennævnte tilligemed Joseph Smith selv udgjorde tolv Mænd,
som vare Vidner til Mormons Bog. Angaaende nærmere Oplysning
om de tre saa vel som om de otte Vidner til Mormons Bog
henvises Læseren til Tillægget ved Slutningen af dette Værk.
Joseph og Oliver Cowdery fortsatte imidlertid deres Arbejde med30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Oversættelsen, skjønt deres Tid for en stor Del var optaget af at
samtale med de Mange, som nu kom for at besøge dem. Nogle kom for
at finde Sandheden, medens Andre kom for at beskæmme dem og
gjøre dem vanskelige Spørgsmaal. Iblandt de Sidstnævnte vare
adskillige lærde Præster, som kom for at disputere, men skjønt Joseph
og Oliver vare ulærde og uerfarne i religiøs Bevisførelse, saa kunde
de dog ved Herrens Aands Bistand beskæmme disse Lærde, medens de
til samme Tid kunde overbevise de Oprigtige om det sande Evangelium.
Da de omtrent vare færdige med Oversættelsen, rejste de til
Pal-mvra, Wayne County, N. Y., og indgik en Kontrakt med Hr. Egbert
Grandon om at lade 5000 Exemplarer af Mormons Bog trykke for
8000 Dollars, samt sikrede sig Forlagsretten.
Ligesom Joseph hele Tiden under Oversættelsen havde været udsat
for Forfølgelse, idet onde Mennesker tragtede efter at ødelægge baade
ham og Værket, saaledes forefaldt der ogsaa adskillige
Ubehageligheder under Trykningen. Folk, som vedblivende vare Josephs Fjender,
holdt nemlig Aløder i den Hensigt at lægge Planer om Ødelæggelsen
af Manuskriptet, og søgte tilüge at formaa Hr. Grandon til at standse
Trykningen. En vis Mand paatog sig endvidere at udgive et Blad,
hvori han begyndte at publicere Udtog af Mormons Bog i en
fordrejet Stil, sammenblandet med de sletteste Løgne om Joseph og om
Bogens Oprindelse. Joseph formaaede imidlertid formedelst den Eneret,
han havde sikret sig til Bogen, at standse denne ugudelige Mand i
hans Foretagende, og det maa her kortelig bemærkes, at alle de
Planer, som lagdes, og alle de Forsøg, som gjordes af Værkets Fjender
for at tilintetgjøre det, mislykkedes, og den første Udgave af
Mormons Bog udkom i Trykken i Begyndelsen af Aaret 1830 i et Oplag
af 5000 Exemplarer.
Det fortjener endvidere at bemærkes, at Titelbladet paa den engelske
Udgave af Mormons Bog er en bogstavelig Oversættelse af Titelbladet
paa Originalen, der lyder saaledes:
»MORMONS BOG.
En Beretning, skreven ved Mormons Haand paa Plader, efter Nephis Plader.
Det er derfor en Forkortelse af Nephis Folks Optegnelse, og ligeledes
Lama-niternes, skreven til Lamaniterne, som ere en Levning af Israels Hus, og
ligeledes til Jøder og Hedninger. Skreven efter Befaling og ved Profetiens og
Aabenbarelsens Aand. Skreven, forseglet og gjemt i Herren, for at den ikke
skulde blive ødelagt, men komme frem formedelst Guds Gave og Kraft til
dens Udlæggelse. Forseglet ved Moronis Haand og gjemt i Herren for at
fremkomme i sin Tid ved Hedningerne. Udlæggelsen deraf formedelst Guds Gave.
Ogsaa et kort Udtog af Ethers Bog, hvilken ogsaa er en Optegnelse om
Jareds Folk, som bleve adspredte paa den Tid, Herren forvirrede Folkets
Tungemaal, medens de byggede et Taarn for at naa Himmelen; hvilket viser
de Overblevne af Israels Hus, hvilke store Ting Herren har gjort for deres
Fædre, og for at de maa kunne kjende Herrens Pagter, at de ikke ere
forskudte til evig Tid; og ligeledes for at overbevise Jøde og Hedning om, at
Jesus er Kristus, den evige Gud, og at han aabenbarer sig for alle Folk. Og
nu, dersom der findes Fejl, da ere de af Mennesker; derfor fordømmer ikke,
hvad der hører Gud til, paa det at I maa findes ubesmittede for Kristi
Domstol. — Moroni.«30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
TEEDIE KAPITEL.
Gjengivelsen af det Melkisedekske Præstedømme ved Peter, Jakob og
Johannes. — Kirken organiseres i Fayette med sex Medlemmer. — Den første
offentlige Prædiken. — Det første Mirakel. — Kirkens første Konference. —
Aabenbarelser og Tilkjendegivelser af Guds Kraft. — Forfølgelse i Colesville.
— Joseph bliver to Gange arresteret. — Forhøres og frikjendes. — Besøger
atter Colesville. — Falske Aabenbaringen — Kirkens anden Konference. —
Missionærer kaldes til Lamaniterne.
Vore Læsere ville maaske erindre, at da Joseph og Oliver Cowdery
fik det Aaronske Præstedømme paalagt af Johannes den Døber, blev
det dem samtidigt lovet, at de siden skulde modtage det højere eller
Melkisedekske Præstedømme, hvilket vilde bemyndige dem til at
forrette Evangeliets højere Ordinancer. Dette Løfte blev opfyldt om
Sommeren 1829. Joseph og de Faa, som allerede havde vist Lydighed
mod Daabsordinancen, havde i nogen Tid ydmygt bedet til Herren
om denne Velsignelse, og de samledes omsider i Hr. Whitmers Hus
i Fayette for der i Forening at anraabe Herren om det, de saa
hjerteligt attraaede. Efter at de en kort Stund i inderlig og alvorlig Bøn
havde søgt Herren, kom hans Ord til dem i Værelset, og Joseph og
Oliver Cowdery fik Befaling til at ordinere hinanden til Ældster; dog
skulde de ikke strax foretage denne Ordination, men vente, indtil de
ved en passende Lejlighed fik andre af de Døbte samlede.
I Juni s. A. blev det ligeledes i en Aabenbaring til Joseph Smith,
Oliver Cowdery og David Whitmer tilkjendegivet, at tolv Apostle
skulde kaldes i denne Uddeling (Pagtens Bog, 18de Kap.). Kort Tid
derefter fik Joseph og Oliver Cowdery Besøg af Peter, Jakob og
Johannes, som efter Præstedømmets hellige og regelmæssige Orden
ordinerede dem til Apostelskabet, eller det Melkisedekske Præstedømme,
men det var først længere Tid derefter, at dette Præstedømmes fulde
Myndighed blev paalagt andre af Brødrene.
Det blev dem endvidere betegnet ved Aabenbaring og Profetiens
Aand, paa hvilken Dag de ifølge Herrens Villie skulde organisere
hans Kirke igjen paa Jorden, og mange Instruktioner og Oplysninger
bleve dem givne med Hensyn til Kirkens Opbyggelse og Bestyrelse,
saasom den rette Døbemaade, Nadverens Forrettelse og de forskjellige
Embedsmænds saa vel som Medlemmernes Pligter osv. (Pagtens Bog,
20de Kap.)
Efter at de saaledes vare blevne underviste, og det hellige
Præstedømmes Myndighed allerede var givet dem, vare de nu beredte til
at kunne organisere Kirken, og de havde kun at vente, til den af
Herren bestemte Dag kom.
Tirsdag den 6te April 1830 forsamledes følgende Personer i Peter
Whitmers Hus i Fayette, Seneca County, Staten New York: Joseph
Smith jun., Oliver Cowdery, Hyrum Smith, Peter Whitmer jun.,
Samuel H. Smith og David Whitmer. Med disse sex Medlemmer
blev Jesu Kristi Kirke af Sidste-Dages Hellige paa den Dag
organiseret. Efter at det enstemmigt var vedtaget af alle Medlemmerne,
at de vilde anerkjende Joseph Smith jun. og Oliver Cowdery som
deres aandelige Lærere, ordinerede Joseph og Oliver hinanden ifølge30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
den Befaling, som Herren tidligere havde givet derom, Joseph til at
være den første Ældste i Kirken og Oliver Cowdery den anden.
Disse to Ældster lagde da deres Hænder paa ethvert af de andre fire
Medlemmer, og beseglede paa dem den Helligaands Gave. Den hellige
Nadver blev ved samme Lejlighed for første Gang administreret i
denne Uddeling, idet Brød og Vin blev uddelt og nydt af alle
Medlemmerne. Den Helligaand var i høj Grad udgydt over Forsamlingen.
Nogle profeterede, og Alle prisede Herren og glædede sig
overordentligt. Medens de endnu vare samlede, modtog Joseph en Aabenbaring,
som findes anført i Pagtens Bog, 21de Kapitel. Endnu bleve nogle
af de andre Medlemmer ordinerede til Præstedømmet, ifølge Aandens
Vejledning, hvorpaa de alle skiltes ad med den behagelige
Forvisning, at de nu vare Medlemmer af Kristi Kirke og anerkjendte af
Herren som saadanne.
Flere Personer, som havde bivaanet nævnte Møde, og som vare
blevne overbeviste om Sandheden, kom kort efter frem og bleve
optagne i Kirken ved Daab. Iblandt disse var Josephs Fader og Moder
samt Martin Harris og en Hr. Rockwell.
Saaledes var en sand og levende Kirke atter organiseret paa Jorden,
en Kirke, som Herren kunde kalde sin egen, og i hvilken hans Kraft,
Gaver og Velsignelser kunde blive tilkjendegivne.
Der var Nogle paa den Tid, som ønskede at forene sig med
Kirken uden Gjendaab, eftersom de forud vare døbte til en af Sekterne;
og for at vise Herrens bestemte Villie angaaende denne Sag ville vi
her i ordret Oversættelse gjengive den i samme Anledning givne
Aabenbaring, der lyder saaledes:
»Se, jeg siger eder, at alle gamle Pagter har jeg heri ladet
bortskaffe, og dette er en ny og evig Pagt, den samme, som var fra
Begyndelsen af. Om derfor et Menneske bliver døbt hundrede Gange,
nytter det ham dog Intet; thi I kunne ikke indgaa ad den snevre
Port ved Mose Lov, ej heller ved eders døde Gjerninger; thi det er
for eders døde Gjerningers Skyld, at jeg har ladet denne sidste Pagt
og denne Kirke blive oprettet for mig, ligesom i fordums Dage. Gaar
derfor ind ad Porten, som jeg har befalet, og søger ikke at raadføre
eders Gud. Amen.« (Pagtens Bog, 22de Kap.)
Da Oliver Cowdery, Hvrum Smith, Samuel H. Smith og Joseph
Knight ønskede at vide Herrens Villie angaaende dem selv, saa
adspurgte Joseph Herren og erholdt for dem en Aabenbaring, som findes
i Pagtens Bog, 23de Kapitel.
Søndagen den lite April prædikede Oliver Cowdery første Gang
offentlig, hvilket var den første Tale, som blev holdt af noget
Medlem i Kirken. Forsamlingen holdtes i Hr. Whitmers Hus i Fayette.
Et stort Antal Mennesker bivaanede den, og samme Dag bleve
Følgende døbte: Hiram Page, Catherine Page, Christian Whitmer, Anne
Whitmer, Jacob Whitmer, Elizabeth Whitmer; og den 18de s. M.:
Peter Whitmer sen., Mary Whitmer, William Jolly, Elizabeth Jolly,
Vincent Jolly, Richard Ziba Peterson og Elizabeth Anne Whitmer.
De bleve alle døbte af Oliver Cowdery i Seneca Sø.
Omtrent ved denne Tid skete det første Mirakel i Kirken ved30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Guds Kraft. Joseph skriver saaledes herom: »I denne Maaned (April)
aflagde jeg Besøg i Joseph Knights Bolig i Colesville, Broom County,
N. Y. Med ham og hans Familie havde jeg tidligere været bekjendt,
og jeg har ovenfor omtalt ham for hans Venlighed og Opmærksomhed
mod os, medens vi oversatte Mormons Bog. Hr. Knight og hans
Familie vare Universalister (de troede paa Guds almindelige Naade),
men de vare villige til at drøfte mine religiøse Anskuelser med mig,
og viste sig bestandigt venlige og gjæstfrie. Vi holdt adskillige
Forsamlinger i Nabolaget, hvor vi havde mange Venner og nogle
Fjender. Vore Forsamlinger vare vel besøgte, og Mange begyndte
inder-ligen at bede den almægtige Gud om, at han vilde give dem
Visdom til at forstaa Sandheden. Iblandt dem, som regelmæssigt
bi-vaanede vore Forsamlinger, var Newel Knight, en Søn af Joseph
Knight. Han og jeg havde mange alvorlige Samtaler om det vigtige
Punkt, Menneskets evige Salighed. Det var bleven vor Sædvane at
bede meget i vore Forsamlinger, og Newel havde sagt, at han vilde
forsøge at tage sit Kors op og bede højt under vor Forsamling, men
da vi atter mødte sammen, søgte han at undskylde sig. Han opsatte
følgelig at bede, til han den næste Morgen befandt sig paa et
ensomt Sted i Skoven, hvor han (ifølge hans egen Beretning siden efter)
gjorde adskillige Forsøg paa at bede, men neppe kunde gjøre det,
fordi han følte, at han ikke havde gjort sin Pligt; thi han burde
have bedet i Andres Nærværelse. Han begyndte at føie sig utilpas
og vedblev at befinde sig ilde baade paa Sind og Legeme, saa at
hans Hustru blev meget forskrækket over hans Udseende, da han kom
hjem. Han bad hende om at gaa og hente mig. Jeg kom og fandt
ham meget lidende paa hans Sind, og hans Legeme bevægede sig
paa en meget besynderlig Maade. Hans Ansigt og Lemmer vrede og
fordrejede sig i næsten enhver tænkelig Skikkelse og Form; og
tilsidst blev han løftet op fra Gulvet og kastet omkring paa det
Frygteligste. Hans Naboer og Slægtninge bleve snart underrettede om
hans Tilstand, og i kort Tid havde saa mange som otte eller ni
voxne Personer samlet sig for at være Vidne til denne Scene. Efter
at han saaledes havde lidt en Stund, lykkedes det mig at faa fat
paa hans Haand, og næsten umiddelbart efter begyndte han at tale
til mig og bad mig paa det Indstændigste, at jeg skulde uddrive
Djævelen af ham, idet han sagde, at den var i ham, og at han
ogsaa vidste, at jeg kunde uddrive den. Jeg svarede: »Dersom Du veed,
at jeg kan, skal det ske.« Jeg irettesatte da næsten ubevidst
Djævelen, og bød den i Jesu Kristi Navn at vige fra ham, og strax
derpaa udbrød Newel, at han saa' Djævelen forlade sig og komme sig
afsyne.
Scenen forandredes nu ganske, thi saa snart Djævelen havde
forladt vor Ven, fik hans Ansigt igjen sit naturlige Udseende; hans
Legemes Vridninger ophørte, og næsten i samme Øjeblik neddalede
Herrens Aand over ham, og Evighedens Syner aabnede sig for hans Blik.
Han fortalte siden efter, hvad han havde erfaret, saaledes: »Jeg
begyndte nu at faa det behageligste Indtryk, og strax bleve
Himmelens Syner aabnede for mit Blik. Jeg følte mig draget opad og var30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
i nogen Tid i en saadan Grad fordybet i Betragtninger, at jeg ikke
vidste, hvad der foregik i Værelset. Lidt efter lidt følte jeg et Tryk
hvile tungt paa min Skulder og paa den ene Side af mit Hoved,
hvilket bragte mig til at fatte min Stilling igjen, og jeg fandt, at
Herrens Aand virkelig havde draget mig op fra Gulvet, og at min
Skulder og mit Hoved pressedes mod Bjælkerne.«
Alt dette blev bevidnet af Mange til deres store Forbauselse og
Glæde, da de saa', at Djævelen saaledes blev uddreven, og at Guds
Kraft og hans Helligaand paa denne Maade aabenbaredes. Saa snart
Knight kom til sin Bevidsthed igjen, var han saa svag paa Legemet, at
vi bleve nødsagede til at lægge ham i hans Seng og blive en Tid
hos ham. Man kan vel tænke sig, at en Scene som denne bidrog
meget til at bringe dem, der vare Vidner dertil, til at tro, og tilsidst
bleve den største Del af dem Medlemmer af Kirken.«
Kort efter denne Begivenhed vendte Joseph tilbage til Fayette i
Seneca County. Mormons Bog havde den Gang allerede været
publiceret i nogen Tid, og som en gammel Profet har forudsagt om den:
»Den blev kun agtet som noget Fremmed.« Joseph skriver, at en
ikke ringe Bevægelse opstod, da den kom frem; stor Modstand og
Forfølgelse fulgte de Faa, der troede paa dens guddommelige
Oprindelse, men det var nu sket, at Sandheden var voxet op af Jorden,
og Retfærdighed havde skuet ned fra Himmelen, saa at Joseph og
den lille Flok, der havde annammet Evangeliet, som det nu var
gjengivet, frygtede ikke for deres Modstandere, da de vidste, at de
havde Sandhed og Ret paa deres Side, thi de havde Kristi
Lærdomme og holdt sig til dem; derfor vedbleve de at prædike og
undervise Alle, som vare villige til at høre.
I den sidste Uge i Maj kom den før omtalte Newel Knight til
Fayette for at besøge Brødrene og blev der døbt af David Whitmer.
Den 9de Juni afholdt Kirken sin første Konference. Omtrent 30
Medlemmer vare tilstede foruden mange Andre, som endnu ikke
vare optagne i Kirken. Om dette Møde skriver Joseph saaledes: »Efter
at have aabnet Forsamlingen med Sang og Bøn deltoge vi alle i
Sindbilledet af vor Herres Jesu Kristi Legeme og Blod; vi skrede derpaa
til at give dem Haandspaalæggelse, som sidst vare blevne døbte, og
derefter kaldte og ordinerede vi Andre til forskjellige Embeder i
Præstedømmet. Der blev talet meget til Formaning og Undervisning,
og den Helligaand var udgydt over os paa en mirakuløs Maade.
Mange af os profeterede, medens Andre saa' Himmelen aabnet, og
de bleve saa overvældede, at vi maatte lægge dem paa Senge eller
andre passende Steder. Iblandt disse var Broder Newel Knight, som
blev bragt tilsengs, uden at være i Stand til at hjælpe sig selv.
Efter hans egen Beretning om Tildragelsen kunde han ikke begribe,
hvorfor vi vilde lægge ham i Seng, da han ingen Svaghed følte. Han
følte sit Hjerte fyldt med Kjærlighed, Taksigelse og uudsigelig Glæde
og kunde gjøre Rede for Alt, hvad der var foregaaet i Værelset, da
ganske pludseligt et Syn om Fremtiden viste sig for ham. Han saa'
deri fremstillet et stort Værk, som jeg nu skulde være et Redskab
til at udføre. Han saa' Himmelen aabnet og skuede den Herre Jesus30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
siddende ved Majestætens højre Haand i det Høje, og han forstod
klart, at den Tid vilde komme, da det skulde tilstedes ham at indgaa
til Gud og glædes i hans Nærværelse i al Evighed. Da Brødrenes
legemlige Styrke atter vendte tilbage, sang de med Fryd: »Hosianna
for Gud og Lammet,« og de skuede igjen den Herlighed, som de
kun havde følt og set i Aanden.
Saadanne Tildragelser som disse vare beregnede paa at indskyde
usigelig Glæde i vore Hjerter og at fylde os med Ærefrygt og
Ærbødighed for det almægtige Væsen, ved hvis Naade vi vare blevne
kaldte som Redskaber til at bringe til Menneskenes Børn saadanne
herlige Velsignelser som de, der nu bleve udgydte over os. At finde
os selv delagtige i den selv samme Tingenes Orden, som iagttoges
af Fortidens hellige Apostle, at erkjende Vigtigheden og
Højtideligheden af saadanne Begivenheder og at være Vidner til samt erfare
med vore egne naturlige Sanser deslige herlige Aabenbarelser af
Præstedømmets Kraft, den Helligaands Gaver og Velsignelser samt en
barmhjertig Guds Godhed og Naade imod dem, der adlyde vor Herres
Jesu Kristi Evangelium, er altsammen Noget, som tjener til at fylde
os med en dyb og varig Taknemmelighedsfølelse og inspirerer os
tillige med fornyet Iver og Kraft for Sandhedens Sag.«
Kort efter denne Konference døbte David Whitmer følgende
Personer i Seneca Sø: John Poorman, John Jolly, Julia Anne Jolly,
Harriet Jolly, Jerusha Smith, Peter Rockwell, Caroline Rockwell,
Electa Rockwell, William Smith, Don Carlos Smith og Catherine
Smith. De tre Sidstnævnte vare Josephs kjødelige Søskende.
Nogen Tid derefter rejste Joseph atter tilbage til sit Hjem i
Pennsylvanien og aflagde kort efter et Besøg hos Hr. Knight i Colesville,
Broom County, N. Y., ledsaget af sin Hustru, Oliver Cowderv og John
og David Whitmer. De fandt Mange i dette Nabolag, som troede, og
som vare begjærlige efter at annamme Daab. Joseph skriver:
»Vi besluttede at afholde en Forsamling den næste Sabbat, og
lode Lørdagen forud en Dæmning opføre tværs over en Vandstrøm,
ved hvilken det var bekvemt at forrette den hellige Daabsordinance,
men om Natten samledes en Pøbelhob og ødelagde vor Dæmning,
hvilket hindrede os i at udføre vor Hensigt den Dag.
Vi udfandt siden, at denne Pøbel var bleven tilskyndet til at begaa
dette Ødelæggelsesværk af visse sekteriske Præster i Nabolaget, som
begyndte at se, at deres Haandtering stod i Fare, hvorfor de lagde
denne Plan for at standse Sandhedens Fremgang, og det Efterfølgende
vil vise, hvor ihærdigt de fortsatte deres Opposition, saa vel som
hvor lidt Resultat det tilsidst medførte.
Sabbaten kom, og vi holdt vor Forsamling. Oliver Cowdery
prædikede, og Andre af os bare Vidnesbyrd om Sandheden af Mormons
Bog, Lærdommen om Omvendelse, Daab til Syndsforladelse og
Haands-paalæggelse for den Helligaands Gave osv. Iblandt vore Tilhørere
befandt sig ogsaa dem, som havde ødelagt vor Dæmning, og som s}rntes
at have Lyst til igjen at gjøre os Ulejlighed, men de holdt sig dog
rolige, indtil Forsamlingen var hævet; da begyndte de strax at tale30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
til dem, som de troede vare vore Venner, for at prøve paa at opirre
dem imod os og vor Lære.
Iblandt de Mange, som bivaanede denne Forsamling, var ogsaa en
Emilie Cobtirn, Søster til Joseph Knight. Hr. Shearer, en Theolog af
den presbyterianske Trosbekj endelse, der ansaa sig selv for hendes
Sjælesørger, hørte, at hun var tilbøjelig til at tro vor Lære, og han
var kort før denne Forsamling kommen til hende for at advare hende;
men efter at have tilbragt en kort Tid, uden at være i Stand til at
vende hende imod os, bestræbte han sig for at faa hende til at
forlade sin Søsters Hus for at drage med ham til hendes Fader, som
boede i det mindste ti Mile derfra. For at opnaa dette tog han sin
Tilflugt til List; han fortalte hende nemlig, at en af hendes Brødre
ventede et vist Sted paa hende og ønskede, at hun skulde tage hjem
med ham. Det lykkedes ham ogsaa at faa hende et kort Stykke Vej
bort fra Huset, men da hun saa', at hendes Broder ikke ventede paa
hende, vægrede hun sig ved at gaa videre med ham, hvorfor han tog
fat paa hendes Arm for med Magt at drage hende videre. Hendes
Søster kom snart til, og de to Kvinder bleve ham for stærke, saa
at han blev nødt til at snige sig bort uden at naa sin Hensigt. Al
hans Ulejlighed viste sig dog at være forgjæves, thi Emilie Coburn
blev kort Tid efter døbt og ved Haandspaalæggelse bekræftet som
Medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste-Dages Hellige.
Tidligt den næste Morgen vare vi paa vor Post, og før vore Fjender
bleve det vaer, havde vi repareret Dæmningen, og følgende 13
Personer bleve døbte af Oliver Cowdery: Emma Smith (Josephs Hustru),
Hezekiah Peck og Hustru, Joseph Knight sen. og Hustru, William
Stringham og Hustru, Joseph Knight jun., Aaron Culver og Hustru,
Levi Hall, Polly Knight og Julia Stringham. Før Daaben helt var
tilende, begyndte Pøbelen atter at samle sig, og kort efter, at vi
havde begivet os bort, talte den omtrent 50 Mænd. De omringede
Hr. Knights Hus (hvor hen vi havde begivet os), rasende af Vrede,
og, som det syntes, fuldt bestemte paa at ville øve Vold imod os.
Nogle gjorde os Spørgsmaal, Andre truede os, saa vi tilsidst fandt
det raadeligst at forlade Stedet og begive os til Newel Knights Bolig.
De fulgte os ogsaa der hen, og det var kun ved stor Forsigtighed
og ved at stole paa vor himmelske Fader, at vi undgik, at man med
Voldsomhed lagde Hænder paa os; saa længe som det behagede dem
at forblive der, vare vi nødsagede til at svare dem paa deres
forskjellige unyttige Spørgsmaal og taale deres utallige Forhaanelser
og Trusler.
Vi havde bestemt en Forsamling samme Aften i den Hensigt at
benytte den til at give dem Haandspaalæggelse, som vare blevne
døbte samme Dags Morgen. Den til Forsamlingens Afholdelse
fastsatte Tid kom, og vore Venner havde næsten alle samlet sig, da jeg
til min Overraskelse blev anholdt af en Retsbetjent og arresteret af
ham under Paaskud af, at jeg var en farlig Person, idet jeg satte
Landet i Oprør ved at prædike Mormons Bog osv. Retsbetjenten
underrettede mig dog om, kort efter at jeg var bleven arresteret, at
de, som havde faaet Arrestordren udstedt, havde til Hensigt at bringe30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
mig i Pøbelens Hænder, som kun ventede paa en gunstig Lejlighed
til at tage mig, men sagde tillige, at det var hans Beslutning at
beskytte mig imod dem, da han havde erfaret, at jeg var en ganske
anderledes Person, end man overfor ham havde fremstillet mig at være.
Jeg blev snart overtydet om, at han havde fortalt mig Sandheden
angaaende dette, thi ikke langt fra Hr. Knights Hus blev den Vogn,
hvori vi vare, omringet af Pøbelen, som kun syntes at vente paa et
eller andet Signal fra Retsbetjenten; men til deres store Skuffelse
gav han Hesten et Rap med Pisken og førte mig snart udenfor
deres Omraade. Medens vi foer temmelig hurtigt afsted, gik et af
Vognhjulene af, hvilket bevirkede, at vi endnu en Gang bleve
temmelig nær omringede af Pøbelen, som hurtigt ilede efter os. Det
lykkedes os dog at faa Hjulet paa igjen, og vi lode dem atter bag
os. Vi kjørte nu til Byen Syd Bainbridge i Chenango County, hvor
han foreløbig indlogerede mig i et af de øvre Værelser i en
Gjæst-givergaard, og for at Alt skulde gaa vel til for saa vel ham selv som
for mig, sov han om Natten med Fødderne imod Døren og med et
ladt Gevær ved Siden, medens jeg selv afbenyttede en Seng, som
fandtes i Værelset. Han erklærede tillige, at hvis vi paa nogen ulovlig
Maade bleve forstyrrede, vilde han stride for mig og forsvare mig,
saa vidt det stod i hans Magt.
Den følgende Dag blev en Ret nedsat for at undersøge de
Beskyldninger, som vare blevne fremførte imod mig. Stor Ophidselse herskede
paa Grund af de skjændige Beskyldninger, som vare satte i Omløb
om mig, og hvis Ubeføjethed siden klarligen blev bevist. Imidlertid
var min Ven, Joseph Knight, gaaet hen til to af sine Naboer, nemlig
d'Hrr. James Davidson og John Reid (agtværdige Landmænd, Mænd,
som vare bekjendte for deres Retskaffenhed og vel bevandrede i deres
Lands Love), og fik dem til at være mig behjælpelig under mit
Forhør. Endelig begyndte Forhøret i Nærværelse af en Mængde
Tilskuere, som i Almindelighed lagde den Tro for Dagen, at jeg var
skyldig i Alt, hvad der blev fortalt om mig, og følgelig vare de meget
ivrige for, at jeg skulde straffes i Overensstemmelse med min Brøde.
Iblandt de mange Vidner, som fremkaldtes imod mig, befandt Hr.
Josiah Stoal sig, hvem jeg allerede har omtalt, da jeg havde arbejdet
for ham nogen Tid. Han blev forhørt paa følgende Maade:
»Har Arrestanten Joseph Smith ikke en af Deres Heste?« — »Jo.«
»Gik han ikke til Dem og fortalte Dem, at en Engel havde vist
sig for ham og bemyndiget ham til at tage Hesten fra Dem?« —
»Nej, han fortalte mig ikke nogen saadan Historie.«
»Naa, hvorledes fik han saa Hesten fra Dem?« — »Han kjøbte
den af mig, ligesom enhver Anden vilde have gjort.«
»Har De faaet Deres Betaling?« — »Det vedkommer ikke Dem.«
Man gjorde atter samme Spørgsmaal. Vidnet svarede: »Jeg erholdt
hans Bevis for Prisen af Hesten, hvilket jeg anser for ligesaa godt
som Betalingen, thi jeg er vel bekjendt med Joseph Smith jun. og
veed, at han er en ærlig Mand, og hvis han ønsker det, er jeg
rede til at lade ham faa endnu en Hest paa samme Vilkaar.«
Hr. Jonathan Thompson blev dernæst kaldt frem og forhørt:30 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
»Har Arrestanten Joseph Smith jun. ikke faaet et Par Oxer af
Dem?« — »Jo.«
»Erholdt han dem ikke ved at fortælle Dem, at han fik en
Aabenbaring om, at han skulde have dem?« — »Nej, han har ikke talt
et Ord paa den Maade angaaende Oxerne; han tilhandlede sig dem,
ligesom enhver Anden vilde have gjort.«
Efter et Par lignende Forsøg udsattes Retten en Stund, for at der
kunde blive sendt Bud efter to unge Damer, Døtre af Hr. Stoal,
med hvem jeg i nogen Tid havde været i Selskab, for om muligt at
lokke Noget ud af dem, der kunde vende Skinnet imod mig. De
unge Damer ankom og fik adskillige Spørgsmaal angaaende min
Karakter og Opførsel i Almindelighed, men i Særdeleshed om mit
Forhold til dem baade offentlig og privat; men de bare begge et saa
gunstigt Vidnesbyrd om mig, at der ikke blev det Mindste tilbage,
hvorpaa mine Fjender kunde støtte deres Beskyldninger. Der gjordes
endnu adskillige Forsøg for at finde Beviser imod mig; selv
Tildragelser, som man erklærede havde fundet Sted i Broom County,
bleve fremdragne; men mine Sagførere vilde ikke tillade, at disse
maatte bruges imod mig her. Mine Forfølgere sørgede nu for at
opholde Retten saa længe, at det lykkedes dem at erholde en
Arrestordre fra Broom County. Denne betjente de sig af i samme Øjeblik,
som jeg blev frikjendt af Retten.
Den Retsbetjent, som læste Arrestordren til mig, havde ikke saa
snart arresteret mig, før han begyndte at udskjælde og forhaane mig,
og saa ufølsom viste han sig, at skjønt jeg var bleven opholdt hele
Dagen i Retten, uden at have faaet Noget at spise siden om
Morgenen, førte han mig dog til Broom County, som laa omtrent 15 Mile
derfra, før han undte mig nogen som helst Spise. Her kom vi til et
Værtshus, hvor han samlede en Del Mennesker, som benyttede ethvert
Middel til at nedrive, latterliggjøre og forhaane mig. De spyttede
paa mig, pegede Fingre ad mig og raabte: s Profeter! profeter!« og
efterlignede saaledes dem, som korsfæstede Menneskeslægtens Frelser,
uden selv at vide, hvad de gjorde. Vi vare paa den Tid ikke langt
borte fra mit eget Hus, og jeg bad derfor om at maatte tilbringe
Natten sammen med min Hustru i mit eget Hjem og stillede nogle
Betingelser til Sikkerhed for min Person, men man nægtede mig det.
Jeg bad saa om Noget at spise; Retsbetjenten rekvirerede mig da
nogle Brødskorper og noget Vand, og dette var al den Mad, jeg fik
den Nat. Tilsidst skulde vi gaa tilsengs. Retsbetjenten lod mig
ligge inderst ved Væggen; derpaa lagde han sig selv ved Siden af mig,
slyngede sin Arm omkring mig, beredt til ved min mindste
Bevægelse at klemme mig fast, da han frygtede for, at jeg vilde forsøge
paa at slippe fra ham, og paa denne ikke meget behagelige Maade
tilbragte vi Natten.
Den følgende Dag blev jeg ført i Forhor for Magistratsretten i
Colesville, Broom County. Mine tidligere tro Venner og Sagførere
vare atter ved min Side, medens mine tidligere Forfølgere igjen i
dette Tilfælde vare imod mig. Mange Vidner bleve atter fremkaldte
og forhørte. Af disse Vidner var- der Nogle, som svore paa de groveste30
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Usandheder, og ligesom de falske Vidner, som den foregaaende Dag
havde vidnet imod mig, modsagde de sig selv saa aabenbart, at Retten
ikke vilde anerkjende deres Vidnesbyrd. Andre bleve fremkaldte, som
ved deres Iver viste, at de vare villige nok til at vidne imod mig,
men Alt, hvad de formaaede, var at fortælle Et og Andet, som Andre
havde fortalt dem. Paa denne intetsigende og fortrædelige Maade
ved-bleve de i temmelig lang Tid, indtil Newel Knight tilsidst blev kaldt
frem og forhørt af Sagfører Seymour, hvem der var sendt specielt
Bud efter i denne Anledning. En Sagfører Burch var tillige paa
Anklagerens Side; men Hr. Seymour syntes at være en meget nidkjær
Presbyterianer, og viste sig meget ivrig og bestemt paa, at man ikke
skulde lade sig bedrage af Nogen, som bekjendte Guds Navn og
ikke »fornægtede hans Kraft«.
Saa snart Hr. Knight var bleven taget i Ed, begyndte Hr.
Seymour at gjøre ham følgende Spørgsmaal:
»Uddrev Arrestanten Joseph Smith jun. ikke Djævelen af Dem?«
— »Nej.«
»Hvorledes, har De ikke faaet en Djævel uddreven af Dem?« — »Jo.«
»Og har ikke Joseph Smith havt en Finger med i Spillet, da det
skete?« — »Jo.«
»Og uddrev han den ikke af Dem?« — »Nej, det skete ved Guds
Kraft, og Joseph Smith var Redskabet i Guds Haand ved denne
Lejlighed; han bød den vige fra mig i Jesu Navn.«
»Er De vis paa, at det var Djævelen?« — »Ja.«
»Saa' De den, efter at den var uddreven af Dem?« — »Ja, jeg
saa' den.«
»Tør jeg spørge, hvorledes saa' den ud?«
En af mine Sagførere underrettede her Vidnet om, at han ikke
behøvede at besvare dette Spørgsmaal. Vidnet svarede: »Jeg tror ikke,
jeg behøver at besvare Deres sidste Spørgsmaal, men jeg vil gjøre
det paa den Betingelse, at De først tillader mig at gjøre Dem et
Spørgsmaal, som De vil love at besvare mig, nemlig: Fatter De,
Hr. Seymour, de Ting, som ere af Aanden?«
»Nej,« svarede Hr. Seymour, »jeg gjør ikke Fordring paa noget
saa Stort.«
»Nu vel da,« sagde Hr. Knight, »det vilde ikke nytte Noget at
fortælle Dem, hvorledes Djævelen saa' ud, thi det er et aandeligt
Syn og maa fattes aandeligt; følgelig vilde De ikke forstaa det, hvis
jeg fortalte Dem derom.«
Sagføreren bøjede sit Hoved, medens Tilhørernes høje Latter
forkyndte hans Nederlag. Hr. Seymour henvendte sig nu til Retten, og
i en lang og heftig Tale bestræbte han sig for at sværte min
Karakter og faa mig erklæret skyldig i de Beskyldninger, som vare
fremførte imod mig. Iblandt Andet fremkom han med Historien om, at
jeg havde været en Skattegraver, og paa denne Maade vedblev han
i Haab om at vende Retten og Folket imod mig.
Hr. Davidson og Hr. Reid talte derpaa til mit Forsvar. De
fremstillede i ægte Farver Anklagens Beskaffenhed og Anklagernes onde
Hensigter og øjensynlige Tilbøjelighed til at forfølge den Anklagede,.32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
hellere end at lade ham vederfares Retfærdighed. De optoge de
forskjellige Argumenter, som Anklagernes Sagførere havde brugt imod
mig, og efter at have paavist deres fuldstændige Grundløshed og
urigtige Anvendelse, skrede de til at undersøge de Vidnesbyrd, som
vare blevne afgivne, og hver af dem takkede i Talens Løb Gud,
fordi de vare blevne delagtige i saa god en Sag som den at forsvare
en Mand, hvis Karakter saa godt bestod Prøven overfor en saa skarp
Undersøgelse. Skjønt disse Mænd ikke vare regelmæssige Sagførere,
vare de dog ved denne Lejlighed i Stand til at bringe deres
Opponenter til Taushed og overbevise Retten om, at jeg var uskyldig.
De talte som Mænd, der vare inspirerede af Gud, hvorimod de, som
optraadte imod mig, skjælvede under Lyden af deres Røst, og sade
med nedslaaet Blik ligesom Misdædere for Rettens Domstol.
Størstedelen af den forsamlede Mængde havde nu begyndt at indse,
at der Intet kunde bevises imod mig; selv Retsbetjenten, som
arresterede mig og behandlede mig saa slet, kom nu og undskyldte sig,
samt bad mig om Tilgivelse for hans Adfærd imod mig; og saa
meget havde han forandret sig, at han endog underrettede mig om,
hvad Pøbelen havde isinde at gjøre, hvis Retten frikjendte mig,
nemlig overfalde og mishandle, tjære og fjedre mig; ligeledes
forsikrede han mig om, at han var villig til at beskytte mig og føre
mig i Sikkerhed ad en hemmelig Vej.
Da Retten fandt, at de Beskyldninger, som vare fremførte imod
mig, ikke vare begrundede, blev jeg følgelig frikjendt, til mine
Venners store Tilfredshed og til megen Ærgrelse for mine Fjender, som
endnu vare fast bestemte paa at gjøre mig Fortræd; men ved Hjælp
af min nye Ven, Retsbetjenten, blev jeg i Stand til at undslippe
dem og banede mig Vej til min Kones Søsters Hus, hvor jeg fandt
min Kone i stor Ængstelse angaaende Udfaldet af disse ugudelige
Sagsanlæg. I Forening med hende ankom jeg den næste Dag uskadt
til mit eget Hjem.
Efter nogle faa Dages Forløb vendte jeg dog tilbage til Colesville
sammen med Oliver Cowdery for at give dem Haandspaalæggelse,
som vi saaledes vare blevne nødte til at forlade for en Tid. Vi havde
neppe naaet Hr. Knights Hus, før Pøbelen samlede sig for at anfalde
os; vi ansaa det for Visdom at forlade Stedet for at begive os hjem,
hvilket vi gjorde, uden endog at tøve for at nyde nogen
Forfriskning. Vore Fjender forfulgte os, og flere Gange var det med Nød og
neppe, at vi undslap dem; ikke desto mindre lykkedes det os at naa
hjem efter at have rejst hele Natten med Undtagelse af en kort Tid,
da vi vare nødte til at hvile os under et stort Træ ved Siden af
Vejen, og vexelvis sove og vaage. Saaledes bleve vi forfulgte for vor
religiøse Tro i et Land, hvis Konstitution garanterer ethvert
Menneske fuldkommen Ret til at dyrke Gud i Overensstemmelse med
dets egen Samvittigheds Bydende; de, der saaledes forfulgte os, vare
bl. a. Religionslærere, og disse vare ikke sene til at forsvare denne
Ret for dem selv, skjønt de paa en saa uforskammet Maade nægtede
os den. Saaledes var Cyrus McMaster, en Presbyterianer, der nød
stor Anseelse i sin Kirke, en af Hovedmændene i disse Forfølgelser,.32
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
og han sagde en Gang personlig til mig, at han ansaa mig skyldig
uden Dommer eller Jury. Den berømte Dr. Boyington, ligeledes en
Presbyterianer, var ogsaa en af Ophavsmændene til disse skammelige
Forfølgelser; og en ung Mand ved Navn Benton af samme
Tros-bekjendelse aflagde Ed ved den første Arrestordre imod mig. Jeg
kunde nævne mange Andre endnu, men for Kortheds Skyld vil dette
være tilstrækkeligt for Øjeblikket.«
Under alle disse Prøver og Gjenvordigheder, bemærker Joseph videre,
skete der mange Ting af en guddommelig Natur, som tjente til at
opmuntre de Hellige og bestyrke dem i deres Tro, og han selv modtog
ofte Aabenbaringer fra Herren til stor Glæde og Opbyggelse for baade
sig selv og de Hellige. Saaledes modtog han i Juni Maaned s. A. hin
indholdsrige Aabenbaring, som findes anført i »Pearl of Great Price«
(nv Udgave), Side 1. Og atter i Juli Maaned annammede han de
Aabenbaringer, som udgjøre det 24de, 25de og 26de Kapitel af
Pagtens Bog.
Kort efter, at disse Befalinger bleve givne, rejste Oliver Cowdery
tilbage til Hr. Whitmer i Fayette, Seneca County, N. Y., medens
Joseph, som endnu boede i Harmony, Pennsylvanien, begyndte at
renskrive Aabenbaringerne, som han fra Tid til anden havde
modtaget, i hvilket Arbejde han blev hjulpen af John Whitmer, som nu
boede hos ham.
Medens han saaledes var beskjæftiget, modtog han et Brev fra Oliver
Cowdery i Fayette, hvis Indhold voldte ham megen Bedrøvelse. Oliver
Cowdery underrettede ham nemlig om, at han havde opdaget en Fejl
i en af Aabenbaringerne, som han i Guds Navn bød Joseph at
forandre. Joseph svarede strax og spurgte Oliver, ved hvilken Myndighed
han paatog sig at befale ham at forandre, tage fra, eller lægge Noget
til en Aabenbaring eller Befaling fra den almægtige Gud. Nogle Dage
efter besøgte Joseph Fayette og fandt der ikke alene Oliver Cowdery,
men hele den whitmerske Familie af samme Mening, og det var først
efter megen Tale, Møje og Besvær, at det lykkedes Joseph at bringe
dem til en rigtig Forstaaelse af Aabenbaringen, men tilsidst erkjendte
de alle, at de havde fejlet, og at den omdisputerede Sætning stemte
overens med Resten af Befalingerne.
I Begyndelsen af August fik Joseph Besøg af Newel Knight og
Hustru fra Colesville, den samme Knight, af hvem Djævelen var
bleven uddreven. Knights og Josephs Hustruer vare iblandt dem, som
bleve døbte i Colesville kort Tid i Forvejen, men paa Grund af
Pøbelens Forfølgelse bleve de den Gang forhindrede i at erholde
Haandspaalæggelse, eftersom Brødrene maatte flygte fra Nabolaget.
Joseph gjorde derfor Forberedelser til at holde en lille Forsamling,
hvor disse to kunde modtage Haandspaalæggelse samt nyde den
hellige Nadver, i hvilket Øjemed han gik ud for at kjøbe noget
Vin. Han var kun kommen et kort Stykke Vej fra Huset, da han
mødte et himmelsk Sendebud og modtog en Aabenbaring angaaende
Nadverens Sakramente. Herren forbød deri Joseph og de Hellige at
kjøbe Vin eller stærke Drikke af deres Fjender og befalede endvidere,
at de slet ikke skulde nyde Vin til Nadverbrug, medmindre denJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
33
var ny tillavet iblandt dem selv. (Se Aabenbaringen herom, Pagtens
Bog, 27de Kap.) I Henhold til denne Befaling lavede de selv noget
Vin, holdt deres Forsamling, gave de to Søstre Haandspaalæggelse
og havde en opbyggelig Aften sammen. Hr. Knight og Hustru rejste
derpaa hjem.
Paa samme Tid begyndte der atter at ytre sig en Forfølgelsesaand
imod Joseph og hans Familie i det Nabolag, hvor han boede. En
vis Mand, en Methodistprædikant, opirrede nemlig Folket til Vrede
og Ondskab imod Joseph ved at udsprede allehaande Usandheder om
ham, og især benyttede denne Mand sin Indflydelse overfor Josephs
Svigerforældre, som i længere Tid havde været Profetens Venner og
havde ydet ham Beskyttelse og Bistand. Det lykkedes tilsidst Præsten
at bringe Josephs Svigerfader og dennes Familie saa vidt, at de ikke
længere vilde beskytte Joseph eller tro hans Lærdomme.
Sidst i August besøgte Joseph, hans Broder Hyrum samt John
og David Whitmer Menigheden i Colesville. Eftersom de kjendte
deres Fjenders Ondskab i dette Nabolag, havde de, før de begave
sig paa Vejen, anraabt Herren i kraftig Bøn om, at han vilde
forblinde deres Fjenders Øjne, saa at de ikke kunde kjende dem, paa
det de maatte faa Lejlighed til at samles med Menigheden. Deres
Bønner vare ikke forgjæves; thi paa Vejen der hen og i Nærheden
af Hr. Knights Hus stødte de paa et stort Antal Mænd, som arbejdede
paa den offentlige Landevej, og blandt hvilke der var flere af deres
værste Fjender. Disse Mænd betragtede dem nok, men kjendte dem
ikke, saa Brødrene gik uforstyrret forbi dem. Samme Aften
sammenkaldte de Menigheden, gave nogle af dem Haandspaalæggelse, nøde
Nadveren sammen med dem og havde en god Forsamling. Alle
frydede sig i den nye Pagt, prisede deres Saligheds Gud og sang
Hosianna til hans hellige Navns Ære. Om Morgenen begave Brødrene
sig paa Tilbagevejen, og uagtet deres Fjender havde lovet en Dusør
paa 5 Dollars til hvem som helst, der kunde give dem Underretning
om deres Ankomst, saa slåp de dog lykkelig og vel ud af Nabolaget
uden mindste Ubehagelighed. Strax efter, at de havde forladt Byen,
flk Pøbelen Underretning om, at Brødrene havde været der, hvorpaa
de uopholdelig forsamlede sig, truede de Hellige og vedbleve at
forurolige dem hele den Dag.
Kort efter denne Begivenhed flyttede Joseph med sin Familie til
Fayette, Seneca County, N. Y., hvor han blev hjertelig modtaget af
sine Brødre og Venner, efter forud at være bleven indbudt til at tåge
Ophold hos Hr. Whitmer, som havde hørt Tale om den Forfølgelse,
der var opstaaet imod ham i Harmony.
Joseph erfarede imidlertid snart, at Satan havde forsøgt at bedrage
og forføre de Hellige. En Broder ved Navn Hiram Page var saaledes
kommen i Besiddelse af en vis Sten, ved hvilken ban havde erholdt
visse Aabenbaringer angaaende Zions Opbyggelse, Kirkens Organisation
osv., som vare aldeles i Strid med de Aabenbaringer, som Joseph
havde modtaget, saa vel som med det Nye Testamentes Lære. Og da
han fandt, at Mange, hvoriblandt i Særdeleshed Oliver Cowdery og
den whitmerske Familie, troede meget paa de Ting, som bleve frem-
332
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
satte formedelst denne Sten, tænkte han, det var bedst at adspørge
Herren i saa vigtig en Sag, og erholdt i den Anledning en
Aabenbaring til Oliver Cowdery, hvori Herren blandt Andet siger, at det,
som var bleven aabenbaret ved denne Sten, var ikke af ham, og at
Ingen skulde blive beskikket til at annamme Aabenbaringer og
Befalinger for Kirken undtagen Joseph Smith jun.
I samme Aabenbaring omtaler Herren for første Gang
Beliggenheden af det Nye Jerusalem. (Se Pagtens Bog, 28de Kap.)
Omtrent paa samme Tid modtog Joseph en anden Aabenbaring i
Nærværelse af sex Ældster i Fayette, hvilken for en stor Del angik
de Helliges Indsamling, Verdens Ende, de Retfærdiges Løn og de
Ugudeliges Straf. (Se Pagtens Bog, 29de Kap.)
Den 26de September tog Kirkens anden Konference, som varede
i tre Dage, sin Begyndelse i Fayette. Sagen om den før omtalte Sten
blev taget under Behandling, og efter en indgaaende Undersøgelse
forkastede Page saa vel som hele Menigheden bemeldte Sten, samt
hvad dermed stod i Forbindelse, til Konferencens almindelige Glæde
og Tilfredshed. Man deltog i Nadveren, gav Nogle Haandspaalæggelse
og ordinerede Andre til forskjellige Embeder samt behandlede
adskillige Menighedsanliggender. Den Helligaand var rigelig udgydt over
Forsamlingerne, og Guds Kraft viste sig iblandt de Tilstedeværende,
medens almindelig Enighed og god Forstaaelse herskede blandt de
Hellige, der syntes opfyldte af en stærk Attraa efter at gaa ud og
forkynde Sandhedens store og skjønne Principer blandt deres
Medmennesker.
Medens Konferencen endnu varede, erholdt Joseph to Aabenbaringer
(se Pagtens Bog, 30te og 31te Kap.), hvori flere af Brødrene bleve
kaldte til at gaa ud og prædike Evangeliet.
Kirken talte paa denne Tid omtrent 50 Medlemmer.
Da flere af Brødrene lagde megen Interesse for Dagen for de
Overblevne af Josephs Hus, Lamaniterne eller Indianerne, der boede i
Vesten, hvilket Folk de vidste var lovet saa store Forjættelser af
Herren i de sidste Dage, og da denne Interesse blev alt mere og
mere almindelig og voxede med hver Dag, besluttede Joseph
omsider at adspørge Herren, om det var rigtigt at udsende Ældster
iblandt dem, og erholdt i den Anledning en Aabenbaring, som
bemyndigede Oliver Cowdery, Parley P. Pratt, Ziba Peterson og Peter
Whitmer jun. til at tage ud paa Mission til Lamaniterne eller
Indianerne i Vesten. (Se Pagtens Bog, 32te Kap.) Eftersom dette var
den første betydelige Mission, der blev udført af nogen Ældste i
denne Kirke, og den som saadan har mere end almindelig Interesse,
ville vi efter Parley P. Pratts Autobiografi gjengive hans Beretning
om denne Mission i næste Kapitel.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
35
FJERDE KAPITEL.
Missionærernes Rejse til de vestlige Stater og Lamaniterne. — De prædike,
efterhaanden som de rejse. — Mødes med meget Held i Kirtland. — Parley
P. Pratt arresteres og forhøres. — Undflyr sine Forfølgere. — Har en
besværlig Rejse. — Ankommer tilligemed de Øvrige til Jackson County,
Missouri. — Besøger i Forening med Oliver Cowdery Delaware-Indianerne. —
Forvises derpaa af Indianer-Agenterne. — Raad i Independence. — Pratt vender
tilbage til Kirtland.
»Det var nu Oktober 1830. En Aabenbaring var bleven given ved
Profeten, hvori Ældsterne Oliver Cowdery, Peter Whitmer jun., Ziba
Peterson og jeg selv bleve beskikkede til at gaa ud i Ørken
igjennem de vestlige Stater til Indianernes Territorium. Jeg traf
Foranstaltning til min Hustrues Ophold i Whitmers Familie under min
Fraværelse, tog derpaa Afsked med vore Venner og Kirken og
tiltraadte Rejsen tilfods.
Da vi havde rejst nogle Dage, besøgte vi en Indianerstamme i
Nærheden af Buffalo og tilbragte en Del af Dagen hos dem og
underviste dem om deres Fædres Optegnelser. De modtoge os venligt og
lagde stor Interesse for Dagen, da de hørte vort Budskab. Vi
forærede to Exemplarer af Mormons Bog til enkelte iblandt dem, som
kunde læse, og droge derpaa videre til Buffalo. Der fra fortsatte vi
vor Rejse omtrent 200 Mile og besøgte omsider Sidney Rigdon, min
forrige Ven og Lærer i det reformerte Baptistsamfund. Han modtog
os hjerteligt og viste os megen Gjæstfrihed.
Vi præsenterede ham snart en Mormons Bog og fortalte ham Bogens
Historie. Han blev meget interesseret og lovede at undersøge Bogen nøje.
Vi opholdt os en Tid i denne Egn, beskjæftigede i Evangeliets
Tjeneste, og gik fra Hus til Hus.
Omsider bleve Sidney Rigdon og mange Andre overbeviste om, at
de ingen Myndighed havde til at administrere i Herrens Ordinancer,
og at de ikke vare blevne retmæssig døbte eller ordinerede, hvorfor
de kom frem og bleve døbte af os og annammede den Helligaands
Gave ved Haandspaalæggelse og Bøn i Jesu Navn.
Efterretningen om vor Ankomst blev snart udbredt rundt omkring,
saa vel som Nyhederne angaaende Mormons Bogs Opdagelse og de
særegne Tildragelser, som vare forbundne dermed; Interessen og
Bevægelsen blev nu almindelig i Kirtland og Omegn. Folket flokkedes
om os baade Dag og Nat, saa at vi tilsidst næsten ingen Tid havde
til Hvile eller til at være alene. Forsamlinger bleve afholdte i
forskjellige Egne, og Mange kom for at høre os, medens Hundreder
flokkedes omkring os dagligen, Nogle for at erholde Lærdom, Andre
af Nysgjerrighed, Nogle for at adlyde Evangeliet, Andre for at
modsige og forkaste det.
2 eller 3 Uger efter vor Ankomst til Nabolaget med vort Budskab
havde vi døbt 127 Sjæle, og dette Antal voxede snart til et Tusinde.
Brødrene fyldtes med Glæde og Lyksalighed, medens Vrede og Løgn
i høj Grad gjorde sig gjældende hos Modstanderne; Troen var stærk,
Glæden stor og Forfølgelsen svær.
3*32
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Vi skrede derpaa til at ordinere Sidney Rigdon, Isaac Morley, John
Murdock, Lyman Wight og mange Andre til Tjenesten, og idet vi
efterlode disse til at tage Vare paa Menighederne og til at
administrere Evangeliet, toge vi Afsked med de Hellige og fortsatte vor Rejse.
50 Mile vest for Kirtland havde jeg Lejlighed til at komme
igjennem den Egn, hvor jeg først nedsatte mig i Ørken efter mit
Giftermaal. Vi fandt allerede hele Folket her opvakt formedelst
Efterretningen om det store Arbejde, som vi havde været ydmyge
Redskaber i Herrens Haand til at udføre i Kirtland og Omegn. Nogle
ønskede at belæres om og adlyde Evangeliets Principer, og vare rede
til at understøtte os og lytte til vor Prædiken, medens Andre vare
fyldte med Vrede, Løgn og Misundelse.
Vi havde om Natten logeret i Simeon Carters Hus, af hvem vi
bleve venligt modtagne, og vi vare just i Færd med at læse og
forklare Mormons Bog for ham, da Nogen bankede paa Døren, og en
Retsbetjent traadte ind med Fuldmagt fra en Øvrighedsperson ved
Navn Boyington til at arrestere mig paa en meget latterlig
Beskyldning. Jeg efterlod Mormons Bog i Carters Hus og gik med ham
2 Mile ad en mørk, sølet Vej. En af Brødrene fulgte med mig. Vi
ankom til Stedet, hvor Forhøret skulde holdes, sildig om Aftenen,
fandt falske Vidner i Beredskab og en Dommer, som broutede af
sin Beslutning om at ville kaste os i Fængsel for derved at prøve
vor Apostel-Myndighed, som han kaldte det, skønt jeg kun var en
Ældste i Kirken. Da jeg hørte Dommeren bryste sig paa denne Maade
og strax gjorde den Erfaring, at Vidnerne vare fuldstændig falske,
saa besluttede jeg ikke at føre noget Forsvar, men behandle den hele
Sag med Foragt.
Jeg blev snart dømt til Fængsel, eller til at betale en Sum Penge,
som jeg slet ikke havde. Det var nu sent paa Aftenen, og jeg blev
stadig opholdt i Retten, bespottet, fornærmet og anmodet om strax
at afgjøre Sagen, hvortil jeg dog for en Tid Intet svarede. Dette
udtømte storligen deres Taalmodighed. Det var snart Midnat. Jeg bad
Broder Peterson om at synge en Salme i Retten; vi sang: »O how
happy are they, etc.« Dette opirrede dem endnu mere, og de
ved-bleve at plage os og næsten nøde os til at ende Sagen ved at betale
Pengene. Jeg bemærkede da som følger: »Tillad mig at gjøre Dem,
Hr. Dommer, et Forslag med Hensyn til en endelig Afgjørelse af
det, som synes at besvære Dem. Det lyder saaledes: Dersom Vidnerne,
som have aflagt Vidnesbyrd i denne Sag, ville omvende sig fra deres
falske Sværgen, og Dommeren omvende sig fra sin uretfærdige og
ugudelige Domfælden, sin Forfølgelse, Lumpenhed og sine
Fornærmelser, og Alle ville knæle ned, saa ville vi bede for eder, at Gud
vil tilgive eder i denne Sag.«
»Min store Bulbider, bede for mig!« sagde Dommeren.
»Djævelen hjælpe os!« udbrød en Anden.
De søgte atter at faa mig til at betale Pengene, men fik intet videre Svar.
Retten hævedes, og jeg blev ledsaget til et Gjæstgiversted paa den
anden Side af Vejen, hvor jeg blev lukket inde til om Morgenen,
da Fængselet var nogle Mile borte.32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Om Morgenen viste Retsbetjenten sig atter og bad mig til Frokost.
Da vi havde spist, sade vi og ventede paa, at Alt skulde gjøres rede
til at føre mig i Fængsel. Imidlertid kom mine Brødre til det samme
Sted paa deres Rejse og kom ind for at tale med mig; jeg hviskede
til dem, at de skulde fortsætte deres Rejse og lade mig varetage
mine egne Affærer, idet jeg lovede snart at indhente dem. Dette
gjorde de saa.
Efter derpaa at have siddet en Stund ved Ilden under
Retsbetjentens Opsyn forlangte jeg at maatte gaa udenfor. Jeg spadserede,
ledsaget af ham, ud paa Torvet.
»Hr. Peabody,« sagde jeg, »er De en god Løber?«
»Nej,« svarede han, »men jeg har en stor Hund, og den er i flere
Aar bleven saaledes indøvet til at assistere mig i mit Embede, at
den paa mit Bud vil kunne kaste en hvilken som helst Mand til Jorden.«
»Godt, Hr. Peabody,« sagde jeg, »De nødte mig til at gaa een
Mil, jeg har gaaet to med Dem; De har givet mig Lejlighed til at
prædike og synge og har tillige beværtet mig med Logi og Frokost.
Jeg maa nu fortsætte min Rejse; hvis De er flink til at løbe, kan De
ledsage mig. Jeg takker Dem for al Deres Godhed. Farvel, min Herre!«'
Jeg fortsatte derpaa min Rejse, medens han stod som forstenet og
var ikke i Stand til at flytte Foden. Da jeg saa' dette, gjorde jeg
Holdt, vendte mig om og indbød ham igjen til et Væddeløb. Han
stod endnu som forstenet. Jeg fornyede nu mine Anstrengelser og
forstærkede snart min Fart til noget lig en Hjorts. Han vaagnede
ikke af sin Forbauselse for at kunne forfølge mig, førend jeg havde
vundet maaske en 300 Alens Forspring. Jeg havde sprunget over et
Gjærde og skyndte mig over Marken ad Skoven til, som laa noget
til højre fra Vejen. Retsbetjenten kom nu raabende efter mig og
skreg paa Hunden, at den skulde gribe mig fat. Hunden, som var
en af de største, jeg nogensinde havde set, nærmede sig snart med
hele sin Fyrighed. Retsbetjenten, der fulgte efter, klappede i
Hænderne og raabte: »Afsted, afsted! tag ham, Pasop! grib ham! hør,
ned med ham!« og pegede med Haanden i den Retning, hvori jeg
løb. Hunden havde næsten naaet mig og var lige ved at springe paa
mig, da den Tanke, hastigt som Lynet, faldt mig ind at hjælpe
Retsbetjenten med at sende Hunden med fuld Fyrighed ind i
Skoven, som nu kun laa et lille Stykke Vej foran mig. Jeg pegede med
min Finger i den Retning, klappede i Hænderne og raabte ligesom
Betjenten; Hunden foer forbi mig med fordoblet Fart ind i Skoven,
fremskyndet af Betjenten og mig selv, og vi løb begge i samme Retning.
Da jeg havde naaet Skoven, tabte jeg snart Retsbetjenten og
Hunden afsyne og har ikke set dem siden. Jeg forandrede nu min Kurs,
gik over Vejen, gjorde omkring ind i Ørken til venstre og kom
til Vejen igjen for at gaa over Broen, der førte over
Vermilion-Flo-den, hvor jeg blev raabt an af et halvt Dusin Mænd, som ængstelig
ventede vor Ankomst til den Egn, og som nødte mig stærkt til at
standse og prædike. Jeg fortalte dem, at jeg ikke kunde gjøre det
denne Gang, thi en Retsbetjent var efter mig. Derefter fortsatte jeg32
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Rejsen sex Mile længere igjennem Slud og Regn, naaede Brødrene og
prædikede samme Aften for en stor Forsamling, som behandlede os godt.
Mormons Bog, som jeg lod blive i Simeon Carters Hus, da jeg blev
anholdt af Betjenten, blev læst af ham med megen Eftertanke. Den
gjorde et dybt Indtryk paa ham, og han rejste 50 Mile til
Menigheden i Kirtland, hvor han blev døbt og ordineret til Ældste.
Derpaa vendte han tilbage til sit Hjem og begyndte at prædike og døbe.
En Menighed paa omtrent 60 Medlemmer blev snart organiseret paa
det Sted, hvor jeg havde spillet Betjenten ovennævnte Puds med
Hunden.
Vi fortsatte nu vor Rejse i nogle Dage og ankom omsider til
Sandusky i det vestlige Ohio. Her boede en Indianerstamme, kaldet
Wyandotterne, som vi besøgte, og her tilbragte vi flere Dage. Vi
bleve vel modtagne og havde Lejlighed til at forelægge dem deres
Forfædres Optegnelser. De glædede sig ved disse Tidender, ønskede
os Guds Fred, og bade os skrive dem til angaaende vor Fremgang
iblandt de Stammer længere Vest, der allerede vare flyttede til
Indianer-Territoriet, hvor hen disse snart ogsaa agtede at gaa.
Efter at have taget en hjertelig Afsked med disse Folk fortsatte
vi vor Rejse til Cincinnati. I denne Stad tilbragte vi flere Dage og
prædikede meget, dog uden videre Held. Omkring den 20de Dec.
løste vi Billet ombord paa et Dampskib, der skulde afgaa til St.
Louis. Efter et Par Dages Forløb ankom vi til Mundingen af
Ohio-Floden, men da Floden paa den Tid var tilstoppet med Is, kunde
Baaden ikke gaa længere, og derfor landede vi og fortsatte vor Rejse
tilfods 200 Mile, indtil vi ankom i Nærheden af St. Louis.
Vi opholdt os nogle Dage i Illinois, omtrent 20 Mile fra St. Louis,
paa Grund af en frygtelig Storm med Regn og Sne, som varede
noget over en Uge, indtil Sneen faldt flere Steder næsten 3 Fod
dyb. Skjønt vi befandt os iblandt Fremmede, bleve vi dog venligt
behandlede, vandt flere Venner og prædikede til store Forsamlinger
i adskillige Nabolag.
I Begyndelsen af 1831 fortsatte vi vor Rejse og passerede
igjennem St. Louis og St. Charles. Vi rejste der fra tilfods 300 Mile
over store Sletter og igjennem sporløse Sneørkener. Der var ingen
Landeveje; af Huse var der faa og langt imellem hvert. Den kolde
Nordvestvind blæste hele Tiden imod os med en Skarphed, der
næsten kunde tage Huden af vore Ansigter. Vi vandrede hele Dage fra
Morgen til Aften uden at komme til Huse eller Ild, og vadede i
Sne til Knæerne ved hvert Skridt; Kulden var tillige saa streng, at
Sneen i næsten 6 Uger ikke smeltede paa Sydsiden af Husene, selv
i Middagssolen. Vi bare paa Ryggen vore Klæder, som vi havde til
at skifte med, nogle Bøger, samt Majsbrød og raat Flæsk. Paa vor
Vandring spiste vi ofte vort frosne Brød og Flæsk, naar Brødet var
saa haardt tilfrosset, at vi ikke kunde bide eller gjennemskjære noget
af det undtagen Yderskorpen.
Efter megen Besværlighed og Udmattelse ankom vi alle til
Independence, Jackson County, ved Missouris vestlige Grænse og
Udkanten af de Forenede Stater. Dette var omtrent 1500 Mile fra Fav-32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
ette, N. Y., hvor vi begyndte vor Rejse, og det meste af denne
Vejlængde havde vi tilbagelagt tilfods igjennem øde Landskaber paa
den værste Aarstid. Det medtog omtrent 4 Maaneder, i hvilken Tid
vi havde prædiket Evangeliet for Tusinder af Mennesker, deriblandt
for to Indianerstammer, døbt og givet flere Hundreder
Haandspaalæg-gelse og organiseret adskillige Grene af Kirken.
Dette vår den første Mission, som nogensinde blev udført af
Kirkens Ældster i nogen Ståt vesten for New York, og vi vare de første
Medlemmer af Kirken, som nogensinde havde været paa disse Grænser
af de Forenede Stater.
To af vort Selskab toge nu Arbejde som Skrædere, medens de
Andre gik over Grænselinien og begyndte en Mission iblandt
Lama-niterne eller Indianerne.
Da vi kom igjennem Shawnee-Stammens Land, bleve vi Natten
over hos dem. Næste Dag gik vi over Kansas-Floden og kom ind
iblandt Delaware-Indianerne. Vi spurgte strax efter den fornemste
Høvdings Bopæl og bleve snart efter forestillede for en ældre Mand
med et ærværdigt Udseende, som længe havde staaet som Hoved for
Delaware-Indianerne og blev anset som den store Fader eller Sachem
for 10 Nationer eller Stammer.
Han sad paa en Sofa af Pelsværk, Skind og Tæpper, foran Ilden
i Midten af sin Bolig, der var et bekvemt lille Hus med to
rummelige Værelser.
Hans Koner vare net paaklædte og bare Dragter af Kalliko og
Skind, samt bragte en stor Del Prydelser af Sølv. Idet vi traadte ind
i Huset, tog han os ved Haanden, bød os hjertelig Velkommen og
gjorde derpaa Tegn til, at vi skulde sidde ned paa et behageligt Sæde
af Tæpper eller Pelsværk. Hans Koner opvartede os efter hans
Befaling med et Blikfad fuldt af sammenkogte Bønner og Majs, hvilket
viste sig at være en god Ret, om ogsaa 3 af os skiftevis maatte gjøre
Brug af den samme Træske.
Der var en Tolk tilstede, ved hvis Hjælp vi begyndte at meddele
vort Ærinde og fortalte ham om Mormons Bog. Vi bade ham nu at
sammenkalde sin Stammes Raad og give os Lejlighed til at blive
almindelig hørte. Han lovede at ville overveje Sagen til næste Dag
og anbefalede os imidlertid til en vis Hr. Pool angaaende vort
Ophold. Denne Mand var deres Smed og ansat af Regjeringen.
Han behandlede os kjærligt og godt. Næste Morgen besøgte vi igjen
Hr. Anderson, den gamle Høvding, og forklarede Noget af Bogen for
ham. Han var først uvillig til at sammenkalde sit Raad, gjorde flere
Undskyldninger og nægtede endog tilsidst at ville gjøre det, da han
altid havde været imod at anbefale Missionærer til sin Stamme.
Vi vedbleve vor Samtale lidt længere, indtil han endelig begyndte
at forstaa Bogens Beskaffenhed. Da forandrede han sit Sind, blev
pludselig interesseret og bad os afbryde vor Samtale, indtil han flk
sammenkaldt et Raad. Han skikkede derpaa et Sendebud afsted, og
i Løbet af en Time havde ca. 40 Mænd samlet sig omkring hans
Bopæl, hvilke efter at have taget os ved Haanden satte sig ned i
Stilhed og ventede paa en alvorlig og værdig Maade paa Forkyn-32
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
delsen af det, vi havde at meddele. Høvdingen anmodede os nu om
at fortsætte, eller rettere at begynde forfra igjen og fuldende vor
Beretning.
Oliver Cowdery holdt derpaa følgende Tale:
»Bedagede Høvding og ærværdige Raad af Delaware-Stammen! Det glæder
os ved denne Lejlighed at tale til eder som vore røde Brødre og Venner! Vi
have rejst en lang Vej, ja fra den opgaaende Sol for at bringe eder glade
Tidender; vi have vandret igjennem Ørkener, sejlet over de dybe og brede
Floder og vadet gjennem den dybe Sne midt under Vinterens barske Storme,
for at meddele eder de store Nyheder, som nylig ere komne os for Øre, og
som ville gjøre den røde Mand godt saa vel som den hvide.
En Gang vare de røde Mænd mange; de beboede Landet fra Hav til Hav
— fra Solens Opgang til dens Nedgang; det ganske Land var deres; den Store
Aand gav det til dem, og ingen Hvid boede iblandt dem. Men nu ere de faa
i Antal, deres Besiddelser ere smaa, og de Hvide ere mange.
For Tusinder af Nymaaneder siden, da de røde Mænds Forfædre boede i
Fred og besade det ganske Land, talede den Store Aand til dem og
aabenbarede sin Lov og Villie samt megen Kundskab til deres vise Mænd og
Profeter. Dette nedskreve disse i en Bog tilligemed deres Historie og de Ting,
som skulde vederfares deres Børn i de sidste Dage. Denne Bog blev skreven
paa Guldplader og nedarvedes fra Fader til Søn i mange Tidsaldere og
Generationer. Paa den Tid trivedes Folket og blev stort og mægtigt; de dyrkede
Jorden, byggede Huse og Stæder, og havde i Overflod alle gode Ting, ligesom
de Hvide nu have. Men de bleve ugudelige; de dræbte hverandre og udgøde
meget Blod; de myrdede ogsaa deres Profeter og vise Mænd og søgte at
ødelægge Bogen. Den Store Aand blev vred og vilde ikke mere tale til dem; de
erholdt ikke flere gode og vise Drømme, ikke flere Syner; den Store Aand
sendte ikke flere Engle iblandt dem. Og Herren befalede Mormon og Moroni,
deres sidste vise Mænd og Profeter, at skjule Bogen i Jorden, saa at den
kunde blive bevaret i Sikkerhed og blive funden og gjort bekjendt i de sidste
Dage for de Hvide, som skulde besidde Landet, saa at disse igjen kunde
gjøre den bekjendt for de røde Mænd, i den Hensigt atter at give dem
Kundskab om den Store Aands Villie og bringe dem under hans Naade. Og
dersom de røde Mænd da vilde modtage Bogen og lære de Ting, som ere skrevne
i den, samt handle i Overensstemmelse dermed, skulde deres Rettigheder og
Privilegier blive dem gjengivne; de skulde ophøre at kæmpe og dræbe
hverandre; de skulde blive til eet Folk og dyrke Jorden i Fred, i Forening med
dem af de Hvide, som vare villige til at tro og adlyde den samme Bog, og
blive gode Mænd og leve i Fred. Da skulde de røde Mænd blive stærke og
have i Overflod at spise og gode Klæder at iføre sig; de skulde blive
benaadede af den Store Aand og være hans Børn, medens han vilde være deres
Store Fader og tale med dem, samt paany oprejse Profeter og vise og gode
Mænd iblandt dem, som skulde lære dem mange Ting.
Denne Bog, som indeholdt disse Beretninger, blev skjult i Jorden af
Moroni i en Høj, som han kaldte Cumorah, hvilken Høj er beliggende i Staten
New York tæt ved Landsbyen Palmvra i Ontario County.
I samme Egn levede der en ung Mand ved Navn Joseph Smith, som bad
meget til den Store Aand om at maatte lære Sandheden at kjende, og den
Store Aand sendte en Engel til ham, som fortalte ham, hvor denne Bog var
skjult af Moroni, samt bei'alede ham at gaa og finde den. Følgelig gik han til
Stedet, gravede i Jorden og fandt Bogen skreven paa Guldplader.
Men den var skreven i de røde Mænds Forfædres Sprog, og derfor kunde
den unge Mand, som var en Hvid, ikke forstaa den, men Engelen underviste
ham, gav ham Kundskab om Sproget og viste ham, hvorledes han skulde
oversætte den. Derpaa oversatte han den i de Hvides Sprog, skrev den paa
Papir og lod den trykke, hvorpaa han publicerede og udspredte Tusinder af
den iblandt de Hvide og sendte os derpaa med nogle Exemplarer af den til
de røde Mænd for ogsaa at bringe dem disse Nyheder.
Saaledes ere vi nu komne fra ham, og her er et Exemplar af Bogen, som32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
vi nu ville forære vor røde Yen, Delawarernes Høvding, og som vi haabe han
vil lade blive læst og gjort bekjendt iblandt hans Stamme; den vil gjøre
dem godt.«
Vi skjænkede derpaa Høvdingen en Mormons Bog.
Der var et Ophold i Raadet og nogen Samtale i deres eget Sprog,
hvorpaa Høvdingen gav følgende Svar:
»Vi ere i Sandhed taknemmelige mod vore hvide Venner, som have rejst
saa langt og gjort sig saa megen Umage for at meddele os gode Tidender, og i
Særdeleshed for denne Efterretning angaaende vore Fædres Bog. Det gjør os
saa glade herinde (her lagde han sin Haand paa sit Hjerte). Det er nu Vinter,
vi ere Nybyggere paa dette Sted; Sneen er dvb, vore Kreaturer og Heste dø,
og vore Wigwams (Hytter) ere daarlige. Vi have meget at bestille til Foraaret
— bygge Huse, indhegne og låve Marker; men vi ville bygge et Raadhus og
samles, og I skulle da tale til os og lære os mere om vore Fædre og den
Store Aands Villie.«
Vi logerede igjen hos Hr. Pool, fortalte ham om Bogen og havde
en behagelig Samtale med ham; han blev siden en Troende, en
Velynder af Bogen og tjente os som Tolk.
Vi vedbleve i flere Dage at undervise den gamle Høvding og
mange af hans Stamme. Interessen blev større og større for hver
Dag, indtil omsider næsten den hele Stamme begyndte at paavirkes
af Aanden til at stille Spørgsmaal og til at undersøge disse Ting
for sig selv.
Vi fandt Mange iblandt dem, som kunde læse, og til dem
forærede vi Exemplarer af Bogen, idet vi samtidig fortalte dem, at det
var deres Forfædres Bog. Nogle begyndte at glæde sig saare og gjorde
sig Umage for at fortælle Nyhederne til Andre i deres eget Sprog.
Bevægelsen naaede snart Grænse-Settlementerne i Missouri, og det
opirrede Indianer-Agenterne og de sekteriske Missionærer til
Misundelse og Avind i den Grad, at vi fik Befaling til at forlade Stedet
som Fredsforstyrrere, og de truede os endog med Militærmagt, hvis
vi ikke strax forføjede os bort.
Vi forlode følgelig Indianernes Land, kom over Grænsen og
begyndte at arbejde i Jackson County, Missouri, iblandt de Hvide, hvor
vi bleve vel modtagne, og hvor vi havde Lejlighed til at afholde
Forsamling samt døbe og lægge Nogle til Menigheden.
Saaledes endte vor første Mission til Indianerne, paa hvilken vi
havde prædiket Evangeliet i sin Fylde og omdelt deres Forfædres
Optegnelser iblandt tre Stammer, nemlig: Catteraugus-Indianerne i
Nærheden af Buffalo, New York, Wyandotterne ved Ohio og
Dela-warerne vesten for Missouri.
Vi haabe, at naar Guds Tjenere en Gang i Fremtiden gaa frem
med Kraft til Josephs Overblevne, de da maa finde nogen god Sæd
endnu gro i deres Hjerter af den, der blev saaet af os i hine
tidlige Dage.«
Den 14de Feb. 1831 samledes Brødrene til Raad i Independence,
hvori det blev bestemt at sende Parley P. Pratt tilbage til Østen for
at afgive Rapport til Kirkens Præsidentskab om deres Mission etc.
Han begav sig strax paa Vejen og ankom efter en møjsommelig42 JOSEPH SMIXHS LEVNETSLØB
Rejse til Kirtland, Ohio, i Marts Maaned, hvor han blev hjertelig
modtaget af de Hellige og Joseph, som under Pratts Fraværelse var
flyttet fra Staten New York til Kirtland.
FEMTE KAPITEL.
Joseph vedbliver at modtage Aabenbaringer. — Besøges af Orson Pratt; en
Tid efter af Sidney Eigdon og Edward Partridge. — Kirkens tredie
Konference. — Joseph og de Hellige flytte til Kirtland, Ohio. — Falske
Aands-paavirkninger. — En mirakuløs Helbredelse. — Kirkens fjerde Konference. —
Josephs første Tur til Missouri. — Beliggenheden af det Nye Jerusalem
aaben-bares. — Zions Land helliges og indvies til de Helliges Indsamling. —
Tempelpladsen i Jackson County indvies i otte Mænds Nærværelse. — Kirkens femte
Konference. — Beskrivelse over Zions Land. — Joseph og Andre rejse
tilbage til Kirtland.
Imidlertid vedblev Joseph fremdeles at modtage Aabenbaringer fra
Tid til anden, og ved saaledes gradvis at erholde forøget Lys og
Kundskab om Guds Riges Anliggender blev han i Stand til under
Kirkens stadige Væxt og Trivsel at røgte sit høje og ansvarsfulde
Kald med Ære. Dog var baade han og Kirken endnu i sin Barndom,
og eftersom Evangeliet, der nu var gjengivet, næsten i alle
Henseender var saa forskjelligt fra den saakaldte Kristendom, der var
bleven grundlagt af Menneskene, fandt han det ofte nødvendigt at
adspørge Herren, naar Nogen kom til ham for at søge Raad eller
for at faa Herrens Villie at vide angaaende dem selv. Saaledes
modtog han i Oktober Maaned 1830 en Aabenbaring til Ezra Thayre
og Northrop Sweet, som Læseren vil finde anført i Pagtens Bog,
33te Kapitel.
I Begyndelsen af November s. A. kom Orson Pratt og besøgte
Joseph i Fayette. Orson var nj'lig bleven døbt af sin Broder Parley P.
Pratt i Canaan, New York, paa hans 19aarige Fødselsdag, den 19de
Sept. 1830. Ifølge hans Begjær efter at forstaa sine Pligter og at
vide Herrens Villie angaaende sig selv, adspurgte Joseph Herren og
erholdt en Aabenbaring tii ham, hvori han blev paabudt strax at
drage ud og prædike Evangeliet. (Se Pagtens Bog, 34de Kap.)
Orson Pratt var fra den Tid af og til sin Død en ivrig og trofast
Arbejder i Herrens Vingaard og i lang Tid en af Kirkens store og
fremragende Mænd. Han var ogsaa bekjendt for sin store Kundskab
og Uddannelse, ikke alene i theologisk Henseende, men ogsaa i
næsten enhver Gren af Filosofien og Videnskaben, ved Siden af hvilket
han udmærkede sig ved en Sagtmodighed og Ydmyghed, som kun
faa Mænd med hans Evner og Kundskab have udvist.
I December Maaned kom Sidney Rigdon tilligemed Edward
Partridge til Joseph i Fayette for at adspørge Herren, og Joseph
annammede en Aabenbaring, hvori Sidney Rigdon fik Befaling til at
forblive en Tid hos ham i Fayette og skrive for ham; siden skulde
Joseph rejse med ham til Kirtland. (Se Pagtens Bog, 35te Kap.)
Sidney Rigdon, som snart blev en af Kirkens Hovedmænd og Jo-32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
sephs første Raadgiver, var født i St. Claire Sogn, Alleghany County
i Pennsylvanien, den 19de Feb. 1793. Hans Fader døde, da han kun
var 17 Aar gammel. Han forblev hjemme paa sin Faders Gaard og
arbejdede som Agerdyrker, indtil han var 25 Aar gammel. Paa denne
Tid begyndte han alvorligt at skjænke Religionen Opmærksomhed og
sluttede sig til et religiøst Samfund, kaldet de Regulære Baptister, i
hvilket Samfund han snart blev ansat som Prædikant og lagde da
Agerdyrkningen tilside. Den 12te Juni 1820 giftede han sig med
Phebe Brook. Efter at han havde været Prædikant i henved 3 Aar,
fik han Ansættelse som Præst for det fornemste Baptistsamfund i
Staden Pittsburg, hvor han snart blev yndet som en god Taler og
blev højt elsket og respekteret baade af sin egen Menighed og af
Folket i Almindelighed. I August 1824, da han havde indehavt
denne Stilling i omtrent 2x/2 Aar, forbausede han sin Menighed ved
at fortælle dem, at han ikke længere kunde tro de Lærdomme, som
han skulde prædike, og som de troede, og derfor vilde han opgive
sit Embede. Han forlod derpaa denne sin anselige Stilling og
arbejdede i to Aar som Garversvend. Imidlertid blev han bekjendt med en
Mand ved Navn Alexander Campbell fra Irland — en berømt Mand
i den religiøse Verden — samt med en vis Walter Scott, en
Skot-lænder af Fødsel, som havde været Medlem af den skandinaviske
Menighed i Pittsburg og var udtraadt af Samfundet samtidig med
Sidney Rigdon. Disse tre Mænd bleve nu Grundlæggere af en ny
Sekt, som kaldes Campbelliter. Rigdon begyndte da atter at prædike,
efter at han var flyttet til Bainbridge, Geuaga County i Ohio, og
vandt snart igjen stor Berømmelse som en grundig og duelig Taler.
De Principer, som han mest udviklede, vare Tro, Omvendelse, Daab
og den Helligaands Gave, som det Nye Testamente lærer, og som de
Sidste-Dages Hellige nu lære. Mange, som troede hans Lærdomme,
flokkedes om ham og bleve døbte, og han oprettede store
Menigheder overalt i denne Del af Staten. Han led undertiden stor
Forfølgelse af sine Modstandere; thi de Lærdomme, som han lærte,
havde for megen Sandhed i sig til at blive antagne af den store
Mængde; men han vedblev utrættelig at prædike, Forfølgelsen
standsede omsider tildels, og hans Indflydelse tiltog mere og mere iblandt
Folket. Hans Tilhængere traf endog Forberedelser til at bygge ham
en passende Bolig, da han var fattig, og Verdens Gods ikke var
nogen Fristelse for ham, thi hans Tanker dvælede bestandig ved det
Aandelige. Hans Stilling var derfor helt smilende og behagelig, da
han saaledes om Efteraaret 1830 blev besøgt af Parley P. Pratt og
hans Brødre. Pratt havde forhen været Prædikant i Rigdons
Menighed. Efter at være bleven overbevist om Mormons Bogs
Guddommelighed og om Præstedømmets Gjengivelse, var han strax rede til
atter at opgive en agtet og æret Stilling; thi i samme Øjeblik, som
han antog »Mormonismen«, vidste han, at han vilde tabe de fleste
af sine forrige Venner tilligemed sin Anseelse og gode Udsigter i
Verden; men dette afskrækkede ham ikke, han valgte hellere at
adlyde Sandheden og tage imod Følgerne; efter derfor at have be-32
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
kjendtgjort sin Hensigt for sin Hustru, der var villig til at følge
ham, bleve de begge døbte.
Om Edward Partridge, som samtidig med Sidney Rigdon besøgte
Joseph, skriver denne, at han var et sandt Mønster paa
Gudfrygtighed og en af Herrens store Mænd, bekjendt for sin Standhaftighed
indtil Enden. Den Ilte Dec., nogle faa Dage efter hans Ankomst til
Fayette, blev han døbt af Joseph selv, som siden ogsaa ordinerede
ham til Kirkens første Biskop. (Se Pagtens Bog, 36te og 41de Kap.)
Allerede inden Aarets Udgang havde Joseph begyndt at oversætte
Bibelen ved Hjælp af den Almægtiges Inspiration; thi den Hellige
Skrift, som vi nu have den, oversat af uinspirerede Mænd, er mange
Steder utydelig og meget besværlig at forstaa, og derfor var det
nødvendigt, at Herren skulde inspirere sin Tjener Joseph til at
oversætte den ved samme Aand, som Profeterne og Herrens Tjenere
oprindelig skreve den. Sidney Rigdon assisterede Joseph med dette
Arbejde ved at skrive for ham. Der var den Gang ogsaa mange
Gisninger og megen Tale iblandt de Hellige angaaende de Bøger, der
nævnes og henvises til paa forskjellige Steder, baade i det Gamle og
Nye Testamente, men som nu ingensteds ere at finde; saaledes nævner
Judas i det Nye Testamente »Enoks Profeti, den Syvende fra Adam«.
Til Glæde for de Hellige aabenbarede Herren igjennem Joseph en
Del af denne Enoks Profeti, som findes i »Pearl of Great Price« (ny
Udgave), Side 8.
Kort derefter bleve de Hellige i Staten New York befalede at
indsamles til Ohio (Pagtens Bog, 37te Kap.), hvilket var den første
Aabenbaring, som Herren i denne Uddeling gav i Henseende til
Indsamlingen.
Den 2den Januar 1831 afholdt Kirken sin tredie Konference i Hr.
Whitmers Hus i Fayette. Medlemmernes Antal var den Gang steget
til henved et Hundrede i Staten New York. Foruden Kirkens
almindelige Anliggender, som bleve behandlede i denne Konference, modtog
Joseph en vigtig Aabenbaring til de Hellige, hvori der iblandt Andet
blev dem lovet, at Herren vilde give dem et Arveland, som de skulde
eje for bestandig, dersom de vilde søge det af deres ganske Hjerte.
(Se Pagtens Bog, 38te Kap.)
Ikke længe efter Afholdelsen af denne Konference kom der en
Mand til Joseph ved Navn James Covill, som havde været
Baptistpræst i omtrent 40 Aar, og gjorde Pagt med Herren, at han vilde
adlyde hvilken som helst Befaling, der blev ham givet igjennem
Joseph; men da Herren derpaa i en Aabenbaring (Pagtens Bog, 39te
Kap.) befalede ham at adlyde Evangeliets Fylde, saaledes som det
var bleven aabenbaret ved Joseph, vendte Covill sig alligevel bort og
faldt tilbage til sine forrige Grundsætninger og Folk. I en derpaa
følgende Aabenbaring til Joseph og Sidney Rigdon sagde Herren, at
Aarsagen, hvorfor James Covill forkastede Befalingen, som blev ham
given, var, at Satan fristede ham og indgav ham Frygt for
Forfølgelse. (Se Pagtens Bog, 40de Kap.)
Sidst i Januar forlod Joseph og hans Hustru Fayette og rejste
med Brødrene Sidney Rigdon og Edward Partridge til Kirtland i32 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Ohio omtrent 200 Mile vest for Fayette. Joseph og hans Hustru
bleve der venligt modtagne og tilbødes et Hjem i Broder Newel K.
Whitneys Hus, hvor de derpaa opholdt sig i flere Uger, i hvilken
Tid de nøde al den Opmærksomhed og Godhed, de kunde vente sig.
Joseph fandt, at de Hellige i Kirtland bestræbte sig for at gjøre
Herrens Villie, saa vidt som de forstode den, omendskjønt nogle
forunderlige Ideer og falske Aander havde indsneget sig iblandt dem.
Ved en viis og forstandig Fremgangsmaade hjalp han dem imidlertid
til snart at overvinde disse falske Aander, hvilke let bleve opdagede
ved Aabenbaringens Lys, som han var i Besiddelse af.
Strax efter, at Joseph var rejst til Kirtland, begyndte de Hellige i
Staten New York i Lydighed til Aabenbaringen, som var given
derom, at udvandre til de nordlige Dele af Staten Ohio,
fornemmelig til Kirtland og Omegn, hvilket Sted Herren havde udvalgt til
en af Zions Staver. Denne Udvandring foretoges om Foraaret 1831,
og allerede i April og Maj Maaned begyndte de Hellige at ankomme
til Kirtland.
Ifølge foregaaende Forjættelse og i en Forsamling af 12 Ældster
gav Herren en Aabenbaring, der indeholder en Del af Kirkens Love.
(Se Pagtens Bog, 42de Kap.) I nævnte Aabenbaring bleve tillige alle
Ældsterne, undtagen Joseph Smith og Sidney Rigdon, befalede at
gaa ud to og to, for at prædike Evangeliet, og de Hellige bleve
befalede at bede meget til Herren, saa vilde han i sin egen belejlige
Tid aabenbare dem Stedet, hvor det Nye Jerusalem skulde bygges.
Kort derefter kom der en Kvinde til Joseph, som fremsatte den
Paastand, at hun modtog Aabenbaringer om Bud og Love vedrørende
Kirkens Bestyrelse etc. Joseph adspurgte Herren derom og erholdt
atter som Svar, at Ingen uden han (Joseph) var eller vilde blive
beskikket til at modtage Aabenbaringer i denne Henseende, saa længe
som han levede og forblev trofast. (Se Pagtens Bog, 43de Kap.)
Sidst i Februar bød Herren (Pagtens Bog, 44de Kap.), at de
Ældster, som vare rejste paa Mission, skulde samles i Kirtland,
hvor det blev bestemt at afholde en Konference i næstfølgende Juni
Maaned.
Paa denne Tid, skriver Joseph, bleve mange falske Fortællinger
og taabelige Historier publicerede i Bladene og udspredte i alle
Retninger, for at Folk ikke skulde undersøge Sagen og antage Troen,
men til de Helliges Glæde, som maatte kæmpe mod alskens
Fordomme og Ondskab, gav Herren den 7de Marts en særdeles
opbyggende Aabenbaring, i hvilken mange Spaadomme af en meget vigtig
Natur, baade angaaende de Helliges og Verdens Fremtid, bleve
aabenbarede. Det blev befalet de Hellige at samle deres Formue med eet
Hjerte og eet Sind for at kjøbe et Arveland, som Herren skulde
vise dem. Dette Arveland skulde være Stedet, hvor det N}^e
Jerusalem eller Zion skulde bygges. (Se Pagtens Bog, 45de Kap.)
Dagen efter, den 8de Marts, modtog Joseph en Aabenbaring
angaaende den Helligaands Gave, og atter en anden, som befalede ham
at beskikke John Whitmer til Historieskriver for Kirken. (Se Pagtens
Bog, 46de og 47de Kap.)46
joseph smitçs levnetsløb
Endnu samme Maaned bleve de Hellige i Kirtland befalede at
berede sig for Modtagelsen af deres Brødre, som skulde komme efter fra
New York og dele Land med dem, saa at Alle kunde blive
forsørgede, indtil Herren vilde give dem Befaling til at samles i deres
Arveland. (Se Pagtens Bog, 48de Kap.)
Paa samme Tid kom Leman Copley af Kvækernes Sekt og
annammede Evangeliet. Han lod til at være oprigtig, men havde dog
beholdt den Mening, at Kvækerne havde Ret i nogle visse Punkter af deres
Lære, hvorfor Joseph adspurgte Herren for at faa en mere
fuldkommen Forstaaelse om disse Ting, og modtog derfor en Aabenbaring
(Pagtens Bog, 49de Kap.), hvori den forønskede Oplysning gaves.
Sidney Rigdon, Parley P. Pratt og Leman Copley bleve derpaa
beskikkede til at gaa og prædike Evangeliets Fylde for Kvækerne, som
dog ikke syntes modtagelige for samme, idet nævnte Ældster kort
etter uden Held besøgte et af deres Settlementer i Nærheden af
Cleveland, Ohio.
Imidlertid fortsatte Joseph sit Arbejde med Bibeloversættelsen,
saa vidt som Tiden tillod ham det, og i Maj Maaned, da en Del
Ældster vare samlede for at drøfte Aarsagen til de forskjellige
Aander, der ytrede sig omkring i Landet, henvendte Joseph sig atter til
Herren for at faa Oplysning i saa Henseende og modtog derom en
Aabenbaring, som findes i Pagtens Bog, 50de Kapitel.
Om Tilkendegivelsen af disse Aander skriver Parley P. Pratt
saaledes: »Da jeg rejste omkring i de forskjellige Egne, viste der sig
nogle meget forunderlige Aandspaavirkninger, som vare af en mere
modbydelig end opbyggende Natur. Nogle Personer syntes at besvime
og gjøre uanstændige Gebærder, medens deres Aasyn bleve fortrukne
i en forfærdelig Grad. Andre syntes at falde i en Slags Henrykkelse
og fik Krampeanfald, medens atter Andre syntes at have Syner og
Aabenbaringer, som slet ikke vare opbyggende, og som heller ikke
vare i Overensstemmelse med Evangeliets Aand og Lære. Kort sagt,
en falsk og løgnagtig Aand syntes at arbejde sig ind i Kirken. Alle
disse Ting vare nye og fremmede for mig, og havde oprindelig
begyndt at vise sig i Kirken under vor Fraværelse og før Præsident
Smith ankom fra New York. Vi erkjendte vor Svaghed og
Uerfarenhed, og af Frygt for at begaa Fejl ved Bedømmelsen af disse
aandelige Paavirkninger, begave vi os (John Murdock og jeg) tilligemed
nogle andre Ældster til Joseph Smith, og bade ham adspørge Herren
angaaende disse Aander og Aabenbaringer.«
Efter at disse Brødre derpaa havde forenet sig i Bøn i Josephs
Oversætterværelse, dikterede han i deres Nærværelse ovennævnte
Aabenbaring.
»Hver Sætning,« bemærker Pratt videre, »blev udtalt sagte, men
meget tydelig, og med et Ophold imellem hver af tilstrækkelig
Længde til, at den kunde nedskrives af en almindelig Skriver. Dette
var Maaden, hvorpaa alle hans Aabenbaringer bleve dikterede og
nedskrevne. Der var aldrig nogen Uvished, Tilbagelæsning eller
Gjen-nemseen af det allerede Skrevne for at fastholde Tankens Traad;
ikke heller blev nogen af disse Meddelelser underkastet Revision eller63 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Forandring. Som han dikterede det, saaledes stod det de Gange, jeg
har været Vidne dertil, og jeg var nærværende og kan bevidne flere
saadanne Meddelelser dikterede, hver paa flere Sider.«
Om et Tilfælde af mirakuløs Helbredelse, som samtidig fandt Sted
i Kirken, skriver Parley P. Pratt saaledes:
»Omtrent paa denne Tid var der en ung Dame, som laa meget
syg af en langvarig Feber hos en Familie, der benyttede et af
Husene paa Isaac Morleys Landejendom i Kirtland. Mange af Kirkens
Folk havde besøgt hende og bedet med hende, men Alt til ingen
Nytte. Hun syntes at være lige ved Døden, men vilde ikke samtykke
i at have Lægehjælp. Dette forbitrede storligen hendes Slægt, som
tilligemed mange af Folket i Nabolaget vare meget opbragte og vrede,
idet de sagde: Disse ugudelige Bedragere ville lade hende ligge og
dø foruden en Læge for deres Overtros Skyld, men hvis de gjøre det,
ville vi sagsøge dem derfor.
Under disse Omstændigheder gik Præsident Smith, jeg selv og
nogle andre Ældster for at besøge hende. Hun var saa svag, at Ingen
var bleven tilladt flere Dage i Forvejen at tale højere i hendes
Nærværelse end blot Hvisken, ja endog Døren paa Blokhuset, hvor
hun laa, var behængt med Klæder for at forhindre Larm fra at
trænge ind.
Vi knælede ned og bade alle skiftevis højt, hvorefter Præsident
Smith rejste sig, gik hen til Sengen, tog hende ved Haanden og
sagde med høj Røst: »I Jesu Kristi Navn, staa op og gaa!« Hun
stod strax op, blev paaklædt af en Kvinde, som var ved Haanden,
gik hen til en Stol foran Ilden og satte sig, og deltog derpaa i
Afsyngelsen af en Salme. Huset blev snart overfyldt af Mennesker, og
den unge Dame rejste sig og gav hver af dem Haanden, eftersom
de kom ind, fra hvilken Stund hun var fuldkommen helbredet.«
I samme Maaned (Maj) tilkjendegav Herren sin Villie for sin Tjener
Joseph angaaende Colesvil le-Menighedens Bosættelse for en Tid i
Thompson (et Sted ikke langt fra Kirtland), efter den Forenede
Ordens Regler, om hvilken Orden Aaabenbaringen indeholder nogle Love.
(Se Pagtens Bog, 51de Kap.)
Den 3die Juni forsamledes de Ældster, som ifølge Herrens
Befaling vare rejste ud for at prædike Evangeliet, fra de forskjellige
Dele af Landet, hvor de havde arbejdet, og afholdt den forudbestemte
Konference i Kirtland. Mange Lærdomme og Instruxer bleve ved
denne Lejlighed fremsatte af Joseph, som talede med stor Kraft og
fuld af den Helligaand. Flere af Brødrene bleve udvalgte ved
Aabenbaring og ordinerede til Højpræster eller et højere Embede i det
Melkisedekske Præstedømme efter Guds Søns hellige Orden. Dette var
første Gang, at dette Præstedømmes Myndighed tilfulde blev paalagt
Ældsterne i denne Uddeling, thi før den Tid var ingen af Brødrene
bleven ordineret til højere Embede i Præstedømmet end til en
Ældstes Embede, med Undtagelse af Joseph og Oliver Cowdery, der, som
forhen meddelt, vare blevne paalagte Apostelskabet af Peter, Jakob
og Johannes. Dette var Kirkens fjerde Konference, og
Medlemmernes Antal var nu steget til henved to Tusinde.32
64 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Strax efter Konferencen modtog Joseph en Aabenbaring (Pagtens
Bog, 52de Kap.), hvori Herren befalede ham og henved 30 andre af
Ældsterne, at rejse mod Vesten to og to for at prædike Evangeliet
og oprette Grene af Kirken, hvor som helst Folket vilde annamme
deres Vidnesbyrd. Disse Ældster skulde begive sig ad forskjellige
Veje og møde sammen til Konference i de vestlige Dele af Missouri
omtrent 1000 Mile vesten for Kirtland. Herren lovede ogsaa, at
saafremt hans Ældster vare trofaste, skulde deres Arveland blive
be-kjendtgjort for dem, og sagde, at det da var i deres Fjenders
Besiddelse.
Kort derefter modtog Joseph en Aabenbaring til Sidney Gilbert
(Pagtens Bog, 53de Kap.) og en anden (54de Kap.) til Newel Knight,
hvori Colesville-Menigheden, som havde opholdt sig i Thompson
nogle Uger, ligeledes blev befalet at bryde op og drage til Missouri.
Disse Befalinger bleve adlydte, og Brødrene begyndte strax at drage
vestover to og to i Følge.
Medens Joseph gjorde Forberedelser til Rejsen, modtog han endnu
to Aabenbaringer. (Se Pagtens Bog, 55de og 56de Kap.)
Den 19de Juni forlod derpaa Joseph tilligemed Sidney Rigdon,
Martin Harris, Edward Partridge, Wm. W. Phelps, Joseph Coe og
Sidney Gilbert og Hustru Kirtland for at rejse til Missouri ifølge
Aabenbaringen. De rejste med Vogne, Kanalbaade og Postkareter til
Cincinnati. Der havde Joseph en religiøs Samtale med Hans
Ærværdighed Walter Scott, en af Campbelliternes Fædre og Sidney Rigdons
forrige Medarbejder. Joseph skriver, at denne Mand udviste en saa
bitter Aand imod det Nye Testamentes Lære, hvor det hedder: »Disse
Tegn skulle følge dem, som tro,« at han ikke troede at have oplevet
noget Lignende.
Fra Cincinnati til Louisville, Kentucky, rejste Selskabet med
Damp-baad, og efter tre Dages Ophold i sidstnævnte By videre med
Dampskib til St. Louis. Fra denne Stad rejste Joseph, Harris, Phelps og
Partridge tilfods til Independence, Jackson County, Missouri, hvor til
de ankom omtrent midt i Juli, medens Resten af Selskabet ankom
tilvands nogle Dage efter. Deres Sammenkomst med Brødrene, som
bleve sendte did Vinteren forud, og som længe havde ventet paa
Joseph og hans Brødres Ankomst, var et herligt Møde og saa
hjerteligt, at mange af Brødrene fældede Taarer ved atter at se hverandre.
Kort efter deres Ankomst hertil annammede Joseph en
Aabenbaring (Pagtens Bog, 57de Kap.), hvorved Brødrenes store Længsel
blev tilfredsstillet i Henseende til det af Herren lovede Arveland og
Stedet, hvor det Nye Jerusalem skulde bygges. Herren sagde i
denne Aabenbaring, at Independence var Stadens Centrum, og at en
Plet til Templet laa mod Vest paa et Sted, som ikke var langt fra
Raadhuset.
I den samme Aabenbaring bleve de Hellige underrettede om, at
det var Visdom at kjøbe Land i hele Egnen rundt omkring, saa at
de kunde faa Landet til en evig Arv. Sidney Gilbert blev ved
Aabenbaring beskikket til at være Agent for Kirken, i hvilken Egenskab
han modtog Penge til Opkjøb af Land til de Helliges Bedste. Ed-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
49
ward Partridge, som tidligere var bleven ordineret til Biskop med to
Raadgivere til sin Bistand, fik Befaling til at uddele til de Hellige
deres Arvelodder i Forhold til deres Familier. Det blev ogsaa befalet
Biskoppen og Agenten at gjøre Forberedelser for de af de Hellige,
som vare undervejs fra Staten Ohio, saa de ved deres Ankomst
kunde blive nedsatte paa deres Arvelodder. Sidney Gilbert blev
endvidere befalet at oprette en Butik og nedsætte sig som Kirkens
Kjøbmand og sælge Varer uden Bedrageri, samt anvende de derved
indkomne Penge til at kjøbe Land for. William W. Phelps fik Befaling
til at forblive paa Stedet og indrette sig som Bogtrykker for Kirken.
Disse Befalinger skrede derpaa Brødrene til at sætte i Udførelse.
Den første Søndag efter Brødrenes Ankomst til Jackson County
prædikede William W. Phelps for en stor Forsamling, i hvilken nogle
af de forskjellige Menneskeracer paa Jorden vare repræsenterede.
Saaledes var der flere Indianerfamilier, et betydeligt Antal Negre og en
Mængde Hvide af forskjellige Nationer tilstede, hvilket som et Hele
afgav et levende Billede paa Vesten.
I denne Uges Løb ankom Colesville-Menigheden, og Herren gav
strax efter (den Iste August) en Aabenbaring (Pagtens Bog, 58de
Kap.), hvori han revser nogle af Brødrene og forudsiger megen
Trængsel over de Hellige. Han siger: »1 kunne ikke nu for Tiden med
eders naturlige Øjne se Guds Hensigt med Hensyn til de Ting, der
skulle komme herefter, og den Herlighed, der skal følge efter megen
Trængsel. Thi efter megen Trængsel kommer Velsignelsen. Derfor
skal Dagen komme, da I skulle krones med megen Herlighed.
Timen er ikke kommen endnu, men er nær. Ihukommer dette, som
jeg siger eder forud, at I kunne lægge det paa Hjerte, og tage
imod det, der skal følge efter.«
Denne besynderlige Profeti kunde de Hellige den Gang ikke let
forstaa, da der paa den Tid ingen Udsigter var til Trængsel, men
siden lærte de ved Erfaring og ved Profetiens bogstavelige Opfyldelse
at forstaa, hvad den i Virkeligheden mente.
Den 2den August hjalp Joseph Menigheden fra Colesville med at
lægge Grundvolden til det første Hus som en Begyndelse til Zions
Opbyggelse i Kaw Distrikt, tolv Mile vesten for Independence.
Tømmeret blev baaret og lagt paa sin Plads af tolv Mænd, til Ære for
de tolv Israels Stammer. Paa samme Tid blev Zions Land formedelst
Bøn helliget og indviet til Herren, for de Helliges Indsamling.
Ind-vielsesbønnen blev opsendt af Ældste Sidney Rigdon. Den 3die
August, Dagen efter, blev Tempelpladsen lidt vesten for Independence
indviet i otte Mænds Nærværelse; syv af disse vare Joseph, Rigdon,
Partridge, Phelps, Cowdery, Joseph Coe og Harris; hvem den ottende
var vides ikke; Joseph udtalte ved denne Lejlighed Indvielsesbønnen.
Den 87de Salme blev læst, og det Hele var højtideligt og
indtryks-fuldt. Den 4de afholdtes den første Konference i Zions Land, som
tillige var Kirkens femte Konference; den blev afholdt i Broder
Joshua Lewis's Hus i Kaw Distrikt i Colesville-Menighedens
Nærværelse. Søndagen den 7de fandt den første Begravelse Sted i Zions
Land, idet Søster Polly Knight, Joseph Knights Hustru, paa denne
450
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Dag blev begravet. Samme Dag modtog Joseph en Aabenbaring
angaaende Sabbaten. (Se Pagtens Bog, 59de Kap.)
I Lydighed til en Befaling, som tidligere var givet, affattedes
følgende Beskrivelse over Zions Land:
»Dette Land ligner ikke de skovrige Stater i Østen. Saa langt Øjet
kan skue, ligge de skjønne bølgende Sletter eller Prærier udstrakte
lig et Hav. Græssets Yppighed og Blomsternes uendelige
Mangfoldighed give Landskabet en ubeskrivelig Ynde, og de blomsterrige Enge
ere et Paradis for Honningbien. Langs Vandløbene findes der
Skovland, der i Bredde varierer fra en til tre Mile. Skovene ere en
Blanding af Eg, Valnød, Elm, Kirsebær, Honey-Locus, Mulberry,
Coffee-Bean, Hackberry, Box-Elder og Lind, foruden Æsp, Buttonwood,
Picon og Løn, som voxer paa de låve Flader. Underskoven er dejlig
og bestaar mest af Blommetræer, Vinranker, vilde Æbletræer og
Parsimmons. Jorden er fed og frugtbar og bestaar i Almindelighed
af sort, fed Muld, blandet med noget Ler og Sand til en Dybde af
fra tre til ti Fod. Det frembringer i Overflødighed af Hvede og Majs,
saa vel som søde Kartofler og Bomuld, og andre nyttige Produkter.
Af Heste, Hornkvæg og Svin findes der mange, som synes at ernære
sig ved Græsningen paa de store Engstrækninger om Sommeren og
paa de låve Steder om Vinteren. Vildtet er mindre almindeligt der,
hvor man har begyndt at opdyrke Jorden, end det er lidt længere
inde paa de vilde Sletter. Uroxen, Elsdyret, Bjørnen, Ulven,
Bæveren og mange andre vilde Dyr nyde her fuldkommen Frihed.
Kalkuner, Vildgjæs, Svaner, Ænder, ja en Mængde af alle Slags Fugle,
ere iblandt den Mangfoldighed, der pryder de behagelige Egne af
dette Guds Børns ønskelige Arveland.
Klimaet er mildt og behageligt næsten de tre Fjerdedele af Aaret,
og Zions Land ligger omtrent lige langt fra det Atlantiske og det
Stille Hav, saa vel som fra Alleghany og Klippebjergene paa 39
Grader nordlig Bredde, og imellem 10 og 17 Grader vestlig Længde
(fra Washington). Det ser ud til at blive et af de mest velsignede
Steder paa Jorden, naar Forbandelsen er borttagen, om ikke før.
Vinteren er mildere end i de atlantiske Stater paa samme
Breddegrad, og Vejret er tillige mere behageligt. Mangler gives der
naturligvis her som paa alle nye Steder; navnlig savner man meget Møller
og Skoler. Men alle naturlige Hindringer og Ulemper ville med Tiden
overvindes ved Indbyggernes Industri, Samfundets Forædling og
Videnskabens Fremme; og alle Mangler ville forsvinde, naar
Tiden kommer, hvorom Profeterne have vidnet; thi idet de tale om
Zion i de sidste Dage, sige de, at Libanons Herlighed skal komme
til hende, ja Fyrretræet, Kintræet og Buxbom tillige, til at pryde
Guds Helligdoms Sted med og til at gjøre hans Fødders Sted herligt;
og det siges endvidere, at Herren vil fremføre Guld i Stedet for
Kobberet, Sølv i Stedet for Jernet, Kobber i Stedet for Stenene, og
at et fedt Gjæstebud vil blive beredt for de Retfærdige; ja naar
Herrens Herlighed er bragt i Erkjendtlighed til Gavn for hans
Folk, da ville Menneskenes Beregninger forgaa og Verdens forfænge-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
51
lige Herlighed forsvinde, og man vil udbryde: »Gud lader sin fulde
Herlighed skinne ud af Zion.«
Det var altsaa et nyt Land, og kun faa Beboere havde endnu
op-slaaet deres Bosted inden for dets Grænser. Disse Kolonister bestode
især af Udvandrere fra de sydlige Stater. Alt det Land, som endnu
ikke var optaget, kunde afkjøbes de Forenede Staters Regjering for
l1/* Dollars pr. Akre.
Den 8de August modtog Joseph en Aabenbaring (Pagtens Bog,
60de Kap.), i hvilken flere af Ældsterne bleve befalede at rejse
tilbage til Østen, hvoriblandt vare Joseph selv, Sidney Rigdon og Oliver
Cowdery, som Dagen efter begave sig paa Tilbagerejsen til Kirtland.
I 17 Kanoer styrede dette lille Selskab ned ad Missouri-Floden og
ankom den første Dag til Fort Osage. Intet forefaldt imidlertid af
særlig Vigtighed de første Par Dage, naar undtages, at man stadig
var udsat for de mange Farer, som ere forbundne med en Flodrejse
i de vestlige Stater. Den tredie Dag sloges Lejr ved Mc Ilwair's
Bend, og medens Brødrene vare lejrede her, havde Broder Phelps
ved højlys Dag et Syn, hvori han saa' Fordærveren i hans mest
skrækindjagende Skikkelse fare hen over Vandet; Andre hørte Larmen,
men saa' ikke Synet. Morgenen efter havde Joseph selv en
Aabenbaring angaaende Vandenes Forbandelse i de sMste Dage. (Se Pagtens
Bog, 61de Kap.)
Den 13de mødte Selskabet nogle af Ældsterne paa deres Rejse til
Zions Land, og efter at de med gjensidig Glæde havde hilset paa
hverandre som Brødre, der virkelig stride for den Tro, som en Gang
er overantvordet de Hellige, erholdt Joseph en Aabenbaring, der
tilkjendegav Herrens Villie angaaende disse Brødre, som Joseph og
hans Selskab saaledes mødte. (Se Pagtens Bog, 62de Kap.)
Efter dette lille Møde af Ældster fortsatte Joseph, Rigdon og
Cowdery deres Rejse over Land til St. Louis, hvor de traf Brødrene Phelps
og Gilbert. Her fra toge de Førstnævnte med Postvogn og de
Sidstnævnte med Dampbaad til Kirtland, hvor de ankom lykkelig og vel
den 27de August. Meget forefaldt paa denne Rejse til Brødrenes
Tros Bestyrkelse og Opmuntring, og Guds Godhed lagdes ved
forskjellige Lejligheder for Dagen paa en saare forbausende Maade.
SJETTE KAPITEL.
Maaden, hvorpaa Zions Land kan erholdes. — Orson Hyde døbes. — Mislykket
Forsøg paa at skrive en Aabenbaring. — Brutalt Overfald paa Joseph og Sidney
Rigdon. — Den første Martyr i Kirken. —Joseph anerkjendes som Præsident
for det højere Præstedømme. — Befalingernes Bog udkommer i Trykken. —
En uheldig Kjøretur. — Et Forsøg paa at forgive Joseph. — Det første Nummer
af > The JEvening and Morning Stan udkommer. — Brigham Young, Heber C.
Kimball og Joseph Youngs første Møde med Joseph. — En mærkværdig
Aabenbaring angaaende Krig. — En interessant Konference. — Grundstenen lægges
til Kirtlands Tempel. — Oversættelsen af Bibelen fuldendes.
I disse Kirkens Barndomsdage var der en stor Længsel efter at
erholde Herrens Ord om enhver Ting, som paa nogen mulig Maade
4*52
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
angik de Helliges Velfærd og Salighed; og da »Zions Land« paa den
Tid var den vigtigste timelige Gjenstand, de Hellige havde for Øjer
bad Joseph til Herren om videre Underretning angaaende de Helliges
Indsamling, Indkjøbet af Land og andre dermed forbundne
Gjenstande. I den derpaa givne Aabenbaring, som findes i Pagtens Bog,
63de Kap., paaviser Herren Joseph Nødvendigheden af, at der hurtig
indsamledes Penge for at opkjøbe Land i Jackson County. »Derfor,«
siger Herren, »skal Zions Land ikke erholdes uden ved Kjøb eller
ved Blod, ellers bliver der ingen Arv til eder. Og dersom det sker
ved Kjøb, se, da ere I salige; men dersom det sker ved Blod, se,
eftersom det er eder forbudt at udgyde Blod, da skulle eders Fjender
komme over eder, og I skulle blive fordrevne fra Stad til Stad, og
fra Synagoge til Synagoge, og ikkun faa skulle bestaa og erholde
en Arv.«
Den Ilte September 1831 modtog Joseph atter en Aabenbaring.
(Se Pagtens Bog, 64de Kap.) Dagen efter flyttede han med sin
Familie til Hiram, Portage County, som er beliggende omtrent 30 Mile
sydost fra Kirtland, og opslog sin Bopæl hos John Johnson. Omtrent
samtidig flyttede ogsaa Sidney Rigdon til Hiram for at gjøre Tjeneste
for Joseph som Skriver. Saa snart de derpaa havde ordnet deres
Sager i deres nye Hjem, begyndte de atter at oversætte Bibelen og
fortsatte dermed, naar deres Tid ikke var optagen af andre
Forretninger.
I Begyndelsen af Oktober modtog Joseph en Aabenbaring
angaaende Bøn. (Se Pagtens Bog, 65de Kap.) Og i samme Maaned blev
Orson Hyde, der senere valgtes til en af de tolv Apostle, indlemmet
i Kirken ved Daab.
Den Ilte Oktober afholdtes en Konference hos John Johnson i
Hiram, hvor Joseph boede. Der bleve Ældsterne iblandt Andet
belærte om Maaden, hvorpaa Forsamlingerne bestyredes fordum. Denne
Konference blev hævet til den 25de s. M., da den atter traadte sammen
i Irenus Burnetts Hus i Orange, Cuyahoga County. 12 Højpræster,.
17 Ældster, 4 Præster, 3 Lærere og 4 Diakoner samt en stor
Forsamling bivaanede dette Møde. Ved samme Lejlighed modtog Joseph
en Aabenbaring, hvori Wm. E. McLellin og Samuel H. Smith blevo
befalede at tage ud paa Mission. (Se Pagtens Bog, 66de Kap.)
En anden Konference blev afholdt i Hiram den 1ste November,
hvor det blev bestemt, at Oliver Cowdery skulde rejse til
Independence, Missouri, med de Aabenbaringer, som Joseph havde modtaget
Tid efter anden, for at faa dem trykte. En Aabenbaring blev samme
Dag given, som siden blev benævnet: Herrens Fortale til Pagtens
Bog. (1ste Kap.) Før Cowdery tog afsted med Aabenbaringerne, bleve
de helligede og indviede til Herrens Tjeneste af Profeten Joseph.
John Withmer ledsagede Oliver Cowdery til Independence.
En kort Tid i Forvejen havde William W. Phelps forladt Kirtland
for at drage til Missouri og standsede nogen Tid i Cincinnati for
at gjøre Indkjøb af en Bogtrykkerpresse og Typer, hvormed han
agtede at etablere og publicere et Maanedsblad i Independence,
Jackson County, under Navn af »The Evening and Morning Star«. Han53 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
kom strax efter velbeholden til Independence med det Hele og
begyndte strax at ordne Typerne.
Paa denne Tid var der nogen Tale iblandt Brødrene angaaende
Aabenbaringer og Sprog, idet nemlig nogle af Ældsterne, der troede
sig i Besiddelse af betydelig Lærdom, søgte at overgaa Joseph i
Sprog-kyndighed, og nogle af dem mente, at Aabenbaringerne kunde skrives
i en bedre Stil. I en Aabenbaring, som Herren derpaa gav til Joseph,
sagde han, at de maatte udsøge de mindste af de Aabenbaringer,
Joseph havde modtaget, og derpaa udvælge den Viseste af Ældsterne
til at skrive en lignende, og dersom de kunde gjøre det, skulde de
være retfærdiggjorte i at sige, at de ikke vidste, om de Aabenbaringer,
Joseph havde modtaget, vare sande; men dersom de ikke kunde,
vilde Herren fordømme dem, hvis de ikke bare Vidnesbyrd om deres
Sandhed. (Se Pagtens Bog, 67de Kap.)
Man skulde næppe tro, at Nogen vilde vove at gjøre Forsøget, efter
at have hørt Herrens Ord i Aabenbaringen; men det skete dog, at
Wm. E. McLellin, som den klogeste Mand i sine egne Øjne og som
ogsaa besad mere Lærdom end Forstand, forsøgte at skrive en
Aabenbaring, men fejlede i Forsøget, hvilket havde til Følge, at Ældsterne
og de Tilstedeværende, som vare Vidner til denne Mands mislykkede
Forsøg paa at efterabe Jesu Kristi Sprog, bleve bestyrkede i deres Tro
paa Evangeliets Fylde og paa Sandheden af de Befalinger og
Aabenbaringer, som Herren havde givet til Kirken igjennem Joseph, og
hvorom Ældsterne vare villige til atter at bære Vidnesbyrd for hele
Verden. Wm. E. McLellin faldt siden fra og blev en stor Fjende af
Joseph og Kirken.
Blandt de Apostater, som allerede den Gang fandtes i Kirken,
omtaler Joseph fornemmelig En ved Navn Ezra Booth, som i længere
Tid, før han antog Evangeliets Fylde, havde været Methodistpræst.
Da han imidlertid som Ældste i Kirken snart erfarede, at Tro,
Ydmyghed, Taalmodighed og Trængsel gik forud for Velsignelse, og at
Gud fornedrede, før han ophøjede etc., vendte han sig bort og faldt
fra, og »skrev«, som Joseph selv siger, »en Række Breve, som ved
deres Usandhed, Besmykkelse og fejlagtige Beregninger paa at
kuldkaste Herrens Værk, blottede hans Usselhed, Ugudelighed og
Daar-skab, og efterlod ham som et Minde om hans egen Skam til
Betragtning for Verden«.
I denne Maaned (November) modtog Joseph flere Aabenbaringer. I en
af disse, som blev given til Orson Hyde, Luke S. Johnson, Lyman E.
Johnson og Wm. E. McLellin (Pagtens Bog, 68de Kap.), siger Herren,
at han ikke var tilfreds med Zions Indbyggere i Missouri; thi der
fandtes Lediggjængere iblandt dem, og deres Børn opvoxede i
Ugudelighed.
Den 3die November blev den Aabenbaring given, som i Pagtens
Bog kaldes Tillægget (133de Kap.), og lidt efter en Befaling, som
beskikkede John Whitmer til at ledsage Oliver Cowdery til Missouri
(Pagtens Bog, 69de Kap.), og atter en angaaende Husholdning
(Pagtens Bog, 70de Kap.).
Saaledes var Josephs Tid optaget med at annamme Aabenbaringer,54
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
oversætte Skriften, belære de Hellige og sidde i Raad med Brødrene.
Fra den 1ste til den 12te November holdtes fire specielle Konferencer,
ved hvilke han altid var nærværende.
I Begyndelsen af December befalede Herren Joseph og Sidney
Rigdon at gaa ud og forkynde Evangeliet i Egnene rundt omkring.
(Se Pagtens Bog, 71de Kap.) I Lydighed til denne Befaling rejste de
den 3die Dec. til Kirtland, hvor de Dagen efter forsamledes med
adskillige af Kirkens Ældster og Medlemmer, ved hvilken Lejlighed
de tillige indsatte Newel K. Whitney til Biskop for Kirtlands Stav.
En Aabenbaring blev endvidere given, som indeholdt en Del Tillæg
til de allerede givne Love og Befalinger angaaende Kirkens Opbyggelse.
(Se Pagtens Bog, 72de Kap.) De vedbleve at prædike i Shalersville,
Ravenna og andre Steder indtil i Begyndelsen af Januar 1832,
vidnende for Folket om Evangeliets Gjengivelse samt formildede den
Ophidselse, som var opstaaet iblandt Folket ved de skandaløse
Breve, som Apostaten Booth havde skrevet og ladet indrykke i en
Avis, kaldet »Ohio Star«.
Den 10de Januar 1832 blev det befalet Joseph atter at tage fat
paa Oversættelsen af Bibelen og fortsætte dermed, indtil Arbejdet
var fuldendt. (Pagtens Bog, 73de Kap.) Kort derefter modtoges en
Aabenbaring, som forklarede det 1ste Brev til Korinthierne. (Se
Pagtens Bog, 74de Kap.)
Den 25de Januar afholdtes en Konference i Amherst, Lorraine
County. I denne Konference bleve betydelige Forretninger udførte,
og mange af Ældsterne bleve ved Aabenbaring (Pagtens Bog, 75de
Kap.) kaldte til Tjenesten og beskikkede til at rejse paa Mission til
forskjellige Dele af de Forenede Stater. Efter at Joseph og Sidney
Rigdon vare komne tilbage fra denne Tur til Amherst, havde de den
16de Februar, medens de vare beskjæftigede med at oversætte St.
Johannes Evangelium, det opbyggende og belærende Syn om de
forskjellige Grader af Herlighed, som findes nedskrevet i Pagtens Bog,
76de Kap.
I Marts modtog Joseph de Aabenbaringer, som udgjøre det 77de,
78de, 79de, 80de og 81de Kapitel af Pagtens Bog.
Den 24de s. M. brød en Pøbelhob ind i Josephs Hus i Hiram.
Han havde for nogen Tid vaaget over et sygt Barn og var netop
falden isøvn, da denne lovløse Pøbelhob stormede hans Hus og
førte ham bort ud af samme til en nærliggende Eng. Her reve de
alle hans Klæder af ham, og sloge og stødte ham paa det Grusomste.
De bedækkede hans Legeme med Tjære og Fjeder. Fjedrene, som
de blandede i Tjæren, havde de stjaalet fra Sidney Rigdons Hus.
Hver Gang Joseph gjorde en Bevægelse, truede de med at dræbe
ham. De søgte ogsaa at faa en Tjærekost ind i hans Mund og brød
en Flaske over paa hans Tænder, idet de søgte at hælde ham Noget
i Munden, hvorved de vistnok tænkte paa at forgive ham. Dette
Stof formodedes at være nitric acid eller Salpetersyre, da det afbrændte
Græsset omkring paa Jorden, hvor det spildtes. De prøvede ogsaa
paa at kvæle ham, idet de holdt ham i Struben, indtil de ansaa ham
for død. Havde ikke Herren forhindret dem deri, vilde de uden Tvivl55 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
ogsaa have dræbt ham. Optrin af denne Slags hindrede ham
imidlertid ikke i at forkynde Sandheden, thi næste Dag, som var en
Søndag, prædikede han atter til Folket. Blandt Tilhørerne var der flere
a f Pøbelen, som den foregaaende Nat havde behandlet ham saa
grusomt. Samme Dag døbte han tre Personer.
Det fortjener endvidere at bemærkes, at det syge Barn, over hvilket
han samme Aften havde vaaget, og hvis Tilstand end yderligere
forværredes ved Natteluftens skadelige Indvirkning, for hvilket det var
udsat, døde fem Dage senere, og det kan saaledes med Føje siges,
at dette Barn var den første Martyr i denne Uddeling. Barnet, som
døde ved den Lejlighed, var John Murdocks moderløse Søn, Joseph
S. Murdock, som tillige med sin Tvillingsøster Julia (der blev opdraget
i Joseph Smiths Familie) var født i Orange, Cayahoga County, Ohio,
den 30te April 1831. Sidney Rigdon, som samtidig var bleven ført
ud af sit Hus, var ogsaa nær bleven dræbt af Pøbelen ved denne
Lejlighed. Ophavsmændene til disse Optøjer bestode for det meste af
ledende Mænd iblandt de omkringboende religiøse Partier, navnlig
Methodister, Campbelliter og Baptister, samt Apostater.
Søndag den Iste April afrejste Joseph tilligemed Newel K.
Whitney, Peter Whitmer og Jesse Gause fra Hiram for anden Gang at
besøge Missouri, og da de ikke ønskede at lægge Vejen over
Kirtland af Frygt for Pøbeloptrin, tog Broder George Pitkin dem op i
sin Vogn og kjørte dem ad den korteste Vej til Warren, hvor til de
ankom samme Dag. Der traf de sammen med Ældste Rigdon, som
havde forladt Chardon om Morgenen. De fortsatte Rejsen og kom den
næste Dag til Wellsville og den følgende Dag til Steubenville, hvor
de efterlode Vognen. Onsdagen den 4de toge de med Dampskib til
Wheeling i West Virginia, hvor de derpaa kjøbte en Del Papir til
Trykkeriet i Zion, som den Gang stod under William W. Phelps Opsyn.
Fra Wheeling fortsatte de Rejsen videre med Dampbaaden
»Trenton«. Medens Baaden om Natten laa i Havn, var der to Gange Ild
i den, og hele dens Bredside brændte igjennem til Kahytten; den
afgik ikke desto mindre næste Morgen. Da de ankom til Cincinnati,
forlode nogle af Pøbelen dem, som havde fulgt dem den hele Vej
rundt, og de ankom til Louisville samme Nat; Kaptejn Brittle tilbød
dem Beskyttelse ombord i sin Baad, og gav dem Aftensmad og
Frokost gratis. I Louisville traf de sammen med Ældste Titus
Billings, som tilligemed et Selskab Hellige var paa Rejse fra Kirtland
til Missouri. Næste Dag toge de med en Dampbaad til St. Louis,
hvor de skiltes fra Broder Billings og Selskab, og fortsatte derpaa
Rejsen med Posten til Independence (330 Mile), hvor de ankom den
24de April. De fandt Brodrene i Almindelighed ved god Helbred og
Tro og overordentlig glade ved atter at kunne byde dem Velkommen
iblandt sig.
Den 26de April sammenkaldte Joseph et almindeligt Raad af
Menigheden, hvor han blev anerkjendt som Præsident for det højere
Præstedømme i Overensstemmelse med en foregaaende Ordination i den
nævnte Konference af Højpræster, Ældster og Medlemmer, der blev
afholdt i Amherst, Ohio, den 25de Jan. Broderskabets højre Haand56
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
blev ham rakt af Biskop Partridge paa Menighedens Vegne, hvilken
Handling var meget behagelig, indtryksfuld og højtidelig. Paa samme
Tid blev en Udestaaelse mellem Biskop Partridge og Ældste
Rigdon tilfredsstillende bilagt; og da man atter om Eftermiddagen kom
sammen, syntes alle Hjerter at glæde sig, og Joseph annammede en
Aabenbaring om Enoks Orden, som var oprettet blandt Folket i
hans Dage. (Se Pagtens Bog, 82de Kap.) Den 27de bleve mange
Sager ordnede for de Helliges Velfærd, som nu nedsatte sig iblandt
en Hob Ugjerningsmænd ligesom Faar iblandt Ulve. Det var Josephs
Hensigt at ordne Kirken saaledes, at Brødrene ved gjensidig Venskab
og Kjærlighed efterhaanden kunde blive fri for al Gjældsforpligtelse
udenfor Guds Rige.
Den 28de og 29de April besøgte Joseph Brødrene paa den vestre
Side af Big Blue (en Flod), nogle faa Mile vesten for Independence,
og fik en Modtagelse, som kun kjendes iblandt Brødre og Søstre,
der ere forenede i samme Tro og ved samme Daab og opholdes af
den samme Herre. Colesville-Menigheden i Særdeleshed glædede sig
meget, ligesom de Hellige fordum gjorde ved Paulus. Læseren bedes
erindre, at disse Hellige fra Colesville vare iblandt de første, som
annammede Evangeliet under Profetens egen Undervisning, og
selvfølgelig nærede han en inderlig Kjærlighed og Hengivenhed for
dem. Sammenkomsten mellem Profeten og disse Hellige maa derfor
have været glædelig for begge Parter. Colesville-Menigheden havde
rejst omtrent 1300 Mile for at naa deres nye Hjem i Jackson County,
Missouri. Den 30te April rejste Joseph tilbage til Independence og
modtog her samme Dag en Aabenbaring om Enkers og Faderløses
Forsørgelse. (Se Pagtens Bog, 83de Kap.)
Den 1ste Maj blev der afholdt et Raad, hvori det blev bestemt,
at der skulde trykkes 3000 Exemplarer af Befalingernes Bog,* og at
endvidere William W. Phelps, Oliver Cowdery og John Whitmer
skulde beskikkes til at gjennemse og berede saadanne Aabenbaringer
for Trykken, som maatte være passende at offentliggjøre. Endvidere
blev det bestemt, at William W. Phelps skulde gjennemse og lade
trykke de Salmer, som Emma Smith ifølge Aabenbaring havde
udvalgt. Der blev ogsaa truffet Foranstaltning til at forsyne de Hellige
med Vareoplag i Missouri og Ohio, hvilket med faa Undtagelser
vandt Brødrenes Bifald. Førend de forlode Independence, holdt Ældste
Rigdon to meget kraftige Taler, som syntes at have en
tilfredsstillende Virkning paa Folket.
Den 6te Maj tog Joseph Afsked med Brødrene i Independence
og begav sig i Forening med Brødrene Rigdon og Whitney paa
Tilbagerejsen til Kirtland. Over St. Louis toge de til Vincennes i
Indiana og der fra til New Albany, hvilket Sted var beliggende nær
Ohio-Flodens Vandfald. Før de ankom til sidstnævnte Sted, hændte
det, at Hestene bleve sky og satte af sted i fuld Fart, hvorunder
Biskop Whitney søgte at springe af Vognen, men da hans Frakke
blev hængende fast ved samme, fik han sin ene Fod ind i Hjulet
* Dette lille Værk udgjorde siden en Del af Pagtens Bog.57 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
og brækkede derved Benet og Foden paa flere Steder. Joseph selv sprang
af ved samme Lejlighed, men slåp uskadt fra det. De toge derpaa
ind i Hr. Porters Gjæstgiveri i Greenville, hvor de opholdt sig i fire
Uger, medens Ældste Rigdon fortsatte sin Rejse til Kirtland.
»I al denne Tid,« skriver Joseph, »indtog Broder Whitney
regelmæssig sin Føde og gik ikke tabt af saa meget som en Nats Hvile.
Doktor Porter, vor Værts Broder, som betjente ham, bemærkede en
Dag, at det var slemt, der ikke fandtes nogen Mormoner i Nærheden,
thi de kunde kurere Benbrud og Andet.
Medens vi opholdt os paa dette Sted, gik jeg ofte ud i Skoven;
og da jeg en Dag rejste mig fra Middagsbordet og gik hen til
Døren, begyndte jeg meget voldsomt at kaste op. Jeg opkastede meget
Blod og giftigt Stof, og Bevægelsen i mine Muskler og hele System
var saa voldsom, at min Kjæbe kom aflave for en Stund. Det
lykkedes mig dog at sætte den i Orden igjen med mine egne Hænder,
hvorpaa jeg banede mig Vej til Broder Whitneys Seng saa hurtig
som mulig. Han lagde sine Hænder paa mig og administrerede i
Herrens Navn, og jeg blev øjeblikkelig helbredet, endskjønt
Virkningen af Forgiften havde været saa stærk, at meget af Haaret
løsnedes paa mit Hoved.
Broder Whitney havde ikke været oppe af Sengen i næsten fire
Uger, da jeg efter en Tur i Skoven gik ind i hans Værelse og
foreslog ham, at vi skulde begive os paa Hjemrejsen. Jeg lovede ham,
at dersom han vilde ledsage mig den følgende Dags Morgen, saa
vilde vi faa Lejlighed til at kjøre med en Vogn til Floden
(omtrent fire Mile borte), hvor vi skulde finde en Færgebaad, der uden
Tidsspilde vilde sætte os over Floden. Paa den modsatte Flodbred
vilde vi finde en Drosche, som skulde kjøre os direkte til
Dampskibsbroen, hvor en Damper vilde ligge færdig til Afsejling ved vor
Ankomst, og med denne skulde vi inden Kl. 10 om Formiddagen
være paa Rejse opad Floden og i det Hele taget have en god og
lykkelig Hjemrejse. Broder Whitney fattede strax Mod og lovede at
efterkomme min Opfordring. Vi tiltraadte derfor Rejsen om Morgenen
og fandt Alting bestemt, som jeg havde forudsagt, thi førend Klokken
havde slaaet ti, var Damperen, hvorpaa vi havde taget Plads,
undervejs og sejlede med fuld Fart op ad Ohio-Floden. Efter vor
Landstigning i Wellsville toge vi strax med Postvognen til Chardon og
derfra videre med almindelig Vogn til Kirtland, hvor vi indtraf i
Slutningen af Juni Maaned.«
Joseph opslog nu sin Bopæl i Kirtland og beskjæftigede sig det
meste af Sommeren med at oversætte Bibelen.
Paa denne Tid (Juni) blev det første Nummer af »The Evening and
Morning Star« trykt og publiceret i Independence, Missouri, af
William W. Phelps & Co. Dette var det første Blad, som nogensinde
var udgivet af de Hellige i denne Uddeling, og Hensigten med dets
Udgivelse var at udsprede Lys og Sandhed iblandt Menneskene, at
hjælpe Ældsterne i deres Arbejde samt at opmuntre og belære de
Hellige i Almindelighed. Det var tillige det eneste Blad, som udkom
i Øvre-Missouri, idet dets Kontor var beliggende omtrent 10 Mile58
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
fra Staten Missouris vestlige Grænselinie og omtrent 120 Mile
vestligere end noget Trykkeri i Staterne; endvidere cirka 1000 Mile fra
Kirtland og 1300 Mile fra New York.
Denne Sommer vedbleve Ældsterne at prædike med usvækket Iver,
endskjønt de ofte vare udsatte for raa Behandling og tidt maatte
lide stor Forfølgelse af ondskabsfulde Mennesker. Grene bleve
oprettede næsten overalt i de Forenede Stater og Canada, og Herrens
Værk gjorde hurtig Fremgang. Samme Efteraar begyndte Ældsterne
at vende tilbage fra deres Missioner til de østlige Stater og aflagde
Beretning om deres forskjellige Forvaltninger i Herrens Vingaard;
og medens de endnu vare samlede, modtog Joseph den 22de og 23de
Sept. en meget vigtig Aabenbaring angaaende Præstedømme. (Se
Pagtens Bog, 84de Kap.) I denne Aabenbaring bleve de Hellige tillige
underrettede om, at et Tempel skulde bygges paa det indviede Sted
i Jackson County, førend den daværende Slægt ganske var uddød, og
at en Herligheds Sky skulde hvile over det.
Joseph vedblev at oversætte og betjene Menigheden hele Efteraaret
med Undtagelse af en kort Tid, da han var fraværende paa en Rejse
til Albany, New York og Boston i Forening med Biskop Whitney,
fra hvilken Rejse han kom tilbage den 6te Nov. Nogle Dage i
Forvejen, den 3die Nov., blev hans ældste Søn Joseph født.
De Hellige i Jackson County gjorde hurtig Fremgang, og deres
Antal forøgedes stadig ved Indvandring af Hellige fra forskjellige
Dele af Landet. Store Landstrækninger bleve kjøbte af de Forenede
Staters Regjering; flere hundrede Avisgaarde anlagdes, og Møller og
udstrakte Anlæg paabegyndtes.
Den 27de Nov. skrev Joseph et opmuntrende Brev til de Hellige
i Zion. Dette Brev indeholdt ogsaa Aabenbaringen, som udgjør det
85de Kapitel i Pagtens Bog. En stadig Brevvexling fandt Sted
imellem de to Steder Kirtland og Independence.
I samme Maaned saa' Joseph for første Gang Brigham Young,
der tilligemed Heber C. Kim ball og Joseph Young kom for at
besøge ham i Kirtland. Ved Ankomsten der fandt de Joseph og nogle
andre Brødre i Skoven i Færd med at hugge og kjøre Brænde. »Her
var min Glæde fuldstændig,« siger Præsident Young, »over det
Privilegium at tage en Guds Profet i Haanden og modtage det faste
Vidnesbyrd ved Profetiens Aand, at han var Alt, hvad noget
Menneske kunde antage ham for at være, nemlig en sand Profet. Han
var lykkelig over at se os og bød os Velkommen. Om Aftenen kom
en Del Brødre ind, og vi samtalede om Ting henhørende til Guds
Rige. Han bad mig bede. I min Bøn talede jeg i Tungemaal. Saa
snart vi havde rejst os fra Gulvet, flokkedes Brødrene omkring ham
og spurgte, hvad han mente om Tungemaalsgaven, der var over mig.
Han sagde dem, at det var det rene Adams Sprog. Nogle mente, at han
vilde fordømme Gaven, men han sagde: »Nej, den er af Gud.«
Præsident Brigham Young, der afgik ved Døden den 29de August
1877 paa sin Bopæl i Salt Lake City, var født i Whitingham,
Windham County, Vermont, den 1ste Juni 1801. Hans Forældre, John
Young og Nabby Howe, flyttede i Aaret 1804 fra Vermont til Sher-59 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
burn, Chinango County, New York, hvor han under sin Opvæxt var
behjælpelig med det besværlige Arbejde at anlægge en Gaard i en
med Skov stærkt bevoxet Egn, og maatte derfor udstaa alle de Savn
og Mangler, som Anlæggelsen af et nyt Settlement paa den Tid
bestandig medførte. Paa Grund af Omstændighederne var derfor hans
Skoleundervisning indskrænket til kun 11 Dage. Da han var 16 Aar
gammel, begyndte han med sin Faders Tilladelse at arbejde for sig
selv, men omendskjønt han af sine Forældre, der vare Methodister,
lærte at føre et strengt moralsk Liv, bekjendte han sig dog ikke til
nogen særskilt Religion, førend han var 22 Aar gammel, da han
sluttede sig til nævnte Samfund. Den 8de Oktober 1824 ægtede han
Miriam Works og boede i Cayuga County, New York, indtil Foraaret
1829, medens han afvexlende arbejdede som Tømmermand,
Snedker, Maler og Glarmester, hvorefter han flyttede til Mendon, Monroe
County, N. Y. Om Foraaret 1830 saa' han for første Gang Mormons
Bog, der blev bragt dertil af Samuel H. Smith, Josephs Broder. Om
Efteraaret 1831 kom Ældsterne Alpheus Gifford, Elial Strong og
Andre til Mendon for at prædike Evangeliet, som han derpaa hørte
og troede. Men det var først efter en omhyggelig og nøje
Undersøgelse af de i Mormons Bog aabenbarede Principer, at han den 14de
April 1832 lod sig døbe og konfirmere af Ældste Eleazar Miller, der
samme Dag tillige ordinerede ham til Ældste i Jesu Kristi Kirke af
Sidste-Dages Hellige. Fra sin Daabsdag til sin Død fulgte Præsident
Brigham Young Kirken i dens lyse og mørke Dage, var Profeten en
trofast og hengiven Ven og indtil dennes Død en sikker Støtte saa vel
i Modgang som i Medgang. Efter Profeten Josephs Martyrdød
udførte Brigham et Arbejde, hvis Storhed og uhyre Betydning for
Menneskeslægtens Vel forhaabentlig af Efterslægten bedre vil blive
paaskjønnet og vurderet, end det blev af hans Samtid.
Heber C. Kimball, der ledsagede Præsident Young paa hans Besøg
til Joseph, var fjerde Barn af Solomon Fordham og Anna Kimball,
og fødtes den 14de Juni 1801 i Byen Sheldon, Franklin County,
Vermont. Allerede som ganske ung modtog han mange indtrængende
Anmodninger om at forene sig med Dagens religiøse Sekter, hvilket
han dog ikke fandt sig beføjet til, indtil en religiøs Opvækkelse fandt
Sted i hans Nabolag, kort efter hvilken han og hans Kone bleve
døbte og forenede sig med Baptisterne. Omtrent tre Uger efter denne
Tildragelse kom nogle Ældster af Jesu Kristi Kirke fra Pennsylvanien
til Phineas H. Youngs Hjem i Victor, og da. Præsident Kimball
erfarede, at de vare ankomne, tilskyndede Nysgjerrighed ham til at se
dem, og han hørte da for første Gang det evige Evangelium. Han
blev begjærlig efter at lære mere, og i Selskab med Præsident
Brigham og Ældste Phineas Young tilligemed deres Hustruer rejste han
til Pennsylvanien, hvor de forbleve hos Menigheden i sex Dage og
overværede regelmæssig Forsamlingerne. Den 14de April 1832
besøgte Ældste Alpheus Gifford Hr. Kimball, som efter en kort
Samtale sagde: »Broder Alpheus, jeg er rede til at gaa hen og blive
døbt,« hvorpaa han gik med Ældste Gifford omtrent en engelsk Mil
til en liden Flod i Skoven, hvor han blev døbt. Om hans Daab skriver60
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
han i sin Dagbog Følgende: »Under Ordinancerne Daab og
Haandspaa-læggelse annammede jeg den Helligaands Gave ligesom Disciplene
fordum, hvilket var ligesom en fortærende Ild; og uagtet Folket sagde,
at jeg var forrykt, var jeg dog ved mine fulde Sanser. Jeg vedblev
saaledes i mange Maaneder, og det syntes, som om mit Kjød skulde
fortæres; paa samme Tid bleve Skrifterne udfoldede for mit Sind
paa en saa vidunderlig Maade, at det undertiden syntes, som om jeg
tidligere havde været bekjendt med dem.« Heber C. Kimball døde
som Præsident Brigham Youngs første Raadgiver den 22de Juni 1868
i Salt Lake City, Utah. Følgende Udtalelser af Præsident Brigham
Young ved hans Jordefærd vise tilfulde hans senere Trofasthed og
urokkelige Standhaftighed i Herrens Gjerning: »Vi kunne i Sandhed
sige, at Broder Kimballs Dødsdag var langt bedre end hans
Fødselsdag. Jeg tror, at han var lige saa trofast som nogen Mand, der
nogensinde levede paa Jorden. Jeg har været personlig bekjendt med
ham i 43 Aar, og jeg kan bevidne, at han elskede Sandheden, var
fuld af Velvillie og var en Mand, som man kunde forlade sig paa.
Nu er han gaaet bort for at hvile en Tid; han er hensovet i et
vist Øjemed — for at blive beredt for en herlig Opstandelse; og den
samme Heber C. Kimball, som har vandret iblandt os, vil blive
oprejst i Opstandelsen og i Kjødet komme til at se Gud og samtale
med ham og se sine Brødre og omgaas med dem, og de ville nyde
en lyksalig Evighed sammen.«
Den 6te Dec. modtog Joseph en Aabenbaring, som forklarer
Lignelsen om Hveden og Klinten (Pagtens Bog, 86de Kapitel), og den
25de s. M. følgende mærkværdige Aabenbaring angaaende Krig
(Pagtens Bog, 87de Kap.):
»Sandelig, saa siger Herren, angaaende de Krige, som om kort Tid skulle
udbryde og ville begynde med Staten Syd-Carolinas Oprør, hvilket vil tilsidst
ende i Manges Død og Elendighed. De Dage skulle komme, da Krig vil blive
udgydt over alle Nationer og vil begynde paa det Sted. Thi se, Sydstaterne
skulle skille sig fra Nordstaterne, og Sydstaterne skulle kalde paa andre
Nationer, ja, selv paa Storbritannien, som den kaldes, og de skulle ogsaa
paakalde andre Nationer, for at forsvare sig mod andre Nationer; og saaledes
skal Krig udgydes paa alle Nationer. Og det skal ske efter mange Dage, at
Slaverne, indøvet og udrustet til Krig, skulle rejse sig op mod sine Herrer.
Og det skal ogsaa ske efter mange Dage, at de Overblevne, som ere
efterladte i Landet, skulle ruste sig og vorde saare vrede og skulle forurolige
Hedningerne og gjøre dem megen Besvær. Og saaledes skulle Jordens Indvaanere
sørge for Sværdets og Blodsudgydelsens Skyld; og ved Hungersnød og Plager
og Jordskjælv og Himlens Torden og stærke og frygtelige Lynslag skulle
Jordens Indvaanere komme til at erfare en almægtig Guds Fortørnelse og Vrede
og tugtende Haand, indtil den bestemte Ødelæggelse fuldstændigt har
tilintetgjort Nationerne; at Raabet af de Hellige og de Helliges Blod om at blive hævnet
paa deres Fjender skal ophøre at komme op for den Herre Zebaots Øren.
Staar I derfor paa hellige Steder og rokkes ikke til Herrens Dag kommer,
for se, den kommer snarlig, siger Herren, Amen.«
I en Skrivelse kort efter til Redaktøren af et Blad i Rochester,
New York, ved Navn N. C. Seaton, siger Joseph bl. A. Følgende
om det samme Emne: »Ikke mange Aar skulle hengaa, før de
Forenede Stater skulle fremvise en saadan Scene af Blodsudgydelse, som61 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
der ikke vil findes Mage til i vor Nations Historie.« Hvorledes denne
Profeti 30 Aar efter paa det Bogstaveligste begyndte at opfyldes, er
vistnok vore Læsere almindelig bekjendt; dog er der endnu mange
Ting af stor Vigtighed i denne Aabenbaring, der endnu staa tilbage
at opfyldes.
Den 27de Dec. modtog Joseph en Aabenbaring, kaldet Oliebladet.
(Se Pagtens Bog, 88de Kap.) Denne lange Aabenbaring udfoldede for
de Hellige mange store og skjønne Ting; navnlig omhandler den de
store Begivenheder i de sidste Dage. Den indeholdt tillige en
Befaling til de Hellige om at bygge et Tempel i Kirtland og at oprette
en Skole under Navn af Profeternes Skole.
I disse Dage var Joseph meget bekymret og foruroliget over de
ledende Ældsters og de Helliges Fremgangsmaade i Zions Land
(Missouri). De adløde ikke Befalingerne, som Herren havde givet dem,
saasom de burde have gjort; dog overtraadte de ikke de verdslige
Love; men Joseph dulgte ikke Herrens Ord for dem. Den Ilte
Januar 1833 skrev han et Brev til William W. Phelps, »Stjernen«s
Redaktør, hvori han strengt revsede de Hellige. Og den 14de s. M.
afsendte ligeledes en Konference af 12 Højpræster i Kirtland en lang
Epistel af samme Beskaffenhed til de Hellige i Missouri. Efter at de
Hellige i Zion havde modtaget disse Advarsler, begyndte de at
omvende sig. Saaledes blev et Raad sammenkaldt d. 26de Feb., hvor
en Epistel blev skreven og sendt til Præsidentskabet i Kirtland, i
hvilken de Hellige i Zion lovede at underkaste sig Herrens
Befalinger og sagde, at de vare villige til at omvende sig fra deres Synder.
Dermed var Joseph og Brødrene i Kirtland tilfredse. I en
Aabenbaring kort efter til Joseph anerkjendte ogsaa Herren deres
Omvendelse og sagde, at Englene i Himmelen glædede sig derover. (Se
Pagtens Bog, 90de Kap.)
I samme Maaned organiserede Joseph Profeternes Skole i Kirtland,
som derpaa fortsattes hele Vinteren. Ældsterne gjorde her god
Fremgang i Kundskaben om de Ting, som henhøre til Guds Rige. Da de
endnu ikke havde opført nogen Forsamlingsbygning eller Skolehus,
maatte de indtil videre leje et Lokale til nævnte Brug.
j> Denne Vinter,« skriver Joseph, »anvendte jeg til at oversætte
Skriften, møde i Profeternes Skole og sidde i Konference. Jeg havde
mange glade og oplivende Stunder. De Naadegaver, som følge dem,
der tro og adlyde Evangeliet, som Tegn paa, at Herren altid er den
samme i sin Handlemaade med dem, der i Ydmyghed elske og
efterfølge Sandheden, begyndte nu at udøses iblandt os ligesom i gamle
Dage; thi da vi, Joseph Smith jun., Sidney Rigdon, Frederik G.
Williams, Newel K. Whitney, Hyrum Smith, Zebedee Coltrin, Joseph
Smith sen., Samuel H. Smith, John Murdock, Lyman E. Johnson,
Orson Hyde, Ezra Thayre (Højpræster) og Levi W. Hancock og Wm.
Smith (Ældster), vare forsamlede i Konference den 22de Jan., talede
jeg til Forsamlingen i et fremmed Tungemaal og blev efterfulgt i
samme Gave af Zebedee Coltrin og min Broder William Smith,
hvorefter Herren udgød sin Aand paa en mirakuløs Maade, indtil alle62
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Ældsterne talede ved Tungemaalsgaven, saa vel som flere
Medlemmer, baade Mænd og Kvinder. Store og vidunderlige vare disse
guddommelige Aabenbarelser af den Helligaand. Vi sang Lovsange for
Gud og Lammet, talede og bade i Tungemaal, hvormed Konferencen
optoges til sent ud paa Aftenen, saa glade vare vi, fordi disse saa
længe savnede Velsignelser atter vare gjengivne.
Dagen efter (den 23de) mødte vi atter til Konference, og efter
megen Talen, Syngen, Beden og Lovprisning, Alt i Tungemaal,
udførte vi Fodtvætnings-Ordinancen, saasom Herren havde befalet og i
Overensstemmelse med, hvad der staar skrevet i det 13de Kapitel af
Johannes Evangelium. Hver Ældste tvættede først sine egne Fødder;
derpaa bandt jeg op om mig med et Haandklæde og tvættede Alles
Fødder og tørrede dem med Haandklædet. Iblandt dem, som
fremstillede sig, var ogsaa min Fader, men før jeg tvættede hans Fødder,
bad jeg ham om en Faders Velsignelse, hvilket han opfyldte ved at
lægge sine Hænder paa mit Hoved i Jesu Kristi Navn og erklære,
at jeg skulde vedblive i det præstelige Embede, til Kristus kommer.
Ved Slutningen af denne Tildragelse blev Broder Frederik G.
Williams tilskyndet af den Helligaand til at tvætte mine Fødder til Tegn
paa hans faste Beslutning om at være med mig paa Rejser og i
Lidelser, i Liv og i Død, og bestandig at staa ved min højre Haand;
og i dette anerkjendte jeg ham i Herrens Navn. Jeg sagde derpaa
til Ældsterne: »Ligesom jeg har gjort, saa gjører ogsaa I, tvætter
hverandres Fødder,« og ved den Helligaands Kraft erklærede jeg dem
alle rene for denne Slægts Blod, men hvis nogen af dem skulde
synde forsætlig, efter at de saaledes vare rensede og beseglede til at
leve evindeligen, skulde de blive overantvordede til Satans Revselse
indtil Forløsningens Dag.
Efter hele Dagen at have vedblevet med Faste og Bøn og hellige
Handlinger, sluttede vi med at nyde Herrens Nadver. Jeg velsignede
Brødet og Vinen i Herrens Navn, hvorefter vi alle aade og drak og
bleve mættede; derefter sang vi en Salme og skiltes ad.«
Den 2den Feb. fuldendte Joseph Oversættelsen af det Nye
Testamente. Den 27de s. M. modtog han hin Aabenbaring, som kaldes
Visdomsordet (se Pagtens Bog, 89de Kap.); den 8de Marts en
Aabenbaring angaaende Rigets Nøgler (90de Kap.); Dagen efter atter een
angaaende de apokryfiske Bøger (91de Kap.), og den 15de s. M. en
Aabenbaring angaaende Enoks Orden (92de Kap.). I en Forsamling
af Højpræster den 18de Marts i Profeternes Skole ordinerede han,
ifølge Befaling fra Herren, Sidney Rigdon og Frederick G. Williams
til sine Raadgivere i Præsidiet over det højere Præstedømme. Disse
tre udgjorde tillige Kirkens Første Præsidentskab. Ved samme
Lejlighed lovede han dem, at de Rene af Hjertet skulde have himmelske
Syner etc., og efter i Løndom at have bedet til Herren begyndte
hans Forjættelse allerede strax at gaa i Opfyldelse, idet flere af
Brødrene saa' Frelseren i et himmelsk Syn, omgiven af Engleskarer.
Den 23de Marts afholdtes en Raadsforsamling, som beskikkede en
Komite til at opkjøbe Land i Kirtland, hvorpaa de Hellige kunde63 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
bygge en Stav af Zion. Kort efter bleve flere Landejendomme
ind-kjøbte i dette öjemed.
Den 6te April samledes omtrent 80 Brødre af Præstedømmet og
nogle Medlemmer af Kirken i Zions Land ved Færgestedet over Big
Blue-Floden, nær ved Vestkanten af Jackson County, og
højtideligholdt for førte Gang Kirkens Fødselsdag. Det var tidligt paa Vaaren,
og Naturen var allerede iklædt sin skjønne Foraarsdragt. Den grønne
Skov og de udstrakte Enge, bestrøede med de dejligste Blomster,
oplivede Scenen og var for de forsamlede Hellige som en Forsmag
paa Paradisets Herlighed. Dagen svandt hen paa en meget behagelig
Maade. Selv de Fremmede, som vare tilstede, omtalte denne
Højtidelighed som noget Særegent.
Den 4de Maj afholdtes en Konference af Højpræster for at tage
under Overvejelse Nødvendigheden af at opføre et Skolehus til Gavn
for de Ældster, der skulde komme sammen for at modtage
Undervisning før deres Udsendelse paa Missioner, overensstemmende med
en derom den 8de Marts given Aabenbaring; og ved Konferencens
enstemmige Votum bleve Hyrum Smith, Jared Carter og Reynolds
Cahoon beskikkede som den Komite, der skulde foretage den
nødvendige Indsamling af Midler blandt de Hellige til Opførelsen af en
saadan Bygning. Denne Komite satte sig snart i Virksomhed, og
uagtet de Hellige den Gang vare fattige, saa satte dog deres Enighed,
Samdrægtighed og Kjærlighed til Herrens Værk og hverandre
indbyrdes dem i Stand til at udføre, hvad Herren havde befalet, og de
ydede beredvilligt af deres Midler til Husets Opførelse.
Den 6te Maj modtog Joseph to Aabenbaringer (Pagtens Bog, 93de
og 94de Kap.), og i den sidstnævnte af disse siger Herren blandt
Andet Følgende angaaende denne Bygning: »Sandelig siger jeg eder,
at det skal bygges 55 Fod i Bredden og 65 Fod i Længden
indvendig. Der skal være en nedre Sal og en øvre Sal, efter det Mønster,
der herefter skal gives eder. Og det skal helliges Herren fra dets
Grundlægning af ifølge Præstedømmets Orden og efter det Mønster,
som skal gives eder herefter. Og det skal udelukkende indvies til
Herren for Præsidentskabets Arbejde. I skulle ikke lade noget Urent
komme ind i det; min Herlighed skal være der, og mit Ansigt skal
være der. Men om noget Urent kommer derind, skal min Herlighed
ikke være der, og ej heller mit Ansigt.«
I en anden Konference, som derpaa blev afholdt den 6te Juni,
blev Komiteen bemyndiget til strax at tage fat paa Opførelsen af
denne Bygning eller i det mindste at anskaffe de nødvendige
Materialer. Og allerede den 23de Juli blev Grundstenen lagt under stor
Højtidelighed af det hellige Præstedomme. Nævnte Bygning er siden
bleven bekjendt i Kirkens Historie under Navn af »Kirtlands Tempel«.
Paa denne Tid modtog Joseph atter to Aabenbaringer (se Pagtens
Bog 95de og 96de Kap.), og afsluttede i Begyndelsen af Juli
Maaned Oversættelsen af Bibelen.
Den 25de Juni afsendte Præsidentskabet i Kirtland en Tegning
med tilhørende Forklaring over Zions Stad til Brødrene i Missouri64
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
tilligemed en Bygningsplan over Herrens Hus, der skulde opføres i
Zion for Præsidentskabet. Disse Foretagender bleve imidlertid ikke
iværksatte paa Grund af de Pøbeloptøjer, som strax efter fandt Sted
i Jackson County, Missouri, og hvorom Oliver Cowdery i September
Maaned afgav Beretning for Præsidentskabet i Kirtland.
SYVENDE KAPITEL.
De Helliges Fremgang i Jackson County vækker Misundelse og Avind hos
Countiets øvrige Beboere. — Pøbelen afholder sit første almindelige Møde. —
Forfølgelsen tager sin Begyndelse. — Et vigtigt Dokument. — Bogtrykkeriet
ra. m. ødelægges. — Forfølgelsen vedvarer. — En Adresse affattes og
oversendes Guvernøren. — »En blodig Dag«. — Pøbelen omdannes til Milits. —
De Hellige affordres deres Vaaben, som tilsidst udleveres. — Deres Uddrivelse
af Countiet iværksættes. — Et mærkværdigt Syn paa Himmelen. —
Størstedelen af de Hellige nedsætte sig i Clay County og omliggende Egne.
Som allerede bemærket havde de Hellige i Zions Land (Missouri)
formeret sig betydeligt i Antal formedelst Indvandring af Hellige fra
andre Stater, navnlig Ohio, saa at de i April 1833 udgjorde omtrent
1200 Personer, deri Børn indbefattede. De vare inddelte i ti Grene,
som hver havde sin Forstander, der igjen stod under Biskoppens
Bestyrelse. Ifølge Herrens Befaling havde de opkjøbt Land og betalt
derfor, og vare nu i Færd med at bygge Huse og opdyrke Landet.
Held og Lykke fulgte deres Bestræbelser; de øde Vildnisser bleve
snart omdannede til frugtbare Marker, og begyndte at blomstre som
Rosen. De Helliges Flid og Fremgang begyndte imidlertid snart at
vække Had og Misundelse hos de øvrige af Jackson Counties
Beboere, som desuden foruroligedes meget over de Helliges stadige
Tiltagen i Antal. De saa', hvorledes de Hellige vare virksomme og
forenede, og forstode tillige, at hvis de tillodes saaledes at formere sig,
vilde de inden lang Tid udgjøre Flertallet i Countiet og altsaa kunne
overstemme de Andre ved Valgene, hvorved de vilde blive i Stand
til at ordne Countiets Affærer efter deres eget Tykke. Den blotte
Tanke herom var dem utaalelig. Før dette nogensinde skulde ske,
vilde de alle som een slutte sig sammen og uden Lov eller Ret drive
de Hellige ud af Countiet. Hertil kom ogsaa, at de Helliges Tro og
Religion var saa vidt forskjellig fra deres, thi de troede paa
Aabenbaring, Syner og Drømme og havde Profeter i deres Menighed, hvilket
altsammen var noget saa upopulært og stridende mod Datidens
Aand, at de andre Indbyggere paa ingen Maade vilde finde sig i
at bo iblandt saadanne Mennesker.
I denne Maaned (April 1833) afholdt Pøbelen for første Gang et
almindeligt Møde i Independence, for at raadslaa om en Plan til
enten at fjerne eller uopholdelig at ødelægge de Hellige i Jackson
County. Pøbelens Antal var omtrent 300. Nogle af de ledende Ældster
mødte sammen i Løndom og bade til Herren, at han vilde
tilintetgjøre Fjendernes ugudelige Planer, hvilket ogsaa skete, thi efter at de denJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
65
hele Dag forgjæves havde stræbt at blive enige om, paa hvilken
Maade de skulde faa »Mormonerne« bort, brøde de tilsidst op med
et rigtig missouriansk Drikkegilde, fast bestemte paa, at »hver skulde
handle efter sit eget Hoved«.
Omtrent i Midten af Juli begyndte Pøbelen at bombardere de
Helliges Huse med Stene, ituslaa Vinduer osv. Den 18de cirkuleredes et
lovstridigt Dokument, som var undertegnet af næsten enhver
Embedsmand i Countiet og af flere hundrede Andre. Følgende er et kort
Udtog deraf:
»Vi Undertegnede, Borgere af Jackson County, som tro, at et vigtigt
Tidspunkt er kommet med Hensyn til vort borgerlige Samfund paa
Grund af, at et foregivet religiøst Parti, der har nedsat sig i vort
Land, og hvis Medlemmer kalde sig Mormoner, agte at rense vort
Samfund, med Fred om vi kunne, med Magt om vi nødes dertil; da det
er vor Tro, at den civile Magt ikke giver os Garanti eller i al Fald
Garanti nok imod det Onde, som vi for Tiden lide under, og som
synes at tiltage formedelst bemeldte Religionssekt, anse vi det
nødvendigt, at vi selv danne et Korps for bedre og lettere at kunne
udføre vor Hensigt . . .
Vi forpligte os derfor til, hvis de efter betimelig Advarsel forkaste
en rimelig Godtgjørelse for det, de ikke kunne tage med sig, og hvis
de ikke ville forlade os i Fred, som de fandt os, at bruge saadanne
Midler, som behøves for at faa dem bort; og til den Ende tilsværge
vi hverandre vore legemlige Kræfter, vort Liv, Lykke og dyrebare Ære.«
Lørdag den 20de Juli samledes derpaa en Skare paa mellem fire
og fem hundrede Personer ved Raadhuset i Independence, og der fra
sendte de en Komite med Robert Johnson som Formand til følgende
af Kirkens Ældster: Edward Partridge, Sidney Gilbert, John Corrill,
Isaac Morley, John Whitmer og William W. Phelps, med
Forlangende om, at de strax skulde standse Udgivelsen af »The Evening and
Morning Star«, lukke Trykkeriet og Butiken, og at de som Kirkens
Ældster skulde enes om ufortøvet at flytte ud af Countiet. Brødrene
bade om tre Maaneders Betænkningstid, hvilket blev dem nægtet. De
bade derpaa om ti Dage, men fik atter Afslag, og det blev samtidig
betydet dem, at 15 Minutter var den længste Betænkningstid.
Underhandlingerne bleve derpaa afbrudte, da Brødrene, som rimeligt var,
ikke vilde indgaa paa saadanne Betingelser.
De fire eller fem hundrede Personer begyndte da som en Pøbelhob
at nedrive og ødelægge William W. Phelps & Co.s Bogtrykkeri og
Vaaningshus. Fru Phelps og hendes Børn, af hvilke det mindste var
sygt, samt Møblerne i Huset bleve kastede paa Døren. Pressen sloges
i Stykker, Typerne strøedes omkring, og Bogforraad, Møbler,
Redskaber og Andet blev tildels ødelagt. Selve Huset, en toetages
Murstensbygning, blev fuldstændig nedrevet, og syv Arbejdere og tre
Familier bleve derved gjorte brødløse. Tabet af Ejendom etc. ansloges
til 6,700 Dollars.
Pøbelen begyndte derpaa at nedrive Varelageret og ødelægge
Gilbert, Whitney & Co.s Ejendom, men paa Hr. Gilberts Forsikring om,
at Varerne skulde blive indpakkede inden den 23de, standsede de
466
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
deres Ødelæggelsesværk og gik nu over til personlige Voldsomheder.
De første Ofre vare Biskop Edward Partridge, som de med Magt førte
bort fra hans Bopæl, og et Medlem af Kirken ved Navn Charles
Allen, som begge bleve berøvede Frakker, Vest og Hat og derpaa
tjærede og fjedrede foran Raadhuset i Nærværelse af flere hundrede
Mennesker. Med høje Skrig og de mest gudsbespottelige Udraab søgte
Pøbelen nu efter andre ledende Ældster, men kunde ikke finde dem.
Det var nu allerede sent paa Dagen, og den holdt op med sine
Voldsgjerninger til den 23de.
Imidlertid havde Aftenen bredt sit mørke Tæppe over den
uhyggelige Skueplads, og Mænd, Kvinder og Børn, som ved Skrig og Trusler
vare jagede eller skræmte fra deres Hjem, begyndte at liste sig frem
fra deres Skjulesteder i Krattet, Kornmarkerne og Skoven, og
betragtede med tunge Hjerter Ødelæggelsens Skueplads; men medens de
sørgede over det faldne Menneske, glædede de sig overordentlig over
at være regnede værdige til at lide for deres guddommelige Herres
herlige Sag.
Der laa Bogtrykkeriet i Ruiner, Ældste Phelps' Møbler omkring i
Haven som almindeligt Rov; Aabenbaringerne, Bøger, Papir og Pressen
vare i Pøbelens Hænder ligesom til Bytte for Stratenrøvere. Der var
Biskop Partridge midt iblandt sin Familie og nogle faa Venner,
stræbende at blive af med Tjæren, der, eftersom den aad hans Kjød,
lod til at være tillavet af Kalk, Potaske, Syresalt eller et andet
kjød-ædende Mineral, for derved at ødelægge ham; og der var Charles
Allen i den samme skrækkelige Forfatning. Flere Gange bleve disse
Brødre i dette saakaldte Frihedens Land stedte i Fare og truede med
Uddrivelse eller Død, fordi de ønskede at dyrke Gud i
Overensstemmelse med Himmelens Aabenbaringer, Landets Grundlov og deres
Samvittigheds Bydende. O Frihed, hvor er du falden! O Præster,,
hvor er eders Kjærlighed!
Om Morgenen den 23de samledes Pøbelen atter i et Antal af 500
Mand, udrustede med forskjellige Slags Krigsvaaben, bærende et rødt
Flag og ligesom før udstødende frygtelige Skrig. De begyndte at
antaste nogle af de ledende Ældster og erklærede, at det var deres
Hensigt at piske dem med fra 50 til 500 Slag hver, ødelægge deres
Huse, fordærve deres Afgrøde osv. Flere af Brødrene tilbøde sig selv
som Løsepenge for Kirken, villige til at hudflettes eller dø, hvis dette
kunde stille Pøbelens Vrede imod Menigheden; men deres Fjender
forsikrede dem om, at hver Mand, Kvinde og Barn vilde blive pisket
og slaaet, indtil de alle vare uddrevne af Countiet, og erklærede, at
enten maatte de eller »Mormonerne« forlade Countiet, eller ogsaa
maatte en af Parterne dø.
Paavirkede af Guds Aand og for at spare Tid og Blodsudgydelse
sluttede Ældsterne en Overenskomst med Pøbelen, ifølge hvilken de
Hellige skulde forlade Countiet inden næstfølgende 1ste April,
hvorefter Pøbelen spredtes ad for en Tid.
Imidlertid gav denne Overenskomst Brødrene Lejlighed til at søge
Raad fra Joseph og Præsidentskabet i Kirtland, og de afsendte Oliver67 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Cowdery som specielt Sendebud til nævnte Sted, hvor til han som
allerede meddelt ankom i Begyndelsen af September.
Strax derpaa afrejste Orson Hyde og John Gould paa
Præsidentskabets Vegne til Jackson County med Instruxer til de Hellige i
deres ulykkelige Stilling. En Adresse blev affattet og ved Ældsterne
William W. Phelps og Orson Hvde overrakt Statens Guvernør, Daniel
Dunklin, som boede i Jefferson City. I denne Adresse, som var
undertegnet af næsten alle de Hellige i Jackson County, bleve deres
daværende Stilling og de Optøjer, der havde fundet Sted, tydeligt
skildrede, og denne øverste Embedsmand i Staten blev anmodet om at
lade de Hellige faa Oprejsning for de lidte Krænkelser etc.
Guvernøren svarede, at Statens General-Advokat var fraværende, men saa
snart han kom tilbage, vilde han give skriftligt Svar. Derefter rejste
Brødrene tilbage til Independence.
I Slutningen af Oktober modtoge de Guvernørens Svar af 19de s. M.,
hvori han lovede at ville gjøre Alt, hvad der stod i hans Magt, for
at de Hellige kunde nyde samme Rettigheder som andre Borgere,
men raadede dem først til at henvende sig til de underordnede
Domstole om Oprejsning.
I Tillid til denne Svarskrivelse begyndte de Hellige, der siden
Optøjerne i Juli Maaned havde været ledige, at optage deres vanlige
Beskjæftigelse; de søgte først at udbedre den lidte Skade ved at
sætte deres Huse, Haver og andre Ting i Orden igjen, og bleve derpaa
enige med fire Sagførere, d'Hrr. Wood, Reese, Doniphan og Atchison,
om at føre deres Sager i Retten; men i Stedet for at erholde
Oprejsning for de allerede skete Forurettelser forøgedes deres
Gjen-vordigheder; thi Pøbelen rejste sig atter med fordoblet Raseri, fast
bestemt paa at drive de Hellige ud af Countiet.
Torsdag Aften den 31te Oktober fik de Hellige i Zion
tilstrækkeligt Bevis paa, at intet Pant, skriftligt eller mundtligt, længer var
til at stole paa; denne Aften gik nemlig mellem 40 og 50 Personer,
hvoraf mange vare bevæbnede med Geværer, frem imod en Gren af
Menigheden vesten for Big Blue-Floden, og reve Taget af og sløjfede
tildels ti Vaaningshuse. De grebe derpaa en Del af Brødrene, hvem
de paa en brutal og barbarisk Maade sloge og mishandlede under
Skrig og Raab af Kvinder og Børn, som derpaa under Pøbelens
græsselige Trusler flygtede ud i Ørken. De af Brødrene, der kunde
undslippe, flygtede for at redde Livet, medens de, der vare hindrede i
at undfly, maatte blive tilbage og bleve stenede og slaaede med
Geværkolber osv.
Dagen efter, den 1ste November, kom Kvinder og Børn frem fra
deres skjulte Tilflugtssteder for med hjerteskjærende Angest at se
det Ødelæggelsesværk, som den samvittighedsløse Pøbelhob i Løbet
af nogle Timer havde udført. Og ved Tanken om deres fortvivlede
Stilling naaede deres naturlige Angest sit Højdepunkt, thi husvilde
og ubeskyttede, som de vare af den borgerlige Lovs Arm, saa' de
foran sig den barske Novembermaaned, der tydede paa en haard Vinters
Nærmelse. Pøbelens advarende Trusler om enhver »Mormons«
Uddrivelse af Countiet, samt de Manges Uformuenhed til at flytte paa68
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Grund af deres Fattigdom etc., var ligeledes egnet til at svække og
nedbryde deres Mod.
Samme Dags Aften angreb nogle af Pøbelen en Gren af
Menigheden paa Sletten omtrent 10 Mile sydvest fra Independence. To af
dem sendtes i Forvejen som Spioner, nemlig Robert Johnson og en
Hr. Harris, begge vel bevæbnede med Geværer og Pistoler. De bleve
imidlertid snart opdagede af nogle af de Hellige, og uden den mindste
Forurettelse fra disses Side slog bemeldte Robert Johnson Parley P.
Pratt over Hovedet med sin Geværkolbe, hvorpaa de bleve grebne
og satte i Varetægt til om Morgenen, hvilket man troede forhindrede
et almindeligt Angreb fra Pøbelen den Nat. Om Morgenen bleve de
igjen løsladte uden at have lidt den mindste Overlast.
Andre af Pøbelen begyndte samtidig at kaste Stene paa Huse,
bryde Døre ind og ituslaa Vinduer, ødelægge Møbler osv. i selve
Independence. En muret Tilbygning til Sidney Gilberts Vaaningshus
blev saaledes delvis nedrevet og Vinduerne paa hans Bolig indslaaede
med Teglstensstumper og Stene, medens en fremmed Mand laa syg
af Feber i hans Hus. Ligeledes bleve tre Døre paa d'Hrr. Gilbert
& Whitneys Butik ituslaaede, og efter Midnat laa Varerne spredte
omkring paa Gaden, baade Bomuldstøjer, Tørklæder, Shawler,
Kammerdug osv. En Richard McCarty blev greben, medens han var i
Færd med at kaste Stene paa Dørene, og medens Varerne laa strøede
omkring ham paa Gaden; han blev øjeblikkelig bragt for
Fredsdommer Samuel Weston, for hvem der blev fremlagt en Klage imod
ham, men da bemeldte Dommer ikke vilde gjøre Noget ved Sagen,
blev han løsladt.
Lørdag den 2den November flyttede alle de Hellige fra
Independence omtrent en Mil udenfor Byen med Størstedelen af deres Gods
og sluttede sig sammen i et Antal af tredive Personer for at forsvare
deres Liv og personlige Ejendele. Imidlertid gjorde Pøbelen
Forberedelser til nye Optøjer, og det var et almindeligt Ord iblandt dem,
at »Mandag vilde blive en blodig Dag«.
Mandagen kom, og et stort Antal af Pøbelen samlede sig ved Big
Blue-Floden, toge Færgebaaden, der tilhørte Menigheden, og truede
Mange paa Livet. De opgave dog snart Færgen og droge videre til
Wilsons Butik, omtrent en Mil vesten for Floden. Der var forud
sendt Bud til en Gren af Kirken nogle Mile vesten for Floden, at
Pøbelen anrettede Ødelæggelse paa Østsiden af samme, og at de
Lidende ønskede Hjælp for at redde Liv og Gods. 19 Mand stillede
sig frem og begave sig paa Vejen for at komme dem til Hjælp,
men da de opdagede, at 50 eller 60 af Pøbelen havde samlet sig ved
Wilsons Butik, vendte de om igjen. En Stund efter saas et andet
Kompagni paa omtrent tredive Hellige at nærme sig fra Sletten,
bevæbnede med 17 Geværer. Saa snart dette Kompagni var kommen
indenfor Skudvidde, raabte nogle af Pøbelen: »Fyr! For F—n, fyr I«
hvorpaa Pøbelen affyrede to eller tre Skud, der uden Ophold bleve
besvarede af de Hellige. Pøbelen trak sig tilbage efter den første
Ild, efterladende nogle af sine Heste paa Whitmers Kornmark, og
to af dens Medlemmer, Hugh L. Brazeale og Thomas Linvill, døde69 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
paa Pladsen. Saaledes faldt Hugh L. Brazeale, hvem man havde hørt
sige: »Med 10 Kammerater vil jeg vade i Blod til Knæerne for at
drive Mormonerne ud af Jackson County.« Næste Morgen fandtes
hans Lig paa Kamppladsen med et Gevær ved Siden. Der var
adskillige Saarede paa begge Sider, men kun een ved Navn Andrew
Barber af de Helliges Parti var dødelig saaret; han døde Dagen efter.
Denne Træfning fandt Sted ved Solnedgang den 4de November,
og endnu samme Nat blev der udsendt Løbere i enhver Retning for
at sammenkalde Militsen og ophidse og allarm ere Folket ved falskelig
at fortælle dem, at »Mormonerne« havde indtaget Independence, og
at Indianerne som deres Allierede havde omringet Byen osv.
Om Morgenen den 5te begyndte bevæbnede Personer at strømme
ind i Byen fra næsten alle Dele af Countiet, og det rygtedes snart,
at Militsen var sammenkaldt under Sanktion eller Tilskyndelse af
Guvernør-Løjtnant Boggs med Oberst Pitcher som dens Befalingsmand.
Iblandt denne saakaldte Milits fandtes de vigtigste Personer i
Pøbelhoben, og det kan med Sandhed siges, at da disse Tropper vare
opstillede, var deres Udseende vel skikket til at vække Mistanke om
deres grusomme Hensigter.
Tidligt samme Morgen havde andre Grene af Menigheden
modtaget Efterretning om, at nogle af deres Brødre vare fængslede, og
at Pøbelen havde isinde at dræbe dem, samt at Menigheden i
Nærheden af Bven Independence svævede i Fare, eftersom de fleste af
Pøbelen havde samlet sig der omkring. I dette kritiske Øjeblik var
der omtrent et Hundrede af de Hellige fra forskjellige Steder, som
tilbøde at ville forsvare deres Brødre ved Independence, og som strax
begave sig paa Vejen der til og gjorde Holdt omtrent en Mil udenfor
Byen, hvor de afventede nærmere Underretning angaaende Pøbelens
Bevægelser. De bleve imidlertid snart underrettede om, at de Fangne
fremdeles vare ih ve, og at Menigheden ved Independence endnu
ikke var bleven angreben, som man havde ventet. Ligeledes blev det
fortalt dem, at Militsen var bleven sammenkaldt for at beskytte dem,
men denne Fortælling fæstede de kun ringe Lid til, thi den
forsamlede Hob lignede en fuldstændig Pøbel, hvilket ogsaa de paafølgende
Begivenheder fuldkommen bekræftede, at den var.
Ved at henvende sig til Oberst Pitcher fandt Brødrene, at der var
intet Andet for Menigheden at gjøre end at forlade Countiet uden
Ophold, overlade ham visse Mænd til at tages i Forhør for
Manddrab, som de beskyldtes for at have gjort sig skyldige i ved
Træfningen den foregaaende Aften, og endvidere udlevere ham deres Vaaben.
Iblandt dem, der bleve valgte som en Komite til at modtage de
Helliges Vaaben, var der nogle af de mest Ubarmhjertige af den
tidligere Komite fra Juli Maaned, som havde foranlediget Bogtrykkeriets
Ødelæggelse osv.
Hellere end at efterkomme disse urimelige Fordringer vilde de
Hellige med Glæde have udgydt deres Blod for at forsvare deres
Rettigheder, deres Fædrelands Frihed og deres Hustruer og Børn,
men af Frygt for at overtræde Loven ved at modsætte sig denne
foregivne Milits, og i Betragtning af de smigrende Løfter om Beskyt-70
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
telse og redelig Behandling fra Guvernør-Løjtnant Boggs, paa hvem
de hidtil havde stolet, lode de sig overtale til at adlyde. I et Antal
af Halvtreds eller derover af stode derpaa Brødrene deres Vaaben,
som de alene havde brugt til Selvforsvar, medens de tilstedeværende
Mænd, der vare beskyldte for at have deltaget i Træfningen den
foregaaende Aften, udleverede sig selv til Forhør. Efter at have holdt
disse Mænd tilbage i et helt Døgn under Foregivende af, at de skulde
forhøres for Mord, medens Pøbelen truede og skød efter dem, modtog
Oberst Pitcher et Uhr af en af Arrestanterne til Dækning, som han
sagde, af Sagens Omkostninger, førte dem derpaa hen paa en
Kornmark og sagde: »Stik af.«
Hvor troløst og forrædersk Guvernør-Løjtnant Boggs ellers handlede
i denne Sag vil tydelig kunne ses af det Følgende, eftersom ingen
vigtig Bevægelse blev gjort uden hans Sanktion. Han var visselig
Drivfjedren den 20de og 23de Juli, og ved hans Authoritet blev
Pøbelen, som allerede meddelt, omdannet til Milits, for ved List at
bevirke, hvad han og hans Helvedeshær meget vel vidste, ikke kunde
ske ved Lov. Thi hvad de verdslige Love angik, var ikke en eneste
Overtrædelse ført til Protokols eller noget Bevis skaffet tilveje for,
at nogen af de Hellige havde overtraadt dem.
Ikke saa snart havde de Hellige udleveret deres Vaaben, før flere
Kompagnier af denne saakaldte Milits brøde op i forskjellige
Retninger og truede, hvor de kom frem, baade Mænd, Kvinder og Børn
med Døden, hvis de ikke strax forføjede sig bort. I Spidsen for et
af disse Kompagnier saa' man den velærværdige Isaac McCoy, som
med et Gevær paa Skulderen befalede de Hellige ufortøvet at forlade
Countiet og udlevere alle deres Vaaben. Andre saakaldte Evangeliets
Forkyndere toge ogsaa betydelig Del i Forfølgelsen, idet de kaldte
»Mormonerne« »Menneskehedens fælles Fjende« og glædede sig ved
deres Gjenvordigheder.
Om Aftenerne den 5te og 6te November saas Kvinder og Børn at
flygte i enhver Retning for den ubarmhjertige Pøbel. Omtrent 150
Kvinder og Børn flygtede ud paa selve Prærien, hvor de vandrede
omkring i adskillige Dage uden andet Ly end Himmelens udstrakte
Hvælving over dem og med kun 6 Mænd til deres Beskyttelse. Andre
flygtede i Retning af Missouri-Floden, hvor et Antal vandrende
Kvinder og Børn fandt Ly for Natten hos en Mand ved Navn Barnett.
Medens Kvinder og Børn paa denne Maade uden Naade og
Barmhjertighed bleve jagede i forskjellige Retninger, vare andre af Pøbelen
paa Jagt efter deres Mænd, hvem de dels skøde paa, dels bandt og
mishandlede.
Torsdag den 7de begyndte det paa begge Sider af Flodbredden at
vrimle af Mænd, Kvinder og Børn, samt Gods, Vogne, Kister,
Kufferter, Proviant osv., medens Færgemændene vare travlt beskjæftigede
med at sætte dem over, og da Natten atter sænkede sig over de
Helliges Hoveder, lignede Vildnisset næsten en Lejrforsamling.
Hundreder af Mennesker saas i alle Retninger; Nogle i deres Telte, Andre
i Vogne og atter Andre under aaben Himmel omkring deres
Ildsteder, medens Regnen styrtede ned i Strømme. Mænd søgte efter71 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
deres Koner og Koner efter deres Mænd, Forældre efter deres Børn
og Børn efter deres Forældre. Nogle havde været saa heldige at
undkomme med deres Familier, noget Husgeraad og Proviant, medens
Andre svævede i Uvished om deres Paarorendes Skjæbne og havde
mistet alt deres Gods. Scenen var ubeskrivelig og vilde uden Tvivl
have fremkaldt Sympathi hos ethvert rettænkende Folk paa Jorden, med
Undtagelse af disse forblindede, uvidende og fordumsfulde Mennesker.
Medens de Hellige saaledes vare fordrevne fra deres Hjem og laa
lejrede paa de aabne Marker i den kolde og uhyggelige Ørken, viste
der sig et mærkværdigt Syn paa Himmelen, nemlig en meteorisk
Regn eller Stjernefald. Det begyndte Kl. 2 om Morgenen den 13de
November og vedblev indtil Daggry. Hele Himmelen syntes indhyllet
i et glimrende Fyrværkeri, og enhver Stjerne i den vidtløftige
Udstrækning syntes pludselig at være bleven styrtet fra sin Løbebane
og sendt lovløs ned gjennem Ætherens Regioner; nogle af dem viste
sig undertiden som klare Stjerneskud med lange Lysslæb hængende
efter sig, af hvilke flere paa en Gang lignede Regndraaber i Solskin.
Nogle af disse lange Lysslæb, der fulgte de meteoriske Stjerner, vare
synlige i flere Sekunder, og snoede sig ligesom Slanger. Fremtoningen
var skjøn, storartet og herlig over al Beskrivelse; det var, som om
hele Evighedens Artilleri og Fyrværkeri vare satte i Bevægelse for
at fortrylle og underholde de Hellige samt forfærde og skræmme
Syndere paa Jorden. Det indgød en panisk Skræk i de Helliges
Forfølgere, som den Gang vare i Færd med at plyndre, udkaste og
ødelægge dem og deres Gods, og bragte dem til at standse med deres
Voldsgjerninger for en Tid. Nogle af dem bleve endog saa
overvældede af Synet, at de græd, idet de troede, at Dommens Dag var
kommen. De Hellige derimod fyldtes med Glæde derover, da de
forstode, at det var et af Tidernes Tegn, der tilkjendegav, at Kristi
Komme var nær forhaanden.
De flygtende Hellige toge deres Tilflugt til de omliggende Countier,
navnlig Clay County, hvor Beboerne modtoge dem med en vis Grad
af Venlighed. De derimod, som flygtede til Van Buren County, bleve
atter fordrevne, og en lignende Skjæbne overgik dem, der nedsatte
sig i Lafayette County, hvilke atter maatte søge andre Steder hen
for Beskyttelse. Ved Aarets Udgang vare imidlertid de fleste af
Menigheden midlertidigt bosatte i Clay County, hvor de med Længsel
oppebiede den Tid, da Statens Authoriteter vilde tage deres Sag under
Behandling og gjenindsætte dem paa deres Ejendomme i Jackson
County, men desværre bleve Uslingerne uberørte af Retfærdighedens
straffende Haand, og Uskyldigheden har sørget forgjæves.
Saa forbitret var Pøbelen fremdeles i Jackson County, at de ikke
en Gang tilstedte nogen af de Hellige at komme tilbage for at sikre
sig deres personlige Ejendele, som de under deres Flugt ikke havde
haft Lejlighed til at medtage, men truede enhver »Mormon«, som
nogensinde indfandt sig i Countiet, med øjeblikkelig Død. Fire
aldrende Familier, hvis Armod og Alderdomssvaghed forhindrede en
hurtig Bortflytning, bleve den 24de Dec. paa det Ubarmhjertigste
drevne fra deres Hjem af et Parti af Pøbelen, som reve deres Ka-72
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
miner ned, sloge deres Døre og Vinduer itu og rullede store Stene
ind i deres Huse. Nogle af disse Mænd havde stridt og blødt for deres
Fædrelands Forsvar, og gamle Jones, en af de Lidende, tjente endog
som Livvagt hos General Washington under Revolutionen.
OTTENDE KAPITEL.
Betydelig Opvækkelse i Øvre-Canada. — Et nyt Bogtrykkeri oprettes i
Kirtland. — De Hellige i Missouri indsende en Ansøgning til Præsident Andrew
Jackson. — Pøbelen afbrænder henved 150 af de Helliges Huse. — Det første
Højraad i Kirken organiseres. — Zions Lejr organiseres og tiltræder Rejsen
vestover. — Utilfredshed i Lejren. — Josephs Raad med Hensyn til
Behandlingen af Slanger. — Et Skelets Historie. — En hurtig Dom. — Ødelæggelse
ved Storm etc. — Kolera udbryder i Lejren som Følge af Nogles Opsætsighed.
— Lejren ankommer til sit Bestemmelsessted. — Joseph og Andre vende
tilbage til Kirtland.
Medens alt dette foregik i Missouri, var Joseph ingenlunde
uvirksom, men arbejdede stadigt og trofast for Fremskyndelsen af den
Sag, til hvis Grundlæggelse Herren den Almægtige havde kaldt ham.
Han vilde med Glæde have forenet sig med de Hellige i Jackson
County og delt deres Skjæbne, dersom dette havde været viist og
overensstemmende med Herrens Villie, hvilket ikke var Tilfældet,
thi hans Nærværelse var den Gang mere nødvendig i Kirtland end i
Missouri. Havde han alligevel taget der hen paa den Tid, vilde hans
Nærværelse der kun have tjent til end yderligere at ophidse Pøbelen
og opvække dens Vrede imod Kirken, og uagtet det vilde have været
en Trøst for de Hellige i deres Lidelser at have havt deres elskede
Leder iblandt sig, saa var det dog bedre under de daværende
Omstændigheder, at han forblev, hvor han var. Dog sendte han dem
opmuntrende Breve fra Tid til anden og kundgjorde dem Herrens
Villie, samt raadede dem paa det Bestemteste til ikke at sælge deres
Jorder i Jackson County, men beholde deres Ejendomsret og Skjøder
paa dem.
Imidlertid skred Arbejdet paa Herrens Hus i Kirtland rask fremad
under Josephs Opsyn, da de Hellige vare villige til at gjøre Alt,
hvad der stod i deres Magt for at fremskynde dets Opbyggelse, og
ofrede med Glæde baade Arbejde og Midler.
I August Maaned modtog Joseph de Aabenbaringer, som udgjøre
det 97de, 98de og 99de Kapitel af Pagtens Bog.
Den 5te Oktober 1833 forlod Joseph Kirtland i Forening med
Sidney Rigdon og Freeman A. Nickerson for at gjøre en Tur til
Øvre-Canada og mellemliggende Stater. Paa denne Rejse afholdt de
en Mængde Forsamlinger og fik Lejlighed til at prædike for Skarer
af Folk, som ikke tidligere havde hørt Evangeliets Fylde. En
almindelig Interesse lagdes for Dagen iblandt Folket med Hensyn til at
høre deres Vidnesbyrd, og en betydelig Opvækkelse herskede paa de
Steder, som de besøgte. Efter derpaa at have døbt en hel Del og73 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
oprettet en Gren af Kirken i Mount Pleasant samt ordineret Freeman
A. Nickerson til Ældste, begave Joseph og Rigdon sig paa
Tilbagerejsen og ankom til Kirtland den Iste Nov. Medens Joseph paa denne
Rejse opholdt sig i Perrysburgh, N. Y., modtog han den 12te Okt.
en Aabenbaring, som findes anført i Pagtens Bog, 100de Kapitel.
Oliver Cowdery og Biskop Whitney, som nogen Tid i Forvejen
vare blevne sendte til Staden New York for at gjøre Indkjøb af en
ny Presse og Typer samt Vareoplag for en Handelsforretning, som
de agtede at oprette i Kirtland, vendte tilbage den Iste Dec., og
allerede den 18de s. M. blev Bogtrykkeriet indviet til Herren og hans
Tjeneste ved Bøn af Joseph, Sidney Rigdon og Hyrum Smith,
hvorefter de paany begyndte at udgive »The Evening and Morning Star«,
med Oliver Cowdery som Redaktør. Samme Dag blev tillige Fader
Joseph Smith ordineret til Kirkens Patriark.
Den 16de Dec. modtog Joseph en Aabenbaring angaaende Zions
Forløsning, hvori Herren siger, at han havde ladet disse Trængsler
komme over Zions Indbyggere for deres Overtrædelsers Skyld, men
at han for Fremtiden vilde være dem naadig og miskundelig og i sin
egen bestemte Tid lade de Trofaste iblandt dem tilligemed deres Børn
vende tilbage og opbygge Zions Centralstav. Over deres Fjender vilde
han lade svare Domme og Ødelæggelser udgaa, indtil de omsider
ganske vare udryddede. (Se Pagtens Bog, 101ste Kap.)
Nogle Aar senere under Krigen mellem Syd- og Nordstaterne lede
Beboerne af denne Landsdel ganske forfærdeligt, idet alle de Lidelser
og Fornærmelser, som de havde tilføjet de Hellige, ved denne
Lejlighed faldt tilbage paa dem selv i endnu større Maal. Medens mange
af dem bleve dræbte og Andre jagede fra Sted til Sted, opbrændte man
deres Huse og Ejendele, ødelagde deres Sæd og dels stjal dels
bortdrev deres Kreaturer. Først for sildig begyndte de at forstaa, at en
retfærdig Guds Straf aldrig udebliver.
Den 22de Januar 1834 skrev Præsidentskabet i Kirtland et
opmuntrende Brev til de Hellige i Missouri og sendte dem en Afskrift af
Aabenbaringen tilligemed en Del Penge, som Brødrene i de østlige
Stater havde samlet for dermed at afhjælpe deres lidende Søskendes
Trang. Ligeledes bleve de raadede til ikke at spare nogen Ulejlighed
for at faa deres Sag frem for Landets Authoriteter. I et Antal af 114
indsendte derpaa Brødrene i Missouri en Ansøgning, ledsaget af en
Skrivelse, til den daværende Præsident for de Forenede Stater,
Andrew Jackson, og tilstillede samtidig Thomas H. Benton, Missouris
Senator i Kongressen, en Skrivelse, hvori han underrettedes om
Petitionens Indhold og anmodedes om at bruge sin Indflydelse i Sagen
til de Helliges Bedste. Denne Ansøgning overlod Præsidenten til
Krigssekretæren Lewis Cass, som derpaa gav de Hellige et ugunstigt
Svar. Han anførte saaledes blandt Andet, at »Mormonernes« Sag,
som den den Gang stod, ikke kom ind under Forbundsregjeringens
Myndighed. Som Følge heraf kunde Præsidenten Intet gjøre ved
Sagen — en daarlig Trøst for de Hellige, der havde kjøbt deres Land
af Forbundsregjeringen og vare blevne det berøvede ved Pøbelmagt.
Ikke bedre Udsigter havde de Hellige for at faa Oprejsning ved74
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Staten Missouris egne Domstole. Skjønt de vedligeholdt en stadig
Korrespondance med Guvernøren, og han paa det Nøjagtigste blev
underrettet om alt det Forefaldne, blev der dog aldrig taget alvorlige
Forholdsregler for at komme dem til Hjælp. Det er vel sandt, at
han beordrede en Undersøgelsesret nedsat i Jackson County, og at
General-Advokaten og en Militæreskorte under General Atchison samt
de Helliges Vidner rejste der hen og forlangte Indstævninger, men
Retten nægtede at gjøre Noget ved Sagen; og Militæret,
General-Advokaten og Vidnerne bleve alle jagede ud af Countiet af Pøbelen,
hvormed den hele Sag endte. Guvernøren befalede ogsaa, at de Helliges
Vaaben, som man ulovligt havde frataget dem — 50 Geværer og 1
Pistol —, skulde tilbageleveres dem, men i Stedet derfor bleve de
uddelte iblandt Pøbelen.
For end yderligere at forhindre de Helliges Tilbagevenden til deres
Ejendomme i Jackson County, afbrændte Pøbelen en Nat i April
1834 alle deres Huse, henved 150 i Antal, og vedblev fremdeles at
true enhver Hellig paa Livet, som lod sig tilsyne i Countiet.
Joseph havde ogsaa mange Besværligheder at kæmpe med i
Kirtland. De Hellige der vare fattige og manglede de nødvendige Midler
til Fremme af Herrens Sag. Kirken saa vel som Brødrene i
Almindelighed vare komne betydeligt i Gjæld paa Grund af de mange
Processer med deres Fjender, hvis Antal stadigt voxede.
En Apostat ved Navn Doktor P. Hurlbert besøgte paa denne Tid
Staden New York, hvor han opsamlede de latterligste og urimeligste
Historier, man kunde tænke sig, angaaende Joseph og Familien Smith,
og erholdt endog edelig aflagte Vidnesbyrd om deres Karakter, hvilke
senere viste sig at være falske. Med disse Papirer rejste han tilbage
til Ohio og søgte ved offentlige Foredrag at opvække Folkets Vrede
og Harme imod Joseph og Kirken; han truede endog med at ville
dræbe Joseph, dersom han ikke paa anden Maade kunde ødelægge
Værket. For disse Trusler blev han arresteret og forhørt og maatte
stille Sikkerhed paa 200 Dollars for Overholdelsen af Fred i sex
Maaneder samt betale 300 Dollars i Sagsomkostninger.
Den 17de Feb. 1834 blev, ifølge tidligere Aabenbaring, Kirkens
første Højraad organiseret i Joseph Smiths Hus i Kirtland. Fire og
tyve Højpræster vare nærværende ved denne Lejlighed, og ved deres
enstemmige Votum bleve Joseph Smith jun., Sidney Rigdon og
Frederick G. Williams anerkjendte som Præsidenter, medens Højpræsterne
Joseph Smith sen., John Smith, Joseph Coe, John Johnson, Martin
Harris, John S. Carter, Jared Carter, Oliver Cowdery, Samuel H.
Smith, Orson Hyde, Sylvester Smith og Luke S. Johnson valgtes til
Medlemmer af samme Raad. Hensigten med dets Oprettelse var at
bilægge alle vigtige Sager, der maatte opkomme i Kirken, og som
ikke til Parternes Tilfredshed kunde blive bilagte af Biskoppens Raad.
(Se videre angaaende dette Højraads Pligter og Love: Pagtens Bog,
102det Kap.). Da der paa denne Tid var fremført en Del Klager
imod nogle af Brødrene og adskillige vanskelige Sager at behandle,
traadte dette Højraad snart i Virksomhed, efter at Joseph i deres
næste Møde under Hænders Paalæggelse havde velsignet enhver af75 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
de tolv Raadmænd og de to assisterende Præsidenter, samt givet dem
de nødvendige Instruxer og Formaninger angaaende deres høje og
vigtige Kaldelse.
Den 24de s. M. modtog Joseph ep Aabenbaring (Pagtens Bog, 103die
Kap.), hvori Herren befalede ham at samle Kirkens Styrke, de unge
og midaldrende Mænd fra de forskjellige Grene, og gaa med dem op
til Missouri for at forløse Zion. Joseph Smith, Sidney Rigdon,
Hy-rum Smith, Frederick G. Williams, Orson Hyde, Orson Pratt, Parley
P. Pratt og Lyman Wight bleve derpaa ved Aabenbaring beskikkede
til at tage afsted to og to i forskjellige Retninger for at samle disse
Mænd og prædike til Folket. Joseph og Parley P. Pratt rejste
sammen. De forlode Kirtland den 26de Feb., rejste mod Øst til Staten
New York og besøgte de forskjellige Menigheder af Hellige, som
fandtes undervejs, samt afholdt Forsamlinger hos Fremmede, hvor
som helst Lejlighed gaves. De talede flere Gange til store Skarer af
Folk og bare kraftigt Vidnesbyrd om Sandheden af Evangeliets Fylde,
som atter var gjengivet, hvilket paa flere Steder bar gode Frugter.
Saaledes havde de god Fremgang i Freedom, Catteraugus County,
N. Y., hvor de døbte Heman Hyde, og hvor der i ganske kort Tid
oprettedes en Gren paa 30 til 40 Medlemmer. I Genesee stødte de
sammen med Sidney Rigdon og adskillige andre af Brødrene fra
Kirtland, og afholdt i Forening en Konference i Avon, Livingston
County, N. Y., den 16de Marts, hvor en Del Forretninger bleve
udførte til Kirkens Bedste.
Efter Afholdelsen af denne Konference begav Joseph sig paa
Tilbagerejsen til Kirtland, hvor til han ankom den 28de Marts efter lidt
over en Maaneds Fraværelse. Han havde havt en behagelig Rejse og
betydelig Held paa sin Mission sammen med Resten af Brødrene.
Herrens Aand hvilede over mange af Kirkens unge og midaldrende
Mænd, som med Beredvillighed kom frem og tilbøde sig at ville
drage til Missouri som Frivillige for at hjælpe deres Brødre i deres
ulykkelige Stilling. Det var efter Josephs Hjemkomst fra denne
Mission, at han mødte for Retten i Chardon imod Doktor Hurlbert, og
hvor Resultatet blev som anført ovenfor.
Den 18de April forlod han atter Kirtland tilligemed Sidney
Rigdon og flere andre af Brødrene og rejste til New Portage, 50 Mile
vesten for Kirtland, hvor en Del Frivillige havde meldt sig og vare
rede til at drage til Missouri. Paa Vejen did trak Brødrene en Dag
sig tilbage til en nærliggende Skov og opløftede deres Hjerter i
inderlig Bøn til Herren for deres Søskende i Missouri og for de Mænd,
som vare i Færd med at drage der hen til deres Undsætning. Glade
og tilfredse droge de derpaa videre, efter først at have velsignet
hverandre og givet hverandre Haandspaalæggelse i den Herre Jesu Kristi
Navn, hvorved de erholdt en større Fylde af Herrens Aand. Efter
Afholdelsen af en Konference i New Portage den 21de April vendte
Joseph tilbage til Kirtland, hvor han den 23de modtog en
Aabenbaring om den Forenede Orden, som Herren allerede den Gang
ønskede at faa indført iblandt sit Folk. (Se Pagtens Bog, 104de Kap.)
De Brødre, som havde tilbudt sig at ville drage til Missouri for at76
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
hjælpe deres Søskende, begyndte nu at samle sig i Kirtland og New
Portage, og allerede den 5te Maj brød Joseph op fra Kirtland med
100 Mand, vel bevæbnede og udrustede med Vaaben og Ammunition
saa vel som en Del Klæder og Nødvendighedsartikler, som de Hellige
i Østen havde ydet, for at sende deres lidende Brødre i Missouri.
Allerede Dagen efter ankom de til New Portage, hvor 50 andre Mænd,
som i flere Dage havde oppebiet deres Ankomst, sluttede sig til dem.
Deres Antal voxede stadigt, efterhaanden som de droge fremad, og
da de ankom til Missouri, talte de 205 Mand foruden en Del Kvinder
og Børn.
Dette Kompagni er bekjendt i Kirkens Historie under Navn af
Zions Lejr, og fremtræder i Kirkens tidligere Dage som en meget
vigtig Organisation. Den Mission, den udførte, var meget besværlig,
men desuagtet viste de fleste af Brødrene sig meget udholdende og
standhaftige, og mange af dem bleve siden efter kaldte til at indtage
vigtige Stillinger i Kirken. Saaledes var Præsident Brigham Young,
Heber C. Kimball og flere af de Tolv samt andre ledende Mænd
med paa denne Rejse, hvorunder de lagde de samme Egenskaber for
Dagen, som siden gjorde dem saa berømte i deres offentlige
Embedsstillinger.
Sidney Rigdon, Oliver Cowdery og en Del andre Brødre, der
arbejdede paa Templet i Kirtland, vare de Eneste, som med
Undtagelse af Oldinge samt Kvinder og Børn forbleve tilbage, da Lejren i
Begyndelsen af Maj brød op og begav sig paa Rejsen vestover. Før
de imidlertid forlode New Portage den 8de Maj, organiserede Joseph
Lejren, som den Gang bestod af 150 Mænd med 20 Vogne. Hele
Korpset blev inddelt i smaa Kompagnier, hvert paa 12 Mænd. Disse
12 Mænd udvalgte igjen af deres Antal en Kaptejn, hvis Rettighed
det var at paalægge de andre Mænd i deres respektive Kompagnier
deres forskjellige Pligter. Disse andre Mænd vare: to Kokke, to
Teltmagere, to Vandbærere, to til at forestaa Lejrildene, to til at passe
Hestene og Vognene, en Proviantmester og en Budbærer. Frederick
G. Williams blev beskikket til Kasserer, Zerubbabel Snow til
Hoved-Proviantmester, og selv var Joseph i Forvejen bleven udnævnt til
Kompagniets Fører. Dets kontante Midler bleve overdragne til Kassereren,
som igjen udredte alle Udgifter. Proviantmesterens Bestilling bestod
for en Del i at uddele til de forskjellige Smaakompagnier deres Andel
af Mel og andre Fødevarer, som indkjøbtes for Lejrens Penge,
eftersom hvert af disse Kompagnier bagte sit eget Brød og tillavede sin
egen Mad. Hver Morgen og Aften lød Signalhornet til Tegn paa, at
Bønnens Time var kommen, og i andægtig Stilhed bøjede Alle Knæ
og opsendte til den Almægtige deres Taksigelse for hans beskyttende
Naade, der var over dem ved Nat og ved Dag.
Efter at Lejren havde forladt New Portage, drog den videre
gjennem Mansfield og Richfield til Floden Miami, hvortil den ankom den
16de. Og da Vejene i Begyndelsen vare meget daarlige og Vognene
desuden næsten fyldte med Bagage, maatte Brødrene vandre det
meste af Vejen tilfods. Undertiden maatte de endog paa de
daar-ligste Steder hjælpe Trækdyrene med at hale Vognene over ved Hjælp77 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
af Reb. Den 17de droge de over Grænsen mellem Ohio og Indiana,
og sloge Lejr for Sabbaten i sidstnævnte Ståt efter en haard
Dagsrejse paa 40 Mile. Her begyndte en oprørsk Aand for første Gang
at ytre sig i Lejren. Joseph irettesatte Brødrene, fordi de gave efter
for en saadan Aand, og sagde dem, at dersom de ikke lode den fare,
vilde de rammes af Ulykker og møde store Besværligheder og
Hindringer paa Vejen. »I ville endog erfare det,« sagde han, »før I
forlade dette Sted.« Den næste Morgen vare alle Hestene i Lejren saa
forfangne, at de knapt kunde gaa nogle faa Skridt til Vandingsstedet.
Da Joseph erfarede dette, sagde han til dem, at dersom de vilde
ydmyge sig for Herren, skulde de erholde et Vidnesbyrd om, at hans
Øje var over Lejren, og at hans Haand var med i dette Uheld, thi
deres Heste skulde blive friske og sunde igjen. Ved Middagstid den
samme Dag vare Hestene ligesaa stærke og smidige som før, med
Undtagelse af een, der døde strax efter, og denne tilhørte Sylvester
Smith, som havde været den mest opsætsige i Lejren.
Den 19de Maj fortsattes Rejsen, og Lejren passerede igjennem
Vandalia. Den 21de satte de Rejsende over White-Floden, og den 25de
ankom de til Illinois's østlige Grænse. Den 27de naaede de den dybe
Flod Kaskaskia, hvor de vare saa heldige at finde et Par Baade, paa
hvilke de førte Rejsegodset over. Hestene lode de svømme over,
medens Brødrene paa den modsatte Side hjalp dem op ad den stejle
Flodbred ved Hjælp af Reb. Vognene lode de ligeledes hale over.
Den 31te lejrede de sig i Nærheden af Jackson ville ved
Illinois-Flo-den, hvor de derpaa tilbragte Søndagen.
Paa de forskjellige Steder, som de rejste igjennem, lagde Folket
megen Nvsgjerrighed for Dagen med Hensyn til, hvem de egentlig
vare, og hvor hen Rejsen gjaldt. Undertiden nærede de endog
Mistanke om, at de virkelig vare »Mormoner«, og i saa Tilfælde
prøvede de gjerne paa at tælle dem, men kunde aldrig komme til noget
rigtigt Resultat; som oftest talte de fire eller fem Gange for mange.
Om Helligdagene plejede Brødrene i Almindelighed at holde
Forsamling og prædike til Folket. Forskjellige Meninger gjorde sig da
gjældende blandt de Fremmede med Hensyn til, hvilken Sekt de
tilhørte. En, som prædikede om Naade, kaldte de Methodist, en
Anden, som prædikede om Daab til Syndsforladelse, kaldte de en
Campbellit, og en Tredie, som prædikede om Udvælgelse og
Forkastelse, kaldte de en Presbyterianer osv. Det var ikke Visdom for
Brødrene at fortælle, hvem de egentlig vare, thi i saa Fald vilde
deres Fjender maaske have rejst sig og hindret dem i at udføre
deres Mission. De vidste paa samme Tid ikke, at Gud ved at
gjen-give Evangeliet til Jorden ogsaa havde gjengivet Sandhedens
Principer i deres Fylde. Følgelig kunde Ældsterne prædike om sande
Principer, som baade Katholiker, Presbvterianere, Methodister og andre
Sekter troede, og dog være Sidste-Dages Hellige. Thi alle disse Sekter
havde en Del af Sandheden iblandt sig, men Evangeliet, som Herren
paany havde aabenbaret ved Joseph, indeholdt hele Sandheden.
Paa andre Steder igjen truede Indbyggerne dem med, at de ikke
vilde faa Lov til at passere, og tilføjede dem Fornærmelser paa for-78
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
skjellig Maade, men de frygtede ikke for deres Trusler og vare ikke
bange for at fortsætte deres Rejse; thi Gud den Almægtige var med
dem, og hans Engle gik foran dem. »Vi vidste,« sagde Joseph, »at
Engle vare med os, thi vi saa' dem.«
Under deres Rejse kom Brødrene i Lejren tidt i Berøring med
Slanger, hvoraf mange vare meget giftige, men Joseph formanede
Brødrene til paa Rejsen hverken at dræbe Slanger, Fugle eller nogen
anden Slags Dyr, medmindre Nødvendigheden krævede det, f. Ex. i
Tilfælde af Mangel eller Hungersnød. Og da nogle af Brødrene en
Gang vare i Færd med at opslaa Josephs Telt, fik de Øje paa tre
Klapperslanger, som de lige skulde til at dræbe, da Joseph kom
tilstede og forbød dem at gjøre dem nogen Fortræd. Derpaa fortalte
han dem, hvad der var rigtigt at gjøre under disse Omstændigheder.
Han spurgte dem, hvorledes Slangen nogensinde kunde tabe sin
Ondskab og Giftighed, naar Guds Tjenere udviste de samme Egenskaber
og førte Krig imod Slangen, naar som helst de saa' den.
»Mennesket,« sagde han, »maa først selv blive uskadeligt, før det kan vente
at se den umælende Skabning blive det. Naar Mennesket bliver fri
for sine onde Tilbøjeligheder og ophører at ødelægge Dyreracen,
kunne Løven og Lammet leve sammen og et diende Barn stikke sin
Finger ind i en Basilisks Hule.«
En Dag blev en Broder i Lejren ved Navn Solomon Humphrey,
som var ældre end de fleste af Brødrene, meget træt paa Grund af
Rejsen og lagde sig ned i Græsset for at hvile sig, men faldt snart
i Søvn. Da han sov ind, havde han sin Hat i Haanden, og da han
atter vaagnede, saa' han en Klapperslange ligge sammenrullet mellem
sig og Hatten, ikke over en Fod fra hans Hoved. I samme Øjeblik
kom nogle af Brødrene tilstede, som udbrød: »Det er en
Klapperslange, lad os dræbe den,« men Broder Humphrey sagde: »Nej, jeg
vil beskytte den; gjør den ingen Fortræd, thi den og jeg har havt
en blid Slummer sammen.« Slangen havde ingen Skade gjort ham,
og idet de kom Josephs Ord ihu, lode de den uskadt liste sig hort.
Da Lejren den 2den Juni ankom i Nærheden af Illinois-Floden,
opdagede de en stor Høj, paa hvis Top de fandt nogle Stene, som
efter den Maade, hvorpaa de laa, havde Udseende af tre Altere, det
ene bygget over det andet efter gammel Stil. De begyndte strax at
grave i Højen, og i omtrent en Fods Dybde under Overfladen stødte
de paa en Mands Skelet. Imellem dets Ribben fandt de Spidsen af
en lamanitisk Pil, som øjensynlig havde voldt Mandens Død. Medens
de stode og betragtede denne, blev ved Herrens Aand et S}m om
det Forbigangne opladt for Josephs Forstand, og det blev ham
betydet, at den Person, hvis Skelet de havde set, var en hvid Lamanit
— en stor, sværbygget Mand og en Guds Mand. Hans Navn var
Zelph, og han havde været en Kriger og Høvedsmand under den
store Profet Onandagus, der var bekjendt fra Havet i Øst til
Klippebjergene. Den Forbandelse, der var kommen over Lamaniterne paa
Grund af deres Fædres Overtrædelse, var ganske eller i det mindste
tildels borttagen fra Zelph. Et af hans Laarben var bleven brækket
i Krig ved en Sten fra en Slynge nogle Aar før hans Død, og han79 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
var siden bleven dræbt med den Pil, som fandtes mellem hans
Ribben, i en Træfning under den sidste store Krig mellem Lamaniterne
og Nephiterne. — Hvor langt mere tilfredsstillende er det ikke at
have Herrens Ord om en saadan Gjenstand end tusinde Menneskers
Gisninger! Joseph og Brødrene erholdt denne Mands Historie ved
Aabenbaring; følgelig var der ikke nogen Tvivl eller Formodning
desangaaende.
Omtrent en halv Dags Rejse fra dette Sted stod Joseph op paa
et Vognhjul og kaldte Lejrens Folk sammen. Han var tidligere
bleven ledet til at advare dem og følte sig atter paavirket til at
profetere til dem. Efter at have givet dem mange gode Raad og
formanet dem til Trofasthed og Ydmyghed, fortalte han Brødrene, at
Herren havde aabenbaret til ham, at en Plage vilde komme over
Lejren paa Grund af de trættekjære og uregjerlige Aander, som viste
sig iblandt dem; dog hvis de vilde omvende sig og ydmyge sig for
Herren, kunde Plagen, sagde han, tildels blive bortvendt; »men saa
sandt som Herren lever,« tilføjede han, »ville de komme til at lide,
fordi de give efter for deres ustyrlige Sindelag«. Det vil senere af
Fortællingens Løb ses, hvorledes hans Ord ved denne Lejlighed paa
det Bogstaveligste bleve opfyldte. For imidlertid at vise, hvor
smaa-lige nogle af Brødrenes Følelser vare, ville vi anføre en lille
Tildragelse, som ved en vis Lejlighed fandt Sted i Lejren.
Proviantmesteren havde en Gang indkjøbt 25 Gallon Honning og
et Dusin Skinker, som vare tilberedte efter Vestens Vis, men da der
ikke var Skinker nok til at forsyne de forskjellige Kompagnier i
Lejren med een hver, blev Josephs Kompagni enigt om at undvære
sin Andel. De lavede derpaa, saa godt de kunde, deres Aftensmad,
der bestod af Grød og Honning, men i deres trætte Tilstand var
denne Føde utilstrækkelig til at stille deres Hunger. Netop som de
vare færdige med at spise, bleve næsten sex af Skinkerne kastede
hen foran Teltets Dør, og de Personer, som bragte dem, raabte i
Vrede: »Vi ville ikke spise raaddent, urenligt og ildelugtende Kjød.«
Joseph lod en af Skinkerne tillave, og da baade han og Selskabet
fandt, at den smagte fortræffeligt, nøde de et godt Maaltid.
Den 4de Juni naaede Lejren Missisippi-Floden; uagtet Indbyggerne
paa dette Sted truede dem med, at de ikke skulde komme over paa
den anden Side af Floden, kom de dog alle lykkelig og vel over
efter to Dages Forløb og lejrede sig den 7de i en Lund i Monroe
County, Missouri. Her fandtes en Gren af Kirken ved Navn
Salt-Flodens Menighed, af hvis Medlemmer nogle forenede sig med Lejren,
og da et Kompagni Frivillige, som Josephs Broder Hyrum og Lyman
Wight havde samlet i Michigan, forenede sig med dem, udgjorde
hele Lejren paa den Tid 205 Mand med 25 Vogne, hver forspændt
med to eller tre Heste. Lejren blev nu omorganiseret og Joseph igjen
anerkjendt som Øverstkommanderende og Lyman Wight som
General, ligesom en Livvagt paa tyve Mand blev oprettet med Hyrum
Smith som Kaptejn.
Omtrent tre Dage efter, at de havde forladt Salt-Floden, mødte
Lejren Ældsterne Orson Hyde og Parley P. Pratt, hvilke Joseph80
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
havde sendt til Jefferson City for at tale med Daniel Dunklin,
Missouris Guvernør. De meddelte, at Guvernøren ikke havde kunnet
opfylde sit Løfte om at gjenindsætte Brødrene paa deres Ejendomme i
Jackson County. Aarsagen, som han anførte, var, at hvis der gjordes
Forsøg i denne Retning, vilde det føre til Borgerkrig indenfor
Statens Grænser.
Medens Lejren var undervejs til Clay County, blev et offentligt
Møde afholdt af Borgerne der den 16de Juni efter Opfordring af
Kredsdommer John F. Ryland. Dette Møde, som talte over 1000
Mennesker, overværedes tillige af en Del af de Brødre, som vare
blevne uddrevne fra Jackson County. En Deputation fra
Jackson-Pøbelen, som ogsaa var nærværende, fremlagde et Forslag for Mødet
med Hensyn til Afkjøbelsen af de Helliges Jorder og Besiddelser i
nævnte County, hvilket Forslag syntes ret og billigt, men ved
nærmere Undersøgelse viste det sig kun at være Bedrageri, da det nemlig
var af en saadan Beskaffenhed, at Brødrene umulig kunde indgaa
derpaa. Før man kom til noget Resultat, hævedes Mødet i største
Forvirring paa Grund af, at en Missourianer gjennemborede en
anden. Manden, der saaledes blev dræbt, hørte til Pøbelpartiet; han
havde en Gang pryglet en af de Hellige næsten tildøde og brystede
sig af at have gjort det samme mod mange Andre.
Efter dette Møde, der afholdtes i Raadhuset i Liberty, Clay County,
rejste nogle af Pøbelen til Independence for at samle en saa stor
Styrke, at den kunde møde Joseph og hans Hær, som Lejren blev
kaldet, og Folket nærede betydelig Frygt med Hensyn til ham og
hans Hensigter. Da James Campbell, en af Pøbelens Ledere, satte
sine Pistoler tilrette i Hylstrene, før han tog afsted, svor han, at
»Ørne og Gribbe skulde æde hans Kjød, hvis han ikke inden to
Dages Forløb ganske havde sønderskudt Joe Smith og hele hans
Hær«. Denne Mand mente, at det vilde være en let Sag for ham at
sætte denne sin Trusel i Udførelse, men han tænkte ikke paa, at
den almægtige Gud ved sin Mellemkomst kunde hindre ham i
Udførelsen af hans onde Hensigter. Han og de Øvrige gik til
Færgestedet for at ville sætte over Missouri-Floden, efter at Mørket var
faldet paa, men da de vare komne omtrent midt ud paa Floden,
fandt Guds Engel for godt at lade Baaden synke, hvorved syv af de
tolv, som forsøgte at sætte over, omkom. Iblandt de Omkomne var
ogsaa James Campbell, der flød ned ad Floden fire eller fem Mile
og tilsidst drev hen paa en Bunke Drivtømmer, hvor Ørne, Gribbe,
Ravne, Krager og andre vilde Fugle aade Kjødet af hans Ben og
derved opfyldte hans egne Ord, saa at der efter tre Ugers Forløb
intet Andet var tilbage af ham end et Skelet, der saa' frygteligt ud.
Denne Ulykke afskrækkede dog ikke Pøbelen, som allevegne
samlede sig i store Skarer fra de omliggende Countier for at modsætte
sig Josephs og Brødrenes Fremtrængen. Imidlertid vedblev Lejren
langsomt, men sikkert, at nærme sig sit Bestemmelsessted, og om
Aftenen den 18de Juni opsloges dens Telte omtrent en Mil fra
Richmond i Ray County. Dagen efter brøde de tidligt op i det Haab, at
de samme Dag skulde kunne naa Clay County, hvor de fleste af deJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
81
Hellige, der vare uddrevne fra Jackson County, boede; men flere
mindre Uheld tilstødte dem paa Vejen, saa at de, efter at have rejst
omtrent 15 Mile, tilsidst bleve nødsagede til at slaa Lejr paa en
Bakke mellem to Grene af Fishing-Floden. Ikke saa snart havde de
opslaaet deres Telte og beredt sig til at tilbringe Natten paa dette
Sted, før en forfærdelig Storm med Regn og Hagl, ledsaget af
Torden og Lynild, begyndte at rase og vedblev hele Natten igjennem.
Det syntes, som om selve Himmelens Kræfter vare satte i
Bevægelse for at forsvare den lille Skare af Hellige, der stod under
Profeten Josephs Ledelse.
Jackson-Pøbelen, som havde samlet sig i den Hensigt at ville dræbe
»Joe Smith og hans Hær«, var netop i Færd med at sætte over
Missouri-Floden til Clay County, hvor de havde isinde at forene deres
Kræfter med en anden Pøbelhob fra Richmond, Ray County, og den
første Ladning paa 40 Mand var allerede landsat, da denne
frygtelige Storm brød løs. Hagelen var saa vedholdende og stærk paa
Pøbelens Side, at den slog Huller i deres Hatte, brød Grene af Træerne
og fik deres Heste til at løbe løbsk. En af dem blev endog dræbt
ai Lynilden, og i Stedet for at fortsætte Fjendtlighederne vendte de
40 Mand næste Dag tilbage til Jackson County, overtydede om,
ligesom hine Overlevende af det druknede Kompagni, at naar Jehova
strider, er det raadeligst at være fraværende. Den eneste
Ubehagelighed, som Lejren led ved dette Uvejr, var, at en Del Telte blæste
om, og at Brødrene bleve noget gjennemblødte af Regnen. Aftenen
før Stormen naaede Vandet i Big Fishing-Floden kun til en Mands
Ankler, men næste Morgen var det over 40 Fod dybt. Pøbelen svor,
at Vandet i Little Fishing-Floden steg 30 Fod i 30 Minuter.
Den 21de blev Lejren besøgt af Oberst Sconce og to andre ledende
Mænd fra Rav County, som kom for at tale med Brødrene og
forhøre sig om deres Hensigter. »Jeg ser,« sagde Obersten, »at der er
en almægtig Kraft, som beskytter dette Folk; thi da jeg brød op fra
Richmond i Ray County med et Kompagni væbnede Mænd og med
den faste Beslutning at ville ødelægge eder, rejste der sig en
forfærdelig Storm, som hindrede mig i at naa eder.« Da han først traadte
ind i Lejren, blev han greben af en saadan Frygt, at han nødtes til
at sætte sig ned for at fatte sig, og da han havde meddelt Hensigten
med sit Besøg, rejste Joseph sig og gav en Beretning om de Helliges
Lidelser i Jackson County, om deres Forfølgelser i Almindelighed for
deres Religions Skyld og om Øjemedet med deres Komme til
Missouri, nemlig om mulig at skaffe deres Brødre Ret og gjenindsætte
dem paa deres Ejendomme i Jackson County. Da Joseph havde endt
sin Tale, som endog havde frembragt Taarer i de Fremmedes Øjne,
rejste de sig og rakte ham Haanden til Afsked, idet de sagde, at de
vilde bruge deres Indflydelse for at dæmpe den Ophidselse, der overalt
herskede imod dem. Derpaa toge de bort og rede siden omkring blandt
Folket og gjorde sig utrættelig Flid for at bilægge Ophidselsen.
Paa Foranledning af Cornelius Gillium, Landsdommer for Clay
County, lod derpaa Joseph og adskillige andre af Brødrene en
Meddelelse indrykke i et Blad, kaldet »Missouri Enquirer«, hvori de cirku-
482
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
lerende usandfærdige Rygter og Fortællinger om Brødrenes
Forehavende modsagdes, og deres virkelige Øjemed fremsattes og
offentliggjordes for Folket. I denne Meddelelse fremsatte de ogsaa Forslag
om at ville kjøbe nogle af Pøbelens Ejendomme i Jackson County,,
hvilket Forslag afveg betydeligt fra det, som Pøbelen tidligere havde
gjort de Hellige. De forlangte ikke heri, at hver eneste Person skulde
forlade Countiet, men Enhver, som vilde overholde Landets Love og^
ikke krænke sin Næstes Rettigheder, kunde leve og bo der i
uforstyrret Fred. Der var imidlertid en Klasse, som ikke under nogen
Omstændighed vilde holde Fred, men havde besluttet at forfølge og
plage de Hellige, saa længe der var nogen tilbage af dem i Landet.
Det var disse Mænds Ejendele, som Joseph og de andre Ældster
foresloge at kjøbe, men som man kunde vente af disse Uslinger,
af-sloge de at gaa ind paa noget Forslag, der vilde berøve dem Lejlighed
til at fortsætte deres Forfølgelser.
Medens Lejren laa ved Fishing-Floden, modtog Joseph atter en
Aabenbaring angaaende Zions Forløsning. (Se Pagtens Bog, 105te Kap.)
Herren sagde heri, at han havde hørt Brødrenes Bønner i Lejren og
havde antaget deres Olier; men paa Grund af hans Folks
Overtrædelser skulde Ældsterne vente en Tid paa Zions Forløsning. Folket
i Almindelighed, sagde han, behøvede mere Undervisning, og selv
vare de ikke tilstrækkelig beredte. Han havde imidlertid bragt dem
saa lang en Vej for at prøve deres Tro og berede dem for større
Velsignelser. Fra Fishing-Floden jdrog Lejren derpaa (den 23de) til
Rush-Bækken i Nærheden af Liberty, Clay County, hvor de lejrede
sig paa en af Brødrenes Marker.
Vi have allerede anført, at Joseph, før Lejren satte over
Mississippi-Floden, underrettede Brødrene om, at Gud som Følge af Nogles
Ulydighed og Opsætsighed havde besluttet at lade en Plage komme
over dem, og at de, hvis de ikke omvendte sig og ydmygede sig for
Herren, skulde dø som Faar af Leversyge. Han udtrykte sin
Beklagelse herover, men sagde tillige, at det kunde ikke undgaas; Straffen
maatte komme. Omvendelse og Ydmyghed kunde for en Del afvende
Plagen, men det kunde ikke tilfulde standse den.
Allerede den 21de Juni begyndte hans Ord at gaa i Opfyldelse,,
idet nogle af Brødrene bleve angrebne af Kolera, men først om
Aftenen den 24de brød den ud for Alvor. Allevegne hørte man Graad,
Jammer og Klage. Saa overraskende og heftig var denne frygtelige
Sygdoms Angreb, at en Del af Brødrene, som stode paa Vagt, faldt
bevidstløse til Jorden med deres Geværer i Haanden, saa snart de
bleve angrebne deraf. Omendskjønt Joseph var bleven ledet til at
advare Brødrene mod den forestaaende Plage, opbød han dog ved
de første Tegn paa Sygdommens Tilstedeværelse al sin Tro og Kraft
for at irettesætte Fordærveren, men lærte snart ved smertelig
Erfaring, at den er i stor Fare, som søger at standse Jehovas Haand,
naar han en Gang har besluttet at udføre Dom over et Folk; thi i
samme Øjeblik, som Joseph forsøgte at standse Plagen, blev han
selv meget haardt angreben, og havde han ikke holdt op med at
true Sygdommen, vilde hans eget Liv være blevet et Offer.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
83
Den Første, der faldt som Offer for denne Sygdom, var Ældste
John S. Carter, der, saa snart den viste sig iblandt dem, traadte
frem for at true Sygdommen, men blev selv øjeblikkelig angreben
og døde den 25de Juni Kl. 6 om Eftermiddagen. I fire Dage vedblev
derpaa Koleraen at rase, indtil omtrent 68 af de Hellige vare
angrebne, hvoraf 13 døde, deriblandt Sidney Gilbert, der havde været
Kirkens Agent og Bestyrer af Herrens Forraadshus.
Den 25de forlod Joseph i Forening med David Whitmer og to
andre Brødre Rush-Bækken for at besøge de Hellige, som boede i
den vestlige Del af Clay County. Paa Vejen der hen gik de ind i et
Hus for at bede om en Drik Vand, men Konen i Huset skreg ud
af Døren, at hun havde ikke noget Vand for »Mormoner«, hvorpaa
de vendte om og gik videre, men inden en Uge var omme, kom
Koleraen til samme Hus, og Konen og tre andre af Familien døde.
Joseph tilbragte derpaa flere Dage blandt sine gamle Venner og
Bekjendte i Clay County og traf en Dag sammen med et betydeligt
Antal Brødre fra Lejren i Lyman Wights Hus, hvor han meddelte
dem, at hvis de vilde ydmyge sig for Herren og gjøre Pagt med
ham om at holde hans Bud og adlyde hans Befalinger, skulde Plagen
ophøre fra den Stund af, og at intet nyt Tilfælde af Kolera skulde
indtræffe iblandt dem. De sluttede Pagt i dette Øjemed, og Plagen
ophørte.
Medens Joseph endnu opholdt sig her, lod han et Højraad
organisere i Lighed med det, der tidligere var bleven organiseret i
Kirtland. Til Præsident for dette Højraad blev David Whitmer valgt med
William W. Phelps og John Whitmer som Raadgivere eller
assisterende Præsidenter. Til Raadsmedlemmer bleve følgende Højpræster
valgte: Christian Whitmer, Newel Knight, Lyman Wight, Calvin Beebe,
Wm. E. McLellin, Solomon Hancock, Thomas B. Marsh, Simeon Carter,
Parley P. Pratt, Orson Pratt, John Murdock og Levi Jackman. Efter
at Joseph derpaa havde givet disse Brødre megen Lærdom og
Undervisning angaaende deres Pligter og ordineret dem til deres forskjellige
Kaldelser, traadte ogsaa dette Højraad snart i Virksomhed.
Paa denne Tid affattede et Antal ledende Ældster en rørende og
indtryksfuld Adresse til Folket og dets bemyndigede Authoriteter, hvori
de Helliges Tro, Anskuelser og Ønsker med stor Klarhed og
Tydelighed fremsattes, og hvori alle retskafne Mennesker opfordredes til at
komme de Forfulgte til Hjælp.
Den 9de Juli brød Joseph, hans Broder Hyrum og en Del andre
Ældster op fra Clay County for at vende tilbage til Kirtland, Ohio.
Samtidig begave ogsaa de fleste andre af Brødrene i Lejren sig paa
Tilbagevejen. Med kun faa Undtagelser havde de trofast udført deres
Mission, og hvad enten de havde udrettet Meget eller Lidet, vidste
de, at de havde adlydt Herrens Befaling, og lagde derfor Resultatet
i hans Haand. Det havde været en besværlig og møjsommelig Rejse
for Brødrene. De fleste af dem havde vandret tilfods fra Kirtland
til Missouri, en Vejlængde paa omtrent 1000 Mile, og tilbage igjen,
og havde næsten daglig foretaget lange Marscher, for det meste over
daarlige Veje; dog havde de, som holdt sig nær til Herren, havt en
6'84
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
behagelig Tid og modtaget megen Lærdom og Erfaring, dér siden
kom dem til stor Nytte. Brigham Young og hans Broder Joseph vare
Lejrens liflige Sangere, som ofte opmuntrede Brødrene og afhjalp
Rejsens Kjedsomhed ved deres smukke og behagelige Sang.
Da Joseph paa Tilbagevejen var kommen til Richmond i indiana,
læste han i en Avis, som udgaves der paa Stedet, at han ©g haas
Selskab havde havt en Træfning med Missourianerne, hvori han var
bleven saaret i det ene Ben. Saaret var saa farligt, at hans Ben
maatte sættes af, og tre Dage efter, at han havde mistet det, var
han afgaaet ved Døden. Joseph og hans Broder Hyrum besøgte Bladets
Redaktør og gjorde ham opmærksom paa, at han var bleven galt
underrettet, men det var kun med stort Besvær, at Redaktøren lod
sig overtale til at tro, at Historien, som han havde publiceret, var falsk.
For at skynde sig hjem lod Joseph derpaa sine Rejsefæller tilbage
paa forskjellige Steder paa Vejen og ankom alene i Begyndelsen, af
August med Postvogn til Kirtland.
NIENDE KAPITEL.
Et Raad sammenkaldes. — Ældsternes Skole oprettes. — Begyndelsen til
Tiendelovens Indførelse iblandt de Hellige. — De tolv Apostle kaldes og
udvælges til Tjenesten. — Det første Kvorum af de Halvfjerds oprettes. —
Hr. Michael H. Chandler besøger Joseph. — Nogle mærkværdige Optegnelser.
— Hvorledes Joseph kommer i Besiddelse af Abrahams Bog. — Lærdommens
og Pagtens Bog antages som en Lov og Regel for Kirken. — William Smiths
slette Opførsel volder Joseph megen Bedrøvelse. — Brudstykker af et rørende
Brev. — En hebraisk Skole oprettes i Kirtland. — Kort Beskrivelse over
Kirtlands Tempel. — Et interessant Svn.
Efter at Joseph var vendt tilbage til Kirtland, blev et Raad
sammenkaldt, hvori hele hans Adfærd under Rejsen til og fra Missouri
blev nøje undersøgt og drøftet. Sylvester Smith, som havde været
med i Zions Lejr, havde nemlig ladet mange falske Rygter udsprede
om Josephs Opførsel etc. under nævnte Rejse, og for at sætte en
Stopper for disse onde Rygter og Fortællinger lode Ældsterne et Raad
sammenkalde, hvorved de Brødres Vidnesbyrd kunde erholdes, der
havde foretaget Rejsen i Forening med Joseph. Efter en nøje
Undersøgelse afgav Raadet derpaa den Erklæring, at de vare fuldkommen
tilfredse med hans Opførsel, da det af de aflagte Vidnesbyrd tydelig
fremgik, at han i enhver Henseende havde handlet i
Overensstemmelse med sin høje og vigtige Stilling i Kirken. Raadet tog siden
Sylvester Smiths Sag under Behandling, og for at beholde sin
Stilling i Kirken maatte han tilstaa, at han ondskabsfuldt havde
udspredt de nævnte Rygter om Joseph.
I omtrent sex Uger forblev derpaa Joseph i Kirtland og var i denne
Tid stadig beskjæftiget og optaget med offentlig Arbejde. Han
præsiderede saaledes over Højraadet, mødte i Konference med Ældsterne
og de Hellige, var Opsynsmand ved Opførelsen af Herrens Hus i
Kirtland og var tillige Formand ved Tempel-Stenbrudet, i hvilken85 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
sidste Egenskab han ofte arbejdede med sine egne Hænder. Ligeledes
havde han Opsyn med Bogtrykkeriet og standsede Udgivelsen af »TÄe
Evening and Morning Stari., samt paabegyndte i Stedet Udgivelsen af
et nyt Blad, betitlet »The Latter-day Saints' Messenger and Advocate«.
Den 16de Okt. forlod han atter Kirtland i Forening med Hyrum
Smith og flere andre Ældster i den Hensigt at besøge en Del Hellige
i Michigan. Medens de undervejs befandt sig ombord paa en mindre
Damper og sejlede opad Erie-Søen, havde Oliver Cowdery en kort
Samtale med en Mand, som kaldte sig Elmer. Denne Elmer sagde,
»at han var personlig bekjendt med Joe Smith, havde hørt ham
foredrage sine Løgne og var nu, da han var død, særdeles glad. For fem
Aar siden havde han hørt Joe Smith prædike i Bainbridge, Chenango
County, N. Y., og vidste, at det var ham, thi han var en mørkladen
Mand«. Saadanne vare de Løgne, som stadig cirkulerede om Joseph.
Denne Mand, som foregav at have kjendt ham og hørt ham prædike
etc., befandt sig netop ombord paa det samme Dampskib, hvor Joseph
var, og dog talte han om, at han var død! Han sagde, at Joseph
var en mørkladen Mand; tvertimod, han var lysladen, og fem Aar
før den Tid havde Joseph ikke begyndt at prædike! Paa denne Maade
blev han ofte beløjet og bagtalt af Mænd, som ikke kjendte det
Ringeste til ham. Den 20de Oktober ankom de til Pontiac i Michigan,
og efter at de her havde tilbragt nogen Tid med at belære og
undervise de Hellige, vendte de tilbage til Kirtland, meget styrkede efter
deres Tur og vel tilfredse med de Hellige i den Del af Herrens Vingaard.
Til Gavn for de Ældster, som siden skulde gaa paa Mission, lod
Joseph en Skole oprette, hvor der i Vinterens Løb holdtes Foredrag
over Theologi og andre lærerige Emner. Saa megen Interesse lagde
Ældsterne for Dagen med Hensyn til at dygtiggjøre sig til den vigtige
Gjerning, der laa for dem, at Wm. E. McLellin, en af de fornemste
Lærere i Skolen, i sin Rapport det følgende Foraar meddelte, at han
havde været Lærer i fem forskjellige Stater, men aldrig set Eleverne
gjøre hurtigere Fremgang end i denne.
Den 25de Nov. modtog Joseph en Aabenbaring til Warren A.
Cowdery (se Pagtens Bog, 106te Kap.), og den 28de s. M. overværede
han et Møde af Højraadet, hvor et Par Brødre, der vare udsendte
fra Menigheden i Lewis, Essex County, N. Y., aflagde Beretning samt
Regnskab for Modtagelsen af et Beløb af 848 Dollars, som de Hellige
dersteds havde sammenskudt, for dermed ifølge Herrens Befaling at
opkjøbe Land i Missouri. Den 29de Nov. gjorde Joseph og Oliver
Cowdery Pagt med Herren om at ville give Tiende, hvilket var
Begyndelsen til Tiendelovens Indførelse iblandt de Sidste-Dages Hellige.
Imidlertid vedbleve de Hellige i Missouri at opfordre de derværende
verdslige Authoriteter til at foretage de nødvendige Skridt for at skaffe
dem deres tabte Besiddelser tilbage, og indsendte i den Anledning
en Ansøgning til den lovgivende Forsamling i Jefferson City; men
da deres Andragende kun blev besvaret med Ligegyldighed og Foragt,
og Intet blev gjort for at skaffe dem Oprejsning, maatte de Hellige
i Clay County foreløbig slaa sig til Ro og begyndte nu med deres86
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
sædvanlige Flid og Arbejdsomhed at bygge sig nye Huse og Hjem
og samle omkring sig Livets Goder.
I Januar 1835 var Joseph for det meste beskjæftiget med at
berede de nævnte Forelæsninger over Theologi, der bleve holdte i
Æld-sternes Skole, til Offentliggjørelse i Pagtens Bog; og da Brigham og
Joseph Young en Søndag i Februar kom og sang for ham, blev
Herrens Aand udgydt over Joseph, og han sagde dem, at han ønskede
at se de Brødre komme sammen, som den foregaaende Sommer
vare tagne op til Missouri i Zions Lejr, thi han havde en Velsignelse
i Behold for dem. En Forsamling blev derpaa afholdt den 14de
Februar, over hvilken Joseph selv præsiderede. Efter at han havde læst
det 15de Kapitel af Johannes Evangelium, og en passende og inderlig
Bøn var bleven opsendt til den Almægtige, bleve de tilstedeværende
Brødre, som havde hørt til Lejren, opfordrede til at tage Sæde for
sig selv paa et bestemt Sted i Huset. Joseph holdt derpaa en
længere Tale, hvori han beskrev nogle af de Besværligheder, der
forefaldt under Rejsen til Zion, og sagde, at Gud havde ikke bestemt
alt dette for Intet, men havde det endnu i Erindring, og at det var
hans Villie, at disse, som saaledes droge til Zion med den
Beslutning at ofre deres Liv, om det var nødvendigt, skulde ordineres til
Tjenesten og gaa ud for at beskjære Vingaarden for sidste Gang
eller før Herrens Tilkommelse, hvilken var nær — ja sex og
halvtredsindstyve Aar skulde udfolde Optrinet. Om Eftermiddagen
fortsattes Mødet, og efter at Forsamlingen var bleven aabnet med Sang
og Bøn, sagde Joseph, at det Første, som burde gjøres, var, at hver
af de tre Vidner til Mormons Bog (Oliver Cowdery, David Whitmer
og Martin Harris) skulde bede og dernæst skride til at udvælge 12
Mænd af Kirken, som skulde ordineres til Apostle og siden sendes
ud at aabne Evangeliets Dør blandt alle Slægter, Stammer,
Tunge-maal og Folk. De tre Vidner bleve derpaa under Haandspaalæggelse
velsignede af Præsidentskabet, hvorpaa de ifølge Aabenbaringen, som
blev given i Juni 1829, udvalgte de 12 Apostle i følgende Orden:
Lyman E. Johnson, Brigham Young, Heber C. Kimball, Orson Hyde,
David W. Patten, Luke S. Johnson, William E. McLellin, John F.
Boynton, Orson Pratt, William Smith, Thomas B. Marsh og Parley
P. Pratt. Dette var den Orden, i hvilken de bleve kaldte, men ved
en senere Omordning indtoge de deres Pladser i Kvorumet efter
Alderen — den ældste først, den næstældste dernæst osv. Efter Alderen
kom deres Navne saaledes: Thomas B. Marsh, David W. Patten,
Brigham Young, Heber C. Kimball, Orson Hyde, William E. McLellin,
Parley P. Pratt, Luke S. Johnson, William Smith, Orson Pratt, John
F. Boynton og Lyman E. Johnson.
De Tre, der først bleve kaldte, bleve ordinerede den samme Dag,
sex andre Dagen efter, og den 21de s. M. blev Parley P. Pratt
ordineret, medens Thos. B. Marsh og Orson Pratt, som vare fraværende
paa en Mission, først modtoge deres Ordination i April Maaned. I en
Formaningstale, som Joseph derefter holdt til de Ordinerede,
paa-lagde han dem i Særdeleshed at føre en nøjagtig Optegnelse af Alt,
hvad der forefaldt af Vigtighed i deres umiddelbare Nærhed.87 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
I en senere Raadsforsamling, som blev afholdt den 28de Feb.,
begyndte Joseph og hans Raadgivere at udvælge andre af Lejrens Mænd
til at danne det første Kvorum af de Halvfjerds, hvis Pligt det skulde
være at gaa til alle Jordens Dele for at forkynde Evangeliet under
de tolv Apostles Bestyrelse. I et Antal af 45 bleve Brødrene samme
Dag velsignede og ordinerede til denne Kaldelse; iblandt dem var
Joseph Young, Jedediah M. Grant og Geo. A. Smith. Dagen efter
blev Joseph Young ordineret til en af de syv Præsidenter over de
Halvfjerds, hvilken Stilling han vedvarende beholdt gjennem de mange
Forandringer, som fandt Sted i Kirken fra den Tid af og til hans
Død, som indtraf i Salt Lake City den 16de Juli 1881. Nu tælles
de Halvfjerdsindstyve i Tusindvis. I sine Instruxer til de Halvfjerds
ytrede Joseph blandt Andet Følgende: »Dersom de første Halvfjerds
alle finde Beskjæftigede og flere Arbejdere behøves, da skal det være
•de syv Præsidenters Pligt, som præsidere over de første
Halvfjerdsindstyve, at kalde og ordinere andre Halvfjerds og sende dem ud
at arbejde i Vingaarden, indtil der, om Nødvendigheden fordrer det,
bliver beskikket syv Gange Halvfjerds, ja indtil der endog er 144,000
kaldede til Evangeliets Tjeneste.«
Den 7de og 8de Marts bleve 119 af de Brødre, som ved deres
Arbejde eller Midler havde hjulpet til at bygge Herrens Hus,
velsignede af Præsidentskabet ved Haandspaalæggelse og Bøn i Herrens
Navn. Mange af dem bleve ogsaa ordinerede til Ældster og flk store
Forjættelser og Velsignelser udtalte paa deres Hoveder for deres
Nid-kjærheds Skyld i at opføre et Tempel til Guds Navns Ære. De vare
allesammen enige om at ville vedblive at arbejde, indtil Bygningen
stod færdig.
I et Raad, som blev afholdt af de Tolv den 28de Marts, blev det
«nstemmig vedtaget at indsende en passende Anmodning til Joseph
om at anraabe Herren paa deres Vegne om en Aabenbaring, der
kunde tjene dem til Trøst og Opmuntring paa deres Rejser. For at
imødekomme deres Begjær adspurgte Joseph Herren og modtog hin
vigtige Aabenbaring angaaende Præstedømme, som findes i Pagtens
Bog, 107de Kap.
Ikke længe derefter (den 4de Maj) forlode de Tolv Kirtland for at
tage paa en Mission til de østlige Stater. Ifølge foregaaende
Bestemmelse overværede de adskillige Konferencemøder blandt de Hellige i
Staterne New York, Vermont, Massachusetts, Maine og Canada, hvor
de tillige afholdt en Mængde Forsamlinger blandt Fremmede og satte
Kirkens forskjellige Konferencer og Grene i tilbørlig Orden. Fra denne
Mission vendte de tilbage den 21de September samme Aar.
I Begyndelsen af Juli kom en vis Hr. Michael H. Chandler til
Kirtland, for om mulig at faa Joseph til at oversætte en Del
ægyptiske Papyrusruller,* som han var i Besiddelse af; thi han havde
tidligere hørt, at Joseph besad denne Gave. Derfor bragte han ham
nogle af Skrifttegnene, som Joseph derpaa oversatte, hvorpaa Hr.
Chandler gav ham følgende Attest:
* Papyrus er Navnet paa en ægvptisk Plante, hvis indvendige Dele
benyttedes af de Gamle til at skrive paa.88
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
> Kirtland, den 6te Juli 1835.
Det være herved vitterligt for Alle, som maatte ønske at komme til
Kundskab om Joseph Smith jun.'s Duelighed i at udtyde de gamle ægyptiske
Hieroglyfskrifter, som tilhøre mig, at jeg har forevist dem til de lærdeste Mænd i
mange af de større Stæder; og af den Oplysning, jeg har været i Stand til
at erholde, finder jeg, at Hr. Joseph Smith jun.'s Oversættelse paa det
Nøjag-tigste stemmer overens med deres. Michael H. Chandleb,
Ejer af ægyptiske Mumier.«
Foruden de nævnte Papyrusruller medbragte denne Mand ogsaa en
Del Mumier (indbalsamerede Menneskelegemer), som nogle af de
Hellige i Kirtland senere afkjøbte ham. Og da Joseph kort efter med
William W. Phelps og Oliver Cowdery som Skrivere begyndte at
oversætte nogle af Skrifttegnene eller Hieroglyferne, fandt de til deres
store Glæde, at en af Rullerne indeholdt Abrahams Optegnelser og
en anden Joseph af Ægyptens Optegnelser. Under Navn af Abrahams
Bog blev derpaa førstnævnte oversat af Joseph og siden publiceret i
»The Times and Seasons«-, et Blad, som udgaves af de Hellige i Nauvoo,
og endnu senere i»Pearl of Great Price«, hvor Læseren nu kan finde den.
Disse Optegnelser, skriver Joseph, vare smukt skrevne paa Papyrus
med sort og for en Del med rødt Blæk eller Farve, og fuldkommen
bevarede. Skrifttegnene vare saadanne, som i Almindelighed findes
paa Mumiernes Ligkister, Hieroglyfer osv., med mange Bogstaver lig
de nuværende hebraiske uden Punkter. Optegnelserne udtoges fra en
af Lighvælvingerne i Ægypten i Nærheden af det Sted, hvor en
Gang den berømte By Theben stod, af den berømte franske Rejsende
Antonio Sebolo i Aaret 1831. Han forskaffede sig Tilladelse af
Me-hemed Ali, den Gang Vicekonge i Ægypten, under Beskyttelse af
Chevalier Drovetti, fransk Konsul, i Aaret 1828, og lejede til
Arbejdet 433 ægyptiske eller tyrkiske Soldater for en Dagløn fra 4 til
6 Cents pr. Mand, trængte ind i Katakomben (Gravhvælvingen) den
17de Juni 1831 og erholdt 11 Mumier. Der var flere hundrede
Mumier i den samme Gravhvælving; omtrent 100 vare indbalsamerede
efter den første Orden og opstillede i Nicher (Fordybninger i Væggene),
og to eller tre hundrede 'efter den anden og tredie Orden; de laa
paa Gulvet eller Bunden af den store Hvælving. De to sidste Ordener
af de Balsamerede vare saa opløste, at de ikke kunde flyttes, og ikkun
11 af den første, fundne i Nicherne. Undervejs fra Alexandria til
Paris tog Hr. Antonio Sebolo ind til Triest, og efter 10 Dages
Sygdom udaandede han. Dette foregik i Aaret 1832. Før sin Død
testamenterede han det Hele til sin Fætter Hr. Michael H. Chandler, som
den Gang var i Philadelphia, men som han formodede var i Irland.
Som Følge heraf blev det Hele sendt til Dublin, og Hr. Chandlers
Beslægtede besørgede dem sendt til New York, hvor de bleve
modtagne paa Toldboden om Vinteren eller Vaaren 1833. I April s. A.
betalte Hr. Chandler Omkostningerne og satte sig i Besiddelse af sine
Mumier. Indtil den Tid havde de ikke været tagne ud af Kisterne,
ej heller vare disse blevne aabnede. Ved at aabne Kisterne opdagede
han, at i Forening med to af Legemerne var Noget rullet op i samme
Slags Linneddug, mættet med det samme Jorbeg, hvilket, da det89 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
undersøgtes, befandtes at være to Papyrusruller. To eller tre andre
Smaastykker af Papyrus med astronomiske Beregninger, Gravskrifter
osv., bleve fundne hos andre Mumier. Da Hr. Chandler opdagede,
at der var Noget foruden Mumierne, formodede eller haabede han,
at det maaske var nogle Diamanter eller værdifuldt Metal, og blev
ikke lidet skuffet, da han saa', hvad de indeholdt. Man sagde ham,
medens han endnu var paa Toldboden i New York, at der var Ingen
i den Stad, som kunde oversætte hans Ruller; men den samme
Herre, der sagde ham dette, henviste ham til Joseph Smith jun.,
s som,« vedblev han, »besad en Slags Kraft og Gave, hvorved han
forhen havde oversat lignende Skrifttegn«. Joseph var den Gang
ubekjendt for Hr. Chandler, ej heller vidste han, at en saadan Bog
eller et saadant Værk, som Nephiternes Optegnelser, var bleven bragt
for Offentligheden. Fra New York tog han sin Samling til
Philadelphia, hvor de Lærde bevidnede Samlingens Ægthed, og kom der
fra til Kirtland, som tidligere meddelt, i Begyndelsen af Juli Maaned.
I en General-Forsamling, som blev afholdt i Kirtland den 17de
August, blev Lærdommens og Pagtens Bog forelagt de Hellige til
Antagelse. En Komite, bestaaende af Joseph Smith jun., Sidney
Rigdon, Oliver Cowdery og Frederick G. Williams, havde nemlig i
Forvejen været beskjæftiget med at ordne og samle de tidligere givne
Aabenbaringer og Lærdomme i en Bog, som det nu blev nødvendigt
at foreslaa til almindelig Antagelse af Kirken. Ved enstemmigt Votum
blev Bogen derpaa helliget og anerkjendt af de Hellige som en Lov
og Regel for Kirkens Tro og sammes Udøvelse, hvorpaa et saalydende
skrevet Vidnesbyrd af de Tolv blev oplæst for Forsamlingen:
* Vidnernes Vidnesbyrd om Herrens Befalingers Bog, hvilke han gav sin Kirke
ved Joseph Smith jun., som blev beskikket ved Kirkens Stemme til dette Øjemed.
Vi føie os beredvillige til at bevidne for alle Mennesker i den ganske
Verden, for enhver Skabning paa Jorden og paa Øerne i Havet, at Herren har
baaret Vidnesbyrd for vore Sjæle formedelst den Helligaands Udgydelse over
os, at disse Befalinger bleve givne ved Guds Inspiration, og ere nyttige for
alle Mennesker, og ere fuldkommen sande. Vi afgive dette Vidnesbyrd for
Verden ved Herrens Hjælp; og det er formedelst Gud Faderens og hans Søns,
Jesu Kristi, Naade, at vi have modtaget det Privilegium at fremlægge dette
Vidnesbyrd for Verden, hvorover vi glæde os meget, og bede bestandigt Herren,
at Menneskenes Børn maa have Gavn deraf.«
Omtrent samtidig blev Afhandlingen om Regjeringer og Love i
Almindelighed affattet og forordnet Optagelse i Pagtens Bog. (Se 134te
Kapitel.)
Joseph tilbragte nu en længere Tid i Kirtland, varetagende de
mangfoldige Forretninger, der paahvilede ham som Præsident for
Kirken, der nu var voxet til et stort Antal; alene i Kirtland og
Omegn talte den paa denne Tid omtrent 2000 Medlemmer. Han blev
fremdeles besøgt af Fremmede fra forskjellige Dele af Landet, hvoraf
nogle kom for at samtale med ham om Religion, andre for at se de
ægyptiske Mumier etc. Til disse Fremmede bar han kraftigt
Vidnesbyrd om Gjengivelsen af Evangeliet og de Omstændigheder, som vare
forbundne dermed, men eftersom Menneskenes Sind ere formørkede
og de elske Løgn mere end Sandhed, saa var der selvfølgelig Mange,90
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
som ikke troede disse Ting, selv naar de hørte dem fra Profetens
egne Læber. Med utrættelig Flid søgte Joseph baade offentlig og
privat at undervise Brødrene og de Hellige om deres Pligter, og
arbejdede tillige, saa meget som muligt, paa Oversættelsen af
Papyrusrullerne, hvormed Oliver Cowdery var ham behjælpelig som Skriver.
Paa samme Tid lod han en Del Breve og Meddelelser indrykke i
Kirkens Blad »The Messenger and Advocate«, hvoraf det ses, at Josephs
Liv var en vedvarende Række af Forretninger; men hvor herligt var
ikke hans Arbejde! Udvalgt af Herren som et Redskab til at oprette
hans Kirke og grundlægge hans Rige igjen paa Jorden, udrustede
Herren ham med de nødvendige Gaver og Egenskaber til Udførelsen
af hans høje og hellige Pligter. Han syntes aldrig at blive træt af
det Arbejde, Herren havde paalagt ham, og tabte aldrig Interessen
derfor, men han elskede det ligesaa højt og var ligesaa nidkjær i at
virke for dets Fremme i sine sidste Dage, som han var ved
Begyndelsen af sin Løbebane. Hvis der skete nogen Forandring i hans
Kjærlighed og Nidkjærhed for Guds Sag, saa var det til det Bedre;
thi hans Kjærlighed for den blev større og hans Følelser varmere
for hver Dag. Hver Dags Arbejde havde ny Tiltrækning for ham, og
han saa' bestandig nye Emner, som han yndede, og som ansporede
ham til nye Anstrengelser.
Mange vare de inderlige Bønner, som Joseph i hine Dage opsendte
til Herren om Hjælp i de Helliges trange Omstændigheder til at
sætte dem i Stand til at opfylde deres Forpligtelser. Han ønskede
ikke at bringe sig selv eller Brødrene i Vanry eller i deres Fjenders
Hænder ved ikke at kunne betale deres Gjæld. Ved en vis Lejlighed
i December 1835 forenede 20 af Brødrene sig og overrakte Joseph
en Gave paa 4OY2 Dollars i Penge. Idet han omtaler disse Brødres
Godhed, bemærker han: »Mit Hjerte svulmer af usigelig
Taknemmelighed, naar jeg betragter min himmelske Faders Godhed i at aabne
disse mine elskede Brødres Hjerter til saa ædelmodigen at afhjælpe
min Trang, og jeg beder Gud i Jesu Kristi Navn at mangfoldiggjøre
sine Velsignelser paa deres Hoveder.« Vi omtale denne lille
Begivenhed for at vise, hvor højt et saadant lille Beløb af Penge skattedes
i de Dage. Kirken var ikke den Gang saa velhavende som nu;
følgelig maatte Joseph og de ledende Ældster udføre Meget med faa Midler.
Ikke et Øjeblik forglemte Joseph Zions Forløsning; thi han og
Brødrene havde forpligtet sig til at have det for Øje, saa længe de
levede. Som Følge heraf finde vi ham i December 1835 i Færd med
at afsende talrige Ansøgninger fra Folket i alle Dele af de Forenede
Stater til Missouris Guvernør om at gjengive de Hellige deres
Besiddelser. Men til hvad Nytte skete det? Det havde en dobbelt
Virkning. For det Første kunde de Hellige paastaa, at de havde søgt at
erholde Oprejsning paa enhver mulig Maade og saaledes ikke forsømt
at gjøre Herrens Villie i denne Henseende. For det Andet bleve
Landets Authoriteter derved berøvede enhver Undskyldning for deres
strafværdige Forsømmelse i ikke at tilstaa de Hellige deres Rettigheder.
Paa denne Tid følte Joseph sig ofte meget bedrøvet over sin Broder
Williams slette Opførsel. Uagtet han var kaldet til at være en af de91 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Tolv, havde han dog ikke Evne til at beherske sig selv, men var
en meget stivsindet og heftig Mand og vilde nødig modtage
Irettesættelse. Det hændte ofte, at han paa en brutal Maade fornærmede
Joseph, som dog var hans bedste Ven. Saaledes skete det en Gang,
medens en Sag var under Behandling for Højraadet, hvori William
var Anklageren, at Joseph gjorde Indsigelse mod et Vidnesbyrd, der
blev fremlagt, hvorover William blev meget opbragt. Dagen efter
traf de sammen i Josephs Hus for at tale nærmere om Sagen og
om mulig faa Misforstaaelsen rettet, hvilket var Josephs højeste Ønske.
Hyrum Smith, deres ældre Broder, var ogsaa nærværende, men
William var ubøjelig og vilde ikke tilstaa, at han havde Uret. Han
blev atter meget vred og vilde ikke engang høre, hvad de havde at
sige, men forlod Huset i Vrede. Han sendte Joseph sit Kaldsbrev
tilbage og søgte endog at ophidse Folket til Vrede imod ham, hvilket
foraarsagede Joseph megen Sorg, thi han elskede sin Broder og
ønskede meget, at han skulde blive frelst; men han vidste tillige, at
den Fremgangsmaade, han havde brugt, var meget urigtig, og
medmindre han omvendte sig, vilde han miste sin Stilling for Herren.
Hans Brødre af de tolv Apostle viste ogsaa megen Deltagelse for
ham, og bade til Herren paa hans Vegne; det er muligt, at han
ydmygede sig til en vis Grad, men at dømme efter det, der paafulgte,
ikke saa meget, som han burde have gjort.
Nogen Tid efter blev der oprettet en Diskussionsskole, som holdt
sine Møder i William Smiths Hus. Joseph selv var tilstede ved det
første Møde og gav Ældsterne nogle gode Raad med Hensyn til
Diskussion. Men da han saa', hvorledes Diskussionen blev ført imellem
enkelte af Medlemmerne, lod han nogle Ord falde om det Upassende
i at fortsætte slige Møder, da han frygtede for, at det ikke vilde faa
noget godt Resultat. Under den paafølgende Samtale blev Williams
Vrede atter optændt imod Joseph, og før han kunde blive standset,
sprang han ind paa ham i fuldt Raseri og udøvede Vold mod hans
Person, hvis Virkninger Joseph førte med sig til sin Grav. Dette
fandt Sted i Williams Hus — et Hus, som Josephs Godhed havde
hjulpet ham til at erholde —■ og i Nærværelse af deres Forældre og
Broder Hyrum. Josephs Følelser ved at blive behandlet saaledes kunne
ikke beskrives. Det vilde under enhver Omstændighed have givet
Anledning til megen Sorg ved saaledes at blive behandlet af en Broder,
men i Betragtning af Williams høje Stilling i Kirken, som en af de
tolv Apostle, foraarsagede dette Joseph endnu større Sorg.
Nogle Dage efter skrev William et længere Brev til Joseph, hvor
han bad ham om Tilgivelse og ønskede, at en Anden maatte blive
beskikket til at indtage hans Plads som en af de Tolv, da han fandt,
at han paa Grund af de mange Udestaaelser, han havde havt med
Kirken, og den Skam, han havde paaført sig selv ved sin Hidsighed,
ikke var værdig til at indtage en saa ophøjet Stilling. Som Svar
herpaa sendte Joseph ham en længere Skrivelse, hvilken Ingen kan læse
uden at blive stærkt slaaet af den Ædelmodighed, som han udviste
imod en Broder, der saa grovelig havde fornærmet ham; hver Linie
røber hans høje og ædelmodige Karakter. Saaledes skriver han blandt92
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Andet: »Tillad mig at sige dig, at naar som helst jeg maa have talt
til dig i en hastig og barsk Tone, har jeg gjort det i den
udtrykkelige Hensigt at formane og advare dig imod Fare og Elendighed,
hvori jeg forudsaa, at du vilde styrte dig ved at give efter for den
onde Aand, som du kalder dine Lidenskaber, og som du skulde
beherske og undertvinge; hvis du ikke gjør dette, kan du efter mine
Anskuelser aldrig blive frelst i Guds Rige.« Profetiske Ord, som,
hvis William havde lagt dem paa Hjerte, vilde have frelst ham fra
mange Onder og fra den beklagelige Stilling, hvori hans Opførsel
siden bragte ham. Joseph raadede ham til at beholde sit
Apostelskab, og opstaa og gjøre en kraftig Anstrengelse for at overvinde
sine Lidenskaber.
En Klage blev derpaa fremført imod William Smith for det Første
Præsidentskab, men Dagen før Forhøret skulde holdes, havde Fader
Smith, hans Broder John og hans Sønner Hyrum, Joseph og William
en Sammenkomst, hvor Fader Smith talede til dem paa en meget
alvorlig og rørende Maade. Guds Aand hvilede over dem, og William
gjorde en meget ydmyg Bekjendelse og bad Joseph om Tilgivelse
for det Onde, han havde tilføjet ham. En ydmyg Aand herskede
iblandt dem, og de bekjendte deres Fejl og tilgave hverandre, og de
bleve enige om fra den Stund af at ville bestræbe sig for i
Retfærdighed at staa hverandre bi i alle Ting, og ikke lytte til de onde
Rygter angaaende hverandre. De lagde derpaa i Forening deres Hænder
paa Josephs Fætter Geo. A. Smith, der øjeblikkelig blev helbredet
for et heftigt, rheumatisk Anfald, som voldte ham stor Smerte. Da
Raadet Dagen efter traadte sammen, vedgik William ydmygt Klagen,,
som blev fremført imod ham, og bad Raadet og hele Forsamlingen
om Tilgivelse, som med Beredvillighed blev ham givet.
Den 26de December 1835 modtog Joseph en Aabenbaring til
Ly-man Sherman.
Joseph havde megen Smag for Sprog. Hvad Tid han havde tilovers,
anvendte han til at erhverve sig Kyndighed i dem. Han studerede
Græsk, og om Vinteren 1835—36 blev en hebraisk Skole oprettet i
Kirtland med Hr. Joshua Seixas som Lærer, hvilken de ledende
Ældster flittig besøgte. De vare meget velsignede i deres Studier, og
idet Joseph hentyder til deres Fremgang, siger han: »Det synes, som
om Herren oplader vor Forstand paa en forunderlig Maade i
Henseende til at forstaa hans Ord i Grundsproget; og min Bøn er, at
Gud vil hastig udruste os med Kundskab om ethvert Sprog og
Tunge-maal, saa at hans Tjenere kunne gaa ud og for sidste Gang tilbinde
Loven og besegle Vidnesbyrdet.«
Paa samme Tid var Modstanderen heller ikke uvirksom. Det
fordrede al den Visdom og Kraft, som Joseph og de Ældster, der vare
eet med ham i Sind og Følelser, kunde udøve, for at forebygge Strid
og Uenighed iblandt dem, som kaldte sig Hellige. Flere af de tolv
Apostle og Halvfjerds lagde en overdreven Følsomhed for Dagen i
mange Henseender og vare bange for, at de ikke skulde nyde den
Ære og Anseelse, som de troede, der tilkom dem ifølge deres høje
og vigtige Kaldelse. Efterhaanden som vi skride frem med vor Beret-93 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
ning, vil Læseren faa at se, hvor bitre Frugter Besiddelsen af en
saadan Aand medførte, thi den foraarsagede tilsidst deres
fuldstændige Udelukkelse af Kirken. Det saa' derfor ud, som om Satan var
fast bestemt paa at faa indført Splid blandt de Hellige, for derved
at forhindre dem fra at modtage deres Begavelser.
Templet i Kirtland var nu saa vidt færdigt, at Brødrene kunde
begynde at udføre Ordinancer deri. Det var 2*/2 Aar, siden
Grundstenen blev lagt. Det bestod af en Stenbygning 80 Fod lang og 60
Fod bred med 50 Fod høje Mure og et Taarn, som ragede 110 Fod
højt i Vejret. Indvendig bestod det af to Hovedhaller, hvoraf hver
var 65 Fod lang og 55 Fod bred med fire Forværelser og i øverste
Etage fem Skoleværelser.
Der var en Ejendommelighed ved Ordningen af Bygningens Indre,
som gjorde den mere end almindelig højtidelig, og en Følelse af hellig
Ærefrygt syntes at bemægtige sig Enhver, der traadte inden for dens
hellige Mure; ikke alene de Hellige, men ogsaa Fremmede lagde en
høj Grad af Ærefrygt for Dagen ved Betrædelsen af denne Bygning.
Fire Talerstole, hvoraf de tre øverste bestode af tre Halvcirkler, vare
anbragte, den ene oven over den anden, i hver Ende af Bygningen;
de fire i den vestlige Ende vare bestemte for de præsiderende
Embedsmænd af det Melkisedekske Præstedømme, og de fire i den
østlige Ende for det Aaronske Præstedømme. Enhver af disse Talerstole
var adskilt ved et Forhæng af hvidmalet Lærred, som nedlodes og
oprulledes efter Behag. Foran hver af disse to Rækker Talerstole var
•der et Nadverbord til Forvaltning af den hellige Ordinance, medens
der i hvert Hjørne af Bygningen fandtes en Forhøjning for Sangerne,
der saaledes vare fordelte paa fire forskjellige Steder i Bygningen.
Foruden de nævnte Forhæng, der adskilte Talerstolene, var der andre,
som skare hinanden i rette Vinkler, hvorved Hovedhallens Gulv blev
de t i fire lige Dele, som hver erholdt et halvt Sæt Talerstole. Den
hele Bygning ^r solid opført og var en smuk Prøve paa de Helliges
Bygningskunst.
Den 21de Januar 1836 mødte Joseph og hans Raadgivere, samt
Zions og Kirtlands Biskopper og deres Raadgivere i et af Værelserne
i Herrens Hus for at udføre Salvelsens og Tvætningens Ordinancer.
Evighedens Syner bleve her opladte for deres Blik, og hellige Engle
betjente dem. Den Højestes Kraft hvilede over dem, og hans
Herlighed opfyldte Huset, hvori de befandt sig, og de raabte Hosianna for
■Gud og Lammet. I sin Beskrivelse over, hvad han saa', siger Joseph:
»Himlene aabnedes over os, og jeg saa' Guds celestiale Rige og sammes
Herlighed, enten i Legemet eller ude af Legemet kan jeg ikke sige.
Jeg saa' den Ports uovertræffelige Skjønhed, gjennem hvilken dette
Riges Arvinger ville indgaa, hvilken lignede kredsformede Ildflammer,
ligeledes Guds skinnende Throne, hvorpaa Faderen og Sønnen sadde.
Jeg saa' dette Riges skjønne Gader, som syntes at være brolagte med
Guld. Jeg saa' Fædrene Adam og Abraham og min Fader og Moder,
min Broder Alvin, som for længe siden var hensovet, og forundrede
mig over, hvorledes han kunde have erholdt en Arvelod i dette Rige,
da jeg vidste, at han havde forladt dette Liv, førend Herren havde94
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
lagt sin Haand paa at indsamle Israel for anden Gang, og var ikke
bleven døbt til Syndernes Forladelse.
Saaledes kom Herrens Røst til mig sigende:
»Alle, som ere døde uden Kundskab om dette Evangelium, men
som vilde have annammet det, dersom de havde været tilladte at
leve, skulle blive Arvinger til Guds celestiale Rige; ligeledes Alle,,
som dø herefter uden Kundskab om det, men som vilde have
annammet det af deres ganske Hjerte, skulle blive Arvinger til dette
Rige; thi jeg Herren vil dømme alle Mennesker efter deres
Gjerninger, overensstemmende med deres Hjerters Attraa.«
Og jeg saa' ligeledes, at alle Børn, som dø, inden de naa
Ansvar-lighedsalderen, ere frelste i Himmelens celestiale Rige. Jeg saa'
Lammets tolv Apostler, som nu ere paa Jorden, og som nu holde
Nøglerne til denne sidste Tjeneste i fremmede Lande, staa tilsammen i
Kreds, meget udmattede, med lasede Klæder, opsvulmede Fødder og
med nedslagne Øjne og Jesus staaende midt iblandt dem, men de
saa' ham ikke. Frelseren saa' paa dem og græd.
Jeg saa' ogsaa Ældste McLellin i Syden, staa paa en Høj, omgiven
af en stor Mængde, for hvem han prædikede, og en lam Mand staa
foran ham, støttende sig ved sine Krykker; han kastede dem ned
og sprang som en Hjort ved Guds mægtige Kraft. Ligeledes saa' jeg
Broder Brigham i et fremmed Land i det fjerne Syd og Vest paa en
Klippe, omgiven af omtrent et Dusin farvede Mænd, som syntes at
være fjendtlige. Han prædikede for dem i deres eget Tungemaal, og
en Guds Engel stod oven over hans Hoved med et draget Sværd i
sin Haand, men han saa' det ikke. Og tilsidst saa' jeg de Tolv i
Guds celestiale Rige. Jeg saa' ogsaa Zions Forløsning, og mange Ting,
som Menneskets Tunge ikke fuldelig kan beskrive.«
De ledende Ældster, som vare tilstede, bleve derpaa tvættede og
salvede. Først bleve Præsidenterne for de forskjellige Kvorumer
betjente, hvorpaa disse igjen salvede Medlemmerne af deres respektive
Kvorumer, under hvilket Herrens Aand var rigelig udgydt over dem.
De profeterede, talede i Tungemaal og havde herlige Syner, medens
Engle vare nærværende og blandede sin Røst med deres. Een af
Brødrene saa' endog i et Syn de tolv Apostle i England, og profeterede,,
at et stort Arbejde vilde blive udført ved dem i de gamle Lande.
I deres Glæde og Lyksalighed over, hvad de saa' og hørte, raabte de
højt Hosianna for Gud og Lammet, og Ære for Gud i det Højeste.
TIENDE KAPITEL.
Beskrivelse over Indvielsen af Kirtlands Tempel. — Særlig Aabenbarelse af
Guds Kraft. — Ældsternes og de Helliges Begavelse. — Frelseren, Moses og
Elias vise sig for Joseph og Oliver Cowdery i flere paa hinanden følgende
Syner. — Besøg af Josephs Onkler etc.
Søndag den 27de Marts 1836 samledes de forskjellige Kvorumer
af Præstedømmet og Folket i Herrens Hus, for paa denne Dag at95 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
indvie det første Tempel, som i denne Uddeling er bleven bygget til
Guds Navns Ære.
Det Melkisedekske og Aaronske Præstedømme vare ordnede
saaledes: I den vestlige Ende af Huset indtoge Præsidenterne Frederick
G. Williams, Joseph Smith sen. og William W. Phelps den første
Talerstol for det Melkisedekske Præstedømme; Præsidenterne Joseph
Smith jun., Hyrum Smith og Sidney Rigdon, den anden;
Præsidenterne David Whitmer, Oliver Cowdery og John Whitmer, den tredie;
den fjerde Talerstol indtoges af Præsidenten for Højpræsternes
Kvo-rum og hans Raadgivere samt to Korsangere. De tolv Apostle havde
Sæde i de tre første Stader til højre; Præsidenten for Ældsternes
Kvorum, hans to Raadgivere og Skriver i Sædet lige under de Tolv.
Kirtlands Højraad havde Sæde i de tre første Stader til venstre. Det
fjerde Sæde under Højraadet indtoges af Warren A. Cowdery og
Warren Parrish, der gjorde Tjeneste som Skrivere.
I den østlige Ende af Huset indtog Kirtlands Biskop, Newel K.
WThitney, og hans Raadgivere, den første Talerstol for det Aaronske
Præstedømme; Zions Biskop, Edward Partridge, og hans Raadgivere,
den anden; Præsidenten for Præsternes Kvorum og hans Raadgivere,
den tredie; Præsidenten for Lærernes Kvorum og hans Raadgivere
samt en Korsanger, den fjerde; Zions Højraad til højre; Præsidenten
for Diakonernes Kvorum og hans Raagivere, det næste Sæde
nedenfor dem, og de syv Præsidenter for de Halvfjerdsindstyves Kvorum
til venstre.
Klokken 9 om Formiddagen aabnedes denne store og mindeværdige
Dags Højtidelighed ved Præsident Sidney Rigdons Oplæsning af den
96de og 24de Salme. »Ere long the vail will rend in twain, etc.«
blev afsungen af Koret, og efter at Præsident Rigdon i inderlig Bøn
havde anholdt for Naadens Trone, blev Salmen »O happy souls who
pray« etc. sungen. Præsident Rigdon læste derpaa det 18de, 19de og
20de Vers af det 18de Kapitel i Matthæi Evangelium og prædikede
især over det 20de Vers. Han talte i halvtredie Time paa sin
sædvanlige logiske Maade. Hans Bøn og Tale var meget kraftig,
begejstret og passende for Lejligheden. Saaledes bragte han Taarer i Manges
Øjne ved paa en rørende Maade at beskrive det Arbejde, de
Forsagelser og den Ængstelse, som de havde udstaaet, der havde arbejdet
paa at opføre dette Huses Mure, og tilføjede, at der var dem, som
havde vædet dem med Taarer i Nattens tause Skygger, medens de
bade til Himmelens Gud, at han vilde beskytte dem og standse de
vanhellige Hænder paa samvittighedsløse Undertrykkere, som havde
udtalt den Forudsigelse, da Grundvolden blev lagt, at Murene aldrig
skulde blive fuldførte.
Med Hensyn paa sin Hovedtext anførte Taleren, at der i
Frelserens Dage var Synagoger, hvor Jøderne tilbade Gud, og foruden disse
det prægtige Tempel i Jerusalem; dog da En ved en vis Lejlighed
foreslog at følge ham, hvor som helst han gik, udbrød han, som var
Arving til alle Ting, ligesom En, der i sin Sjæls Bitterhed føler sin
fornedrende Fattigdom: »Ræve have Huler og Himmelens Fugle
Reder, men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit96
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Hoved.« Heraf drog Taleren den Slutning, at den Højeste ikke skrev
sit Navn der eller antog deres Dyrkelse, som opsendte deres Løfter
-og Tilbedelse der. Dette var øjensynlig af den Kjendsgjerning, at de
ikke vilde annamme Frelseren, men stødte ham ud af deres Midte,
raabende: »Bort med ham! korsfæst ham! korsfæst ham!« Det var
derfor klart, at hans Aand ikke boede i dem. De vare de udartede
Sønner af ædle Forfædre, men de havde for længe siden dræbt
Profeterne og Seerne, ved hvem Herren aabenbarede sig til Menneskenes
Børn. De vare ikke ledede ved Aabenbaring. Dette, sagde Taleren,
var den store Mangel hos dem — deres Vantro med Hensyn til ny
Aabenbaring. Han bemærkede endvidere, at Folkets Vantro med Hensyn
til Datidens Aabenbaring var Grunden til, at hin Slægt var delt i de
forskjellige Sekter og Partier, som da existerede. De vare oprigtige
Tilbedere, men deres Dyrkelse var hverken fordret af dem eller
antagelig for Gud. Frelseren selv, som kjendte alle Menneskers Hjerter,
kaldte dem en Slægt af Øgleunger. At der fandtes Farisæer,
Saddu-sæer, Herodianer, Essæer og andre Sekter med højst forskjellige
Tros-anskuelser, var, efter Talerens Mening, et afgjørende Bevis paa, at de
vare styrede af Menneskebud og Forskrifter. Enhver af disse Sekter
havde noget Særegent ved sig, men alle vare de enige om een Ting,
nemlig at modstaa og forfølge Frelseren. Taleren greb her
Lejligheden til at bemærke, at en saadan Splidagtighed i Følelsen altid
vilde opstaa, naar Folk ikke blev ledet ved ny Aabenbaring. Dette
bragte ham til den uomstødelige Slutning, at den nærværende Tids
forskjellige Sekter hvilede under den samme Fordømmelse som de,
er levede samtidig med Frelseren, thi de udviste den samme Aand.
Han indrømmede, at mange store Huse vare byggede til
Gudsdyrkelse, men ikke et eneste paa hele Jorden undtagen dette
(Kirt-lands Tempel) var bygget ved guddommelig Aabenbaring; og var det
ikke derfor, kunde den kjære Forløser ogsaa i disse oplyste og
religiøse Tider sige til dem, som vilde følge ham: »Ræve have Huler
og Himmelens Fugle Reder, men Menneskens Søn har ikke det,
hvortil han kan hælde sit Hoved.«
Efter at have endt sin Tale opfordrede Præsident Rigdon de
forskjellige Kvorumer saa vel som den hele Forsamling til at vise ved
at rejse sig, at de vare villige til at anerkjende Joseph Smith jun.
som deres Profet og Seer, og opholde ham som saadan i deres
Bønner, hvilket Alle med Glæde opfyldte.
Formiddags-Gudstjenesten endte med Korets Afsyngelse af Salmen:
»Now let us rejoice in the day of salvation« etc.
Efter et Ophold paa tyve Minuter, hvorunder Forsamlingen forblev
siddende, aabnedes Eftermiddags-Forhandlingerne med Afsyngelsen af
Salmen: »This earth was once a garden place« etc. Præsident Joseph
Smith jun. holdt derpaa en kort Tale og opfordrede de
Tilstedeværende til at anerkjende Præsidentskabet og de tolv Apostle som
Profeter, Seere og Aabenbarere, og til ligeledes at opholde dem i
deres Bønner som saadanne. Alle de andre Kvorumer bleve derpaa,
hvert i sin Orden, foreslaaede og antagne til Opholdelse, hvorefter
Joseph profeterede og sagde, at for saa vidt som de vilde opholdeJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
97
disse Mænd i deres forskjellige Stillinger, vilde Herren velsigne dem,
»ja,« sagde Taleren, »i Kristi Navn skulle Himmelens Velsignelser
tilhøre eder; og naar Herrens Salvede gaa ud for at forkynde Ordet
og bære Vidnesbyrd for denne Slægt, skulle de (Nationerne) blive
velsignede, dersom de annamme det, men hvis ikke, ville Guds
Straffedomme snarlig ramme dem, indtil den Ståt eller det Hus, som
forkaster dem, vorder ødelagt«.
Salmen: »How pleased and blest was I«, blev derpaa sungen,
hvorefter Joseph opsendte Indvielsesbønnen. (Se Pagtens Bog, 109de
Kapitel.)
Koret sang derpaa: »The spirit of God like a fire is burning« etc.,
hvorpaa Joseph stod frem og spurgte de forskjellige Kvorumer
særskilt, og derpaa den hele Forsamling, om de antoge den opsendte
Indvielsesbøn og anerkjendte Huset for indviet, hvortil de svarede
bekræftende i ethvert Tilfælde.
Medens Nadveren blev omdelt, stod Joseph og en Del andre
Ældster frem og bare Vidnesbyrd. Iblandt Andre talede Brigham Young
i Tungemaal, og Ældste Frederick G. Williams bevidnede, at medens
Præsident Rigdon bad sin første Bøn, kom en Engel ind i Værelset
og tog Plads imellem Fader Smith og ham, hvor han forblev under
Bønnen. Dagens Forhandlinger sluttedes med et lydeligt »Hosianna,
Hosianna for Gud og Lammet«, udtalt tre Gange, hver Gang
beseglet med et »Amen, Amen og Amen«.
Om Aftenen mødte Joseph atter med de forskjellige Kvorumer og
gav dem Undervisning om Profetiens Aand og Fodtvætningens
Ordi-nance, som de skulde forrette den paafølgende Onsdag. Han
opfordrede Forsamlingen til at tale og ikke være bange for at profetere,
»thi«, sagde han, »dersom I profetere om, at Højene skulle synke
og Dalene hæve sig, og at Zions Fjender skulle falde og Guds Rige
rejse sig, da skal det ske. Undertryk ikke Aanden, thi den Første,
der aabner sin Mund, skal modtage Profetiens Aand«.
Ældste George A. Smith opstod og begyndte at profetere, da en
Larm blev hørt, ligesom Lyden af et fremfarende vældigt Vejr, som
fyldte Templet, og hele Forsamlingen opstod paa en Gang, paavirket
af en usynlig Magt; Mange begyndte at tale i Tungemaal og at
profetere; Andre saa' herlige Syner; selv saa' Joseph Templet opfyldt
af Engle, hvilken Kjendsgjerning han meddelte Forsamlingen. Folket
i Nabolaget kom løbende sammen, thi de hørte en usædvanlig Lyd
indenfor og saa' et skinnende Lys som en Ildstøtte at hvile over
Templet og vare forundrede over det, som tildrog sig. Antallet af de
tilstedeværende Embedsmænd ved denne Lejlighed var 416, hvilket
var et større Antal, end der nogensinde før havde forsamlet sig ved
nogen tidligere Lejlighed.
Den 29de Marts Kl. 11 Form. mødte Præsidenterne Joseph Smith
jun., Sidney Rigdon, Frederick G. Williams, Hyrum Smith og Oliver
Cowdery i det Allerhelligste i Herrens Hus og anraabte Herren om
en Aabenbaring angaaende deres Rejse til Zion og andre vigtige Ting.
Efter derpaa at have forenet sig i Bøn talede Aandens Røst til dem,
sigende, at de skulde gaa ind i det Allerhelligste tre Gange, og lige-
498
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
ledes tilkalde de andre Præsidenter, de to Biskopper og deres
Raad-givere og indtage deres Pladser i den Orden, som skulde blive dem
anvist. Ligeledes bleve de befalede at faste hele Dagen og Natten,
og dersom de vilde ydmyge sig tilstrækkeligt for Herren, skulde de
faa videre Meddelelse fra ham. De sendte derpaa Bud efter de andre
Brødre, som strax indfandt sig, og Herrens Ord skete atter til dem
ved Joseph, sigende, at de, som vare indkomne paa dette hellige
Sted, skulde ikke forlade Huset før om Morgenen, men skulde sende
Bud efter saadanne Ting, som de behøvede, og medens de opholdt
sig i Templet, skulde de to deres Fødder og nyde Sakramentet, saa
at de kunde blive helligede for ham og derved blive skikkede til at
forrette i deres Kald den paafølgende Morgen og to Ældsternes Fødder.
I Overensstemmelse hermed skrede de til at rense deres Ansigter
og to deres Fødder. Præsident Sidney Rigdon toede først Præsident
Joseph Smith jun.'s Fødder og blev derpaa toet af ham igjen;
Præsident Rigdon toede derefter Præsidenterne Joseph Smith sen. og
Hyrum Smith; Præsident Joseph Smith jun. toede Præsident
Frederick G. Williams, og Præsident Hyrum Smith toede siden
Præsidenterne David Whitmer og Oliver Cowderys Fødder. Præsident David
Whitmer toede Præsident William G. Phelps Fødder, og denne toede
igjen Præsident David Whitmers Fødder. Biskopperne og deres
Raad-givere bleve derpaa toede, hvorefter de nøde Brødet og Vinen. Den
Helligaand hvilede over dem, og de forbleve i Herrens Hus hele
Natten, profeterede og prisede Herren.
Dagen efter, den 30te Marts KU. 8, mødte ifølge tidligere
Bestemmelse Præsidentskabet, de Tolv, Højraadene, Biskopperne og deres
ganske Kvorum, Ældsterne og alle Stavens Embedsmænd i det Hele
omtrent 300, i Herrens Tempel for at foretage Fodtvætningens
Ordi-nance. Joseph besteg Talerstolen og bemærkede, at de Hellige havde
gjennemgaaet mange Prøver og Gjenvordigheder siden Kirkens
Organisation, og at dette var et Jubelaar, en Glædestid for dem; og da
det var sandsynligt, at de ikke vilde komme til ät forlade Huset
førend om Morgenen, var det nødvendigt at gjøre et Sammenskud og
affærdige Sendebud efter Brød og Vin, hvilket derpaa blev gjort.
Vaskekar, Vand og Haandklæder bleve beredte, hvorpaa Joseph
kaldte Huset til Orden, og Præsidentskabet gav sig i Færd med at
to de Tolvs Fødder og udtalte mange Velsignelser og Profetier paa
deres Hoveder i den Herres Jesu Navn; derpaa skrede de Tolv til
at to Fødderne paa Præsidenterne over de forskjellige Kvorumer, og
vedbleve saaledes at profetere, velsigne og besegle hverandre med
Hosianna og Amen til næsten Kl. 7 om Aftenen.
Brødet og Vinen bragtes derpaa ind, og medens det blev omdelt
iblandt Mængden, stod Joseph frem og bemærkede, at Tiden, som
var dem paalagt, da de skulde tøve i Kirtland for at blive begavede,
vilde være udrunden om nogle faa Dage, og da skulde Ældsterne
gaa ud, og Enhver maatte staa for sig selv, eftersom det ikke var
nødvendigt, at de skulde udsendes to og to som tidligere, men de
skulde gaa ud i al Sagtmodighed og Besindighed og prædike Jesum
Kristum og ham korsfæstet, og ikke stride med Andre paa GrundJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
99
ai deres Tro og Religionssystemer, men vedblive at vandre i et
oprigtigt Levnet. Dette meddelte han dem paa Befalings Vis og
tilføjede, at alle de, som ikke iagttoge det, vilde neddrage Forfølgelse
over sig, medens de, som iagttoge det, vilde stedse være fyldte med
den Helligaand; dette udtalte han som en Profeti og beseglede det
med et Hosianna og Amen.
Han dvælede derpaa i nogen Tid ved de Tolvs og
Halvfjerdsinds-tyves Pligter og bemærkede sluttelig til Kvorumerne, at han nu havde
fuldendt Kirkens Organisation, og at de havde gjennemgaaet alle de
nødvendige Ceremonier, at han havde givet dem al den Undervisning,
de behøvede, og at de nu havde Frihed til, efter at have modtaget
deres Kaldsbreve, at gaa frem og opbygge Guds Rige. Da han havde
tilbragt Natten i Forvejen med at gjøre Tjeneste for Herren i hans
Tempel og skulde overvære en anden Indvielse Dagen efter, fandt
han det tjenligt i Forening med Præsidentskabet at trække sig
tilbage og overlade Forsamlingen til de Tolvs Varetægt.
Brødrene, som bleve tilbage, vedbleve at opmuntre hverandre,
profetere og tale i Tungemaal til Kl. 5 om Morgenen. Frelseren viste
sig for Nogle, medens Engle betjente Andre, »og det var«, skriver
Joseph, »i Sandhed en Pinsefest og en Begavelse, som længe vil
erindres; thi Lyden skal udgaa fra dette Sted til den ganske Verden,
og denne Dags Begivenheder skulle gaa i Arv til alle Nationer paa
den hellige Histories Blade, og ligesom Pinsefestens Dag saaledes skal
ogsaa denne Dag tælles og højtideligholdes som et Jubelaar og en
•Glædestid for den allerhøjeste Guds Hellige«.
Den paafølgende Dag gjentoges Indvielses-Ceremonierne af Herrens
Hus til Gavn for dem, som den foregaaende Sabbat ikke kunde faa
Lejlighed til at komme ind.
Ældsternes Begavelse bevirkede, at Guds Gjerning tog et
betydeligt Opsving, idet Evangeliet fra nu af blev prædiket i en langt
større Udstrækning og med meget større Kraft.
Søndag den 3die April prædikede Thomas B. Marsh og David W.
Patten, to af de Tolv, for en opmærksom Forsamling paa omtrent
•et tusinde Personer i Herrens Hus, og efter at Nadveren om
Eftermiddagen var bleven omdelt, blev Forhænget i Templet nedladt, og
Joseph og Oliver Cowdery bøjede sig i stille og andægtig Bøn for
den Almægtige, som derpaa oplod følgende Syn for dem begge.
Joseph skriver saaledes herom:
»Sløret blev borttaget fra vort Sind, og vor Forstands Øjne bleve
opladte. Vi saa' Herren staa paa Talerstolens Brystværn foran os og
under hans Fødder et fint lagt Gulv af ægte Guld, i Farve lig Rav.
Og hans Øjne vare som en Ildslue, hans Haar var hvidt som
nyfalden Sne, hans Ansigt overgik Solen i Klarhed, og hans Røst var
som store Vandes Brusen, ja Jehovas Røst, og han sagde: »Jeg er
den første og den sidste, jeg er den, som lever, jeg er den, som blev
ihjelslaget, og jeg er eders Talsmand hos Faderen. Se, eders Synder
ere eder tilgivne, I ere rene for mig, opløfter derfor eders Hoveder
-og fryder eder; lader eders Brødres Hjerter fryde sig, og lader mit
ganske Folks Hjerter fryde sig, de, som have af al Magt bygget
4*100
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
dette Hus til mit Navn. Thi se, jeg har antaget dette Hus, og mit
Navn skal være her, og jeg skal aabenbare mig i Miskundhed til mit
Folk i dette Hus. Ja, jeg vil aabenbare mig til mine Tjenere, og tale
til dem med min egen Røst, dersom mit Folk vil holde mine Bud
og ikke besmitte dette hellige Hus. Ja, Tusinders og Titusinders
Hjerter skulle storligen glæde sig paa Grund af de Velsignelser, der
skulle udgydes, og den Begavelse, hvormed mine Tjenere ere blevne
begavede, i dette Hus; og Rygtet om dette Hus skal sprede sig til
fjerne Lande, og dette er Begyndelsen paa de Velsignelser, som skulle
udgydes paa mit Folks Hoveder. Saa ske det, Amen.«
Efter at dette Syn sluttedes, bleve Himlene atter aabnede til os,,
og Moses viste sig for os og overgav os Nøglerne til Israels
Indsamling fra Jordens fire Dele og til at føre de ti Stammer fra Nordenland.
Derefter aabenbarede Elias sig og overantvordede Abrahams
Evan-geli Husholdning og sagde, at i os og vor Sæd skulle alle Slægter
efter os vorde velsignede.
Efter at dette Syn var sluttet, aabnede sig for os et andet stort
og herligt Syn, thi Elias, Profeten, som blev optagen til Himlen
uden at smage Døden, stod foran os og sagde: »Se Tiden er tilfulde
kommen, som blev talet ved Profeten Malakiæ Mund, hvori han
bevidnede, at han (Elias) skulde blive udsendt, før Herrens den store
og forfærdelige Dag kommer, for at omvende Fædrenes Hjerter til
Børnene og Børnenes til Fædrene, at han ikke skal komme og slaa
Jorden med Ban. Derfor er denne Husholdnings Nøgler
overantvordede i eders Hænder, og derpaa kunne I vide, at Herrens den store
og forfærdelige Dag er nær, ja staar endog for Døren.« (Se Pagtens
Bog, 110de Kap.)
I Maj Maaned ankom to af Josephs Onkler, Asahel og Silas Smith,,
tilligemed deres Familier til Kirtland og bragte desuden med sig deres
bedagede Moder — Josephs Bedstemoder — Mary Smith, en gammel
Dame paa 93 Aar, som kort forud havde foretaget en Rejse paa
omtrent 500 Mile for at besøge sine Børn. Hun var meget glad og
tilfreds over at se Joseph. Hendes Mand, Asahel Smith sen., Josephs
Bedstefader, havde for længere Tid tilbage profeteret, at der skulde
opstaa en Profet i hans Famlie, og da han kort før sin Død modtog
Mormons Bog og næsten havde læst den igjennem, erklærede han,
at Joseph netop var denne Profet. Josephs Bedstemoder havde
oplevet at se sin Mands Ord gaa i Opfyldelse og i Kjødet at se sin
Sønnesøn, hvem Herren saa højligen havde benaadet. Som rimeligt
kunde være, var hendes Glæde derfor meget stor. I ti Dage efter
hendes Ankomst til Kirtland nød hun sine fire Sønners og deres
Familiers Selskab, hvorpaa hun stille og rolig uden nogen tilsyneladende
Kamp eller Smerte sov hen den 27de Maj. Hendes Pigenavn var
Mary Duty, og hun blev i Februar 1767 ægteviet til Asahel Smith,
med hvem hun levede sammen i det lange Tidsrum af 64 Aar og
opdrog 11 Børn til den voxne Alder. Hun overlevede sin Mand i
fem Aar. Ved hans Død talte deres direkte Efterkommere 110 Sjæle-101 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
ELLEVTE KAPITEL.
Pøbelen i Clay County, Mo., vedtager Resolutioner imod de Hellige, som
derpaa forlade Countiet og nedsætte sig i Egnen omkring Shoal Creek. — Staden
Far West anlægges. — Willard Richards døbes. — »Kirtlands
Sikkerheds-Selskab« oprettes. — En over hele Nationen herskende Spekulationsaand griber
ogsaa dybt omkring sig i Kirken. — Den første udenlandske Mission. — Heber
C. Kimball, Orson Hyde, Willard Richards o. Fl. afrejse til Storbritannien. —
Deres Ankomst til Liverpool. — »Sandhed vil sejre«. — Evangeliets Dør
aabnes for Englands Indvaanere. — Modstanderens Magt tilkjendegives. —
Den første Daab i England. — Præsten Mathews døber sig selv i Floden
Ouse. — Den første Konference i England. — Ældsterne Kimball og Hyde
vende tilbage til Amerika.
At dømme efter de Lidelser, som de Hellige i Missouri havde
gjennemgaaet paa Grund af de allerede beskrevne Pøbeloptøjer der,
skulde man tro, at de nu vilde blive ladte i Fred, saa at de
uforstyrrede kunde varetage deres fredelige Sysler, men det skete ikke;
det saa' derimod ud til at være aldeles forgjæves at vente Fred og
Rolighed i dette Land, hvis ugudelige Beboere havde besluttet ikke
at give de Hellige nogen Hvile. De frygtede deres stedse voxende
Antal. Idet de selv stolede paa deres Slaver med Hensyn til deres
Udkomme, kunde de ikke taale at se et Folk i deres Midte, som
arbejdede for sit Ophold med egne Hænder, og derfor sammenrottede
de sig for at iværksætte de Helliges totale Uddrivelse af Landet. Et
offentligt Møde blev sammenkaldt og afholdt den 29de Juni 1836 i
Raadhuset i Byen Liberty, Clay County, ved hvilket en Komite,
bestaaende af ni Mænd, blev beskikket til at gjøre Udkast til
Resolutioner, som skulde tilkjendegive Mødets Følelser. Denne Komite bier
snart enig om en Rapport, som derpaa blev oplæst og vedtaget af
Forsamlingen. Næsten halvfjerdsindstyve Aar ere nu henrundne, siden
denne Rapport og disse Resolutioner bleve vedtagne, og ved i Dag
at gjennemlæse dem samt tilbagekalde i Erindringen de
Begivenheder, som siden have fundet Sted i Clay County og det øvrige
Missouri, nødes vi til at udbryde: Hvor forunderligt har ikke Gud virket
for at opfylde sine Forjættelser og hævne sine Udvalgte! Rapporten
begynder med en Fremstilling af de Omstændigheder, hvorunder de
Hellige først nedsatte sig i Clay County, og gaar derpaa over til at
omtale en forestaaende Krisis samt udtaler som en Nødvendighed, at
»De ere Mænd fra Østen, hvis Sæder, Levemaade og Skikke, ja endog
Talemaader, ere væsentlig forskjellige fra vore. De ere
Ikke-Slave-holdere og ere imod Slaveriet, hvilket paa denne besynderlige Tid,
da Abolitionismen har opløftet sit vanskabte og hæslige Aasyn i vort
Land, er vel skikket til at opvække dybe og varige Fordomme i
enhver Kommune, hvor Slaveriet taales og beskyttes. Foruden alt dette
anklages de for ligesom tidligere at vedligeholde en stadig
Forbindelse med Indianerstammerne paa vore Grænser og erklære endog
fra Prædikestolen, at Indianerne ere en Del af Guds udvalgte Folk102
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
og ere bestemte af Himmelen til at arve dette Land i Fællesskab
med dem.«
Disse vare de eneste Klager, som kunde anføres imod de Hellige,
naar undtages, at man beskyldte dem for at have opmuntret til den
hurtige Indvandring af deres Søskende fra andre Stater og selv at
have opkjøbt Land og derved vist deres Tilbøjelighed til at ville
bosætte sig i Countiet for bestandig.
De Hellige skulde forlade Landet, fordi de vare Mænd fra Østen
og Ikke-Slaveholdere! Siden den Tid have Armeer, anførte af
Generaler fra Østen, gjennemkrydset Staten i enhver Retning, befriet
Slaverne og ladet Folket føie alle en Borgerkrigs Rædsler. Ved at tvinge
de Hellige til at forlade dem troede de at undgaa en Borgerkrig og
blive i Stand til at leve i Fred og i uforstyrret Besiddelse af deres
Slaver; men hvor grusomt skuffede de ikke sig selv, eller rettere
lode Djævelen skuffe dem, hvilket de senere Aars Begivenheder
tilfulde have godtgjort.
De anbefalede Territoriet Wisconsin, der den Gang ikke var
optaget i Unionen som Ståt og kun var ringe beboet, som et passende
Sted for de Hellige at flytte til, men erklærede paa samme Tid, at
de »ikke gjorde Paastand paa at have den mindste Ret til under
Beskyttelse af Landets Konstitution og Love at fordrive dem med
Magt«.
De af Indvaanerne i Clay County opsatte Resolutioner bleve
derpaa forelagte de Hellige til Overvejelse, i hvilket Øjemed et Møde
blev sammenkaldt af Ældsterne den 1ste Juli. Resolutioner, ledsagede
af en Indledning, som var holdt i en mild og venlig Tone, og som
forsvarede de Hellige imod de Beskyldninger, der vare fremførte imod
dem, opsattes og vedtoges paa dette Møde. Ligeledes udtrykte
Brødrene deres Beredvillighed til at forlade Countiet, saa snart det var
dem muligt, og at bruge deres Indflydelse for at faa Kirken til at
gjøre det samme. Borgerne i Clay County holdt derpaa atter et Møde,
ved hvilket de antoge de Helliges Resolutioner som fuldkommen
tilfredsstillende. Allerede i Begyndelsen af September og Oktober
Maaned begyndte de Hellige at iværksætte deres Flytning fra Clay County
til Shoal Creek, et Sted beliggende omtrent 35 Mile nordost for
Liberty og den Gang tilhørende Ray County. De Hellige havde boet i
Clay County i omtrent 21/2 Aar og havde i denne Tid ved deres
Sparsommelighed og Forsigtighed atter begyndt at erhverve sig Midler
og at komme i Besiddelse af hyggelige Hjem, men hellere end at
paadrage sig nye Forfølgelser valgte de at opofre det Hele og vælge
et andet Nedsættelsessted.
Egnen omkring Shoal Creek, hvor de nu nedsatte sig, var i det
Hele kun beboet af syv Mænd, og disse Mænd ernærede sig
udelukkende af at samle Honning fra den Masse vilde Bier, som fandtes i
Skovene langs Vanddragene, og som lavede deres Kuber i de hule
Træer. Disse Mænd vare imidlertid villige til at afhænde deres
Ejendomme til de Hellige mod en rimelig Godtgjørelse, hvorved de
Hellige bleve Enebesiddere af Landet. Det var forøvrigt en Egn, som
Indvaanerne af Missouri ikke brøde sig synderligt om, da de faa103 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Skove, som fandtes, kun afgave ubetydeligt Tømmer, men for de
Hellige var det et Hjem, som de efter deres mange Vandringer og
Møjsommeligheder havde Udsigt til at beholde i Fred. De nedsatte
sig derpaa i Mængde paa dette Sted, opkjøbte Landet af Regjeringen
og vare om Efteraaret og Vinteren travlt beskjæftigede med at bygge
Huse og gjøre Forberedelser til at plante og saa det kommende
Foraar. Allerede i December s. A. ansøgte de den lovgivende Forsamling
i Missouri om at blive indlemmet i Staten som et nyt County, hvilket
blev dem tilstaaet, og Countiet fik Navn af Caldwell. Ikke længe
efter begyndte de at anlægge en Stad, som blev benævnet Far West,
og om Foraaret 1837 traf de Forberedelser til at bygge et Herrens
Hus eller Tempel paa dette Sted. Grunden til denne Bygning blev
brudt den 3die Juli 1837, ved hvilken Lejlighed over 1500 af de
Hellige vare tilstede. Far West havde paa den Tid omtrent 100
Huse, og de Hellige vedbleve at flokkes der til næsten daglig. Lykke
og Velsignelse fulgte ogsaa her deres Bestræbelser, og der var
saaledes de bedste Udsigter til, at de selv i dette nøgne Prærieland vilde
kunne oparbejde sig gode Hjem og skaffe sig et godt Udkomme,
dersom de blot kunde leve i Fred og ikke igjen blive forstyrrede af
deres Fjender.
Den '25de Juli 1836 forlod Joseph Kirtland i Forening med
Sidney Rigdon, Hyrum Smith og Oliver Cowdery for at tage paa en
Mission til de østlige Stater. De opholdt sig i Salem, Massachusetts,
omtrent en Maaned og underviste Folket fra Hus til Hus samt
prædikede offentlig, naar som helst Lejlighed gaves. I en Aabenbaring,
som Joseph modtog i Salem, sagde Herren, at der var Mange i denne
Stad, som vilde annamme Evangeliet, og som i hans egen bestemte
Tid vilde blive indsamlede. (Pagtens Bog, 111te Kap.) Medens de
opholdt sig her, fik de Besøg af Ældste Brigham Young, som
tilligemed hans Broder Joseph havde rejst gjennem Staterne New York,
Vermont og Massachusetts, hvor de havde afholdt mange
Forsamlinger, døbt en hel Del og besøgt Slægtninge og Venner.
Den 31te December ved Solnedgang blev Doktor Willard Richards
døbt af Præsident Brigham Young i Overværelse af Heber C.
Kim-ball og Andre, som havde tilbragt Eftermiddagen med at hugge
Aab-ning i Isen som en Forberedelse til Daaben. Doktor Richards blev
født i Hopkinton, Middlesex County, Massachusetts, den 24de Juni
1804; paa Grund af sine Forældres, Joseph og Rhoda Richards,
religiøse Undervisning modtog han religiøse Indtryk fra sin tidligste
Barndom. Da han var ti Aar gammel, flyttede han med sin Faders
Familie til Richmond i samme Ståt, hvor han var tilstede ved mange
sekteriske »Opvækkelses-Forsamlinger«, og forlangte Optagelse i
Kon-gregationalisternes Menighed paa det Sted, da han var 17 Aar
gammel, efter at han i Forvejen havde gjennemgaaet den pinlige
Synds-erkjendelses- og Omvendelses-Prøve, som brugeligt er i den
Menighed, endog saa vidt, at han troede at have begaaet den utilgivelige
Synd. Men denne Menigheds fuldkomne Ringeagt for hans
Anmodning om Optagelse ledte ham til en grundig Undersøgelse af
Religions-Grundsætningerne, hvorved han kom til den Overbevisning, at104
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
alle Sekter vare vildfarende, og at Gud ikke havde nogen Kirke paa
Jorden, men at han snart vilde oprette en Kirke, hvis
Trosbekjendelse vilde blive Sandheden, og kun Sandheden alene. Fra den Tid
af holdt han sig fjernet fra sekterisk Indflydelse, idet han med
Frimodighed erklærede, hvad han troede, til Alle, som ønskede at lære
hans Anskuelser at kjende. I Sommeren 1835, da han var
beskjæftiget med sin Lægepraxis i Nærheden af Boston, faldt Mormons Bog,
som Præsident Brigham Young havde efterladt hos sin Fætter Lucius
Parker i Southborough, tilfældigvis eller ved Forsynets Styrelse i hans
Hænder, hvilket var det Første, han havde set eller hørt om de
Sidste-Dages Hellige, naar undtages den offentlige Presses taabelige
Beretninger, hvoraf Hovedsummen var, at »en Dreng ved Navn Joe
Smith etsteds i det Vestlige havde fundet en Guldbibel«. Han
aabnede Bogen uden Hensyn til Stedet og aldeles uvidende om dens
Hensigt og Indhold, og inden han havde læst en halv Side, udbrød
han: »Enten har Gud eller Djævelen havt en Haand med i denne
Bog, thi et Menneske har aldrig skrevet den.« Han læste den
derpaa igjennem to Gange i omtrent ti Dage, og saa fast blev hans
Overbevisning om Sandheden, at han strax begyndte at opgjøre sine
Regnskaber, sælge sin Medicin og gjøre sig fri for ethvert Krav, paa
det han maatte kunne rejse til Kirtland, 700 Mile i Vest, det
nærmeste Sted, hvor han kunde høre om en Hellig og give sig til at
undersøge Værket fuldstændigt, idet han fuldt og fast troede, at
dersom Lærdommen var sand, havde Gud et større Arbejde for ham
at gjøre end at sælge Piller. Men saa snart han begyndte at opgjøre
sine Affærer, flk han et Slagtilfælde, hvoraf han led overordentligt,
og blev forhindret i at udføre sine Beslutninger indtil Oktober 1836,
da han i Selskab med sin Broder, Doktor Levi Richards, der
betjente ham som Læge, ankom til Kirtland, hvor han paa det
Venligste og Gjæstfrieste blev modtagen af sin Fætter Brigham Young,
hos hvem han opslog sin Bopæl og undersøgte Værket uafbrudt og
utrætteligen indtil sin Daabsdag. Den brændende Kjærlighed til
Sandheden, der drev ham til at ransage det evige Evangeliums Fordringer
i Begyndelsen, tiltog med Aarene og lagdes mere og mere for Dagen
ved hans urokkelige og uforfærdede Lydighed i de mest nødsvangre
og besværlige Tider i Kirkens senere Historie; og som en tro og
frimodig Forfægter af Sandhedens Principer døde han, elsket og afholdt
af Alle, den Ilte Marts 1854 i Salt Lake City, Utah.
I Begyndelsen af 1837 blev en Bank oprettet i Kirtland under
Navn af »Kirtlands Sikkerheds-Selskab« for at ophjælpe de Helliges
timelige Omstændigheder og for bedre at kunne drive deres
forskjellige Haandteringer. Dette Selskabs Aktiekapital, som ikke skulde
være mindre end fire Millioner Dollars, deltes i mindre Aktier paa
50 Dollars hver, hvorved de fleste af Brødrene kunde faa Del i
Udbyttet. Bestyrelsen af Selskabets Forretninger skulde staa under
Overopsyn af 32 Bestyrere, der aarlig skulde vælges af og iblandt dets
Medlemmer. Love og Regler bleve vedtagne, hvorefter Selskabet strax
begyndte at udstede Sedler. Joseph opgav imidlertid kort efter sin
Stilling i nævnte Selskab og trak sig helt tilbage, fuldkommen over-105 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
bevist om, som han selv sagde, at intet Forretningssystem, grundet
paa ærlige og retfærdige Principer, kunde faa Lov til at fortsætte sin
Virksomhed i en Tidsalder, som var fuld af Mørke, Spekulation og
Ugudelighed.
I Løbet af denne Vinter var Herrens Hus i Kirtland om
Søndagene fyldt til Overflod med opmærksomme Tilhørere, for det meste
Medlemmer af Kirken. De Tolv, Højraadet og andre Kvorumer holdt
i Almindelighed Møder hver Uge for at varetage deres Forretninger,
og om Hverdagene gav Hr. H. M. Hawes, Professor i Latin og Græsk,
Undervisning i Kirtlands Højskole, der talte imellem 135 og 140
Studerende og var delt i tre Afdelinger, nemlig 1) den klassiske, hvor
der alene undervistes i de døde Sprog, 2) den engelske, hvor der
undervistes i Mathematik, Arithmetik, Geografi, engelsk Grammatik,
Skrivning og Læsning, og 3) Afdelingen for Ungdommen; de to
sidste havde hver en Hjælpelærer. Skolen begyndte i November, og
paa den første Onsdag i Januar afholdtes en offentlig Examen i de
forskjellige Afdelinger i Overværelse af Skolens Bestyrere og de
Studerendes Forældre og Formyndere.
Den Spekulationsaand i Jordegods og al Slags Ejendom, som paa
denne Tid herskede i hele Nationen, begyndte ogsaa at gribe dybt
om sig i Kirken. Som Frugter af denne Aand fulgte Mistænksomhed,
Fejlfinden, Uenighed, Tvedragt og Frafald hurtigt paa hinanden, og
det syntes, som om alle Jordens og Helvedes Magter paa en
særegen Maade havde forenet deres Indflydelse for at kuldkaste Kirken
og gjøre Ende paa den. Andre Banker nægtede at modtage
»Kirtlands Sikkerheds-Selskabs« Forskrivelser eller Sedler. Fjenden udenom
og de Frafaldne iblandt dem forenede sig i deres Planer. Mel og
Fødevarer førtes hen til andre Markeder, og Mange bleve misfornøjede
med Joseph, ligesom om han var Aarsagen til de Onder, som han
selv paa det Ivrigste modarbejdede, og som bragtes over dem
formedelst uvise Brødre, der ikke fulgte hans Raad.
Intet Kvorum i Kirken var ganske fri for Indflydelsen af disse
falske Aander, der søgte at modarbejde Joseph for selv at faa
Herredømmet; endog nogle af de Tolv forglemte i den Grad deres høje
og hellige Kald, at de hemmelig begyndte at tage Parti med
Fjenden. De vare nemlig blevne Spekulanter og havde tabt Aanden af
deres Kaldelse og Interessen for Herrens Gjerning.
I disse Prøvelsens Dage. i Kirtland var det næsten saa meget, som
en Mands Liv var værd, at forsvare Joseph, og der var kun faa af
Kirkens ledende Mænd, som havde Mod nok og tilstrækkeligt af
Herrens Aand til trofast at staa ham bi og hjælpe ham ud af
enhver Forlegenhed. Dog var der nogle af Ældsterne, som aldrig
vaklede eller vege tilbage. Sandhedens Fjenders Had og Modstand bragte
dem kun til nøjere at slutte sig om ham. Deres Mod steg samtidig,
og de samlede sig omkring deres Profet og Leder med det sande
Venskabs Hengivenhed og Kjærlighed. Præsident Brigham Young i
Særdeleshed optraadte med megen Frygtløshed og udmærkede sig ved
sin Standhaftighed i at forfægte Sandheden trods al Modstand.
Omtrent paa denne Tid aabenbarede Herren til Joseph, at noget106
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Vigtigt maatte foretages til Kirkens Bedste, hvilket havde til Følge,
at en udenlandsk Mission blev foretaget og de forskjellige Kvorumer
af Præstedømmet bleve satte i Orden igjen, eftersom de havde været
fyldte med Apostasi. Omtrent den 1ste Juni 1837 blev Heber C.
Kimball, en af de Tolv, udvalgt efter Tilskyndelse af Profetiens og
Aabenbaringens Aand og ved Bøn og Haandspaalæggelse af det Første
Præsidentskab ordineret til at præsidere over en Mission til England,
som var den første udenlandske Mission i Jesu Kristi Kirke i de
sidste Dage. Orson Hyde, en anden af de Tolv, og Doktor Willard
Richards bleve ligeledes beskikkede til denne Mission. Allerede den
13de Juni begave Ældsterne Heber C. Kimball og Willard Richards
sig paa Vejen, efter forinden at have modtaget de nødvendige
In-struxer af Joseph angaaende Indførelsen af Evangeliet i
Storbritannien. De ankom til New York den 22de Juni om Aftenen, hvor de
traf Ældste Hyde, Broder Joseph Fielding og tre Brødre fra Canada,
nemlig John Goodson, en af de Halvfjerds, Ældste Isaac Russell og
Præst John Snider, som vare rejste forud for at forene sig med
Missionærerne, og den 23de toge de Billet som anden Kahyts
Passagerer med Handelsskibet »Garrick« til Liverpool. Medens de opholdt
sig i New York, boede de i et Værelse, som de havde lejet i et
Pakhus, hvor de laa paa Gulvet og havde kun bart Brød at spise,
hvortil de drak Vand; den 29de gik de ombord paa »Garrick«, som
den 1ste Juli satte Kursen mod Liverpool.
Søndagen den 16de Juli prædikede Ældste Hyde ombord paa
»Garrick« om Profetierne; Kahytspassagererne lyttede til med
Opmærksomhed og bleve især paavirkede ved Bønnen; ligeledes blev et lille
Barn, som tilhørte nogle af anden Kahyts Passagerer, og som var
saa sygt, at alt Haab om dets Liv var opgivet, helbredet ved Guds
Kraft, idet Præsident Kimball i Hemmelighed lagde Hænder paa det.
Den 20de Juli om Morgenen kastede »Garrick« Anker i Liverpools
Havn, og medens Ankerkjættingen endnu raslede, kom Handelsskibet
»Syd-Amerika« og lagde til ved Siden. Det forlod New York samtidig
med »Garrick« efter et Væddeløb, der drejede sig om 10,000 Dollars,
som skulde tilfalde det af de to Skibe, der først naaede Liverpools
Havn. Førstnævnte Skib havde daglig havt »Garrick« isigte, men var
aldrig kommen forbi det; af alle de forskjellige Befordringsmidler
fra Kirtland til Liverpool blev det ikke tilladt nogen at passere
Missionærerne.
Medens Passagererne gik ombord i en Dampbaad, sprang Ældsterne
Kimball, Hyde, Richards og Goodson i en lille Baad og bleve roede
iland. Da de vare komne nær nok, hoppede Ældste Kimball, ligesom
dreven af en overnaturlig Magt, ud af Baaden og steg op ad
Dokkens Trapper, fulgt af Ældsterne Hyde og Richards, uden at Nogen
af dem havde en Shilling til deres Raadighed, naar undtages Ældste
Goodson.
Brødrene rejste derpaa til Preston, omtrent 30 Mile fra Liverpool,
og idet de stege ud af Vognen, blev et stort Flag med følgende
Inskription i Guldbogstaver: »Truth will prevail« (Sandheden vil sejre)
udfoldet næsten lige over deres Hoveder; thi det var Valgdag for107 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Medlemmer til Parlamentet, da Kong Wilhelm den Fjerde nylig var
død og Dronning Victoria var i Færd med at organisere sit
Ministerium. For Brødrene, som netop havde betraadt et fremmed Lands
Jordbund, i den Hensigt at bringe dets Indvaanere Liv og
Salig-gjørelse formedelst Evangeliet, vakte Synet af dette Banner med dets
betegnende Motto dybe og alvorlige Betragtninger hos dem; de følte,
som om det var en Aabenbaring fra Herren, sendt uvilkaarlig for at
trøste og opmuntre dem.
Da Brødrene havde taget Logi i Wilford Street, besøgte nogle af
dem samme Aften Joseph Fieldings Broder, velærværdige Hr. James
Fielding, der havde et Forsamlingslokale i samme Gade, hvor hen
alle syv Brødre gik Søndagen den 23de for at høre ham prædike,
og efter at Gudstjenesten om Formiddagen var tilende, bekjendtgjorde
han for Forsamlingen, at der var nogle Missionærer tilstede fra
Amerika, som vilde benytte hans Talerstol om Eftermiddagen. Dette
uventede Tilbud blev med Glæde modtaget, thi de havde ikke anmodet
ham derom, og om Eftermiddagen gav Præsident Kimball en kort
Beretning om Kirkens Historie fra Begyndelsen af, hvorpaa Ældste
Hyde stod op og bar Vidnesbyrd om det Samme. Saaledes blev
Nøglen drejet og Evangeliets Dør aabnet for Englands Indbyggere
samt for hele Europa med dets Millioner af Indbyggere. Da
Forsamlingen var forbi, tilbød Hr. Fielding dem at afbenytte hans
Talerstol igjen om Aftenen, hvilket de ogsaa gjorde; Ældste Goodson
prædikede, og Broder Fielding bar Vidnesbyrd. Den følgende Onsdag
Aften talte Orson Hyde og Willard Richards paa samme Sted; en
højtidelig Følelse gjennemtrængte Forsamlingen, og Mange bleve
overbeviste om Sandheden; men Hr. Fielding, der frygtede mere for
Tabet af sine Tilhængere end for Himmelens Mishag, lukkede sine
Døre fra den Tid af og stred imod dem af alle Kræfter. Ældsterne
modtoge derimod Indbydelse til at prædike i private Huse paa
forskjellige Steder i Preston og holdt Forsamlinger daglig efter
Fabri-kernes Lukning.
Ældste Isaac Russel, der var bleven beskikket til at prædike ved
Obelisken paa Torvet i Preston Søndagen den 30te Juli, forlod ved
Daggry sit Logi i ånden Etage af det Hus i Wilford Street, hvor
Brødrene logerede; han gik op i tredie Etage, hvor Ældsterne
Kimball og Hyde laa, og opfordrede dem til at bede for sig, at han
maatte blive befriet for de onde Aander, som martrede ham i en
saadan Grad, at han følte, han kunde ikke leve, hvis han ikke fik
Hjælp. De stode øjeblikkelig op, lagde Hænder paa ham og bade
Herren forbarme sig over sin Tjener og uddrive Djævelen. Medens
de vare beskjæftigede dermed, slog et usynligt Væsen Ældste Kimball
med en saadan Kraft, at han faldt bevidstløs om paa Gulvet. Det
Første, han erindrede, var, at Ældsterne Hyde og Russell for
Naa-dens Trone anraabte om Hjælp for ham. Derpaa lagde de ham paa
Sengen, men hans Smerte var saa stor, at han neppe kunde udholde
det; han stod op, faldt paa sine Knæ og bad, hvorefter han satte
sig paa Sengen, medens Brødrene i nogle Minutter tydeligt saa' de
onde Aander i Legionvis, der fraadede og skare Tænder imod dem.108
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Ældste Richards var ogsaa tilstede den sidste Del af denne Tid. Dette
Syn vil aldrig kunne forglemmes af dem, som vare Vidner dertil;
Modstanderens Magt og hans Fjendskab imod Herrens Tjenere blev
ved denne Lejlighed med stor Tydelighed fremstillet for Brødrene og
gav dem tillige et betydeligt Indblik i den usynlige Verdens
Hemmeligheder. Satan saa', at hans Rige var i Fare, hvorfor han
tilkjendegav sin Magt imod Herrens Tjenere, og hvis Gud vilde have tilladt
ham det, vilde han uden Tvivl have tilintetgjort dem. Omtrent Kl. 10
samme Morgen begave Brødrene sig til Floden Ribble, ifølge tidligere
Bestemmelse, og, omgiven af en stor Mængde Mennesker, døbte de
ni Personer, hvoriblandt George D. Watt. Han var den Første, der
blev døbt i England ved guddommelig Myndighed i denne Uddeling.
Den følgende Dag holdt Brødrene Raad og beskikkede Ældsterne
Goodson og Richards til at gaa paa Mission til Bedford, og Brødrene
Russell og Snider til Alton, Cumberland County. De vare forenede i
Bøn til om Morgenen den 1ste August, hvorpaa de skiltes ad for at
begive sig til deres forskjellige Arbejdsmarker.
Ældsterne Goodson og Richards ankom til Bedford den 2den
August, hvor de med Glæde bleve modtagne af den velærværdige Hr.
Timothy R. Matthews, til hvem de havde Anbefalingsskrivelser fra
hans Svoger Joseph Fielding, og bleve anmodede om at prædike i
hans Lokale om Aftenen for hans Menighed; dette Forlangende
opfyldte Brødrene beredvilligt og vedbleve derpaa at holde Foredrag i
hans Kapel i flere paa hinanden følgende Aftener, indtil Ældste
Goodson en Aften, trods de bestemteste Raad af Præsident Kimball
og uden at raadføre sig med Nogen, offentlig læste Synet fra
Lærdommens og Pagtens Bog, hvilket vendte Folkets Stemning imod dem
og næsten lukkede Dørene for dem i den Egn. Hr. Matthews ønskede,
at Forsamlingerne skulde flyttes fra hans Hus; dog vedblev han at
besøge dem lejlighedsvis og ransagede »Mormonismen« meget, indtil
han omsider anerkjendte Sandheden af Evangeliets Fylde og bar
Vidnesbyrd om det offentligt for sin Menighed; han blev endog enig
med Goodson og Richards om at møde dem paa Bredden af Floden
Ouse en Time før Solnedgang den 15de August for at blive døbt.
Ældsterne indfandt sig til den bestemte Tid; men Hr. Matthews var
der ikke; han var taget ud paa Landet for at prædike. Siden døbte
han sig selv i Floden og gav sig derpaa til at døbe sine Sognefolk;
han forkastede de Hellige som falske Lærere og de Sidste-Dages
Helliges Lære som udsprungen fra Helvede, endskjønt han selv prædikede
den samme Lære og døbte Alle, endog smaa Børn, og konfirmerede
dem ved Haandspaalæggelse. Uagtet Hr. Matthews's Modarbejdelse
lykkedes det snart Brødrene at faa Fodfæste i Bedford. En Del bleve
strax døbte, og en Gren af Kirken oprettedes der.
Imidlertid vedbleve Ældsterne Kimball og Hyde samt Broder
Fielding at fortsætte deres Arbejde i Preston og Omegn. Om Aftenen
den 4de August døbte Præsident Kimball Jennetta Richards i
Preston, Datter af den velærværdige John Richards af Walkerfold,
Chaid-gley, 15 Mile fra Preston, og gav hende Haandspaalæggelse ved
Strandbredden. Dette var den første Gang, at Haandspaalæggelse for den£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 109
Helligaands Gave blev given i England. Søster Richards, som siden
blev Ældste Willard Richards's Hustru, begav sig den følgende Dag
hjem og formaaede sin Fader at skrive til Præsident Kimball om at
komme og prædike i hans Kapel. Paa dette Forlangende indfandt
Broder Kimball sig strax i Walkerfold, hvor han paa det Gjæstfrieste
blev modtagen, og prædikede den paafølgende Dag tre Gange paa
Hr. Richards's Prædikestol. Søndagen den 6te August prædikede
Ældste Hyde for en stor Mængde paa Torvet i Preston, men blev
modsagt af en Præst, som dog hurtig blev beskæmmet ved
Sandhedens Aand; om Aftenen mødte Brødrene i Søster Ann Dawsons
Hus og gave omtrent 50 Personer Haandspaalæggelse, hvoraf de fleste
havde været Medlemmer af Hr. Fieldings Menighed. Dette var mere,
end Hr. Fielding kunde taale; han gav sig til at udskjælde
Ældsterne for »Røvere, Faaretyve« osv., men maatte dog erkjende, at de
vare gode Dommere, eftersom de havde »taget de Bedste af hans Hjord«.
Pladsen tillader os ikke at beskrive de mange Smaabegivenheder,
som forefaldt paa denne Mission, men vi ville kun bemærke, at
Æld-sternes Bestræbelser kronedes med meget Held; thi allerede inden
Aarets Udgang havde Kirken udbredt sig fra Preston til Penwortham,
Longton, Southport, Eccleston, Whittle og Hunters Hill, medens
Antallet af Kirkens Medlemmer var steget til omtrent et Tusinde. Særlig
i Preston og Omegn udbredte Værket sig med stor Hurtighed.
Brødrene lejede her et større Forsamlingslokale, kaldet »The Cock Pit«,
hvor de regelmæssig afholdt deres Forsamlinger. Det var tillige paa
det samme Sted, at den første Konference af Kirken i England blev
afholdt den 25de Dec. 1837, ved hvilken Lejlighed 300 af de
Hellige vare tilstede foruden Ældsterne Kimball og Hyde samt Joseph
Fielding, der kort i Forvejen var bleven ordineret til Ældste.
Saaledes var Grundvolden til et stort og mægtigt Værk bleven lagt
i England, men Mennesket kunde ikke selv tilskrive sig Æren derfor;
de trofaste Ældster, som vare Redskaber i Guds Haand til dets
Udførelse, gave Gud Æren. De landede i England, blottede for Midler,
venneløse og ulærde, hvisaarsag de følte deres egen Svaghed, men
Herren aabnede Vejen for dem, saa at de baade fik Midler og Venner
og selv bleve gjorte stærke og mægtige i at overbevise de Oprigtige
af Hjertet om Sandheden og bringe Sjæle til ham. De gik ud i
megen Svaghed og under store Trængsler, bærende kostbar Sæd, men
de vendte tilbage med overordentlig stor Glæde, thi Herren havde
givet dem en rig Høst til Løn for deres Arbejde.
Ældsterne Kimball og Hyde arbejdede trofast og flittigt i England
til den 20de April 1838, da de sejlede fra England paa deres
Hjemrejse; de efterlode Joseph Fielding som Præsident for Kirken i
Storbritannien med Willard Richards og William Clayton som Raadgivere
og ankom til Kirtland den 21de Maj.110
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 110
TOLVTE KAPITEL.
Apostasiens Aand vedbliver at ytre sig i Kirtland. — Joseph, Sidney Eigdon
og Thomas B. Marsh udføre en Mission til Øvre-Canada. — John Taylor døbes.
— Frederick G. Williams og tre af de Tolv samt Martin Harris forkastes. —
Forgjæves Forsøg paa at omstyrte Kirken. — Joseph og Sidney Rigdon tage
til Far West. — Oliver Cowdery, David Whitmer og Andre udelukkes af Kirken.
Imidlertid vedblev Apostasiens Aand i en stærk Grad at ytre sig
i Kirtland; Mænd, som burde have været Josephs mest hengivne
Venner, lagde hemmelige Planer imod ham, og for at tilfredsstille
deres Had vilde de med Glæde have ombragt ham; men dette blev
dem ikke tilstedt den Gang, thi hans Mission var endnu ikke
tilende, og da han paa den Tid, da Brødrene forlode Kirtland for at
rejse til Storbritannien, var meget syg og i nogle Dage led temmelig
betydeligt, mente Apostaterne og de Tvivlende, at disse Lidelser vare
ham paalagte, fordi han var i Overtrædelse og lærte Ting, som vare
stridende imod Evangeliet; men i sit sædvanlige milde Sprog
bemærker han: »Herren vil dømme mellem mig og dem i denne Sag,
og jeg beder min himmelske Fader at tilgive dem.«
Den 23de Juli 1837, samme Dag, som Evangeliet første Gang blev
prædiket i England, modtog Joseph en Aabenbaring angaaende
Lammets tolv Apostle (se Pagtens Bog, 112te Kap.); og den 27de s. M.
forlod han Kirtland i Forening med Ældsterne Sidney Rigdon og
Thomas B. Marsh for at besøge de Hellige i Canada. Præsident
Brigham Young, der skulde gaa paa en Mission til de østlige Stater, og
Ældste Albert P. Rockwood, der var paa Vejen til sit Hjem,
ledsagede dem ligeledes. Da de ankom til Painesville, bleve de opholdte
der hele Dagen paa Grund af ondskabsfulde og fortrædelige
Stævninger. Og da Joseph ved Aftenens Frembrud just skulde til at stige
ind i sin Vogn for at rejse hjem, sprang en Sheriff hen til Vognen,
greb Tømmerne og præsenterede ham en Arrestordre, der var
udstedt af en Mand, som nogle Uger i Forvejen havde bragt en
nymodens Kogeovn til Kirtland og anmodet Joseph om at maatte lade
den opstille i hans Kjøkken, da det, som han sagde, vilde være en
Anbefaling for hans Ovn, og da han ønskede, at Joseph skulde prøve
den; nu syntes han, det kunde være passende Tid at faa Pengene.
Joseph gav Sheriffen sit Uhr som Pant, hvorpaa de alle vendte
tilbage til Kirtland.
Den næste Dags Aften begave de sig atter paa Vejen og ankom
den følgende Morgen til Ashtabula, en lille By ved Bredden af
Erie-Søen, 30 Mile nordost for Kirtland. Her fra toge de med Dampskib
til Buffalo, New York, som Dækspassagerer, og maatte saaledes om
Natten tage tiltakke med at ligge paa Dækket og som Hovedpuder
benytte deres Støvler og Vadsække etc., men de fik desuagtet en
behagelig og styrkende Søvn, thi de havde Fred med deres Gud, og
hans Engle vaagede over dem. Dersom Skibets Kaptejn havde kunnet
se dem i deres sande Lys og fattet, hvem de egentlig vare, vilde han
sikkert have følt sig mere æret, end om han havde havt Jordens
største Konger eller Potentater ombord, og uden Tvivl paanødet dem£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
111
de bedste Bekvemmeligheder, hans Skib kunde yde. Dagen efter
ankom de til Buffalo. Her skiltes de fra hverandre, idet Joseph, Sidney
Rigdon og Thos. B. Marsh fortsatte deres Rejse til Toronto i
Øvre-Canada, og Ældsterne Brigham Young og Albert P. Rockwood droge
videre igjennem de østlige Stater.
I nogle Uger forbleve derpaa Joseph og hans Ledsagere i Canada,
hvor de havde en behagelig Tid sammen med de Hellige, der ønskede
dem Velkommen og behandlede dem med stor Gjæstfrihed og
Venlighed. Deres Tro paa Evangeliet var stærk, og de lyttede med Glæde
til deres Lærdomme. I Forening med Ældste John Taylor, der nogen
Tid i Forvejen var bleven døbt af Parley P. Pratt i Canada, og den
Gang præsiderede over Menigheden der, besøgte Joseph de forskjellige
Grene af Kirken samt prædikede, døbte og velsignede Folket, hvor
som helst man var villig til at modtage dem. Omtrent i Slutningen
af August vendte han atter tilbage til Kirtland.
John Taylor, der fødtes i Winthrop, Westmoreland County,
England, den 1ste Nov. 1808, var paa en mærkværdig Maade bleven
forudberedt for Ann ammeisen af Evangeliet. Efter at han som Barn
havde modtaget en almindelig Skoleundervisning og opholdt sig i sit
Fødeland en Del Aar, udvandrede han i Aaret 1832 til den britiske
Provins Canada, hvor han forenede sig med sin Faders Familie, der
to Aar i Forvejen var rejst der til. Før han imidlertid forlod
England, sluttede han sig til Methodisterne og virkede en Tid som
Prædikant i deres Menighed. Under sit Ophold i Toronto gjorde han
Bekjendtskab med en Hr. Patrick, hos hvem en Kreds af
Sandhedssøgere regelmæssig afholdt sine Forsamlinger to Gange om Ugen, og
da Parley P. Pratt paa sin Rejse igjennem Canada ogsaa ankom til
denne By, havde han Lejlighed til at overvære en af disse
Forsamlinger, ved hvilken John Taylor talede.
Taylor begyndte ved denne Lejlighed sine Bemærkninger med at
oplæse af det Nye Testamente Beretningen om Filips Rejse til
Sa-maria for at forkynde Evangeliet. Idet han lukkede Bogen,
bemærkede han, at Samaritanerne annammede Ordet med Glæde og bleve
døbte, baade Mænd og Kvinder, hvorefter de to Apostle, Peter og
Johannes, kom fra Jerusalem og lagde deres Hænder paa dem i Jesu
Navn og bade, at de maatte erholde den Helligaand, hvilken strax
blev dem givet, og de talede i Tungemaal og profeterede. »Hvor,«
sagde han, »er nu vor Filip? Naar annammede vi Ordet med Glæde
og bleve døbte, da vi troede? Hvor er vor Peter og Johannes? Hvor
ere vore Apostle? Naar annammede vi den Helligaand ved
Haands-paalæggelse? Hvor er den Helligaands Gaver? Ekko svarer, hvor?
Er den oprindelige kristne Kirke et Mønster eller en Model for
Kirkens Organisation i alle kommende Tider? I saa Tilfælde have vi
som et Folk ikke Præstedømmet, Ordinancerne eller Gaverne, som
udgjøre Jesu Kristi Kirke. Man siger, at vi som Børn bleve
bestænkede med Vand, men dette er ikke Daab; men dersom det er Daab,
saa hverken troede eller glædede vi os, da det fandt Sted, ej heller
handlede vi selv i Sagen, men Andre handlede for os. Hvor for-112
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 112
skjelligt er ikke dette fra Samaritanerne, som bleve døbte, da de
troede og annammede Ordet med Glæde!«
De to paafølgende Aftener havde Parley P. Pratt Lejlighed til at
fremlægge Evangeliets Principer for denne lille udvalgte Menighed,
hvoraf de fleste strax efter bleve døbte, deriblandt ogsaa John Taylor,
som fra nu af blev en virksom Medarbejder i Herrens Vingaard.
Den 3die Sept. 1837 blev en Konference afholdt i Kirtland, i den
Hensigt at gjøre Forandringer iblandt Kirkens Embedsmænd. Ved
denne Lejlighed blev en af Josephs Raadgivere, Frederick G.
Williams, forkastet, samt tre af de Tolv, nemlig Luke S. Johnson, Lyman
E. Johnson og John F. Boynton; de to sidstnævnte havde opgivet
deres Kald og taget fat paa Kjøbmandshandelen; ligeledes bleve flere
Medlemmer af Højraadet, hvoriblandt Martin Harris og andre af
Kirkens ledende Mænd, ansete uværdige til at beholde deres vigtige
Stilling i Kirken og følgelig forkastede af nævnte Konference. John
F. Boynton, der var den eneste af de tre nævnte Apostle, som var
tilstede, forsøgte at retfærdiggjøre sin Opførsel for Konferencen, men
blev imødegaaet af Ældste Brigham Young, som gjorde streng
Indsigelse imod den Fremgangsmaade, han havde anvendt, og anførte
forskjellige Grunde, hvorfor han ikke kunde antage ham som en
Broder, før en hjertelig Omvendelse og Bekjendelse havde fundet
Sted. Boynton søgte igjen at forsvare sig og paastod, at Selskabets
Fallit var Aarsagen til hans mislige Stilling. Det var bleven ham
fortalt, sagde han, at Banken var bleven stiftet ifølge Guds Villie
og skulde aldrig gaa tilgrunde, hvorledes Menneskene end handlede.
Som Svar herpaa sagde Joseph, at hvis noget Saadant var bleven
ham fortalt, havde han ikke givet Nogen Myndighed dertil, men han
havde altid sagt, at dersom Institutionen ikke blev bestyret efter
retfærdige Principer, vilde den ikke bestaa. Alle, som vare tilstede, og
som vare i Besiddelse af Guds Aand, vidste, at Joseph talede
Sandhed; thi de forstode, at Herren ikke vilde anerkjende en Bank eller
noget Andet i sin Kirke, som ikke blev bestyret paa den rette Maade.
Følgelig vare Boynton s Undskyldninger ikke tilfredsstillende for
Konferencen, som derfor stemte imod ham.
Kirtlands Sikkerheds-Selskab eller Bank var bleven oprettet under
Josephs Ledelse til de Helliges Gavn og Fordel. De, som vare
trofaste, opholdt den ved deres Tro og Gjerninger, men de Uærlige
benyttede enhver Lejlighed, der gaves dem, til at spekulere og
bedrage. Det var af denne Aarsag, at Joseph, som allerede bemærket,
trak sig tilbage fra den og siden efter publicerede en Advarsel til
Folket, hvori han paapegede de slette Planer og Hensigter, som de
ugudelige Mænd, der bestyrede Banken, havde gjort sig til Opgave.
Ældste Brigham Young var den Første, som opdagede disse Mænds
Bedrageri. Han havde nemlig indsat nogle Penge i Banken, paa hvilke
han havde sat et privat Mærke, medens de vare i hans Besiddelse.
Og da han ønskede at hjælpe en Familie til at emigrere til Missouri
og havde Lejlighed til at sælge et Stykke Land i dette Øjemed,
meldte Oliver Cowdery sig som Kjøber, og de bleve enige om, at
han skulde betale Beløbet i de af Kirtlands Bank udstedte Sedler,.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
113
hvorved Brigham Young mente at gjøre Banken en Tjeneste; men
•da han begyndte at tælle Pengene, opdagede han, at det var hans
mærkede Sedler, som han nogle faa Dage i Forvejen havde indsat
i Banken, og som da burde have været i dens Pengeskab. Warren
Parrish var Hovedmanden i denne Forretning; han og hans
Med-forbundne standsede ikke, før de havde udtaget alle de Penge, som
fandtes i Banken, og underskrevet og udstedt alle de Sedler, de kunde.
Mange af Ældsterne og de Hellige ønskede meget at opretholde
Sedlernes Værdi og vare villige til at sælge næsten hvad som helst, de
havde, for at indløse dem. Dette gav Parrish og hans Medforbundne
den bedste Lejlighed til at bedrage de Hellige og berøve dem deres
Besiddelser, thi saa snart Pengene vare indløste og bragte tilbage til
Banken, bleve de atter udtagne, i Stedet for at forvares der, og givne
til Spekulanter og Spillere for at gjentage den samme Proces og
op-kjøbe mere Ejendom. Alt dette blev gjort uden Profeten Josephs
«lier Direktørernes Kundskab, thi de havde givet Ordre til at beholde
Pengene i Banken, saa snart de bleve indbetalte.
I en Forsamling af Menigheden i Herrens Hus den 10de Sept.
traadte Luke S. og Lyman E. Johnson samt John F. Boynton frem
og aflagde Bekjendelse, hvisaarsag de ved Kirkens Stemme atter
optoges i Samfundet med Ret til at beholde deres Apostelskab, men
som man snart vil se, forbleve de dog ikke længe trofaste.
Joseph, som i en tidligere Konference var bleven beskikket til i
Forening med sin Raadgiver Sidney Rigdon at rejse ud for at vælge
passende Indsamlingssteder for de Hellige, forlod Kirtland den 27de
Sept. og rejste til Missouri. Under Josephs Fraværelse paa denne
Mission forenede ovennævnte Mænd sig tilligemed Warren Parrish,
Joseph Coe og Andre for at omstyrte Kirken, og efter at han den
10de December var vendt tilbage fra denne Mission, fornægtede denne
frafaldne Bande aabenlyst og offentlig Kirken, og paastode tillige, at
de vare de ene rigtige. De kaldte sig selv Kristi Kirke, men udelode
Navnet Hellige. Joseph, sagde de, var en falden Profet, og baade
han og andre af Kirkens Medlemmer vare Kjættere.
Medens Joseph opholdt sig i Missouri, blev et Raad sammenkaldt
af de derværende ledende Ældster for at raadslaa om Kirkens
Anliggender i denne Del af Landet. Staden Far Wests Beliggenhed blev
her nærmere bestemt, og det vedtoges a,t udvide Byens Størrelse til
fire Kvadratmile, at inddele dette Areal i Kvadrater paa 4 Akres hver
og at dele hver Kvadrat i fire Lodder osv. Ligeledes blev det bestemt,
at der endnu var Plads nok i Caldwell County for de af de Hellige,
som vedbleve at samles der til fra andre Steder. Den foregaaende
Sommer havde Kirkens Authoriteter i Missouri besluttet saa smaat at
tage fat paa Opførelsen af det paatænkte Tempel i Far West, men
Joseph raadede dem til at vente dermed, indtil han havde modtaget
nærmere Befaling derom fra Herren. En almindelig Kirkeforsamling
blev ogsaa afholdt, for hvilken en omstændelig Beretning blev givet
om de Forandringer, som kort i Forvejen vare gjorte i de forskjellige
Kvorumer af Præstedømmet i Kirtland. I denne Forsamling blev
Frederick Gr. Williams atter forkastet som Josephs anden Raadgiver
11114
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 114
og Hyrum Smith udnævnt i hans Sted. David Whitmer, Præsident
for Kirken i Missouri, og hans to Raadgivere, John Whitmer og
William W. Phelps, sattes under Tiltale, men eftersom de gjorde en
tilfredsstillende Bekj endelse, bleve de opholdte i deres respektive
Stillinger.
Omtrent paa denne Tid blev Bogtrykkeriet i Kirtland ødelagt ved
Ild, hvorved Udgivelsen af et nylig paabegyndt Blad »The Elders
Journal« (Efterfølger af »The Messenger and Advocate«) standsedes,
og paa Grund af Pøbelens Raseri og den bitre Aand, som
besjælede-Apostateme, saa' Brigham Young sig nødsaget til at forlade Kirtland,
thi Apostaterne havde truet med at ville slaa ham ihjel, fordi han
baade offentlig og privat havde forkyndt, at han vidste ved den
Helligaands Kraft, at Joseph var den Allerhøj estes Profet, og at han ikke
havde overtraadt eller var falden, som Apostaterne paastode.
Saaledes vedblev Apostasi, Forfølgelse, Forvirring og Pøbelvold at tiltage
og kæmpe om Overherredømmet i Kirtland indtil Slutningen af
Aaret 1837.
Da det nye Aar oprandt, rasede fremdeles Apostasiens og
Pøbelvældets Aand i sin hele Bitterhed i Kirtland. Forfølgelsen blev
heftigere og heftigere, saa at Joseph og Sidney Rigdon tilsidst nødsagedes
til at fly ligesom Oldtidens Apostle og Profeter, og som Jesus sagde:
»Naar de forfølge eder i een Stad, da flyr til en anden.« Og om
Aftenen Kl. 10 den 12te Januar 1838 forlode de Kirtland tilhest
for at undgaa Pøbelens Voldsgjerninger, som vare i Færd med at
bryde løs over dem under Skin af lovlig Proces. De fortsatte deres
Rejse hele Natten, og Kl. 8 om Morgenen den 13de ankom de til
Brødrene i Norton, Medina County, Ohio, 60 Mile fra Kirtland, hvor
de opholdt sig omtrent 36 Timer til deres Familiers Ankomst, og
den 16de fortsatte de Rejsen med deres Familier i lukkede Vogne
til Far West i Missouri og toge Vejen gjennem Dayton, Eaton osv.
til Dublin i Indiana, hvor de standsede ni Dage og hvilede sig.
Vejret var temmelig koldt, og de vare undertiden nødte til at skjule
sig i deres Vogne for at undgaa deres Fjender, der vedbleve at
forfølge dem over to hundrede Mile fra Kirtland, bevæbnede med
Pistoler og andre Vaaben, for at myrde dem. De krydsede ofte deres
Vej; to Gange vare de i de Huse, hvor de vare tagne ind, og een
Gang vare de endog hele Natten over i samme Hus, kun adskilte
fra hverandre ved en Bræddevæg, saa at de kunde høre de Eder,
Forbandelser og Trusler, som de udslyngede imod dem, hvis de flk
fat paa dem; sent om Aftenen kom de ind i deres Værelse og gjorde
dem Spørgsmaal, men kom til det Resultat, at det ikke var dem, de
søgte. Til andre Tider gik de forbi dem paa Gaderne og saa' paa
dem, uden at de kunde kjende dem. Den 14de Marts ankom de alle
tilligemed Ældste Brigham Young, der var stødt til dem paa Vejen,
til Far West, hvor de modtoges med aabne Arme af de Hellige.
Det var imidlertid paa høje Tid, at Joseph ankom til Far West;
thi Forholdene der vare i en daarlig Forfatning. Præsident David
Whitmer og hans to Raadgivere, som kun havde beholdt deres
Stilling ved at bekjende deres Fejl og give Kirken Oprejsning, havdeJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
115
igjen begyndt at øve Uretfærdighed og vare nu ved Josephs Ankomst
til Missouri blevne forkastede af Kirken. De to assisterende
Præsidenter eller Raadgivere, John Whitmer og William W. Phelpg, vare
tillige kort efter blevne udelukkede af Kirken og overladte til Satans
Revselse. I Stedet for disse Mænd havde de Hellige foreløbig valgt
Thos. B. Marsh og David W. Patten, to af de Tolv, til Præsidenter
over Menighederne i Missouri, indtil Joseph og hans Raadgiver
Sidney Rigdon ankom. Alt dette var foregaaet, medens Joseph var paa
Vejen fra Kirtland til Far West, og under slige Omstændigheder var
det ikke saa underligt, at Ældsterne og de Hellige i Caldwell County
følte en usigelig Glæde over atter at se deres Profet iblandt sig.
Joseph havde kun opholdt sig i Far West omtrent tre Uger, da en
Konference blev afholdt den 6te April. I denne Konference blev Thos.
B. Marsh paany beskikket til midlertidig Præsident for Kirken i
Missouri med Brødrene David W. Patten og Brigham Young som
Raadgivere. I sine Bemærkninger Dagen efter angaaende de Tolv sagde
David W. Patten, at han ikke kunde anbefale Ældsterne Wm. E.
McLellin, Luke S. Johnson, Lyman E. Johnson og John F. Boynton
til Opholdelse som Embedsmænd i Kirken, og at han ogsaa ansaa
William Smiths Stilling for betænkelig. Nogle Dage efter bleve Oliver
Cowdery, David Whitmer, Luke S. Johnson, Lyman E. Johnson og
Wm. E. McLellin udelukkede af Kirken. Disse Mænd havde været i
Overtrædelse i nogen Tid, og omendskjønt de af Navn beholdt
deres Stilling i Kirken, vare de dog som døde Grene; den Helligaand
havde forladt dem; den kunde ikke bo i vanhellige Templer. De
havde tidligere været Josephs Venner, men paa Grund af, at de
havde valgt at gaa deres egen Vej, skiltes de nu ad for bestandig i
dette Liv.
Joseph havde tidligere i et Brev underrettet Kirken om, at dersom
Oliver Cowdery, David Whitmer og Andre ikke vilde ydmyge sig,
gjøre Oprejsning for deres Overtrædelser og ære deres Kaldelse, vilde
Kirken blive nødsaget til at tage Forholdsregler imod dem. Han saa',
at de vare paa Vejen til Fald, og at Intet uden en fuldstændig
Omvendelse og Afstaaelse fra Synd kunde frelse dem. Uagtet Oliver
Cowdery og David Whitmer vare to af de udvalgte Vidner i Mormons
Bog, og Engle havde betjent dem og endog lagt deres Hænder paa
Oliver samtidig med Joseph for at gjengive dem Præstedømmet,
kunde de dog ikke øve Uretfærdighed og forblive i Kirken.
Til Oplysning for vore Læsere, der ere berettigede til at spørge
om Beskaffenheden af de Overtrædelser, som disse Mænd gjorde sig
skyldige i, ville vi her anføre nogle af de Klager, som Ældste
Seymour Brunson fremførte for Højraadet i Far West den Ilte April
1838 imod Oliver Cowdery, og for hvilke han Dagen efter blev
udelukket af Kirken:
For at have forfulgt Brødrene med fortrædelige Processer. For at
have søgt at nedrive Præsident Joseph Smith jun.'s Karakter. For
at have behandlet Kirken med Ringeagt. For at have forladt det
Kald, hvortil Gud ved Aabenbaring havde kaldet ham, for ussel
10*116
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 116
Vindings Skyld. For uredeligt at have tilbageholdt Gjældsbeviser,
efter at de vare betalte.
Uagtet Oliver Cowdery fra den Dag og indtil November 1848 havde
været udelukket af Kirken og ikke staaet i nogen direkte Forbindelse
med samme, havde han dog aldrig fornægtet Sandheden af Mormons
Bog, men ved enhver Lejlighed baaret Vidnesbyrd om dens
guddommelige Oprindelse. (I Tillæget i denne Bog vil Læseren finde en
kort Biografi af Oliver Cowdery.)
Den 13de April 1838 bleve for Højraadet i Far West følgende
Klager fremførte mod David Whitmer, det andet Hovedvidne i
Mormons Bog: 1) For ikke at have efterlevet Visdomsordet. 2) For
ukristelig Vandel, ved at have forsømt at bivaane Forsamlingerne, og
for at have deltaget i, samt været besjælet af den samme Aand som
de Frafaldne. 3) For at have skrevet Breve til Frafaldne i Wirtland,
til Skade for Guds Værk og Joseph Smith jun.'s Karakter. 4) For
at have forsømt sit Kalds Pligter, og for at have trukket sig tilbage
fra Kirken, medens han havde Navn af at være Medlem af den. 5)
For at have undertegnet sig som Præsident for Kristi Kirke (i
Missouri) i et fornærmende Brev til Højraadet, efter at han var bleven
afsat fra sit Embede.
Efter at ovenstaaende Klager vare blevne oplæste tilligemed et
Brev, der var sendt til Præsidenten for Højraadet, ansaa nævnte
Raad Klagerne for sandfærdige, og David Whitmer betragtedes ikke
længer som noget Medlem af Kirken. (Angaaende videre Oplysning
om David Whitmer henvises Læseren til Tillæget i denne Bog.)
TRETTENDE KAPITEL.
Spring Hill eller Adam-ondi-Ahman. — Edens Have etc. — Hjørnestenen til
Herrens Hus i Far West lægges. — En vigtig Aabenbaring angaaende de Tolv.
— Byen De Witt anlægges. — De Hellige i Kirtland drage op i en samlet
Lejr til Missouri, hvor Pøbelvældets Stormklokke atter lyder til fornyede
Forfølgelser imod de Hellige. — En Nævekamp ved Gallatin. — Dommer Black
udsteder en Fredserklæring. — Joseph og Lyman Wight melde sig selv til
Forhør, men løslades atter mod Kaution.
Den 17de April 1838 blev David W. Patten ved Aabenbaring
kaldet paa Mission (Pagtens Bog, 114de Kap.), og den 26de s. M.
modtog Joseph en Aabenbaring med Hensyn til Opbyggelsen af
Staden Far West. (Pagtens Bog, 115de Kap.)
Den 18de Maj 1838 forlod Joseph i Forening med flere af
Brødrene Far West for at tage til Daviess County, hvor han agtede at
udlægge Stave af Zion og sikre sig de nødvendige Landrettigheder
til Befordring af de Helliges Indsamling. Et Sted blev udvalgt for
Anlæggelsen af en By paa Nordsiden af Grand-Floden, omtrent 25
Mile nord for Far West. Dette Sted var smukt beliggende paa et
ophøjet Stykke Land, hvor fra man havde en skjøn Udsigt over
Grand-Floden og det omliggende Landskab. Brødrene kaldte Stedet£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
117
Spring Hill, men af Herren blev det benævnet Adam-ondi-Ahman,
det vil sige Stedet, hvor Adam skal komme og besøge sit Folk, eller
hvor den Gamle af Dage skal sidde paa sin Trone og dømme
Menne-skens Børn, som Profeten Daniel har sagt. (Pagtens Bog, 116de Kap.)
Dette Sted blev siden organiseret som en Stav af Zion, og Ældste
John Smith, Profeten Josephs Onkel og George A. Smiths Fader,
blev beskikket til Stavens Præsident med Brødrene Reynolds Cahoon
og Lyman Wight som Raadgivere.
Lærde Mænd i Verden have gransket meget for at udfinde det
nøjagtige Sted for Edens Haves Beliggenhed. De have gjennemsøgt
hele Asien for at finde Stedet, men have ikke kunnet komme til
noget bestemt Resultat. Af den Kjendsgjerning, at Arken »omsider
standsede paa Ararats Bjerge« i Armenien i Lilleasien, har man i
Almindelighed draget den Slutning, at Adam maa have levet i Asien.
For imidlertid at afgjøre dette Spørgsmaal, anraabte Joseph Herren
om en Aabenbaring desangaaende, og erfarede deraf, at Adam havde
levet i Amerika, og at Edens Have var beliggende, hvor Jackson
County, Missouri, nu findes.
I Lærdommens og Pagtens Bog, 107de Kap., 53de til 56de Vers,
læse vi: »Tre Aar før Adams Død kaldte han Seth, Enos, Kenan,
Mahalaleel, Jared, Enok og Methusalah, som alle vare Højpræster,
tilligemed de øvrige af hans Afkom, der vare retfærdige, hen i Dalen
Adam-ondi-Abman, og gav dem der sin sidste Velsignelse. Og Herren
viste sig for dem, og de stode op og velsignede Adam, og kaldte
ham Mikael, Fyrsten, Erkeengelen. Og Herren trøstede Adam og
sagde til ham: Jeg har sat dig til at være Hovedet — en Mængde
Nationer skal udkomme af dig, og du er en Fyrste over dem
evinde-ligen. Og Adam rejste sig op midt i Forsamlingen, og uagtet han
var nedbøjet af Alderdom, forudsagde han dog, fuld af den
Hellig-aand, hvad der skulde møde hans Afkom til den sidste Slægt.« Med
hvilke besynderlige Følelser maatte ikke Joseph og hans Brødre have
betraadt dette hellige Land, efter saaledes ved Herren selv at have
hørt, hvad der i Menneskehedens tidligste Dage havde fundet Sted
der, og hvad der endnu vilde finde Sted der i Fremtiden!
Levningerne af det Alter, hvorpaa Adam i Adam-ondi-Ahman havde ofret.,
kunde endnu tydeligt ses.
Skjønt de ledende Mænds Frafald var ubehageligt og sørgeligt ?
standsede det dog ikke Joseph og de trofaste Ældster i deres
Nidkjærhed og Virksomhed for Herrens Værks Fremme; thi mere end
nogensinde før følte de nu Nødvendigheden af at være trofaste og
udholdende gjennem alle Prøver.
Den 4de Juli lagdes Hjørnestenene til Herrens Hus i Far West,
Missouri, overensstemmende med en Aabenbaring, given den 26de
April s. A. Joseph Smith jun. var Dagens Præsident, Hyrum Smith
Vicepræsident, Sidney Rigdon Taler, Reynolds Cahoon Overmarschal
og George WT. Robinson Skriver. Dagens Orden var prægtig.
Processionen begyndte at opstille sig Kl. 10 Form. i følgende Orden: 1)
Infanteriet. 2) Kirkens Patriarker. 3) Præsidenten. 4) Vicepræsidenten
og Taleren. 5) Stavens tre Præsidenter og Højraad. 6) Biskoppen og118
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 118
Raad. 7) Arkitekterne. 8) Herrer og Damer, og tilsidst Kavalleriet.
Processionen var stor, da den drog frem med Musik og dannede en
Kreds med Damerne foran omkring Udgravningen, hvorpaa den
sydlige Hjørnesten af Herrens Hus i Far West, Missouri, lagdes af
Stavens Præsidenter, assisterede af tolv Mænd; den nordvestlige
Hjørnesten af Biskoppen, assisteret af tolv Mænd, og den nordostlige
Hjørnesten af Lærernes Præsidenter, assisterede af tolv Mænd. Husets
Længde skulde være 110 Fod og dets Bredde 80 Fod. Præsident
Rigdon holdt derpaa Talen, efter hvis Slutning der raab tes
»Hosianna«, og en Hymne, komponeret i Dagens Anledning af Levi W.
Hancock, blev sungen af Solomon Hancock.
Den 8de Juli modtog Joseph en Aabenbaring som Svar paa det
Spørgsmaal: »O Herre, vis dine Tjenere, hvor meget du fordrer af
dit Folks Formue i Tiende?« (Se Pagtens Bog, 119de Kap.) Foruden
denne modtog han to Aabenbaringer samme Dag. (Pagtens Bog,
117de og 118de Kap.) Den sidste af disse blev given i Anledning
af Josephs og Ældsternes Ønske om at vide Herrens Villie
angaaende de Tolv, og lyder saaledes:
»Sandelig, saa siger Herren, lad en Konference afholdes uden
Ophold, og organiserer de Tolvs Kvorum, og beskik Mænd til at indtage
deres Pladser, som ere frafaldne. Lad min Tjener Thomas forblive i
Zions Land for en Tid, for at udgive mit Ord. De Øvrige skulle fra
denne Stund vedblive at prædike, og hvis de gjøre dette i Hjertets
Enfoldighed, i Sagtmodighed, Ydmyghed og Langmodighed, giver jeg,
Herren, dem et Løfte, at jeg vil forsørge deres Familier, og en vid
Dør skal fra nu af aabnes for dem; og næste Foraar skulle de drage
bort her fra og begive sig over de store Vande og der forkynde mit
Evangeliums Fylde og bære Vidnesbyrd om mit Navn. De skulle tage
Afsked med mine Hellige i Far West den næstkommende 26de April,
paa mit Huses Byggeplads, siger Herren. Lad mine Tjenere John
Taylor, John E. Page, Wilford Woodruff og Willard Richards beskikkes
til at indtage deres Stillinger, som ere faldne, og blive officielt
underrettede om deres Beskikkelse.«
Hvor forunderligt de Tolv bleve i Stand til at opfylde denne sidste
Befaling, ville vore Læsere siden erfare.
En Aabenbaring, der nærmere forklarede Tiendeloven, blev given
Joseph den 18de Juli 1838. (Pagtens Bog, 120de Kap.)
Som sædvanlig havde Joseph meget at varetage. Foruden at være
de Hellige behjælpelig ved deres Bosættelse i Missouri og opfylde
sine Pligter som Præsident for Kirken, virkede han ogsaa som
Redaktør af »The Elders' Journal«, hvis Udgivelse atter var bleven
paabegyndt i Far West. I Løbet af de tre Aar, som de Hellige nu
havde boet i Caldwell County, var denne Landsdel bleven forvandlet
fra en nøgen Slette til et af de mest blomstrende Countyer i Staten.
De Hellige strømmede ind fra alle Dele af de Forenede Stater og
Canada, og et stort Antal var det foregaaende Aar ogsaa udvandret
fra Kirtland og Omegn. En By ved Navn De Witt blev anlagt ved
Missouri-Floden i Carroll County, omtrent 50 Mile sydøst for Far
West. Ogsaa i Ray og Clinton Countier paabegyndtes mindre Settle-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
119
menter, og i Daviess County med Adam-ondi-Ahman som Centrum
blev mange tusinde Akres Land optaget og ca. to tusinde store
Gaardbrug paabeg}Tndte.
De Hellige i Kirtland begyndte alt mere og mere at paavirkes af
Indsamlingsaanden. De onde Indflydelser, som herskede der,
bevirkede, at de, som ønskede at leve i Fred og i Nydelsen af deres
Religion, længtes efter at flytte til et Sted, hvor de kunde nyde disse
Velsignelser; desuden var det bleven dem befalet gjennem Herren,
at de skulde bryde op og drage vestover. Medlemmerne af de
forskjellige Kvorumer af Halvfjerds, som boede i Kirtland, forsamlede sig
derfor i Herrens Hus for at raadslaa om den bedste Maade at
foretage Rejsen paa. Ved Syn og Profetiens Aand blev det bestemt, at
de skulde drage til Missouri i en samlet Lejr og opslaa deres Telte
undervejs. Ældsterne James Foster, Zera Pulsipher, Joseph Young,
Henry Harriman, Josiah Butterfield, Benjamin Wilber og Elias Smith
bleve valgte som Befuldmægtigede til at lede Lejren, der blev inddelt
i Kompagnier paa Ti med en Kaptejn over hvert. Elias Smith valgtes
til Skriver og Optegner af Rejsens Begivenheder, og Jonathan H.
Hale til Kasserer.
Den ote Juli forsamledes de tæt søndenfor Herrens Has og opsloge
deres Telte i en Firkant. Den 6te om Middagen nedtoge de deres
Telte og begyndte at rejse sydover, og i 30 Minutter var den hele
Lejr i Bevægelse, bestaaende af 515 Sjæle —• 249 af Mandkjønnet,
266 af Kvindekjønnet — med 27 Telte, 59 Vogne, 97 Heste, 22 Oxer,
69 Køer og 1 Tyr. Jonathan Dunham var Ingeniør. Lejren drog til
Chester, 7 Mile, den første Dag, og opslog sine Telte i en Firkant,
dannet af Vogne.
Fra Chester fortsattes Rejsen videre, indtil de den 16de Juli
ankom til Mansfield, Ohio, omtrent 120 Mile fra Kirtland. I Nærheden
af dette Sted kom County-Sheriffen og nogle Andre dem imøde, og
medbragte en Arrestordre mod nogle af Brødrene paa Grund af
»Kirtlands Sikkerheds-Selskabs« Penge. Josiah Butterfield, Jonathan
Dunham og Jonathan H. Hale bleve derpaa anholdte og satte i
Fængsel; Sidstnævnte antoges fejlagtig for Joseph Young. Medens disse
Brødre opholdt sig i Fængslet, bade, sang og glædede de sig over, at
de vare regnede værdige til at lide for Kristi Skyld, og om Natten
brød et Lys ind i Fængslet, der gjorde det ligesaa lyst, som om det
havde været højlys Dag. Ældste Dunham tog sit Uhr frem og saa',
at Klokken var tre Minuter over Et, og modtog et Vidnesbyrd om,
at de vilde blive befriede paa samme Tid om Eftermiddagen, hvilket
ogsaa skete, thi ud paa Formiddagen bleve de kaldte for Recten i
Mansfield og forhørte, men bleve frikjend te og løsladte nogle Minuter
over Et samme Dag.
Under denne Lejrs Rejse til Missouri blev en stor Grad af Herrens
Kraft lagt for Dagen. Djævle bleve udkastede, de Syge helbredte og
mange kraftige Gjerninger udførte i Herrens Navn. En lille Dreng
fik sit Ben overkjørt af en tungt belæsset Vogn, som næsten skilte
Kjødet fra hans Ben. Ældste Martin H. Peck, Drengens Fader, lagde
sine Hænder paa ham i Herrens Navn, og strax blev Drengen i S tand120
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 120
til at gaa omkring; den næste Morgen var der ikke saa meget som
en Plet at se paa hans Legeme. Ved en anden Lejlighed blev Ældste
Willey syg. Han havde lagt sine Hænder paa sit Barn og truet en
ond Aand, som forlod Barnet, men foer ind i ham. Ældsterne
samlede sig om ham, medens han laa i sin Vogn, og hele hans Tale
gik paa Rim. De lagde Hænder paa ham og uddrev den urene Aand
i Jesu Navn, hvorpaa han bad om Noget at drikke og laa ganske
rolig, men begyndte snart igjen at tale i Rim. Ældste Duncan
McArthur lagde derpaa Hænder paa ham og begyndte at true
Aanden. I det Samme stønnede, hylede og hvinede han, alt i en fløjtende
Tone, hvorpaa han atter begyndte at tale som et Menneske. Saa snart
Ældste McArthur var færdig, lagde den Syge sig ned, sov ind og
blev rask.
Uagtet Herren paa denne Maade viste sin Kraft og udgød sine
Gaver og Velsignelser iblandt dem, var der dog Mange, som
knurrede og lagde deres stridige og egensindige Karakter for Dagen;
ligesom Israels Børn i Ørken, vare deres Hjerter haarde, og de gave efter
for den Ondes Indskydelser, der saaledes fik større Magt til at lede
dem paa Afveje. Men der var ogsaa Mange, som vare trofaste og
ydmyge, og som søgte at være i Besiddelse af Herrens Aand. Af de
515 Sjæle, som brøde op med Lejren fra Kirtland, var der kun
omtrent 200, der naaede Far West. Af de Øvrige havde Nogle standset
paa Vejen af en eller anden Aarsag og Andre spredt sig i alle
Retninger. Størstedelen af disse indsamledes dog med de Hellige, saa
snart de havde tilvejebragt de nødvendige Midler til Rejsens
Fortsættelse. Den 2den Oktober ankom Lejren til Far West efter en Rejse
paa 12 Uger og 2 Dage og efter at have tilbagelagt 866 Mile. De
nøde en hjertelig Modtagelse af Ældsterne og de Hellige, som
tilligemed Joseph gik dem imøde og fulgte dem ind i Staden.
Men Pøbelvældets Stormklokke havde allerede lydt til fornyede
Forfølgelser imod de Hellige i Missouri, og, som rimeligt var, maatte
de Nyankomne friste samme Skjæbne som de øvrige Hellige. Et
Valgmøde var nemlig bleven berammet den 6te August 1838, ved
hvilket en Mand ved Navn William P. Peniston, som var Oberst i
Militsen, havde stillet sig som Kandidat til Repræsentantvalget for
Daviess County. Denne Mand var en Fjende af de Hellige og havde
været Leder for Pøbelen i Clay County; han og hans Medforbundne
svore nu, at de Hellige skulde ikke tillades at stemme ved Valget,
og lagde deres Planer i saa Henseende. Paa Valgdagen besteg
Peniston en Tønde i Gaiatin, den fornemste By i Daviess County, og
holdt en ophidsende Tale imod de Hellige. Han beskyldte Joseph og
de øvrige ledende Ældster for Tyveri, Løgn, Bedrageri og enhver
tænkelig Forbrydelse, samt opfordrede Folket til ikke at lade Med
lemmer af Kirken nedsætte sig i Countiet eller tillade dem at stemme.
Da han holdt denne Tale, vare nogle af Brødrene tilstede for at
stemme. Saa snart han var færdig, begyndte Pøbelen at angribe dem.
Der var omtrent ti af Pøbelen imod hver enkelt af Brødrene, og i
omtrent ti Minuter var der en uafbrudt Nævekamp, hvorunder
Brødrene forsvarede sig mandigt og kæmpede som Løver. De følte, at£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
121
de vare amerikanske Borgere, og at deres Fædre havde kæmpet for
deres Frihed, og vilde derfor forsvare de samme Principer. Skjønt
Pøbelen var saa talrig, fik de dog Prygl, og de vare glade over at
slippe bort for at faa fat paa deres Skydevaaben. Strax efter saas
Pøbelen at vende tilbage fra alle Kanter i Hobe paa 5 til 10 og 25
Personer, bevæbnede med Knipler, Pistoler, Dolke, Knive og Geværer,
sværgende Hævn over de Hellige. Brødrene, der saa', hvilken Fare
der truede dem, holdt Raad et Stykke Vej udenfor Byen for at sikre
sig imod yderligere Overlast. Da de ikke havde Vaaben, ansaa de det
for klogest at vende tilbage til deres Hjem, samle deres Familier og
skjule sig i et Krat af Hasselbuske. De havde forhen lidt under
Pøbelens Voldsgjerninger, og de vidste af bitter Erfaring, hvor
grusomme ugudelige Mennesker kunde blive; de toge derfor de
nødvendige Forholdsregler for at bevare deres og deres Familiers Liv. Om
Natten regnede det, og Kvinder og Børn bleve nødsagede til at ligge
paa Jorden uden noget som helst Ly, medens deres Mænd stode
paa Vagt omkring dem.
Den næste Dag bragte Nogle, som ikke tilhørte Kirken, den
Efterretning til Far West, at to eller tre af Brødrene vare blevne dræbte
ved Valgmødet i Gallatin, og at de bleve liggende paa Marken, uden
at det tillodes deres Venner at begrave dem. Denne Efterretning
vakte en Del Ophidselse, i Særdeleshed da Brødrene tillige fik at
høre, at Majoriteten af Befolkningen i Daviess County havde
besluttet at fordrive de Hellige fra dette County. Saa snart Joseph
erfarede dette, begav han sig tilligemed Sidney Rigdon, Hyrum Smith
og 15 til 20 Andre paa Vejen til Gallatin. Undervejs traf de sammen
med nogle af de Brødre, som vare blevne angrebne af Pøbelen, men
da de ankom til Lyman Wights Hus i Adam-ondi-Ahman, Daviess
County, bleve de noget beroligede ved at høre, at omendskjønt nogle
af Brødrene vare blevne haardt saarede under Kampen, var dog
Ingen bleven dræbt. Efter at have tilbragt Natten i Raad hos
Lyman Wight, red Joseph den følgende Dag ud, ledsaget af flere af
Brødrene, og besøgte adskillige Personer i Nabolaget, deriblandt Adam
Black, Fredsdommer i Daviess County. Denne Mand havde kort i
Forvejen solgt sin Ejendom til Vinson Knight og efter Overenskomst
faaet en Del af Kjøbesummen udbetalt, hvorefter han havde forenet
sig med Pøbelen for at fordrive de Hellige fra Countiet og forhindre
dem fra at nedsætte sig der. Mange Andre, som havde solgt deres
Ejendomme og faaet deres Betaling eller en Del deraf, gjorde det
samme; thi ved at drive de Hellige bort var det den letteste og
billigste Maade at komme i Besiddelse af deres forrige Hjem paa uden
at betale derfor. Paa Forespørgsel bekjendte Black, hvad han havde
gjort, og da han havde brudt sin Embedsed, opfordrede de ham til
at give dem Oprejsning paa en eller anden Maade, saa at de kunde
komme til Kundskab, om han for Fremtiden vilde være deres Ven
eller Fjende, og om han vilde forvalte Lovene i Retfærdighed;
ligeledes bade de ham høfligt om at undertegne en Fredskontrakt. Dette
vilde han ikke, men sagde at han selv vilde udfærdige en saadan122
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 122
til deres Tilfredshed og undertegne den, hvilket han derpaa gjorde;
den lød saaledes:
»Jeg Adam Black, Fredsdommer i Daviess County, bevidner herved for det
Folk, kaldet Mormoner, at jeg er forpligtet til at overholde denne Stats, saa
vel som de Forenede Staters Konstitution; at jeg ikke staar i Forbindelse med
nogen Pøbel; at jeg ikke vil forene mig med nogen saadan, og at saa længe
de ikke fornærme mig, vil jeg ikke fornærme dem.
Den 8de August 1838.
Adam Black Fredsdommer.«
I Haab om, at han vilde staa ved sin givne Forsikring og
haand-hæve Lovene, vendte de tilbage til Adam-ondi-Ahman, hvor de den
næste Dag mødte i Raad med nogle af Countiets fornemste Mænd.
I dette Møde indgik begge Parter en Overenskomst med hinanden
om, at de vilde bevare hinandens Rettigheder og haandhæve samme,
og om Nogen eller Nogle vilde gjøre Uret, skulde ingen af Parterne
opholde dem eller søge at unddrage dem Retfærdighedens straffende
Haand, men overlevere alle Overtrædere, scl£l åt de kunde blive
behandlede overensstemmende med Lov og Ret. Forsamlingen hævedes
under den bedste Forstaaelse, hvorpaa Joseph og hans Venner vendte
tilbage til Far West.
Det var alene paa Grund af broderlige og hengivne Følelser for
sine Brødre, der stadig svævede i Fare, at Joseph skyndte sig til
Daviess County for at yde dem, hvad Hjælp han kunde; det var
ikke hans Ønske at gjøre Nogen Fortræd. Desuagtet gjorde hans
Fjender sig al mulig Umage for at fortrædige ham. Black, som tre
Uger i Forvejen havde givet Jo3eph og Selskab ovennævnte
Dokument, aflagde edeligt Vidnesbyrd om, at han var bleven truet med
øjeblikkelig Død af en væbnet Skare paa 154 Mænd, dersom han
ikke vilde undertegne et vist Dokument, hvorved han som
Fredsdommer for Daviess County skulde forbinde sig til ikke at fornærme
»Mormonerne«. William P. Peniston svor ligeledes for Kredsdommer
Austin A. King, at en stor Skare bevæbnede Mænd havde begaaet
Vold9gjerninger imod Adam Black ved at omringe hans Bolig, trække
ham ud med Magt, tilføje ham grove Fornærmelser og tvinge ham,
ved at true ham mad øjeblikkelig Død, til at underskrive et
Dokument af en meget vanærende Beskaffenhed; ligeledes svor han paa,
at de havde truet med at ville myrde ham (Peniston), saa snart som
de flk Øje paa ham, og at det var deres Hensigt at ville fordrive
alle de gamle Beboere af Daviess County for at komme i Besiddelse
af deres Hjem. Joseph Smith jun. og Ly man Wight, mente han, vare
Ledere af denne bevæbnede Skare.
Paa Penistons og Andre? edelige Vidnesbyrd udstedte derpaa
Dommer King en Arrestordre imod Joseph, som strax efter blev besøgt
af Sheriffen for Daviess County, der havde Fuldmagt til at føre ham
til dette Sted i Forhør. Rvgtet havde sagt, at Joseph ikke vilde lade
sig tage pat en lovlig Maade, men han beroligede snart Sheriffen
ved at fortælle ham, at han bestandig havde isinde at underkaste
sig Landets Love; dog lod han ham forstaa, at han ønskede at blive
forhørt i sit eget County. Der var for megen Ophidselse og for stor£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
123
Fordom imod ham i Daviess County, til at han kunde vente at
vederfares Retfærdighed der. Da Sheriffen hørte, hvad Joseph havde at
sige, opgav han at udføre Arrestbefalingen og sagde, at han vilde
tale nærmere med Dommer King om Sagen. Da han kom tilbage,
fandt han Joseph hjemme efter Løfte, og underrettede ham derpaa
om, at han befandt sig udenfor hans Jurisdiktion, hvorpaa han
rejste bort.
Men af denne Omstændighed udspredtes det Rygte vidt og bredt,
at Joseph og Lyman Wight havde modsat sig Øvrigheden, hvorved
man paany tænkte at vække Ophidselse; og da de Ugudelige havde
besluttet, om muligt, at stemple dem som Lovovertrædere, droge de
ud i alle Retninger og fortalte de afskyeligste Løgne om Joseph og
de Hellige. Følgen heraf var, at Pøbelen begyndte at samle sig fra
alle Dele af Øvre-Missouri til Daviess County for, som de selv sagde,
at hjælpe til at tage Joseph og Lyman Wight. Paa samme Tid
udstedte Lilburn W. Boggs, der nu var bleven Guvernør for Staten
Missouri og Overbefalingsmand for Militsen, Ordre til sin
General-Adjutant om at have en Del Kompagnier Kavalleri og Infanteri i
Beredskab for umiddelbar Tjeneste. De Grunde, Guvernør Boggs anførte
for Udstedelsen af denne Ordre, vare, at der var Tegn til
Indianerkrig og Forstyrrelse af Freden i Caldwell, Daviess og Carroll
Counties Hentydningen til Indianerkrig var kun et Blændværk; Boggs
vidste meget vel, at der ingen Grund var til at sammenkalde
Militsen for at beskytte Folket imod Indianerne, men han haabede
derved at faa Lejlighed til at bruge Tropperne imod de Hellige. Lilburn
W. Boggs var en meget slet og ugudelig Mand — en Forræder imod
•ethvert republikansk Princip og en blodig Tyran, som fandt Glæde i
at bruge sin Magt til at forfølge og ødelægge de Uskyldige.
Det var Joseph stedse en Samvittighedssag at gjøre alt muligt for
at fjerne enhver Mistanke og vise sig som en tro og loyal Mind.
Lige meget om Andre gjorde Uret og handlede i ligefrem Modstrid
med al Lov og Rat ved at sammensværge sig i Pøbelhobe etc.,
ønskede han ikke at følge deres Exempel, men handlede altid saaledes,
at han havde Loven paa sin Side. De, som derfor vare bekjendte
med ham, overraskedes ikke ved at høre, at han i Forening med
Lyman Wight frivillig opgave sig selv til Forhør for Dommer King i
Daviess County; og for ikke at lade Offentligheden i Uvidenhed om
de nærmere Omstændigheder ved hans tidligere Besøg til Daviess
County, affattede han en edelig bekræftet Skrivelse, som blev fremlagt
for Dommer Elias Higbee, og som paa en klar og fyndig Maade
fremsatte de enkelte Omstændigheder ved nævnte Rejse.
Den 6te September 1838 forlod Joseph, hans Broder Hyrum,
Dommer Higbee og Andre Far West for at begive sig til Stedet,
hvor Forhøret skulde holdes, men da Anklageren ikke var tilstede,
opsattes Retten til næste Dag. Joseph fandt det imidlertid raaieligt,
da han den følgende Dag begav sig til Forhørsstedet, at madtage et
Kompagni Brødre, som, medens Forhøret stod paa, skulde opholde
sig ved County-Grænsen og der holde sig parate til efter et Øjebliks
Varsel at komme dem til Undsætning, i Tilfælde der skulde opstaa124
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Uroligheder under Forhøret. Dette var meget nødvendigt, da
Ophidselsen var meget stor, og mange Trusler vare blevne udslyngede imod
Joseph. Under Forhøret, som derpaa tog sin Begyndelse, var William
P. Peniston Anklageren og Adam Black hans eneste Vidne. Ved
denne Lejlighed viste Black som sædvanlig sin sande Karakter. Han
svor i det Uendelige og aflagde Ed paa Ting, som han ikke kunde
bevise, og som neppe vare blevne fremførte for nogen anden Ret i
Verden. Der var fire Vidner paa Forsvarssiden, men hvad Vægt
kunde fire sanddrue Sidste-Dages Helliges Vidnesbyrd have for en
Ret i Missouri i de Dage imod een slet og ugudelig Mands
Vidnesbyrd? King forpligtede Joseph og Lyman Wight til at give Retten
en Sikkerhedsborgen for 500 Dollars, skjønt der var intet Bevis, der
berettigede nogen Anklage imod dem; men da de antoge, at han
gjorde det for at berolige Pøbelens Følelser, gave de uden Modsigelse
den forlangte Borgen med tilstrækkelig Sikkerhed og vendte derpaa
tilbage til Far West. Dommeren erkjendte siden efter i Broder George
W. Robinsons Nærværelse, at der ikke fandtes noget Bevis imod
dem, for hvilket de behøvede at stille nogen Borgen, men det var
Pøbelen, ikke Retfærdigheden, der skulde tilfredsstilles!
Med Hensyn til de Gjenvordigheder, som han og de Hellige i de
Dage maatte gjennemgaa, siger Joseph:
»De (Pøbelen) bestræbe sig bestandig for at ophidse os og om
muligt opægge os til Vrede ved at true os Gang efter Gang; men vi
frygte dem ikke, thi Herren, den evige Fader, er vor Gud, og Jesus,
Midieren, er vor Frelser, og i den store Jeg er ere vi stærke, og til
ham sætte vi vor Lid. Skjønt vi Gang efter Gang ere blevne drevne
uden Aarsag og atter og atter slagne uden Anledning fra vor Side,
have vi dog med det Gode bevist for Verden, at vi ikke have noget
Ondt isinde imod noget Menneske eller Parti, at vi ikke have
fornærmet Nogen, at vi ere fredelige mod Alle, og at vi passe vore
egne Sager og ingen Andres. Vi have taalt, at vore Rettigheder og
Friheder ere blevne os berøvede; vi have ikke hævnet os over disse
Forurettelser; vi have apelleret til Øvrigheder, Sheriffer, Dommere,
Regjeringen og Præsidenten over de Forenede Stater — alt forgjæves,
og dog have vi roligt fundet os i alt dette. Vi have ikke gaaet i Rette
med den store Gud; vi knurrede ikke, men forlode Alt i Fred og
trak os tilbage til det Indre af Landet, til den store, vilde Prærie,
til de nøgne, udyrkede Sletter og begyndte der paany. Vi fik de øde
Steder til at blomstre som Rosen, og nu vil den djævelske Skare
dog ikke unde os Ro.«
Dette er et tydeligt og kraftigt Vidnesbyrd angaaende de
Forurettelser, som bleve tilføjede de Sidste-Dages Hellige af deres Fjender.
En levende Guds Profet skrev det, og det vil staa som et
skrækkeligt Vidnesbyrd imod de Mænd, hvis Forbrydelser det beskriver,
indtil en fortørnet Guds Hævn tilfulde er tilfredsstillet. Erindringen
om deres onde Gjerninger lader sig ikke udslette, thi de ere skrevne
i blodige Træk. Allerede er Missouris Jord under den paafølgende
Borgerkrig bleven vædet med mange af de skyldige Mænds og deres
Familiers Blod, og Enden er endnu ikke kommen!£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
125
FJORTENDE KAPITEL.
Pøbelen fortsætter sine Skjændselsgjerninger. — En hyklerisk Dominer. —
Guvernør Boggs som et vill'gt Redskab i Pøbelens Hænder. — En Anekdote
om en ung Officer. — De Witt omringes af Pøbelen. — En betegnende
Skrivelse. — De Hellige nødes til at forlade de Witt og nedsætte sig i Caldwell
County. — Pøbelen trækker sig tilbage fra Daviess County. — En Skjærmydael
ved Crooked-Floden. — Oberst Pattens Død. — Pøbelen drives paa Flugt. —
De Helliges Forsvarsbevægelser udlægges som Oprør og Forræderi. — Guvernør
Boggs udsteder sin bekjendte Udryddelsesordre.
Ophidselsen imod de Hellige vedblev stadig at tiltage. Pøbelen
strømmede ind fra alle Kanter til Daviess County og indrettede sit
Hovedkvarter i Nærheden af Millport; de begvndte strax at begaa
Voldsomheder imod de Hellige, stjæle deres Kvæg og ødelægge deres
Ejendele samt truede dem med fuldstændig Uddrivelse af Staten.
Den 8de September rygtedes det i Far West, at Pøbelen var i
Færd med at angribe Adam-ondi-Ahman. Flere af de Hellige vare
strax rede til at drage de derværende Brødre til Undsætning, og den
næste Morgen begav et Kompagni Brødre sig paa Vejen der hen.
Da man tillige hørte, at en Vogn, belæsset med Geværer og
Ammunition, var undervejs fra Richmond til Pøbelen i Daviess County,
tog et Kompagni væbnede Mænd under Kaptejn William Allred ud
for at af skjære dem Vejen. De fandt Vognen sønderbrudt og
Gevær-kisterne trukne ind i det høje Græs tæt ved Vognen, men kunde
ikke opdage noget Menneske i Nærheden. Kort efter kom dog tre
Mænd tilstede, som strax bleve arresterede og tilligemed Geværerne
bragte til Far West. Kaptejn Allred handlede efter Fuldmagt af de
civile Authoriteter i Caldwell County, som havde udstedt Ordren til
at beslaglægge Vaabnene og arrestere Førerne. Saa snart disse Mænd
vare blevne arresterede, blev Dommer King ved Brev underrettet om
det Forefaldne, og Brødrene udbade sig hans Raad med Hensyn til,
hvad de skulde foretage sig med Geværerne og Fangerne. Dommeren
svarede, at de skulde »løslade Fangerne«, men vidste ikke, hvad han
skulde raade dem til med Hensyn til Geværerne; »dog«, sagde han,
»skulle de ikke med min Medvirken blive eder fratagne for at
be-nyttes mod eder i noget ulovligt Øjemed«. Desuagtet raadede
Dommer King under samme Dato General Atchison til »at samle 200
Mænd eller flere for at adsprede de bevæbnede Skarer i Daviess og
ligeledes i Caldwell County, og tvinge de Mormoner, som ikke vilde
overgive sig, til Underkastelse, da det ikke kan lade sig gjøre at
tilsidesætte Loven for deres Skyld«.
Vi omtale denne Begivenhed for at vise nævnte Dommers Hykleri.
Overfor Joseph og de Hellige viste han sig tilsyneladende venlig og
fredeligsindet, medens han paa samme Tid var deres svorne Fjende.
Det kunde ikke lade sig gjøre at tilsidesætte Lovene for
»Mormonernes Skyld«; men det var fuldkommen i sin Orden, at Pøbelen
bortjog og dræbte de Helüge, som, saa snart de gjorde Modstand,
bleve ansete for Oprørere.
Omtrent paa denne Tid sendte William Dryden, Fredsdommer i126
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 126
Daviess County, en længere Skrivelse til Guvernør Boggs, hvori han
underrettede ham om, at »han havde udstedt en Arrestordre imod
Alanson Ripley, George A. Smith og Flere for at have anfaldet og
truet Adam Black den 8de August sidstleden«, og at Embedsmanden
med en Vagt, bestaaende af 10 Mand, der skulde udføre Ordren,
med Magt blev tvungen til at forlade Byen, hvor Paagjældende
antoges at opholde sig. »Mormonerne,« sagde han fremdeles, »vare saa
vel bevæbnede og talrige i Countierne Caldwell og Daviess, at den
udøvende Magt i disse Countier var altfor magtesløs til at kunne
iværksætte en Arrestordre mod nogen af »Mormonerne«, som tillige
behandlede Landets Love med den dybeste Foragt.«
Saa snart Guvernør Boggs havde modtaget dette Brev, udstedte
han eç Ordre til General David R. Atchison om at lade et
tilstrækkeligt Antal af Tropperne under hans Kommando holde sig rede til
at hjælpe de civile Authoriteter i Daviess County at »udøve alle
Arrestordrer og andre Embedsforretninger, og først og fremmest være
den Embedsmand behjælpelig, som havde det Hverv at udføre den
af Fredsdommer William Dryden den 27de August mod Alanson
Ripley, George A. Smith og Flere udstedte Arrestordre og bringe
Paagjældende for Domstolen«. Denne foragtelige Fredsdommer kunde
ved sine Løgne bevæge Guvernøren til øjeblikkelig Handling, medens
han slet intet Hensyn tog til Hundreder af Helliges indstændige
Bønner om Beskyttelse og Retfærdighed.
En Troppeaf deling, bestaaende af hen ved 1000 Mand under
General-Major David R. Atchisons Kommando, var snart undervejs til
Daviess County og lejrede sig ved Ankomsten did imellem de
to-Byer Millport og Adam-ondi-Ahman. Paa sidstnævnte Sted havde de
Hellige fra de omliggende Egne samlet sig til Selvforsvar imod
Pøbelen og havde i dette Øjemed stillet sig under Oberst Wights
Kommando.
Da Militsens Generaler besøgte Pøbellejren i Millport, fortalte man
dem, at disse lovløse Banditer havde samlet sig der til Selvforsvar.
Indbyggerne i Daviess County vare blevne truede af »Mormonerne«,
og de vare nu komne for at hjælpe og forsvare dem. Saadanne vare
de Løgne, som de søgte at binde Folket paa Ærmet for derved at
retfærdiggjøre deres egen ulovlige Fremgangsmaade, men ved selv at
aflægge et Besøg i de Helliges Lejr kom Generalerne snart til
Kundskab om, at det forholdt sig anderledes. Saaledes siger General Parks
i sin Skrivelse til Guvernøren fra Daviess County den 25de Sept., at
»hvad end Mormonernes Hensigt har været, før vi kom her til, have
de siden vor Ankomst ikke viist nogen Tilbøjelighed til at modsætte
sig Lovene eller tilkjendegivet noget fjendtligt Sindelag. Der har
hersket saa megen Fordom og Overdrivelse angaaende denne Sag, at jeg
fandt Tingene aldeles forskjellige fra, hvad jeg havde ventet. Da vi
ankom her til, saa' vi en stor Skare Mænd fra de tilstødende
Countier, bevæbnede og paa aaben Mark; efter hvad jeg erfarede, var det
deres Hensigt at hjælpe Folket i dette County mod Mormonerne,,
uden at de retmæssige Authoriteter havde opfordret dem dertil.
Efterskrift. — Siden jeg skrev Ovenstaaende, har jeg modtaget£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
127
Underretning om, at hvis Komiteen ikke kan enes, have Mændene
fra Daviess County besluttet at drive Mormonerne ud med Krudt og
Kugler.«
General Atchison, som omtrent samtidig tilskrev Guvernør Boggs,
sagde: »Sagerne staa ikke saa galt i det County, som Rygtet
fremstiller, og, støttet paa edelige Vidnesbyrd, nærer jeg i Sandhed ingen
Tvivl om, at Deres Excellence er bleven ført bag Lyset af
rænkefulde eller halvforrykte Menneskers overdrevne Beretninger. Jeg har
bragt i Erfaring, at der er ingen Grund til Frygt, hvad Mormonerne
angaar.«
De frygteligste Historier fortaltes om de Hellige. De vare ifølge
deres Fjenders Udsagn et forfærdeligt Folk; disse Løgne vare saa
ofte blevne gjentagne af Pøbelen, at de tilsidst selv begyndte at tro
paa dem; men i Stedet for at Pøbelen i Virkeligheden havde nogen
Aarsag til Frygt, var netop det Modsatte Tilfældet. De Hellige vare
faa i Antal og næsten forsvarsløse, medens deres Fjender vare talrige
og vel bevæbnede og, hvad værre var, uden mindste Barmhjertighed.
En ganske morsom lille Historie, der vil tjene til Belysning af
den Frygt, som Missourianerne i de Dage nærede for de Hellige,
fortælles om en ung Officer, der tjente som Adjutant hos General
Do-niphan. Paa et Besøg til Far West tog Generalen sin Adjutant med
sig og opslog sin Bopæl hos Profeten. Da de om Aftenen trak sig
tilbage for at begive sig tilsengs, fik de anvist et Værelse med to
Senge, af hvilke Generalen benyttede den ene og hans Adjutant den
anden. Men da Lyset blev slukket, syntes paa en Gang alle de
Ræd-selshistorier, den unge Adjutant havde hørt fortælle om
»Mormonerne«, pludselig at dukke op i hans let bevægelige Fantasi, og han
blev saa forskrækket, at han var glad ved at slippe ud af sin Seng
og liste sig hen i Generalens! Officerer have i Almindelighed Ord for
gjerne at ville anses for modige, men i dette Tilfælde syntes den
unge Officers Frygt at være større end hans Mod.
I Slutningen af September Maaned blev ovennævnte Armee opløst,
og Alt, hvad den havde udrettet, var, at den spredte Pøbelen til
andre Egne, hvor den paany gjentog sine Voldsgjerninger.
I store Hobe samlede Pøbelen sig derpaa omkring de Witt i
Carroll County, hvor de Hellige efter Evne rustede sig til Selvforsvar.
Lidt efter lidt havde Pøbelen imidlertid fuldstændig omringet Byen,
og da som Følge heraf al Tilførsel af Levnetsmidler etc. blev
standset, begyndte Indbyggerne snart at lide Mangel, og det tilsidst i saa
høj en Grad, at flere af de Hellige bogstavelig døde af Hunger.
Medens Forholdene vare saaledes i De Witt, hændte det sig, at General
Samuel D. Lucas, tidligere Pøbelleder mod de Hellige i Jackson
County, sejlede nedad Floden forbi De Witt, og for at vise,
hvorledes Brandfakler og Dødspile bleve udslyngede igjennem Staten, og
det endog af højtstaaende Mænd, som under Ed vare forpligtede til
at overholde den offentlige Fred, ville vi anføre følgende Skrivelse
fra nævnte General til Guvernør Boggs, dateret Boonville, Missouri,
den 4de Okt. 1838:
»Kjære Herre! Da vi forleden Mandag passerede ned ad Missouri-128
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 128
Floden, saa' vi en stor Skare Mormoner under Vaaben i De Witt,
Carroll County. Deres Anfører, Oberst Hinkle, tidligere fra Caldwell
County, underrettede mig om, at de vare 200 Mand stærke, og at
de hvert Øjeblik ventede at blive angrebne af Borgerne i Carroll
County, hvilke han sagde kun vare lejrede sex Mile der fra, ventende
paa Forstærkning fra Salina County. Hinkle sagde, at han havde
besluttet at forsvare Byen, selv om det kom til Slag. Efterretning fra
Dr. Scott i Fayette er netop indløben her til om, at en Træfning
havde fundet Sted igaar, og at flere Mand faldt. Dr. Scott meddeler
mig, at han flk denne Underretning af en agtværdig Herre, der havde
hørt Skydningen, idet han sejlede forbi. Hvis en Træfning virkelig
har fundet Sted, hvorom jeg ikke tvivler, vil det vække stort Røre
i hele Øvre-Missouri, og disse foragtelige og nedværdigede Væsener
ville blive udryddede af Jorden. Dersom een af Carrolls Indbyggere
skulde blive dræbt, tror jeg, at der inden fem Dage vil befinde sig
4 å 5000 Frivillige paa Kamppladsen mod Mormonerne, og Intet
uden disses Blod vil tilfredsstille dem. Det er en ubehagelig Tingenes
Tilstand. Forholdsregler agter jeg ikke at foreslaa Deres Excellence.
Mine Tropper af 4de Division afvæbnedes kun indtil nærmere Ordre
og kunne være parate efter en Times Varsel.«
Med Hensyn til dette Brev skriver Joseph: »Foragtelige og
nedværdigede Væsener«! Hvo har vel nogensinde før hørt højmodige og
hæderlige Mænd nedlade sig til at ofre deres Ære ved at fremkalde
Krig uden Aarsag mod »foragtelige og nedværdigede Væsener«? Men
General Lucas er rede til med hele sin Division »efter en Times
Varsel« at gaa i Kamp paa saadanne æresløse Betingelser, for saa
vidt hans egen Indberetning er sand. Men Lucas vidste bedre Besked.
Han vidste, at de Hellige vare et uskyldigt, uskadeligt Folk, der ej
vilde slaas med Nogen uden til Selvforsvar; hvorfor da skrive et
saadant Brev til Guvernøren for at ophidse hans Sind? Hvorfor ikke
holde Sandhed og Retfærdighed paa Deres Side, arme Lucas?
Evighedens Annaler ville en Gang aabenbare for Dem, hvem der er de
»nedværdigede Væsener«, og hvad der skal bødes for Udgydelsen af
»Mormonernes Blod«.
En Komite, som var bleven afsendt fra Chariton County for at
undersøge Beskaffenheden af Tvistighederne i De Witt og Omegn,
saa' ikke Sagen i samme Lys som Lucas. Efter at være vendte
tilbage aflagde de edeligt Vidnesbyrd om, at Pøbelen havde fortalt
dem, at de førte Krig imod de Hellige i den Hensigt at dræbe dem
eller fordrive dem fra Countiet, og at de Hellige kun vare beredte til
Selvforsvar og bade om Fred samt ønskede, at de civile Authoriteter
vilde komme der hen saa hurtigt som muligt og bilægge Tvistighederne.
Paa den Tid var Joseph tilligemed en Del Andre paa en Rejse i
den nedre Del af Caldwell County for at vælge et Sted til
Anlæggelsen af en By. Paa Rejsen mødte han en af Brødrene fra De Witt,
som underrettede ham om Pøbelopløbene og de Helliges Tilstand der.
»Jeg blev forbauset,« skriver Joseph, »ved at modtage denne
Efterretning, endskjønt der allerede tidligere havde viist sig Tegn paa
Pøbelexcesser; men jeg havde haabet, at Retsfølelsen hos StørstedelenJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
129
af Folket og deres Agtelse for Konstitutionen vilde have kuet
Forfølgelsens Aand, som maatte vise sig i nævnte Egn.
Ved Modtagelsen af denne Underretning traf jeg strax Forberedelser
til at rejse til De Witt for om muligt at berolige Folkets Følelser
og bevare mine Brødres Liv, der saaledes vare udsatte for Folkets
Ondskabsfuldhed.
Lørdagen den 6te Okt. ankom jeg til De Witt og fandt, at
Beretningen om Tilstanden paa dette Sted var overensstemmende med
Sandheden; thi det var med stor Vanskelighed og ved at rejse ad
en ubefærdet Vej, at det lykkedes mig at naa der hen, da alle
Hovedveje vare stærkt besatte af Pøbelen, der afskar al Forbindelse
med Staden. Brødrene, der blot vare en Haandfuld i Sammenligning
med Pøbelen, som omringede dem, vare næsten blottede for Proviant
og uden Udsigt til at kunne faa nogen. Vi ansaa det for raadeligt
at sende Bud til Guvernøren og underrette ham om Forholdene i
Haab om, at han vilde skjænke os den Beskyttelse, vi behøvede, og
som var os garanteret sammen med andre Borgere. Flere
højtstaaende Mænd, som boede i den nærmeste Omegn, og som ikke i
fjerneste Maade stode i nogen Forbindelse med de Sidste-Dages Helliges
Kirke, men havde været Vidne til vore Fjenders Fremgangsmaade,
traadte frem og aflagde edeligt Vidnesbyrd om den Behandling, der
var bleven os tildelt, og om den farlige Stilling, hvori vi befandt os.
De tilbøde endog selv at ville begive sig til Guvernøren og fremstille
Sagen for ham.«
Men saa langt fra at erholde nogen Hjælp eller endog blot at blive
viist nogen Sympathi af denne Mand, bleve de Hellige derimod
underrettede om, at »Kampen stod mellem Mormonerne og Pøbelen«,
og at »de selv maatte udkæmpe den«.
Imidlertid ankom General Parks med en Afdeling Tropper til
Nabolaget og lejrede sig omtrent 5 Mile fra De Witt. Disse Tropper
vare paany blevne indkaldte paa Grund af de stedfundne Uroligheder,
men da baade han og hans Mænd vare fjendtligsindede imod de
Hellige, blev der Intet gjort for at sprede Pøbelen. Han undskyldte
sig med, at Kaptejn Bogarts Mænd vare oprørske og pøbelsindede,
og han kunde derfor Intet udrette med sine Tropper. Denne Bogart
var Kaptejn over et Kompagni af Militsen under Parks og var ellers
en Methodistpræst. Han var en bitter Fjende af de Hellige og en
Pøbelophidser af værste Slags. I et Brev, som General Parks derpaa
afsendte til General Atchison, skrev han: »Intet synes at være saa
efterspurgt her som Mormonskalpe (efter Carrolls Indbyggeres Tale
at dømme); hidindtil har der været knapt med dem.« Og han
tilføjede videre: »Saa vidt jeg kan forstaa, ere de (de Hellige) endnu
gaaede forsvarsvis tilværks. Det er min bestemte Mening, at
Mormonerne ingen Ro ville faa, før de drage hort.«
Omtrent paa denne Tid havde Pøbelen sendt Bud til Jackson
County og faaet en Kanon, Krudt og Kugler; bevæbnede Hobe kom
dem til Hjælp fra Ray, Saline, Howard, Livingston, Clinton, Clay
og Platte Countier, og en Mand ved Navn Jackson fra Howard
County blev valgt til deres Anfører. Det var under Dødsstraf forbudt
11130
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 130
de Hellige at forlade Byen; naar de forsøgte at gaa ud for at skaffe
sig Fødemidler, for hvilke de vare aldeles blottede, blev der skudt
paa dem. Saa snart Kvæg, Heste eller andre Ejendele kom i
Nærheden af Pøbelen, bleve de tagne som Bytte. Paa Grund af denne
Lovløshed maatte de fleste af Brødrene bo i Vogne eller Telte og
indrette sig saa godt, de kunde.
Der var nu ikke noget som helst Haab om, at de Hellige kunde
staa imod Pøbelen, der stadig voxede. Deres Proviant var som sagt
aldeles sluppen op, og Brødrene vare udmattede af den idelige Staaen
paa Vagt for at iagttage alle Fjendens Bevægelser. Nogle af
Brødrene døde af Mangel paa Livets første Fornødenheder, og for »første
Gang i mit Liv«, skriver Joseph, »havde jeg den Smerte at se nogle
af mine Medmennesker falde som Offer for Forfølgelsens Aand, der
den Gang herskede og siden efter har hersket i saa stor en Grad i
Øvre-Missouri, og det endog Mænd, som vare dydige, og mod hvem
ingen retfærdige Beskyldninger kunde fremføres, men som formedelst
deres Kjærlighed til Gud, deres Hengivenhed for hans Sag og deres
Beslutning om at ville bevare deres Tro maatte nedstige i en tidlig
Grav«.
Imidlertid tilskyndede Henry Root og David Thomas (hvilke Mænds
Raad Anlæggelsen af De Witt fornemmelig skyldtes) de Hellige til
at forlade Stedet. Thomas sagde, at han havde Pøbelens Forsikring
om, at dersom de vilde forlade Stedet, skulde intet Ondt blive dem
tilføjet, og de skulde blive betalte for alle de Tab, de havde lidt,
og tilføjede, at de vare komne som Voldgiftsmænd i dette Øjemed,
samt at nogle Mænd skulde blive beskikkede til at vurdere de
Ejendele, de ikke kunde medtage, hvilke de skulde blive betalte for.
Da der saaledes ingen Udsigt var til Befrielse, idet Guvernørens
Øre var døvt for alle Bønner og Forestillinger, og Militsen havde
gjort Mytteri og Størstedelen af dem vare færdige til at gaa over til
Pøbelen, kom Brødrene til den Slutning, at det var bedst at forlade
De Witt og søge Ly et andet Sted. Som Følge heraf blev en Komite
dannet ifølge Pøbelens Ønske, men da denne Komite bestod af
Uden-forstaaende, vurderede de kun de Helliges Landejendomme, som*
ovenikjøbet ikke bleve betalte. Mange af deres Huse vare blevne
opbrændte, deres Kvæg fordrevet og en stor Del af deres øvrige
Ejendele ødelagt af Pøbelen; men naar har man nogensinde hørt, at de
Hellige have faaet Erstatning for, hvad deres Fjender have ødelagt!
Da de Hellige derpaa skulde til at drage bort, savnede de mange af
deres Heste, Oxer og Køer, som ej vare til at finde. Pøbelen roste
sig nemlig af, at de havde dræbt deres Kvæg og levet deraf. Med
omtrent halvfjerdsindstyve Vogne og det Tiloversblevne af deres
Ejendele, som det var lykkedes dem at redde, brøde de op fra De
Witt den Ilte Oktober 1838 og begave sig paa Vejen til Caldwell
County. Under Rejsen bleve de bestandig foruroligede og truede af
Pøbelen, der gjentagne Gange skød paa dem. Flere af de Hellige
døde undervejs paa Grund af Mangel og Overanstrengelse, og de
maatte begraves ved Vejkanten uden Kister og under de sørgeligste
Omstændigheder. Resten ankom til Caldwell den 12te Okt. JosephJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
131
var stadig med dem og var altid rede til at trøste, opmuntre og
hjælpe dem. Hvor som helst der var Fare paa Færde, var Joseph
tilstede og beviste saaledes de Hellige Sandheden af Jesu Ord, at
»Ingen har større Kjærlighed end den, som er villig til at nedlægge
sit Liv for sine Venner«.
Ikke saa snart havde de Hellige forladt De Witt, førend Sashel
Woods, en presbyteriansk Præst, kaldte Pøbelen sammen og holdt
en Tale til dem og sagde, at de maatte skynde sig at komme deres
Venner i Daviess County til Hjælp. Salget af Landejendomme, sagde
han, var nær forestaaende, og hvis de kunde faa »Mormonerne«
uddrevne, kunde de faa Forkjøbsret til alt Landet og faa deres
Ejendomme tilbage igjen samt beholde den hele Betaling, de havde
modtaget for dem. Han forsikrede Pøbelen, at de ikke havde Noget at
befrygte fra Øvrighedens Side for denne deres Handlemaade; thi de
havde nu tilstrækkeligt Bevis for, at Øvrigheden ikke vilde hjælpe
»Mormonerne«, og at de ligesaa gjerne kunde tage deres Ejendomme
som at lade være. Denne Opfordring vandt Bifald, hvorfor hele
Banden begav sig til Daviess County, medtagende sin Kanon.
Imidlertid var Cornelius Gillium ivrig beskjæftiget med at faa Pøbelen
paa Benene i Platte og Clinton Countier for at hjælpe Woods i hans
Bestræbelser for at drive fredelige Borgere fra deres Hjem og berøve
dem deres Besiddelser.
Da de Hellige i Caldwell County kom til Kundskab om disse
Bevægelser og tillige af General Doniphan havde faaet Befaling til at
berede sig til Selvforsvar, forsamledes Brødrene i Far West i et Antal
af flere hundrede med den Beslutning at forsvare deres Rettigheder
til det Yderste, og den 15de Oktober forlode omtrent 100
bevæbnede Mænd, hvoriblandt Joseph selv, under Oberst-Løjtnant Hinkle
Far West, for at begive sig til Adam-ondi-Ahman i Daviess County,
hvor Pøbelen paany havde begyndt at begaa mange Plyndringer,
saasom at bortdrive deres Heste, Kvæg, Faar, Svin osv. Mange af
dem, hvis Huse bleve afbrændte, saa vel som de, der boede adspredte
paa ensomt beliggende Steder, flygtede ind i selve Byen for at komme
••i Sikkerhed og søge Ly mod den heftige Snestorm, der rasede den
17de og 18de Oktober. Kvinder og Børn bleve saaledes nødte til at
forlade deres Hjem og rejse flere Mile tilfods for at undslippe
Pøbelen. »Mine Følelser,« skriver Joseph, »vare saadanne, at de ej
kunne beskrives, da jeg saa' dem flokkes ind i Landsbyen næsten
aldeles blottede for Klæder, thi de havde kun reddet deres Liv.«
Under denne Tingenes Tilstand ankom General Parks til Daviess
County og var i Lyman Wights Hus, da den Efterretning modtoges,
at Pøbelen afbrændte Husene, og at Kvinder og Børn flygtede for at
finde Sikkerhed. Oberst Wight, som var ansat ved det 59de
Regiment under General Parks Kommando, spurgte ham, hvad man
skulde gjøre; han svarede, at han øjeblikkelig maatte samle sine
Mænd og gaa imod Pøbelen og adsprede dem. Som Følge heraf
blev en Afdeling strax bragt paa Benene og var om kort Tid paa
Vejen med den Beslutning at fordrive Pøbelen eller dø i Forsøget,
da de ikke kunde taale en saadan Behandling længere.
10*132
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 132
Saa snart Pøbelen havde erfaret General Parks Ordre og kom til
Kundskab om Brødrenes Beslutning, brøde de op med deres Lejr og
flygtede i største Hast, efterladende deres Kanon og en Del
Krigs-forraad paa Lejrpladsen, som derved faldt i de Helliges Hænder.
Men for imidlertid at opnaa deres Øjemed, greb Pøbelen til List, og
efter at have flyttet deres Huse, der kun bestode af nogle usle
Tømmerhytter, satte de disse i Brand, hvorpaa de meldte til Statens
Authoriteter, at »Mormonerne nedbrændte og ødelagde Alt for dem«.
Da Pøbelen trak sig tilbage fra Daviess County, vendte Joseph
tilbage til Caldwell, hvor han haabede i det mindste for en Tid at faa
Ro for sine Fjender, men ikke saa snart var han ankommen til Far
West, før det blev ham fortalt, at Pøbelen havde begyndt
Fjendtligheder paa Grænserne af nævnte County og havde taget flere af
Brødrene tilfange. Flere Maaneder i Forvejen havde Herren befalet
de Hellige at indsamles til Byerne, men paa Grund af deres
Forsømmelse heri maatte de nu overlade deres Ejendele og Andet i
Pøbelens Hænder og skyndsomt tage Flugten til de omliggende Byer,
glade ved at slippe bort med Livet. Saaledes blev Far West i ganske
kort Tid bogstavelig overfyldt med Mennesker, idet de Hellige
strømmede ind fra alle Kanter, søgende Beskyttelse mod Pøbelens Raseri.
Den 24de Oktober ved Middagstid ankom Kaptejn Bogart med 30
ä 40 Mand til en Broder Thoret Parsons Bopæl ved Udspringet af
den østlige Gren af Log-Bækken og advarede ham om at fjerne sig
inden Kl. 10 næste Dags Formiddag; han erklærede ligeledes, at han
vilde hjemsøge Far West med Torden og Lynild inden næste Dags
Middag, dersom han var saa heldig at træffe »Neil« Gillium, som
vilde slaa Lejr for Natten omtrent 6 Mile vesten for Far West, medens
han selv vilde lejre sig ved Crooked-Floden. Broder Parson sendte et
Bud til Far West med disse Efterretninger og fulgte selv efter Bogart
for at iagttage hans Bevægelser. To andre Brødre, som vare tagne
ud i samme Øjemed, saa' otte bevæbnede Mænd af Pøbelen aflægge
et Besøg i Broder Pinkhams Hus, hvor de toge tre Fanger og fire
Heste, Vaaben osv., og droge bort med Trusler mod Fader Pinkham;
henved Midnat kom de tilbage til Far West og aflagde Rapport om
Pøbelens Forehavende, som de vare komne til Kundskab om ved
Bogarts Bevægelser.
Da Elias Higbee, den første Dommer i Countiet, modtog denne
Efterretning, befalede han Oberst-Løjtnant Hinkle, som var
Øverstkommanderende i Far West, at rykke ud med et Kompagni for at
splitte Pøbelen og befri Fangerne, som ifølge Rygtet skulde myrdes
om Natten. Trompeten skraldede, og Brødrene samledes paa Torvet
omtrent ved Midnat, hvor de bleve gjorte bekjendte med
Kjends-gjerningerne, og omtrent 75 Frivillige adløde Dommerens Opfordring
og stillede sig under David W. Pattens Kommando; derefter begave
de sig tilhest paa Vejen til Pøbellejren, hvor de haabede at
overrumple og adsplitte Fjenden, befri Fangerne og uden Blodsudgydelse
forpurre Angrebet, der truede Far West.
Parley P. Pratt, som var en af Deltagerne i denne Expedition,
giver følgende Beretning herom: »Dette Kompagni var snart under-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
133
vejs og maatte tilbagelægge en Vejlængde paa omtrent 12 Mile over
udstrakte Prærier. Katten var mørk, men den flammende Prærieild
oplyste vidt og bredt de fjerne Sletter, medens uhyre Røgsøjler saas
at hæve sig i frygtelig Majestæt, som om Verden stod i lys Lue.
Denne pragtfulde Scene kan Ingen forestille sig uden den, som paa
en Efteraarsdag har været Vidne til en Præriebrand, der farer hen
over Millioner Akres Land, bedækkede med alenhøjt tørt Græs, og
kun efterlader en glat, sort Overflade, som aldeles har mistet sin
Vegetation.
De tusinde Meteorer, der i Afstand blussede lig Lejrilde af en eller
anden Krigshær, kastede forunderlige Lysglimt paa Himmelens
udstrakte Hvælving, hvilket Mange fejlagtigt vilde have antaget for
Nordlys. Denne Scene i Forening med Midnattens Taushed, de
buldrende Lyde af Hestenes Trampen hen over Slettelandets haarde og
tørre Overflade, Sablernes Klirren i deres Skeder, de tilfældige Glimt
af blanke Vaaben i den flagrende Belysning, det omgivende Mørkes
Uhyggelighed samt Expeditionen og Folkets ubekjendte Skjæbne, bidrog
Alt til at fylde Sindet med dybe og alvorlige Tanker og at kaste et
romantisk Skjær over Fantasien, hvilket sjelden erfares undtagen i
Digterens Drømme eller i den slumrende Fantasies vilde Forestillinger.
I denne højtidelige Procession bevægede vi os fremad i omtrent
to Timer, da det antoges, at vi befandt os i en farefuld Egn. Vi fik
derpaa Befaling til at stige af vore Heste og overlade dem til en
Vagts Varetægt, hvorpaa vi fortsatte Rejsen tilfods een eller to Mile
for at opsøge Fjenden. Vi vare ikke komne ret langt, før (i samme
Øjeblik som vi naaede Udkanten af Skoven) en Salve blev affyret
paa os af en ubekjendt Fjende, der havde ligget i Baghold, og een
af vort lille Antal faldt dødelig truffen til Jorden; hans Navn var
Patterson O'Banyon. I en kort Afstand fra, hvor vi nu befandt os,
kunde vi se Fjendens Lejrild. Paa den østlige Himmel var Dagen
allerede begyndt at gry, men Mørket rugede endnu over Kamppladsen.
Ordre blev givet til at opstille sig i Slagorden under Ly af Træerne
og i Krattet, hvilket strax blev gjort. Ilden blev nu almindelig paa
begge Sider, og det syntes, som om hele Skoven stadig gjenlød af
dødbringende Riflers Knalden. Efter at et Par Salver vare affyrede,
blev der givet Ordre til at angribe Fjenden i dens Lejr. Idet vi
derpaa stormede frem, blev det en Kamp paa Liv og Død, og flere faldt
paa begge Sider. I samme Øjeblik gjennemborede en Kugle den brave
Oberst David W. Patten, som netop befandt sig ved min Side, da
jeg saa' ham falde. Da vi vare lige ved at sejre, vovede jeg ikke at
standse for at forvisse mig om hans og de Øvriges Skjæbne, men
stormede ind i Fjendens Lejr. Denne var beliggende umiddelbart paa
Breden af Crooked-Floden, som her var omtrent 40 Fod bred og saa
dyb, at man umulig kunde vade over den. Fjenden, som blev haardt
forfulgt, kastede sig i Floden og kæmpede mod Strømmen for at naa
den modsatte Bred. De, som derpaa naaede den, forsvandt snart
afsyne, hvorpaa Ilden ophørte, og Skoven gjenlød af Feltraabet: »For
Gud og Friheden!«
Vort lille Kompagni, som for en Del var bleven bragt i Uorden,134
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 134
blev nu atter opstillet og dets Skydevaaben paany ladede. Da dette
var gjort, blev en Afdeling beordret til at undersøge Valpladsen og
efterse de Saarede. Gideon Carter, som jeg fandt liggende paa sit
Ansigt, vendte jeg om og saa' ham dø. Hans Ansigt var saa ilde
tilredt og vansiret af Saar og Skrammer, at jeg ikke den Gang
gjen-kjendte ham, men jeg erfarede senere, at vi fejlagtig havde antaget
ham for en af Fjenden, og derfor efterladt ham paa Kamppladsen.
Jeg fandt dernæst David W. Patten, som jeg nogle Minuter i
Forvejen havde set falde. Han kunde endnu tale, men laa bleg og døende
paa sin ene Side; en Kugle havde ramt ham i Underlivet. Mange
Andre vare saarede, hvoraf flere meget farligt.
Fjenden havde i sin Forvirring ladet sine Heste, Sadler, Telte og
Bagage blive tilbage. Vi lagde derpaa Seletøjet paa nogle af deres
Heste og spændte dem for en Vogn, som vi indvendig beklædte med
Tæpper, og lagde deri de af de Saarede, som ikke vare i Stand til
at ride. Vor hele Trop besteg derpaa de erobrede Heste og dannede
en For- og Bagtrop til de Saaredes Vogn, hvorpaa vi sagte begave
os tilbage til det Sted, hvor vi havde efterladt vore Heste og Vagten.
Her gjorde vi Holdt og betjente de Saarede. Det var et frygteligt
Syn at se disse blege og hjælpeløse Brødre ligge udstrakte for os og
høre deres Stønnen. Omtrent sex af vore Mænd vare mere eller
mindre saarede og een efterladt død paa Pladsen. Fjenden led et
lignende Tab foruden hele dens Oppakning, Vaaben og Krigsforraad.
Vi erfarede gjennem Fangerne, som vi befriede, at Fjenden bestod
af omtrent 60 Mænd, anførte af en Methodistpræst ved Navn Bogart.
Vor Styrke, som tog aktiv Del i Træfningen, kunde ikke have været
mere end omtrent 50. Ved Træfningens Begyndelse vare tre af vore
Brødre blevne holdte som Fanger i Fjendens Lejr, da de den
foregaaende Dag vare blevne bortførte fra deres fredelige Hjem. Det
lykkedes to af disse at undfly, saa snart Træfningen begyndte, medens
den tredie flk en Kugle gjennem Livet under hans Forsøg paa at
løbe over til os, men han kom sig dog igjen.
Efter at vi nu havde arrangeret Alt paa bedste Maade for de
Saarede, begave vi os langsomt paa Vejen til Far West. Da vi vare
komne Byen paa fem Mile nær, havde vort Expresbud naaet Staden
med Efterretningen om Slaget, hvorfor en Saarlæge og Andre her
kom os imøde, hvoriblandt ogsaa den døende Pattens Hustru. Vore
Saarede bleve nu førte ind i et Hus og deres Saar forbundne. Da
Fru Patten traadte ind i Værelset og hendes Øje mødte hendes
Mands ligblege Udseende, brast hun i Graad og udbrød: »O Gud!
min Mand, hvor du dog er bleg!«
Han var endnu i Stand til at tale, men døde samme Aften, stærk
i Troen. Den unge O'Banyon døde omtrent paa samme Tid; de
øvrige Saarede kom sig efterhaanden, men en af dem ved Navn James
Hendricks blev en Krøbling. Patten og O'Banyon bleve begravede
sammen under militær Honnør, og et helt Folk, saa at sige, fulgte
dem til Graven. Alle, hvis Følelser ikke vare for smertelige til at
tinde Luft i Taarer, græd. Han var det eneste Medlem af de Tolvs
Kvorum, som hidtil havde fundet en Martyrs Grav. Han var en stor£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
135
og god Mand og En, som valgte at nedlægge sit Liv for Sandhedens
og Retfærdighedens Sag; for at opnaa dette Privilegium havde han
flittig søgt og bedet til Herren, »thi,« sagde han, »jeg vil hellere dø,
end leve og se saadan Uretfærdighed herske i mit eget Fødeland«.
Efter at have bragt de Saarede til et Sted, hvor de kunde faa
passende Pleje, skyndte Kompagniet sig til Far West og overleverede
Krigsbyttet til Regimentets Oberst, som siden afleverede det til de
højere civile og militære Authoriteter i Staten.«
Paa Grund af denne Tildragelse udspredtes de skammeligste Løgne
og Beskyldninger mod de Hellige, hvis Forsvarsbevægelser udlagdes
som Oprør, Forræderi, Rov og Mord. Breve, der tjente til at ophidse
den offentlige Stemning, udsendtes i alle Retninger. Som en Prøve
herpaa ville vi gjengive følgende Brev til Guvernør Boggs i dets
Helhed:
»Carrolton, Missouri, den 24de Okt. 18S8.
Sir! Vi bleve i Aftes underrettede om ved Expres fra Rav County, at
Kaptejn Bogart og hele hans Kompagni, bestaaende af 50—60 Mand, vare blevne
overfaldne og ihjelslagne af Mormonerne ved Buncombe, 12 Mile nord for
Richmond, paa tre nær. Denne Angivelse kan De stole paa er sandfærdig, og
i Aftes ventede man, at Richmond vilde være lagt i Aske i Dag. Vi kunde
tydelig høre Kanontorden, og vi vide, at Mormonerne vare i Besiddelse af en
Kanon. Richmond ligger omtrent 25 Mile vest for dette Sted i lige Linie. Vi
vide ikke, hvilken Time eller Stund vore Huse ville blive lagte i Aske. Vort
Land er ødelagt. For Guds Skyld, kom os til Undsætning saa hurtigt som
muligt. Deres osv.,
Sashel Woods. Joseph Dickson.«
Saadanne Meddelelser satte hele Landet i Oprør. Kvinder og Børn
flygtede fra Richmond af Frygt for, at »Mormonerne« virkelig skulde
ødelægge Byen. Og iblandt dem, som virkelig aflagde Ed paa de
skammeligste Beskyldninger, Bagvaskelser og Løgne imod Joseph og
Kirken, var ogsaa Thos. B. Marsh, som nu havde fornægtet Troen
og var bleven en ivrig Fjende af Kirken. Ingen Meddelelser, hvor
urimelige og usandsynlige de end vare, forekom Guvernøren i mindste
Maade mistænkelige. I en Skrivelse til John B. Clark af 26de
Oktober siger han saaledes, at »det var kommet ham for Øre, at
Mormonerne med en bevæbnet Styrke havde drevet Indbyggerne af
Daviess County fra deres Hjem, plyndret og brændt deres Vaaningshuse,
adsplittet deres Kvæg og ødelagt deres Afgrøde samt lagt Byerne
Millport og Gallatin i Aske, indbefattende County-Sekretærens Kontor
samt alle Countiets offentlige Protokoller«. I samme Skrivelse
beordrede han, at en Styrke paa 2000 Mand strax skulde
udkommanderes for, som han sagde, at »hjælpe Folket i Daviess County at
gjenerobre deres Hjem og Ejendele«. At hjælpe »Mormonerne« at
»gjenerobre deres Hjem og Ejendele« var der ikke Tale om. Deres
Nød og Lidelser kunde ikke bevæge hans stenhaarde Hjerte til at
foretage noget Skridt til Bedring af deres Kaar eller endog til blot
at yde dem Retfærdighed; men hvor redebon var han ikke til at
handle, naar slige Løgne, som de ovenfor nævnte, kom ham for Øre!
Dagen efter den 27de Oktober udstedte han sin bekjendte
Udryd-delsesordre, der i sin Helhed lyder saaledes:136
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 136
> Militsens Hovedkvarter, Jefferson City, den 27de Okt. 1838.
General John B. Clark.
Sir! Siden min Ordre af Gaars Dato til Dem, hvori De opfordres til at
stille 400 Mand Hestfolk af Deres Division, har jeg fra Amos Rees Esq., og
Wiley E. Williams Eeq., en af mine Adjutanter, modtaget Efterretninger af
den mest oprørende Beskaffenhed, hvilket aldeles forandrer Sagen.
Mormonerne have aabenlyst trodset Lovene og ført Krig mod Befolkningen i denne
Ståt. De befales derfor at paaekynde Deres Operationer og bestræbe Dem for
at komme til Richmond i Ray County med al mulig Hurtighed. Mormonerne
maa behandles som Fjender og af Hensyn til det Offentliges Vel om fornødent
udryddes eller uddrives af Staten. Deres Voldsgjerniuger overgaa al Beskrivelse.
Hvis De kan forøge Deres Styrke, bemyndiges De herved til at gjøre det, i hvilken
som helst Grad De maatte anse for nødvendig. Jeg har netop udstedt Ordre
til General-Major Wallock fra Marion County om at stille 500 Mand og
mar-schere med dem til den nordlige Del af Daviess og der forene sig med General
Donipban fra Clay, som har faaet Ordre til at begive sig sammesteds hen med
500 Mand for at afskjære Mormonerne Tilbagetoget til det Nordlige. De hav«
faaet Ordre til at stille sig i Forbindelse med dem ved Expres; De kan ogsaa
kommunicere med dem, om De finder det nødvendigt. I Stedet for altsaa at
gaa til Daviess, som først befalet, for at indsætte Borgerne der i deres Hjem
igjen, vil De øjeblikkelig rykke mod Richmond og der operere mod
Mormonerne. Brigade-General Parks fra Ray har faaet Ordre til at have 400 Mand
af sin Brigade beredte til at forene sig med Dem i Richmond. Den hele Styrke
vil staa under Deres Kommando. Lilburn W. Boggs,
Guvernør og Øverstkommanderende.«
Boggs var bleven saa forhærdet ved at forfølge de Hellige i
Jackson County og hans Samvittighed saa »svedet med et hedt Jern«,
at han ansaas som skikket til at beklæde det højeste Dommersæde
i Staten; det var sandsynligvis hans Had til Sandheden og
»Mormonerne« og hans blodtørstige, mordlystne Tilbøjelighed, der hævede
ham til den Stilling, han indtog. Hans Udryddelsesordre ophidsede
Enhver i Staten, der var af samme Aand som han selv, og
Pøbel-ophidserne i Missouri flokkede sig fra næsten alle Kanter omkring
General Clarks Banner, medens General-Major Lucas og
Brigade-General Moses Wilson, der vare nærmere Skuepladsen end General
Clark, satte sig i Spidsen for den gamle Jackson County Pøbel samt
de Banditer, der nylig havde hærjet Carroll, Daviess og Caldwell
Countier, ialt omtrent 4000 Mand, og marscherede direkte mod
Staden Far West.
Uagtet Clark ikke var den højeste Officer, valgte Guvernør Boggs
ham dog som et brugbart Redskab til at gjennemføre sine morderiske
Planer; thi hvor slette de end vare i Missouri, vare dog kun faa af
de kommanderende Officerer tilstrækkeligt hærdede til i enhver
Henseende at være Boggs behjælpelig i dette paatænkte umenneskelige
Slagteri samt i de Helliges Uddrivelse af en fri og uafhængig Ståt
i den nordamerikanske Republik, hvor Konstitutionen erklærer, at
»ethvert Menneske skal have Rettighed til at dyrke Gud
overensstemmende med sin egen Samvittigheds Bydende«, hvilket var al den
Brøde, hvori de Hellige havde gjort sig skyldige.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
137
FEMTENDE KAPITEL.
Dr. Avard og hans hemmelige Forening. — Omstændelig Beskrivelse af
Blodbadet ved Hauns Mølle. — Pøbelbæren nærmer sig Far West, hvor
Forberedelser gjøres til Fjendens Modtagelse. — Forræderen Hinkle slutter i
Hemmelighed Overenskomst med Pøbelen. — Kirkens ledende Mænd i Far West
føres som Fanger til Pøbelens Lejr. — Joseph og de andre Fanger dømmes
til Døden, men befries ved General Doniphans kjække Optræden og føres
som Krigsfanger til Jackson County. — Kørende Scener i de Bortdragendes
Familier. — Josephs Forudsigelser gaa i Opfyldelse. — Han og de Øvrige
ankomme til Independence i Jackson County.
»Jeg vil her bemærke,« skriver Joseph, »at medens de onde
Aander gjennemstrejfede Staten paakryds og paatvers for at rejse
Pøbel-hobe mod »Mormonerne«, havde Satan selv ikke mindre travlt med
at sætte Ondt i de Helliges Lejr, og en af hans fornemste Hjælpere
var en Dr. Sampson Avard, som kun havde været i Kirken en kort
Tid, og som, endskjønt hans Færd i det Hele taget holdt sig saa
temmelig indenfor Sømmelighedens Grænser, hvad det Ydre angik,
ikke destomindre hemmeligt tragtede efter at blive den største af de
Store og blive Folkets Leder. Dette var hans Stolthed og hans
Daar-skab; men da han intet Haab havde om at vinde de Helliges Hjerter
i aaben Strid for at kunne naa sit Ønske, stræbte han hos Brødrene
paa en Tid, da Pøbelen undertrykkede, røvede, piskede, plyndrede
og ihjelsloge dem og brændte deres Ejendomme — indtil Overbærelse
ikke syntes at være nogen Dyd længere, og Intet uden Guds
ubegrænsede Naade kunde opholde Mennesker i saadanne Prøvelser —
at danne en hemmelig Forening, hvorved han muligvis kunde hæve
sig til en stor Helt ved Kirkens Tilintetgjørelse. Dette søgte han at
naa ved sine smigrende og sleske Taler, som han ofte holdt for sine
Medforbundne, medens hans Værelse var vel bevogtet af nogle af
hans Tilhængere, som vare rede til at give ham et Vink, naar Nogen
nærmede sig, der ikke billigede hans Adfærd. Her udtalte han, at
Kirkens Ledere havde givet deres Samtykke til, hvad han agtede at
gjøre; og ved sine Smil og Smigrerier overtalte han sine Tilhængere
til at tro ham og begyndte med at lade de Faa, han havde vundet,
ved Ed binde sig til aldrig at aabenbare noget som helst af, hvad
han maatte meddele dem. Saaledes optog Avard Medlemmer i sin
Forening og forpligtede dem ved Alt, hvad der var helligt, til at
beskytte hverandre i alle lovlige Henseender; han var meget
omhyggelig med at skildre dem den store Herlighed, som svævede over
Kirken, og som snart vilde udgydes over de Hellige som en Sky om
Dagen og en Ildstøtte om Natten og snart afsløre Himmelens
Hemmeligheder, der skulde glæde deres Hjerter, opvække de sløve
Aander blandt de Sidste-Dages Hellige, fylde deres Sind med uudsigelig
Kjærlighed og udruste dem med Kraft, saa at Helvedes Kræfter ikke
skulde sejre over dem; han sagde ofte til sine Tilhængere, at Kirkens
Øverster havde fremstillet ham som deres Talsmand og sat ham til
at være Leder for denne Forening, som han kaldte Daniter.
Paa denne Maade bedaarede han Mange, hvilket gav ham
Lejlighed til at optræde efter en større Maalestok. Han holdt Forsamlinger138
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 138
daglig og fremskyndede sit Bedrageri med stor Hast for at forhindre
en moden Overvejelse af Sagen, og han holdt sine Tilhængere
forpligtede til under Dødsstraf at bevare Hemmeligheder og visse Tegn,
hvorpaa de kunde kjende hverandre baade ved Dag og ved Nat.
Derefter holdt han Forsamlinger, hvor han inddelte sine Folk i
Kompagnier paa 10 og 50, og beskikkede en Kaptejn for hvert
Kompagni. Efter at denne Organisation havde fundet Sted, skred han
til at undervise dem om deres Pligter, overensstemmende med deres
Kaptejners Ordre; han kaldte derpaa sine Kaptejner sammen og
belærte dem paa et ensomt Sted som følger:
»Mine Brødre! Da I ere udvalgte til at være vore Anførere —
vore Kaptejner til at bestyre Jesu Kristi Sidste-Dages Rige, som er
bleven organiseret efter det gamle Mønster, har jeg samlet eder her
i Dag for at undervise og belære eder om de Ting, der vedkomme
eders Pligter, og for at vise eder, hvad eders Rettigheder ere, og hvad
de snart ville blive. Vide I ikke, Brødre, at det snart skal blive eders
Privilegium at tage eders respektive Kompagnier og gaa ud paa et
Strejftog paa Grænserne af Settlementerne og gjøre et Bytte af de
ugudelige Hedningers Gods? thi der staar skrevet: »Hedningernes
Rigdomme skulle helliges til mit Folk, Israels Hus«; og saaledes
fordrive Hedningerne ved at røve og plyndre deres Ejendomme. Paa
denne Maade skulle vi opbygge Guds Rige og rulle den lille Sten
frem, som Daniel saa' blive afhugget af Bjærget uden Hænder, indtil
den opfylder hele Jorden; thi dette er netop Maaden, hvorpaa Gud
agter at opbygge sit Rige i de sidste Dage. Om nogen af os skulde
blive gjenkjendt, hvo kan vel skade os? thi vi ville staa hverandre
trofast bi i alle Ting og forsvare hverandre. Om vore Fjender sværge
mod os, kunne vi ogsaa sværge. (Kaptejnerne bleve bestyrtede ved
at høre dette; men Avard vedblev.) Hvorfor studse I herover, Brødre?
Saa sandt Herren lever, vil jeg sværge paa en Løgn for at redde
enhver af eder, og om det ikke kunde hjælpe, vilde jeg lægge dem
eller ham under Sandet, ligesom Moses gjorde med Ægypteren. Paa
denne Maade kunne vi hellige Meget til Herren og opbygge hans
Rige, og hvo kan bestaa imod os? Og dersom Nogen af os
overtræder, ville vi behandle ham mellem os selv, og dersom Nogen af
denne Daniter-Forening aabenbarer Noget af disse Forhandlinger, skal
jeg forvare ham, hvor Hundene ikke kunne bide ham.«
Efter denne Tale gjorde alle Officererne Modstand og sagde, at det
kunde ikke gaa an, at de vilde ikke indlade sig paa saadanne
Foretagender, og at det kunde ikke nytte at tale om saadanne Ting.
»Saadanne Handlinger vilde være ligefremme Brud paa Landets Love
og vilde være at frarøve vore Medborgere deres Rettigheder, og det
er ej efter Kristi eller de Sidste-Dages Helliges Lære.«
Denne nyere Sampson tog til Gjenmæle og sagde, at der var ingen
Love, som forvaltedes med Retfærdighed, og at han ikke brød sig
om dem, da dette var en Husholdning, forskjellig fra de foregaaende
— Tidernes Fyldes Husholdning. »I denne Husholdning skal Guds
Rige, lære vi af Skriften, sønderbryde alle andre Riger, og han selv
skal regjere, og hans Love ere de eneste, der skulle existere.«£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
139
Da Avards Lærdomme fremdeles bleve standhaftigt forkastede af
Alle, sagde han, at de gjorde bedst i at lade det Hele fare,
endskjønt han havde faaet sin Myndighed af Sidney Rigdon Aftenen
forud. Forsamlingen hævedes derpaa, og mange af de Tilstedeværende
fik Øjnene op; hans Bedrageri var ikke længere indhyllet i Mørke,
og Tilliden til ham svækkedes betydeligt, endog hos de ivrigste
Medlemmer af hans Daniter-Forening.
Da Kirkens øverste Præsidentskab fik Kundskab om Avards slette
Opførsel, blev han udelukket af Kirken og alle passende Midler
anvendte for at tilintetgjøre hans Indflydelse, hvorover han blev saare
forbitret og begyndte hemmeligt at gaa omkring og omtale sine onde
Hensigter i forblommede Udtryk; men da han indsaa, at alle hans
Bestræbelser vare frugtesløse, stiftede han atter Sammensværgelser
og søgte at blive gode Venner med Pøbelen.
Jeg vil her gjøre opmærksom paa, at de Kompagnier paa 10 og
50, som Avard oprettede, vare aldeles forskjellige fra og havde Intet
at gjøre med de Kompagnier paa 10 og 50, som Brødrene oprettede
til Selvforsvar, i Tilfælde af et Angreb af Pøbelen, men endnu mere
for at ingen Familie eller Person skulde mangle noget i denne
farefulde Tid; derfor var f. Ex. et Kompagni beskjæftiget med at kjøre
Brænde, et andet med at hugge det, et tredie med at høste Majs,
et fjerde med at male det, et femte med at slagte, et sjette med at
uddele Kjødet osv., saa at Alle kunde være sysselsatte efter Tur, og
Ingen skulde mangle Livets Fornødenheder. Lad derfor Ingen
herefter med Forsæt eller af Fejltagelse forvexle denne Organisation af
Kirken, der var sket i gode og ædle Hensigter, med Apostaten Avards
Organisation af Daniter-Foreningen, der døde, næsten før den blev til.«
Som Følge af Guvernør Boggs Udrvddelsesordre angreb et Antal
af Pøbelen paa omtrent 240 Mand en Del Familier af de Hellige
ved Hauns Mølle i Nærheden af Shoal Creek den 30te Oktbr., om
hvilken blodige Tildragelse Joseph Young afgav følgende edelige
Vidnesbyrd for Sekretær C. M. Woods i Adams County, Illinois:
»Den sjette Dag i afvigte Juli Maaned brød jeg med min Familie
op fra Kirtland i Ohio for at rejse til Caldwell County i den øverste
Del af Staten Missouri, hvilket var mit Bestemmelsessted.
Den 13de Oktober satte vi over Mississippi-Floden ved Louisianna,
hvor vi hørte flere Rygter om Urolighederne i de ovre Egne af
Landet, men Intet, som man kunde stole paa. Jeg fortsatte min
Rejse vestover, indtil jeg satte over Grand-Floden paa et Sted, der
kaldes Comptons Færgested. Her hørte jeg for første Gang, at
dersom jeg rejste videre, vilde jeg udsætte mig for at blive standset af
en Skare Bevæbnede; men saa længe jeg stod paa mit Fødelands
Jordbund og indaandede Republikens Luft, var jeg ikke villig til at
afstaa fra mit Forsæt, nemlig at nedsætte mig med min Familie i
•en skjøn og sund Egn, hvor vi kunde nyde vore Venners og
Be-kjendtes Selskab. Følgelig fortsatte jeg min Rejse, til jeg kom til
Whitneys Mølle, der var beliggende ved Shoal Creek i den østlige
Del af Caldwell County.
Efter at have passeret Strømmen og rejst omtrent en 3 Mil mødte140
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 140
vi en Afdeling af Pøbelen, omtrent en 40 Mand, hvilke vare tilhest
og bevæbnede med Rifler. De sagde os, at vi ikke kunde rejse
længere mod Vest og truede os med øjeblikkelig Død, hvis vi fortsatte
vor Rejse. Jeg spurgte dem om Grunden til dette Forbud, hvortil
de svarede, at vi vare »Mormoner«, og at Enhver, som bekjendte
sig til vor Tro, skulde forlade Staten inden ti Dage eller frasige sig
sin Religion. Derpaa dreve de os tilbage til ovennævnte Mølle.
Her opholdt vi os i tre Dage; men Fredagen den 26de passerede
vi atter Strømmen, og ved at følge dens Bred lykkedes det os at
undgaa Pøbelen for Øjeblikket og naa en af vore Venners Bopæl i
Meyers Settlement.
Søndagen den 28de Okt. omtrent Kl. 12 ankom vi til Hauns Mølle,
hvor vi fandt flere af vore Venner samlede, der afholdt et Raad,
i hvilket de raadsloge om den bedste Fremgangsmaade for at forsvare
sig mod Pøbelen, der samlede sig i Nærheden under Anførsel af Oberst
Jennings fra Livingston og truede med Brand og Mord. Raadet vedtog,
at vore Venner der skulde sætte sig i Forsvarsstilling, hvorfor
omtrent 28 af vore Folk bevæbnede sig, beredte til at møde et Angreb
af hvilken som helst lille Styrke, der maatte komme imod dem.
Samme Aften sendte Pøbelen af en eller anden Aarsag, som den
selv bedst maa kjende, en af deres Folk til os for at slutte Forlig,
hvortil vore Venner vare villige paa Betingelse af fælles Overbærelse
paa begge Sider, og forudsat at begge Partier vilde bestræbe sig for, saa
vidt deres Indflydelse strakte sig, at forebygge videre Fjendtligheder.
Paa denne Tid samlede der sig imidlertid en anden Pøbel ved
Grand-Floden under William Manns Kommando, som truede os;
følgelig forbleve vi under Vaaben.
Mandagen gik hen uden nogen Forstyrrelse fra nogen Kant, men
Tirsdagen den 30te opførtes hin blodige Tragedie, som jeg aldrig vil
glemme. Mere end tre Fjerdedele af Dagen var hengaaet i Stilhed,
ligesaa smilende som den foregaaende. Jeg tror ikke, der var Nogen
i vort Kompagni, som havde nogen Anelse om den pludselige og
frygtelige Skjæbne, der ligesom et truende Uvejr hang over vore
Hoveder, og som saa fuldstændigt skulde forandre omtrent 30 Familiers
Omstændigheder, og gribe saa frygteligt ind i deres Liv og Lykke.
Paa begge Sider af Shoal-Bækken befandt sig en Del spøgende og
legende Børn, medens Mødrene vare beskjæftigede med huslige
Forretninger og Fædrene toge Vare paa Møllen og deres øvrige
Ejendomme, medens atter Andre vare sysselsatte med at indsamle deres
Sæd til Vinterforraad. Vejret var særdeles behageligt, Solen skinnede
klart, Alt var Stilhed og Ro, og Ingen havde den mindste Anelse
om den frygtelige Krisis, der stod lige for Døren.
Det var omtrent Kl. 4 om Eftermiddagen, som jeg sad i min
Hytte med mit Barn paa Armen, og min Hustru stod ved min Side,
at jeg kastede et Blik gjennem den aabne Dør paa den modsatte
Bred af Shoal-Bækken, hvor jeg flk Øje paa en stor Skare
bevæbnede Mænd tilhest, som i største Hast sprængte mod Møllen.
Eftersom de rykkede frem mellem de adspredte Træer, der stode ved
Kanten af Sletten, dannede de en Triangel og rykkede fremad i sluttet£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
141
Orden. David Evans opdagede dem samtidigt, og da han saa' deres
overlegne Antal (der var 240 Mand, ifølge deres egen Beretning),
svang han sin Hat og raabte om Fred. Dette toge de ingen Notits
af, men rykkede stedse nærmere, og deres Anfører Hr. Nehemiah
Comstock affyrede sit Gevær; derpaa fulgte en Pause af ti eller tolv
Sekunder, hvorefter Hoben paa en Gang affyrede henved hundrede
Skud, sigtende paa et Grovsmedeværksted, i hvilket vore Venner havde
søgt Skjul. Dog trængte de Angribende saa langt frem t-il Værkstedet,
at de ganske mageligt igjennem Hullerne mellem de paa hinanden
lagte Blokke, hvoraf Smedien var opført, kunde sigte paa dem, der
vare flygtede der hen, for at finde Beskyttelse mod deres Morderes
Ild. Noget længere borte fra Smedien boede flere Familier i Telte,
hvis Liv vare givne til Pris; og midt i Kugleregnen flyede de i
forskjellige Retninger til Skoven. Efter at jeg nogle Minuter havde staaet
ubevægelig og betragtet denne blodige Scene og blev vaer, at jeg selv
svævede i den største Fare, idet Kuglerne allerede naaede det Hus,
i hvilket vi vare, saa anbefalede jeg min Familie til Himmelens
Beskyttelse og forlod Huset fra Bagsiden. Jeg skjulte min Familie saa
godt jeg kunde, og fulgte derpaa tre af mine Brødre, som vare
undslupne fra Værkstedet, og løb opad Stien over Bakken. Medens vi
saaledes flygtede, bleve vi opdagede af den forfølgende Pøbel, som
sendte Kugler efter os, indtil vi naaede Toppen. Ved Nedstigningen
af Bakken skjulte jeg mig i et tæt Krat, hvor jeg laa indtil Kl. 8
om Aftenen, paa hvilken Tid jeg hørte en kvindelig Stemme, der
i en svag Tone kaldte mig ved Navn og sagde til mig, at
Forfølgerne vare dragne bort, og at der ingen Fare var. Jeg forlod strax
mit Skjul og ilede til Benjamin Lewis's Hus, hvor jeg traf min
Familie (der var flygtet der hen) i Sikkerhed; dog fandt jeg to af
mine Venner dødelig saarede, hvoraf den ene døde førend den
kommende Morgen. Her tilbragte vi da denne Rædselsnat i dyb og
smertelig Betragtning over den forløbne Aftens Begivenheder.
Saa snart Dagen frembrød, ilede jeg og 4 eller 5 Andre, som vare
slupne med Livet fra dette frygtelige Blodbad, til Møllen, for at
erfare vore Venners Tilstand, hvis Skjæbne vi desværre kun altfor
godt anede. Da vi ankom til Hr. Hauns Hus, fandt vi ved Bagsiden
af samme Hr. Merricks afsjælede Legeme og ved Forsiden Hr. McBrides
Lig, der fra Hoved til Fødder i Ordets bogstavelige Forstand var
sønderhakket. Jomfru Rebecca Judd, der havde været Øjenvidne,
fortalte os, at han var bleven skudt med sit eget Gevær, og at Hr.
Rogers fra Daviess County, som ejer en Færge ved Grand-Floden,
derpaa saa grusomt havde tilredt ham med en Le og senere endog
pralet af denne sin barbariske Handling. Hr. Yorks Lig fandt vi i
samme Hus. Efter at have betragtet Ligene, ilede vi til
Grovsmedeværkstedet, hvor vi fandt ni af vore Brødre, af hvilke otte allerede
vare hensovede; den niende, Hr. Cox fra Indiana, laa i Dødskampen
og døde kort efter. Vi gjorde strax Forberedelser til at faa dem
begravede, men denne sidste Venskab3tjeneste, som vi vare vore afdøde
Venners jordiske Levninger skyldige, maatte udføres i største Hast,
og uden de sædvanlige Anstandsceremonier; thi vi vare hvert Øjeblik142
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 142
i Fare for at blive skudte af vore Fjender, hvem vi formodede lurede
i et Baghold paa Lejlighed til ogsaa at myrde de Faa, som ved
Forsynets Hjælp overlevede Slagteriet Dagen forud. Vi udførte imidlertid
uden Afbrydelse denne sørgelige Pligt. Begravelsesstedet var en
Udgravning i Jorden, der tidligere var bestemt til en Brønd, og deri
maatte vi hens3Tnsløst lægge vore Brødres Lig.
Blandt de Ihjelslagne vil jeg nævne Sardius Smith, som var en
Søn af Warren Smith og henved ni Aar gammel. Af Frygt for
Pøbelen krøb han ind i Blæsebælgen i Smedien, hvor han holdt sig
skjult, indtil Blodbadet var forbi, men blev derpaa opdaget af en
Hr. Glaze fra Carroll County, som holdt sin Bøsse for Drengens
Hoved og bogstavelig bortskød sammes Overdel. Hr. Stanley fra
Carroll fortalte mig senere, at Glaze havde gjort sig til af sit
djævelske Mord over hele Landet, og blandt Andet broutet af at have
»afrevet en Kvist af Mormontræet«.
Antallet af de Dræbte og dødelig Saarede hin Aften udgjør 18
eller 19, hvis Navne, saa vidt jeg erindrer, ere følgende: Thomas
McBride, Levi N. Merrick, Elias Benner, Josiah Fuller, Benjamin
Lewis, Alexander Campbell, Warren Smith, Sardius Smith (ni Aar
gammel), George S. Richards, William Napier, Augustin Harmer,
Simon Cox, Hiram Abbott, John York, Charles Merrick (en Dreng
paa otte eller ni Aar), John Lee, John Beyers og tre eller fire Andre,
hvis Navne jeg ikke erindrer, da de vare fremmede for mig. Blandt
de Saarede, som atter bleve helbredede, vare Isaac Laney, Nathan
K. Knight, William Jokumn, Jacob og George Myers (to Brødre),
Tarlton Lewis, Jacob Haun, Jacob Foutz, Jacob Potts, Charles Jimison,
John Walker, Alma L. Smith (omtrent ni Aar gammel), og Flere. Jomfru
Mary Stedwell blev, idet hun flygtede, skudt i Haanden, hvorved
hun besvimede og faldt over en Træblok, i hvilken over tyve Kugler
bleve siddende, som afskødes efter hende.
Denne Bande af Mordere, som bestod af Mænd fra Daviess,
Li-vingston, Ray, Carroll og Chariton Countier, og som anførtes af de
fornemste Mænd fra de øvre Egne af Landet (blandt hvilke jeg er
bleven underrettet om befandt sig Hr. Ashby fra Chariton, Medlem
af den lovgivende Forsamling, Oberst Jennings fra Livingston, Thomas
O. Bryon fra Livingston, Hr. Whitney, Dr. Randall og mange Andre),
begyndte, for at fuldende deres Ødelæggelsesværk, at plyndre Husene,
Vognene og Teltene, bortslæbte vore Seng- og Gangklæder, toge vore
Heste og Vogne, efterladende Enkerne og de Faderløse blottede for
Livets første Fornødenheder; ja de trak endog Klæderne af de
Ihjel-slagnes Legemer.
Ifølge deres egen Beretning affyrede de ved denne frygtelige
Begivenhed 7 Skud hver, hvilket i det Hele udgjorde omtrent 1,600 Skud,
paa et lille Selskab bestaaende af omtrent 30 Personer.
Jeg bevidner herved, at Ovenstaaende er en sandfærdig Skildring
af Kjendsgjerningerne efter den bedste Kundskab, jeg besidder.«
En yngre Broder af den otteaarige myrdede Dreng blev skudt i
Hoften. Denne lille Dreng fortalte selv, at da han saa' sin Fader og
Broder blive dræbte, troede han, at de vilde skyde ham endnu en£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
143
Gang, dersom han rørte sig, hvorfor han anstillede sig som død og
laa fuldkommen stille, indtil han hørte sin Moder kalde paa ham,
efter at det var bleven mørkt.
Nathan K. Knight saa' en Missourianer nedhugge McBride med en
Le, og saa' tillige nogle af Pøbelen trække Klæderne af de Døende
og hørte Drengene bede om Naade. Broder Knight flygtede over
Mølledæmningen efter at have faaet flere Skud gjennem sine Lunger
og sin Finger. Efter at Blodbadet var forbi, blev han af en Kvinde
ført til et Hus, og medens han der laa af sine Saar, hørte han
Hr. Jesse Maupin sige, at han blæste Hjernen af en af Drengene
bort, og en Dag, da han gik paa Gaden i Far West, mødte han tre
Missourianere, der truede med at myrde ham; en af dem ved
Navn Rogers trak en Slagterkniv og sagde, at han ikke havde faaet
sin Le med, med hvilken han havde nedhugget McBride, »men,«
sagde han med en Ed, »jeg har Noget her, som kan gjøre det ligesaa
godt«. Men heldigvis undslap han imidlertid denne Morder.
Efter at Pøbelen havde udført denne Skjændselsdaad, blev den
hele Hob optaget i General Lucas's Armee og lig de øvrige Banditer
organiseret til virkelig Milits.
Imidlertid blev Guvernørens Ordre og disse militære Bevægelser
holdte aldeles hemmelige for de Hellige i Caldwell og Daviess
Coun-tier, hvor man kun havde hørt Tale om, at store Skarer bevæbnede
Mænd nærmede sig fra Syden. De Hellige i Far Vest sendte strax
150 Mand ud med et Parlamentærflag for at forhøre sig om disse
Mænds Hensigter. Kort efter, at de vare tagne bort, naaede det Rygte
Far West, at hele Landet mod Syd var opfyldt af bevæbnede Skarer,
der myrdede og plyndrede, eftersom de fore frem. Ved Modtagelsen
af denne Efterretning greb enhver Mand i Byen til Vaaben, og da
de henimod Aften den 30te Oktober, bevæbnede til Tænderne, stode
spejdende mod Syd i ængstelig Forventning, saas en stor Skare
Ryttere med et langt Bagagetog efter sig at rykke frem over det
bølgeformige Landskab henimod Byen i omtrent to Miles Afstand. I
Begyndelsen antoge Brødrene, at det var deres lille Hær med
Parla-mentærflaget, men de opdagede snart, at der var Tusinder af dem.
Dernæst tænkte de, at det maaske var en Del Tropper, som bleve
sendte dem til Undsætning, og atter tænkte de, som Tilfældet var,
at det maatte være en Sammendragning af alle de mindre
Bandittropper, for i Forening at iværksætte deres Ødelæggelse. Under alle
Omstændigheder var der ingen Tid at spilde, thi omendskjønt de
Helliges hele Styrke i Far West kun bestod af omtrent 500 Mand,
havde de dog besluttet, ikke at lade disse Tropper komme ind i
Byen, førend de havde givet Oplysning om, hvem de vare, og hvad
de havde isinde at gjøre. Følgelig marscherede Brødrene ud paa Sletten
svd for Byen og opstillede sig i Slagorden. Deres Infanterilinie strakte
sig næsten en halv Mil. Et lille Kompagni Kavalleri blev opstillet
ved deres højre Fløj paa et' beherskende Punkt, medens et andet
lille Kompagni flk Ordre til at holde sig i Beredskab bag
Hovedstyrken som en Slags Reserve. Solen var netop i Færd med at
forsvinde bag den vestlige Horizont, da denne gaadefulde Hærs Fortrop144
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 144
tydelig kom tilsyne i mindre end en Mils Afstand. Ved at se de
Helliges Styrke danne en lille, men stærk Front, gjorde de Holdt
og opstillede sig langs med Bredden af et lille Vandløb ved Navn
Goose-Bækken.
Begge Parter udsendte et Parlamentærflag, som mødtes mellem de
to Armeer. De Helliges Sendebud spurgte om, hvem de vare og hvad
de havde til Hensigt. Svaret lød: »Vi ønske tre Personer i Byen
udleverede, førend vi massakrere Resten.« Disse tre Personer — Adam
Lightner, John Clemenson og Hustru — blev der derpaa sendt Bud
efter, og de indfandt sig strax. Sendebudet fortalte dem, at de nu
havde Lejlighed til at frelse deres Liv, thi det var deres Hensigt at
ødelægge Indbyggerne og lægge Byen i Aske, hvortil de svarede:
»Dersom Indbyggerne skulle ødelægges og Byen lægges i Aske, ville
vi hellere blive og dø med dem.«
Broder Charles C. Rich blev derpaa af Obersten for Militsen i Far
West udsendt for om muligt at opnaa en Sammenkomst med
Generalerne Atchison og Doniphan. Methodistpræsten Bogart, der saa'
ham komme, skød paa ham, uagtet han kom i Egenskab af
Parla-mentær og som saadan bar et hvidt Flag i Haanden, der, som
bekjendt, er et Fredstegn hos alle civiliserede Nationer paa Jorden.
Efter en Stunds Forløb fik han derpaa Tilladelse til at tale med
General Doniphan, men da han ogsaa forlangte en Sammenkomst
med General Atchison, underrettede man ham om, at Atchison
gjennem speciel Ordre fra Guvernøren var bleven afskediget paa Grund
af, at han havde været for overbærende mod »Mormonerne«.
Kommandoen var derfor bleven overdraget til General Lucas, hvem
Guvernør Boggs fandt tilstrækkelig hærdet til at udføre sine
umenneskelige Ordrer.
Efter at Rich var vendt tilbage, udsendte Oberst Hinkle paany en
Parlamentær, af hvem de Hellige i Far West erfarede, at flere
Personer vare blevne dræbte af Soldaterne under General Lucas's
Kommando, hvoriblandt Broder Carey, der nogle Timer i Forvejen var
ankommen fra Ohio. Hans Hjerne havde man knust med en
Geværkolbe, hvorpaa disse umenneskelige Banditer havde ladet ham
henligge paa Marken i en blødende og halvdøende Tilstand i det kolde
Vejr, indtil han tilsidst var død af sine Saar.
Imidlertid gjorde Militsen i Far West Forberedelser til Fjendens
Modtagelse og forskansede sig mod Syden med Vogne, Tømmer osv.,
medens mange af Søstrene i Hast samlede deres kostbareste Sager,
for saaledes at redde, hvad de kunde, hvis Byen skulde blive stukken
i Brand.
Under disse prøvende Omstændigheder, da næsten Alt syntes at
afhænge af de Helliges Enighed og Sammenhold, gjorde Forræderi
hemmeligen sit Værk iblandt dem. George M. Hinkle, Oberst for
Militsen i Far West, var Forræderen. Han sluttede i Hemmelighed om
Morgenen den 31te Oktober følgende Overenskomst med General Lucas:
1. At udlevere Kirkens Ledere for at faa dem forhørte og straffede.
2. At tage af deres Ejendomme, som havde grebet til Vaaben, tilJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
145
Dækning af deres (Mormonernes) Gjæld og som Skadeserstatning for
den af dem anrettede Skade.
3. At de Øvrige skulle forlade Staten under Soldaternes
Beskyttelse, men dog tillades at forlænge deres Ophold, indtil nærmere
Ordre modtages fra den Øverstkommanderende.
4. At udlevere deres Vaaben af enhver Slags mod Kvittering.
Henimod Aften besøgte Oberst Hinkle Brødrene Joseph Smith,
Sidney Rigdon, Parley P. Pratt, Lyman Wight og George W.
Robinson og fortalte dem, at Officererne for Militsen ønskede en
Sammenkomst med dem, haabende derved at kunne bilægge
Fjendtlighederne, uden at blive nødte til at iværksætte den af Guvernøren
modtagne Udryddelsesordre. Han forsikrede dem tillige, at
Generalerne Lucas, Wilson og Doniphan havde sat deres hellige Ære i
Pant paa, at de ikke paa nogen Maade skulde blive fornærmede eller
lide Overlast, men de skulde næste Morgen, eller saa snart Raadførelsen
var tilende, blive bragte tilbage til Byen i Sikkerhed. Joseph og de
andre Brødre efterkom øjeblikkelig denne Anmodning og begave sig
strax paa Vejen til Militsens Lejr. Da de vare komne omtrent
halvvejs, saas General Lucas og en stærk Vagt paa flere hundrede Mand
at komme dem imøde. Saa snart de vare nær nok, befalede General
Lucas sine Mænd at omringe Brødrene, hvorpaa Oberst Hinkle traadte
frem og sagde: »Her er de Fanger, som jeg lovede at udlevere Dem.«
Lucas drog derpaa sit Sværd, svang det over sit Hoved og sagde, at
de nu vare hans Fanger. I samme Øjeblik hørtes Hanen paa en
Mængde Geværer blive spændt, og et Antal af disse rettedes mod
Joseph og hans Ledsagere. Omgivne af Tusinder halvvilde Mennesker,
hvoraf mange vare klædte og maiede som Indianere, førtes de derpaa
i Triumf til Lejren. De høje Skrig og Hvi, som her opfyldte Luften,
og som kunde høres vidt omkring, og de gruelige, gudsbespottende
Eder og Forbandelser, der i Masse udslyngedes mod dem, vare nok
til at forfærde selv det modigste Hjerte; og som Pratt siger:
»Dersom Synet af Helvedes Regioner pludselig kunde aabne sig for Sindet
med deres Tusinder af onde Dæmoner, alle skrigende, hujende,
raa-bende, jublende, spottende, bandende, sværgende og fraadende lig et
oprørt Hav, kunde man danne sig et Begreb om det Helvede, hvori
vi nu befandt os.
Ingen Pen formaar at beskrive vore Følelser hin frygtelige Nat, da
vi uden Ly og under en heftig Regn maatte ligge paa den bare Mark
i ængstelig Uvished om vore Hustruers og Børns, Venners og
Be-kjendtes sande Skjæbne, og uden at se nogen Udvej til at frelse vore
egne Liv, undtagen ved Guds mirakuløse Magt. Men uagtet alt
jordisk Haab syntes tabt, følte vi dog sn ubeskrivelig Ro, og en indre
hemmelig Hvisken syntes at sige: »Fred mine Sønner, værer ved
godt Mod, eders Gjerning er endnu ikke fuldendt; jeg vil derfor
tilbageholde eders Fjender, og de skulle ikke faa Magt til at tage
eders Liv.«
Næste Dag, den Iste November, bleve Hy rum Smith og Amasa
M. Lyman bortrevne fra deres Familier og bragte som Fanger til
Pøbelens Lejr. Ikke saa snart havde derpaa Militsen i Far West paa
10146
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 146
Forlangende af General Lucas udleveret deres Vaaben, før
Voldsgjernin-gerne for Alvor begyndte. Under Løfte om Fred og Beskyttelse bleve Mænd,
Kvinder og Børn uden Forskjel mishandlede, Kvinder skjændede,
Husene plyndrede, Hestene bortstjaalne, Kvæget og Svinene nedskudte
i deres Indelukker, Majsmarkerne plyndrede, Tusinder Akres af
Kornmarker ødelagte ved at slippe Hestene ind paa Agrene, og Gjærderne
opbrændte. Flere hundrede Personer bleve i en hjælpeløs Tilstand
drevne ind i en aaben Firkant, der dannedes af bevæbnede Fjender,
og bleve tvungne til at underskrive Dokumenter, der løde paa, at de
vilde skjænke deres Ejendomme til Staten Missouri og bestride
Omkostningerne, som paadroges ved Udøvelsen af disse Forbrydelser.
Omtrent halvfjerdsindstyve af Brødrene bleve stævnede til Forhør,
og Pøbelen erklærede, at de vilde blive henrettede; Resten tillodes at
gaa hjem og tage deres Familier med og forlade Staten under Dødsstraf.
Om Aftenen den 31te Oktober blev der holdt Forhør over Joseph
og hans Medfanger i et Krigsraad, som bestod af de fornemste
Officerer i Lejren samt 17 Præster af forskjellige Troesbekjendelser; og
uden at de fik Tilladelse til at være tilstede eller Lov til at sige
Noget til deres Forsvar, bleve de her dømte til at skulle skydes den
næste Morgen. Ordren til denne Doms Fuldbyrdelse blev given af
General-Major Lucas som følger:
»Hr. General Doniphan! De vil behage at tage Joseph Smith og
de andre Fanger frem paa den offentlige Plads i Far West og skyde
dem i Morgen tidlig Kl. 9.«
Doniphan, som havde Kjendskab til Lovene og som havde en god
Del Humanitet, svarede: »Det er jo et koldblodigt Mord. Jeg vil
ikke adlyde Deres Befaling; min Brigade skal i Morgen tidlig Kl. 8
marschere til Liberty; og dersom De henretter disse Mænd, vil jeg
drage Dem til Ansvar for den verdslige Domstol, saa sandt hjælpe
mig Gud.« Denne kjække og uventede Optræden af General Doniphan
og en Del Andre skræmmede den afskyelige Morder og hans
Med-kolleger saa meget, at de ikke vovede at sætte deres morderiske
Hensigter i Udførelse. Først Morgenen efter kom Fangerne til Kundskab
om Udfaldet af denne Krigsret, idet General Doniphan selv kom hen
til det Sted, hvor de vare under Bevogtning, og sagde: »Saa sandt
som Herren lever, ere I blevne dømte af Krigsretten til at skydes
i Dag, men jeg vil være fordømt, om jeg vil have noget af den
Ære eller Skam; jeg har derfor befalet min Brigade at marschere
bort, thi jeg anser det for koldblodigt Mord at dræbe eder. Farvel I«
Han rakte dem derpaa Haanden og gik bort. Da en Lejlighed tilbød
sig for Joseph til at tale med General Wilson, spurgte han ham, hvorfor
han blev saadan behandlet; det var ham ikke bekjendt, sagde Joseph,
at han nogensinde havde gjort Noget, hvorfor han fortjente en saa
brutal Behandling, og han havde altid forsvaret Konstitutionen og
Demokratiet. »Jeg veed det,« svarede Generalen, »og det er netop
Aarsagen, hvorfor jeg ønsker at dræbe Dem eller faa Dem dræbt.«
I et andet Krigsraad, som derpaa blev holdt, blev det bestemt at
føre Brødrene som Krigsfanger til Jackson County og der lade dem
henrette. Forinden de toge afsted, blev det dem efter megen Bøn-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
147
falden og under en stærk Vagt tilladt at tage Afsked med deres
Familier. De Optrin, som nu paafulgte i de Bortdragendes Familier,
ere hjerteskjærende at læse. Saaledes skriver Joseph:
»Jeg fandt min Hustru og mine Børn svømmende i Taarer, da de
troede, vi vare blevne skudte af dem, der havde svoret at tage vore
Liv, og at de ikke skulde faa mig at se mere. Da jeg traadte ind
ad Døren, klyngede de sig fast i mine Klæder med taarefyldte Øjne,
medens en Blanding af Sorg og Glæde stod at læse paa deres
Ansigter. Jeg bad om at maatte tale med dem et Øjeblik alene, men
dette hlev mig nægtet. Jeg nødtes derfor til at forlade dem, men
hvo kan forestille sig mine Følelser, da jeg saaledes blev revet bort
fra min Ægtefælle, medens hun var omringet af Uhyrer i
Menneskeskikkelse, og ligeledes fra mine Børn, der ikke vidste, hvorledes de
skulde faa Livets Nødvendigste, og blive ført langt bort fra dem, for
at mine Fjender kunde ihjelslaa mig, naar de lystede. Min Hustru
græd, mine Børn holdt fast i mig, og lode sig kun rive bort ved
Soldaternes Sværd, som bevogtede mig. Jeg overvældedes af denne
Scene, og kunde ej gjøre Andet end befale dem i Guds Haand, hvis
Godhed havde fulgt mig indtil denne Dag, og som nu alene var i
Stand til at beskytte dem og befri mig af mine Fjenders Hænder
og gjenforene mig med min Familie. Jeg blev ført tilbage til Lejren,
hvor fra jeg tilligemed de øvrige Brødre, nemlig Sidney Rigdon, Hyrum
Smith, Parley P. Pratt, Lyman Wight, Amasa M. Lyman og George
W. Robinson, blev transporteret til Independence i Jackson County.«
Parley P. Pratt, en anden af Fangerne, skriver ligeledes: »Dette
var den pinligste Scene af Alt. Jeg gik til mit Hus under Bevogtning
af to eller tre Soldater; den kolde Regn strømmede ned udenfor, og
idet jeg traadte ind i min lille Hytte, fandt jeg min Kone liggende
syg af Feber, hvoraf hun i nogen Tid havde været angreben. Ved
hendes Bryst laa vor Søn Nathan, et Spædebarn paa tre Maaneder,
og ved hendes Side en lille Pige paa fem Aar. Ved Foden af samme
Seng laa en Kone i Fødselsveer, som om Natten var bleven drevet
fra sit Hjem og havde søgt midlertidigt Ly i min Hytte paa ti
Kvadratfod — mit større Hus var nemlig bleven nedrevet. Jeg traadte
hen til Sengen, hvor min Kone brast i Taarer, og talede nogle
trøstende Ord til hende, bad hende forsøge at leve for min og Børnenes
Skyld, og udtrykte det Haab, at vi igjen skulde mødes, selv om det
vilde tage en Del Aar; hun lovede at gjøre det, hvorpaa jeg
omfavnede og kyssede de Smaa og tog bort.
Indtil nu havde jeg holdt mig fra at græde, men at blive
bortreven fra saa hjælpeløs en Familie — blottet for Fødemidler og
Brændsel, og næsten berøvet Ly paa en kold og ensom Prærie foruden Nogen
til at hjælpe dem — udsat for lovløse Banditer, der vare aldeles
blottede for Humanitet, og dette netop som Vinteren var i Anmarsch,
var mere, end et Menneskes Natur vel kunde udholde.
Med taarefyldte Øjne forklarede jeg for General Moses Wilson min
syge, sorgbetyngede og blottede Families Omstændigheder i Udtryk,
som vilde have rørt ethvert Hjerte, der havde havt den mindste
Gnist af Menneskekjærlighed tilbage. Men jeg blev kun besvaret med
10*148
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 148
en triumferende Latter og en haanlig Bebrejdelse af denne
haard-hjertede Morder.
Idet jeg derpaa vendte tilbage fra mit Hus til Tropperne, der vare
opstillede paa Torvet, standsede jeg med Vagten foran Hyrum Smiths
Dør og hørte hans Hustrues Graad og Hulken ved hans Afskedsord.
Hun var den Gang højst frugtsommelig og trængte mere end
nogensinde til sin Mands Nærværelse, Trøst og Bistand.* Da vi kom
tilbage til Vognen, saa' vi Sidney Rigdon tage Afsked med sin Kone
og sine Døtre, der, badede i Taarer og i ubeskrivelig Smerte, stode
et lille Stykke Vej borte. I Vognen sad Joseph Smith, medens hans
ærværdige Fader og bedagede Moder, overvældede af Taarer, kom
til og toge hver af Fangerne ved Haanden under en Sorgens Taushed,
der var altfor stor til at kunne udtrykkes.
Imidlertid flokkede Hundreder af Brødre sig omkring os, alle
ængstelige for at faa Lejlighed til at tage et Afskedsblik eller i Taushed
trykke vor Haand, thi vort Sind var altfor bevæget, til at vi kunde
ytre vore Følelser. Midt under denne Scene blev der givet Ordre til
at bryde op, og vi begave os stille bort under Ledelse af General
Wilson og hele hans Brigade. Efter en Marsch paa 12 Mile ankom
vi til Crooked-Floden, hvor vi lejrede os for Natten. Her begyndte
General Wilson at behandle os med mere Venlighed og blev endog
helt selskabelig, idet han med den største Ugenerthed fortalte os om
sine tidligere Mord og Røverier i Jackson County. Han foregav ikke
at ville nægte Noget, men udtalte sig ligesaa frit og uforbeholdent,
som om han havde givet en Historie tilbedste fra et eller andet
fremmed Land eller fjern Tidsalder, hvormed hans Tilhørere Intet
personlig havde at bestille. Saaledes sagde han:
»Vi Jackson County Knøse vide, hvorledes det forholder sig, og
nære derfor ikke det tomme overdrevne Had og Fordom imod eder,
som de øvrige Tropper. Vi vide meget vel, at fra Begyndelsen have
Mormonerne slet ikke været de Angribende. Som det begyndte i 1838
i Jackson County, saaledes har det været bestandig siden. I
Mormoner bleve trængte til det Yderste og tvungne til Selvforsvar, hvilket
siden er bleven forklaret som Forræderi, Mord og Rov. Vi forfølge
eder uden Lov, Authoriteterne nægte at beskytte eder
overensstemmende med al Lov; følgelig ere I nødsagede til at forsvare eder; vi
handle efter Folkets Fordomme, de forene sig med os, og det Hele
gjøres lovligt til eders Skade og vor Fordel. Er ikke dette en klog
og snu Politik fra vor Side, mine Herrer? Da vi fordreve eder fra
Jackson County, opbrændte vi 203 af eders Huse, plyndrede eders
Gods, ødelagde eders Presse, Typer, Bøger, Papir, Kontor og Alt
— tjærede og fjedrede gamle Biskop Partridge, en saa exemplarisk
gammel Mand, som kan findes nogensteds! Vi nedskøde nogle af
eders Mænd, og dersom nogen af eder besvarede Ilden, fængslede vi
eder paa Beskyldning for Mord osv. Fordømt listigt gjort, mine Herrer,
og jeg havde selv nær sat Piben til; thi da vi ved en vis Lejlighed
* Faa Dage senere (den 13de Nov. 1838) nedkom Hyrum Smiths Hustru
med en Søn, der senere flk Navnet Joseph Fielding Smith og er Kirkens
nuværende Præsident.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
149
vare i Færd med at nedrive Huse, bortrive Familier og ødelægge og
plyndre Gods, satte nogle af jer Godtfolk en Kugle gjennem min
Søns Liv, en anden gjennem min Skrivers Arm, medens en tredie
gjennemborede min Skjortekrave og mærkede min Hals. Ingen Dadel,
mine Herrer, vi fortjente det. Og lad en Hob Mænd behandle mig,
som eders Samfund er bleven behandlet, og Pokker skal vide, om
jeg ikke vil kæmpe til det Yderste. Det blev gjentagne Gange
hemmelig tilhvisket os af de andre Officerer og Tropper, at vi skulde
hænge eder paa det første Træ, vi kom til paa Vejen til
Independence. Men jeg vil være fordømt, om Nogen skal gjøre eder Fortræd.
Vi have kun isinde at fremvise eder i Independence, lade Folket
tage eder i Øjesyn og se, hvilke forbandet pæne Fyre I ere; men
mere særlig for at holde eder borte fra den fordømte gamle Taabe
General Clark og hans Tropper fra Landet dernede, som ere saa fulde
af Løgn og Fordomme, at de vilde skyde eder ned i et Øjeblik.«
Saadan var Beskaffenheden af General Wilsons Samtale med sine
Fanger. Det var nu tilvisse indlysende, at han var stolt over sit Bytte
og var højst begejstret over at have den Ære at vende tilbage i
Triumf til Independence med sine Fanger, hvem hans Overtro havde
ophøjet til noget mere end almindelige Boi gere — noget Stort eller
Overnaturligt og vel værd offentlig Fremvisning.
Da vi brøde op og begyndte vor Marseh om Morgenen den 3die
Nov., tiltalte Joseph mig og de andre Fanger i en sagte, men oprømt
og fornøjet Tone, og sagde: »Værer ved godt Mod, Brødre; Herrens
Ord kom til mig i Nat, at vort Liv skulde skjænkes os, og at hvad
som helst vi end maatte lide under vort Fangenskab, skulde ingen
af os miste Livet.« Om denne Profeti bærer jeg Vidnesbyrd i
Herrens Navn, at uagtet den udtaltes i Løndom, blev den opfyldt for
hele Verden, og den mirakuløse Maade, hvorpaa enhver af os %kom
fri, er altfor bekjendt til at behøve mit Vidnesbyrd.
Hen paa Eftermiddagen ankom vi til Missouri-Floden, der adskilte
os fra Jackson County. Her gjorde Brigaden Holdt, medens vi selv
bleve førte til et Gjæstgiversted, hvor det blev os tilladt at barbere
os, skifte Linned og indtage en Del Forfriskninger. Saa snart dette
var gjort, bleve vi i al Hast transporterede til Færgestedet og saa
hurtigt som mulig satte over Floden forud for Tropperne. Denne
Bevægelse blev os snart forklaret. Sandheden var, at General Clark nu
var ankommen i Nærheden af Handlingens Skueplads, og havde sendt
et Expresbud for at tage os fra General Wilson og hindre os fra at
gaa til Jackson County, idet begge Armeer vare Medbejlere om Æren
af at besidde de vidunderlige eller efter deres Mening kongelige Fanger.
Clark og hans Tropper, som ikke vare ankomne til Staden Far
West før efter vor Afrejse, vare nysgjerrige efter at se de besynderlige
Mænd, om hvem det var bleven fortalt, at de havde vendt op og
ned paa Verden, og de ønskede at komme i Besiddelse af et saa
vidunderligt Sejersbytte eller selv blive i Stand til at bibringe dem
Dødsstødet. Paa den anden Side havde Wilson og hans Brigade
besluttet at forevise os paa Independences Gader som et synligt Tegn
paa deres egne Bedrifter. Det var altsaa Aarsagen, hvorfor de nægtede150
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 150
at overgive os til General Clark og sendte os afsted saa hurtigt som
mulig i Forvejen. Efter derpaa at have marscheret omtrent en Mil,
sloge vi Lejr for Natten med omtrent 30 Soldater til vor Bevogtning.
Resten sattes først over Dagen efter.
Næste Morgen, som var en Søndag, besøgte flere af de
omkringboende Borgere os. En af deres Damer kom hen til os og spurgte
troskyldigt Soldaterne, hvem af Fangerne der var den Gud,
»Mormonerne« tilbade. En af Vagten pegede paa Joseph med et
betydningsfuldt Smil og sagde: »Det er ham der!« Damen henvendte sig derpaa
til Joseph og spurgte, om han udgav sig for at være Gud og Frelseren.
Smil ikke, kjære Læser, over disse stakkels enfoldige Menneskers
Uvidenhed, som paa Grund af en fordærvet Presses og Prædikestols
Anstrengelser vare holdte i Uvidenhed og bragte til at tro enhver
mulig Urimelighed med Hensyn til de Helliges Kirke. Joseph svarede,
at han ikke udgav sig for Andet end et Menneske og en
Salig-gjørelsens Forkynder, udsendt af Jesus Kristus for at prædike
Evangeliet. Efter at have udtrykt sin Overraskelse herover, begyndte Damen
at udspørge om den særlige Beskaffenhed af det Evangelium, som
han og hans Kirke lærte. De Besøgende og Soldaterne begyndte nu
at samle sig omkring os, og Joseph holdt en Tale til dem, hvori
han fremsatte Læren om Tro paa Jesum Kristum, Omvendelse og
Daab til Syndsforladelse og den Helligaands Gave ved
Haandspaa-læggelse og Bøn i Jesu Navn.
Alle syntes forbausede, og Damen gik bort med Taarer i Øjnene,
prisede Gud for Sandheden og bad højt, at Herren vilde velsigne og
befri Fangerne.«
Saaledes opfyldtes en Profeti, som Joseph nogle Maaneder i
Forvejen havde udtalt offentlig, nemlig, at en Tale skulde blive holdt i
Jackson County af en af Kirkens Ældster før Udgangen af Aaret
1838.' De, som den Gang hørte denne Profeti, kunde ikke forstaa,
hvorledes den vilde blive opfyldt, da Forbitrelsen imod de Hellige i hint
County var saa stor, at hvis en Ældste havde forsøgt at prædike der,
vilde han uden Tvivl være bleven dræbt. Ældste Pratt vedbliver:
»Kl. 10 var hele Brigaden sat over Floden og ankom snart til
det Sted, hvor vi lejrede os. Vi bleve derpaa førte videre i vore
Vogne, medens Soldaterne dannede en For- og Bagtrop, hvilket gav
det Hele et krigersk Udseende. Idet vi skrede frem gjennem de
forskjellige Settlementer, strømmede Hundreder af Mænd, Kvinder og
Børn til for at se os. General Wilson standsede ofte den hele
Brigade for at faa Lejlighed til at forestille os for Befolkningen, og
udpegede hver af os ved Navn. Mange trykkede vor Haand, og hos
Damerne i det mindste syntes der at være en Følelse af menneskelig
Medlidenhed og Sympathi.
Paa denne Maade droge vi fremad, indtil vi ankom til
Independence. Det var nu noget over Middag, og Regnen strømmede ned i
Mængde, men desuagtet havde Hundreder af Mennesker samlet sig
for at se Processionen og os, idet vi under militær Triumf og med
Musik bleve førte gjennem de fornemste Gader.«
Efter at denne Ceremoni var forbi, førtes Fangerne ind i et tomt£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
151
Hus, som var beredt til deres Modtagelse, med Gulv til Senge og
Træblokke til Hovedpuder. Tropperne bleve derpaa aftakkede og kun
en lille Vagt ladt tilbage for at passe paa Fangerne, som nu bleve
behandlede med lidt mere Venlighed og Høflighed, da Mange kom
for at se dem. De tilbragte her det meste af Tiden med at prædike,
tale til og fremlægge Evangeliets Lære for de Besøgende, hvorved de
fjernede megen Fordom og vandt Folket for sig, uagtet deres
tidligere Had og Ondskab mod de Helliges Samfund.
SEXTENDE KAPITEL.
General Clark holder en mindeværdig Tale til Brødrene i Far West. — Sex og
tredeindstvve af disse føres som Fanger til Richmond i Eay County. —
Ind-vaanerne af Adam-ondi-Ahman befales af General Wilson til at forlade Byen
inden ti Dage. — Joseph og hans Medfanger føres ligeledes til Richmond,
hvor de indkvarteres i et gammelt Blokhus og bevogtes af en stærk Vagt. —
En Episode af hans Liv i Fængslet. — Overflyttes derpaa tilligemed 5 Andre
til Liberty Fængsel i Clay County. — De Hellige i Far West indsende en
Ansøgning til Missouris lovgivende Forsamling om Ophævelse af den nævnte
Udryddelsesordre, men afvises. — Ældsterne John Taylor og John E. Page
ordineres til Apostle.
Den 4de Nov. 1838 ankom General Clark, som allerede bemærket,
til Far West med 1600 Mand, medens en anden Afdeling paa 800
Mand befandt sig omtrent otte Mile fra Byen. I Løbet af en Uge
havde ikke mindre end omtrent 6000 Mand besøgt Far West,
medens Byens Milits, før Nogen toges tilfange, kun talte 500 Mand,
hvis Vaaben vare blevne dem berøvede; Pøbelen vedblev derfor at
jage Brødrene ligesom vilde Dyr og nedskøde flere af dem, voldtoge
Kvinderne og dræbte en af dem tæt ved Staden. Ingen Hellig
tillodes at gaa ind i eller ud af Byen, og de levede af ristet Majs.
Dagen efter lod General Clark Brødrene i Far West opstille i
Geled, hvorpaa Navnene paa 66 af de Tilstedeværende bleve
op-raabte og gjorte til Fanger for at forhøres for Ting, som de vare
aldeles uvidende om. Den 6te holdt han følgende mindeværdige Tale
til dem:
»Mine Herrer! I, hvis Navne ikke staa paa denne Liste, have
Tilladelse til at gaa til eders Marker og sørge for Korn, Brænde osv.
for eders Familier. De, som nu blive tagne, maa gaa i Fængsel,
blive forhørte og faa Straf som forskyldt for deres Brøde. Med
Undtagelse af dem, mod hvem fremtidige Klager maatte fremkomme,
ere I nu frie, saa snart Tropperne, der for Øjeblikket bevogte Byen,
blive forflyttede, hvortil jeg strax skal give Ordre. Jeg paalægger
eder nu at opfylde de Forpligtelser, I ere indgaaede paa, hvoraf jeg
skal fremhæve Hovedpunkterne.
For det Første forlanges der, at I udlevere eders Ledere, for at de
kunne blive forhørte, som Loven byder. Dette have I allerede gjort.
For det Andet, at I aflevere eders Vaaben. Dette er ogsaa sket.152
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 152
For det Tredie forlanges der, at I afstaa eders Ejendomme til
Dækning af Krigsomkostningerne. Dette er ligeledes sket.
Men der er endnu en Betingelse, I have at efterkomme, og det
er, at I strax forlade Staten, og det kommer ikke mig ved, hvilke
eders Følelser ere med Hensyn hertil, eller hvor uskyldige I end ere.
General Lucas, der har den samme Myndighed som jeg, har sluttet
denne Overenskomst med eder; jeg billiger den, jeg vilde have gjort
ligesaa, om jeg havde været her, og jeg vil derfor se til, at den
bliver opfyldt. Denne Stats gode Navn og Rygte har lidt et næsten
uopretteligt Skaar ved eders Karakter og Opførsel og ved den
Indflydelse, I have udbredt, og vi anse det som en
Retfærdighedshand-ling at hæve Statens Navn til det Ry, den tidligere havde blandt
Staterne, ved ethvert lovligt Middel.
Guvernørens Ordre til mig lød paa, at I skulde udryddes og ikke
tillades at blive i Staten, og vare ikke eders Ledere blevne
udleverede og de indgaaede Forpligtelser opfyldte, havde I og eders Familier
nu været udryddede og eders Huse lagte i Aske.
Der er lagt uindskrænket Fuldmagt i min Haand, og for en Tid
vil jeg benytte den til eders Bedste. Denne Overbærenhed have I
ene og alene min Mildhed at takke for. Jeg siger ikke, at I skulle
forlade dette Sted strax, men I maa ej tænke paa at blive her til
Sommeren eller at forberede en ny Udsæd, thi i det Øjeblik, I gjøre
dette, ville Statens Beboere komme imod eder. Dersom jeg skulde
blive sendt hertil igjen, i Tilfælde af at indgaaede Forpligtelser ikke
blive opfyldte, da tror ikke, at jeg vil handle, som jeg nu har gjort;
I maa ikke vente Barmhjertighed, men Udryddelse, thi jeg er fast
bestemt paa at gjennemføre Guvernørens Ordre. Hvad eders Ledere
angaar, da indbilder eder ikke et Øjeblik eller smigrer eder ikke
med det Haab, at de blive løsladte, eller at I skulle faa deres
Ansigt at se, thi deres Skjæbne er afgjort, deres Spil er endt, deres
Dom er beseglet!
Det gjør mig ondt, mine Herrer, at se saa mange tilsyneladende
fornuftige Mænd i den Stilling, hvori I befinde eder. Ak! om jeg
kunde formaa den store Aand, den ukjendte Gud, til at hvile paa
eder og oplyse eder tilstrækkeligt til at sønderbryde Overtroens
Lænker og udfri eder af Fanatismens Baand, hvormed I ere bundne,
saa at I ikke længere vilde tilbede et Menneske!
Jeg vil raade eder til at sprede eder og aldrig mere at
organisere eder med Biskopper, Præsidenter osv., for ikke at vække
Folkets Uvillie mod eder og udsætte eder for lignende Ulykker som
dem, der nu have ramt eder.
I have altid været de første til at fornærme eders Naboer, I have
bragt eder selv i disse sørgelige Omstændigheder ved eders
Misfornøjelse og ved ikke at lade eder regjere, og jeg raader eder derfor
til at blive som andre Borgere, saa at I ikke ved en Gjentagelse af
disse Begivenheder styrte eder i uoprettelig Fordærvelse.«
Med hvilken Harme og Afsky maa ikke Brødrene have lyttet
til en saadan Tale. I deres Hjertes Indre maa de vistnok have følt.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
153
at de hellere vilde dø, end følge hans Raad med Hensyn til at
sprede sig og aldrig mere organisere sig som et Samfund.
Denne Clarks Tale har allerede vundet en Kundbarhed, som dens
Ophavsmand neppe drømte om, da han holdt den. Han er nu død,
men hans foragtelige Ord ville leve og gaa over til Efterslægten som
et Exempel paa deres Ugudelighed og Daarskab, der i hine Dage
strede imod Sandheden.
General Clark sendte derpaa de tilfangetagne Brødre under streng
Bevogtning til Richmond i Ray County, hvor de bleve indespærrede
i et koldt, aabent og ufuldført Raadhus i flere Uger, medens deres
Familier, næsten blottede for Alt, lede forfærdeligt.
Den 8de Nov. marscherede Brigade-General Robert Wilson efter
Ordre fra General Clark med sin Brigade til Adam-ondi-Ahman i
Daviess County, hvor han strax satte Vagt omkring Byen, saa at
Ingen kunde gaa hverken ud eller ind uden Tilladelse. Hele Byens
mandlige Befolkning toges under Bevogtning og bragtes i Forhør
under Adam Blacks Præsidium, den samme Adam Black, som saa
skammeligt havde beløjet Joseph og andre af Brødrene ved
Begyndelsen af Urolighederne i Daviess County i afvigte August Maaned.
Men da Intet kunde bevises imod dem, bleve de atter løsladte; dog
bleve de befalede af General Wilson at forlade Byen med deres
Familier inden 10 Dage med Tilladelse til at gaa til Caldwell County og
opholde sig der indtil Foraaret, men da at forlade Staten under Straf
af Udryddelse.
Vejret var meget koldt, ja koldere end sædvanligt paa denne
Aarstid, og for at følge denne Ordre af General Wilson maatte de
forlade deres Agre og Huse og bo i Telte og Vogne i denne ublide Del
af Aaret. Hvad deres Kvæg- og Faarehjorde angik, havde Pøbelen
ved at stjæle dem sparet de Hellige for den Ulejlighed at passe paa
dem, eller for den Sorg at se dem sulte ihjel.
En Overenskomst blev bragt i Stand, ifølge hvilken en Komite af
tolv, der tidligere var beskikket, skulde have det Privilegium at rejse
frem og tilhage mellem Far West og Daviess County i et Tidsrum af
fire Uger for at bringe deres Korn fra Daviess til Caldwell County.
Komiteens Medlemmer skulde bære et hvidt Mærke paa Hatten til
Beskyttelse.
Indtil Nærværende vare omtrent 30 af Brødrene blevne dræbte og
en Mængde saarede; omtrent 100 savnedes og omtrent 60 holdtes
indespærrede i Richmond og ventede paa Forhør.
Kort efter Josephs og de andre Fangers Ankomst til Independence
i Jackson County ankom ogsaa Oberst Sterling Price af General Clarks
Armee der til med Ordre fra Clark til strax at sende dem til
Richmond i Ray County. Den 8de Nov. begave de sig paa Vejen med
kun tre Mænd til deres Bevogtning, hvilket var Alt, hvad de efter
en hel Dags Anstrengelser tilsidst kunde opdrive. Paa Vejen drak
disse tre Mænd sig endog saa fulde, at Brødrene med Lethed kunde
have frataget dem deres Heste og Vaaben, hvis de havde villet. Dagen
efter mødte de Oberst Price med en Vagt paa 74 Mand, som derpaa
førte dem til Richmond, hvor de bleve indkvarterede i et gammelt154
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 154
Blokhus og bevogtede af en stærk Vagt. Ikke saa snart havde de
taget Ophold her, før de bleve besøgte af General Clark, som paa
deres Spørgsmaal om Aarsagen til den slette Behandling, der var
overgaaet dem, og Grunden, hvorfor de vare blevne fængslede, svarede,
at han for Øjeblikket ikke saa' sig i Stand til at besvare deres
Spørgsmaal, men skulde om ikke længe give dem Oplysning derom. Kort
efter kom Oberst Price ind med to Lænker i Haanden og flere
Hænge-laase. De to Lænker føjede han sammen. Ligeledes førte han ti
bevæbnede Mænd med sig, som, medens disse Forberedelser fandt Sted,
stode med Fingeren paa deres Geværhaner, rede til at trykke løs med
et Øjebliks Varsel. Han lod først Vinduerne tilspigre, hvorefter han
befalede en Mand ved Navn John Fulkerson, som han førte med sig,
at lænke Brødrene, syv i Tallet, med en Kjæde, som gik fra den
Enes Ankel til den Andens, og ved hver Ankel var fastgjort med
en Hængelaas. I denne Stilling bleve de bevogtede Dag og Nat af
omtrent ti Mænd ad Gangen, der stode omkring dem med ladte
Pistoler i Haanden. Om Natten laa de alle paa Ryggen udstrakte
paa Gulvet i Rad og forsøgte at sove, men det haarde Gulv, Kulden
og Umuligheden af at forandre deres Stilling paa Grund af Lænkerne
og Vagtens Støjen forjagede al Søvn.
»En af hine kjedsommelige Nætter,« skriver Parley P. Pratt, »laa
vi, som om vi sov, til over Midnat, medens vore Hjerter krympede
sig af Smerte ved at være nødte til Time efter Time at høre paa
vore Bevogteres afskyelige Spøg, gruelige Eder, rædsomme
Bespottelser og uterlige Samtaler, naar de — med Oberst Price som Formand
— fortalte hverandre om de Mord, Røverier og Plyndringer, som de
havde begaaet blandt »Mormonerne« i Far West og Omegn — ja
de roste sig endog af at have voldtaget og skjændet »Mormonernes«
Hustruer og Døtre og af at have skudt Mænd, Kvinder og Børn
eller knust Hovedet paa dem. Jeg havde hørt saa længe paa alt
dette, indtil jeg følte en saadan Væmmelse, Rædsel og Gru og en
saa retfærdig Vrede, at jeg næppe kunde afholde mig fra at springe
op og irettesætte Vagten, men sagde Intet til Joseph eller nogen af
de Andre, endskjønt jeg laa ved Siden af ham og vidste, at han var
vaagen. Men pludselig rejste han sig op, og med Tordenrøst, eller som
naar en Løve brøler, udtalte han, saa vidt jeg kan erindre, følgende
Ord: »Tier og værer stille, I Djævle fra det dybeste Helvede! I Jesu
Kristi Navn byder og befaler jeg eder at være stille. Jeg vil ikke leve
et Minut længere og høre paa saadan Tale. Stands med eders
afskyelige Fortællinger, thi ellers skal I eller jeg dø i dette Øjeblik.«
Han taug. Han stod oprejst paa sine Fødder i frygtelig Majestæt.
Lænket og uden Vaaben — rolig og værdig som en Engel — skuede
han ned paa sine skjælvende Bevogtere, hvis Vaaben sank eller faldt
ud af Hænderne paa dem, medens deres Knæer sloge mod hinanden
af Angest; de trak sig forfærdede tilbage i en Krog eller kastede sig
for hans Fødder og bade om Forladelse og forholdt sig ganske stille,
indtil de bleve afløste af en anden Vagt.
Jeg har i Englands Retssale set Retfærdighedens Haandhævere,
iførte deres Embedsdragter, og Forbrydere fremførte for dem, hvis£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
155
Liv hang som i et Haar; jeg har set Kongressen højtideligt give
Love til Nationen; jeg har forsøgt at forestille mig Troner, Kroner
og kongelige Hoffer, samt Kongers og Kejseres Majestæt og
Værdighed, naar de samles tilsammen for at afgjøre Rigers Skjæbne; men
sand Majestæt har jeg kun set een Gang, og den stod i Lænker ved
Midnats Tider i et skummelt Fængsel i en lidet kjendt Landsby i
Missouri.«
General Clark tilbragte flere Dage efter Josephs og hans
Medfangers Ankomst til Richmond med at gjennemsøge Lovene for at finde
Noget, der kunde berettige ham til at stille dem for en Krigsret.
Han skrev endog til Guvernør Boggs og udbad sig Statsadvokatens
Mening om denne Sag. »Det kan ikke lade sig gjøre,« sagde han,
»at tillade disse Ledere at vende tilbage til deres oprørske
Beskjæftigede igjen, da de ere blevne anklagede i Caldwell. De have gjort
sig skyldige i Indbrudstyveri, Røveri, Mened, Mordbrand og Forræderi.«
At faa Brødrene forhørte ved en Krigsret, var altsaa General Clarks
højeste Ønske, da han derved tænkte at opnaa sin forønskede
Myndighed til paa en let og hurtig Maade at blive af med Fangerne,
hvis Liv han længe forgjæves havde søgt at tage. Broder Jedediah
M. Grant, som den Gang kun var en ung Mand, og som tilfældigvis
logerede paa det samme Hotel i Richmond som General Clark, saa'
Generalen gjøre et Udvalg af sine Mænd til at skyde Joseph og hans
Medfanger den paafølgende Mandag. Han saa' ligeledes disse Mænd
lade deres Rifler med to Kugler hver og hørte General Clark sige:
»Mine Herrer, De skal have den Ære at skvde Mormonlederne
Mandag Morgen Kl. 8.«
Han fandt imidlertid snart ud, at denne Trusel ikke saa let lod
sig udføre, men saa' sig nødsaget til at overgive Fangerne til de
■civile Authoriteter for at forhøres. En Slags Inkvisitionsret blev
derfor nedsat og Forhøret tog sin Begyndelse den 13de Nov. under
Forsæde af Austin A. King som Dommer og Thomas C. Birch som
Statsadvokat. Begge disse Mænd havde været med i det omtalte
Krigsraad i Far West, hvor Joseph og de andre Brødre vare blevne
dømte til at skydes. Man kan heraf let se, hvor uskikkede de vare
til at sidde som Dommere i denne Sag.
Forhøret begyndte med at fremkalde Vidner paa Statens Vegne,
hvilke strax bleve tagne i Ed, tvungne dertil med Bajonetten. Dr.
Sampson Avard var den Første, der bragtes for Retten. Han havde
tidligere sagt til Oliver Olney, at dersom denne ønskede at frelse sit
Liv, maatte han sværge imod Kirkens Ledere, da det var disse, Retten
ønskede at fælde, og dersom han blot vilde gjøre Ed imod dem,
skulde hverken Retten eller Pøbelen gjøre ham Fortræd. »Jeg vil
selv,« sagde han, »gjøre det for at frelse mit Liv; thi i modsat Fald
ville de myrde mig.« Denne Indledning er nok til at bevise
Beskaffenheden af denne Mands Vidnesbyrd, og han aflagde Ed netop som
han havde sagt, uden Tvivl tænkende, at det var det fornuftigste,
han kunde gjøre, for at indsmigre sig hos Pøbelen. Omtrent 40
Andre, for det meste Apostater, aflagde Vidnesbyrd efter samme
Princip som Avard. Kirkens Organisation blev af disse fremstillet156
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 156
som et verdsligt Rige, der skulde fylde hele Jorden og undertvinge
alle andre Riger. Dommer Austin A. King, der var Methodist, spurgte
meget om Brødrenes Tro med Hensyn til Daniels Profeti: »I de
samme Kongers Dage skal Himmelens Gud oprejse et Rige, som skal
sønderknuse alle andre Riger, men selv blive bestaaende evindelig«,
osv.; »og Riget og Rigernes Storhed under al Himmelen skal gives
den Allerhøjestes Hellige«. Efter at være bleven fortalt, at de Hellige
troede denne Profeti, vendte Dommeren sig til sin Skriver og sagde:
»Skriv dette ned, det er et stærkt Bevis paa Højforræderi.« En af
de tilstedeværende Prokuratorer protesterede herimod og bemærkede:
»Dommer, De kan ligesaa gjerne kalde Bibelen Højforræderi.« King
lod sig dog ikke paavirke af et saa slaaende Argument, men vedblev
at erkyndige sig om de Helliges Tro og Kirkens Anliggender. Da han
saaledes fandt ud, at Kirken havde sendt Missionærer- til England
og andre fremmede Lande, blev dette ført ned som et andet Bevis
paa Højforræderi mod Staten Missouri. De Hellige maatte ikke
opholde sig paa deres Ejendomme i den Hensigt at forblive der og
varetage deres landlige Sysler; thi dersom de atter tilsaaede deres
Marker, vilde de alle uden Forskjel blive udryddede. Ja, Opdyrkelsen
af Land, sikret ved lovlige Skjøder, som vare udstedte af de Forenede
Staters Landkontor og underskrevne af Republikens Præsident, var
ved Austin A. King i aaben Ret erklæret for en Livsforbrydelse, for
hvilken et helt Samfund forud var dømt til Døden, medens de, der
skulde være Redskaber til denne Doms Fuldbyrdelse, bleve
benævnede med det værdige Navn Borgere, og disse gode Borgere valgte
siden efter (1848) den samme Dommer til Statsguvernør.
Fangerne bleve derpaa opfordrede til at navngive deres Vidner,
og da en 40 til 50 Personer nævntes, blev den navnkundige
Bandit-kaptejn Bogart strax udsendt til Far West med 50 Soldater for at
skaffe dem tilveje, men i Stedet for at bringe nogen af dem for
Retten arresterede han alle dem, han kunde faa fat paa, og kastede
dem i Fængsel. De bleve atter paa den haanligste Maade opfordrede
til at opgive Navnene paa deres Vidner, og da ogsaa disse bleve
kastede i Fængsel eller jagede ud af Landet, nægtede Brødrene at
navngive flere af deres Vidner, thi om de havde vedblevet dermed,
vilde der ikke have været Nogen tilbage, naar det afgjørende Forhør
kom. Hvad det angik at kunne gjøre et gunstigt Indtryk paa Dommer
King, vilde det efter Doniphans Sigende have været omsonst, selv
om en Hærskare Engle var kommet ned og bevidnet Fangernes
Uskyldighed; thi King havde fra Begyndelsen af besluttet at kaste
dem i Fængsel. Da saaledes en Mand ved Navn Allen, der, medens
Forhøret stod paa, saas at passere forbi Retssalens Vindue, blev kaldt
ind og endelig blev tilladt at afgive sit Vidnesbyrd, der gik ud paa
at stadfæste Brødrenes Uskyldighed og bevise de Mord og Røverier,
der vare blevne begaaede af deres Anklagere, gav Dommeren strax
Ordre til at føre Vidnet ud, og det var med Nød og neppe, at han
undslap den opbragte Vagts Efterstræbelser. Resultatet af dette
Skinforhør, der varede fra den 13de til den 28de Nov., var, at Joseph
og Hyrum Smith, Sidney Rigdon, Lyman Wight, Alexander McRae£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
157
og Caleb Baldwin bleve sendte til Fængsel i Liberty, Clay County,
for at forhøres for Højforræderi og Mord — Forræderi, fordi de joge
Pøbelen ud af Daviess County og fratog dem deres Kanon, og Mord
for den Mand af Bogarts Parti, som faldt i Træfningen ved
Crooked-Floden; ligeledes blev Parley P. Pratt, Morris Phelps, Luman Gibbs,
Darwin Chase og Norman Shearer indsatte i Richmond Arresthus for
at forhøres for de samme Forbrydelser. Alle de øvrige Fanger bleve
enten løsladte eller satte paa fri Fod mod Kaution.
Imidlertid forglemte ikke de Hellige i Far West, der nu beredte
sig til at forlade Staten, deres Pligter som Borgere eller som Hellige,
men i Haab om, at den lovgivende Forsamling i Jefferson City, der
netop var sammentraadt, vilde tildele dem Retfærdighed og vde dem
Oprejsning og Beskyttelse, affattede Ældsterne og de Hellige i nævnte
By den 10de December en længere Adresse eller Ansøgning, hvori
de Helliges Lidelser og Forurettelser bleve fremstillede i dybe Farver
og med stor Nøjagtighed. Med Hensyn til den meget omtalte
Ud-ryddelsesordre hedder det:
»Guvernør Bogg's sidste Ordre til at uddrive os af Staten eller
udrydde os, er Noget saa nyt, saa tyrannisk, ulovligt og grusomt, at
vi have set os nødte til at tilstille den ærede Forsamling denne
Indberetning, med Anmodning om, at en Lov maa blive udstedt,
hvorved Guvernørens Ordre til at uddrive os af Staten ophæves, og
hvorved vi sikres Retten til at bo paa vore Ejendomme i Fred. Vi
ansøge den lovgivende Forsamling om at udtale sin Misbilligelse af
deres Opførsel, som tvang os til at underskrive ovennævnte
Dokument, og ligeledes mod den eller dem, som støttet paa dette
Dokument berøve os vor Ejendom og anvende den til at erstatte den
Skade, Andre have anrettet.« Adressen slutter saaledes: »Idet vi
fremlægge vor Sag for den ærede Legislatur, erklære vi, at vi ere
villige til som altid at underkaste os saa vel de Forenede Staters
som denne Stats Konstitution og Love, og vi bede kun om at maatte
blive beskyttede af Lovene som alle Andre. Vi ønske, at de
Privilegier, som ere tilsikrede alle frie Borgere af de Forenede Stater og
af denne Ståt, maa udstrækkes til os, saa at vi kunne nedsætte os
og bo, hvor vi finde for godt, og dyrke Gud efter vor Samvittigheds
Bydende i Fred og Ro; og idet vi bede om dette Privilegium for os
selv, ere vi villige til at lade alle Andre nvde det Samme.«
Ældste David H. Redfield blev paa de Helliges Vegne afsendt til
Jefferson City for at forelægge Forsamlingen denne Adresse. Han
ankom der til den 16de Dec. og overrakte Dagen efter Ansøgningen til
General David R. Atchison og Andre. I en Sammenkomst med
Guvernør Boggs udtrykte denne paa en hyklersk Maade sin
Bekla-klagelse over de stedfundne Uroligheder i Staten og sagde, at han
havde hørt, at »Borgerne havde overfaldet Mormonerne, bortdrevet
deres Kvæg« osv. Han indrømmede ligeledes, at »de Betingelser,
Mormonerne havde indgaaet paa, nemlig at forlade Staten etc., vare
ukonstitutionelle og ugyldige,« hvortil Broder Redfield svarede: »Vi
ønske, at den lovgivende Forsamling vil udstede en Lov, som viser,
at de indgaaede Betingelser ere ugyldige og stridende mod Konsti-158
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 158
tutionen, og medmindre en saadan Lov bliver givet, kunne vi ikke
anse os som sikre i Staten. De siger, at det har været en Plet paa
Statens gode Navn, og nu er det paa Tiden at udgive en Lov,
hvorved den kan blive afvasket; hvis De ikke gjør det, kan man sige
Farvel til Statens Magt, Farvel til dens Ære og gode Navn, Farvel
til dens kristelige Dyd, indtil den bliver befolket med en ny
Menneskerace, Farvel til ethvert Navn, der binder Mand til Mand, og Farvel
til en frugtbar Jordbund og gode Hjem, som ere revne fra os af
lovløse Banditer.«
Den 19de Dec. blev Ansøgningen fremlagt for det forsamlede Hus
af Hr. John Corroll. Medens den blev oplæst, vare Medlemmerne af
Huset saa stille som Graven, hvorefter Debatten begyndte, og
Stemningen blev mere ophidset, indtil Huset var i fuldt Oprør.
Lovgivernes Kinder blussede, deres Øjne lynede, og deres Ansigtstræk
udviste mere end der kunde skrives i en Bog. Efter megen Disputeren og
Trætte blev Ansøgningen lagt tilside til næstfølgende Juli Maaned,
hvorved de ligefrem afsloge Ansøgernes Bøn og nægtede at
undersøge Sagen. Imod dette Resultat opponerede kraftigt Husets
Mindretal, blandt hvilke vare David R. Atchison fra Clay County, de
tilstedeværende Medlemmer fra St. Louis, d'Hrr. Rollins og Gordon fra
Broom og flere Medlemmer fra andre Countier, men Pøbelpartiet
sejrede; thi de skyldige Uslinger frygtede for en Undersøgelse, da de
vidste, at deres Liv og Frihed derved svævede i Fare. Og for at
krone det Hele med evig Skam og Skjændsel, bevilgede denne
samme lovgivende Forsamling 200,000 Dollars til Bestridelse af
Omkostningerne ved Troppernes Uddrivelse af de Hellige fra Staten,
hvilken ubetænksomme Handling for stedse vil besudle Staten
Missouris gode Navn og Rygte.
Mange af Statens Aviser søgte at skjule dens Brødefuldhed ved at kaste
et Løgnens Slør over dens afskyelige Handlinger, »men,« skriver Joseph,
»kunne de skjule Guvernørens grusomme Ordre til vor Uddrivelse?
Kunne de skjule Kjendsgjerningerne angaaende den vanærende
Traktat, som dens Generaler tilligemed dens Officerer og Soldater
afsluttede i Far West? Kunne de dølge det Faktum, at 12 til 15000
Mænd, Kvinder og Børn ere blevne fordrevne fra Staten uden Lov
og Ret? og alt dette foruden en Udgift paa 200,000 Dollars, hvilken
Sum Statens lovgivende Forsamling havde bevilget som Lønning til
Soldaterne for denne lovløse Voldshandling? Kunne de skjule det
Faktum, at vi have været fængslede i mange Maaneder, medens vore
Familier, Venner og Vidner ere blevne fordrevne? Kunne de skjule
de myrdede Mænds og Fædres Blod eller bringe Enkernes og de
Faderløses Skrig til at forstumme? Nej! Bjergenes Klipper kunne
begrave dem, det bundløse Dyb kan skjule dem i sine Afgrunde,
men dog ville deres gruelige Misgjerninger ligge aabenbare for Engles
og Menneskers forbausede Blik — de kunne aldrig skjules!«
Den 13de Dec. blev Højraadet i Far West sammenkaldt under
Ledelse af Præsident Brigham Young og de ledige Pladser besatte,
eftersom Nogle havde maatte flygte for at redde deres Liv. Den 16de
s. M. tilskrev Joseph de Hellige et længere Brev fra Liberty Fængsel„£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
159
hvori han paa en trøstende og opmuntrende Maade formanede de
Hellige til Trofasthed og Udholdenhed i deres Prøvelser. Og skjønt
han befandt sig i Fængsel, røbede hans Sprog en uindskrænket Tillid
og Hengivenhed til Herren, som i saa mange forudgaaende Prøver
havde staaet ham bi, og som han var overbevist om heller ikke nu
vilde forsage ham. Med Hensyn til deres Forfølgere sagde han:
»Men vi ville minde eder om Haman og Mardokæus: I vide, at
Haman kunde ikke være tilfreds, saa længe han saa' Mardokæus i
Kongens Port, og derfor stræbte han Mardokæus og alle Jøderne efter
Livet; men Herren styrede det saa, at Haman blev hængt i sin egen
Galge. (Esther, 3die Kap.) Saaledes vil det ogsaa gaa med den arme
Haman i de sidste Dage. De, som ved Vantro, Ugudelighed og
Forfølgelse have søgt at udrydde os og Guds Folk ved at ihjelslaa og
adsprede dem, og som med Overlæg og Ondskab have overleveret
os i Morderes Hænder i den Hensigt at faa os dræbte — i hvilken
Hensigt de have ført os omkring i Lænker og kastet os i Fængsel
— de, som lig Haman have behandlet os saa skammeligt, skulle
vorde hængte i deres egne Galger, eller med andre Ord: de skulle
falde i de samme Snarer og Fælder, som de have opstillet for os;
de skulle synke dybere og dybere og deres Navne udslettes, og Gud
vil give dem den Løn, deres Vederstyggeligheder fortjene.« Brevet
endte saaledes: »Og nu, kjære og højtelskede Brødre, — og naar vi
sige Brødre, mene vi dem, der have været trofaste i Herren, baade
Mænd, Kvinder og Børn — vi føie til at formane eder i Jesu Navn
til at være urokkelige i Troen paa den nye og evige Pagt, og ikke
at frygte eders Fjender. Hvad der er sket med os, er et aabenbart
Tegn til Fordømmelse for dem, men til Salighed for os. Værer
derfor standhaftige, ja indtil Døden, »thi den, der søger at frelse sit Liv,
skal miste det, og den, som mister sit Liv for min og Evangeliets
Skyld, skal finde det,« siger Kristus.
Lad Sandhed og Retfærdighed, Brødre, bo overflødigen i eder
herefter, og værer maadeholdne i alle Ting. Skyr al Drukkenskab,
Svær-gen, usømmelig Tale og Alt, hvad som er urigtigt og uhelligt;
ligeledes Uenighed, Had, Gjerrighed og enhver syndig Tilbøjelighed.
Værer retskafne mod hverandre, thi det synes, som om Nogle have
stødt an heri, og Nogle have været ubarmhjertige og have lagt deres
Begjærlighed for Dagen ved at indkræve den Gjæld, som de, der ere
blevne forfulgte, belagte med Lænker og kastede i Fængsel,
uforskyldt stode i til dem. Saadanne Personer paadrage sig Guds Mishag,
og Sorg vil blive deres Lod, eftersom Værket skrider fremad, og Ingen
kan standse det; Zion skal fremdeles leve, endskjønt hun nu synes
at være død.
Glemmer aldrig, at med hvad Maal I maale, skal eder atter
til-maales. Vi sige til eder, Brødre, værer ikke bange for eders
Modstandere, men kæmper alvorligt mod Pøbelen og mod Mørkets og
Sekterernes ulovlige Handlinger. Fredens Gud skal være med eder
og aabne en Udvej til Frelse for eder, saa I undslippe eders
Saligheds Fjende. Vi anbefale eder til Gud og hans Naade, som kan gjøre
eder vise til Salighed.«160
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 160
Den 19de Dec. traadte Zions Højraad atter sammen i Far West,
ved hvilken Lejlighed Ældsterne John E. Page og John Taylor
ordineredes til Apostle under Præsident Brigham Youngs og Ældste
Heber C. Kimballs Hænder. Kort i Forvejen havde John E. Page
havt den sørgelige Pligt at stede sin Hustru og sine to Børn til
Graven; de vare faldne som Martyrer for deres hellige Religion, idet
de døde som Følge af den yderste Mangel paa Livets Fornødenheder
under de grusomme Forfølgelser i Staten Missouri.
Saaledes tilbragte Joseph og hans Medfanger, nedtyngede af Lænker
i et mørkt og skummelt Fængsel, Slutningen af Aaret 1838 i
Frihedens Land i Frihedens (Liberty) By, Clay County, Missouri. Af og
til bleve de besøgte af deres Venner og Bekjendte, som stundom
medbragte Forfriskninger og Andet til Fangerne, hvis Kost bestod af
den simpleste Slags og ofte var tilberedt paa en saadan Maade, at
de væmmedes ved den.
SYTTENDE KAPITEL.
Joseph søger og faar efter en Del Indvendinger en Habeas-corpus Skrivelse
af Dommer Turnham. — Sidney Rigdon løslades af Arresten mod Kaution.
— »Slagen, men ikke besejret.« — Fangerne, der have anvendt ethvert
lovligt Middel for at komme paa fri Fod, beslutte omsider at undvige, men
Forsøget mislykkes. — Betydelig Bevægelse blandt Befolkningen. — De Hellige
i og omkring Far West drage i Tusindvis østpaa til Illinois. — Brødrene
indgaa en Pagt med hverandre om at staa hverandre bi ved Udvandringen.
»Den 1ste Januar 1839,« skriver Joseph, »oprandt; den fandt os
ikke som Frihedens Sønner, men som fortrøstningsfulde Fanger. O,
Columbia, Columbia (Amerika), hvor dybt er du falden! du, »de
Fries Land«, »de Braves Hjem«, »de Fortryktes Ly«. — Du
undertrykker dine ædleste Sønner, kaster dem i et afskyeligt Fængsel uden
nogen som helst Grund, kun fordi de dyrke deres Fædres Gud
saaledes, som hans eget Ord bvder, og fordi de følge deres
Samvittigheds Bydende.«
Det var altsaa ikke under meget glædelige Omstændigheder, at det
nye Aar oprandt for Joseph og hans Brødre, men i fuldt Haab om,
at deres Uskyldighed tilsidst vilde blive anerkjendt, og deres
Befrielse som Følge heraf omsider iværksat, hengave de sig med
Taal-modighed i Forsynets Styrelse. »Det er ikke vor Hensigt at klage
eller laste Nogen,« hedder det videre i en Skrivelse til den lovgivende
Forsamling i Missouri, »Alt, hvad vi forlange, er en retfærdig og
upartisk Undersøgelse af vor Sag. Vi bede ikke om Nogens
Medlidenhed; vi fordre kun streng Retfærdighed — det er Alt, hvad vi ønske,
Alt, hvad vi fordre, men det tilkommer os med Rette.«
Paa Grund af den store Ophidselse, som herskede i de nordlige
Countier af denne Ståt, antoges det, at Domstolene i denne Del af
Landet vilde blive mere eller mindre paavirkede heraf, og altsaa
neppe vilde kunne afgive en retfærdig Kjendelse. Som Følge heraf
ansøgte de tvende Gange Statens Højesteret om at nyde det Privi-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
161
legium, som Loven tilsikrer enhver Borger af de Forenede Stater ved
Habeas-corpus-Akten *, men det blev dem hver Gang nægtet. Efter
nogen Tids Forløb forlangte de ogsaa en Habeas-corpus af Hr.
Thurn-ham, en af County-Dommerne, hvilket Forlangende efter en Del
Indvendinger blev dem tilstaaet.
Efter Forhøret blev Sidney Rigdon, ifølge Dommerens Kjendelse,
løsladt af Arresten; men da Pøbelen truede med at ville dræbe ham,
dersom han blev sat paa fri Fod, vendte han med de Øvrige tilbage
til Fængslet, hvor han derpaa opholdt sig, indtil en gunstig
Lejlighed tilbød sig for ham til at slippe uskadt bort. Ved Hjælp af
Sheriffen og Slutteren blev han derpaa en Nat i al Stilhed løsladt, men
trods alle Forsigtighedsregler blev han dog opdaget og forfulgt af en
Hob Bevæbnede, og det var kun ved Forsynets Styrelse, at han kort
efter lykkelig og vel ankom til Quincy i Illinois. Dommer
Thurn-ham erklærede for Joseph og de andre Brødre, som vare blevne
tilbage i Fængslet, at han vidste, at de vare uskyldige, men af Frygt
for sit eget og Fangernes Liv turde han ikke slippe dem løs. Deres
Forfølgelse, Arrestation osv., sagde han, var kun en Gjentagelse af
Begivenhederne i Jackson County, og var en forudlagt Plan af
Guvernøren og hans Haandlangere for at standse deres tiltagende Magt
og Indflydelse i Staten.
Omtrent paa denne Tid (Februar 1839) opholdt Ældsterne Kimball
og Ripley sig i Liberty, hvor de næsten ugentlig havde bønfaldet for
Dommernes Fødder; medens de ved en vis Lejlighed gjentoge deres
ydmyge Bøn, saa' Dommer Hughes dem stivt ind i Ansigtet og sagde
til en af sine Kolleger, at »man kan læse i disse Mænds Øjne, at
de ere slagne, men ikke besejrede; lad os tage os i Agt for, hvordan
vi behandle disse Mænd, thi deres frejdige Blik vidner om
Uskyldighed«. Ved samme Lejlighed foreslog han sine Embedsbrødre at
løslade alle Fangerne mod Kaution; men deres Hjerters Haardhed vilde
ikke gaa ind paa dette menneskelige Forslag. Brødrene fortsatte deres
Tryglen for Domstolene og besøgte tillige Fangerne. Ingen af Statens
ledende Mænd betvivlede Arrestanternes Uskyldighed, men sagde, at
som Følge af Pøbelens Raseri kunde man ikke behandle dem
retfærdigt; de maatte derfor opgive deres Forsøg paa at bevæge
Dommerne og overlade Fangerne i Guds Haand.
Da de nu havde hensiddet i Fængsel temmelig længe, efter at have
forsøgt ethvert Middel for ad lovlig Vej at kunne blive løsladte, men
forgjæves (naar undtages Sidney Rigdon), og da de fra paalidelig
Kilde havde erfaret, at der paa offentlig Gade var bleven sagt af de
mest indflydelsesrige Mænd i den Egn, at »Mormonfangerne
nødvendigvis maatte dømmes til Døden, da Statens gode Navn ellers
vilde blive plettet«, besluttede de at benytte andre Midler for at
komme paa fri Fod.
* Denne Lov giver Enhver, der er fængslet, Ret til at henvende sig til
hvilken som helst Dommer, som da udsteder en Befaling, den saakaldte Writ
of Habeas-corpus, til vedkommende Øvrighed om strax at stille Arrestanten
for den af denne valgte Dommer, for at han kan undersøge Fængslingens
Lovlighed og efter Omstændighederne stadfæste den, eller frigive
Paagjæl-dende mod eller uden Kaution.
11162
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 162
Efter moden Overvejelse besluttede de at iværksætte deres Flugt
om Aftenen den 7de Februar, naar Slutteren kom med deres
Aftensmad; men før Broder Hyrum vilde tilkjendegive sin Beslutning, bad
han Joseph at adspørge Herren om Rigtigheden af det paatænkte
Skridt. Dette gjorde han og erholdt det Svar, at hvis de alle vare
enige, skulde deres Foretagende lykkes denne Aften, og dersom de
vilde forene sig i Bøn, skulde de faa et Vidnesbyrd for dem selv.
Brødrene Hyrum Smith, Alexander McRae og Caleb Baldwin havde
ikke bedet længe, før de fik en saadan Vished, som de endnu aldrig
havde følt i deres Liv, om at "det vilde lykkes dem; men Lyman
Wight sagde, at de gjerne kunde gaa, men han vilde blive. Efter at
have talt med ham en Stund sagde han dog til de andre Brødre, at
»hvis de vilde vente til næste Dag, vilde han følge med dem«.
Uden at tænke paa, at de ingen Forjættelse havde om Held den
følgende Dag, lovede de at opsætte Forsøget.
Om Aftenen, da Slutteren kom med deres Aftensmad, lod han
Døren staa paa vid Gab, satte deres Mad paa Bordet og gik hen i
Baggrunden af Værelset, hvor en Del Bøger vare opstablede. Her tog
han en Bog og begyndte at læse, medens Brødrene stode mellem
ham og Døren, hvorved der tilbød sig den bedste Lejlighed for dem
til at flygte, hvis de havde været beredte; men da de vare blevne
enige om at vente til næste Dag, gjorde de intet Forsøg derpaa.
Næste Aften stode Sagerne ganske anderledes. Slutteren bragte en
dobbelt Vagt med sig tilligemed sex af Brødrene, nemlig: Erastus
Snow, William D. Huntington, Cyrus Daniels, David Holman,
Alan-son Ripley og Watson Barlow, hvilke Brødre vare blevne sendte af
Menigheden i Far West for at besøge Fangerne. Slutteren syntes at
være meget bange af sig og aflaasede Døren meget forsigtig. Det var
kun mørke Udsigter til Frihed, men Fangerne havde fast besluttet
at vove Forsøget, og da derfor Slutteren gik ud, løb de efter ham.
Broder Hyrum greb fat i Døren, men inden de Andre kunde yde
ham den nødvendige Bistand, fik Slutteren og Vagten smækket Døren
i, hvorved de besøgende Brødre indespærredes tilligemed Fangerne,
undtagen Cyrus Daniels, som stod udenfor. Saa snart de gjorde
Forsøget paa Indersiden, tog han en af Bevogterne under hver Arm og
ilede ned ad Trapperne til Yderdøren; Fængslet var nemlig i anden
Etage. Da han kom ud, lykkedes det dem at rive sig løs, og da han
saa', al Planen var strandet, begyndte han at løbe, men traadte i et
Hul og faldt. Netop som han styrtede, peb en Kugle lige over hans
Hoved, og han troede bestemt, at Faldet frelste hans Liv.
Den Scene, som nu paafulgte, overgaar al Beskrivelse. Efter
Mængden at dømme, skulde man tro, at hele Byens Folk og mange i
Omegnen havde samlet sig udenfor Arresten, og enhver Slags Tortur
og Dødsmaade, som deres ophidsede Indbildningskraft kunde optænke,
blev foreslaaet overfor Fangerne, saasom at sprænge Fængslet i
Luften, piske dem ihjel, skyde dem, brænde dem, surre dem paa Heste,
sønderrive dem osv. Men de vare saa uenige, at de ikke kunde
gjennemføre nogen af deres mange Planer, og Fangerne gik fri.
Paa den Tid tal ede nogle af Brødrene om, at de befandt sig i stor£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
163
Fare, men Joseph sagde: »Frygt ikke, thi ikke et Haar skal krummes
paa eders Hoved, og I skulle ikke miste saa meget som et Bidsel,
en Sadel eller et Tæppe. Enhver Ting skal blive eder tilbagegivet.
I have sat eders Liv paa Spil for vor og Evangeliets Sk3rld; det var
nødvendigt, at Kirken skulde bringe et Offer, og Herren vil antage
det.«
Brødrene skulde dernæst tages i Forhør, men Ophidselsen var saa
stor, at man ikke vovede at føre dem frem, før den havde lagt sig
noget. I denne Ventetid engagerede nogle af Brødrene Advokater til
at forsvare sig. Ældste Erastus Snow spurgte Joseph, om han ogsaa
burde tage en Advokat, hvortil Joseph svarede, at han gjorde bedst
i at føre sin egen Sag. »Men,« sagde Broder Snow, »jeg kjender
Intet til Lovene.« Joseph spurgte, om han ikke kjendte Noget til
Retfærdighed, hvilket Snow bejaede. »Vel,« vedblev han, »gaa og
kæmp for Retfærdigheden det Bedste, De forstaar.«
Han gjorde saa, og Resultatet blev, hvad Joseph sagde; thi da
han var færdig med sin Sag, flokkedes Advokaterne om ham og
spurgte, hvor han havde studeret Lovkyndighed, og tilføjede, at de
aldrig havde hørt et saa glimrende Forsvar. Da Forhøret var endt,
flk Broder Snow sin Frihed; de Øvrige maatte gaa i Kaution for
hverandre indbyrdes, medens Broder Snow maatte indestaa for dem
alle, og de sagde, at de gjenerholdt alle deres tabte Sager, endskjønt
ikke to Ting fandtes paa eet Sted.
Ifølge den mindeværdige Overenskomst, afsluttet ved Oberst Hinkles
Forræderi i Far West, begyndte de Hellige nu i Tusindvis at forlade
deres Hjem og drage østpaa til Illinois, fornemmelig til Quincy,
henved 250 Mile fra Far West. En Udvandring som denne har maaske
neppe sin Lige i Historien. Man tænke sig blot 12 til 15,000
Mennesker, omfattende enhver Alder, Stand og Kjøn, drevne ud midt om
Vinteren fra Alt, hvad de ejede, og i en blottet, nøgen, hungrig,
hjem- og venneløs Tilstand dømte til at drage henover de vejløse
Sletter i en to å tre hundrede Miles Afstand fra deres Huse og Hjem,
som de havde opført paa Land, der var bleven kjøbt af de Forenede
Staters Regjering og under det amerikanske Flags Beskyttelse.
Foruden dem, som paa en barbarisk Maade bleve myrdede, omkom
Hundreder af dem i Løbet af Vinteren, Vaaren og Sommeren paa Grund
af Lidelser og Savn.
Brigham Young, som efter Thomas B. Marsh's Frafald og David
W. Pattens Død var bleven Præsident for de tolv Apostle ifølge sin
Aldersret, lagde megen Nidkjærhed og Dygtighed for Dagen ved at
sørge for de fattige og hjælpeløse Helliges Forflytning fra Staten. I
et offentligt Møde, som blev afholdt i Far West den 29de Januar,
blev en Komite af syv Mænd beskikket til at overtage Ledelsen af
Udvandringen og at sørge for dem, der ingen Midler havde til deres
Raadighed, indtil de alle vare komne bort. Efter Forslag af
Præsident Young indgik Brødrene derpaa en Pagt med hverandre om, at
de vilde staa hverandre bi til det Yderste ved deres Udvandring af
Staten, og at de aldrig vilde forlade de værdige Fattige, før de vare
bragte saa langt bort, at General Clarks Udryddelsesordre i Statens
il»164
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 164
Navn ikke kunde naa dem. Et Dokument af denne Beskaffenhed blev
derpaa udfærdiget og undertegnet af omtrent 220 af Brødrene. Det
lød saaledes:
»Vi, hvis Navne ere anførte under dette Dokument, love hver især
at hjælpe og staa hverandre bi til det Yderste ved vor Udvandring
af denne Ståt, ifølge Stats-Authoriteternes Forlangende, og vi forpligte
os herved til at overlade al vor alvendelige Ejendom til fri
Afbenyttelse af den Komite, som maatte blive beskikket, i det Øjemed at
skaffe Midler til de værdige Fattiges Udfrielse af dette Land, indtil
der ikke er Nogen tilbage, som maatte ønske at drage ud af Staten;
kun paa denne Betingelse, at intet Individ berøves Ret til at
disponere over sin Ejendom i ovennævnte Øjemed, eller til at kontrollere
Anvendelsen af den eller saa meget af den, som maatte udfordres
til hans egen Families Udvandring, samt at Enhver forbeholdes Ret
til det Tiloversblevne, naar Alles Udvandring har fundet Sted.
Endvidere skal nævnte Komite give Bevis for Alt, hvad den modtager,
og aflægge Regnskab over Anvendelsen af det.«
I et Møde den 1ste Feb. af Komiteen, hvis Antal var bleven
forøget med tre Personer, blev det vedtaget først og fremmest at sørge
for Udfrielsen af Præsidentskabets og de øvrige Arresteredes Familier;
dernæst blev det bestemt at sende Charles Bird til Mississippi-Floden
for at sørge for Oplagssteder til Majs for de Hellige paa Vejen og
oprette Kontrakt om Færgeløn osv.
Staten bevilgede to tusinde Dollars til Uddeling blandt Befolkningen
i Daviess og Caldwell County, »Mormonerne« i Caldwell ikke
und-tagne; men da Befolkningen af Daviess tænkte, at de nok kunde
leve af »Mormonernes« Ejendele, vilde de ikke modtage deres
Tusinde, hvorfor man foreslog at give det til Befolkningen i Caldwell.
Dommer Cameron, Hr. McHenry og Flere besørgede Uddelingen.
Dommer Cameron lod Brødrenes Svin drive sammen, af hvilke mange
bestemt kunde paapeges, og nedskød dem paa Gaderne; og uden at
lade Blodet løbe af og kun halvt skrabede bleve de sønderskaarne
og uddelte af McHenry til de Fattige mod en Betaling af fire eller
fem Cents Pundet, hvilket i Forening med nogle vragede Varer,
saasom Kaliko til dobbelt og tredobbelt Pris, snart slugte de to tusinde
Dollars og gjorde Brødrene kun lidt eller i Virkeligheden intet
Gavn, da deres ødelagte Gods beløb sig til lige saa meget som det,
de fik.
Den 7 de Feb. forlod Josephs Familie Far West under Ledelse af
Broder Stephen Markham og ankom efter en meget besværlig Rejse
den 15de til Mississippi-Floden lige overfor Quincy. Den 14de i
samme Maaned forlod ligeledes Præsident Brigham Young Far West
og begav sig paa Vejen til Illinois. Forfølgelsen imod ham rasede
med en saadan Bitterhed, og hans Liv blev saa ivrigt efterstræbt,
at han saa' sig nødsaget til at undfly sine Forfølgere. Før han
imidlertid forlod Missouri, aflagde han tilligemed Heber C. Kimball og
Geo. A. Smith et Besøg i Liberty Fængsel, hvor de havde to meget
interessante Sammenkomster med Fangerne.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 165
Den 20de Marts 1839 afsendte Joseph og hans Medfanger fra
Liberty Fængsel i Clay County, Missouri, en Epistel til »Jesu Kristi
Kirke af Sidste-Dages Hellige i Quincy, Illinois, samt de øvrige
Hellige i Adspredelsen og til Biskop Partridge i Særdeleshed«. (Se
Pagtens Bog, 121de, 122de og 123 Kap.)
ATTENDE KAPITEL.
De Hellige, hvis Tilstand ved Ankomsten til Quincy i Illinois er meget
sørgelig, mødes med Venlighed af Indvaanerne. — En Rapport og Resolutioner
til Bedring af deres Omstændigheder vedtages af det Demokratiske Selskab
og Quincvs Borgere. — Dr. Galland foreslaar Commerce som et passende
Nedsættelsessted for de Hellige. — Heber C. Kimball og Theodore Turley
begive sig paa Vejen til Jefferson City for at faa Guvernøren i Tale, men
træffe ham ikke hjemme. — En Samtale mellem Theodore Turley, John
Whitmer og Andre. — Dommer King lader Fangerne transportere til Daviess
County. — En drøj Hentydning. — Joseph ser i et Syn Maaden, hvorpaa de
kunne udfries af Fængslet. — Deres Undvigelse og Flugt samt Ankomst til
Quincy. — Betragtninger etc. af Joseph.
De Helliges Tilstand, da de naaede Quincy i Illinois, var i
Sandhed beklagelig. Berøvede deres Ejendele og Alt, vare de midt i en
haard og streng Vinter blevne tvungne til at fly fra Staten Missouri
for at redde deres Liv. Indvaanerne i Quincy, der saa' deres Lidelser
og Nød, følte Medlidenhed med dem og sammenkaldte flere Møder
for at tage deres Sag under Behandling. I et Møde, som saaledes
blev afholdt den 27de Feb. 1839 af det Demokratiske Selskab og
Quincvs Borgere i Byens Raadhus, fremlagde Hr. Whitney, Medlem
af den i et tidligere Møde nedsatte Komite, følgende Rapport:
»Komiteen, til hvem det Hverv var overdraget at undersøge de
Personers Stilling, som for nylig ere ankomne her til fra Missouri,
om de virkelig trænge til Hjælp af denne Stads og dens Omegns
Beboere, og om de ere værdige til disses Velgjørenhed, har besluttet
at afgive nedenstaaende
Beretning. Komiteens første Bestræbelse var at skaffe sig nøjagtige
Oplysninger om den foreliggende Sag; thi uden saadanne kunde
Komiteen ikke komme til noget bestemt Resultat om, hvad den burde
foretage sig. Uden saadanne kunde vi ikke foreslaa denne
Forsamling, hvad der burde gjøres, eller hvilke Forholdsregler der burde
tages. Strax efter Komiteens Dannelse anmodede vi Hr. Rigdon og
nogle Andre om at komme til os for at give os en sanddru
Beretning om det Forefaldne og aabent fortælle os deres Tilstand. Disse
Herrer indfandt sig hos os og meddelte os uforbeholdent deres
Omstændigheder, og efter nogen Tids Forløb besluttede Komiteen at
hæve Sammenkomsten og at indgive en Indberetning til denne
Forsamling, efter først at have anmodet de Indbudne om at affatte en
skriftlig, kortfattet Rapport over de stedfundne Kjendsgjerninger
vedrørende Komiteens Hverv, hvilket Ønske de have efterkommet, og vi
tillade os at fremlægge samme som en Del af vor Beretning.166
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 166
Komiteen tror, at Alt, hvad der bør gjøres for dem for Tiden, er
at udrække en gavmild Haand, vejledet af den Kjærlighed, som
aldrig uddør.
Som Følge af det, vi have erfaret, uafhængigt af den os tilstillede
Rapport, anse vi det som vor Pligt at anbefale til denne
Forsamlings Vedtagelse følgende Forslag:
1. At de Fremmede, som for nylig ere ankomne fra Missouri og
almindelig kjendes under Navnet »Sidste-Dages Hellige«, have Krav
paa vor Medfølelse og Velvillie, hvorfor vi anbefale dem til al den
Hjælpsomhed og Omhu, som det staar i Quincy Borgeres Magt at
yde disse Ulykkelige.
2. At en talrig Komite vælges, bestaaende af Medlemmer fra alle
Stadens Kvarterer og dens Omegn, hvis Opgave det skal være at
gjøre vore Medborgere, der maatte være indtagne mod de Fremmede
paa Grund af Fordomme eller falske Fremstillinger, bekjendte med
Sagens sande Sammenhæng, og især at oplyse dem om, at disse
Folk ikke i mindste Maade have til Hensigt at nedsætte Daglønnen
for Arbejdsklassen, men kun søge at fortjene Noget til Livets Ophold.
3. At en Komite vælges, som strax skal underrette Hr. Rigdon og
Andre om dens Tilværelse, samt at den bemyndiges til at indhente
Oplysninger fra Tid til anden, og hvis nogen af dens Medlemmer
skulde erfare, at En eller Anden er syg, lider Nød eller mangler
Husly, skal Komiteen ufortøvet henvende sig direkte til Byens
Borgere om Bistand til at afhjælpe alle Savn.
4. At det paalægges sidstnævnte Komite af yderste Evne at skaffe
alle disse Folk, som kunne og ville arbejde, en passende
Beskjæf-tigelse, samt paa bedste Maade at opmuntre og trøste dem.
5. At det anbefales alle Quincys Borgere, at de i deres Omgang
med de Fremmede til enhver Tid iagttage en anstændig og sømmelig
Opførsel og fornemmelig ere forsigtige i al deres Tale, at de ikke
udlade sig med Noget, der kan saare deres Følelser eller paa nogen
Maade krænke dem, som ifølge alle Menneskelighedens Love ere
berettigede til vor Sympathi og Medlidenhed.
Disse Forslag ere vedtagne af samtlige Komiteens Medlemmer.«
Efter Forslag af Hr. Bushnell bleve Rapporten og Resolutionerne
lagte tilside til næste Dags Aften Kl. 7, da Mødet efter
Bestemmelsen atter fortsattes og kaldtes til Orden af Ordføreren, Hr. J. W.
Whitney.
Ifølge Forslag af Hr. Morris valgtes en Komite, bestaaende af tre
Medlemmer, til at foranstalte en Indsamling. D'Hrr. J. T. Holmes,
Whitney og Morris bleve valgte, og de indsamlede ialt 48 Dollars
og 25 Cents, der bleve overleverede til »Mormon-Komiteen«.
Dernæst blev en Komite beskikket til at udfærdige Subskriptionslister
og sætte disse i Cirkulation blandt Befolkningen for at faa en
Indsamling af Klæder og Fødemidler bragt i Stand. Senere blev
Komiteens Tal forøget til ni. Ifølge Forslag af J. T. Holmes blev desuden
J. D. Morgan beskikket til at foretage en Indsamling iblandt
Borgervæbningen, kaldet »Quincys Greys«, hvorved der indkom 20 Dollars.
Følgende Resolutioner bleve derefter fremlagte af J. T. Holmes:£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
167
1. At vi respektere Samvittighedsfriheden som naturlig og
ukrænkelig og paa det Helligste tilsikret Enhver af vort frie Lands
Konstitution.
2. At vi betragte enhver Pøbels Handlinger som aabenbare Brud
paa Loven, og Enhver, der deltager i en Pøbels Excesser, er ansvarlig
for Guds og Menneskenes Love for enhver Voldshandling, der udøves
mod en Borgers Liv, Gods eller Rettigheder.
3. At Beboerne af de vestlige Strøg af Staten Missouri ved deres
Forfølgelser af Mormonerne have krænket Samvittighedens hellige
Rettigheder og Menneskelighedens Love.
4. At Guvernøren i Missouri ved at nægte nævnte Folk
Beskyttelse, da de trængtes af Pøbelen, og derimod udsende en Afdeling
principløse Soldater med Ordre til at udrydde dem, har sat en
uudslettelig Plet paa den Ståt, han præsiderer over.
Disse Resolutioner bleve med Begejstring støttede af d'Hrr.
Holmes, Morris og Whitney.
Paa Forslag bleve Resolutionerne vedtagne, hvorefter Mødet hævedes.
Da Ældste Israel Barlow forlod Missouri i Efteraaret 1838, kom
han som Følge af at have forfejlet Vejen eller af andre Grunde til
Des Moines-Floden, tæt ovenfor dens Udmunding i Mississippi-Floden
i det sydostlige Iowa, blottet for Alt; men ved at fortælle Nogle om
sin nødlidende Tilstand, fandt han Venner, som hjalp ham og gave ham
Anbefalingsbreve til flere Herrer, hvoriblandt Doktor Isaac Galland,
hvem han gjorde bekjendt med de Helliges sørgelige Skjæbne. Hans
Beretning vakte Doktorens Medfølelse og Interesse og var den første
Anledning til Kirkens Nedsættelse i og omkring Commerce, Hancock
County, Illinois, thi Broder Barlow begav sig ufortøvet til Quincy,
sit Bestemmelsessted, og bekjendtgjorde sin Samtale med Doktor
Galland for Menigheden. Denne Mand foreslog nemlig Commerce
som et passende Nedsættelsessted for de Hellige, og ifølge den
Underretning, Joseph under sit Ophold i Fængslet modtog derom,
ledtes han til at opmuntre Brødrene til at foretage dette Skridt. En
Komite blev følgelig nedsat for at tage Sagen under Overvejelse og
undersøge, om Iowa Territorium vilde være et andet passende Bosted
for de Hellige.
Den 25de Marts begave Ældsterne Heber C. Kimball og Theodore
Turley sig paa Vejen til Jefferson City for at faa Guvernøren i Tale.
Dog besøgte de først Sheriffen og Fangevogteren i Rav County og
bade dem om en Kopi af den Arrestordre, ifølge hvilken Fangerne
holdtes i Forvaring; men de tilstode, at de havde ingen. Derefter
gik de til Dommer King, som udfærdigede en Slags Arrestordre,
hvoraf ses, at Fangerne allerede havde været arresterede i flere
Maaneder uden saa meget som en Arrestbefaling, og det oveni kjøbet
for Forbrydelser, som man sagde, de havde begaaet i et andet County.
Forsynede med alle de Dokumenter, som fandtes, eller som bleve
udfærdigede for dem vedrørende deres Fængsling, og medbringende
Petitioner til de øverste Dommere i Staten ankom de kort efter til
Jefferson City.
Guvernøren var fraværende. Statssekretæren modtog dem med me-168
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 168
gen Forekommenhed, og da han saa' Papirerne, kunde han neppe
tro, at det var alle de Dokumenter, ifølge hvilke Fangerne holdtes
arresterede; thi de vare ugyldige. Især var han i høj Grad forbauset
over Dommer Kings Handlemaade; men han tilføjede, at han ikke
kunde gjøre Noget i denne Sag, og at selv Guvernøren, om han var
tilstede, Intet kunde udrette. Dog skrev Sekretæren et Brev til
Dommer King.
Brødrene søgte derpaa at faa fat i Overdommeren for at faa en
Writ of Habeas-corpus udfærdiget; de rede flere hundrede Mile og flk
omsider Overdommeren i Tale, men opnaaede dog ikke deres
Øjemed, fordi, som han sagde, der var en Formfejl i Dokumenterne.
De kom tilbage til Liberty den 30te Marts og begave sig strax hen
til Dommer King, der var yderst forbitret paa dem, fordi de havde
meldt Sagen til Guvernøren. »Jeg kunde,* sagde han, »have ordnet
hele Sagen for Dem til Deres Tilfredshed, dersom De blot havde
henvendt Dem til mig, og jeg vilde have undertegnet Petitionen for
Alle undtagen for Joseph Smith; thi han fortjener ikke at leve.«
De besøgte derpaa Fængslet, men det blev dem ikke tilladt at
komme ind; den Samtale, de havde med Fangerne, blev ført
gjennem Gittervinduet. Joseph bad Brødrene være ved godt Mod, »thi«,
sagde han, »vi ville blive løsladte, men ingen anden Arm end
Jehovas kan udfri os nu. Sig Brødrene, at de ikke maa være forsagte,
og sørg for at faa de Hellige bort saa hurtig som mulig«.
Den 5te April vendte de atter tilbage til Far West. Samme Dag
forpligtede omtrent 50 Mænd i Daviess County sig ved Ed til
hverken at spise eller drikke, før de havde dræbt Joseph Smith; deres
Anfører, William Bowman, svor i Theodore Turleys Nærværelse, at
»fra det Øjeblik, han saa' Joseph Smith, vilde han ikke nyde noget
som helst, før han havde dræbt ham«. Ligeledes kom otte Mænd —
Kapt. Bogart (som nu var County-Dommer), Dr. Laffity, John
Whitmer og fem Andre — ind i Komiteens Lokale i Far West og
fremlagde for Broder Theodore Turley en Aabenbaring, der var given til
Joseph Smith den 8de Juli 1838, hvori der siges, at de tolv Apostle
skulde samles paa Tempelpladsen i Far West den 26de April for at
tage Afsked med de Hellige og der fra gaa paa deres Mission til
Øerne i Havet. Denne Aabenbaring bade de ham læse, men Turley
svarede: »Mine Herrer, jeg er vel bekjendt med den.« »Da maa De
som en fornuftig Mand indrømme, at Joseph Smith ikke er nogen
Profet eller inspireret Mand, thi han og de Tolv ere nu spredte over
hele Landet. Lad dem komme, hvis de tør; dersom de vise sig her,
ville de blive myrdede. Da altsaa denne Aabenbaring ikke kan blive
opfyldt, vil De sandsynligvis nu opgive Deres Tro.«
Turley sprang op og sagde: »I Herrens Navn erklærer jeg, at denne
Aabenbaring vil blive opfyldt.« En Haanlatter var Svaret. John
Whitmer hang med Hovedet. »Dersom de Tolv,« sagde de, »komme
her, ville de blive dræbte; de tør ikke komme hid og tage Afsked,
og det gaar med denne som med alle de andre af Smiths fordømte
Profetier.« De gik Turley nærmere paa Livet og sagde, at han gjorde
bedst i at gjøre som John Corrill; »han skal nu udgive en Bog,£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
169
betitlet »Mormonismen upartisk skildret«, han er en fornuftig Mand,
og De gjorde rettest i at hjælpe ham.« Hertil svarede Turley: »Mine
Herrer, jeg formoder, der er Mænd tilstede her, som have hørt Corrill
sige, at »Mormonismen« er sand, og at Joseph Smith er en Profet og
inspireret af Gud osv. Jeg henvender mig nu til Dem, John
Whitmer. De siger, Corrill er en moralsk og ærlig Mand; tror De ham,
naar han siger, at Mormons Bog er sand, eller naar han siger, at
den ikke er sand? Der er mangt og meget, som Folk først
offentliggjøre er sandt, men som de senere tilbagekalde og sige er Løgn.«
John Whitmer spurgte: »Sigter De til mig?« hvortil Turley svarede:
»Hvis Trøjen passer Dem, saa behold den. Jeg veed kun, De har
kundgjort gjennem Pressen, at en Engel viste Pladerne til Joseph
Smith.« Whitmer tog til Orde: »Og jeg siger nu, at jeg berørte disse
Plader med mine Hænder, og de bleve mig foreviste af et overjordisk
Væsen.« Han forklarede derpaa, hvorledes Pladerne vare heftede
sammen, og bemærkede, at der fandtes Skrifttegn paa begge Sider.
Han bekræftede i Et og Alt sit oprindelige Vidnesbyrd.
Dommer King, som aabenbart frygtede en Ombytning af
Forhørs-stedet eller et Forsøg fra Fangernes Side paa at flygte, for derved
at undgaa hans skandaløse Forfølgelse — og uden al Tvivl ventende,
at de vilde blive dræbte paa Vejen — lod dem den 6te April
skyndsomt transportere til Daviess County under Bevogtning af ti Mænd,
kommanderede af Samuel Tilley, assisterende Fangevogter i Clay
County. Man lovede at ville føre dem gjennem Far West, der laa
lige paa Vejen, hvilket de Hellige i nævnte By vidste og følgelig
ventede dem, men i Stedet for at opfylde sit Løfte, førte man dem
ad en 18 Miles Omvej udenom Byen, langt fra enhver menneskelig
Bolig, hvor den bedste Lejlighed til et almindeligt Overfald tilbød
sig. Ikke desto mindre ankom de alle lykkelig og vel til Daviess
County den 8de, og omtrent en Mil fra Gallatin bleve de overleverede
til County Sheriffen og hans Haandlangere, hvorefter deres Bevogtere
vendte tilbage til Liberty.
»Vi tillode os aldrig,« skriver Alexander McRae, en af Fangerne,
»at foretage noget vigtigt Skridt, uden først at bede Broder Joseph
at adspørge Herren desangaaende. Saa stor var vor Tillid til ham som
Profet, at naar han sagde: »Saa siger Herren,« vare vi visse paa, at
det skete, som han sagde, og jo mere vi forsøgte det, jo større Tillid
flk vi til ham, thi hans Ord sloge aldrig fejl i et eneste Tilfælde.
Kort forinden vi skulde føres til Daviess County i Forhør, flk vi
Underretning om, at General Atchison eller Doniphan skulde ledsage
os med en militær Eskorte for at beskytte os mod Befolkningens
Forbitrelse. Sagen blev drøftet af Brødrene med Undtagelse af Joseph,
og de ansaa det, som naturligt var, for det Bedste, og endskjønt jeg
selv ikke havde Noget at sige, stemte jeg dog overens med dem i
mit Hjerte. Broder Hyrum spurgte Joseph, hvad han tænkte om
denne Sag. Han sad en Stund med bøjet Hoved, hensunken i dybe
Tanker; derpaa rejste han sig og sagde: »Broder Hyrum, det gaar
ikke; vi maa stole paa Herren. Hvis vi tage Vagten med os, vil det
blive vor Død.«170
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 170
Dette kom meget uventet for os, men Broder Hyrum bemærkede:
»Hvis du siger det i Herrens Navn, ville vi stole paa det.« Hertil
svarede Broder Joseph: »I Herrens Navn siger jeg, at hvis vi tage
en Eskorte med os, ville vi blive myrdede; men hvis vi stole paa
Herren, ville vi blive frelste; intet Ondt skal da vederfares os, og
vi skulle blive behandlede langt bedre, end Tilfældet har været, siden
vi kom i Arrest.«
Dette Svar var afgjørende, og Alle syntes tilfredse. Det blev følgelig
bestemt, at vi ingen extra Vagt skulde have, men blot tillade
Atchi-son og Doniphan at tage saa mange Bevogtere, som de ansaa
fornødent til at sikre sig vore Personer. Da vi ankom til det Sted, hvor
Retten havde sit Sæde, begyndte jeg at tro, at Joseph havde taget
fejl for een Gangs Skyld, thi Folket styrtede løs mod os en masse,
raabende: »Dræb dem, dræb dem, Gud fordømme dem, dræb dem!«
Jeg kunde ikke øjne nogen anden Udvej til Frelse end at slaa os
igjennem, men vi havde ingen Vaaben. Netop nu hævede Broder
Joseph, mod hvem Alles Vrede syntes rettet, sig op og sagde: »Vi
ere i eders Haand; hvis vi ere skyldige, ville vi ikke søge at
unddrage os Lovens Straf.« Da Hoben hørte disse Ord, steg William
Peniston og Kinney eller McKinney, to af vore bitreste Fjender paa
den Kant af Landet, op paa nogle Bænke og begyndte at tale til
Folket, sigende: »Ja, mine Herrer, disse Mænd ere i vore Hænder;
lad os derfor ikke øve Vold, men lad Loven have sin Gang. Loven
vil dømme dem, og de skulle straffes efter den. Vi ville ikke gjøre
os skyldige i den Skjændsel at tage Loven i vor egen Haand,« osv.
Efter nogle Øjeblikkes Forløb vare de ganske rolige og syntes nu
at være ligesaa venlig sindede, som de kort før havde været
ondskabsfulde. Vin blev hentet, og vi maatte alle drikke paa Venskab med
dem. Dette skete i Retssalen (en lille Tømmerhytte, omtrent 12 Fod
i Firkant) i Mellemtiden mellem Forhandlingerne; og fra den Tid,
indtil vi kom bort, kunde man ikke faa nogen Vagt, som man turde
stole paa til at bevogte os, thi vi vandt fuldkommen vore Bevogteres
Venskab, og derfor bleve de stadig afløste. Vi sade tilbords med
Dommeren, Advokaterne o. Fl., og det Bedste, Landet kunde opbyde,
blev sat frem for os, tilsidst Senge med ordentlige Sengklæder i
— et Privilegium, som vi ikke havde nydt al den Tid, vi havde
været i Fængsel.
Medens vi vare der, fremkom ovennævnte Peniston ved en vis
Lejlighed halvt for Spøg og halvt for Alvor med en temmelig drøj
Hentydning til nogle af Brødrene. Dette oprørte Broder Josephs
Følelser; han betalte for en Del med samme Mønt, kun med en saadan
Kraft, at Jorden syntes at bæve under hans Fødder, og sagde: »Deres
Hjerte er ligesaa sort som Deres Bakkenbarter;« disse vare aldeles
ravnsorte. Peniston syntes at føie sig truffen og forlod beskæmmet
Værelset.
Vore Bevogtere, som vare meget venlig sindede mod os, bleve
forskrækkede og sagde: »Hr. Smith, tal ikke saaledes, De vil kun bringe
Dem selv og Venner i Forlegenhed.« Broder Smith svarede: »Frygt
ikke for mig, jeg veed nok, hvad jeg gjør.« Han tog altid sine172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
171
Brødre i Forsvar, naar deres Karakter blev angreben, ligemeget hvor
upopulært det end var at tale til deres Gunst.«
Den 9de April tog Forhøret over Fangerne i Gallatin, Daviess
County, sin Begyndelse for en drukken Jury, som for Størstedelen
bestod af Mænd, der havde deltaget i den blodige Udaad ved Hauns
Mølle. Austin A. King, der var ligesaa beskjænket som Juryen, var
præsiderende Dommer, og den berømte Prokurator Birch indtog den
vigtige Stilling som Kredsdommer. Forhøret varede i flere Dage, under
hvilket de samme Mænd, der om Dagen handlede som Jury, om
Natten sade som Vagt over Fangerne, og ligesom ved det foregaaende
Forhør i Richmond maatte ogsaa Brødrene her høre paa den laveste
og mest afskyelige Tale, som ugudelige og samvittighedsløse
Mennesker kunde fremføre.
Broder Stephen Markham, der af Komiteen i Far West var bleven
sendt til Gallatin for at besøge Fangerne og medbragte 100 Dollars
som Foræring til dem fra Broder Kimball, flk Tilladelse til at afgive
sin Forklaring i Retten, men da denne ikke vandt Pøbelens Bifald,
overdængede de ham med Skjældsord og Fornærmelser og truede
endog hans Liv i Rettens Paahør. Juryen fremlagde derpaa en Klage
imod Fangerne for »Brandstiftelse, Indbrud, Tyveri, Forræderi og Mord«.
Samme Nat oplodes Fremtidens Svner for Joseph, og han skuede
Maaden hvorpaa, og Midlerne hvorved, deres snarlige Udfrielse af
Fængslet kunde iværksættes; ligeledes saa' han den Fare, der truede
Broder Markham, og idet han vækkede ham, sagde han til ham, at
dersom han vilde staa tidligt op den næste Morgen og ikke vente
paa Dommerne og Advokaterne, som han havde besluttet, men ride
rask afsted, skulde han naa sit Hjem i god Behold, ja næsten før
han vidste af det; i modsat Fald vilde han blive overfaldet af
Pøbelen og dræbt. Næste Morgen stod Broder Markham op ved Daggry
og red i fuld Karriere til Far West, hvor han ankom Kl. 9 samme
Morgen. Nogle af Pøbelen satte efter for at skyde ham, men kunde
ikke indhente ham og maatte saaledes vende om med uforrettet Sag.
Det blev derpaa Fangerne tilladt at faa deres Sag paadømt i Boone
County i Stedet for i Daviess; som Følge heraf forlode de Gallatin
den 15de April under Bevogtning af fire Mænd foruden Sheriffen.
Den første Nat tilbragte de i Adam-ondi-Ahman, hvor de kjøbte to
Heste af Vagten. Den næste Dag tilbagelagde de 20 Mile, og før
Sheriffen om Aftenen begav sig i Seng, fortalte han dem, at han
vilde tage sig en god Drik Grog; de kunde da gjøre, som de
behagede. Saaledes var da endelig det gunstige Øjeblik kommen for
Joseph og hans Medfanger til at undslippe deres Fjender. Sheriffen
og tre af Vagten vare gaaede berusede i Seng, og den anden var
villig til at hjælpe Brødrene med at sadle deres Heste og komme bort.
»Da vi vidste,« skriver Joseph, »at vore Fjenders eneste Formaal
var at faa os ryddede af Vejen, at flere af vore Brødre vare blevne
myrdede ved Shoal-Bækken, blandt hvilke vare to Børn, at de ved
enhver Lejlighed søgte at fortrædige de Tilbageblevne i Staten, og at
de aldrig bleve dragne til Ansvar for deres barbariske Handlemaade,
men derimod opmuntredes af Authoriteterne, ansaa vi denne Lejlighed172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 172
for gunstig til at iværksætte vor Flugt. Vi ansaa det for en
paa-træDgende Nødvendighed at flygte; thi, som naturligt var, elskede vi
vort Liv og ønskede ikke at falde for Morderes og Stimænds Hænder;
vi elskede vore Familier og Venner for højt til ikke at ville frigjøre
os fra vore Fjenders Vold og fly fra Tyranniets og Trældommens
Land, for atter at kunne optræde blandt et Folk, i hvis Bryst de
Følelser for Frihed og Lighed lue, som gave Anledning til vor
Nations Opkomst — Følelser, som Staten Missouris Borgere vare
fremmede for. Derfor benyttede vi os af Vagtens Sløvhed som Følge af
Brændevinens Virkninger og forlode dem; den paafølgende Nat
tilbagelagde vi et godt Stykke Vej.
Efter at have fortsat vor Rejse Nat og Dag og efter at have lidt
meget af Anstrengelse og Hunger ankom vi omsider til Quincy i
Illinois, hvor jeg blev modtaget med mange Lykønskninger af mine
Venner og blev omfavnet af min Familie, som befandt sig over
Forventning godt, naar man tager Hensyn til, hvad de havde udstaaet.
Før jeg forlod Missouri, havde jeg udbetalt til Advokaterne i
Richmond 34,000 Dollars i Kontanter, Jorder osv. En Jordlod i Jackson
County, som jeg lod dem faa for 7,000 Dollars, bleve de kort efter
budte 10,000 for, hvilket de ikke vilde modtage.
For andre Processer, som bleve anlagte mod mig i de faa
Maaneder, jeg opholdt mig i denne Ståt, maatte jeg betale i
Prokuratorhonorarer omtrent 16,000 Dollars, altsaa tilsammen 50,000 Dollars,
som jeg kun flk lidt i Vederlag for, thi undertiden vare Advokaterne
bange for Pøbelens Trusler, og undertiden vare de saa drukne, at
de aldeles ikke kunde varetage deres Forretninger; dog gaves der
enkelte hæderlige Undtagelser.
Blandt dem, der optraadte som Hovedmænd for de uhørte
Forfølgelser mod de Sidste-Dages Hellige, fremhæves Følgende:
Generalerne Clark, Wilson og Lucas, Oberst Price og Cornelius Gillium;
ligeledes Kaptejn Bogart, hvis Iver i Undertrykkelsens og
Uretfærdighedens Tjeneste var exempelløs, og hvis største Fryd var at stjæle,
røve, myrde og udbrede Skræk og Ødelæggelse blandt de Hellige.
Han stjal fra mig en prægtig Hest med Sadel og Bidsel, som var
vurderet til 200 Dollars, hvilken han solgte til General Wilson. Da
jeg kom til Kundskab herom, henvendte jeg mig strax til General
Wilson med Anmodning om at udlevere mig Hesten, og han
forsikrede mig ved sin Ære som Officer og Gentleman, at jeg skulde
faa den tilbage. Dette Løfte blev imidlertid ikke opfyldt.
Alle de Trusler, Røverier og Mord, som disse Officerer havde gjort
sig skyldige i, oversaas aldeles af den udøvende Magt i denne Ståt,
thi Guvernøren maatte, for at skjule sin egen Brøde, beskytte dem,
som han selv havde beskikket til at udføre sine morderiske Planer.
Jeg befandt mig som Fange i vore Fjenders Vold i sex Maaneder,
og uagtet de havde besluttet at dræbe mig tilligemed mine Brødre,
som vare hos mig, og uagtet de uden Skygge af Lov og Ret havde
dømt os tre forskjellige Gange til at skydes, hvilket jeg senere erfarede,
og allerede bestemt Tid og Sted i dette Øjemed, er jeg dog paa
Grund af Gads Barmhjertighed og de Helliges Bønner, der opstige172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
173
for Naadens Trone, bleven udfriet af Fjendens Hænder og kan atter
glæde mig i mine Søskendes og Venners Samfund, hvem jeg elsker
og føler mig sammenbunden med, ja med Baand, som ere stærkere
end Døden, samt ved at befinde mig i en Ståt, hvor jeg tror Lovene
blive haandhævede, og hvis Indbyggere ere besjælede af Humanitet
og Velvillie.
Medens jeg befandt mig i mine Fjenders Hænder, følte jeg, som
naturligt var, stor Ængstelse for min Familie og mine Venner, som
bleve saa umenneskeligt behandlede, og som maatte begræde Tabet
af deres Ægtefæller og Børn, og som efter at være blevne berøvede
næsten Alt, hvad de ejede, bleve drevne fra Hus og Hjem og tvungne
til at vanke om som Flygtninge i et fremmed Land, for om muligt
at redde dem selv og deres Børn fra den Undergang, hvormed de
truedes i Missouri; dog skylder jeg Sandheden at sige, at for mit
eget Vedkommende følte jeg mig ganske rolig og hengiven i min
himmelske Faders Villie. Jeg var mig min Uskyldighed bevidst, saa
vel som de Helliges, og at vi ikke havde gjort Noget, som fortjente
en saa barbarisk Behandling som den, vore Forfølgere havde tildelt os.
Derfor kunde jeg trøstigt henvende mig til den Gud, som har alle
Menneskers Hjerter i sin Haand, og som saa ofte havde friet mig
fra Dødens Magt, og det endskønt al Redning syntes afskaaren og
min Undergang var besluttet, i det mindste af Mennesker; og fra det
første Øjeblik, jeg betraadte deres Lejr, følte jeg, at baade jeg, mine
Brødre og vore Familier skulde blive befriede. Ja, den stille Røst,
som saa ofte havde tilhvisket mig Trøst i min store Kummer og
Nød, bød mig være ved godt Mod og tilsagde mig Frelse, hvilket
forskaffede mig stor Glæde. Og endskjønt »Hedningerne fnysede, og
Folket grundede paa Forfængelighed«, var dog Hærskarernes Herre,
Jakobs Gud, min Tilflugt, og naar jeg raabte til ham paa Sorgens
Dag, befriede han mig, hvorfor jeg af min ganske Sjæl lover og
priser hans hellige Navn, thi endskjønt »vi trænges paa alle Maader,
forsage vi ikke; vi ere tvivlende, men fortvivle ikke; vi ere forfulgte,
men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte«. (2 Kor. 4:8.)
De Helliges Opførsel under de mange Forurettelser og Lidelser, som
ere dem tilføjede, har i Sandhed været rosværdig. Deres Mod til at
forsvare Brødrene mod Pøbelens Vold; deres Hengivenhed for
Sandhedens Sag under de mest trykkende Omstændigheder; deres
Kjærlighed for hverandre; deres Beredvillighed til at yde mig og mine Brødre
Hjælp, medens vi sukkede i Fængslet; deres Opofrelser, da de
forlode Missouri, og deres Bestræbelser for at hjælpe de arme Enker
og faderløse Børn og sikre dem et Hjem i et mere gjæstfrit Land
— alt dette tjener til at hæve dem i alle gode og rettænkende
Menneskers Agtelse, og har sikret dem Jehovas Miskundhed og et evigt
Navn, ja et Navn såa varigt som Evigheden. Deres ædle Daad og
heltemodige Handlinger til Forsvar for Sandheden og deres Brødre
skulle bevares i frisk Minde, naar deres Forfølgeres Navne forlængst
ere begravne i Glemselens Nat, eller kun erindrede paa Grund af
deres Grusomhed og Barbari.
De Helliges Hengivenhed for mig, medens jeg var i Fængslet,172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 174
skal jeg aldrig glemme, og naar jeg saa', at de bleve drevne bort
og fornærmede af Slutteren og Vagten, da de kom for at gjøre Godt,
for at indgyde os Mod, fremkaldtes der Følelser i mit Bryst, som
jeg ej kan beskrive. De derimod, som ønskede at fornærme os ved
deres Trusler og Gudsbespottelser, opmuntredes og høstede Bifald.
Men Gud være takket, vi bleve befriede, og endskjønt nogle af
vore elskelige Brødre have beseglet Vidnesbyrdet med deres Blod og
have lidt Martyrdøden for Sandhedens Sag, skal dog deres Glæde
være evig. Lad os ikke sørge som dem, »der intet Haab have«; den
Tid nærmer sig hurtig, da vi atter skulle skue dem, uden at
forstyrres af de Ugudelige. Ja de, som ere hensovede i Kristo, skal han
bringe med sig, naar han kommer i sin Herligheçl for at beundres
af dem, som tro, men for at bringe Hævn over sine Fjender og dem,
som ikke ere hans Evangelium lydige.
Paa den Dag skal Enkernes og de Faderløses Hjerter trøstes, og
hver Taare paa deres Kinder aftørres. Prøvelserne, de have
gjennemgaaet, skulle virke til deres Gavn og berede dem til at leve sammen
med disse, der ere udkomne af den §tore Trængsel, og som have
tvættet deres Klæder hvide i Lammets Blod.
Forundres derfor ikke, om I forfølges, men ihukom Frelserens Ord:
»Tjeneren er ikke bedre end sin Herre; have de forfulgt mig, ville
de forfølge eder.« Alle de Lidelser, de Hellige maa gjennemgaa, ere
kun Opfyldelsen af Profeternes Ord, som ere udtalte siden Verdens
Skabelse.
Vi gjøre derfor vel i at lægge Mærke til Tidernes Tegn, at ikke
Herrens Dag skal »komme som en Tyv om Natten«. Forfølgelse,
Fængsel, Lidelse og Død maa vi vente, ifølge Skriftens Vidnesbyrd,
der underretter os om, at deres Blod, hvis Sjæle vare under Alteret,
kunde ikke blive hævnet paa dem, der bo paa Jorden, før deres
Medbrødre vare ihjelslagne ligesom de.
Dersom disse Rædselsscener havde fundet Sted blandt Barbarer,
under en Despots Scepter eller i en Nation, hvor en vis Religion var
vedtagen som Statsreligion, og alle andre Trosbekjendelser vare
ban-lyste, da kunde der være Skin af Undskyldning. Men hvem kunde
tænke, at det kunde finde Sted i et Land, som roser sig af at være
Frihedens og Lighedens Vugge, og hvor Røsten af Sejrherrerne, som
fordrev vore Fjender, neppe er hendøet, hvor vi hyppig havde færdedes
blandt dem, hvis Arme vare blevne hærdede i Forsvar af deres
Fædreland og Frihed, hvis herlige Institutioner ere et uudtømmeligt Thema
for Filosofer og Digtere, og som have vakt hele den civiliserede
Verdens Beundring. Hvem kunde tænke, at en saa heftig Forfølgelse
under disse lovende Omstændigheder kunde blive paabegyndt og en
saa rædsom Udaad udøvet af en af disse frie Staters Indbyggere?
Hvo kan fatte, hvorledes denne store Republiks Sønner kunde føre
Dødsstødet mod de Institutioner, for hvilke vore Fædre havde kæmpet
i saa mangt et Slag, og for hvilke saa mangen en ædel Patriot havde
udgydt sit Blod? og hvorledes der, midt under den almindelige Jubel
for vor nationale Frihed, kunde lyde Graad, Jammer og Veraab?
Ja! i dette Land samlede der sig en Pøbel, som — ringeagtende de172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
175
fortrinlige Love, for hvilke saa meget Blod blev udgj-dt, og død for
al menneskelig Følelse og den Kjærlighed, som besjælede
Frihedskæmperne — overfaldt de Hellige, fordi deres religiøse Anskuelser
afvege fra Pøbelens, og ikke blot ødelagde de Helliges Hjem,
fordreve dem og berøvede dem deres Gods, men endog myrdede mange
af Amerikas fribaarne Sønner. Ja, en Forfølgelse fandt Sted, som ikke
har sin Lige i nyere Tider, og neppe nok i Oldtidens barbariske
Tidsaldere. Selv den vilde Indianer maatte blegne ved Beretningen
om samme. Det vilde i det mindste have været lidt Trøst, dersom
Statens Authoriteter havde været uskyldige i disse Voldshandlinger;
men de ere desværre delagtige i Brøden, og uskyldigt Blod, selv
Børns, raaber til Himmelen om Hævn.
Jeg spørger Borgerne af denne mægtige Republik, om en saadan
Tingenes Tilstand skal hengaa upaaagtet, og om Enkers, Faderløses og
Fædrelandsvenners Hjerter skulle knuses, og deres Forurettelser lades
uden Oprejsning? Nej! Jeg besværger vor Konstitutions Genius. Jeg
appellerer til de frie Amerikaneres Patriotisme at standse denne
lovløse og vanhellige Færd, og beder til min Gud, at han vil bevare
denne Nation fra de gruelige Følger af saadanne Voldsgjerninger.
Findes der ingen Retfærdighed og Dyd i det politiske Element?
Vil ikke Folket rejse sig i sin Kraft, og med den Bestemthed og
Iver, der er dem saa ejendommelig, sætte en Grænse for dette Uvæsen
ved at straffe Ugjerningsmændene paa den eftertrykkelige Maade,
som deres Daad fortjener, paa det Nationen kan frelses fra den
Skjændsel og fremtidige Ødelæggelse, som i modsat Tilfælde
uundgaaelig vil blive dens Lod?«
NITTENDE KAPITEL.
De sidste Hellige forlade Far West. — En den 8de Juli 1838 given
Aabenbaring til de Tolv opfyldes paa det Bogstaveligste. — Byen Commerce bliver
under Navn af Nauvoo opbygget af de Hellige. — Joseph giver de Hellige
Undervisning om Evangeliets Prineiper og Lærdomme saa vel som om
Præstedømmet etc.
Paa samme Tid, som Joseph ankom til Quincy, vare de sidste
Hellige i Færd med at forlade Far West. Uagtet de gjorde alt muligt
for at paaskynde deres Flytning, vare de dog hele Tiden blevne
besværede af deres Fjender, som i bevæbnede Skarer vedbleve at strejfe
uhindrede omkring, fornærmende de forsvarsløse Borgere paa næsten
alle tænkelige Maader. Broder Anson Cail, som ved en vis Lejlighed
vovede sig tilbage til Ray County for at sælge sin Ejendom ved
Elk-horn, blev strax tagen tilfange af en Neger og ti Mænd af Pøbelen,
som sloge ham med knyttede Næver, huggede ham flere Gange over
Ansigtet med en Boviekniv og bibragte ham flere Saar. Efter at have
mishandlet ham i omtrent fire Timer, førte de ham hen til et
Hasselkrat, men medens de her raadsloge om, hvad de skulde gjøre ved
ham, løb han ind i Krattet og undkom lykkelig til Far West, trods172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 176
deres Forfølgelser, men maatte opgive Haabet om at redde noget
af sit Gods.
Broder Kimball, som tilligemed Komiteen havde Opsyn med de
Helliges Bortflytning, efter at Præsident Brigham Young var bleven
nødsaget til at forlade Far West, eftertragtedes meget af Pøbelen og
maatte som Følge heraf om Dagen skjule sig, hvor han bedst kunde,
og om Natten møde i Raad med Komiteen og Brødrene.
Den 20de April 1839 forlode derpaa de sidste Hellige Far West,
hvorved atter et helt Folk, forskjellig anslaaet til mellem 10 og
15,000 Sjæle, var bleven fordrevet fra Hjem og Ejendomme og bragt
i den yderste Fattigdom og Nød. Tabet af Ejendom var uhyre, naar
Alt medregnes, saasom Huse, Land, Kvæg, Faar, Svin, Avisredskaber,
Husgeraad, Klæder, Penge og Sæd. Et af de mest blomstrende
Coun-tier i Staten tilligemed store Strækninger af andre Countier var bleven
forvandlet til et Øde eller kun beboet af omstrejfende Bander af
Mordere og Røvere.
Tiden nærmede sig nu med stærke Skridt, da den føromtalte
Profeti med Hensyn til de Tolv skulde gaa i Opfyldelse, men det syntes
næsten en Umulighed, at det kunde ske, thi de Hellige vare alle
fordrevne fra Landet, og det vilde ifølge Pøbelens Trusler koste en
Apostel Livet, dersom han lod sig tilsyne i Far West. Ikke desto
mindre begav Præsident Young i Forening med Ældsterne Orson
Pratt, John Taylor, Wilford Woodruff, George A. Smith og Alpheus
Cutler sig paa Vejen til Far West for at efterkomme Aabenbaringen.
Undervejs traf de Ældste John E. Page, som nu var en af de Tolv,
og som de opfordrede til at følge med sig, hvilket han derpaa gjorde.
Strax før de kom til Far West, mødte de tre andre Brødre, som
meldte, at Pøbelen under deres Ophold i Byen havde drillet dem
med denne Aabenbaring, som de sagde umulig kunde opfyldes, da
Apostlene vare adspredte til de fire Vinde, og udstødte haarde Trusler
mod dem, hvis de fandt dem i Far West den næste Dag. De vendte
om og fulgte med Præsident Young og hans Brødre til Fader
Timothy B. Clarks Hus tæt ved Far West. Tidligt om Morgenen den
26de April — Dagen, der var nævnt i Aabenbaringen — blev en
Konference afholdt paa dette Sted, ved hvilken 31 Personer
udelukkedes af Kirken. Apostlene og de Hellige gik derpaa hen til
Byggepladsen for Herrens Hus, og Ældste Cutler, Formanden for
Bygningsarbejdet, begyndte atter at lægge Grundvolden, ifølge Aabenbaringen,
ved at rulle en stor Sten op til det sydøstlige Hjørne. Følgende af
de Tolvs Kvorum vare tilstede: Brigham Young, Heber C. Kimball,
Orson Pratt, John E. Page og John Taylor, som derpaa ordinerede
Wilford Woodruff og George A. Smith til Apostelembedet i Stedet
for dem, som vare faldne. Darwin Chase og Norman Shearer, der
netop vare udslupne af Richmond Fængsel og ankomne her til Aftenen
forud, ordineredes til Halvfjerds. De Tolv holdt derpaa Bøn i
følgende Orden: Brigham Young, Heber C. Kimball, Orson Pratt, John
E. Page, John Taylor, Wilford Woodruff og George A. Smith;
hvorefter Sangen »Adam-ondi-Ahman« blev sungen. Derpaa toge de Af-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
177
sked, ifølge Aabenbaringen, med de tilstedeværende Hellige, 18 i
Tallet, og hævede Konferencen.
Da de Hellige forlode Forsamlingen, sagde Theodore Turley til
Ældsterne Page og Woodruff: »Vent lidt, medens jeg siger Farvel
til Broder Isaac Russell, og idet han bankede paa Døren, kaldte han
paa Broder Russell, hvis Hustru raabte: »Kom ind — det er Broder
Turley.« »Nej, det er det vist ikke,« sagde Russell, som syntes helt
betuttet, »han rejste jo her fra for to Uger siden«; men da han blev
sikker paa, at det var Turley, bad han ham sidde ned, hvilket denne
afslog med de Ord: »Det kan jeg ikke, thi saa mister jeg mit
Rejseselskab.«
»Hvem flere er da med?« spurgte Russell.
»De Tolv,« var Svaret.
»De Tolv?« gjentog Broder Russell.
»Ja, veed du ikke, at det er den 26de i Dag,« fortsatte Ældste
Turley, »den Dag, hvorpaa det var de Tolv befalet at tage Afsked
med deres Venner paa Tempelpladsen, forinden de gik paa deres
Missioner til Øerne i Havet? Aabenbaringen er nu opfyldt, og jeg
gaar med dem.«
Broder Russell stod maalløs af Forbauselse og bød Turley Farvel.
Saaledes opfyldtes Aabenbaringen, om hvilken de Helliges Fjender
havde sagt, at selv om alle de andre af Joseph Smiths Aabenbaringer
bi eve opfyldte, skulde denne dog aldrig blive det, da den havde
baade Dag og Sted tilføjet.
Tre Dage efter sin Ankomst fra Missouri rejste Joseph i Forening
med den Komite, som var bleven beskikket til at vælge
Nedsættelses-steder for de Hellige, til Iowa og undersøgte forskjellige Steder i Lee
County samt Egnen omkring Commerce i Hancock County, Illinois.
Disse to Countier vare beliggende lige over for hinanden paa hver
sin Side af Mississippi-Floden. Commerce blev valgt som det mest
passende Bosted for de Hellige, og betydelige Landejendomme bleve
strax opkjøbte paa Kirkens Vegne. Et Militærfort, kaldet Montrose,
havde tidligere ligget paa den modsatte Side af Floden, og der fandtes
endnu nogle af de Hytter, som Soldaterne havde opført.
Den 3die Maj vendte Joseph tilbage til sin Familie og de Hellige
i Quincy, hvor han samme Dag for første Gang siden sin Undvigelse
fra Missouri traf sammen med de Tolv, der Dagen i Forvejen vare
komne tilbage fra deres Mission til Far West. Deres Møde var i
Sandhed gribende, og Joseph følte som en Fader, der efter at være
undsluppen et Rædselsherredømme atter befandt sig blandt sine Børn.
De tre næstfølgende Dage afholdt Kirken en Konference i Quincy,
hvor Joseph selv præsiderede. Blandt Andet, som her vedtoges, var
ogsaa Følgende: »Herved bevidnes, at denne Konference sanktionerer
og bekræfter de Tolvs Forhandling i Konferencen, afholdt paa
Tempelpladsen i Far West, Missouri, den 26de April sidstleden.«
Den 9de Maj forlod Joseph tilligemed sin Familie Quincy for at
tage til Commerce, hvor han ankom Dagen efter og tog Ophold i et
Bræddehus ved Flodbredden. At give Raad, skrive Breve, diktere sit
Levnetsløb og udfærdige Dokumenter, der fremsatte de Helliges For-
12172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 178
urettelser i Missouri, samt opmaale Bylodder og mange andre
Forretninger lagde Beslag paa hans Tid efter hans Ankomst til denne Bv.
Dokumenterne, som udfærdigedes, skulde indsendes til Regjeringen i
Washington. Mange af de Hellige begyndte snart at samles til
Com-merce og dens Omegn, medens andre, hvoriblandt Præsident Young
og flere af de Tolv, flyttede med deres Familier til Montrose paa
den anden Side af Floden, hvor de indrettede nogle af de gamle
Barakker til midlertidige Boliger.
Da Kirken først nedsatte sig i denne Egn, havde selve Byen
Com-merce kun sex Huse, nemlig et Stenhus, tre Bræddehuse og to
Blokhuse; foruden disse var der fire andre Huse i dens umiddelbare
Nærhed, nemlig et Stenhus og tre Blokhuse. Landet var for Størstedelen
bedækket med Træer og Buske, og meget af det var saa vaadt og
sumpigt, at Vognene neppe kunde føres over det uden at synke i til
Axelen. Stedet var tillige saa usundt, at to mislykkede Forsøg havde
tidligere været gjort af Andre paa at nedsætte sig der. Trods alt
dette troede dog Joseph, at Stedet formedelst Herrens Velsignelser
kunde blive ligesaa sundt som noget andet, og han ansaa det for
Visdom at gjøre Forsøg paa at bygge en Stad der. Det gamle Navn
Commerce blev forkastet, og den nye Stad fik Navn af »Nauvoo«,.
som paa Hebraisk betyder »et yndigt Sted«, hvilket var et meget
passende Navn, thi Stedet havde, trods sin Usundhed, en skjøn
Beliggenhed. Den mægtige Mississippi-Flod dannede saaledes i sit Løb
en Halvcirkel omkring selve Byen, hvorved en stor Del af samme
fik Udseende af en Hestesko, medens Floden strømmede forbi hver
Ende af nogle af de fornemste Gader. Efter nogle faa Aars Forløb,,
da det bakkede Land omkring Byen var bleven opdyrket og
Sumpene udtørrede, var Nauvoo bleven ligesaa sund som noget andet
Sted i Illinois.
Den 24de Juni kjøbte Kirken Nashville By i Lee County, Iowa,
og henved 20,000 Akres Land i dens Nærhed. Kort efter anlagde
man endnu en By (som efter Josephs Forslag fik Navnet Zarahemla)
paa et større Stykke Land, som var bleven opkjøbt af Biskop Knight
lige over for Nauvoo paa Iowa Siden.
Paa denne Tid gav Joseph de Hellige megen Undervisning
angaaende Evangeliets Principer og Lærdomme. Af en Tale, som han holdt
i en Konference af de Tolv den 27de Juni, hidsætte vi Følgende:
»Troen kommer derved, at man hører Guds Ord ved hans Tjeneres
Vidnesbyrd; et saadant Vidnesbyrd ledsages altid af Profetiens og
Aabenbaringens-Aand.
Med Omvendelse bør man ikke spøge hver Dag. Daglig Overtrædelse og
daglig Omvendelse er ikke Gud til Velbehag.
Daaben er en hellig Ordinance, en Forberedelse og Betingelse for
Annam-melsen af den Helligaand.
Den Helligaands Gave, der meddeles ved Haandspaalæggelse, kan kun
erholdes formedelst Lydighed til Retfærdighedens Principer, thi den viger bort
fra Enhver, som ikke i Oprigtighed underkaster sig de Betingelser, som Frels
ningsplanen foreskriver.
Tungemaalsgaven blev given i den Hensigt, at man ved dens Hjælp kunde
prædike i det Sprog, Tilhørerne forstode, som f. Ex. paa Pinsefestens Dag.
Det er ikke nødvendigt, at Menigheden skal belæres om denne Gave, thiJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
179
Enhver, der besidder den Helligaand, kan tale om de Ting, der høre Guds
Rige til, ligesaa godt i sit Modersmaal som i et fremmed Sprog, thi Troen
kommer ikke derved, at kraftige Gjerninger eller Tegn udføres, men ved
Forkyndelsen af Guds Ord.
Læren om de Dødes Opstandelse og den evige Dom bør prædikes som et
af Jesu Kristi Evangeliums første Principer. * * •
En Evangelist er en Patriark, det er, den ældste Mand af Josephs Stamme
eller af Abrahams Afkom. Hvor som helst Kristi Kirke er oprettet paa Jor
den, bør der være en Patriark til Nytte for de Helliges Afkom, ligesom
Tilfældet var med Jakob, der gav sine patriarkalske Velsignelser til sine Sønner.«
I en Forsamling, som blev afholdt i Nauvoo den 2den Juli,
velsignede Joseph Wilford Woodruff og George A. Smith, som nylig vare
blevne kaldte til Apostelembedet, samt Theodore Turley, en af de
Halvfjerds, hvorefter han holdt en lærerig Tale, hvoraf det Følgende
er et Udtog:
»Lader Barmhjertighed altid gjøre sig gjældende hos eder, og værer villige
til at tilgive eders Broder, saa snart I se Tegn paa Omvendelse hos ham.
Skulde vi tilgive vor Broder, ja endog vore Fjender, førend han omvender sig
eller beder om Tilgivelse, vil vor himmelske Fader være ligesaa naadig mod os.
De tolv Apostle, saa vel som alle de Hellige, bør være rede til at bekjende
alle deres Svagheder og Fejl og ikke holde den mindste af dem skjult; de
Tolv bør være ydmyge, ikke hovmodige eller stolte, og ej heller bør den Ene
søge at overgaa den Anden, men altid handle saaledes, at det kan tjene dem
alle til Gavn; de bør bede for hinanden, ære deres Broder og ikke bagtale
ham eller tale ilde om hans Navn. Hvorfor vil ikke Mennesket, i Stedet for
at lære Alt ved tung Erfaring, lære Visdom af de mange Vidnesbyrd og
Exempler, som ere givne i vore Dage. Mon de to Brødre, som nu ere ordinerede
til at være Apostle, i Stedet for de to, som ere frafaldne, ville begynde at
ophøje sig, indtil de styrte sig i Fordærvelsens Gab, og derpaa vade gjennem
Mørkets og Elendighedens Dynd, lig Judas, og undergaa Satans Tugtelse,
saasom nogle af de Tolvs Kvorum allerede have gjort, eller ville de lære
Visdom og vandre fremad i Ydmyghed? Jeg haaber og beder til Gud, at de maa
lære Visdom og holde sig ydmyge for Gud, vor Fader.
Naar de Tolv eller andre Vidner fremstaa for Forsamlinger, det være sig
paa et hvilket som helst Sted paa Jorden, og de prædike ved Guds Aands
Kraft, og Folket forundrer sig derover og siger: »Den Mand har holdt en
herlig og fyndig Tale«, da lad den Mand eller de Mænd tage sig i Agt for
ikke at tilskrive sig selv Æren derfor; men lad dem erindre, at de skulle
holde sig ydmyge og give Gud og Lammet Æren; thi det er ved det hellige
Præstedømmes Kraft og ved Aandens Indskydelse, de tale. Er Mennesket vel
Andet end Støv? Eller fra hvem faar han sin Kraft og sine Velsignelser uden
fra Gud?
Derfor, I tolv Apostle, lægger nøje Mærke til, hvad jeg sagde, og bruger
Visdom for Kristi og eders egen Sjæls Frelses Skyld. I ere ikke udsendte for
at blive belærte, men for at belære. Værer ydmyge, sagtmodige og trofaste,
thi denne er en Dag til Advarsel og ikke til mange Ord. Værer ærlige og op
rigtige, og værer ikke Øjentjenere, men værer aabne og frimodige i al eders
Vandel.«
Følgende er et kort Uddrag af en længere Forklaring, som Joseph
gav om Præstedømmet og forskjellige af Kirkens Lærdomme:
»Præstedømmet blev først givet til Adam; han erholdt det første
Præsidentskab og var i Besiddelse af dets Nøgler fra Slægt til Slægt.
Han modtog det i Skabelsens Morgen. * * * Vi læse i 1ste Mosebog,
at han fik Herredømmet over hver levende Skabning. Han er Mikael,
Erkeengelen, som omtales i Skrifterne. Derefter blev Noah beskikket
til den guddommelige Myndighed; han er Gabriel og har Myndighed
12*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 180
næst efter Adam i Præstedømmet. Gud beskikkede ham til dette
Embede, og han var Faderen til alle dem, der levede i hans Dage;
derfor fik han Herredømmet over dem. Disse Mænd indehavde
Præstedømmets Nøgler, først paa Jorden og siden i Himmelen.
Præstedømmet er evigt og var hos Gud fra Evighed og vil
vedblive at existere i al Evighed; det er uden Dages Begyndelse og Aars
Ende. Dets Nøgler maa gjengives fra Himmelen, naar som helst
Evangeliet skal prædikes for Menneskene. * * *
Daniel omtaler i sit 7de Kapitel den Gamle af Dage; han mener
den ældste Mand, vor Fader Adam eller Mikael. * * *
Menneskets Aand er ikke skabt; den var til fra Evighed og vil
blive til i al Evighed. Det, som er skabt eller dannet, kan ikke vedblive
at existere. Vandet osv. var til fra Evighed af som Elementer. * * *
Frelseren, Moses og Elias skjænkede Præstedømmets Nøgler til Peter,
Jakob og Johannes ved Forklarelsen paa Bjerget. Præstedømmet har
været til fra Evighed af — det har hverken Fader eller Moder.
Dersom Ordinancerne ikke undergaa nogen Forandring, forandres
Præstedømmet ej heller. Hvor som helst Evangeliets Ordinancer forvaltes,
findes Præstedømmet.
Hvorledes ere vi komne i Besiddelse af Præstedømmet i disse sidste
Dage? Det er bleven os overdraget i den rette Følgeorden. Peter,
Jakob og Johannes erholdt det, og de have igjen paalagt Andre det.
Kristus er den første Høj præst. * * *
Jeg saa' Adam i Dalen Adam-ondi-Ahman i et Syn; han
sammenkaldte sine Børn og gav dem en patriarkalsk Velsignelse. Herren viste
sig i deres Midte, og han (Adam) velsignede dem alle og forudsagde,
hvad der skulde hænde dem indtil de sidste Tider. (Se Pagtens Bog,
107: 53—56.
Adam velsignede sit Afkom, fordi han vilde bringe dem til Guds
Nærværelse. Moses forsøgte det Samme med Israels Børn ved den
Helligaands Kraft, men han kunde ikke. I Verdens første Tidsaldere
forsøgte man paa at erholde Præstedømmets Magt og Myndighed, og
Mænd som Elias f. Ex. bleve oprejste for at gjengive det, men det
lykkedes ikke den Gang; det blev derimod profeteret, at den Dag
skulde komme, da Præstedømmet i al sin Kraft og Herlighed atter
skulde aabenbares eller gjengives. Paulus taler om Tidernes Fyldes
Husholdning, da Gud skulde samle Alt til Et. De Mænd, til hvem
Nøglerne have været givne, maa være tilstede i den Uddeling, han
taler om, thi de kunne ikke blive fuldkomne uden os.
Disse Mænd ere nu i Himmelen, men deres Afkom lever endnu
her paa Jorden. Disse Fortidens hellige Mænd have Medlidenhed med
os. Gud vil sende sine Sendebud her til Jorden. I Matthæi
Evangelium (13: 11) læse vi, at Menneskens Søn skal udsende sine Engle.
Alle disse bemyndigede Væsener ville komme ned og forene sig med
os i at udføre denne store Gjerning.
Frelse kan ikke opnaas uden Aabenbaring; det er forgjæves at
prædike uden forudgaaende Aabenbaring fra Himmelen. Intet
Menneske kan være en Jesu Kristi Tjener, uden han har Jesu Vidnesbyrd,
som er Profetiens Aand. Saliggjørelse er altid bleven meddelt ved172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
181
Vidnesbyrd. Mænd i vore Dage tale orn Himmelen og Helvede, og
de have dog ikke set nogen af Stederne, og jeg tør sige, at intet
Menneske kjender noget til dem, uden han har set dem.
Menneskene give sig Mine af at kunne forudsige. Jeg vil profetere,
at Tegnene paa Menneskens Søns Tilkommeise allerede ere begyndte.
Vi ville snart faa Krig og Blodsudgydelse, og Maanen vil forvandles
til Blod. Jeg bevidner dette, og at Menneskens Søns Tilkommelse er
nær. * * *
Menneskenes Børns Hjerter skulle vendes til deres Fædre, og
Fædrenes til Børnenes, hvadenten de ere levende eller døde, for at de
kunne være beredte paa Menneskens Søns Tilkommelse. Dersom Elias
ikke kom, vilde hele Jorden blive fordærvet. * * *
Vi kunne vente Englebesøg og modtage deres Betjening, men vi
skulle prøve Aanderne, thi det er ofte Tilfældet, at vi tage fejl af
dem. Gud har saaledes beskikket det, at naar han meddeler Noget,
skal man ikke tro Andet, end hvad man ser med Øjet og hører med
Øret. Naar I faa et Syn, bed da om dets Udtydning; dersom I ikke
faa den, tilluk da Synet, thi der bor haves Vished i Sagen. Et aabent
Syn vil tilkjendegive det, som er af Vigtighed. Falske Aander gaa
ud over Jorden. Der vil blive mange Tilkjendegivelse^ baade af
sande og falske Aander.
At blive gjenfødt sker ved Guds Aand, ved Lydighed til
Ordinan-cerne. — Guds Engle have ikke Vinger. Nogle paastaa, at de have
set en Aand, som vilde række dem Haanden, men at de ikke toge
den; dette erklærer jeg dog for en Usandhed, thi det er
uoverensstemmende med Guds Plan.
En Aand viser sig ikke uden i Herlighed, og en Engel har baade
Kjød og Ben, og vi se ikke dens Herlighed. Djævelen selv kan vise
sig som en Lysets Engel. Naar I se en saadan, bed da Gud om at
tilkjendegive eder, om det er en god eller ond Engel; dersom det
da er Djævelen, vil han fly for eder, men dersom han er fra Gud,
vil han tilkjendegive det, eller selv lægge for Dagen, fra hvem han
er udsendt. * * *
Det er ikke enhver Aand og Sang eller ethvert Syn, der er fra
Gud; Djævelen er en stor Taler og besidder stor Magt. * * * Tal ikke
i Tungemaal, uden I forstaa det, eller uden I faa Udtydningen deraf.
Djævelen kan tale i Tungemaal; vor Saliggjørelses Modstander vil
arbejde imod os; han vil friste alle Mennesker og tale i fremmede
Sprog. Ingen bør tale i Tungemaal, uden han tillige besidder Gaven
til at udlægge det, medmindre den præsiderende Ældste skulde give
sit Samtykke dertil; da kan han udlægge det selv, eller en Anden
kan gjøre det. Lad os søge at komme i Besiddelse af samme
Herlighed som Adam, Abraham, Noah og Apostlene, som besidde disse
Gaver, saa skulle vi blive regnede blandt deres Tal, naar Kristus
kommer.«
Den 3die Juli døbte Joseph Dr. Isaac Galland, hvis Medvirken
Anlæggelsen af Nauvoo for en Del skyldtes, og gav ham
Haands-paalæggelse ved Strandbredden; omtrent to Timer efter blev han
ordineret til Ældste.172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 182
TYVENDE KAPITEL.
Parley P. Pratt og Medfanger føres under en stærk Vagt til ßoone County i
Forhør. — Besværligheder paa Rejsen. — Indsættes ved Ankomsten til
Columbia i et mørkt og smudsigt Fængsel, hvor fra det strax efter lykkes Pratt
og Phelps at undvige. — De syge Hellige i Nauvoo og Omegn helbredes af
Joseph i massevis. — De Tolv begive sig, skjønt syge og fattige, paa deres
Mission til England. — Afrejse i tvende Selskaber fra New York og ankomme
efter en haard Sørejse til Liverpool. — Mærkelige Hændelser undervejs.
Det vil erindres, at paa samme Tid som Joseph og hans Medfanger
indsattes i Liberty Fængsel, blev Parley P. Pratt, Morris Phelps,
Lu-man Gibbs, Darwin Chase og Norman Shearer indsatte i Richmond
Arresthus i Ray County. Efter at have hensiddet der i omtrent sex
Maaneder, bleve de endelig den 24de April 1839 fremførte for en
Grand-Jury, som bestod af de Helliges bitreste Fjender under
Forsæde af den berygtede Dommer Austin A. King. Efter dette Forhør
bleve Darwin Chase og Norman Shearer løsladte, medens de Øvrige
transporteredes tilbage til Richmond Fængsel. Fru Phelps, som i
nogle Dage havde opholdt sig i Fængslet hos sin Mand i Haab om,
at han snart vilde blive løsladt, saa' sig nødsaget til at byde ham
Farvel, og begav sig, overvældet af Sorg og Taarer, med sit Barn
paa Vejen til Illinois. Fangernes Antal i Richmond var nu reduceret
til tre, og af disse vare kun Parley P. Pratt og Morris Phelps i
Kirken; Luman Gibbs havde nemlig i Forvejen fornægtet Troen.
Deres Tal blev kort efter forøget med en Broder ved Navn King
Foliet, som var bleven bortslæbt fra sin ulykkelige Familie i samme
Øjeblik, som de vare i Færd med at forlade Staten. Da de omsider
fik Lejlighed til at faa deres Sag forhørt i en Distriktsret i Boone
County, bleve de om Morgenen den 22de Maj 1839 lænkede sammen
to og to og i denne Stilling førte ud af Fængslet. Idet de skulde
kjøre bort, samlede Folket i Richmond sig omkring dem, men Ingen
syntes at nære nogen Sympathi for dem undtagen to Personer; den
ene af disse var General Parks Frue, som hilste dem igjennem
Vinduet, da de kjørte forbi; den anden var Hr. Huggins, Kjøbmand i
Richmond, som bøjede sig ærbødigt.
De forlode Richmond under Ledsagelse af Landsdommeren Brown
og fire bevæbnede Mænd, der skulde passe paa dem, og kjørte til
Columbia. Det havde regnet og tordnet i de sidste Dage og vedblev
dermed næsten uden Ophold under hele Rejsen til deres
Bestemmelsessted; de smaa Vandløb vare som Følge deraf saa opfyldte med
Vand, at det næsten var umuligt at sætte over dem.
Den 23de kom Fangerne til en Aa, som var temmelig bred og
dyb og havde en meget stærk Strøm. Det var henimod Aften og
langt borte fra noget Hus, da de kom der til, og de havde ingen
Forfriskning nydt den hele Dag; de standsede nu uden at vide, hvad
de skulde gjøre, og ventede en Stund paa, at Vandet skulde synke,
men dette skete kun langsomt. Alle vare sultne og utaalmodige; en
regnfuld Nat syntes at nærme sig, i hvilken Aaen muligvis vilde
stige højere inden Morgenen.
Medens de befandt sig i denne Forlegenhed, begyndte de at raad-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
183
■slaa om, hvad de skulde gjøre. Tilsidst foreslog Broder Pratt for
Landsdommeren, at man skulde tage hans Jern af ham, thi saa vilde
han gaa ud i Vandet og prøve, hvor dybt det var; dette indvilgede
Hr. Brown i efter nogen Betænkning. Broder Pratt sprang derpaa i
Vandet, svømmede tværs over Aaen og prøvede paa at vade tilbage;
han mærkede, at Bunden var haard, og Vandet gik ham op til Hagen
under en meget stærk Strøm.
Derefter forsøgte Fredsdommeren at svømme over Aaen paa sin
Hest, men den kastede ham af, og han faldt i Vandet. Dette afgjorde
Dagens Skjæbne. Da Hr. Brown var bleven aldeles vaad ved sit
Forsøg paa at sætte over Aaen, besluttede han, at hele Selskabet med
deres Bagage strax skulde prøve at naa den anden Bred. Nogle
klædte sig derpaa af, bestege Hestene og toge deres Klæder, Sadler
og Vaaben tilligemed en Kuffert og Sengklæder paa Skuldrene; paa
denne Maade kom de over, uden at Tøjet blev vaadt, dog først efter
at have redet frem og tilbage i Aaen adskillige Gange. I dette
Arbejde toge baade Vagten og Fangerne lige Del. Alt var nu i
Sikkerhed undtagen Vognen; Phelps foreslog, at man skulde bringe den
over ved at lade to Heste spænde for den og lade dem svømme over
med den; selv steg han derpaa op paa den ene Hest, medens Broder
Pratt og en af Vagten svømmede ved Siden af Vognen for at holde
den, saa at ikke Strømmen skulde kaste den tilbage; paa denne
Maade naaede de alle lykkelig og vel den anden Bred. Hver Ting
var snart paa sin rette Plads igjen; Fangerne satte sig i Vognen, og
Vagten bestege sine Heste, hvorpaa Selskabet fortsatte Rejsen og
ankom, efter at Mørket var faldet paa og under et stærkt Regnvejr,
til et Gjæstgiversted.
Den 24de satte de Rejsende over Missouri-Floden ved »Arrow
Rock«, saaledes kaldet, fordi Lamaniterne fra alle Dele af Landet
gik her til for at hente haarde Stene til Pilespidser, og den 26de
s. M. ankom de alle i god Behold til deres Bestemmelsessted.
Det Følgende er et kort Uddrag af Broder Pratts egen Beretning:
»Da vi paa vor Rejse befandt os omtrent fire Mile fra Columbia,
fandt vi den Bro, som førte over en stor og rivende Flod, aldeles
■ødelagt, hvorfor det tog os nogle Timer at sætte over Floden i en
lille Indianerbaad, og vi maatte desuden efterlade vor Vogn, vore
Sengklæder, Gangklæder og en Kuffert med flere Sager i, ligeledes
vore Bøger, Papirer osv., hvilket vi dog altsammen erholdt efter to
Dages Forløb. Efter at vi havde sat over Floden, som Vagten rede
deres Heste over, rejste vi videre til Columbia, hvilken Tur Fangerne
gjorde tilfods, lænkede sammen to og to om Haandledene. Efter at
have gaaet to eller tre Mil lejede Hr. Brown en Vogn, i hvilken vi
kjørte direkte til Columbia. Til dette Sted ankom vi ved Solnedgang
Søndag Aften; da Vognen kjørte gjennem Gaderne, ledsaget af de
bevæbnede Vogtere, forsamlede der sig i Hundredevis af Tilskuere,
som droge gjennem Gaderne, medens Andre aabnede Døre og
Vinduer, nysgjerrige efter at se disse fremmede Væsener, kaldet
»Mormoner«.
Efter vor Ankomst bleve vi øjeblikkelig førte til Fængslet, uden172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 184
at der først blev givet os Lejlighed til paa et Gjæstgiveri at indtage
Forfriskninger, endskjønt vi havde rejst en lang og varm
Sommerdag uden at faa Noget at spise. Da vi vare befriede for vore Lænker,
bleve vi strax førte fra Vognen til Fængslet; i næste Øjeblik aabnedes
en stor Falddør, og vi maatte gaa ned i et afskyeligt Fangehul, der
var fuldt af Spindelvæv og Smuds saa vel i Loftet og paa Gulvet som
omkring paa Væggene; dette Sted var vist ikke bleven benyttet eller
rengjort i to Aar; der var hverken Senge, Stole, Vand eller Føde, ej
heller Venner eller noget Menneske, som man kunde bede om en
Drik koldt Vand; thi Brown og alle de andre vare gaaede til et Sted,
hvor de kunde faa Forfriskninger. Da vi fik dette usle Opholdssted
anvist, vare vi nær ved at besvime af Hunger, Tørst og Træthed.
Vi gik op og ned ad Gulvet i nogen Tid, hvorpaa vi haabløse
sank om og ønskede at dø; thi ligesom Elias i gamle Dage, da
Herren spurgte ham: .»Hvad har du her at gjøre?« kunde vi svare
med Profeten: »De have nedbrudt dine Altere og slaaet dine Profeter
ihjel med Sværdet; og jeg, jeg er alene overbleven, og de søge efter
mit Liv, for at tage det fra mig.« (1 Kong. 19: 10.)
Da vi havde været nogen Tid i Fængslet, bragte vor nye
Fangevogter noget Mad til os, men da var jeg for afkræftet til at kunne
spise Noget; jeg smagte kun paa det, der var bleven os bragt;
derefter aabnedes Falddøren, og nogle Stole bleve bragte ind; den nye
Sheriff, Hr. Martin, og hans Medhjælper, Hr. Hamilton, talte dernæst
meget venligt til os, saa at vort Sind tildels igjen blev oplivet. Om
Natten havde vi det koldt og ubehageligt, eftersom der kun var faa
Sengklæder. Næste Morgen blev det os befalet at komme ud af
Fængslet, og noget senere paa Dagen fik vi Lov til at bo i en Etage
højere oppe i et bedre Værelse.
Nu begyndte vi at blive venligt behandlede af vor nye Fangevogter
og Sheriff; thi det var Hr. Brown, som var Skyld i, at vi bleve
daarligt behandlede den foregaaende Aften. Vort Fængsel i Columbia
var en stor Træbygning, delt i to Afdelinger; i den ene boede
Fangevogteren og hans Familie, medens den anden tjente til
Opholdssted for Fangerne.«
I dette deres nye Hjem havde Fangerne tilbragt en Maanedstid,
da de i Begyndelsen af Juli Maaned fik Besøg af nogle Venner fra
Illinois, nemlig Orson Pratt, Søster Laura Phelps og hendes Broder.
»Den 4de Juli,« vedbliver Pratt, »ønskede vi som sædvanlig at
højtideligholde Aarsdagen for Friheden i de Forenede Stater. I den
Hensigt lavede vi et hvidt Flag, bestaaende af Halvdelen af en
Skjorte, hvorpaa Ordet »Frihed« var skrevet med store Bogstaver,
ligesom ogsaa en stor amerikansk Ørn var anbragt med røde Farver.
Vi fik en Stang fra Arrestforvareren, og om Morgenen den 4de var
Flaget ophængt fra Vinduet paa Fængslets Forside ud mod den
offentlige Plads og vajede triumferende i Luften; det blev betragtet af
Byens Indvaanere, som samledes i Hundredevis for at højtideligholde
Nationens Frihedsfest.
Indbyggerne i Byen syntes at være særdeles vel tilfredse med vor
Foranstaltning og sendte en Del af det Middagsmaaltid, som var til-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
185
beredt for dem, der deltoge i Festen, til os og vore Venner, der delte
vort triste Fængselsliv med saa muntre Sind, som om vi anede, at
vi skulde erholde vor Frihed eller være i Paradis inden denne
skjæbnesvangre Dags Ende.
Medens vi saaledes vare beskjæftigede i Fængslet, oplivedes Byen
ved Militærets Parade og ved Lyden af Kanonernes Torden, Musikens
Toner og kraftige Hurraraab, der gjenløde fra alle Kanter. Imidlertid
skreve vi følgende Toast, der under deres Maaltid blev oplæst med
mange og lange Bifaidsytringer:
»De patriotiske og gjæstfrie Indbyggere af Boone County:
Modstandere af Tyranni og Undertrykkelse samt urokkelig tro mod de
oprindelige Grundsætninger for republikansk Frihed! Maatte de i
Forening med enhver Indbygger i vort udstrakte Land længe nyde
de Velsignelser, som flyde af den amerikanske Uafhængighed.«
Efter endt Middagsmaaltid toge de nævnte Brødre Afsked med os
og begave sig paa Vejen til Illinois (Søster Phelps flk Tilladelse til
endnu at forblive hos sin Mand). Da de havde tilbagelagt een eller
to Mil af Vejen, vendte de om igjen og efterlode deres tre Heste i
et Krat en Trediedel Mil fra Fængslet, hvor de i ængstelig Uvished
oppebiede Aftenen. Imidlertid toge vi vore Kapper og Hatte paa, og
under Bøn og ivrig Paakaldelse om at blive udfriede fra det lange
og kjedsommelige Fangenskab og om igjen at maatte blive forenede
med vore Venner og Familier, sang vi nogle Vers, men forbleve ellers
rolige, indtil Solen var gaaet ned.
Saaledes endte den nationale Friheds Højtideligholdelse, og vor
egen Udfrielse var nu den store Tanke, som beskjæftigede os.
Imidlertid var Solen gaaet ned; det forudsete Øjeblik kom —
Fangevogterens Fodtrin hørtes paa Trappen; vi rejste os og gik hen til Døren.
Den store Dør blev aabnet og vor Aftensmad rakt os gjennem et lille
Hul i den indre Dør, som endnu var lukket, men tilsidst blev Nøglen
drejet om og Kaffekanden stukket ind. Ikke saa snart var Nøglen
drejet om, førend Døren blev slaaet op, og i et Øjeblik vare vi alle
tre ude af den og løb ned ad Trappen, ud gjennem Indgangen og hen
til Gaardsporten, medens Broder Phelps, som holdt paa
Fangevogteren, undgik at skade ham, hvorpaa vi fortsatte vort Løb over Gjærder
og Marker henimod Krattet, hvor vi ventede at finde vore Venner og
vore Heste.
Imidlertid blev der gjort Allarm i Staden, og Mange satte efter os,
Nogle tilhest og Andre tilfods, ledsagede af Hunde og medtagende
Skydevaaben og hvad Andet, de havde ved Haanden. Frihedens Flag
og dens Ørn vajede endnu stolt i det Fjerne, og under Ly af det
forekom det os, som om vore Nerver bleve styrkede ved hvert af
vore Trin.
Vi naaede vore Heste, bestege dem, og hurtigt rede vi ad Skoven
til, hver sin Vej. Da jeg kun havde redet et lille Stykke, blev jeg
af en ikke langt fra mig med Pistoler bevæbnet Mand raabt an, idet
han skreg: »Gud fordømme dig, stands, eller jeg skyder dig!« Jeg
foer dybere ind i Skoven, medens Forfølgeren tæt bagved mig
gjentog Raabet: »Gud fordømme dig, stands, eller jeg skyder dig,« indtil172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 186
det omsider hendøde i det Fjerne. Jeg red en Mil ind i Skoven,
standsede, bandt min Hest i et Krat, gik et Stykke og klavrede op
i et Træ for at oppebie Aftenens Frembrud.
Jeg var kun lidet vant til Bevægelse og blev derfor saa udmattet
ved mine Anstrengelser, at jeg besvimede; jeg formaaede derfor ikke
at stige ned af Træet, men maatte paa Grund af min Afkræftelse
forblive i min Stilling næsten en Time; men da kaldte jeg paa
Herren, og han styrkede mig, saa at jeg blev i Stand til at stige
ned. Imidlertid havde min Hest revet sig løs og var forsvundet. Jeg
maatte altsaa tage afsted tilfods og fortsatte min Vandring i flere
Dage og Nætter næsten uden Føde, da jeg ikke gjerne vilde ses af
Nogen.
Efter fem Dages skrækkelige Lidelser af Hunger og Udmattelse
kom jeg endelig over Mississippi-Floden og befandt mig saaledes
atter en Gang i et Frihedens Land. Hr. Phelps var ogsaa lykkelig
undkommen, men King Foliet blev indhentet og ført tilbage igjen.
Luman Gibbs forblev i Fængslet; han var falden fra og blev en
Forræder mod de Andre.«
Nogle Maaneder efter blev nævnte King Foliet frikjendt og løsladt
af Arresten, og sidst af Alle blev Apostaten Luman Gibbs sat paa
fri Fod, hvorved Josephs Ord til Fangerne paa Vejen til
Independence (den 3die November 1838) gik i bogstavelig Opfyldelse; thi
uagtet de havde udstaaet mange Lidelser og ofte vare blevne truede
paa Livet, var dog ingen af dem bleven dræbt, men Alle havde den
Glæde igjen at møde deres Familier og Venner som frie Mænd.
»Paa Grund af de Helliges Forfølgelser i Missouri,« skriver Wil
ford Woodruff, »og fordi de stadig vare udsatte for Vejrets
Ubehageligheder, bleve mange af dem kastede paa Sygelejet efter deres
Ankomst til Commerce eller Nauvoo, som den senere blev kaldet, og
da der kun fandtes et ringe Antal brugbare Boliger der paa Stedet,
stillede Joseph sit Hus og sine Telte til deres Raadighed; men ved
bestandig at pleje og betjene dem blev han snart selv angreben.
Efter i nogle Dage at have været nødt til at holde sig inde, ønskede
han meget, idet han overvejede sin Stilling, at maatte blive i Stand
til igjen at overtage sit Kalds Pligter. Om Morgenen den 22de Juli
stod han op fra sit Sygeleje og begyndte at administrere til de Syge
i sit eget Hus og Gaardsrum, og da han i den Herres Jesu Kristi
Navn befalede dem at staa op og blive helbredede, oprejstes de Syge
omkring ham paa alle Sider.
Mange laa syge langs med Flodbredden, og Joseph gik op lang*
Floden til det nedre Stenhus, der var beboet af Ældste Sidney
Rigdon, og helbredte alle de Syge, han traf paa undervejs. Iblandt disse
var ogsaa Henry G. Sherwood, som laa paa sit Yderste. Joseph stod
ved Indgangen til hans Telt og bød ham i Jesu Kristi Navn at staa
op og komme ud af sit Telt, hvilket han gjorde og blev helbredet.
Broder Benjamin Brown og hans Familie laa ogsaa syge, og
Førstnævnte syntes at være lige ved Døden, da Joseph helbredte ham i
Herrens Navn. Efter at have helbredet Alle, som laa syge langs
Flodbredden saa langt som til Stenbygningen, opfordrede han Ældste172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
187
Kimball og nogle Andre til at følge med sig over Floden og besøge
de Syge i Montrose, hvor mange af de Hellige havde taget Ophold
i de gamle militære Barakker, deriblandt flere af de Tolv. Det første
Hus, som han besøgte efter sin Ankomst der til, var det, som be
boedes af Ældste Brigham Young, Præsident for de tolv Apostles
Kvorum, som ogsaa laa syg. Saa snart Joseph havde helbredet ham,
stod han op og ledsagede Profeten paa hans Besøg til Andre, som
vare i den samme Tilstand. De besøgte ogsaa Ældsterne Wilford
Woodruff, Orson Pratt og John Taylor, som alle boede i Montrose,
og som derpaa ledsagede ham videre. Det næste Sted, de besøgte,
var Elijah Fordhams Hus. Man formodede, idet de traadte ind, at
han var ved at drage sit sidste Aandedræt, men Guds Profet gik hen
til den døende Mand, tog fat paa hans højre Haand og talede til
ham. Broder Fordham var ikke i Stand til at tale, hans Øjne stode
ubevægelige, og han syntes ganske ubevidst om Alt, hvad der
foregik omkring ham. Joseph holdt hans Haand og saa' en kort Tid
ind i hans Øjne. Pludselig forandredes Broder Fordhams Udseende;
hans Syn vendte tilbage, og idet Joseph spurgte ham, om han kjendte
ham, svarede han i en lav, hviskende Tone: »Ja.« Joseph spurgte
ham derpaa, om han havde Tro til at blive helbredet. Han svarede:
»Jeg er bange, det er for sent; dersom De var kommen før, tror jeg,
jeg kunde være bleven helbredet.« Profeten sagde: »Tror De ikke
paa Jesum Kristum?« Han svarede i en svag Tone: »Jo.« Joseph
stod oprejst og holdt endnu hans Haand i Taushed nogle Øjeblikke;
derpaa sagde han med meget høj Røst: »Broder Fordham, i Jesu
Kristi Navn byder jeg dig at staa op af din Seng og vorde helbredet.«
Hans Røst var ligesom Guds Røst og ikke som et Menneskes. Det
syntes, som om selve Huset rystede i sine Grundvolde. Broder
Ford-ham stod op af sin Seng og blev øjeblikkelig helbredet. Efter at
have befriet sig for Bindet om sine Fødder klædte han sig paa,
spiste noget Brød og Mælk og fulgte derpaa Profeten ud paa Gaden.
Selskabet besøgte dernæst Broder Joseph B. Noble, som laa meget syg.
Han blev ogsaa helbredet af Profeten. Ved denne Tid begyndte de
Ugudelige at blive urolige og fulgte Selskabet ind i Broder Nobles
Hus. Efter at Broder Noble var bleven helbredet, knælede Alle ned
for at bede. Broder Fordham førte Ordet, og medens han bad, faldt
han om paa Gulvet. Profeten rejste sig, og idet han saa' sig omkring,
opdagede han, at der var et betydeligt Antal Vantroende i Huset,
hvem han derpaa befalede at fjerne sig. Da de Vantro havde forladt
Værelset, kom Broder Fordham til sin Bevidsthed igjen og fuldendte
sin Bøn.
Efter at have helbredet de Syge i Montrose fulgte hele Selskabet
Joseph til Flodbredden, hvor han agtede at tage en Baad og vende
tilbage til Nauvoo. Medens man ventede paa Baaden, kom en Mand
fra Vesten, som havde set, at de Syge og Døende vare blevne
helbredte, til Joseph og bad ham om at følge med til hans Hus og
helbrede to af hans Børn, som vare meget syge; de vare Tvillinger,
tre Maaneder gamle. Joseph svarede, at han ikke selv kunde gaa,
men han vilde sende en Anden i sit Sted. Han bad derpaa Ældste172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 188
Wilford Woodruff om at følge med Manden og helbrede hans Børn.
Paa samme Tid tog han et Silkelommetørklæde op af sin Lomme
og gav det til Broder Woodruff og sagde, at han dermed skulde tørre
Børnenes Ansigter, og de skulde blive helbredte. »Saa længe,«
vedblev han, »som De bevarer dette Lommetørklæde, skal det være
Tegnet paa en Pagt mellem Dem og mig.« Ældste Woodruff gjorde,
som det var befalet ham; Børnene bleve helbredte, og Broder
Woodruff bevarede Lommetørklædet til sin Død.
Der gaves mange Syge, som Joseph ikke kunde besøge; men han
raadede de Tolv til at gaa og helbrede dem, og mange bleve
helbredte under deres Hænder. Den følgende Dag, efter at ovennævnte
Tildragelser havde fundet Sted, sendte Joseph Ældsterne George A.
og Don Carlos Smith op langs Floden for at helbrede de Syge. De
rejste opad Floden saa langt som til Ebenezer Robinsons Hus — een
eller to Mile — og gjorde, som det var befalet dem, og de Syge
helbredtes.«
Strax efter disse Tildragelser begyndte de Tolv, der vare kaldte til
at gaa paa Mission til England, at gjøre Forberedelser til Rejsen,
uagtet de fleste af dem atter vare blevne syge, og Modstanderen
søgte at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for deres Rejse.
Præsident Brigham Youngs Helbred var saa daarligt, da han forlod sit
Hjem i Montrose, at han ikke engang uden Hjælp kunde begive sig
ned til Flodbredden, et Par Hundrede Alen fra hans Bolig. Den
14de September 1839 tog han Afsked med sin syge Hustru — der
kun nogle Dage i Forvejen var nedkommet med et lille Barn — og
sine Børn, der ligeledes vare syge og ude af Stand til at hjælpe
hverandre. Han satte over Floden og ankom lykkelig og vel til
Broder Heber C. Kimballs Hus i Nauvoo, hvor han forblev syg indtil
den 18de i samme Maaned.
Det var lykkedes Parley P. Pratt efter sin Undvigelse fra Fængslet
i Missouri at erholde et Stykke Land i Nauvoo, hvorpaa han havde
bygget sig et Blokhus; det solgte han nu og forskaffede sig derved
Midler til sin Rejse. I Forening med sin Hustru og tre Børn samt
Orson Pratt og Hiram Clark forlod han Nauvoo den 29de August
og kjørte i sin egen Vogn, forspændt med to Heste, omtrent 580
Mile gjennem Illinois og Indiana til Detroit (den Gang Hovedstaden
i Michigan), beliggende nær ved den vestlige Ende af Erie-Søen. Efter
et kort Ophold her solgte de deres Kjørebefordring og fortsatte
derpaa Rejsen med Dampskib og Jernbane til New York, hvor Parley
P. Pratt med Familie opholdt sig i omtrent 6 Maaneder, varetog
Kirkens Forretninger og prædikede Evangeliet med meget Held.
Broder John Taylor var, da han og Ældste Wilford Woodruff
forlode Nauvoo, ved godt Helbred, men Woodruff havde ligget syg af
Koldfeber i 2 Uger, og fra dette sit Sygeleje stod han op for at
begive sig paa sin Mission. Begge forlode deres Familier i Montrose
syge, fattige og hjælpeløse. Den 8de August tiltraadte de i Forening
Rejsen uden Pung eller Taske, men netop som de vare i Færd med
at forlade Nauvoo, forærede Ældste Parley P. Pratt Broder Woodruff
en Pung, og Ældste Heber C. Kimball gav ham en Dollar.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
189
I Macomb, McDonough County, Illinois, afholdt de en Konference,
som tillige overværedes af Samuel H. og Don Carlos Smith, to af
Josephs kjødelige Brødre. Medens de opholdt sig her, modtog Ældste
Taylor en Hest i Foræring af George Miller og en Saddel af Broder
John Vance. De fortsatte derpaa Rejsen til Springfield, hvor Broder
Taylor solgte Hesten for at dække Omkostningerne ved Trykningen
af et Skrift, som han udgav om de Helliges Forfølgelser i Missouri.
Fra dette Sted bleve de befordrede videre af Fader Coltrin. Efter at
have naaet Staten Indiana blev Ældste Taylor, som indtil nu havde
nydt godt Helbred, syg. Han besvimede flere Gange, og den 28de
August faldt han pludselig til Jorden, som om han var bleven ramt
af et Slagtilfælde. De fortsatte ikke desto mindre deres Rejse og
ankom snart efter til Broder Horace S. Eldredges Hus, hvor Ældste
Taylor paa det Omhyggeligste blev plejet og betjent; men da han
atter forlod dette Sted, blev han værre og maatte omsider tage ind
paa et Hotel i German town, Indiana, indtil hans Sygdom saa
nogenlunde var overstaaet.
Ældste Woodruff, som endnu af og til havde Feberanfald,
fortsatte efter Broder Taylors Opfordring sin Rejse med Fader Coltrin
til Cleveland, Ohio. Der fra rejste han over Søen og ad Kanalen til
Albany, New York, hvor fra han tog med Posten til sin Faders
Hjem i Farmington, Connecticut. Ankommen did blev han snart kastet
paa Sygelejet og maatte holde Sengen i omtrent 15 Dage, medens
hans Forældre kun havde lidet Haab om, at han igjen vilde komme
sig. Imidlertid afgik en af hans Onkler i Avon City ved Døden; paa
sin Dødsseng ønskede denne, at Broder Woodruff skulde komme og
holde Ligtalen over ham. Han stod derfor op af sin Seng, kjørte
sex Mile i det kolde Vejr og holdt Ligtalen for en stor Forsamling
af tidligere Venner og Bekjendte. Fra denne Stund af var han
fuldkommen rask, og Feberen forlod ham. Strax derpaa fortsatte han
sin Rejse til New York og besøgte siden Long Island og andre Dele
af Landet, hvor han prædikede Evangeliet, naar som helst Lejlighed
gaves, indtil Ældste Taylor ankom til New York.
Omendskjønt Broder Taylor befandt sig iblandt Fremmede, var
han dog ikke forladt. Herren oprejste ham Venner, som toge megen
Interesse i hans Velfærd og Bedring. Førend han var i Stand til at
gaa omkring eller staa og prædike, skaffede de ham Raadhuset til
at holde Forsamling i. En talrig Kreds gav Møde, og han prædikede
til dem, siddende i en Stol. Saa snart han var i Stand til at rejse
videre, tog han med Posten til Dayton, Ohio, men standsede
undertiden og prædikede undervejs. Under et Forsøg paa at besøge en
Gren af Kirken i denne Egn havde han et nyt Anfald af sin
Sygdom og maatte igjen gaa tilsengs. Medens han laa syg i Dayton,
ankom ogsaa Brødrene Geo. A. Smith, Theodore Turley og Reuben
Hedlock der til. I Forening med disse begav han sig atter paa
Rejsen, og da de ankom til Cleveland, traf de her Brigham Young og
Heber C. Kimball, med hvem de derpaa rejste sammen til Kirtland.
Under deres Ophold her bleve flere Forsamlinger afholdte i Templet,
og om Søndagen den 17de November 1839 modtoge Ældsterne Taylor172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 190
og Turley deres Begavelser i Herrens Tempel; Brigham Young
salvede Ældste Taylor, og Daniel S. Miles, en af Præsidenterne for de
Halvfjerds, salvede Broder Turley. De rejste derpaa alle videre til
Staten New York, hvor de fleste af Brødrene standsede og prædikede,
medens Ældsterne Turley og Taylor fortsatte deres Rejse til Staden
New York, hvor til Broder Taylor ankom med kun een Cent i
Lommen. Broder Woodroff var allerede der. Imidlertid aabnede Herren
Udvej for dem, saa at de erholdt Midler til at betale for deres Rejse
over Havet, og den 20de Dec. 1839 afsejlede de fra New York og
ankom til Liverpool den Ilte Januar 1840.
Præsident Brigham Young, der, som man vil erindre, ankom syg
til Broder Heber C. Kimballs Hus i Nauvoo, forlod først i Forening
med denne nævnte By den 18de Sept. 1839. Den første Dag
tilbagelagde de omtrent fire Mile i en Vogn og toge om Aftenen ind til
Broder O. M. Duel. De vare endnu saa svage, at da de ankom der
til, kunde de ikke uden Søster Duels Hjælp løfte deres Kufferter af
Vognen. Den næste Dag kjørte Duel dem 16 Mile til Lima og
overrakte dem ved Afskeden en Sølvdollar hver. Fra dette Sted kjørte
de videre til Fader Mikesell i Nærheden af Quincy, hvor de opholdt
sig et Par Dage. Deres Helbred begyndte nu at blive bedre, og de
afholdt en Del Forsamlinger og prædikede til Folket. Den 23de
ankom ligeledes Brødrene Geo. A. Smith, Reuben Hedlock og Theodore
Turley, som havde forladt Nauvoo den 21de s. M., til Quincy. Broder
Geo. A. Smith efterlod sine Forældre samt en Broder og Søster i en
Stald syge og saa svage, at den Ene neppe var i Stand til at give
den Anden en Drik Vand. Før han forlod Nauvoo, aflagde han et
Besøg i Profeten Josephs Hus, hvor hans Onkel Joseph Smith sen.
laa fængslet til Sygelejet. Idet han traadte ind i Værelset, flk den
Gamle Øje paa ham og udbrød smilende: »Hvem har berøvet
Kirkegaarden sit Offer?« Trods sin Sygdom og sin Families ugunstige
Omstændigheder forblev han urokkelig i sin Beslutning at gaa og
udføre sin Mission. Hans Onkel velsignede ham og sagde, at han vilde
gjenvinde sit Helbred, udføre meget Godt paa sin Mission og vende
tilbage i god Behold. Broder John S. Fulmer forærede ham en Hest,
men da han var for svag til at ride, maatte han kjøre med Broder
Turley, medens Ældste Hedlock besteg hans Hest. Turley, som ogsaa
var meget syg og afkræftet, paatog sig at kjøre, men inden han
havde kjørt en Mil, væltede Vognen over dem begge. I denne
Stilling laa de, indtil Broder Hedlock flk løftet Vognen og hjulpet dem
op igjen.
Fra Quincy droge Brødrene i Forening videre og standsede kun af
og til paa Vejen for at udhvile sig og afholde Forsamlinger blandt
de Hellige, indtil de den 17de Oktober ankom til Terre Haute i
Indiana. En Del af Vejen befandt Brigham Yaung sig saa daarlig, at
han ikke formaaede at sidde oprejst, hvorfor man lavede en Seng til
ham i Vognen, og paa denne ikke meget behagelige Maade ankom
han til nævnte By, hvor han og Ældste Heber C. Kimball toge ind
til Doktor Modisett, der rigtignok var et Medlem af Kirken, men
som efter Beskrivelsen at dømme ikke var en exemplarisk Hellig.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
191
De andre Brødre toge Ophold hos en Broder ved Navn Milton Stowe,
der hoede i et af Doktorens Huse. Aftenen efter deres Ankomst blev
Heber C. Kimball syg. Doktoren sagde, han kunde give ham Noget,
som vilde kurere ham. Han gav ham ogsaa Noget, men det viste
sig at være en Spiseskefuld Morfin. Doktoren var nemlig saa
be-skjænket, at han ikke vidste, hvad han gjorde. Hans Kone saa' ham
skjænke Giften i, men turde ikke sige Noget, skjønt hun antog, at
det vilde dræbe Broder Kimball. Strax efter faldt han helt bevidstløs
om paa Gulvet. Præsident Young ilede ham øjeblikkelig til Hjælp
og spurgte, hvad det var, Doktoren havde givet ham. Det blev ham
da fortalt, at det var Morfin. Saa snart Broder Kimball var kommen
sig saa vidt, at han kunde tale, bød han dem ikke være bange, thi,
sagde han, han skulde ikke dø denne Gang. Præsident Young plejede
ham hele Natten; han vaskede ham fem Gange og skiftede hver Gang
hans Undertøj. I Begyndelsen var hans Legeme bedækket med tyk
Sved, men henimod Morgenstunden begyndte Sveden at blive mere
naturlig. Dagen efter befandt han sig betydelig bedre, men var dog
ikke i Stand til at fortsætte Rejsen tilligemed de øvrige Brødre. I
Forening med Præsident Young blev han derfor tilbage i Terre Haute,
medens deres Rejsefæller den 18de Oktober begave sig paa Vejen til
Kirtland, Ohio. Før de toge bort, gav Præsident Young og Kimball
dem alligevel alle de Penge, de havde, med Undtagelse af fem Dollars.
Den 23de Oktober forlode Præsident Young og Ældste Kimball
Terre Haute. Doktor Modisett lod sin Søn føre dem i sin Vogn 20
Mile til Addison Pratts Hus, hvor fra de af Broder Almon W.
Bab-bitt bleve førte videre til Pleasant Garden. I denne Egn forbleve de
nogle Dage og prædikede til Folket. Da de havde forladt dette Sted,
standsede de kun een Nat, før de naaede Bellville. Her fra toge de
videre med Postvogn, men da de stege ind i Vognen, mente de ikke
at komme til at kjøre ret langt, thi Alt, hvad de havde i rede Penge,
beløb sig til kun 1372 Dollars. De kjørte saa langt som til
Indianapolis, hvor de betalte for deres Rejse og saa', at de havde Midler
nok til at fortsætte Rejsen til Richmond i Indiana. Da de ankom
der til, saa' de, at de havde Penge nok til at komme til Dayton,
Ohio. Her var det deres Mening at standse og prædike, indtil de saa'
sig i Stand til at tage videre; men da Præsident Young gik hen til
sin Kuffert for af den at tage de nødvendige Penge til at betale sin
Regning med, saa' han, at de havde tilstrækkeligt til at komme til
Columbus. Ved at betale sin Regning her opdagede han, at de endnu
havde Penge nok til at komme til Wooster. Da han paa dette Sted
atter gik hen til sin Kuffert for at hente Penge til at betale sin
Regning etc., saa' han til sin store Forundring, at de havde Penge
nok til at komme til Cleveland.
Den næste Dag var Søndag den 3die Nov. Medens de gik ned ad
Gaden fra en Forsamling, som de havde overværet, mødte de Broder
Kimballs Svigerfader, der havde forladt dem i Terre Haute paa samme
Tid som Geo A. Smith og de andre Brødre. Broder Kimball var den
Gang saa syg, at Svigerfaderen ikke ventede at se ham ilive igjen.
Da de derfor atter traf sammen, blev han i høj Grad forbauset over172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 192
at se ham og troede at have et Gjenfærd for sig. De mødte snart
de øvrige Brødre og havde et behageligt Gjensyn. Samme Dag toge
de videre med Posten og ankom til Kirtland om Aftenen. Da de
naaede dette Sted, havde Præsident Young kun 121//2 Cents tilbage.
Ved at gjøre et Overslag over sine og Broder Kimballs Udgifter
opdagede han, at af de 131/2 Dollars, som de havde i Pleasant Garden,
havde de udbetalt 87 Dollars. De havde rejst over 400 Mile med
Posten og derfor betalt fra 8 til 10 Cents pr. Mil. De havde hver
spist tre Maaltider om Dagen, og hvert Maaltid havde kostet dem
50 Cents. Hver Nat, de laa over, havde de betalt 50 Cents i Logi.
Trods alt dette vidste de, at da de forlode Pleasant Garden, havde
de kun 137a Dollars. Deres Penge vare paa en forunderlig Maade
ved Guds Kraft blevne forøgede, og paa Grund deraf havde de kunnet
fortsætte deres Rejse.
Da Missionærerne den 20de Nov. forlode Kirtland, vare de ved
daarligt Helbred, og nogle af dem vare mere skikkede for et
Hospital end en Rejse. De toge med Dampskibet fra Fairport ved
Erie-Søen til Buffalo. I Løbet af Natten opstod der en stærk Storm paa
Søen, og Præsident Young gik op paa Dækket. Medens han opholdt
sig der, følte han sig paavirket af Aanden til at bede til Faderen i
Jesu Navn og byde Vinden lægge sig. Dette gjorde han, og Vinden
ophørte.
Fra Buffalo toge de videre med Postvogn og Jernbane til Auburn
i Staten New York, hvor Selskabet derpaa opløste sig, idet Brødrene
Taylor og Turley fortsatte Rejsen til Staden New York, og de Andre
spredte sig i forskjellige Retninger, dels for at prædike Evangeliet og
dels for at besøge Slægtninge og Venner. I Hamilton, Madison County,
modtog Præsident Young af de Hellige Klæde til en Overfrakke, som
en af Søstrene syede for ham; den kom ham til stor Nytte, eftersom
han hele Tiden paa Vejen fra Nauvoo af Mangel paa en Overfrakke
havde maattet benytte et Tæppe, som han bandt om sig ved Hjælp
af et Skjærf. I Begyndelsen af Januar 1840 besøgte han i
Forening-med Broder Geo. A. Smith de saakaldte Ny-Englands Stater, hvor
de arbejdede med Flid og Nidkjærhed i Evangeliets Tjeneste til
Slutningen af samme Maaned, da de lykkelig og vel ankom til New York.
I denne Stad og dens Omegn vedblev Brigham Young og Heber
C. Kimball, Parley P. Pratt, Orson Pratt, George A. Smith og Reuben
Hedlock at holde Forsamlinger og prædike i noget over en Maaneds
Tid med nogenlunde Held. Omtrent 40 Personer bleve strax døbte,
medens mange andre overbevistes om Sandheden og en Tid efter
kom frem og lode sig døbe. Den 9de Marts 1840 afsejlede de alle
fra New York med Paketskibet »Patrick Henry« til Liverpool. Da
Skibet forlod New Yorks Havn, gjenlød Strandbredden af de Helliges
Sang: »The gallant ship is under weigh«, indtil de ikke længere kunde
høres fra Skibet. Brødrene maatte nøjes med Plads som tredie Klasses
Passagerer og maatte selv forsyne sig med Proviant og Sengklæder.
For Overfarten betalte de 18 Dollars og gave hver Kokken een Dollar
for Madtillavning etc. Efter en besværlig Rejse, som varede i 28
Dage, af hvilke der i sex Dage var en temmelig stærk Blæst og i 3JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
193
å 4 Dage en alvorlig Storm, ankom de til Liverpool den 6te April.
Brigham Young, Heber C. Kimball og Parlev P. Pratt stege i en
Baad og roede iland. Idet Præsident Young for første Gang betraadte
Englands Jordbund, gav han sine Følelser Luft i et lydeligt Raab
af Hosianna. Efter at have forskaffet sig et Værelse, afholdt de en
Forsamling, nøde Nadveren sammen og opsendte deres Tak til Gud
for hans Beskyttelse og Varetægt, medens de befandt sig paa Havet,
samt anraabte ham om at aabne Vejen for dem, saa at de maatte
blive i Stand til med Held at udføre deres ansvarsfulde Mission.
Efter alle deres Lidelser og Prøver havde de nu alle tilsidst naaet
Europa. De havde lagt Grundstenen til Herrens Hus i Far West og
paa dette Sted taget Farvel med de Hellige for at afgaa til
Nationerne; de havde krydset det mægtige Dyb og vare endelig i god
Behold ankomne til deres Bestemmelsessted. Hvor stor maa ikke deres
Glæde have været, naar de i Liverpool skuede tilbage paa Alt, hvad
de havde gjennemgaaet, og overvejede, hvorledes Herren paa saa
mange vidundelige Maader havde styrket og bevaret dem.
Vi ville her forlade Brødrene i England for en Stund og føre
Læseren tilbage til Nauvoo og dens Omegn, hvor vi finde Joseph
ivrig beskjæftiget med at varetage Kirkens Tarv og Interesser.
EN OG TYVENDE KAPITEL.
Nauvoo og Omegn gjøres til en Stav af Zion. — Det første Nummer af ,,Thc
Times and Seasons" udkommer. — Joseph Young sen. dør. — Joseph m. Fl.
tager til Washington. — Udviser stor Aandsnærværelse og Mod undervejs.
— Ankommer tilligemed de Øvrige til sit Bestemmelsessted og har en
Sammenkomst med Præsident Van Buren. — Rejser derpaa videre til Philadelphia,
men vender kort efter tilbage til Washington, hvor han atter har en
Sammenkomst med Van Buren. — Uddrag af et interessant Brev. — Ældste Orson
Hyde beskikkes en Mission til Jøderne. — Biskop Edward Partridge og Joseph
Smith sen. afgaa ved Døden. — Ældste Robert B. Thompson holder Ligtalen
over Fader Smith.
Den 5te Okt. 1839 tog en General-Konference af Kirken i Nauvoo
sin Begyndelse og varede i tre Dage. Joseph holdt ved denne
Lejlighed en længere Tale om Kirkens Tilstand, om de Vanskeligheder,
de Hellige havde havt at kæmpe med, og om Maaden, hvorpaa de
vare komne til dette Sted. Han spurgte derfor Brødrene, hvad deres
Anskuelser vare med Hensyn til at gjøre Stedet til en Stav af Zion,
og da de vare af samme Mening som han, blev det enstemmig
vedtaget at organisere en Stav af Zion paa dette Sted, hvortil de Hellige
kunde indsamles. De nødvendige Embedsmænd bleve derpaa
beskikkede. Saaledes blev William Marks valgt til Præsident, Biskop Newel
K. Whitney til Biskop for det midterste Ward, Biskop Edward
Partridge for det øverste og Biskop Vinson Knight for det nederste
Ward; George W. Harris, Samuel Bent, Henry G. Sherwood, David
Fullmer, Alpheus Cutler, William Huntington, Thomas Grover, Newel
12172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 194
Knight, Charles C. Rich, David Dort, Seymor Brunson og Lewis D.
Wilson valgtes til Medlemmer af Højraadet.
Dernæst blev det bestemt, nt en Gren af Kirken skulde oprettes
paa den anden Side af Floden i Iowa Territorium, over hvilken
Ældste John Smith, George A. Smiths Fader, blev beskikket til
Præsident. Alanson Ripley beskikkedes til Biskop, og Asahel Smith, John
M. Burk, Abraham O. Smoot, Richard Howard, Willard Snow, Erastus
Snow, David Pettigrew, Elijah Fordham, Edward Fisher, Elias Smith,
John Patten og Stephen Chase valgtes til Medlemmer af Højraadet.
Ligeledes blev det vedtaget at beskikke Dommer Elias Higbee til at
ledsage Joseph og Sidney Rigdon til Staden Washington for at
fremlægge for de Forenede Staters Kongres de Helliges Klager over
Pøbelens Udskejelser i Missouri. Disse Brødre vare nemlig i Forvejen
blevne beskikkede ved de Helliges Votum til denne Mission.
I samme Maaned (Oktober) udkom det første Nummer af
Maanedsskriftet „The Times and Seasonset religiøst Blad, der i Kirkens
Interesser udgaves i Nauvoo, Hancock County, Illinois, af Josephs
Broder, Don Carlos Smith, og Ebenezer Robinson under Firmaet
Robinson & Smith som Udgivere.
Den 12te Okt. afgik Brigham Youngs Fader, John Young sen., i
sit 77de Aar ved Døden i Quincy, Adams County, Illinois. Han
havde været Soldat under Revolutionen og hensov standhaftig i
Troen-Han beviste tilfulde for Alle, at den Religion, han glædede sig ved
i Livet, var i Stand til at yde ham Bistand i Døden; og han faldt
som en Martyr for Jesu Religion, thi hans Død var en Følge af
hans Lidelser under de grusomme Forfølgelser i Missouri.
Den 29de s. M. forlode Joseph, Sidney Rigdon, Elias Higbee og
Orrin P. Rockwell Nauvoo for at afgaa til Washington. Før de naaede
Springfield, traf de sammen med Dr. Robert D. Foster, og da Sidney
Rigdons Helbred var mindre god, besluttede Foster at følge med dem.
Fra dette Sted fortsatte de Rejsen i deres Vogne, men da Vejene
vare saa slette og Sidney Rigdons Helbred saa daarlig, kunde de ikke
rejse meget hurtig. Joseph, som desuden følte, at han allerede burde
være i Washington, forlod derfor sine Rejsefæller og begav sig i
Forening med Dommer Higbee ad den korteste Vej til Washington.
Medens de endnu befandt sig paa Bjergene et Stykke Vej fra denne
Stad, hændte det, medens deres Kusk gik ind paa et Gjæstgiversted
for at tage sig et Glas Grog, at deres Heste bleve sky og satte afsted
i fuld Fart ned ad Bakken. Joseph overtalte sine Rejsefæller til at
blive roligt siddende paa deres Pladser, men maatte holde paa en
Kvinde for at hindre hende fra at kaste sit lille Barn ud af Vognen.
Passagererne vare skrækslagne, men Joseph brugte enhver Overtalelse
for at berolige deres Følelser, og idet han aabnede Døren, holdt han
sig ved Siden af Vognen det bedste, han kunde, var saa heldig at
komme op paa Kuskesædet, fik fat paa Tømmen og standsede
Hestene, efter at de havde løbet to eller tre Mile, og hverken Vogn,
Heste eller Passagerer kom til nogen Skade. Hans heltemodige
Handling blev omtalt med den største Ros, og intet Sprog kunde udtrykke
Passagerernes Taknemmelighed, da de befandt sig i Sikkerhed og.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
195
Hestene vare blevne rolige. Der var flere Medlemmer af Kongressen
iblandt Passagererne, som foresloge at indgive en Beretning om det
Skete til denne Forsamling, da de troede, at en saadan Daad vilde
blive belønnet af det Offentlige; men da de ved at erkyndige sig
om hans Navn erfarede, at det var Joseph Smith, »Mormon-Profeten«,
som de kaldte ham, hørte man ikke mere Noget til deres Ros,
Taknemmelighed eller Belønning.
Den 28de Nov. ankom Joseph og Dommer Higbee til Washington
og begave sig den følgende Dag til Præsident Van Burens Bolig, det
saakaldte Hvide Hus, hvor de mødte Præsidenten og bleve førte til
hans Audiensværelse. Her overrakte de ham deres
Anbefalingsskrivelser, og saa snart han havde læst en af dem, saa' han paa dem
med et skummelt Blik og sagde: »Hvad kan jeg gjøre? Jeg kan Intet
gjøre for eder. Dersom jeg gjorde Noget, vilde jeg komme i Konflikt
med hele Staten Missouri.« De lode sig dog ikke afskrække heraf,
men begjærede en Undersøgelse og lode ham paa samme Tid vide,
at de ønskede at nyde deres konstitutionelle Rettigheder som andre
Borgere. Han lovede da at overveje, hvad han havde sagt, og
bemærkede, at han følte Medlidenhed med dem paa Grund af deres
Lidelser. Derpaa spurgte han dem, hvori de Helliges Religion adskilte sig
fra alle andre Religioner. Joseph forklarede ham Forskjellen og bar
et kraftigt Vidnesbyrd om dens Sandhed.
Præsident Van Buren gjorde ikke noget gunstigt Indtryk paa Joseph.
Han beskrev ham som »en lille lysladen Mand med blondt Haar og
almindelige Ansigtstræk. Han har et skummelt Aasyn og et fyldigt,
men uproportioneret Legeme, og for endelig at komme lige til Sagen,
han er saa fuld af ,Fordomme, (thi han bedømte vor Sag, førend
han flk undersøgt den), at det ikke var os muligt at bibringe ham
Sandhed«.
Efter deres Sammenkomst med Præsident Van Buren besøgte
Joseph og Dommer Higbee Kongressens Medlemmer fra Illinois og
overrakte dem deres Anbefalingsbreve etc. Disse vare i Almindelighed
tilbøjelige til at begunstige Joseph og de Helliges Sag, hvilket havde
sine gode Grunde. De Hellige, der vare flyttede til Illinois, vare
nemlig allerede talrige, og de Mænd eller det Parti, til hvis Gunst
deres Stemmer ved et Valg kastedes, vare visse paa at gaa af med
Sejren, eftersom de to store politiske Partier i Staten Illinois paa
den Tid vare omtrent lige stærke. De nævnte Kongresmedlemmer
vidste dette, og som Politikere laa det i deres Interesse at gjøre, hvad
de kunde, for de Hellige. De mødte derfor sammen og vedtoge, efter
nøje at have drøftet Sagen, at udfærdige en Memorial og Petition,
som ved Dommer Young, Senator for Illinois, skulde forelægges
Senatet. Man forventede derpaa, at Sagen med alle tilhørende
Dokumenter vilde blive henvist til den rette Komite og blive trykt; men
trods alle deres Anstrengelser og de tilvejebragte edelige Vidnesbyrd
og Dokumenter havde det dog ingen Virkning paa Kongressen.
Hverken Præsidenten, Senatet eller Repræsentanternes Hus vilde gjøre
Noget for at kalde Staten Missouri til Regnskab for de barbariske
Handlinger, som Indvaanerne af denne Ståt havde begaaet imod frie
12*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 196
og uskyldige amerikanske Borgere. Kirken havde appelleret til
Guvernører, Dommere og Regenter, og ved dens Præsident appellerede den
nu til Nationens øverste Magistrat og Kongressen, hvor enhver Ståt
i Republiken var repræsenteret — de højeste Authoriteter i Landet.
Der var ingen Hjælp at erholde af nogen af dem og følgelig intet
Andet at gjøre end roligt at overlade det Hele i en retfærdig Guds
Haand, som i sin egen bestemte Tid vil tale sit Folks Sag.
Det er interessant at læse Josephs Mening om de Mænd, som han
kom i Berørelse med under sit Ophold i Washington. »I
Almindelighed,« siger han, »er der kun liden Fasthed og Hæderlighed iblandt
dem, der ere sendte her til for at repræsentere Folket, men derimod
en god Del Pragtsyge og Forfængelighed. De lægge en stor Iver for
Dagen for at vise deres Veltalenhed ved de ubetydeligste Lejligheder
og søge at glimre med deres Vittigheder. Der ses saa megen
Etikette (idet de bukke og skrabe, sno og vende sig), at de, ifølge vor
Mening, derved snarere vise deres Naragtighed end den virkelige
Værdighed, som sømmer sig for en stor Nations Repræsentanter. Dog
er der nogle Undtagelser.«
Fra Washington tog Joseph med Jernbane til Philadelphia, hvor
han ankom den 21de Dec. Brødrene Rockwell og Higbee fulgte efter
med deres Kjørebefordring. Sidney Rigdon forblev tilbage syg under
Doktor Fosters Lægebehandling. Joseph tilbragte nogen Tid i
Philadelphia med at prædike og besøge de Hellige fra Hus til Hus. Under
sit Ophold der blev der givet ham Lejlighed til at prædike i en stor
og rummelig Kirke for en Forsamling paa omtrent 3000 Mennesker.
Ældste Rigdon, der nu var kommen sig en Del og atter var truffet
sammen med Joseph i Philadelphia, talede først og dvælede ved
Evangeliet, hvis Principer han beviste af Bibelen, men turde ikke
gjøre nogen som helst Hentydning til ny Aabenbaring. Da han var
færdig, rejste Joseph sig ligesom en Løve, der var i Færd med at
brøle; og idet han var fuld af den Helligaand, talede han med stor
Kraft og bar Vidnesbyrd om de Syner, han havde havt, om
Engle-besøg og Maaden, hvorpaa han fandt Pladerne, hvorfra han senere
ved Guds Gave og Kraft oversatte Mormons Bog. Han begyndte med
at sige, at dersom ingen Anden havde Mod til at vidne om saa
herligt et Budskab fra Himmelen og om Opdagelsen af saa herlig en
Optegnelse, følte han til at gjøre det som en Pligt imod Folket og
overlade Resultatet i Guds Haand. Den hele Forsamling var ligesom
bedøvet og elektriseret over, hvad de havde hørt, og store Skarer
bleve strax efter døbte i Philadelphia og Omegn, medens paa samme
Tid Grene sprang op hist og her i forskjellige Retninger.
I Slutningen af Januar 1840 forlod Joseph atter Philadelphia, for i
Forening med Brødrene Higbee, Rockwell og Foster at begive sig
tilbage til Washington, hvor han paany havde en Sammenkomst med
Præsident Van Buren, der denne Gang behandlede ham meget uhøfligt.
Det var med den største Uvillie, at han vilde lytte til, hvad Brødrene
havde at sige, og udtalte som Svar hin Sentents, der med Rette har
opnaaet en saa vidstrakt Kundbarhed iblandt de Sidste-Dages Hellige:
»Mine Herrer, eders Sag er retfærdig, men jeg kan Intet gjøre for172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
197
eder, og dersom jeg tager eder i Forsvar, vil jeg tabe Missouris
Stemme.« Med Hensyn til denne Sammenkomst bemærker Joseph:
»Hans hele Fremfærd beviste, at han var en Embedsjæger, at
Ind-bildskhed var den fremherskende Lidenskab hos ham, og at enhver
Følelse for Ret og Retfærdighed var ham fremmed. Jeg fandt, at
han var en Mand, som jeg ikke med god Samvittighed kunde
understøtte som Hoved for vor ædle Republik.« Joseph havde tillige en
Sammenkomst med John C. Calhoon, Senator fra Syd-Carolina, hvis
Opførsel imod ham passede daarlig til hans Stilling. Under sin
Samtale med ham angaaende de Helliges Forfølgelser ytrede denne
berømte Statsmand: »Det angaar et kildent Spørgsmaal, nemlig
Spørgsmaalet om Statsrettigheder; det gaar ikke an at røre op i det.« En
anden Senator ved Navn Henry Clay, som han ogsaa personlig
henvendte sig til, bemærkede koldt: »De gjorde bedre i at drage til
Oregon.«
Joseph, som ved forskjellige Lejligheder havde havt Anledning
til at lade sig høre offentlig under sit Ophold i Washington, fandt
en af sine Prædikener kortelig rapporteret af et Kongresmedlem ved
Navn L. M. Davis, som under Datum af 6te Feb. 1840 skrev til sin
Hustru som følger:
»Forrige Aften gik jeg hen for at høre Joseph Smith, den berømte Mormon,
fremsætte sin Lære. Jeg tilligemed adskillige Andre nærede det Ønske at komme
til Kundskab om hans Grundsætninger, saaledes som han selv fremsætter dem.
Han er ikke en lærd Mand, men han er ligefrem, klog og skarpsindig. Alt,
hvad han siger, bliver sagt paa en Maade, at det efterlader det Indtryk, at
han er oprigtig. Der er ingen Letsindighed, ingen Fanatisme, ingen Mangel
paa Værdighed i hans Adfærd. Han ser ud til at være i en Alder mellem
fyrretyve og fem og fyrretyve Aar, er over Middelstørrelse, og hvad I Damer
vilde kalde en meget pæn Mand. I hans Klædedragt er der ikke noget
Særegent, men han ligner deri en fordringsløs Borger. Af Haandtering er han
Landmand, men er øjensynlig godt belæst. * * *
I hele hans Tale, som optog over to Timer, udtrykte han ikke Noget, der
i mindste Maade gik ud paa at fordærve Samfundets Moralitet eller
nedværdige Menneskene. Derimod var der Meget i hans Lærdomme, som vilde
formilde Menneskenes Følelser mod hverandre, hvis de bleve efterfulgte, og som
vilde gjøre dem fornuftigere, end de i Almindelighed ere. Der var ingen
Heftigbed, ingen Forbitrelse, ingen Fordømmelse i hans Tale. Hans Religion
synes at bestaa i Ydmyghed og Mildhed. • * *
Gjennem hele sin Tale lagde han tydelig sin Menneskekjærlighed og
Overbærenhed for Dagen. Mormon-Bibelen, sagde han, var given ham direkte fra
Himmelen. Dersom dens Forfatter var paa Jorden, da var det ham (Smith),
men den Ide, han ønskede at indprente, var, at han havde nedskrevet den
saaledes, som det blev dikteret ham af Gud. * * * Min Mening om
Mormonerne har forandret sig. De ere et forurettet og æreskjændet Folk. * * •
E. S. Jeg forglemte at sige, at han ikke tror paa Barnedaab eller
Bestæn-kelse, men Daab ved Nedsænkelse efter Otteaars-Alderen.« ft.j
Omtrent 491 Personer havde indgivet Fordring paa Skadeserstatning
af Staten Missouri til et Beløb af 1,381,044 Dollars, men dette var
ikke Alt. En Mængde lignende Fordringer havdes i Behold, angaaende
hvilke Joseph sagde, at »om de ikke snart blive betalte, ville de
inden lang Tid udgjøre en net Sum, naar Renterne blive tillagte«.
Da han fandt, at det vilde være omsonst at tøve længere i
Washington og besvære Præsidenten eller Kongressen med de Helliges retfær-172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 198
dige Fordringer om Beskyttelse og Gjenoprejsning, forlod han denne
Stad i Forening med Broder Orrin P. Rockwell og Dr. Foster og
begav sig den 6te Feb. 1840 paa Hjemvejen. Dommer Higbee, der
var den Eneste, som forblev tilbage, havde senere nogle
Sammenkomster med Komiteen, men hans Bestræbelser vare uden Nytte.
Komiteens Medlemmer vare imod, at Kongressen skulde foretage
Noget ved Sagen, og henviste de Hellige til Missouris egen Legislatur
og Domstole.
Joseph og Brødrene rejste med Jernbane og Postvogn til Dayton,
Ohio, hvor de fandt deres Heste, som de havde efterladt der paa
Henrejsen til Washington, i god Behold. Broder Rockwell forblev
tilbage i Dayton, medens Joseph og Doktor Foster fortsatte Rejsen
tilhest. Da Vejene vare overordentlig slette, var Rejsen meget
langsom og trættende.
»Onsdag den 4de Marts 1840,« skriver Joseph, »ankom jeg i
Sikkerhed til Nauvoo efter en trættende Rejse gjennem Sne og Mudder,
efter at have været Vidne til mange oprørende Handlinger, udøvede
af Regjeringens Embedsmænd, hvis eneste Formaal skulde være
Folkets Fred, Velstand og Lykke; men i Stedet derfor opdagede jeg,
at den offentlige Mening og personlige Interesser vare Drivfjedren
hos disse Magthavere. Mit Hjerte bløder i mig, naar jeg formedelst
den Almægtiges Syner ser denne Nations Ende, dersom den vedbliver
at ringeagte dens gode Borgeres Raab og Bønner, saaledes som den
hidtil har gjort og endnu gjør. Jeg har ogsaa paa min Rejse havt
mange dyrebare Stunder iblandt de Hellige.
Paa min Hjemrejse undlod jeg ikke at udraabe Martin van Burens
Uretfærdighed og Fornærmelser imod mig og et forurettet Folk, hvilket
vil have sin Virkning paa den offentlige Mening. Maatte han aldrig
igjen blive valgt til nogen Tillidspost eller komme til at beklæde
nogen Værdighed, ved hvilken han kunde undertrykke de Uskyldige
og lade de Skyldige gaa fri!«
Idet Joseph omtaler Regjeringens Afslag med Hensyn til at give
de Hellige Oprejsning for deres Forurettelser, siger han: »Siden
Kongressen afslog at skaffe os Ret, har Herren begyndt at hjemsøge
Landet og vil vedblive dermed, hvis Folket ikke omvender sig; thi
dets Indbyggere som Nation betragtet staa nu som skyldige i Mord,
Røveri og Plyndring, da de have nægtet at beskytte deres Medborgere
og haandhæve Retfærdighed ifølge deres egen Konstitution.«
Den 6te og 7de April 1840 blev der afholdt en Konference i
Nauvoo, hvor Joseph selv var tilstede og præsiderede, og under hvilken
han gav de Hellige megen Undervisning og Lærdom. Ældste Orson
Hyde holdt et længere Foredrag for Konferencen og sagde, at der
for nogle Aar siden var bleven profeteret, at han havde et stort
Arbejde at udføre iblandt Jøderne, og at Herrens Aand for ikke længe
siden havde paamindet ham om at besøge dette Folk og skaffe sig
al den Oplysning, han kunde, om deres Færd og Forhaabninger, for
siden at meddele samme til Kirken og hele Nationen. Han sagde, at
han havde isinde at besøge Jøderne i New York, London og
Amsterdam og derpaa i Konstantinopel og det Hellige Land.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
199
Efter Forslag blev det besluttet, at Ældste Orson Hyde skulde
udføre sin Mission blandt Jøderne, og at der skulde gives ham
An-befalingsbreve af Konferencens Præsident og Skriver.
Ældste John E. Page stod derpaa frem og holdt et kraftigt
Foredrag angaaende Ældste Hydes Mission, Jødernes Indsamling og
Gjen-oprettelsen af Israels Hus. Han beviste i Korthed, men klart og
tydeligt, at dette maatte finde Sted ifølge Bibelen, Mormons Bog og
Lærdommens og Pagtens Bog, samt at Tiden var kommen for
Opfyldelsen deraf.
Efter Forslag af Præsident Smith blev det derpaa vedtaget at beskikke
Ældste John E. Page til at ledsage Ældste Hyde paa hans Mission
til Jerusalem, og den 15de April forlode de begge Nauvoo i denne
Hensigt.
Frederick G. Williams fremstillede sig dernæst for Konferencen,
t>ad ydmygt om Tilgivelse for sin Opførsel og udtrykte sin
Beslutning om at ville gjøre Guds Villie for Fremtiden. Hans Sag blev
taget under Overvejelse, og det blev enstemmig vedtaget at
gjenoptage Frederick G. Williams i Fællesskab med Kirken. Ligeledes blev
der af en dertil beskikket Komite fremlagt Resolutioner, der udtrykte
Konferencens Misbilligelse af Retskomiteens Behandling af de Helliges
Ansøgning, hvilke Resolutioner forordnedes at indrykkes i de
offentlige Blade i Quincy. Omtrent 70 Personer bleve døbte under
Konferencen, og henimod 50 bleve optagne i de Halvfjerdsindstyves
Kvorum.
Den 27de Maj afgik Biskop Edward Partridge i en Alder af 46
Aar ved Døden i Nauvoo som Følge af de skrækkelige Lidelser, han
havde udstaaet under Forfølgelserne i Missouri, »og var«, skriver
Joseph, »En iblandt det Tal, hvis Blod vil kræves af denne Slægt«.
Omtrent 250 Huse vare ved denne Tid blevne opførte af de Hellige
i Nauvoo, som nu talte imellem 2000 og 3000 Indbyggere.
I Juli Maaned satte nogle Missourianere over Floden til Hancock
County, Illinois, hvor de overfaldt fire af Brødrene og bortførte dem
fangne til Missouri. En af disse ophængte de i et Træ, indtil han
næsten var død og piskede og mishandlede de øvrige paa det
Frygteligste. Saa snart Efterretningen om disse Grusomheder kom Folket
i Nauvoo for Øre, blev et offentligt Møde sammenkaldt, ved hvilket
en Skildring af disse fremlagdes, og Resolutioner vedtoges, og et
Andragende, stilet til Guvernøren for Staten Illinois, Thomas Carlin,
affattedes, hvori den hele Affære tydelig skildredes og fremsattes.
Guvernøren anmodedes om at foretage de nødvendige Skridt til
Oprettelsen af den lidte Skade og Haandhævelsen af Statens
krænkede Love.
Paa denne Tid begyndte Joseph at modtage Meddelelser fra Dr.
John C. Bennett. I hvert Brev gjorde denne Mand sig Umage for at
fortælle, hvor megen Sympati han følte for de Hellige under deres
Forfølgelser i Missouri, og sagde, at dersom ikke Striden havde endt
saa hurtig, vilde han have været hos dem og ydet dem al den
Bistand, som hans militære Kundskaber og Dygtighed formaaede.
Den 14de Sept. 1840 blev det Josephs tunge Lod at skilles fra sin172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 200
Fader, Joseph Smith sen., Patriark for Jesu Kristi Kirke af
Sidste-Dages Hellige. Han var den Første, som annammede Josephs
Vidnesbyrd, efter at han havde set Engelen, og han opmuntrede sin Søn
til at være trofast og udholdende med Hensyn til det Budskab, han
havde modtaget. Han blev døbt samme Dag, som Kirken blev
organiseret, nemlig den 6te April 1830. De Strabadser, han maatte
udholde i Missouri, paadrog ham en tærende Sygdom, hvoraf han døde
i en Alder af 69 Aar, 2 Maaneder og 2 Dage. I fysisk Henseende
var han en mærkelig Mand. Han var 6 Fod og 2 Tommer høj,
usædvanlig rank af Væxt og særdeles godt proportioneret. Hans
sædvanlige Vægt var hen ved 200 Pund, og han var meget stærk og altid
virksom. »I sine yngre Dage,« skriver Joseph, »var han bekjendt
som En, der var usædvanlig dygtig til at brydes, og med een
Undtagelse brødes han aldrig med Nogen uden at kunne kaste ham til
Jorden. Han var meget godgjørende og aabnede sit Hus for enhver
Trængende. Medens han var i Quincy i Illinois, underholdt han
Hundreder af de fattige Hellige, der havde taget deres Tilflugt der hen paa
Grund af Forfølgelserne i Missouri, og det uagtet han selv var
kommen der til uden Penge.«
Hans Ligbegængelse foregik den 15de, ved hvilken Lejlighed
følgende Tale blev holdt af Ældste Robert B. Thompson:
»Anledningen, som i Dag har bragt os sammen, er af en
overordentlig Vigtighed, thi det er ikke blot en enkelt Familie, som sørger
og græder over denne Mands Død, hvis højtidelige Ligbegængelse vi
i Dage overvære, men et helt Samfund, ja Tusinder ville i Dag sige:
»En Fader i Israel er hedengangen.«
Den Mand, som vi saa længe har agtet som Patriark, Fader og
Raadgiver, er ikke mere iblandt de Dødelige. Han har forladt sit
kjødelige Tabernakel og budt Farvel til den jordiske Skueplads; hans
Aand, der nu er fri, kan uhindret og frit bevæge sig i den Verden,
hvor de fuldkommede Retfærdiges Aander bo, og hvor Smerte og
Sygdom, Gjenvordighed og Død ikke kunne trænge ind.
Vore Venner, som vi have mistet, før denne vor ærværdige og
begrædte Fader bortkaldtes, vare Mænd og Kvinder, som gjorde os
Livet behageligt, og i hvis Selskab vi fandt megen Glæde; de ærede
den Kreds, hvori de bevægede sig, og vi vare knyttede til dem ved
Venskabets helligste Baand. Deres Dyder og Kjærlighed ville længe
mindes af den sørgende Enke, den utrøstelige Enkemand, de
grædende Børn og de næsten til Fortvivlelse sorgbetyngede Forældre,
samt af en talrig Skare Venner og Bekjendte. Lig Stjernerne paa
Firmamentet skinnede de til Ære baade for sig selv og Kirken i de
forskjellige Virkekredse, hvor Forsynet havde sat dem, og vi sørge
med de efterlevende Paarørende og kunne ikke tilbageholde vore
Taarer.
Men vi erkjende ved denne Lejlighed, at vi have lidt et
usædvanligt Tab, og følgelig røres vore Følelser i den højeste Grad. Om der
nogensinde levede et Menneske, som kunde gjøre Krav paa
Samfundets Hengivenhed og Tillid, saa var det denne vor elskede nu afdøde
Patriark. Hvis der nogensinde indtraf en Begivenhed, som kunde172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
201
vække Sorg i Menneskets Sjæl og bringe Taarerne til at flyde, saa
maa det visselig være en saadan sona denne; thi vi kunne i Sandhed
sige med Israels Konge: »Paa denne Dag er falden en Fyrste og en
stor Mand i Israel.« Han var en Mand, der var os inderlig dyrebar
og knyttet til vore Hjerter ved næsten uopløselige Baand. Han var
trofast mod sin Gud og Kirken, i hvilken som helst Stilling han
end beklædte, og under alle de forskjellige Omstændigheder, som
omgave ham i Livet.
Han var den Samme i Medgangens Dage, naar han var omgiven
af alle Livets Bekvemmeligheder, en smilende Børneflok og alle
huslige Glæder, som naar han, ligesom Patriarkerne i gamle Dage, kaldtes
til at forlade sin Fødestat for at drage om i fremmede Landsdele,
hvor han blev udsat for alle de Prøvelser og Forfølgelser, som de
Hellige maatte lide under, og som paaførtes dem af Mennesker, der
vare blottede for enhver moralsk og religiøs Følelse, og som viste
den samme Hensynsløshed mod det forsvarsløse Barn som mod den
bedagede Olding, hvis sølvfarvede Lokker og furede Kinder burde
have været et tilstrækkeligt Værn mod deres Grusomhed. Men han
kunde ligesom Paulus udbryde: »Jeg agter Intet, holder og ikke selv
mit Liv for dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med
Glæde,« og han viste ved hele sit Levnet og al sin Adfærd, at han
stedse var gjennemtrængt af en saadan Tanke.
Evangeliets Grundsætninger vare saa stærkt grundfæstede hos ham,
at de ej kunde rokkes eller omstyrtes ved Forfølgelsernes heftige
Storme eller ved Fattigdom, Nød og Gjenvordighed. Nej, takket være
Gud, hans Hus var bygget paa Klippen, og følgelig blev det
staaende fast og urokket midt under Elementernes Rasen.
Vor hedengangne Faders Liv var rigt paa vigtige Begivenheder, og
han tog virksom Del i det Sidste-Dages store Værk, idet han af de
gamle Profeter, som en Gang boede paa dette Fastland, var bleven
betegnet som dens Fader, hvem Herren havde lovet at oprejse i de
sidste Dage til at lede sit Folk Israel, og formedelst den Trofasthed,
Udholdenhed og uskrømtede Gudsfrygt, han i en lang Aarrække lagde
for Dagen, viste han sig værdig til en saadan Søn og en saadan
Familie som den, han nød den Lykke at være omringet af i sin
Dødsstund. De fleste af dem havde den Glæde at modtage hans
Velsignelse endnu paa hans Dødsleje.
Han var allerede over Livets bedste Aar, da Sandhedens Lys brød
ud over Jorden, og med Glæde hilsede han dets milde og forfriskende
Straaler. Han blev af den Almægtige valgt til at være et Vidne om
Mormons Bog. Fra den Tid af var Sandhedens Forkyndelse
Hovedformaal for alle hans Bestræbelser, og hans Sjæl var ganske
gjennemtrængt af Guds Riges Anliggender. Hans Hjerte var fyldt med
Kjærlighed mod Menneskenes Børn, og at udføre sin himmelske
Faders Villie var for ham mere end Mad og Drikke.
Ved sin egen og Families ufortrødne Flid havde han forskaffet sig
et Hjem i Staten New York, hvor han ligesom enhver anden
retskaffen og flittig Borger uden Tvivl havde haabet at nyde alle
Fredens og Frihedens Velsignelser. Men da Sandhedens Grundsætninger172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 202
bleve indførte, og Jesu Kristi Evangelium forkyndt for ham og hans
Familie, forlode hans Venner ham, hans Fjender rasede, og
Forfølgelserne af onde og ugudelige Mennesker begyndte i den Grad, at
han maatte flygte fra dette Sted og søge sig et Hjem i et mere
gjæstfrit Land.
I Ohio traf han mange gode og ædelmodige Venner og blev
hjerteligt modtagen af de Hellige, af hvilke mange den Dag i Dag ere
ilive og kunne erindre de Begivenheder, som der tildroge sig, hvoraf
mange vare af en saadan Beskaffenhed, at de ikke lettelig ville gaa
af Minde.
Da Herrens Hus var under Bygning, tog han virksom Del i dets
Opførelse og iagttog daglig dets Fremadskriden. Han havde den
Glæde at være med ved dets Indvielse og at se det fyldt af flere
hundrede fromme Tilbedere. Ligesom hin Konge i Israel, der med
inderlig Længsel bad om at maatte faa Fuldendelsen af Herrens Hus
at se, saaledes gjorde ogsaa han, og med ham kunde han udbryde:
»Herre, jeg elsker dit Huses Bolig og din Æres Tabernakels Sted.«
At opholde sig i Herrens Hus og daglig at modtage Undervisning i
hans Tempel var hans største Glæde, og der nød han ogsaa mange
Velsignelser samt tilbragte mangen en glad Time med at udøse sit
Hjertes Følelse for sin himmelske Fader. Han har ofte i Enrum og
fjernet fra Dagens Tummel betraadt dets hellige Gange, længe førend
Dagens Konge har forgyldt den østlige Himmel, og han har inden
dets Mure udtalt sit Hjertes Begjæringer, medens hele Naturen har
hvilet i Søvn. Inden dets hellige Vægge ere Himmelens Syner blevne
udfoldede for hans Sinds Øje, og hans Sjæl har glædet sig i Evighedens
Skatte, ligesom han fra samme Sted har undervist den Ydmyge og
givet Enken og den Faderløse den patriarkalske Velsignelse.
Der fra har han set Værket udsprede sig vidt og bredt og været
Vidne til, at Israels Ældster med hans Velsignelse ere gangne ud
for at prædike Evangeliet, medens han opholdt dem ved Troens Bøn
og hilsede dem Velkommen, naar de atter vendte tilbage med deres
Neg. Han tilbragte der mangen en lykkelig Time i Selskab med sin
gamle Ledsagerinde paa Livets Skueplads og sine Børn, hvilke han
elskede med en sand faderlig Ømhed og Kjærlighed.
Jeg kunde her tale nærmere om de glædelige og frydefulde
Stunder, som vor elskelige Patriark har oplevet, men jeg vil gaa over til
en Begivenhed, der i Sandhed var sørgelig og prøvende. De glædelige
Stunder vare snart forbi; det kortvarige Vindstille efterfulgtes af
Storm, og det skrøbelige Skib blev omtumlet paa det oprørte og
fraadende Hav, thi Mange, som en Gang havde været stolte af at
vedkjende sig ham som deres Fader og Ven, og som søgte Raad hos
ham, forenede sig med Sandhedens Fjender og søgte hans
Undergang, samt vilde have glædet sig over at se den gamle, hæderværdige
Mand indespærret i et Fangehul; men takket være Gud, de flk ikke
denne Glæde; ved Forsynets Styrelse undflyede han dem, og efter i
nogen Tid at have undgaaet sine Fjender begyndte og fuldførte han
en Rejse paa 1000 Mile og bar med Taalmodighed alle de
Besværligheder, som vare uundgaaelig forbundne dermed. Efter en Rejse,172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
203
der varede i flere Uger, ankom han lykkelig til Kirkens
Forsamlingssted i Far West, hvor han blev hjertelig modtagen af de Hellige,
der havde fundet et Tilflugtssted i det rige og frugtbare Caldwell
County.
Der haabede han, ligesom de Hellige i Almindelighed gjorde, at
nyde Fredens Velsignelser. Af den frugtbare Jordbund og de
blomsterrige Enge, som saa rigelig erstatte Landmanden for hans Arbejde
og frembringe Græs i Overflødighed til Næring for de talrige Hjorde,
der bedække de vidtudstrakte Sletter, haabede han at kunne nyde
det huslige Livs Bekvemmeligheder og Hygge.
Han havde imidlertid ikke længe næret dette glædelige Haab,
førend det igjen forsvandt; de Velsignelser, han atter havde begyndt
at nyde, bleve snart tagne fra ham, og Sorgens Bæger, fyldt til
Overmaal, raktes ham i Stedet; og det kan med Sandhed siges, at
han, den hæderværdige Olding, maatte drikke selve Bærmen, thi han
saa' ikke alene de Hellige underkuede, mishandlede og nogle af dem
myrdede, men den kjærlige og ømme Fader maatte se — og ak!
hvilket smerteligt Syn maa det ikke have været for ham, — at to af hans
Sønner, paa hvis Beskyttelse han stolede, bleve bortrevne fra deres
huslige Arne, fra deres grædende og fortvivlede Familier, af Uhyrer
i Menneskeskikkelse, hvilke svore og truede at dræbe dem, og havde
gjerne ønsket at farve deres Hænder i de Helliges Blod. Dette var
mere, end hans stærkt rystede Sjæl og forsvækkede Legeme kunde
udholde, og uagtet hans Tillid til Gud var stor og hans Levnet
saadant, som det sømmer sig en Kristen og Hellig, følte han dog som
Menneske og Fader. Hans Helbred blev den Gang svækket saa meget,
at han aldrig nogensinde flk det igjen. Hvem kan beskrive de
Følelser, som paa den Tid gjennemkrydsede vor afdøde Vens Bryst?
Hans dybe Kummer og Sjælslidelser vare saa store, at de undergravede
hans Helbred, som fra den Tid begyndte at tage af i en
usædvanlig Grad.
Det er overflødigt at gaa længere tilbage i Tiden for at tale videre
om ham og hans bedagede Ledsagerinde, som trofast har delt hans
Sorger og Bekymringer. De Hellige ere vel bekjendte med de
Lidelser, som vor hensovede Ven og hans Hustru maatte udholde, da de
flygtede fra hint Undertrykkelsens Land. Det er tilstrækkeligt at
sige, at han lykkeligt ankom til Illinois, men med nedbrudt
Helbred, og siden den Tid har han arbejdet under store Smerter og
Lidelser, medens Sygdom langsomt, men sikkert, har undergravet hans
Legemskraft.
Naar som helst han havde en kort Frist for sine legemlige
Smerter, fandt han sin Glæde i at varetage sine patriarkalske Pligter.
Imidlertid har det hyppigt været Tilfældet, at hans Forretninger
have oversteget hans Kræfter, men hans Iver for Sandhedens Sag
var saa stor, at han med Glæde anstrengte sig til det Yderste i sin
Guds Tjeneste.
I den senere Tid har han været fængslet til Sygelejet, og hans
dødelige Bortgang var nær forhaanden. Forrige Lørdag Aften brast
€t Blodkar, og han opkastede meget Blod. Hans Familie kaldtes til172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 204
hans Sygeleje, da det nu var tydeligt at se, at han ikke havde lang
Tid tilbage.
Afvigte Søndag kaldte han sine Børn og Børnebørn omkring sig,
og ligesom de fordums Patriarker gav han dem sin sidste
Velsignelse. Endskjønt hans Kraft havde forladt ham, og han flere Gange
maatte afbryde for at hvile, vare dog hans Sjælsevner friske; han havde
sin fulde Samling og var rolig som en Sommermorgen. Guds
Kjærlighed var i hans Hjerte, Herrens Fred hvilede over ham, og hans
Sjæl var fuld af Medlidenhed og Velsignelser.
Alle de Omstændigheder, som staa i Forbindelse med hans Død,
vare af den Beskaffenhed, at de maatte lede Sindet tilbage til den
Tid, da Abraham, Isak og Jakob bøde Farvel til det Jordiske og
indgik til den evige Hvile. Hans Død var ligesom deres fredefuld og
sød, og det var visselig et stort Privilegium at være Vidne til en
saadan Dødsscene.
Han havde ikke Noget at bebrejde sig med Hensyn til sit
tilbagelagte Liv — ingen bange Anelser med Hensyn til den Skjæbne, han
gik imøde; Evighedens Virkelighed brød frem for ham, og Tidens
Skygger dalede, men der var ikke noget Skrækkeligt til at forurolige
ham eller til at forstyrre hans Sindsro. Nej, Evangeliet, »som bringer
Liv og Uforkrænkelighed for Lyset«, triumferede herligt i hans sidste
Time; de Sandheder, som vor begrædte Ven saa længe havde
forkyndt og elsket, bevarede han trofast indtil sit sidste Øjeblik, og
dette er ikke alene en Trøst for hans nærmeste Paarørende, men for
hele Kirken.
De Lærdomme, der modtoges af ham, ville længe blive erindrede
af hans talrige Afkom, der upaatvivlelig vil høste megen Gavn deraf
og stræbe efter at blive en saadan Fader værdig; og det var at
ønske, at alle de Hellige vilde følge hans Exempel, vandre i hans
Fodspor og søge at ligne ham i hans Tro og Dyder for derved at
vinde Velbehag hos Gud.
Uagtet hans Fjender ofte skøde efter ham, »forblev dog hans Bue
stærk, og hans Hænders Arme styrkedes af Jakobs mægtige Gud«,
medens hans Mod og Standhaftighed aldrig svigtede ham.
Hans Iver for at udsprede Sandheden var stor, og han levede
længe nok til at se store og vigtige Ting udførte. Han saa' dette
Værk i dets Begyndelse, medens det endnu blot kunde sammenlignes
med Sennepskornet, og han fulgte dets Fremadskriden med
Opmærksomhed og levende Interesse, ligesom han havde den Glæde at se
Tusinder paa dette Kontinent annamme Sandheden, og fik høre det
glade Budskab, at ogsaa andre Landes Beboere vare blevne delagtige
i de samme Velsignelser.
Under disse Omstændigheder kunde han udbryde med den fromme
Simeon: »Herre, nu lade du din Tjener fare hen i Fred,*** thi
mine Øjne have set din Frelse.«
Omendskjønt hans Aand har taget Flugten og hans jordiske
Levninger snart ville blande sig med vor Moderjord, vil dog hans Minde
længe bevares hos dem, som havde den Glæde at nyde hans Be-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
205
kjendtskab, og denne Erindring vil være frisk og varig, medens hans
Fjender ville blive udslettede af Tilværelsen.
Maatte vi, elskelige Venner, som overleve vor ærværdige Patriark,
bestræbe os for at stride for den Sag, som var saa dyrebar for hans
gamle Hjerte, og bede, at »to Dele« af hans Aand maa gives os,
paa det vi kunne være iblandt de ydmyge Redskaber, som skulle
fuldende det store Værk, hvilket han saa' paabegyndt med et saa
uforligneligt Held, saa at naar vi fremstilles for Kristi Domstol, vi
da med vor hedengangne Ven kunne faa denne Velkomsthilsen at
høre: »Kommer hid, min Faders Velsignede, arver det Rige, som
eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt. Amen.«
TO OG TYVENDE KAPITEL.
Forfølgelsen mod Joseph vedvarer. — Nauvoo erholder Kjøbstadrettigheder.
— En Proklamation fra Kirkens Første Præsidentskab. — Hyrum Smith
overtager Patriarkembedet efter sin Fader. — Joseph vælges til Kirkens Ejendoms
forvalter. — Det første Valg af Medlemmer til Byraadet finder Sted. —
Nauvoo-Legionen organiseres. — Grundstenen til Nauvoo Tempel lægges. — Lyman
Wight udnævnes til en af de tolv Apostle. — Joseph arresteres, men bliver
kort efter frikjendt af Dommer Douglas.
Joseph fik neppe Lejlighed til i Ro at begrave sin Fader, før hans
Fjender atter vare paa Spor efter ham. Efter en fuldkommen Taushed
i to Aar var nemlig Missouris Guvernør Lilburn W. Boggs tilsidst
fremkommen med en Fordring til Guvernør Carlin i Illinois paa
Joseph Smith jun., Sidney Rigdon, Lyman Wight, Parley P. Pratt,
Caleb Baldwin og Alanson Brown, der vare undvegne fra Fængslet
i Missouri. Fordringen syntes at være fremkommen i Forstaaelse med
Guvernør Carlin, og der blev strax givet Ordre til deres Paagribelse;
men da Sheriffen indfandt sig i Nauvoo for at søge efter disse Brødre,
vare de tagne bort, da de ikke vare tilbøjelige til igjen at prøve
Pøbelens Vilkaarlighed i en Ståt, hvor de havde lidt saa megen
Uret og Skade; følgelig maatte Sheriffen vende tilbage igjen med
uforrettet Sag.
>Hvad Ret,« skriver en af Brødrene, »har man til at fremkomme
med nogen Fordring til Guvernør Carlin med Hensyn til disse Mænd,
fordi de flygtede fra Arresten, da der aldrig har været anlagt nogen
Sag imod dem i denne Ståt, selv ikke en Gang i Formen? De bleve
anholdte af en Pøbelmilits og bortslæbte fra Alt, hvad der var dem
kjært og dyrebart, og uden deres Vidende forhørte af en Krigsret,
som dømte dem til at skj'des; men da dette slog fejl, bleve de
indespærrede, belagte med Lænker og ikke alene berøvede alle Livets
Bekvemmeligheder, men selv det Allernødvendigste til Livets Ophold,
medens de derpaa for et Skins Skyld bleve bragte i Forhør, uden
at der paa lovlig Maade var bleven anlagt nogen Sag mod dem,
hvorved de vare berøvede al Anledning til at forsvare sig. At de172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 206
bleve anholdte af en Pøbelhob og forhørte af denne, dømte og
indespærrede, kan Folket i Missouri aldrig nægte.
Hvilket yndigt Billede har ikke Guvernør Boggs fremstillet for
Verden, efter at han har uddrevet 12,000 til 15,000 Mennesker fra deres
Hjem, og under Trusel af fuldkommen Udryddelse tvunget dem til
at forlade Staten, og efter at han har ladet deres Ejendomme
konfiskere samt uskyldige Mænd, Kvinder og Børn myrde! Da nu nogle
Faa ere flygtede for hans Morderhaand og have fundet Beskyttelse i
et Land, hvor Alle nyde de samme Rettigheder, viser han den
Uforskammethed at fordre dem tilbage igjen, for endnu at kunne
tilfredsstille sin Tørst efter uskyldigt Blod. Han har Intet med dem at gjøre;
de ere ikke flygtede fra en retfærdig Domstol, men fra en vanhellig,
rasende og umenneskelig Bandes Hænder, eller fra en Klasse Væsener,
som ere Fjender af deres Land, deres Gud og sig selv samt af al
Retfærdighed og Menneskelighed. De foragte Kristendommen og
foragte Guds Folk; de stride mod Sandheden og arve Løgn, samt træde
Dyden under deres Fødder, medens Lasten med alle dens Affødninger
er deres velkomne Samfundsfælle; derfor kan og skal Missouri aldrig
faa de Mænd, paa hvilke den ikke har den ringeste Fordring.
Alle Guvernør Boggs's Planer og Hensigter for at standse
»Mormonismens« Fremgang have været frugtesløse, og det i den Grad,
at han endog har bidraget til, at den er bleven udspredt med
fordoblet Kraft.«
Den 2den, 3die og 4de Okt. blev en General-Konference af Kirken
afholdt i Nauvoo, ved hvilken Ældsterne Hyrum Smith, Lyman Wight
og Almon W. Babbitt beskikkedes som en Komite til at organisere
Stave af Zion imellem Nauvoo og Kirtland. Selve Kirtlands Stav blev
der ogsaa taget Hensyn til, idet Brødrene fra Østen raadedes til at
samle sig der for at opretholde dette mindeværdige Sted som en
Gren eller Stav af Zion og om muligt opvække de derboende
Medlemmer af Kirken, som i nogen Tid havde været sløve og ligegyldige
for deres Religion, til fornyede Anstrengelser. Ældste Almon W.
Babbitt blev beskikket til Stavens Præsident, og da Joseph fremsatte
for Konferencen Nødvendigheden af at opføre et Herrens Hus i Nauvoo,
vedtoges det ligeledes at bygge et saadant, og Ældsterne Reynolds
Cahoon, Elias Higbee og Alpheus Cutler bleve valgte til at forestaa
dets Opførelse, hvortil desuden hver tiende Dags Arbejde skulde
anvendes af Folket. Det herlige Princip Daab for de Døde, om hvilket
Joseph nogen Tid i Forvejen havde modtaget en Aabenbaring, blev
udviklet af ham i et længere Foredrag, som den tilstedeværende
talrige Forsamling lyttede til med spændt Opmærksomhed, medens Guds
Aand bar Vidnesbyrd om dets Sandhed, og Glæde fyldte de Helliges
Hjerter ved Tanken om, at Gud havde aabenbaret en Ordinance,
ved hvis Udøvelse deres afdøde Slægtninge og Venner kunde blive
delagtige i Evangeliets Velsignelser.
Paa denne Tid anstrengte Joseph sig meget for at erholde
Kjøb-stadrettigheder for Byen Nauvoo af Staten Ulinois's Legislatur, der
netop var traadt sammen. Han udkastede selv Planen til de Love,
ifølge hvilke han ønskede den antaget af Staten som Kjøbstad, og172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
207
havde selvfølgelig heri Kirkens Bedste for Øje. Disse Love, skriver
han, vare affattede efter saa frisindede Grundsætninger, at ethvert
Menneske trygt kunde leve under deres beskyttende Indflydelse uden
Hensyn til Religion eller Parti. Den tidligere omtalte John C. Bennett,
der nu var ankommen til Nauvoo og var bleven indlemmet i Kirken
dersteds, afsendtes til Springfield, Legislaturens Sæde i Illinois, som
de Helliges Befuldmægtigede, og allerede den 16de December s. A.
blev Loven for Nauvoos Indlemmelse i Staten som Kjøbstad
undertegnet af Guvernøren, efter først at være bleven vedtaget i begge
Huse. En Lov angaaende Nauvoo-Legionen og Staden Nauvoos
Universitet blev samtidig vedtaget.
Følgende »Proklamation til de Hellige i Adspredelsen« af Kirkens
Første Præsidentskab, dateret Nauvoo, den 15de Januar 1841, vil
give Læseren en Ide om Kirkens Tilstand og Udsigterne for Værkets
Fremme paa den Tid:
»Elskelige Brødre! Det Forhold, vi staa i til Jesu Kristi Kirke af
Sidste-Dages Hellige, gjør det nødvendigt, at vi nu og da fremstille
Kirkens Tilstand og Udsigter og give saadanne Raad, som maatte
anses nødvendige for de Helliges Vel og egnede til at befordre deres
timelige og evige Lyksalighed.
Vi maa lykønske de Hellige paa Grund af den Fremgang, som
det store Sidste-Dages Værk nyder, thi det har ikke alene udspredt
sig til alle Kanter paa dette Kontinent, men ogsaa til Europa og til
Øerne i Havet, medens det fremdeles skrider fremad paa en Maade,
der ikke finder sin Lige i Historiens Aarbøger. Dette er saa meget
glædeligere, naar man tager i Betragtning, at der kun er hengaaet
en kort Tid, siden vi paa en ubarmhjertig Maade bleve drevne fra
Staten Missouri, efter at vi havde maattet udholde de skrækkeligste
Grusomheder og Forfølgelser. Den Gang forekom det Mange, at vor
Undergang var uundgaaelig, medens Sandhedens Fjender triumferede
og ved idelige Fornærmelser bestræbte sig for at forøge vore Lidelser.
Men Hærskarernes Herre var med os. Jakobs Gud var vor Tilflugt,
og vi bleve udfriede fra disse blodtørstige og ugudelige Menneskers
Hænder. I Staten Illinois fandt vi et Tilflugtssted og bleve venligt
modtagne af Saadanne, som fortjene Benævnelsen »Frie Mænd«. Det
er umuligt at opregne alle dem, der i vor Nød ædelmodigen rakte
os en hjælpsom Haand og ligesom den barmhjertige Samaritan gøde
Olie i vore Saar og med Gavmildhed bidroge til at afhjælpe vore
Fornødenheder, thi det synes som om samtlige Beboere i Quincy og
de fleste af Befolkningen i Illinois kappedes med hverandre i deres
Kjærlighedsbevisninger. Vi ville imidlertid omtale Guvernør Carlin,
Dommer Young, General Lech, Dommer Ralston, Hans
Velærværdighed Hr. Young, Oberst Henry N. Bushneil, John Wood, J. N. Morris,
S. M. Bartlett, Samuel Holmes og J. T. Holmes, hvilke længe ville
blive mindede af et taknemmeligt Samfund for deres udviste
Menneskekærlighed mod et lidende Folk; Mindet om deres Veldædighed
mod os er indpræget i vore Hjerter med uudslettelige Træk.
Ligeledes ville vi omtale denne Stats lovgivende Forsamling, der
uden Hensyn til de politiske Partier er kommen os til Hjælp og har172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 208
behandlet os som Medborgere og Venner samt har givet os alle de
Rettigheder, der baade i borgerlig og religiøs Henseende tilkommer
os. Saaledes har den i et den 16de Dec. 1840 afholdt Møde
vedtaget visse Lovforslag, der med Hensyn til Frihed og
Borgerrettigheder ere de bedste, som nogensinde ere vedtagne af nogen lovgivende
Forsamling til Gavn for frie Borgere. En af disse Love giver Nauvoo
Kjøbstadrettigheder, en anden forordner »Nauvoo-Legionens« Oprettelse,
og en tredie stifter »Staden Nauvoos Universitet«.
Den første af disse Love (den for Nauvoo) tilsikrer os for
Fremtiden alle de Frihedens Velsignelser, som tilkomme Borgerne i en
stor civiliseret Republik, og dette er Alt, hvad vi nogensinde have
forlangt. Hvilken Modsætning er der ikke mellem den
Fremgangsmaade, som er fulgt af den lovgivende Magt i denne Ståt, og den,
der fulgtes af Legislaturen i Missouri, hvis Fordom, Skinhellighed
og Overtro have faaet Overhaand i den Grad, at den har nægtet os
vore helligste Rettigheder og den Frihed, som tilkommer os! Illinois
har sat et skjønt Exempel for alle de Forenede Stater og for hele
Verden og har ædelmodigt handlet overensstemmende med
Konstitutionens Aand, og paa samme Tid, som denne Ståt fordrer ubetinget
Lydighed mod Lovene (hvilke vi haabe stedse at se overholdte), giver
den os Beskyttelse under samme og giver os Sikkerhed for Liv,
Frihed og ethvert lovligt Foretagende.
Navnet paa vor Stad (Nauvoo) er af hebraisk Oprindelse og
betyder et yndigt Sted med Indbegrebet af Ro, og det kan ogsaa med
Rette siges, at den har en yndig Beliggenhed. Den ligger paa den
østlige Bred af Mississippi-Floden ved Des Moines Rapids (Strømfald)
i Hancock County og begrænses mod Øst af en vidtudstrakt og
uforlignelig smuk Slette, og mod Nord, Vest og Syd af
Mississippi-Floden. Nogle have havt imod dette Sted paa Grund af den
Sygelighed, som har hersket i Sommermaanederne; men Dr. Bennett er af
den Formening, at Hancock County og navnlig hele den østlige og
sydlige Del af Staden Nauvoo har et ligesaa sundt Klima (for dem,
som ere blevne akklimatiserede) som noget andet Sted i Vesten,
hvorimod Beboerne i den nordvestlige Del af Staden have lidt meget af
Koldfeber, men han tror dog, at Aarsagerne til denne Sygelighed
kunne fjernes ved at udtørre Moradserne paa de nærliggende Øer i
Mississippi-Floden.
Befolkningen i vor Stad tiltager med en uhørt Hurtighed, da den
nu udgjør over tre tusinde Sjæle. Der bliver gjort alt muligt for at
fremme Handel, Haandværk og Agerdyrkning i Staden og dens Omegn.
Vandet i Mississippi-Floden kan med Fordel anvendes i en næsten
ubegrænset Udstrækning til Fabriksdrift.
Da vi have været Redskaber i Guds Haand til at lægge
Grundvolden til de Helliges Indsamling, ville vi raade dem, der sætte Pris
paa Evangeliets Velsignelser, og som forstaa Nødvendigheden af at
adlyde Herrens Befalinger samt ere i Besiddelse af denne Verdens
Gods, til at virke for en almindelig Indsamling. De bør afhænde
deres Ejendomme, saa snart Omstændighederne tillade det, uden at
det kræver altfor store Ofre, og flytte til vor Stad eller dens Omegn172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
209
enten for at anlægge Fabriker eller for at kjøbe og opdyrke
Landejendomme. Dette vil sikre os Besiddelsen af vor fremtidige Arv og
berede Vejen for de Fattiges Indsamling. Dette er overensstemmende
med Himmelens Orden og den eneste Maade, paa hvilken
Indsam-liagen kan iværksættes. De Rige og enhver Anden, som kan bidrage
til dette Steds Opkomst, bør derfor gjøre alt muligt for at komme
her til uden Opsættelse for at styrke vore Hænder og fremme de
Helliges Vel. Dette kan ikke noksom blive lagt de Hellige paa Hjerte,
og vi paalægge herved Ældsterne at forelægge dem dette, thi det er
overensstemmende med de Raad, som Herren har givet os i saa
Henseende. Opførelsen af Herrens Hus, hvor de Hellige ville komme til
at tilbede deres Fædres Gud ifølge de Pligter, som paahvile dem, og
hvor Undervisning fra Herren vil blive modtagen for der fra at udgaa
til fjerne Lande, skrider raskt fremad. Lader os derfor gjøre Alt,
hvad der staar i vor Magt, for at opbygge Staden Nauvoo og Omegn
ifølge de Friheder, som Staten Illinois's lovgivende Forsamling har
tilstaaet os. * * *
Nauvoo-Legionen indbefatter alle vore militære Kræfter, og den vil
sætte os i Stand til at udføre hele vor Militærpligt for os selv; vi
ville saaledes undgaa den vigtigste Anledning til at komme i
Sammenstød og Strid med Verden og til at blive undertrykte af den.
Dette vil sætte os i Stand til som et Folk at vise vor Hengivenhed
for Staten og Folket ved at yde vor Bistand, hvor som helst den
maatte udkræves, idet vi paa samme Tid vise, at vi underkaste os
Landets Love og ere stedse rede til at gjøre, hvad vi kunne, for at
sætte dem i Udøvelse.
»Staden Nauvoos Universitet« vil sætte os i Stand til at bibringe
vore Børn Kundskaber og videnskabelig Kunstuddannelse i de
forskjellige Retninger. Vi haabe, at denne Læreanstalt vil blive et Lys
for Verden, og at den vil udsprede saadan Kundskab, som vil
bidrage baade til det Almindeliges Bedste og til det enkelte Individs
Gavn. Universitetets Bestyrelse vil have Overopsynet med Alt, hvad
der vedkommer den offentlige Undervisning, lige fra Almueskolerne
til de højeste Læreanstalter, og den vil sørge for, at der bliver indsat
dygtige Lærere i enhver Videnskabsgren. Denne Læreanstalt har alle
de Forrettigheder som enhver anden Højskole her i Staten. Lovene
for Universitetets og Legionens Oprettelse ere at betragte som et
Tillæg til Stadens Rettigheder, hvorved disse blive fuldstændige.
Herren har styret det saaledes, at vi ikke alene møde Velvillie hos
dem, vi leve iblandt, hvilke glæde sig over at se os i Besiddelse af
de Rettigheder, som tilkomme et frit Folk; men vi kunne ogsaa
meddele, at flere af de fornemste Mænd i Illinois have lyttet til den
Lære, vi forkynde, og have været Troen lydige samt glæde sig i
den. * * * Vi omtale dette for at opmuntre de Hellige, og for at de
kunne se, at de Forfølgelser, vi have lidt i Missouri, kun have været
en Indledning til Sandhedens og vor hellige Religions glimrende Sejr.
Paa Grund af den venlige Forekommenhed, som Beboerne i Illinois
saa samdrægtigt have vist os, — det særdeles Held, der har fulgt
os her, — de Fordele, som dette Sted i enhver Henseende frembyder,
14172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 210
og i Betragtning af Nødvendigheden af de Helliges Indsamling ville
vi indtrængende raade de Brødre, der glæde sig i Zions Velfærd og
ønske, at dets Staver skulle befæstes og dets Snore udstrækkes, at
komme og forene sig med os i det herlige og ophøjede Værk og sige
med Nehemias: »Vi, hans Tjenere, ville staa op og bygge.« Det
kunde maaske anses for unødvendigt at lægge denne Sag saa alvorlig
paa de Helliges Hjerter, da dens Vigtighed maa være indlysende for
Enhver; men som Vægtere for Israels Hus og som Hyrder for en
Hjord, der er adspredt over hele Landet — og paa Grund af vor
Ængstelighed for de Helliges timelige og evige Vel samt vort inderlige
Ønske om at fremme vor Guds Hensigter, hvortil vi ere blevne
kaldte — føie vi os tilskyndede til at indskærpe dette Anliggende;
og vi ville derfor alvorligen tilraade de Hellige at komme her til.
Dette er Herrens Ord og henhører til det store Sidste-Dages Værk.
Det er sandt, at Indsamlingen hidtil paa Grund af ugudelige
Menneskers Ondskab har været forbunden med de grusomste Forfølgelser
og de mest oprørende Begivenheder; men vi haabe, at disse
Trængsels-dage nu ere forbi, og formedelst vor Statsregjerings Frisindethed haabe
vi at nyde en Fred og Begunstigelse, som vi hidindtil ikke have
mærket siden Kirkens Oprettelse, og menneskeligvis at dømme, kunne
vi ikke danne os noget Begreb om den Lykke, som venter os. Det
er kun ved fælles Samvirken og vore forenede Bestræbelser, at vi
kunne udføre det Hverv, som er os anbetroet med Hensyn til det
store Sidste-Dages Værk, hvilket vi ikke kunne, saa længe vi
leve-adspredte og fjernt fra hverandre; men hvis vi i Samdrægtighed
arbejde for at fremme Guds Hensigter, ville baade timelige og aandelige
Velsignelser blive os tildelte i et rigeligt Maal.
De store timelige og aandelige Goder, som altid følge Trofasthed
og endrægtig Samvirken, kunne aldrig opnaas, naar Alle arbejde
hver for sig. Enhver foregaaende Tidsalders Historie beviser noksom
dette. Fraset de timelige Velsignelser, gives der ikke nogen anden
Maade, hvorpaa de Hellige kunne blive frelste i de sidste Dage,
hvilket de hellige Profeters Vidnesbyrd klarlig bevise; thi der er
skrevet: »Jeg vil føre din Sæd fra Østen, og samle dig fra Vesten.
Jeg vil sige til Norden: Giv hid, og til Sønden: Forhindrer ikke.
Før hid mine Sønner langt fra, og mine Døtre fra Jordens Ende.«
(Es. 48 : 5, 6.)
Tillige stemme alle Profeternes Vidnesbyrd overens deri, at de
Helliges Indsamling maa finde Sted, førend Herren kommer »for at
tage Hævn over de Ugudelige« og »for at blive forherliget og
beundret af dem, som adlyde hans Evangelium«. Den 50de Salme, 1ste
til 5te Vers inklusive, beskriver denne store og herlige Begivenhed
saaledes: »Den stærke Gud, Gud Herren, har talet og kaldet Jorden
fra Solens Opgang indtil dens Nedgang. Af Zion aabenbaredes Gud
herligen i en fuldkommen Dejlighed. Vor Gud skal komme og ikke
tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer
det saare. Han skal kalde ad Himmelen ovenaf og ad Jorden for at
dømme sit Folk. Samler mig mine Hellige, som gjøre min Pagt
med Offer.«172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
211
Vi kunne anføre mange flere Skriftsteder, men da vi tro, at de
Hellige ere godt bekjendte med Emnet, anse vi det for overflødigt.
Vi ønske, at de Hellige skulle forstaa, at naar de komme hid,
maa de ikke vente, at Alt er Fuldkommenhed, Samdrægtighed, Fred
og Kjærlighed. Hvis de nære saadanne Tanker, ville de upaatvivlelig!
blive skuffede, thi her Andes Mennesker, ikke alene fra forskjellige
Stater, men endog af forskjellige Nationaliteter, og omendskjønt de
ere Sandhedens Sag hengivne, have de dog mange Traditioner og
Fordomme at bekæmpe, og følgelig tager det Tid, førend alt dette
kan overvindes. Desuden gives der Mange, som snige sig ind her og
søge at bringe Tvedragt, Splid og Had iblandt os for derved at skade
de Hellige. Dette maa vi finde os i, og det vil i en større eller
mindre Grad ve'dblive saaledes, indtil >Loen bliver renset« og
»Avnerne opbrændte«. De, som komme op til dette Sted, bør komme
her med det faste Forsæt at ville holde Guds Bud og ikke lade sig
anfægte af det, som vi have omtalt, og da vil Alt gaa dem vel; den
himmelske Kundskab vil blive dem meddelt, og tilsidst ville de se
Alt i det rette Lys og glæde sig i den fulde Nydelse af den
Herlighed, som venter de Retfærdige.
For at opføre et Tempel for Herren vil der udfordres store
Anstrengelser fra de Helliges Side, saa at de kunne bygge et Hus, som
kan blive antaget af den Almægtige, og hvori hans Magt og
Herlighed kan vise sig. Derfor bør de, som ere beredvillige til at ofre deres
Tid, Talenter og Ejendom til Guds Riges Fremme og for Sandhedens
Sag, byde deres Hjem og behagelige Opholdssteder Farvel for at
hjælpe til med det store Sidste-Dages Værk og for at blive
meddelagtige i de Helliges Trængsler, paa det de tilsidst kunne blive
delagtige i deres Sejr.
Vi ønske ligeledes, at det skulde blive rigtig forstaaet, at vi ikke
fordre noget andet Privilegium end det, som tilkommer enhver af
vore Medborgere, uanset deres religiøse Anskuelser, og derfor ville vi
sige til Alle, der ikke ere af samme Tro som vi: Lader Alle, der
ønske det, komme her til og nedsætte sig paa dette Sted eller i
Omegnen, og vi ville byde dem Velkommen som Medborgere og Venner;
vi anse det ikke alene for en Pligt, men for et Privilegium, at
gjen-gjælde den Forekommenhed, som er bleven os bevist af velgjørende
og kjærligsindede Borgere i Staten Illinois.«
Proklamationen var undertegnet af »Joseph Smith, Sidney Rigdon
og Hyrum Smith, Kirkens Præsidentskab«.
Den 19de Januar modtog Joseph en vigtig Aabenbaring angaaende
Opførelsen af Templet i Nauvoo, Præstedømmets og Kirkens Orden
osv. (Se Pagtens Bog 124de Kap.) Eftersom Josephs Fader var død,
blev det nødvendigt at beskikke en Anden i hans Sted som Kirkens
Patriark. Hyrum Smith, hans ældste levende Søn, var den Nærmeste
til at beklæde denne ansvarsfulde Stilling og modtog derfor i
ovennævnte Aabenbaring Beskikkelsen efter sin Fader som Kirkens
Patriark. Herved blev der en ledig Plads i det Første Præsidentskab,
af hvilket Kvorum Hyrum var et Medlem, og William Law blev i
samme Aabenbaring beskikket til at indtage hans Plads. Ligeledes
14*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 212
blev Ældste George Miller beskikket til Biskop i Stedet for afdøde
Edward Partridge.
Den 30te Jan. afholdtes en speciel Konference i Nanvoo, ved hvilken
Joseph enstemmig blev valgt til Eiendomsforvalter for Jesu Kristi
Kirke af Sidste-Dages Hellige. Den 1ste Feb. fandt det første Valg
af Medlemmer til Byraadet Sted. John C. Bennett blev valgt til
Borgmester, William Marks, Samuel H. Smith, Daniel H. Wells og
Newel K. Whitney til Raadsherrer, og Joseph Smith, Hyrum Smith,
Sidney Rigdon, Charles C. Rich, John T. Barnett, Wilson Law, Don
C. Smith, John P. Greene og Vinson Knight til Raadmænd. Den
3die s. M. traadte Byraadet for første Gang sammen, og følgende
Personer valgtes til de forskjellige Embeder: Henry G. Sherwood til
Marschal, James Sloan til Skriver, Robert B. Thompson til Kasserer,
James Robinson til Assessor og Austin Cowles til Gadeinspektør.
Joseph forelagde derpaa Raadet en Del Lovforslag med Hensyn til
Byens indre Ordning, Oprettelsen af det omtalte Universitet og
Organisationen af Nauvoo-Legionen etc., hvilket altsammen vedtoges
samme Dag.
Den 4de blev Legionen organiseret; de forskjellige Officerer valgtes,
og Joseph selv udnævntes til Legionens General-Løjtnant, hvilken
Udnævnelse senere anerkjendtes og bekræftedes af Guvernøren selv.
Ved dens Organisation bestod Legionen af sex Kompagnier. »Den er
ikke,« skriver Joseph, »som dens Fjender med Urette have antaget,
udelukkende en »Mormon«-Militærorganisation, men en
Borgervæbning, sammensat af Borgere, uden Hensyn til deres politiske eller
religiøse Meninger, for den offentlige Sikkerheds og det almindelige
Veis Skyld, for at haandhæve Lov og Orden, beskytte de fredelige
Borgere mod Undertrykkelse og opholde vore Institutioner mod Anarki
og Pøbelvold. Ingen andre Anskuelser holdes eller tillades af dens
Officerer. Almindelige Revuer af Legionen afholdes i Staden Nauvoo,
men alle andre Øvelser skulle foretages i deres respektive Distrikter,
som Kompagnier, Batallioner, Regimenter og Kohorter.«
I det næste Møde af Byraadet fremlagde Joseph et Udkast til
»Lov angaaende Maadeholdssagen«, som efter nogen Diskussion blev
vedtaget. Denne Lov forhindrede Salg af Brændevin i mindre
Kvantiteter end en Liter undtagen efter en Læges Anbefaling. Hans
Hensigt hermed var at forhindre Oprettelsen af Drikkehuse eller
Skjænke-stuer i Nauvoo og at gjøre Brændevinsdrik paa offentlige Steder
strafskyldig. Under Diskussionen af dette Lovudkast holdt Joseph et
længere Foredrag angaaende Brugen af Spirituosa og paaviste, at de
vare unødvendige, og at de virke som Gift i Legemet, medens der
gives Rødder og Urter, hvilke ganske kunne erstatte alle stærke
Drikke som Lægemidler. I Byraadets Forhandlinger var Joseph
særlig virksom og forelagde en stor Mængde Udkast til By love af
væsentlig Betydning.
I Marts 1841 modtog Joseph en Aabenbaring angaaende de
Helliges Nedsættelse i Iowa (Pagtens Bog, 125de Kap.), og den 21de s. M.
blev det mindre Præstedømme, ifølge tidligere Aabenbaring,
organiseret af Biskopperne Whitney, Miller, Higbee og Knight. Samuel172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
213
Rolf blev valgt til Præsident for Præsternes Kvorum med Stephen
Markham og Hezekiah Peck til sine Raadgivere. Elisha Everett blev
valgt til Præsident for Lærernes Kvorum med James W. Huntsman
og James Hendricks til sine Raadgivere, Phinehas R. Bird til
Præsident for Diakonernes Kvorum, og David Wood og Wm. W. Lane til
hans Raadgivere.
Den 6te April 1841 forsamledes Nauvoo-Legionen, og en Procession
dannedes, som med stor Højtidelighed drog frem til Templets
Byggeplads. En aaben Firkant dannedes omkring Stedet, og Legionens
højere Officerer, Arkitekterne og Hovedtaleren førtes frem til
Forhøjningen ved Hovedhjørnestenen (den sydøstlige). Højtideligheden
aabnedes med Afsyngelsen af en Salme, hvorefter Sidney Rigdon holdt
en kort Tale til de Forsamlede, der efterfulgtes med Sang og Bøn.
Derpaa skrede Arkitekterne under det Første Præsidentskabs Ledelse
til at lægge den første (sydøstlige Hjørne-) Sten paa sin Plads, og
Joseph holdt Indvielsesbønnen, hvorefter der paany holdtes Bøn af
Sidney Rigdon. Efter en Times Ophold samledes Folket atter, og
den sydvestlige Hjørnesten blev lagt under Ledelse af Don Carlos
Smith og hans Raadgivere, der præsiderede over Højpræsternes
Kvorum. Den tredie eller nordvestlige Hjørnesten blev lagt under
Høj-raadets Ledelse, og den fjerde eller nordøstlige under Ledelse af
Biskop Newel K. Whitney og det Aaronske Præstedømme. Eftersom
hver Sten blev lagt paa sin rette Plads, blev en Bøn opsendt, og
den indviedes af det forrettende Kvorums Præsident.
Dette var en sand Glædestid for Joseph og de Hellige. Efter alle
deres Lidelser og Møje havde de tilsidst naaet et Sted, hvor de for
en Tid kunde leve i Fred og paabegynde Opførelsen af et Herrens
Hus, i hvilket den Almægtige havde en stor Begavelse ivente for
dem. Grundstenen til et saadant var nu bleven lagt, og de Helliges
højeste Ønske og Begjær var, at det maatte blive dem forundt at
fuldføre det. Joseph var meget nidkjær i at fremskynde Værket, men
da de Hellige vare faa i Antal, og Størstedelen af dem vare syge
og fattige, syntes det næsten en Umulighed at udføre et saadant
Arbejde. Men Gud havde befalet det, og de adløde ham og toge med
Glæde fat derpaa.
Med Hensyn til den rigtige Maade at lægge Grundstenen til
Templer paa, siger Joseph: »Dersom Præstedømmets Orden paa det
Nøjagtigste blev efterfulgt ved Opførelsen af Templer, skulde den første
Sten lægges ved det sydøstlige Hjørne; dernæst skulde den
sydvestlige Hjørnesten lægges; derefter den tredie eller nordvestlige
Hjørnesten, og sidst af alle den fjerde eller nordøstlige Hjørnesten. Det
Første Præsidentskab skulde lægge den sydøstlige Hjørnesten og
bestemme, hvem der er de rette Personer til at lægge de andre
Hjørnestene. Dersom et Tempel bygges paa et fjerntliggende Sted, og det
Første Præsidentskab ikke er nærværende, er de tolv Apostles
Kvorum den rette Myndighed til at bestemme, hvilken Orden der bør
iagttages ved et saadant Tempel; og om de tolv Apostle ere
fraværende, skal Stavens Præsidentskab lægge den sydøstlige Hjørnesten;
det Melkisedekske Præstedømme vil lægge Hjørnestenene paa Østsiden172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 214
af Templet og det Aaronske Præstedømme Hjørnestenene paa
Vestsiden.«
Dagen efter, den 7de April, afholdtes en General-Konference i
Nauvoo, for hvilken en Rapport fra det Første Præsidentskab blev oplæst,
hvori Værkets Fremgang i Europa ved de tolv Apostles nidkjære
Bestræbelser og Evangeliets hurtige Udbredelse i de Forenede Stater
fremsattes. Konferencens Opmærksomhed henlededes ogsaa paa
Templets Opførelse, og de Helliges Flid og Nidkjærhed i denne Retning
i Nauvoo blev fremholdt som et følgeværdigt Exempel for deres
Søskende i andre Dele af Landet. En Komite blev derpaa beskikket
til at opføre et andet Hus til Herrens Navn, »og lad det Huses
Navn kaldes Nauvoo-Hus,« siger Herren, »og lad det være en
behagelig Bolig for Mennesker og et Hvilested for den trætte Vandrer,
at han kan betragte Zions Herlighed og Herligheden af denne Zions
Hjørnesten, og at han ogsaa kan faa Raad af dem, som jeg har sat
til at være berømte Planter og som Vægtere paa dens Mure«.
(Pagtens Bog, 124:60, 61.)
Den 8de April blev Lyman Wight udnævnt til en af de tolv
Apostle i Stedet for Ældste David W. Patten, som blev dræbt i
Missouri. Da Vejret var saa ugunstigt for Afholdelsen af
Forsamlinger, underrettede Joseph Konferencen om, at megen Undervisning,
som ellers vilde være bleven meddelt, paa Grund heraf maatte
opsættes til senere.
Den 24de Maj skrev Joseph en kort Epistel, hvori han opfordrede
de Hellige, som boede udenfor Hancock County, til at gjøre sig rede
og flytte ind i nævnte County uden Ophold. Han ønskede nemlig
at se Folkets Energi og Styrke samlet for desto hurtigere at kunne
iværksætte Opførelsen af Templet og andre Bygninger. Ligeledes
ønskede han, det skulde forstaas, at alle andre Staver end de, der
vare oprettede i Hancock County, Illinois, og Lee County, Iowa,
skulde betragtes som ophævede.
I Begyndelsen af Juni ledsagede Joseph sin Broder Hyrum og
William Law til Quincy paa deres Mission til de østlige Stater, og aflagde
under sit Ophold her Guvernør Carlin et Besøg. Han blev modtagen
med megen Venlighed og Forekommenhed, og der var ikke Tale om
nogen Arrestation. Men nogle faa Timer efter, at han havde forladt
Guvernørens Bolig, sendte han (Guvernøren) Thomas King, Sherif!
for Adams County, Thomas Jasper, Konstabel i Quincy, og flere
Andre tilligemed en Embedsmand fra Missouri for at arrestere ham
(Joseph) og overgive ham til Authoriteterne i Missouri. Den 5te Juni
indhentede disse Mænd Joseph ved Bear-Bækken, omtrent 28 Mile
syd for Nauvoo, hvor han paa sin Hjemrejse var taget ind paa et
Hotel. Ved hans Arrestation viste den nævnte Embedsmand fra
Missouri sig saa brutal, at nogle af de Mænd, som vare med for at
hjælpe ham, ligefrem nægtede at ville have Noget med ham at
bestille og rejste hjem. Joseph vendte derefter tilbage til Quincy, hvor
han erholdt en foreløbig Løsladelsesordre fra Assistenten i
Kanslerretten, Charles A. Warren, Esq.; og Højesteretsdommer Stephen A.
Douglas, som tilfældigvis kom til Quincy samme Aften, besluttede172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
215
at forhøre ham paa den foreløbige Løsladelsesordre den næstfølgende
Tirsdag i Monmouth, Warren County, hvor Retten agtede at afholde
sine Møder. Den 6te begav Joseph sig under Embedsmændenes
Bevogtning paa Hjemvejen til Nauvoo. Imidlertid var Sheriff King
pludselig bleven syg, og Joseph plejede og opvartede ham paa det
Bedste, for at han kunde blive i Stand til at ledsage ham til
Monmouth. Tidligt om Morgenen den 7de forlod derpaa Joseph,
Embedsmændene og et stort Antal Brødre Nauvoo og ankom Dagen efter til
Monmouth, 75 Mile borte, hvor der herskede betydelig Bevægelse
blandt Indbyggerne, som vare meget nysgjerrige efter at »se Profeten«
og forventede at se ham i Lænker. Sheriff King, hvis Helbred nu
var noget bedre, havde megen Vanskelighed med at forsvare ham
mod Pøbelen, der var stimlet sammen. Retten blev snart nedsat, og
-en af Josephs Sagførere foreslog, at hans Sag strax skulde behandles,
men Statsadvokaten gjorde Indvendinger og sagde, at han ikke havde
havt tilstrækkelig Varsel og var som saadan ikke forberedt. Efter
Overenskomst blev Forhøret derpaa udsat til næste Dag.
Tidlig næste Morgen var Raadhuset opfyldt af Tilhørere, som gjerne
vilde overvære Forhøret. Alle Prokuratorerne paa Anklagesiden med
Undtagelse af to, nemlig d'Hrr. Knowlton og Jennings, holdt sig til
Sagen og opførte sig som Gentlemen; men disse to Herrer gjorde
ogsaa Alt, hvad de kunde, for at ophidse Offentligheden og opflamme
Indvaanernes Had imod Joseph og hans Religion. En ung Lovkyndig
fra Missouri stillede sig som Frivillig paa Anklagesiden og gjorde
sit Bedste for at bevise ham skyldig, men han havde ikke talet
længe, før han blev syg, bad om Undskyldning og forlod Huset.
Efter kort Tids Forløb kom han tilbage og bad, om han maatte
slutte sine Bemærkninger, hvilket blev ham tilstaaet. I Løbet af sin
Tale brugte denne Mand saadanne Udtryk, at Dommeren gjentagne
Gange maatte irettesætte ham. Josephs Sagførere stode derpaa frem
og forsvarede hans Sag med Ære. I Særdeleshed talede Hr. O. H.
Browning, senere Medlem af Præsident Jacksons Kabinet, meget
slaaende, og fremkaldte hyppig Taarer i de Forsamledes Øjne ved
sit rørende Foredrag. Saaledes ytrede han ved Slutningen af sine
Bemærkninger: »Store Gud! har jeg ikke set det? Jo, mine egne
Øjne have set de blodige Spor af uskyldige Kvinder og Børn i den
kolde Vinter, som have rejst Hundreder af Mile gjennem Frost og
Sne for at søge et Tilflugtssted mod deres barbariske Forfølgere.
Det var et rædselsfuldt Skue, nok til at opvække Medfølelse i et
Stenhjerte; skal denne ulykkelige Mand, som de i deres Raseri have
udpeget som Offer, fordrives til et saa barbarisk Land, og Ingen
vove at hellige sig Retfærdighedens Sag? Hvis der ingen Anden var
under Himmelen, som vilde opløfte sin Røst i denne Sag, vilde jeg
med Glæde staa alene og udaande mit sidste Suk til Forsvar for en
undertrykket amerikansk Borger.«
Næste Dag, den 10de Juni, afgav Dommer Douglas sin Kjendelse
i Sagen; den lød paa Josephs Frikjendelse, og var altsaa en ny Sejr
for ham og de Helliges Sag. Samme Dags Eftermiddag begav han
sig paa Hjemvejen tilligemed sit Følge, som bestod af omtrent 60172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 216
Mand, og ankom den følgende Dag til Nauvoo, hvor de modtoges
af de Hellige med Jubel.
Denne Sags Behandling, indbefattende Sagfører- og
Vidneførsels-Omkostninger, Betjentenes Honorar osv., beløb sig til mere end 3000
Dollars, hvilket ingenlunde var nogen ubetydelig Sum for En, der
nylig var bleven frarøvet næsten Alt, hvad han ejede i Missouri.
TEE OG TYVENDE KAPITEL.
Præsident Brigham Young og Selskab i England begive sig ad Jernbanen til
Preston, hvor Ældste Willard Richards ordineres til en af de Tolv. — >The
Millennial Star« udkommer i Manchester med Parley P. Pratt som Redaktør.
— Det første Selskab Emigranter afsejler fra Liverpool den 6te Juni 1840. —
Ældsterne Kimball, WoodruS og Smith aabne Evangeliets Dør i London. —
Den første Daab dersteds. — Udtog af et Brev til *The Times and Seasons«.
— Værkets hurtige Udbredelse i Herefordshire. — Dagbogsoptegnelser af
Præsident Young. — De Tolv afslutte deres Mission i England. — Syv af
dem vende tilbage til Amerika. — Deres Hjemkomst, Modtagelse etc.
Som man vil erindre, ankom Præsident Brigham Young og Selskab
efter en noget besværlig Rejse over Atlanterhavet den 6te April 1840
til Liverpool og toge midlertidigt Ophold i Nr. 8 i Union Street.
Den paafølgende Dag opsøgte de Ældste John Taylor, som strax
efter sin Ankomst til England havde begyndt sin Missionsvirksomhed
i Liverpool og allerede døbt 28 Personer. I Forening med ham begav
Præsident Young og Selskab sig den 8de med Jernbanen til Preston,,
hvor de strax traf sammen med Ældsterne Willard Richards, Joseph
Fielding, Wilford Wodruff og Andre. Præsident Young var ved
denne-Tid saa hentæret paa Grund af sin Sygdom og anstrengende Rejse>
at Ældste Richards neppe kunde gjenkjende ham.
Den næste Søndag samledes Brødrene med de Hellige i deres
Forsamlingslokale >The Cock Pit« i Preston, og den 14de April
afholdtes et Raad i Ældste Willard Richards's Hus, hvor denne ifølge
Aabenbaringen blev ordineret til Apostelskabet af Præsident Young
under det tilstedeværende Kvorums Hænder.
Den 15de April blev der afholdt en General-Konference i
Maade-holdsforeningens Lokale i Preston. Otte af de Tolv vare nærværende,,
nemlig Brigham Young, Heber C. Kimball, Parley P. Pratt, Orson
Pratt, Wilford Woodruff, John Taylor, Geo. A. Smith og Willard
Richards. Rapport aflagdes om de forskjellige Grenes Tilstand i
England, hvoraf det fremgik, at der i det Hele fandtes 34 Grene, som
tilsammen talte 1671 Medlemmer, 34 Ældster, 52 Præster, 38 Lærere
og 8 Diakoner. Dernæst blev det vedtaget at udgive et Maanedsskrift
i England under Navn af de Sidste-Dages Helliges »Millennial Star«
med Parley P. Pratt som Redaktør og Brigham Young som
Medhjælper. Ligeledes blev det vedtaget at udgive en ny Salmebog, og
Ældsterne Brigham Young, Parley P. Pratt og John Taylor beskikkedes
som en Komite til at udvælge de nye Salmer samt til at udgive
saadanne Bøger og Skrifter Tid efter anden, som Nødvendigheden maatte-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
217
kræve. Fra denne Konference begave Brødrene sig til deres
beskikkede Arbejdsmarker.
Præsident Young ledsagede Wilford Woodruff til Herefardshire,
som paa den Tid var den vigtigste Arbejdsmark i den britiske
Mission, og erholdt der de fleste Penge til Udgivelsen af Mormons Bog
og Salmebogen. En Broder ved Navn John Benbow forstrakte ham
saaledes med 250 Pund Sterling og Broder Kingston med 100 Pund.
Parley P. Pratt rejste til Manchester, hvor han strax gjorde
Forberedelser til Udgivelsen af »The Millennial Star«, hvis første Nummer
udkom den 27de Maj 1840. Orson Pratt rejste til Skotland og
oprettede efter nogen Tids Forløb en Gren i Edinburgh, medens John
Taylor fortsatte sin Virksomhed i Liverpool med meget Held. Siden
lykkedes det ham ogsaa at aabne Evangeliets Dør i Irland og paa
Øen Man i det irske Hav.
I Begyndelsen af Juni organiserede Brigham Young og Heber C.
Kimball det første Selskab af Hellige, som udvandrede fra England.
Hele Selskabet bestod af 41 Sjæle og stod under Ledelse af Ældste
John Moon; det afsejlede fra Liverpool den 6te Juni. Dette var de
første Frugter fra et fremmed Land — Forløberen for den store Skare,
der i Tidens Løb skulde følge efter.
Den 6te Juli afholdtes en anden General-Konference i »The
Carpenters' Hall« (Tømmermandshallen) i Manchester, en Sal, som
kunde rumme flere tusinde Personer. I denne Konference bleve 41
Grene repræsenterede med et Medlemantal af 2513 foruden
Præstedømmet, som udgjorde 56 Ældster, 126 Præster, 61 Lærere og 13
Diakoner, hvilket udviste en Forøgelse i tre Maaneder af 842
Medlemmer, 22 Ældster, 74 Præster, 23 Lærere og 5 Diakoner. Komiteen
var netop bleven færdig med Trykningen af den ny Salmebog, som
nu blev anbefalet til Forsamlingen og ved enstemmigt Votum
antagen. Tyve af de indfødte Ældster tilbøde frivilligt at ofre deres
Tid i Evangeliets Tjeneste. Strax efter Afholdelsen af denne
Konference rejste Parley P. Pratt tilbage til New York for at hente sin
Familie, fra hvilken Rejse han først kom tilbage i Oktober Maaned.
Under hans Fraværelse forestod Præsident Young, assisteret af
Wil-lard Richards, Udgivelsen af *The Millennial Star«. I September
organiseredes det andet Selskab af Emigranter, bestaaende af 200
Sjæle under Theodore Turlevs Ledelse, og afsejlede med Skibet »North
America« fra Liverpool den 8de.
Ved denne Tid begave Ældsterne Kimball, Woodruff og Smith sig
til London for at tilbyde Hovedstadens Indvaanere Evangeliets Fylde.
Her tilbragte de ti Dage med at besøge de forskjellige Samfunds
Præster, Prædikanter og Andre, og bede dem om Tilladelse til at
prædike i deres Kapeller, men da de bestandig fik et haanligt Afslag,
besluttede de ligesom Jonas at prædike under aaben Himmel.
Saaledes gik de den 30te August 1840 hen til Smithfield Torv (til den
samme Plet, hvor John Rodgers var bleven brændt), i den Hensigt
at prædike der Kl. 10 Form., men en Politibetjent underrettede dem
om, at Lordmayoren havde udgivet et Forbud mod al Prædiken paa
aaben Gade i selve Staden. En Hr. Connor traadte derpaa frem og172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 218
sagde: »Jeg vil vise eder et Sted udenfor hans Jurisdiktion;« han
fulgte dem derpaa hen til Tabernakelpladsen, hvor de traf en
Forsamling paa henved 400 Personer, der lyttede til en Prædikant, som
stod paa en Stol. Da han var færdig, stod en anden Prædikant frem
for at tale. Ældste Kimball sagde til den første Gejstlige: »Der er
en Mand fra Amerika tilstede, som ønsker at prædike,« og han fik
Tilladelse til at tale. Ældste Geo. A. Smith holdt derpaa en Tale,
der varede i omtrent 20 Minutter, om Evangeliets første
Grundsætninger, og tog til Text Markus 16:16. Ældste Kimball bad dernæst
Prædikanten om at bestemme en anden Forsamling paa samme Sted,
i hvilken de amerikanske Brødre kunde prædike, men han sprang
op og sagde: »Jeg har netop erfaret, at den Herre, som har talet,
er en Sidste-Dages Hellig; jeg kjender disse Folk — det er nogle
meget daarlige Subjekter; de have adsplittet mange Kirkesamfund
og gjort megen Skade.« Han talede allehaande Ondt om de Hellige
og gav dem en meget daarlig Karakter, samt paalagde de
Tilstedeværende ikke at høre paa Ældsterne, »thi,« sagde han, »vi have
Evangeliet og kunne frelse Menneskene uden Vantro, uden Socialisme
og uden de Sidste-Dages Hellige«.
Ældste Kimball bad om Tilladelse til at staa op paa Stolen for
selv at bekjendtgjøre en Forsamling. Prædikanten sagde: »De skal
ikke gjøre det; I have ingen Ret til at prædike her.« Derpaa
rykkede han Stolen fra ham og løb bort. Flere af de Tilstedeværende
sagde: »I have ligesaa god Ret til at prædike her og til at bestemme
Forsamling, som han har,« hvorpaa Ældste Kimball berammede en
Forsamling til Kl. 3 Eftermiddag, til hvilken Tid Mange havde
indfundet sig.
Efter at Forsamlingen var bleven aabnet med Sang og Bøn, talede
Ældste Woodruff hen ved en halv Time om Evangeliets første
Grundsætninger, idet han valgte Galaterbrevets 1:8, 9, til Text. Siden
talede Ældste Kimball over det samme Emne. De Tilstedeværende
vare særdeles opmærksomme og s}mtes at interessere sig for det, de
hørte. De, som boede rundt omkring Pladsen, aabnede endog deres
Vinduer, medens mange af dem vare stimlede sammen iblandt de
begjærligt Lyttende, hvor de forbleve, indtil Forsamlingen, der
sluttede under god Forstaaelse, omsider hævedes.
Hr. Connor indbød Ældsterne hjem til sig. Strax efter at de vare
komne til hans Bopæl, følte Ældste Kimball sig tilskyndet til at
vende tilbage til det Sted, hvor de havde prædiket. Da han kom
der hen, traf han en stor Flok Mennesker, der talede sammen om
det, de havde hørt om Eftermiddagen, og de ønskede, at han skulde
tale til dem igjen. Han gjorde saa, og siden kom Flere frem og
indbøde ham til at følge med sig hjem. Medens Ældste Kimball
prædikede, kom der Flere hen til Brødrene Woodruff og Smith for
at tale med dem om Læren, og Hr. Conner forlangte Daab.
Den næste Dag (den 31te August 1840) døbte Ældste Kimball
Uhrmager Henry Conner i Peerless Pool. Han boede i Ironmongers
Row i London og var den Første, som blev døbt i Englands
Hovedstad. Endskjønt London siden blev et vigtigt Hovedsæde for »Mor-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
219
monismen« i England, og Tusinder flokkedes om Sandhedens Banner
dersteds, fandt disse første Missionærer det dog meget besværligt at
faa Fodfæste i denne mægtige Verdensstad, hvilket følgende Udtog
af et Brev fra Heber C. Kimball, Wilford Woodruff og George A.
Smith (dateret den 12te Oktober 1840) til Udgiverne af -»The Times
and Seasons« tilstrækkelig beviser:
»Vi have kun døbt 11 Personer i London, men formedelst Guds
Barmhjertighed haabe vi inden ret længe at vinde en rig Høst af
Sjæle i denne Stad. Imidlertid maa vi tilstaa, at vi paa alle vore
Rejser baade i Amerika og Europa aldrig have truffet paa et Folk,
fra hvem vi have havt saa mange Indvendinger og Hindringer at
bortrydde for at vække Interesse for Sagen og berede Hjerterne for
Annammelsen af Guds Ord som i Staden London.
Naar vi talede med Nogen iblandt de simplere Folkeklasser om
Evangeliet, flk vi i Almindelighed det Svar: »Jeg gaar til Kirken
eller Kapellet og lader mine Børn døbe. Hvad mere behøves der?«
Naar vi talede med de Lærde, fandt vi dem altfor kloge til at
modtage Undervisning og for meget indtagne i deres Fædres Traditioner,
til at de skulde vente nogen Forandring i de sidste Dage. Naar vi
talede med Religionslærerne for Nutidens forskjellige Trossamfund
om Evangeliets Grundsætninger, gave de os den Besked, at Tingenes
gamle Orden var afskaffet og ikke nødvendig længere; nogle af dem
havde prædiket den gode, gamle Religion i 40 Aar, og Gud var med
dem, og de behøvede ikke mere Aabenbaring, ej heller Helbredelsens
Gave eller noget Andet, som tilhørte Kirken i Apostlenes Dage; thi
disse Ting kunde let undværes i denne Forfinelsens, Oplysningens
og Lærdommens Tidsalder.
Naar vi stode frem for at prædike Omvendelse og Daab til
Syndernes Forladelse for Menneskene, lød Raabet: »Baptist, Baptist!«
saa det rungede i vore Øren. Dersom vi talede om, at der i Kirken
og Kristi Menighed lige saa vel var Profeter og Apostle som andre
Embedsmænd og Medlemmer, raabte de strax: »Irvingiter, Irvingiter!«
Hvis vi under vore Bemærkninger blot en eneste Gang kunde komme
til at anføre det Skriftsted: »Jesu Vidnesbyrd er Profetiens Aand«,
lød der strax fra flere Steder paa en Gang: »Aa, I høre til Johanna
Southcote.« Talede vi om Kristi anden Tilkommelse, lød Raabet:
»Aitkeniter!« Naar vi kom til at omtale Præstedømmet, kaldte de
os »Katholiker«, og naar vi bare Vidnesbyrd om, at Engle havde
aabenbaret sig, lød Folkets Svar: »Irvingiterne have deres Engle, og
selv Hertugen af Normandiet vilde gjerne sværge paa, at han har
Englebesøg hver Nat.«
Disse Udraab i Forening med mangfoldige andre af en lignende
Beskaffenhed vedbleve daglig at lyde for vore Øren, indtil vi næsten
vare tilbøjelige til at tro, at London var Samlingspunktet for alle
det nittende Aarhundredes mangfoldige Religionssystemer, og at den
havde 666 forskjellige Guder, Evangelier, Frelsere,
Saliggjørelses-planer, Religioner, Kirkesamfund, Bud (væsentlige og uvæsentlige) og
ligesaa mange Maader at prædike paa — samt det samme Antal
Veje til Himmelen og Helvede, og at denne Tingenes Tilstand havde172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 220
besnæret Indvaanerne i den Grad, at det syntes, som om der
behøvedes en Basun fra de højeste Himle for at vække dem og faa dem
til at høre paa og antage Læren om eet Evangelium, een Tro, een
Daab, een Helligaand, een Gud og een Saliggjørelsesplan, og det en
saadan som den, Kristus og Apostlene prædikede.
Desuagtet er vort Haab, at et godt Arbejde vil blive udført i
London, ingenlunde bleven svækket; vi tro fuldt og fast, at mange Sjæle
der ville i sin Tid annamme Evangeliets Fylde, om end det vil ske
formedelst stor Tro, Flid, Udholdenhed og Bøn.
Efter at have tilbragt 23 Dage paa denne første Mission i
Hovedstaden, og Tiden nærmede sig til Oktober-Konferencen, forlod Ældste
Woodruff London den 10de Sept. i den Hensigt at overvære flere
Konferencemøder paa forskjellige Steder. Han bivaanede saaledes
Bran Greens og Gadfield Elms Konference, der afholdtes i Worcester
den 14de Sept., samt Froomes Hills Konference, afholdt i
Here-fordshire den 21de Sept. I disse to Konferencemøder blev der afgivet
Rapport fra 40 Grene med 1,007 Medlemmer og 113 Embedsmænd,
nemlig: 19 Ældster, 78 Præster, 15 Lærere og 1 Diakon, hvilke alle
i kortere Tid end 7 Maaneder havde annammet det evige
Evangeliums Fylde i denne Del af Vingaarden, hvor han først begyndte at
arbejde i Marts Maaned, og Værket skrider endnu hurtigt fremad i
denne Egn. Iblandt de Døbte have næsten et Hundrede været
Prædikanter iblandt forskjellige Religionspartier.
Tillige bivaanede han Konferencen i Staffordshires Pottemagerier,
der afholdtes i Hanley den 28de Sept. Ifølge de aflagte Rapporter
havde denne Konference 9 Ældster, 32 Præster, 9 Lærere, 9
Diakoner og 231 Medlemmer, af hvilke de fleste havde annammet
Evangeliet siden vor Ankomst der til forrige Vinter og Foraar. Medens han
besøgte Konferencerne, fortsatte Ældste Kimball og George A. Smith
deres Arbejde i London indtil den lste Okt. (1840), da vi atter traf
sammen i Staffordshire og nøde hinandens Selskab under den hele
paafølgende Rejse til Manchester, hvor det omrejsende Højraads
Kvo-rum tilligemed mange Ældster og Hellige den 6te Okt. igjen havde
det Privilegium at være samlede til en General-Konference i »The
Carpenters' Hall«, hvor der var et Antal af 3626 Hellige og 383
Medlemmer af Præstedømmet repræsenteret.
I Juli-Konferencen var der ialt 2513 Hellige og 256 Medlemmer
af Præstedømmet, hvoraf det ses, at Menigheden i tre Maaneder er
bleven forøget med 1,113 Hellige og 127 Medlemmer af
Præstedømmet, og desforuden ere over 200 Hellige, indbefattende mange
Ældster, Præster, Lærere og Diakoner, emigrerede til Amerika, hvilket
i det Hele udgjør et Tillæg af over 1,300 Sjæle til Menighederne i
Europa i de sidste 3 Maaneder og over 2,000 siden Konferencen i
Preston den 15de April. Den Gang var der 1,671 Hellige og 132
Medlemmer af Præstedømmet.
Saaledes kunne I se, at de Helliges Antal forøges, og at Herren i
det Hele taget velsigner sine Tjeneres Arbejder her tillands, hvorfor
vi ere taknemmelige; vor bestandige Bøn til Gud er, at hans Rige
maa rulle fremad, og at hans Sendebud, som have det evige Evan-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
221
gelium at forkynde, maa være nidkjære og ydmyge, samt at de aldrig
maa blive trætte af at gjøre Godt, men at de med Taalmodighed
maa oppebie deres Belønning, som ligger ved Enden af Maalet, paa
det deres Glæde maa blive fuldkommen.«
Angaaende Værkets hurtige Udbredelse i Herefordshire skriver
Ældste Wilford Woodruff til »The Millennial Star« saaledes:
»Sandheden er mægtig og har vunden Indflydelse; Værket trives,
og Flere lægges til Menigheden paa mange Steder, indtil nu flere
Hundreder og deriblandt over 50 Prædikanter glæde sig i det evige
Evangelium og ere taknemmelige til Gud, fordi han har ladet dem
opleve den Dag, da han har udrakt sin Haand, for endnu en Gang
at beskjære sin Vingaard med en mægtig Beskjæring og for at
indføre Evangeliet paa Jorden i dets oprindelige Renhed. I mange
Tilfælde have Tegn fulgt de Troende ifølge Frelserens Forjættelse, og
Guds Aands Vidnesbyrd har ledsaget Ordets Prædiken. Saa snart
Evangeliet er bleven prædiket, have hele Familier antaget det med
Glæde og adlydt dets Ordinancer, og ofte er det hændet, at vi have
døbt fra otte til tolv Individer den første Gang, vi have havt
Forsamling paa noget nyt Sted og prædiket Guds Ord for dem.
Ældste Young arbejdede i Forening med os henved en Maaneds
Tid, i hvilket Tidsrum Mange bleve døbte og flk Haandspaalæggelse,
ligesom ogsaa Flere bleve ordinerede og beskikkede til at prædike
Evangeliet; medens de Hellige bleve opbyggede, og deres Hjerter
frydede sig formedelst Ældste Youngs Undervisning og Raad, havde
ogsaa jeg meget Gavn af hans Selskab, da jeg hørte hans
Paamin-delser og nød Godt af hans Raad.
Da Nødvendigheden fordrede, at Broder Young vendte tilbage til
Manchester igjen for at hjælpe til ved Udvalget af Salmer til
Sangbogen og for at varetage andre Anliggender, tog han den 20de Maj
Afsked med os, medens Ældste Richards og jeg i Forening med
Ældste Kingston, der ganske havde hengivet sig til Værkets Tjeneste,
fortsatte vort Arbejde i Vingaarden.
Herren velsignede fremdeles vort Arbejde, og daglig lagdes der
nogle til Menigheden. Der aabnedes nye Døre for Evangeliet paa alle
Kanter; vi flk mangfoldige Anmodninger om at komme og prædike,
hvilke Ønsker vi ikke kunde opfylde paa Grund af Mangel paa
Arbejdere. Uagtet henved 50 Personer vare blevne ordinerede til Ældster
og Præster i denne Del af Vingaarden, var der dog ligesaa mange
Steder at prædike paa om Søndagene. Saaledes vedbleve vi med vort
Arbejde i denne Egn indtil henimod den Tid, da General-Konferencen
i Manchester den 6te Juli skulde afholdes.
Men inden vi forlode de Hellige, ansaa vi det for Visdom at sætte
Menighederne i Orden og organisere dem i Grene og Konferencer, saa
at de kunde blive tilbørligt repræsenterede paa General-Konferencen.
Derfor afholdt vi to Konferencer iblandt de Hellige, inden vi forlode
dem. Vi afholdt den første af dem i Gadfield Elms Kapel i
Wor-cestershire den 14de Juni, og samtidig organiserede vi 12 Grene og
udførte de Forretninger, som Omstændighederne krævede. Den anden172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 222
Konference blev afholdt i Stanley Hill i Herefordshire, hvor vi
organiserede 20 Grene. * * *
Den følgende Dag toge Ældste Richards og jeg Afsked med de
Hellige i Froomes Hill i Herefordshire, men inden vi forlode dem,
maatte vi tre Gange gaa til en liden Dam for at døbe flere Personer
og give dem Haandspaalæggelse. De kom nemlig og ytrede Ønske
om at faa disse Handlinger udførte af os.
Ældste Richards arbejdede i denne Del af Vingaarden i omtrent
ti Maaneder, i hvilken Tid han rejste meget, idet han prædikede
baade Nat og Dag, underviste de Hellige og havde den Glæde, at
mange Sjæle bleve indlemmede i Menigheden. Jeg havde stor Nytte
af de Raad, han gav angaaende Menighedernes Organisation, og det
saas tydeligt, at han havde gjennemgaaet en gavnlig Erfaringsskole
i de tre Aar, han havde rejst omkring i England, og den
behagelige Tid, vi have tilbragt sammen, vil ikke let gaa mig af Minde.
Vi vare underlige tilmode, da vi ved denne Lejlighed toge Afsked
med de Hellige i Herefordshire, thi det var ikke fuldt fire Maaneder
siden, at jeg første Gang prædikede Evangeliet i denne Egn, og nu
forlode vi mellem 500 og 600 Hellige, der glædede sig i den nye og
evige Pagt, og desuden Hundreder, som ønskede at høre og adlyde
Evangeliet. Jeg tog Afsked med Ældste Richards i Birmingham,
hvor fra han tog videre til Manchester, medens jeg besøgte West
Bromwich og prædikede flere Gange for en lille Menighed, som var
bleven oprettet der af Ældste Turley, som døbte flere Personer,
medens jeg var der. Tillige besøgte jeg i Selskab med Ældste George
A. Smith og Andre den 29de Juni Pottemagerierne i Staffordshire,
hvorefter jeg ankom til Manchester.«
I Februar 1841 afsejlede endnu to Selskaber af emigrerende
Hellige fra Liverpool, det første under Ledelse af Hiram Clark og det
sidste under Ledelse af Samuel Browett. I samme Maaned blev en
ny Udgave af Mormons Bog paa 5000 Expl. trykt i Liverpool ifølge
Instruxer, som det Første Præsidentskab i Nauvoo havde sendt med
Ældste Lorenzo Snow, der nogen Tid i Forvejen var ankommen til
England fra Nauvoo.
Den 6te April afholdtes en General-Konference i Manchester, ved
hvilken ni af de Tolv vare nærværende. Kirkens samtlige Grene i
hele Storbritannien udviste paa den Tid et Totalantal af 5,814
Medlemmer, 136 Ældster, 303 Præster, 169 Lærere og 68 Diakoner
foruden et Antal af omtrent 800 Sjæle, som i Aarets Løb vare
udvandrede til Amerika. Efter at Konferencens nødvendigste Forretninger
vare udførte, holdt flere af de Tolv passende Taler angaaende
Embedsmændenes og de Helliges Pligter og Rettigheder samt om
Værkets Fremgang i Almindelighed. Med denne Konference afsluttedes
tillige de Tolvs Mission i England. Følgende Uddrag af Præsident
Youngs Dagbog fremstiller i Korthed det Vigtigste af, hvad de Tolv
udførte paa denne Mission:
»Det var i Sandhed med taknemmelige Følelser og med Ærefrygt
for Gud, min himmelske Fader, at jeg saa' tilbage paa hans
Handlemaade mod mig og mine Brødre i det forløbne Aar af vort Liv i172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
223
England. Hvilken uhyre Forskjel var der ikke paa vor Ankomst og
vor Afrejse fra Liverpool! Vi landede om Foraaret 1840 som
Fremmede i et fremmed Land uden Penge; men formedelst Guds Naade
have vi vundet mange Venner, oprettet Menigheder i næsten enhver
fremragende By og Stad i Storbritannien, døbt mellem syv og otte
tusinde Sjæle, trykt 5000 Mormons-Bøger, 3000 Salmebøger, 2,500
Bind af »The Millennial Star« og 50,000 Smaaskrifter; emigreret
1000 Sjæle til Zion, oprettet et vedvarende Emigrations-Agentur,
som vil blive til stor Velsignelse for de Hellige, og i mange
Tusinders Hjerter efterladt det evige Livs Sæd, hvilket vil frembringe
Frugt til Guds Navns Ære og Forherligelse; og dog have vi Intet
manglet, hverken Spise, Drikke eller Klæder; i alle disse Ting
anerkjender jeg Guds Haand.«
Den 20de April 1841 gik Brigham Young, Heber C. Kimball,
Orson Pratt, Wilford Woodruff, John Taylor, George A. Smith og
Willard Richards tilligemed et Selskab af 130 Hellige ombord paa
Skibet »Rochester« og afsejlede fra Liverpool den følgende Dag. En
stor Skare af Hellige havde samlet sig paa Skibsbroen for at være
Øjenvidne til deres Bortrejse, iblandt Andre ogsaa Parley P. Pratt,
der blev tilbage som Præsident for den britiske Mission, og Orson
Hyde, der skulde fortsætte sin Rejse til Jerusalem.
Skibet »Rochester« naaede New York den 20de Maj, og den 1ste
Juli ankom Ældsterne Brigham Young, Heber C. Kimball og John
Taylor til Nauvoo, hvor de paa det Kjærligste bleve budte
Velkommen af Joseph og de Hellige. De andre Brødre, som paa Grund af
Forretninger og ved Besøg hos Slægtninge og Venner vare blevne
opholdte paa Vejen, ankom først senere til Nauvoo. Joseph skriver
under Datum af 1ste August 1841:
»Alle Medlemmerne af de tolv Apostles Kvorum, som ventedes
hjem i Aar, ere nu med Undtagelse af Ældsterne Willard Richards
og Wilford Woodruff ankomne. Vi have med megen Glæde lyttet til
deres Beretninger om deres heldige Virksomhed og Herrens Værks
Fremgang i Storbritannien. De have sikkerlig været Redskaber i
Guds Haand til at udføre Meget, og de have den Tilfredshed at
vide, at de have gjort deres Pligt. Maaske have aldrig nogensinde
Mænd paataget sig en saa vigtig Mission under saa trykkende,
ugunstige og lidet lovende Omstændigheder. De fleste af dem vare, da de
forlode dette Sted for omtrent to Aar siden, udmattede af Sygdom
eller bleve angrebne af Sygdom paa Vejen. Flere af deres Familier
vare ogsaa syge og trængte meget til deres Bistand; men vidende,
at de vare blevne kaldte af Himmelens Gud til at prædike
Evangeliet for andre Nationer, toge de ikke Kjød og Blod paa Raad, men
lydige mod den himmelske Befaling begyndte de »uden Pung og
Taske« en Rejse paa 5000 Mile, fuldstændig stolende paa Guds
Forsyn, der havde kaldet dem til et saa helligt Kald. Paa Rejsen,
før de naaede Havet, bleve de bragte i mange trykkende
Omstændigheder. Efter at have overstaaet haarde Sygdomme fortsatte de
igjen Rejsen, hvorved Sygdommen paany flk Magt over dem, og de
maatte uden Penge og uden Venner standse blandt Fremmede. De172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 224
vare flere Gange Døden nær, og de have taget hverandre i Haanden,
forventende, at det var sidste Gang, de saa' hverandre i Kjødet,
men trods deres Lidelser og Gjenvordigheder hjalp Herren dem altid
og tillod dem ikke at blive Dødens Bytte. Paa en eller anden Maade
aabnedes der en Udvej; Venner kom til, naar de trængte haardest,
og afhjalp deres Fornødenheder, og saaledes bleve de i Stand til at
fortsætte deres Rejse og fryde sig ved den Hellige i Israel. De rejste
i Sandhed ud »med Taarer og bar kostbar Sæd«, men ere vendte
hjem med Glæde, bærende deres Neg med sig.«
FIRE OG TYVENDE KAPITEL.
Don Carlos Smith afgaar ved Døden i en Alder af 24V« Aar i Nauvoo. —
Hans Biografi etc. — Nauvoo besøges af et betydeligt Antal Sac- og
Fox-Indianere. — Daab for de Døde etc. — Døbefonten i Nauvoo Tempel indvies.
— Organisationen af Nauvoo kvindelige Hjælpeforening fuldendes. — Joseph
ulig Sektererens Ideal af en sand Profet. — Brudstykker af en indholdsrig
Tale. — »Nauvoo og Mormonerne«.
Den 7de August 1841 døde Ældste Don Carlos Smith, Josephs
yngste Broder, i en Alder af 24*/2 Aar i Nauvoo. Han var en ung
Mand, der syntes at have en lys Fremtid for sig, og havde været
meget virksom og nidkjær for Herrens Værk fra Begyndelsen. Han
var en af de Første, som modtog Josephs Vidnesbyrd med Hensyn
til Evangeliet. Samme Aften, som Mormons Bogs Plader bleve
foreviste de otte Vidner, blev en Forsamling afholdt, hvori alle Vidnerne,
saa vel som Don Carlos, bare Vidnesbyrd om Sandheden af de sidste
Dages Uddeling. Allerede som ganske ung (neppe 14 Aar gammel)
blev han ordineret til Præstedømmet og ledsagede sin Fader paa et
Besøg til sin Bedstefader og Slægtninge i St. Lawrence County, New
York. Paa denne Mission blev han et Redskab i Guds Haand til at
overbevise Solomon Humphreys, en Baptistpræst, om Værkets
Sandhed. Siden tog han ud paa flere Missioner og var tillige meget
virksom i Evangeliets Tjeneste hjemme; han var en af de 24 Ældster,
der lagde Hjørnestenen til Kirtlands Tempel. Inden han endnu var
20 Aar gammel, blev han ordineret til Præsident for Højpræsternes
Kvorum, hvilken Stilling han beklædte indtil sin Død. I Forening
med sine Raadgivere lagde han den sydvestlige Hjørnesten af Templet
i Nauvoo. Han var Bogtrykker af Fag og havde lært denne
Profession i Oliver Cowderys Bogtrykkeri i Kirtland, og da ■»The Elders'
Journal« blev udgivet der, overtog han Bestyrelsen af den. Efter at
de Hellige vare flyttede til Nauvoo, begyndte han at gjøre
Forberedelser til Udgivelsen af »The Times and Seasons«, og for at faa
dette Blad publiceret saa hurtigt som muligt maatte han af Mangel
paa bedre Plads anbringe sin Presse i en Kjælder, hvorigjennem der
løb en Kilde. Ved at arbejde i denne fugtige Kjælder og ved at salve
og pleje de Syge svækkedes hans Helbred saaledes, at han tilsidstJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
225
bukkede under for sine Lidelser. Ved sin Død var han
Brigade-General for Nauvoo-Legionens Iste Kohorte og Medlem af
Kommunalbestyrelsen i Nauvoo. Ligesom Joseph og sine øvrige Brødre var han
en stærk og velbygget Mand, temmelig rank af Væxt, med blondt
Haar, og 6 Fod 4 Tommer hoj. Han var meget afholdt af Alle, som
kjendte ham, thi han var særdeles forstandig af sin Alder, og hans
Død var et haardt Slag for hans Familie og Venner.
Efter de Tolvs Tilbagekomst fra deres Mission til England
opfordrede Joseph dem til at overtage Byrden af Kirkens Forretninger i
Nauvoo, navnlig med Hensyn til Salget af Kirkens Landejendomme.
I en speciel Konference, som kort efter holdtes, ytrede Joseph, at
Tiden nu var kommen, da de Tolv skulde indtage deres Pladser
nærmest det Første Præsidentskab, og at det var deres Pligt at paase
Emigranternes Nedsættelse samt varetage Kirkens Forretninger i de
forskjellige Staver og hjælpe til at fremrulle Riget med Sejr blandt
Nationerne. De havde været trofaste og baaret Dagens Byrde og
Hede, og det var ikke mere end ret og billigt, at de nu skulde have
Lejlighed til at sørge for sig selv og deres Familier og paa samme
Tid afløse ham, saa at han atter kunde fortsætte sin Oversættelse.
Den 12te August blev Nauvoo besøgt af et betydeligt Antal
Sac-og Fox-Indianere, som kom for at se og tale med Joseph. Et
Musikkorps og en Troppeafdeling blev beordret til at modtage dem ved
Landingsstedet og ledsage dem til Lunden, hvor Forsamlingerne i
Almindelighed holdtes, men de nægtede at gaa iland, førend Joseph selv
kom tilstede. Han gik derfor ned til Færgestedet og mødte Keo-kuk,
Kis-ku-kosh, Appenoose og omtrent 150 andre Høvdinger og Krigere
tilligemed deres Familier; han ledsagede dem til Lunden, hvor han
underrettede dem om mange Ting, som Herren havde aabenbaret for ham
angaaende deres Fædre og de Forjættelser, som bleve givne
angaaende dem i Mormons Bog, og han raadede dem til at holde op med
at bekrige og dræbe hverandre indbyrdes samt til at holde Fred med
de Hvide, hvilket blev oversat for dem ved en Tolk. Keokuk, deres
fornemste Høvding, svarede, at han i sit Telt havde en Mormons
Bog, som Joseph for flere Aar siden havde givet ham. »Jeg tror,«
sagde han, »De er en stor og god Mand. Jeg ser vild ud, men jeg
er dog ogsaa en Søn af den Store Aand. Jeg har hørt Deres Raad,
og jeg og Mine ønske at holde op med at krige og ville følge de
gode Raad, De har givet os.« Efter Samtalen bleve de opvartede af
Brødrene med Mad og Frugt, og de viste til Gjengjæld en Prøve
paa deres Dans.
Den 25de August døde Ældste Oliver Granger, en af Kirkens
dygtigste Forretningsmænd, i en Alder af 49 Aar i Kirtland, Ohio, og
den 27de s. M. døde ligeledes Ældste Robert B. Thompson paa sin
Bopæl i Nauvoo, 29 Aar gammel, i fuldt Haab om en herlig
Opstandelse. Han havde været Medredaktør af »The Times and Seasons«,
Oberst i Nauvoo-Legionen og havde skrevet meget baade for Joseph
og Kirken.
Den 2den Okt. blev Grundstenen til Nauvoo-Hus lagt af Joseph
og hans Raadgivere. Et Aktieselskab dannedes med en Kapital af
12172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 226
200,000 Dollars til Opførelsen af denne Bygning. En betydelig Mængde
Aktier solgtes, og Bygningens Stueetage med 240 Fods Forside blev
snart opført.
Samme Dag tog Efteraarskonferencen sin Begyndelse og varede i
fire Dage. Paa Opfordring af de Tolv holdt Joseph en Tale om Daab
for de Døde, hvortil den store Forsamling lyttede med udelt
Opmærksomhed. Han beviste, at Daab for de Døde var et Middel,
hvorved vi kunde staa som Frelsere paa Zions Bjerg. Proklamationen
af Evangeliets første Principer var et Middel til Frelse for hvert
Menneske som Individ betragtet, og det var Sandheden og ikke
Menneskene, som frelste; men ved at gjennemgaa Evangeliets Ordinancer
for Andre kunde vi blive Redskaber til at bringe mange af vore
Slægtninge ind i Guds Rige.
Han forklarede Forskjellen paa en Engel og en tjenstgjørende
Aand. Den første er et Væsen med forklaret Legeme og Aand,
forenede ved Opstandelsen, som betjener andre Væsener, ligeledes med
Aand og Legeme. Den anden er en Aand uden Legeme, som besøger
og betjener andre Aander. Jesus Kristus var en tjenstgjørende Aand,
saa længe hans Legeme hvilede i Graven; han prædikede for
Aanderne, som vare i Forvaring, og opfyldte derved en væsentlig Del af
sin Mission, uden hvilket han ikke kunde have fuldkommet sin
Gjerning eller være gaaet ind til sin Hvile.
Efter sin Opstandelse viste han sig for sine Disciple som en Engel.
De, som bleve borttagne fra Jorden, saasom Enok, kunde ikke
indgaa til Hvile, førend de havde gjennemgaaet en Forandring lig
Døden. Hensigten med saaledes at tage dem her fra er at sende dem
paa Mission. Engelen, som viste sig for Johannes paa Øen Patmos,
var enten et forandret eller et opstandent Væsen. Jesus Kristus
besøgte og betjente efter sin Opstandelse dem, der vare borttagne fra
Jorden, og dem, der vare opstandne af Graven. Det er ikke mere
utroligt, at Gud vil frelse de Døde, end det er, at han vil oprejse dem.
Der vil aldrig blive nogen Tid, da Aanderne ville blive for gamle
til at nærme sig Gud. Hans Naade og Tilgivelse kunne i deres Tid
naas af Alle, som ikke have begaaet den utilgivelige Synd, der ikke
kan tilgives hverken i denne Verden eller i den tilkommende. Der
gives en Vej til Løsladelse for de Dødes Aander, nemlig
Præstedømmets Magt, som løser og binder paa Jorden. Denne Lærdoms
Fortrinlighed bestaar deri, at den fremviser Storheden af Guds Naade
og Barmhjertighed og Udstrækningen af den Plan, som er lagt til
Menneskenes Saliggjøreise.
Denne herlige Sandhed er i Særdeleshed skikket til at udvikle
Forstanden og understøtte Sjælen i Modgang, Trængsel og Nød.
Antag for Ex., at to Mænd, Brødre, ere lige begavede, lærde, dydige
og elskværdige og vandre i Retskaffenhed og overensstemmende med
god Samvittighed samt opfylde deres Pligter, saa vidt de ere i Stand
til at kjende dem ved Hjælp af Traditionens mudrede Strøm eller
Naturens Bogs overklakkede Blade. Den ene dør og bliver begravet
uden at have hørt Forsoningens Evangelium, der senere sendes til
den anden, som hører og annammer Saliggj øreisens Budskab og bliverJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
227
Arving til det evige Liv. Skal den ene nyde Herlighed, og den anden
sendes til haabløs Fortabelse? Gives der ingen Lejlighed for ham til at
undkomme? Sektismen svarer: Ingen, ingen, ingen! En saadan Ide
er værre end Gudsfornægtelse. Sandheden vil tilintetgjøre en saadan
forvendt og farisæisk Lærdom. Sekterne skulle sigtes og de Oprigtige
af Hjertet udsamles, medens falske Lærere skulle styrtes i
Fordærvelse.
Mange Indvendinger gjøres mod de Sidste-Dages Helliges Lærdomme,
fordi de hverken ville indrømme Sekternes Daabs Gyldighed eller
indtræde i Samfund med dem. Det vilde være ligesom at komme ny
Vin i gamle Læderflasker eller gammel Vin i nye. Hvad, nye
Aabenbaringer i de gamle Kirker? Nye Aabenbaringer ville gaa igjennem
Bunden paa deres »bundløse Svælg«. Ny Vin i gamle Flasker?
Flaskerne ville gaa itu og Vinen spildes. Sadducæer i den nye Kirke?
Som gammel Vin i nye Læderflasker vil trænge igjennem Porene og
gaa tabt, saaledes ville Sadducæer og Skinhellige, der bespotte
Præstedømmets Myndighed, strande paa Forargelsens Klippe og gaa til
Fortabelse.
Derefter sammenlignede han Sekterne med os. De forkaste Alle,
som ikke stemme overens med dem i deres Meninger, og ere kun
forenede i een Ting, nemlig i at forfølge de Hellige, medens vi tro,
at alle kunne blive frelste baade i denne Verden og i den
tilkommende, med Undtagelse af Mordere og Apostater.
Denne Lærdom om de Dødes Frelse ved Daab, forrettet af
Stedfortrædere her paa Jorden, fremviser i et klart Lys Guds Visdom
"og Barmhjertighed. De Afdødes Navne ville blive optegnede i Bøgerne
i Himmelen, og de ville blive dømte efter deres Gjerninger i Kjødet.
Denne Lærdom gaar igjennem hele Skriften, og de Hellige, som
forsømme at varetage de nødvendige Ordinancer for deres afdøde
Slægtninge, ville bringe deres egen Salighed i Fare. Tidernes Fyldes
Husholdning vil bringe Alt, hvad der er bleven aabenbaret i tidligere
Husholdninger, for Lyset og ligeledes andre Ting, som aldrig før ere
blevne aabenbarede. Han anførte Profeten Malakiæ Ord: »Se, jeg
sender eder Elias Profeten, førend den store og forfærdelige Herrens
Dag kommer. Og han skal omvende Fædrenes Hjerter til Børn og
Børnenes Hjerter til deres Fædre, at jeg ikke skal komme og slaa
Jorden med Ban,« og, tilføjede han, for tillige at »gjenoprette Alt i
Kristo«.
Han bekjendtgjorde derpaa, »at der ikke vilde blive mere Daab
for de Døde, førend Ordinancen kunde blive udført i Herrens Huses
Døbefont, og at Kirken ikke vilde afholde nogen General-Konference,
førend den kunde samles i nævnte Hus, thi saaledes siger Herren«.
Den 8de Nov. 1841 blev Døbefonten i Nauvoo Tempel indviet ved
Bøn af Præsident Brigham Young. »Døbefonten«, skriver Joseph, »er
anbragt i Midten af Underetagens Gulv under Templets Hovedhal
og er bygget af Tømmer; den er 16 Fod lang fra Øst til Vest, 12
Fod bred og 7 Fod høj fra Grunden. Bassinet er 4 Fod dybt. Den
er prydet med Billedskjærerarbejde i gammel Stil, og fra den nordre
12*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 228
og søndre Side fører en Trappe ned til Bassinet. Fonten staar paa
12 Oxer, 4 paa hver Side og 2 ved hver Ende; deres Hoveder,
Skuldre og Forben ses under Fonten. De ere udskaarne i Træ efter
Model af den smukkeste 5-Aars Oxe, som kunde findes i Landet,
og har en træffende Lighed med Originalen. Hornene ere dannede
efter de mest fuldkomne Horn, som kunde tilvejebringes. Oxerne og
Fontens Prydelser ere udskaarne af Ældste Elijah Fordham, der
arbejdede paa det i otte Maaneder. Fonten er omgiven af en
midlertidig Træbygning; Vandet faas fra en 30 Fod dyb Brønd i Templet.
Denne Font blev bygget for deri at udføre Daab for de Døde, indtil
Templet bliver fuldført; da vil en Font af mere solide Materialer
afløse den.«
Den 21de s. M. blev Daab for de Døde for første Gang forrettet i
Fonten, idet Præsident Brigham Young og Ældsterne Heber C.
Kimball og John Taylor døbte omtrent 40 Personer for deres afdøde
Slægtninge og Venner, medens Ældsterne Willard Richards, Wilford
Woodruff og George A. Smith gave dem Haandspaalæggelse.
Der var i de Dage et Antal ugudelige Mænd i Kirken, som,
medens de foregave at være Sidste-Dages Hellige, gjorde sig skyldige i
mange slette Ting, og ikke tilfredse med selv at gjøre Uret, forsøgte
de at lede Andre til det samme ved at fortælle dem, at Joseph
vidste fuld Besked om deres Foretagender og gav dem Ret til at
stjæle osv. De fortalte, at det var ingen Synd at stjæle fra en
Hedning eller Udenforstaaende, thi Profeten Esaias havde sagt, at Zion
skulde »die Hedningers Mælk« (Es. 60:16), og Mika, at Hedningernes
Vinding skulde »sættes i Ban til Herren og deres Gods til den
ganske Jords Herre« (Mika 4:13). Naar de derfor stjal Noget fra Mænd,
som ikke tilhørte Kirken, sagde de, at de »helligede« eller »diede
Hedningers Mælk«, og retfærdiggjorde sig paa denne Maade. Saa
snart disse Handlinger kom for Dagens Lys, bleve de lagte Kirken
til Last; thi disse ugudelige Mænd sagde, at det var en af Kirkens
Lærdomme, og at Joseph havde lært dem det. Denne Ugudelighed
voldte Joseph og de ledende Ældster megen Bedrøvelse. De gjorde
Alt, hvad de kunde, for at bringe saadanne Ting for Lyset, og
udelukkede Enhver fra Kirken, som de vidste havde gjort sig skyldig i
disse Forbrydelser. Baade Joseph og Hyrum offentliggjorde i Bladene
til Underretning for Kirken og Publikum i Almindelighed, at slige
Lærdomme aldrig vare blevne lærte af dem, og at de vare villige til
at ofre deres Tid og Formue til Understøttelse af Landets Love og
Opdagelsen af Enhver, som maatte gjøre Brud paa samme. De tolv
Apostle publicerede ligeledes en Epistel, i hvilken de i skarpe
Udtryk fordømte disse Forbrydelser og citerede fra Lærdommens og
Pagtens Bog for at vise, hvad Herren havde sagt om dem, som vilde
røve og stjæle.
»Ifølge de Anskuelser«, skriver »Juvenile Instructor«, »som endnu
for en stor Del ere herskende i Verden med Hensyn til en Profets
Udseende og Maade at optræde paa, maa en saadan bære et langt Skjæg,
have langt Haar og klæde sig paa en aparte Maade. Om han ikke172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
245
vasker sig eller beskjærer sine Negle, er det saa meget bedre. Han
maa ikke le eller være munter. Naar han taler, maa hans Røst være
dyb og alvorlig, og naar han gaar, maa hans Gang være langsom
og afmaalt. Om han bor i en Hule. vil det tiltale mange Folk mere,
end om han boede i et Hus; kort sagt, han maa i enhver Henseende
være forskjellig fra andre Mennesker. Det er en Selvfølge, at Alle,
som nærede slige Anskuelser om en Profet, bleve højligen skuffede
ved Joseph; thi hvis en Profet skulde tale, klæde sig og handle paa
denne Maade, saa var han aldeles ulig en saadan. Han havde intet
Skjæg, ikke langt Haar, var meget renlig med sin Person, klædte sig
smagfuldt, havde et behageligt Udseende, et venligt Smil, et glad
og muntert Væsen og var meget naturlig og ligefrem. Han var en
stor Hader af alt paataget og skinhelligt Hykleri, og mange ere de
Historier, som fortælles om hans besynderlige Maade at irettesætte
Sligt paa. Han plejede undertiden at brydes, spille Bold og more
sig ved forskjellige Slags Legemsøvelser, og han vidste, at han ikke
derved begik nogen Synd. Det er ikke den sande Religions
Bestemmelse at gjøre Mennesket sørgmodigt, formindske dets Glæde og
bringe det til at sukke og beklage sig eller paatage sig et langt
Ansigt, men derimod at gjøre det lykkeligt. Dette ønskede Joseph at
lære Folket, men i sit Forsøg herpaa blev han ligesom Frelseren
paa sin Tid en Anstødssten for Hyklere og Vantro. De fattede ham
ikke; han angreb deres Fordomme og Traditioner. De haarde Stød,
som Joseph saaledes tildelte Sektisme og paatagen Gudsdyrkelse,
have havt sine gode Følger og have bidraget meget til at forandre
den herskende Anskuelse i Verden med Hensyn til disse Ting.«
Den 17de Marts 1842 paabegyndtes Organisationen af »Nauvoo
Fe-male Relief Soeiety« (Nauvoo kvindelige Hjælpeforening), hvis Øjemed
var at hjælpe de Fattige, pleje de Syge, lindre Enkens og det
faderløse Barns Nød samt udøve ethvert godt og ædelt Princip. Emma
Smith, Josephs Hustru, valgtes til Præsident, Elizabeth N. Whitney
og Sarah M. Cleveland til hendes Raadgivere, Elvira Cail til
Kasserer og Eliza R. Snow til Sekretær. Den Virksomhed, som de udøvede,
var temmelig betydelig og voxede med hver Dag, eftersom
Tilstrømningen af Hellige til Nauvoo fra næsten enhver Del af de Forenede
Stater og de britiske Øer paa den Tid var meget stor. Nauvoo
kvindelige Hjælpeforening var Forløberen for de mange hundrede
Hjælpeforeninger af samme Slags, som nu findes overalt i Verden, hvor
de Sidste-Dages Hellige have Stave eller Grene.
Den 20de Marts prædikede Joseph for en stor Forsamling i Lunden
nær ved Templet. Kisten, hvori Windsor P. Lyons Barns Lig var
lagt, og som sattes foran Forsamlingen, gav Anledning til en Del af
hans Bemærkninger, som her meddeles i Uddrag:
»Præsident Smith læste Aabenbaringens 14de Kapitel og sagde:
Den advarende Røst lyder igjen iblandt os og viser det menneskelige
Livs Usikkerhed. Jeg har i mine ledige Øjelikke tænkt meget over
denne Gjenstand og gjort mig selv det Spørgsmaal: Hvorfor blive
smaa, uskyldige Børn tagne fra os — særlig de, som synes at være172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 230
mest forstandige og tiltrækkende? Den vigtigste Grund, som
fremstiller sig for mit Sind, er den, at Verden er meget ugudelig; der
er et Ordsprog, som siger, at »Menneskene blive svagere og visere«,
og hvis dette er Tilfældet, bliver Verden mere ugudelig og fordærvet.
I fordums Dage havde en retfærdig Mand, en Guds Mand, en Mand
med Kundskab, bedre Lejlighed til at gjøre Godt, til at blive troet
og antaget, end den Dag i Dag, thi i disse Dage møder en saadan
Mand megen Modstand og Forfølgelse hos de fleste af Jordens
Indbyggere, og han maa gjennemgaa megen Sorg her. Herren borttager
Mange, selv i den spæde Alder, for at de kunne blive fri for
Menneskets Misundelse og den nærværende Verdens Sorger og Kvaler; de
ere for rene og elskværdige til at leve paa Jorden. Derfor have vi,
om vi ret overtænke dette, Aarsag til at glæde os over, at de ere
befriede fra Elendighed, og at vi snart skulle samles med dem igjen,
i Stedet for at sørge over dem.
Hvilken Anledning er der til Vantro, naar vi næsten daglig maa
skilles fra vore Venner? Aldeles ingen. Den Vantro vil gribe efter
ethvert Halmstraa som Redning, indtil Døden stirrer ham i Øjnene;
da viger hans Vantro for det evige Livs Virkelighed, der med hele
sin Kraft hviler paa ham, og da, naar enhver jordisk Hjælp og Støtte
slaar ham fejl, fatter han tydelig den evige Sandhed, at Sjælen er
udødelig. Vi burde tage mod Advarsel og ikke opsætte vor
Omvendelse, til vi ligge paa Dødslejet; thi ligesom dette Barn er borttagen
ved Døden, saaledes kunne ogsaa baade Ynglinge og Mænd i den
kraftigste Alder saa vel som smaa Børn pludselig blive kaldte ind i
Evigheden. Lad da dette være os en Advarsel. Lad os aldrig opsætte
vor Omvendelse eller vente dermed, til vi ligge paa Dødslejet; thi
det er Guds Villie, at Mennesket med sin Sjæls hele Styrke skal
omvende sig og tjene ham, medens det nyder Helbred, for at sikre
sig hans Velsignelse, og ikke vente til Dødsøjeblikket.
Den Lærdom, at hvis Børn ikke blive døbte eller bestænkede, ville
de gaa til Helvede, er en usand Lærdom, som ikke er stadfæstet i
den Hellige Skrift og heller ikke overensstemmende med Guds
Karakter. Alle Børn ere blevne forløste ved Jesu Kristi Blod, og i det
Øjeblik, de forlade denne Verden, blive de førte hen i Abrahams
Skjød. Den eneste Forskjel mellem den Gamles og den Unges Død
er denne, at den ene lever længere i Himmelen i evig Lys og
Herlighed end den anden, og bliver lidt snarere befriet fra denne
elendige, ugudelige Verden. Men al den Herlighed hinsides tabes
undertiden af Sigte, og vi sørge over Tabet; dog sørge vi ikke som dem,
der ere uden Haab.«
Med Hensyn til Evangeliets første Principer hedder det i samme
Tale: »Daab er et Tegn for Gud, Engle og Himmelen, at vi gjøre
Guds Villie, og der er ingen anden Maade under Himmelen, hvorved
Mennesket kan indkomme i Guds Rige og blive frelst i hans
Nærværelse, end Tro paa Jesus Kristus, Omvendelse og Daab til
Syndernes Forladelse; da have vi Løfte om den Helligaands Gave; alle
andre Maader ere frugtesløse.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
231
Hvad er Kjendetegnet for de Syges Helbredelse?
Haandspaalæg-gelse er det Tegn eller den Maade, Jakob har betegnet, hvilket ogsaa
var en Skik hos de gamle Hellige, anordnet af Gud, og vi kunne ikke
erholde Velsignelse ved at følge nogen anden Vej end den, Herren
har anvist. Hvis vi vilde forsøge at faa den Helligaands Gave ved
andre Midler end de Tegn og den Maade, Herren har anordnet, vilde
vi da modtage den? Sikkerlig ikke; alle andre Midler vilde slaa fejl;
thi Herren siger: Gjør, hvad jeg befaler, og jeg vil velsigne dig.
Der hører visse Nøgleord og Tegn til Præstedømmet, hvilke maa
iagttages for at erholde Velsignelserne. Tegnet, som Petrus fordrede,
var, at Folket skulde omvende sig og blive døbt til Syndernes
Forladelse; da lovede han dem den Helligaands Gave; paa anden Maade
kan den Helligaands Gave ikke erholdes.
Der er Forskjel paa den Helligaand og den Helligaands Gave.
Kornelius annammede, før han blev døbt, den Helligaand, som for ham
var Guds overbevisende Kraft om Evangeliets Sandhed; men han
kunde ikke annamme den Helligaands Gave førend efter sin Daab.
Hvis han ikke havde efterkommet dette ydre Tegn eller denne
Ordi-nance, vilde den Helligaand, der overbeviste ham om Evangeliets
Sandhed, have forladt ham. Før han havde adlydt disse Ordinancer
og faaet den Helligaands Gave ved Hænders Paalæggelse, vilde han,
ifølge Guds Orden, aldrig have kunnet helbrede de Syge eller uddrive
onde Aander; thi Aanderne havde da været berettigede til at sige,
ligesom den onde Aand svarede Skevas Sønner: »Jesum kjender jeg,
og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I?« (Ap. Gj. 19:15.) Det er
lige meget, enten vi leve længe eller kort paa Jorden, efter at vi
ere komne til Kundskab om disse Principer, naar vi blot ere tro til
Enden.«
Før Forsamlingen hævedes, kundgjorde Joseph, at han vilde
administrere Daabens Ordinance i Floden tæt ved sit Hus Kl. 2 samme
Dag. Da den fastsatte Tid kom, var Flodbredden opfyldt af en Mængde
Folk, der vare Øjenvidner til, at Joseph gik ud i Vandet og døbte
80 Personer til Syndernes Forladelse, og hvad der gjorde denne Scene
endnu interessantere, var, at den Første, der blev døbt, var Hr.
Lo-renzo D. Wasson, en Søstersøn af Emma Smith — den første af
hendes Slægtninge, som annammede Evangeliets Fylde. Efter at
Daaben var forrettet, løftede Profeten sine Hænder mod Himmelen og
nedbad Herrens Velsignelse over Folket; og i Sandhed, Guds Aand
hvilede over Mængden til Alles Trøst og Glæde.
Derefter begave Alle sig atter hen til Lunden, tæt ved Templet,
hvor Haandspaalæggelsens Ordinance blev forrettet, og uagtet Joseph
havde prædiket længe under aaben Himmel og staaet i Vandet, medens
han døbte 80 Personer, modtoge dog henved 50 af de Døbte
Haands-paalæggelse under hans Hænder.
Paa den Tid lagde de Hellige i Nauvoo megen Virksomhed for
Dagen paa forskjellig Maade. Arbejdet paa Templet og
Nauvoo-Hus skred saaledes rask fremad, og flere hundrede nette private
Bygninger opførtes. Flere blomstrende Landsbyer og talrige Gaarde172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 232
anlagdes i forskjellige Dele af Hancock County og nærmeste Omegn,
saa vel som i Iowa, paa den venstre Side af Mississippi-Floden. Og
for at vise, hvad fordomsfrie og sandhedskjærlige Mænds Anskuelser
vare i de Dage med Hensyn til Joseph og de Hellige, gjengive vi
Følgende fra »The Advocate«, et Blad, der udgaves i Columbia, Ohio,
om »Nauvoo og Mormonerne«:
Hr. Redaktør! Da jeg fornylig har besøgt Nauvoo, kan jeg ikke undlade at
fortælle Dem, hvilken behagelig Overraskelse der mødte mig der. Jeg havde
nemlig formodet, efter det jeg saa ofte havde hørt sige, at jeg vilde finde en
fattig, uvidende og overtroisk Befolkning, som holdtes i Trældom af Joseph
Smith, dette Folks store Profet. Men til min store Forundring saa' jeg i Stedet
for dette et forstandigt og lykkeligt Folk. Hver Mand syntes at være
beskjæftiget med en eller anden Næringsvej. Jeg saa' ingen Dovenskab, ingen
Umoralitet, ingen Optøjer — Alle syntes at være tilfredse og kun at passe deres
egen Dont. Med dette Folks Religion har jeg ikke noget at skaffe; hvis de
ere tilfredse med Lærdommen om ny Aabenbaring, have de jo Lov til det.
Landets Grundlov garanterer dem Ret til at dyrke Gud ifølge deres
Samvittigheds Bydende, og hvis de saa let kunne tilfredsstille den, bør vi, som ere
af en anden Mening, ikke klage. Men jeg gjør Indsigelse imod de mange
onde Rygter og falske Beskyldninger, som bestandigt blive udspredte om dem.
Jeg kunde ikke se nogen Tilbøjelighed paa deres Side til at forstyrre Freden
eller overtræde Lovene, og Alt, hvad de forlange, er at nyde Lovenes
Beskyttelse, som de villigt underkaste sig. De have maaske onde og slette
Mennesker iblandt sig, men hvor finde vi et Samfund, som er fri for dem? Alligevel
er jeg overbevist om, at Mormonerne som et Folk aldrig ville træde Loven
under Fødder.
Medens jeg var i Nauvoo, havde jeg udmærket Lejlighed til at se dem
sammen: der afholdtes nemlig et Møde, hvor der var over 5,000 tilstede. Aldrig
i mit Liv har jeg set en Forsamling, som var saa vel klædt og opførte sig
saa roligt; der fandtes ingen beskjænkede eller uordentlige Personer iblandt
dem, og Kvindernes smagfulde Paaklædning kunde ikke overgaas af Nogen.
Under mit tre Dages Ophold der blev jeg vel bekjendt med deres fornemste
Mænd og i Særdeleshed med deres Profet, den berømte Joseph Smith. Jeg
fandt dem høflige, gjæstfrie og frisindede. Joseph Smith, hvis Gjæst jeg var,
behagede mig særdeles. Vore Anskuelser om Religion vare vidt forskjellige,
men han syntes villig til at lade mig have Ret til at beholde min egen
Mening, og det forekommer mig, at vi burde lade Mormonerne have det samme
Privilegium. I Stedet for den uvidende og tyranniske Lykkeridder, som jeg
forventede at se, kan De forestille Dem min Forbauselse ved at finde en
fornuftig, selskabelig og dannet Herre. I vore hyppige Samtaler gav han mig
med største Beredvillighed enhver Underretning, som jeg bad om. Han er
en smuk Mand paa omtrent 36 Aar og har en meget interessant Familie. I
selve Byen Nauvoo er der nu omtrent 7,000 Indvaanere; Bygningerne ere i
Almindelighed smaa og vidt adspredte. Templet og Nauvoo-Hus ere nu
under Bygning; i Skjønhed, Størrelse og Soliditet ville de sandsynligvis
overgaa enhver anden offentlig Bygning i Staden, og begge ville maaske komme
under Tag før Vinteren.
Efter Alt, hvad jeg saa' og hørte, ledes jeg til at tro, at hvis ikke
Mormonerne blive forstyrrede i deres fredelige Syssel, vil Nauvoo blive Vestens
smukkeste og største Stad, og jeg kan ikke indse, hvorfor de skulde
forulempes, eftersom deres hele Vandel godtgjør, at de ere gode Borgere og tro
Undersaatter, og jeg haaber, at Befolkningen i Illinois ikke vil faa isinde
at forurette et Folk, hvis hele Attraa er at leve i Fred under Landets Love,
og dyrke Gud under deres eget Tag.
En Iagttager fra Adams County.«172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
233
FEM OG TYTENDE KAPITEL.
En speciel Konference afholdes i Nauvoo. — Om Daab for de Dode, Zions
Opbyggelse og Guds Riges Fremme paa Jorden. — De gamle Ordinaneer
med Hensyn til Præstedømmet indføres.
Den 6te, 7de og 8de April 1842 afholdtes en speciel Konference
i Nauvoo, i hvilken et Antal af 275 Brødre ordineredes til Ældster
under de tolv Apostles Hænder og strax efter udsendtes for at
prædike Evangeliet. Paa Grund af det slette Vejr, der herskede under
Konferencen, var denne ikke saa godt besøgt som sædvanlig. Den
14de s. M. skrev Joseph følgende Afhandling for »The Times and
Seasotis«:
»Guds store Planer, vedrørende Menneskeslægtens Saliggjørelse,
forstaas kun saare lidt af den saakaldte oplyste Slægt, hvori vi leve.
Mangfoldige og modstridende ere Menneskenes Meninger med Hensyn
til Saliggjørelsens Plan, den Almægtiges Hensigter, Nødvendigheden
af at forberede sig for det tilkommende Liv, de Dødes Tilstand i
Aandeverdenen og Menneskenes Lyksalighed eller Elendighed som
Følge af deres retfærdige eller syndige Vandel efter deres forskjellige
Begreber om Dyd og Ret.
Muhamedaneren anser Hedningen, Jøden, den Kristne og hele den
Del af Verden, som forkaster hans Koran, som Vantro og sender alle
til Fortabelse. Jøden tror, at alle Mennesker, som forkaste hans
Religion og Omskjærelsen, ere Hedninger og ville vorde fordømte.
Hedningerne ere ligesaa vedholdende ved deres Grundsætninger, og de
Kristne tro, at Alle gaa til Fortabelse, som ikke anerkjende deres
Trosbekjendelse.
Men medens den ene Del af Menneskeslægten ubarmhjertigt
fordømmer den anden, vaager Universets store Fader over sine Børn
med kjærlig Omhu og skuer ned paa dem med sit milde Øje. Han
betragter dem som sine Børn, og aldeles fri for den
Sneverhjertet-hed, som gjør sig gjældende hos Menneskene, lader han »sin Sol
op-gaa over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og
Uretfærdige«. (Matt. 5: 45.) Han holder Regjeringens Tøjler i sine Hænder,
og han er en viis Lovgiver, der ikke vil dømme sine Børn efter
Menneskenes snævre og indskrænkede Begreber, men »efter deres
Gjerninger« gjorte i Kjødet, hvadenten de ere onde eller gode, enten
de saa ere gjorte i England, Amerika, Spanien, Tyrkiet eller Indien.
Han vil ikke dømme dem efter det Lys, de ikke have, men efter
det Lys, de have; de, som have levet uden Lov, ville vorde dømte
uden Lov, og de, som have havt en Lov, ville vorde dømte efter
den samme Lov. Vi have ingen Aarsag til at betvivle den store
Jehovas Visdom og Dømmekraft; han vil tildele alle Nationer Dom
eller Barmhjertighed, oftersom de fortjene, og han vil tage Hensyn
til, hvad Lejlighed de have havt til at erhverve sig sand Kundskab
om Lovene, hvorefter de regjeres, og om hans egne uransagelige
Hensigter med Menneskeslægten; og naar Guds Planer en Gang skulle172
172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 234
aabenbares og Fremtidens Slør borttages, ville vi alle komme til at
erkjende, at al Jordens Dommer har handlet ret.
De Kristnes Tilstand efter Døden er et Emne, som har lagt Beslag
paa Filosofernes og de Gejstliges forenede Visdom og Kløgt, og det
er bleven en almindelig antaget Mening, at Menneskets Skjæbne
uigjenkaldeligt afgjøres ved Døden, og at det da bliver enten evigt
lykkeligt eller evigt ulykkeligt; at dersom et Menneske dør uden
Kundskab om Gud, bliver det evigt fordømt, uden nogen Formildelse
i dets Straf, Lindring i Pinen eller selv det mindste Haab om
Befrielse i Evighedernes Løb.
Hvor orthodox dette Princip end er, ville vi dog finde, at det staar
i Strid med den Hellige Skrifts Vidnesbyrd; thi vor Frelser siger:
»Al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene; men Bespottelse
imod Aanden skal ikke forlades Menneskene, * * * hverken i denne
Verden, ej heller i den tilkommende« (Matt. 12: 31, 32), hvilket
klar-ligen antyder, at der gives Synder, som kunne tilgives i den
tilkommende Verden, ihvorvel Bespottelse imod den Helligaand ikke kan
tilgives. Peter siger, idet han taler om Frelseren, at han »gik bort
og prædikede for Aanderne, som vare i Forvaring, som fordum vare
gjenstridige, der Guds Langmodighed ventede i Noæ Dage«. (1 Pet.
3: 19, 20.)
Her have vi altsaa et Vidnesbyrd om, at Frelseren prædikede for
Aanderne i Fængslet — for Aander, der havde været fængslede lige
siden Noæ Dage. Og hvad prædikede han for dem? At de fremdeles
skulde blive der? Ingenlunde. Lad hans egne Ord afgjøre
Spørgsmaalet. »Han haver sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de
Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknust Hjerte, at
forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faa
Syn, at udlade Plagede i Frihed.« (Luke 4: 18.) Esaias siger: »Til
at udføre de Bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af
Fængsels Hus.« (Es. 42: 7.) Det er indlysende heraf, at han ikke blot gik
hen for at prædike for dem, men for at udfri dem af Fængslet. Idet
Esaias taler om de Straffedomme, der skulle ramme Jordens
Befolkning, siger han: »Landet skal aldeles rave som den Drukne, og
bort-flyttes som en Nathytte; thi dets Overtrædelse er svar over det, og
det skal falde og ikke staa op ydermere. Og det skal ske paa den
samme Dag, at Herren skal hjemsøge de Højes Hær i det Høje
og Jordens Konger paa Jorden. Og de skulle samles tilhobe, som
Bundne samles til en Hule, og blive lukte i Fængsel; men de skulle
hjemsøges (besøges) mange Dage derefter.« (Es. 24: 20—22.)
Saaledes se vi, at Gud handler ens med alle Mennesker, og at
ligesom de, der levede før Syndfloden, havde deres Besøgelsesdag,
saaledes ville ogsaa de Personer, som Esaias her hentyder til, faa
deres Besøgelses- og Befrielsesdag efter at have været mange Dage i
Fængsel.
Den store Jehova kjendte alle de Begivenheder, der staa i
Forbindelse med Saliggjørelsens Plan, før Jorden rullede ind i
Tilværelsen, eller før »Morgenstjernerne sang af Glæde«; thi Fortid, Nutid
og Fremtid vare og ere for ham et evigt Nu. Han forudsaa Adams172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
235
Fald og hvorledes de, som levede før Syndfloden, vilde falde i
Overtrædelse; han kjendte Syndens Dyb, hvori alle Mennesker vilde
synke, Menneskenes Svaghed og Styrke, deres Magt og Herlighed,
deres Frafald og Forbrydelser, deres Retfærdighed og deres
Misgjerninger; han saa' deres Fald og deres Oprejsning; han kjendte og
lagde Saliggj øreisens Plan; han forudsaa alle Nationers Skjæbne; han
ordnede alle Ting efter sin egen Villie; han veed, i hvilken Tilstand
baade de Levende og de Døde befinde sig, og har taget visse
Forholdsregler for deres Gjenløsning, afpassede efter deres forskjellige
Omstændigheder og Guds Riges Love, være sig i denne eller i den
tilkommende Verden.
De Begreber, som Nogle have dannet sig om Guds Retfærdighed,
Dom og Barmhjertighed, ere altfor taabelige til, at noget fornuftigt
Menneske skulde tage Notits deraf. Saaledes er det f. Ex. en
almindelig antagen Tro, fælles for mange af vore orthodoxe Prædikanter,
at dersom En dør i, hvad de kalde, en uomvendt Tilstand, maa han
evindelig forblive i Helvede, uden noget som helst Haab; Evighed
efter Evighed maa han tilbringe i Pine, der aldrig, aldrig, aldrig faar
Ende, og dog er Aarsagen til hans Fordømmelse ofte at søge i de
ubetydeligste Tilfældigheder. Blot den Omstændighed, at en af disse
Bodsprædikanters Sko eller Kjole er gaaet itu, eller de særegne
Livsforhold, hvori et Individ er stillet, kunne maaske være den indirekte
Aarsag til hans Fordømmelse eller til, at han ikke bliver frelst.
Jeg vil nævne et Tilfælde, som ikke er saa ualmindeligt: To
Personer, som have været lige ugudelige, og som have forsømt
Religionen, blive begge syge paa en og samme Tid. Den ene af dem har
det Held at blive besøgt af en Religionslærer, og han bliver omvendt
nogle faa Øjeblikke før sin Død; den anden sender Bud efter tre
forskjellige Religionslærere, en Skræder, en Skomager og en
Blikkenslager. Blikkenslageren har en Hank at lodde paa en Kande,
Skræ-deren har et Knaphul at gjøre færdig paa en Frakke, hvormed der
er Hastværk, og Skomageren skal have en Støvle flikket — Ingen af
dem kommer tidsnok! Manden dør og gaar til Helvede. Den ene af
dem bliver modtaget i Abrahams Skjød, kommer i Guds Nærværelse
og nyder evig og uforstyrret Lyksalighed, medens den anden, der
var ligesaa god som den første, hjemfalder til evig Fordømmelse,
uophørlig Pine og haabløs Fortvivlelse, blot fordi en Mand havde en
Støvle at reparere, et Knaphul at sy eller en Hank at lodde.
Jehovas Planer ere ikke saa uretfærdige, den Hellige Skrifts
Udtalelser ere ikke saa sværmeriske, og Saliggjørelsens Plan er ikke saa
uforenelig med sund Fornuft. En saadan Handlemaade vilde optænde
Guds Vrede; Englene vilde skjule deres Aasyn af Skam derover, og
ethvert dydigt og fornuftigt Menneske vilde gyse tilbage derved.
Dersom de menneskelige Love tildele Enhver efter Fortjeneste og
straffe alle Delinkventer efter deres Forbrydelses Størrelse, vil Gud
visselig ikke være grusommere end Mennesket; thi han er en viis
Lovgiver, og hans Love ere mere upartiske, hans Forordninger
retfærdigere og hans Kjendelse fuldkomnere end Menneskets; og
ligesom Mennesket dømmer sit Medmenneske ved Lov og straffer det172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 236
efter den samme Lov, saaledes dømmer Himmelens Gud »efter
Gjer-ningerne gjorte i Kjødet«.
At sige, at Hedningerne skulle blive fordømte, fordi de ikke tro
Evangeliet, vilde være urimeligt, og at sige, at Jøderne skulle
fordømmes, fordi de ikke tro paa Jesus, vilde være ligesaa urimeligt;
thi »hvorledes skulle de tro paa den, om hvem de ikke have hørt?
men hvorledes skulle de høre, uden at der er Nogen, som prædiker?
men hvorledes skal Nogen prædike, dersom de ikke blive udsendte?«
(Rom. 10: 14, 15.) Følgelig ere hverken Jøderne eller Hedningerne
strafskyldige, fordi de forkaste Sektismens modstridende Meninger,
ej heller fordi de forkaste hvilket som helst andet Vidnesbyrd, uden
det, der er sendt af Gud; thi ligesaa lidt som Nogen kan prædike
uden at være udsendt, ligesaa lidt kan Høreren tro, uden han hører
Nogen, som er sendt, og kan ikke blive fordømt for det, han ikke
har hørt, og da han saaledes er uden Lov, vil han vorde dømt uden
Lov.
Naar vi tale om Velsignelserne, der henhøre til Evangeliet, og om
Følgerne af Ulydighed mod sammes Forskrifter, bliver det
Spørgsmaal ofte rettet til os: Hvorledes gaar det saa vore Forfædre? Ville
de alle blive fordømte for ikke at have adlydt Evangeliet, naar de
aldrig have hørt det? Aldeles ikke; men de ville have det samme
Privilegium, som vi her nyde, formedelst det evige Præstedømme,
hvilket ikke blot administrerer paa Jorden, men ogsaa i Himmelen
og alle den store Jehovas Husholdninger. Af denne Grund ville de
Personer, som Esaias omtaler, blive besøgte af dem, som holde
Præstedømmet, og komme ud af deres Fængsel efter det samme
Princip, som de, der vare gjenstridige i Noæ Dage, bleve besøgte af
vor Frelser (der havde det evige, Melkisedekske Præstedømme, hvilken
prædikede Evangeliet for dem i Fængslet! Og for at de kunde
efterkomme alle Evangeliets Fordringer, maatte deres levende Venner lade
sig døbe for dem og saaledes opfylde Guds Bud, der lyder: »Uden
Nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds
Rige.« (Joh. 3:5.) De bleve naturligvis ikke døbte for sig selv, men
for deres Døde.
Krysostomus siger, at Marcioniterne praktiserede Daab for deres
Døde. Efter at en Katekumen var død, lagde et levende Menneske
sig under den Afdødes Seng; derpaa nærmede de sig Sengen og
spurgte den Døde, om han vilde annamme Daab, og da han intet
Svar gav, svarede den Anden for ham. og sagde, at han vilde døbes
i hans Sted; og saaledes døbte de den Levende for den Døde.
Kirken var naturligvis falden paa den Tid og Fremgangsmaaden
vel heller ikke den rigtige; men denne Gjenstand er tydeligt nok
omtalt i Skriften, thi Paulus siger med Hensyn til denne
Læresætning: »Hvad monne de ellers gjøre, som døbes for de Døde, dersom
de Døde aldeles ikke oprejses? hvi døbes de da for de Døde?« (1
Kor. 15: 29.) Derfor var det, at saa stort et Ansvar hvilede paa den
Slægt, i hvilken vor Frelser levede, »thi,« siger han, »alt det
retfærdige Blod skal komme over eder, som er udgydt paa Jorden, fra
den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias, Barakias's Søns Blod,172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
237
hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. Sandelig siger jeg
eder, alt dette skal komme over denne Slægt«. (Matt. 23:35, 36.)
Thi da de havde større Privilegier end nogen anden Generation, ikke
alene dem selv betræffende, men ogsaa med Hensyn til deres Afdøde,
var deres Synd større, da de ikke blot forsømte deres egen
Salig-gjørelse, men ogsaa deres Forfædres, og derfor blev disses Blod krævet
af deres Hænder.
Da nu Guds store Hensigter nærme sig deres Fuldbyrdelse, og Alt,
hvad Profeterne have talet, opfyldes, og da Guds Rige er grundfæstet
paa Jorden, og den gamle Tingenes Orden er gjenoprettet, har Herren
aabenbaret denne Pligt og Velsignelse for os, og Befalingen er til os
at lade os døbe for vore Døde, hvorved Obadias's Ord opfyldes, naar
han siger: »Og Frelsere skulle opkomme paa Zions Bjerg at dømme
Esaus Bjerg (Levningen af Esau), og Riget skal høre Herren til.«
(Obad. 1 : 21.)
Et Blik paa disse Ting overbeviser os om Skriftens Sandhed, om
Guds retfærdige Handlemaade med Mennesket, om at alle Mennesker
ere stillede paa en lige Fod, og at disse Ting stemme overens med
alle Retfærdighedens og Sandhedens Grundsætninger. Vi ville slutte
med Apostlen Peters Ord: »Thi det er nok, at vi i den forbigangne
Livs Tid have bedrevet Hedningernes Villie.« »Derfor er Evangelium
forkyndt for de Døde, at de vel skulle dømmes for (i Lighed med)
Mennesker i Kjødet, men leve for Gud i Aanden.« (1 Pet. 4:3, 6.)
Den 16de April udkom det første Nummer af »The Wasp«, et
ugentlig Nyhedsblad, der udgaves i Kunstens, Videnskabens,
Literaturens, Agerdyrkningens, Manufakturens og Handelens Interesse, og
redigeredes af Ældste William Smith, Josephs Broder, i Nauvoo.
Den 2den Maj skrev Joseph atter følgende Redaktionsartikel for
»The Times and Seasons«:
»Tempelarbejdet skrider raskt fremad; store Anstrengelser gjøres
af de Hellige allevegne for at paaskynde dets Fuldendelse, hvilket
vi haabe vil finde Sted til Efteraaret. Medens Mange have anvendt
en Tiendedel af deres Tid paa Templet, have Andre ydet ligesaa
villigt en Tiendedel af al deres Indtægt, saa vel som deres
Helligelses-ofre i samme store Øjemed. Siden Kirken blev oprettet, have vi aldrig
set større Iver og Villighed hos de Hellige til at efterkomme Jehovas
Befalinger end netop nu. De have aldrig lagt saa megen Begejstring,
saa megen Opofrelse, saa megen Nidkjærhed for Dagen, som siden
Herren bød: »Lad Templet blive bygget ved mit Folks Tiende.«
Baade Unge og Gamle synes at være grebne af en hidtil ukjendt
liberal og hjælpsom Aand, ja selv Fremmede, der ikke ere af vor
Tro, have ydet med Gavmildhed af deres Midler for at fremskynde
dette store Værk.
Vi ville derfor gjennem disse Linier bringe Alle, baade Unge og
Gamle, i Kirken saa vel som udenfor, vor hjerteligste Tak for den
uforlignelige Liberalitet, Flid, Imødekommenhed og Lydighed, som
de have lagt for Dagen i denne Tid. Personlig have vi ingen Fordel
deraf, men naar Alle tage fat paa Værket med forenede Kræfter,
lettes vort Ansvar og vor Byrde betydelig.172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 238
Guds Rige er en Sag af fælles Interesse for Alle; vi ere alle
Lemmer af det samme Legeme; vi ere alle delagtige i den samme Aand,
ere døbte med den samme Daab og besjæles af det samme herlige
Haab. Zions Opbyggelse og Guds Riges Fremme er ligesaa meget
een Mands Pligt som en Andens; den eneste Forskjel bestaar deri,
at En er kaldet til at udføre een Pligt, og en Anden har en anden
Pligt at varetage; »men naar eet Lem lider, lide de alle; naar eet
Lem bliver holdt i Ære, glæde alle Lemmerne sig med; og Øjet kan
ikke sige til Haanden: Jeg haver dig ikke behov, eller Hovedet til
Fødderne: Jeg behøver eder ikke.« Parti-Interesser, personlige Følelser
og egenkjærlige Hensigter bør altsammen lægges tilside — vi bør
alle gaa op i det store fælles Værk.
Zions Opbyggelse er en Sag, som har været af stor Interesse for
Guds Folk i enhver Tidsalder; det er et Emne, som Ypperstepræsterne,
Profeterne og Kongerne have omhandlet med øjensynlig Glæde; de
have med Længsel skuet hen til den Dag, paa hvilken vi nu leve,
og inspirerede af salig Fryd have de beskrevet, besunget og profeteret
om denne vor Dag, men de maatte dø uden at opleve den. Vi ere
det begunstigede Folk, hvem Herren har udkaaret til at opbygge det
Sidste-Dages Rige; det er bleven os forundt at skue, at deltage i og
at fremme Tidernes Fyldes Husholdning, i hvilken Gud vil samle
alt det, som er i Himmelen og paa Jorden, til eet, da Guds Hellige
skulle indsamles fra alle Jordens Nationer, Stammer og Folk, da
Jøderne skulle indsamles til deres Land og de Ugudelige ødelægges,
som Profeterne have sagt. Guds Aand vil hvile over hans Folk,
medens den vil blive unddragen de øvrige Nationer; og alle Ting, det
være sig i Himmelen eller paa Jorden, ville blive forenede til eet i
Kristo. Præstedømmet i Himmelen vil forene sig med Præstedømmet
paa Jorden. Hans Naade vil hvile over os, og vore Børn ville staa
op og velsigne vort Navn, ja endnu ufødte Slægter ville med
taknemmelig Glæde skue tilbage paa vort Arbejde, vor Opofrelse, vore
Trængsler og vore Lidelser, * * * da vi virkede saa utrættelig for at
grundfæste det Værk, der er bestemt til at nedbryde Mørkets Magt,
rense Jorden og frelse hele Menneskeslægten.«
»Onsdag den 4de,« skriver Joseph, »tilbragte jeg i mit
Privatkontor (saaledes kaldet, fordi jeg her opbevarer mine hellige Skrifter
og Oversættelser af gamle Oldtidsoptegnelser) i Raad med James
Adams, Hyrum Smith, Newel K. Whitney, George Miller, Brigham
Young, Heber C. Kimball og WTillard Richards. Jeg belærte disse
Brødre om Præstedømmets Orden, forrettede Tvætninger, Salvelser og
Begavelser, og meddelte Nøgler, henhørende til det Aaronske
Præstedømme og derefter igjennem alle Grader til den højeste Orden i det
Melkisedekske Præstedømme, samt belærte dem om de
Grundsætninger, hvorved ethvert Menneske kan sikre sig en Fylde af de
Velsignelser, der ere beredte for den Førstefødtes Menighed, og naa en
evig Plads i Elohims Nærværelse. I dette Raad blev den gamle Orden
indført for første Gang i disse sidste Dage. Disse Belærelser vare af
en aandelig Beskaffenhed og kun bestemte for dem, som kunne fatte
aandelige Ting. Og det, som blev disse Mænd meddelt, vil i Tidens172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
239
Løb blive meddelt alle de Hellige i denne Husholdning, saa snart
de ere beredte til at annamme samme og et passende Hus bliver
bygget, hvori de kunne meddeles; selv de svagere Hellige kunne
modtage disse Velsignelser. Lad de Hellige derfor være nidkjære i
at bygge Templet saa vel som andre Bygninger, som de blive befalede
af Gud til at bygge. Lad dem leve i Ydmyghed, Tro og Bestandighed
og med Taalmodighed oppebie Herrens Tid, samt være forvissede
om, at alt det, som der hentydes til i dette Raad, altid ordnes ifølge
Aabenbaring fra Gud.
Den næste Dag afrejste General Adams til Springfield, og de øvrige
af Raadet fra igaar fortsatte Mødet paa samme Sted, og jeg og Broder
Hyrum modtoge efter Tur fra hinanden det Samme, som jeg havde
meddelt dem den foregaaende Dag.«
SEX OG TYVENDE KAPITEL.
Nauvoo-Legionen holder Parade. — John C. Bennett som Forræder mod Joseph.
— Joseph fjerner sig for en Tid fra Nauvoo. — En mærkelig Profeti og dens
Opfyldelse. — Orrin P. Rockwell arresteres, fængsles, løslades etc. — Joseph
vender tilbage til Nauvoo.
Den 7de Maj 1842 holdtes der Militærparade i Nauvoo, og Joseph
mønstrede selv som Dagens Øverstbefalende Legionen, der nu bestod
af 26 Kompagnier med en Styrke af omtrent 2000 Mand. Dommer
Stephen A. Douglas holdt paa samme Tid Ret i Carthage, men der
herskede en saadan Bevægelse der i Anledning af denne Militærparade
og Mønstring, at han hævede Retten og begav sig med nogle af de
fornemste Lovkyndige til Nauvoo for at være nærværende ved
Lejligheden. Foruden disse var der et betydeligt Antal Fremmede tilstede.
Efter Mønstringen indbødes Legionens samtlige Officerer med deres
Damer samt Dommer Douglas og hans Venner til Middag hos Joseph.
Om Eftermiddagen inddeltes Legionen i Kohorter og udførte en livlig
Skinfægtning, efter hvilken Joseph holdt en højst opmuntrende og
passende Tale. Med Hensyn til denne Skinfægtning og General
Bennetts Optræden mod Joseph ved den Lejlighed skriver han:
»Jeg blev anmodet af General Bennett om at overtage
Kommandoen over den første Kohorte under Skinfægtningen, hvilket jeg
afslog. General Bennett opfordrede mig dernæst til at indtage min
Stilling under Fægtningen bagved Kavalleriet foruden min Stab, men
Kaptejn Albert P. Rockwood, min Livgardes Anfører, gjorde
Indsigelse og holdt sig tæt ved min Side, og jeg valgte min egen
Stilling. Dersom General Bennetts sande Følelser for mig ikke blive
aabenbarede for Verden om en meget kort Tid, er det muligt, at hin
Aands stille Hvisken, som paa Paradepladsen tilhviskede mig, at »der
laa Ondt paa Bunden af denne Skinfægtning«, var falsk; en kort
Tid vil afgjøre dette. Lad John C. Bennett besvare paa Dommens
Dag: »Hvorfor opfordrede De mig til at anføre en af Kohorterne og172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 240
at indtage min Stilling foruden min Stab under Skinfægtningen den
7de Maj 1842, hvor mit Liv kunde være bleven et Offer, og Ingen
have vidst, hvem der udførte Gjerningen?«
Joseph havde Ret; General Bennetts senere Opførsel beviste
Sandheden af hans Ord. Denne Mand var ankommen til Nauvoo omtrent
l1/« Aar i Forvejen og foregav at have et stærkt Ønske om at se
de Hellige nvde deres Rettigheder. Han var en Mand med temmelig
gode Evner og havde en Del Indflydelse, men de, som kjendte ham
nøjere, nærede kun liden Tiltro til ham. Efter sin Ankomst til Nauvoo
forenede han sig med Kirken og var tilsyneladende meget nidkjær
og hengiven for Sandhedens Sag. Han blev snart en fremragende
Mand og valgtes blandt Andet til Borgmester for Staden Nauvoo.
Da Rygtet om hans Forening med Kirken blev almindelig bekjendt,
ankom et Brev til Nauvoo fra en af Bennetts tidligere Naboer, hvori
det anførtes, at han havde en Kone og to Børn levende i Ohio.
Brevets Afsender advarede Folket imod ham, og anførte, at han var
en meget slet Mand. Der blev imidlertid i Begyndelsen ikke taget
videre Hensyn til dette Brev, da man vidste, at gode Mænd ofte
blive bagvaskede, og man antog, at Brevskriverens Angivelser ikke
vare paalidelige. Af denne Aarsag blev Brevet holdt hemmeligt, men
blev paa samme Tid bevaret.
En Tid efter sin Daab vedligeholdt Bennett et godt ydre Udseende,
og var meget omhyggelig for at faa Joseph og Folket til at tro, at
han var en sand Hellig; men dette varede ikke længe. For at opnaa
sin Hensigt med Søstrene fortalte han dem mange ugudelige Løgne
om Joseph, der gjorde Alt for at frelse ham, men til ingen Nytte.
Bennett vedblev med sin Ugudelighed, indtil Joseph, som var bestemt
paa at standse saadanne Handlinger for Fremtiden, protesterede imod
dem offentlig. Den 17de Maj opgav General Bennett sit Embede som
Staden Nauvoos Borgmester, da han vidste, at hans
Vederstyggeligheder vare ved at komme for Lyset, og haabede ved Nedlæggelsen
af sit Embede at faa Folket til at tro, at han var uskyldig. Samme
Dag blev Joseph valgt til Borgmester i hans Sted.
I et specielt Møde af Byraadet et Par Dage efter spurgte Joseph
Bennett, om han havde Noget imod ham; han gjorde dette paa Grund
af de mange Rygter, der verserede i Staden, og for at berolige den
offentlige Stemning. Bennett stod frem for dette Raad samt et Hus
fuldt af Tilhørere og sagde, at han vidste ikke af at have havt nogen
Udestaaelse med nogen af Kirkens ledende Mænd; og paa følgende
Opfordring af Joseph: »Vil De behage at afgive en sanddru og
bestemt Erklæring om, hvor vidt De kjender Noget, der kan være
nedsættende for min Karakter,« svarede han: »I al min Omgang med
Præsident Smith, saa vel offentlig som privat, har jeg altid fundet,
at han var en Mand af strengeste Dyd.« Samme Dag afgav han
følgende edelige Vidnesbyrd for Raadmand Daniel H. Wells:
»Nauvoo, Illinois, den 17de Maj 1842.
John C. Bennett mødte i Dag personlig for mig, Daniel H. Wells,
Raadmand for Nauvoo City, og erklærede paa sin hellige Ed, saasom Loven
foreskriver, at Joseph Smith aldrig havde lært ham Noget, sopa i mindste MaadeJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
241
strider imod Evangeliets Principer, Moralen eller Guds eller Menheekenes
Love, hverken direkte eller indirekte, hverken i Ord eller Gjerning. Tillige
erklærede han, at ham bekjendt havde Joseph Smith aldrig set gjennem
Fingre med nogen som helst upassende V andel, hverken i det offentlige eller
private Liv, og han havde aldrig lært ham under fire Øjne, at utugtig, ukysk
Omgang med Kvinder var under visse Omstændigheder tilladeligt, og var
heller ikke vidende om, at han nogensinde havde lært Andre Saadant.
Beediget og undertegnet hos mig Dags Dato.
Daniel H. Wells, Raadmand, c
Da Bennett afgav dette Vidnesbyrd, foregav han at have til
Hensigt at omvende sig og gjøre Ret, men det varede ikke længe, før
han atter gjorde sig skyldig i de samme Overtrædelser som tilforn.
Den 25de Maj underrettedes han om, at det Første Præsidentskab,
de Tolv og Biskopperne havde unddraget ham deres Fællesskab og
vare i Færd med at offentliggjøre hans Vederstyggeligheder. Den
følgende Dag overværede han et Møde i Frimurerlogen, hvor Joseph og
omtrent 100 af Brødrene vare tilstede. Han tilstod her sine
vanhellige og ukyske Handlinger, græd som et Barn og erkjendte, at han
havde fortjent den strengeste Revselse og bad om at blive skaanet
for Udelukkelse. Hans Anger og Bedrøvelse syntes i Øjeblikket saa
dvb og oprigtig, at Joseph forbarmede sig over ham og i Forening
med de andre Brødre tilgav ham.
Strax derpaa forlod Bennett Nauvoo, men saa snart han var taget
bort, begyndte han at udsprede de værste Løgne og Beskyldninger
om Joseph og de Hellige. Ifølge hans Angivelser fortjente de ikke
at leve. Medens han foregav at være et Medlem af Kirken og at
have stor Tro paa Værket, skrev han adskillige heftige Artikler
angaaende de Helliges Forfølgelser i Missouri. Under disse Artikler
skrev han ikke sit eget Navn, men »Joab, General i Israel«. Efter
at han forlod Nauvoo og skrev mod Joseph og Kirken, citerede han
fra disse Artikler for at vise Publikum, hvilket forrædersk og
blodtørstigt Folk »Mormonerne« var, men han var meget omhyggelig
med ikke at fortælle dem, at han var den samme »Joab«, som havde
skrevet disse Artikler. En Bog, som han derpaa udgav, vakte en Del
Ophidselse, der dog ikke varede længe. Sine øvrige Dage henlevede
han i Elendighed; nogle Aar før sin Død havde han ofte meget
heftige Krampeanfald og var for en Del berøvet Brugen af sine Lemmer
og sin Tunge; uden saa meget som en Ven til at begræde sin
Bortgang døde han omsider i Foraaret 1868.
Sidney Rigdon og hans Familie sympathiserede med Bennett og
var bleven paa virket af hans Aand, men en mærkelig Begivenhed i
hans Familie, en svg Datters mirakuløse Gjenbringelse til Liv og
Helbred, bevirkede, at han atter vaagnede op til Bevidsthed om sine
Pligter og for en Tid søgte at forbedre sig.
I Begyndelsen af Maj var der skudt paa forhenværende Guvernør
for Missouri, Lilburn W. Boggs, og han var bleven saaret i sit eget
Hus i Independence, Jackson County; den 20de Juli gik han til
Fredsdommer Samuel Weston og erklærede under Ed, at han troede,
det var Orrin P. Rockwell, der havde skudt paa ham, og ansøgte
Guvernør Reynolds om at fordre nævnte Rockwell udleveret af Gu-
16172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 242
vernøren for Illinois for derpaa at føre ham til Jackson County i
Forhør. Boggs svor ligeledes, at han troede, Joseph var Medskyldig
eller Ophavsmand til dette Overfald, hvorpaa Guvernør Reynolds
opfordrede Guvernør Carlin til at udlevere ham Joseph og Rockwell.
Carlin udstedte strax en Paagribelsesordre, og den 8de August blev
Joseph arresteret af Sheriffen for Adams County og hans to
Medhjælpere. Saa snart de vare blevne arresterede, udstedte
Municipal-retten i Nauvoo en Habeas-corpus Skrivelse for at faa Joseph og
Rockwell forhørte der paa Stedet; men Embedsmændene nægtede at
anerkjende Municipalrettens Indblanding i Sagen og vendte derpaa
tilbage til Guvernør Carlin for at indhente nærmere Instruxer
des-angaaende.
Dette Forlangende om at føre Joseph til Missouri var ikke alene
uretfærdigt, men ogsaa lovstridigt; thi selv om han havde været
skyldig i den Forbrydelse, som Boggs tillagde ham, gaves der dog
ingen Lov, ifølge hvilken han kunde blive bortslæbt til Missouri i
Forhør. Det Hele var kun et Paaskud af Boggs for at faa Joseph i
sin Vold og ved en passende Lejlighed ombragt. Med Salomons Ord
i Minde, at »en Træsk ser Ulykke; men de Vanvittige gaa over og
straffes« (Ord. 22: 3), fandt Joseph det raadeligt at fjerne sig fra
Byen, før Sheriffen kom tilbage. Han tog saaledes først over Floden
til sin Onkel John Smith i Iowa og opholdt sig her et Par Dage;
derpaa vendte han tilbage over Floden og tog Ophold hos Broder
Edward Sayers, der boede i en Skov nogle Mile norden for Nauvoo.
Her forblev han, indtil det rygtedes, at hans Skjulested var bleven
opdaget, da han derpaa flyttede til Broder Carlos Grangers Bopæl.
Under Josephs Fraværelse fra Staden var der forskjellige Rygter i
Omløb med Hensyn til den Fremgangsmaade, Embedsmændene havde
isinde at anvende for at faa fat paa ham. Dersom de ikke selv kunde
finde ham, sagde de, vilde de bringe et saa stort Antal Mænd til
Nauvoo, at ethvert Hus kunde blive gjennemsøgt, og dersom han
endda ikke var til at finde, vilde de gjennemsøge hele Staten og
ikke hvile, før de havde fundet ham. Disse Rygter fremkaldte en
Del Uro og Bekymring hos nogle af Brødrene, men Joseph selv var
ganske rolig og formanede dem til ikke at skjænke slige Rygter for
megen Opmærksomhed.
Fra sine Skjulesteder skrev og modtog han ofte Breve og varetog
paa denne Maade sine vanlige Forretninger. I et Brev, som han
modtog fra Wilson Law, der var bleven valgt til General-Major i
Legionen i Stedet for John C. Bennett, hedder det: »Tillad mig at
forsikre Dem, at jeg af mit ganske Hjerte slutter mig til de
Meninger og Anskuelser, som De saa ædelt og følsomt har fremsat; og
saa længe mit Hjerte banker, eller denne Haand, som nu skriver,
er i Stand til at drage og føre et Sværd, kan De forlade Dem paa,
at det staar til Deres Tjeneste i Sandhedens og Frihedens herlige
Sag.« Man skulde neppe tro, at den Mand, der skrev disse Linier,
i mindre end 18 Maaneder vilde nedlade sig til at danne et
Komplot for at dræbe sin foregivne Ven, og dog var dette Tilfældet.
Baade Wilson og William Law, der var en af Josephs Raadgivere,JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
243
vare meget slette Mænd; de faldt begge fra og bleve to af Josephs
bitreste Fjender. De indgik Forbund med Pøbelen og bidroge maaske
mere end nogen Anden til at iværksætte Josephs Mord.
En mærkelig Profeti, som Joseph den 6te August 1842 ytrede,
bør ikke undlades at blive kortelig berørt. I Forening med et
betydeligt Antal Personer, deriblandt General James Adams (der
fungerede som deputeret Stormester for Frimurerne i Staten Illinois),
tog han den nævnte Dag over Floden til Montrose i Iowa. Hensigten
med deres Besøg i Montrose var at oprette en Frimurerloge der.
Medens Stormester Adams var i Færd med at give Instruxer til den
nylig indsatte Mester for Logen, havde Joseph i Læ af Bygningen en
Samtale med flere af Brødrene om de Helliges Forfølgelser i
Missouri og den stadige Fortræd, der blev dem tilføjet af deres Fjender.
Med Hensyn til denne Samtale siger Joseph: »Jeg profeterede, at de
Hellige vilde vedblive at lide megen Trængsel, og at de omsider
vilde blive drevne til Klippebjergene; at mange vilde apostasere og
andre blive dræbte af deres Forfølgere, eller miste deres Liv som
Følge af Anstrengelse eller Sygdom; men nogle af dem, hvis Liv
skulde bevares, vilde drage mod Vesten og der hjælpe til at anlægge
Settlementer og bygge Stæder og se de Hellige blive et mægtigt Folk
imellem Klippebjergene.« Der var kun Faa, som den Gang forstod,
at Opfyldelsen af denne Profeti var saa nær forhaanden, som
Tilfældet var, thi de Hellige ved bleve at lide megen Trængsel, mange
faldt fra, andre bleve dræbte af deres Forfølgere eller omkom
formedelst Anstrengelse ved at blive drevne fra deres Hjem af Pøbelen,
og atter andre, hvis Liv bevaredes, naaede Klippebjergene, hvor de
have hjulpet til at anlægge Settlementer og bygge Stæder og have
set de Hellige blive et mægtigt Folk; men Joseph selv oplevede ikke
at se sin Forudsigelse gaa i Opfyldelse.
For at undgaa Bogg's Efterstræbelser havde Orrin P. Rockwell
forladt Nauvoo samtidig med Joseph og var taget til de østlige Stater.
Her forblev han indtil Begyndelsen af Aaret 1843, da han begav sig
paa Tilbagevejen til Nauvoo, men allerede ved sin Ankomst til St.
Louis blev han anholdt og arresteret af en Mand ved Navn Fox paa
Anklage af en vis Elias Parker, der svor, at han var den samme
Orrin P. Rockwell, der var beskyldt for at have forsøgt at dræbe
Lilburn W. Boggs. Efter i et Par Dage at have siddet fængslet i
St. Louis førtes han til Independence i Jackson County, men nød
her en slet Behandling og var ofte udsat for at blive dræbt.
Da Joseph erfarede, at Rockwell var bleven arresteret, profeterede
han, at han skulde slippe uskadt bort fra Missourianerne. Dette gik
ogsaa i Opfyldelse, uagtet Rockwell ofte blev truet med Døden og
man ved et Par Lejligheder under hans Transport til og fra Liberty,
Clay County, i Forhør, havde lagt Planer for at overfalde og myrde
ham paa Vejen. Grand-Juryen kunde ikke opdrive noget Vidnesbyrd
til Bevis for, at han havde skudt paa Boggs, hvor meget end Pøbelen
ønskede det.
Joseph H. Rej'nolds, der den Gang var Sheriff for Jackson County,
fortalte Broder Rockwell, at han var i Færd med at tage til Illinois
16*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 244
for at arrestere Joseph, og foreslog ham at tage med og forraade
Joseph i hans Hænder. Som Vederlag skulde han faa en hvilken som
helst Sum Penge, han vilde nævne, men Rockwell afslog med Harme
Tilbudet. Reynolds tog derpaa afsted til Nauvoo, og Rockwell, der
saa', hvilken Fare der truede Joseph, var saa ængstelig paa hans
Vegne, at han formelig følte Krampetrækninger i sit Kjød. Medens
han sad og overvejede sin beklagelige Stilling, hørte han en Due
neddale paa Vinduet i det øvre Værelse af det Fængsel, hvor han
sad indespærret. Duen begyndte at kurre og fløj derpaa bort igjen.
Strax efter kom den tilbage til hans eget Vindue, hvor en Rude var
slaaet i Stykker, og krøb ind imellem Jerngitteret, hvis Stænger vare
anbragte omtrent 21/2 Tomme fra hinanden. Den fløj flere Gange
omkring Fængselsdøren uden at sætte sig, men vedblev at kurre,
indtil den igjen krøb igjennem Gitteret og forsvandt ud af det
itu-slagne Vindue. Broder Rockwell betragtede dette som et gunstigt
Tegn; hans Krampetrækninger ophørte, og han var fra nu af
fuldkommen overbevist om, at det ikke vilde lykkes Fjenderne at bringe
Joseph til Missouri. Ligeledes følte han sig overbevist om, at han
snart selv vilde blive sat paa fri Fod, hvilket ogsaa skete den 13de
Dec. 1843. Han havde da været Fange i henimod ni Maaneder og
havde i al denne Tid udstaaet næsten enhver Lidelse undtagen
Døden. Han havde været fængslet paa en lovstridig Maade og med
Lænker om Hænder og Fødder hensiddet i et smudsigt Fangehul
uden saa meget som en Ovn eller Klæder nok til Beskyttelse mod
Kulden og uden at faa Lov til at skifte Undertøj. Af Føde havde
han sædvanlig kun faaet det Halve af, hvad han behøvede, og det
Lidet, han flk, var ovenikjøbet af den simpleste Slags, hvorfor han
næsten var reduceret til et Skelet, og da Lænkerne bleve tagne af
ham, var han saa svag, at han ikke kunde gaa alene uden Hjælp.
Efter sine mange Lidelser og Gjenvordigheder ankom han endelig til
Nauvoo den 25de Dec. om Aftenen og begav sig øjeblikkelig hen til
Josephs Bolig, »The Mansion«. Her havde et lille Selskab af
udvalgte Venner samlet sig for at tilbringe Aftenen paa en behagelig
Maade, men hvor blev man ikke overrasket, ved midt under
Festlighederne at se en tilsyneladende drukken Mand komme ind og med
sit lange, uredte Haar hængende om Skuldrene opføre sig som en
Missourianer. Joseph opfordrede den tilstedeværende Politikaptejn til
at kaste Manden paa Døren. Under Tummelen, som paafulgte, flk
Joseph Lejlighed til at se den Fremmede lige i Ansigtet. Det var
ingen drukken Mand, det var ingen Missourianer, men, som Joseph
skriver, »til min store Overraskelse og usigelige Glæde opdagede
jeg, at det var min længe prøvede og trofaste, men grusomt
forfulgte Ven Orrin P. Rockwell, der netop var ankommen fra Missouri
efter næsten et Aars Fængsling der uden at findes skyldig i nogen
Brøde«.
Ifølge Josephs Raad blev en speciel Konference afholdt i Nauvoo
den 29de August, ved hvilken et Antal af 380 Ældster bleve kaldte
til at gaa ud i forskjellige Retninger og ved deres Prædiken søge at
dæmpe den Ophidselse, som var opstaaet ved Bennetts og Andres172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
261
urimelige Beskyldninger. Han havde jævnlig holdt sig skjult, men
ved denne Lejlighed viste han sig pludselig paa Forhøjningen til slor
Glæde og Overraskelse for de Hellige, der vare ubekjendte med hans
virkelige Opholdssted. Han lykønskede de Hellige til den Sejr, han
igjen havde vundet over Missourianerne, og sagde, at det var ikke
med Sværd eller kjødelige Vaaben, han havde bekæmpet dem. Der
var ved denne Lejlighed intet Liv gaaet tabt, og der vilde intet Liv
tabes, saa længe de Hellige vilde lytte til hans Raad. Indtil denne
Dag, sagde han, havde Gud givet ham Visdom til at beskytte dem,
som vilde tage imod Raad.
Den 1ste Sept. skrev Joseph en Artikel til de Hellige om Daab
for de Døde. (Se Pagtens Bog, 127de Kap.) I samme Skrivelse
meddelte han dem, at eftersom Herren havde aabenbaret til ham, at
hans Fjender, baade i Missouri og Illinois, igjen vare paa Spor efter
ham, fandt han det klogest, saa vel for sin egen som for Folkets
Sikkerheds Skyld, at forlade Nauvoo paany for en kort Tid.
Den 3die s. M. kom en Sheriff og to andre Mænd til Nauvoo og
sneg sig ind i Josephs Hus; skjønt de ingen Ret havde til at
foretage Husundersøgelse, gjorde de det dog, men kunde ikke finde ham.
Denne deres Fremgangsmaade var et ligefremt Brud paa de
Forenede Staters Konstitution, men hvad brøde de sig derom? Joseph
var, hvad de kaldte »Mormon-Profeten«, og med ham kunde de gjøre,
som de behagede. De vare vel bevæbnede og foregave at have til
Hensigt at bemægtige sig ham enten levende eller død, men just
som de traadte ind i Huset, begav han sig ad en Bagdør og videre
gjennem Majsen i sin Have til Biskop Newel K. Whitneys Hus.
Man sagde, at der ialt var 16 i Sheriffens Følge, og at de forlode
Quincy med den Bestemmelse at naa Nauvoo om Natten og
uforvarende anfalde Huset, men ved en Fejltagelse kom de bort fra
Vejen, spredtes ad og maatte opsætte Rejsen til Daggry. Efter at
Mørket var faldet paa, forlod Joseph Biskop Whitneys Hus og begav
sig hen til Broder Edward Hunter, der boede paa et mere
afsidesliggende Sted, hvor han ansaas for at være mere i Sikkerhed.
Den 6te Sept. skrev Joseph atter en Epistel til de Hellige, hvori
han gav dem videre Undervisning med Hensyn til Daab for de Døde.
(Se Pagtens Bog, 128de Kap.) Denne Skrivelse gjorde et dybt og
højtideligt Indtryk paa de Hellige, som viste sig meget beredvillige
til at adlyde den. Joseph lod derpaa de af de Tolv, som vare i Færd
med at gaa paa Mission, ved et Bud underrette om, at det var hans
Ønske, de skulde arbejde i Illinois og prædike imod Pøbelvældet.
Den 10de besluttede han at vende tilbage igjen til sit eget Hus, men
allerede den 2den Okt. naaede den Efterretning Nauvoo, at Guvernør
Carlin havde udlovet en Belønning paa 400 Dollars for Josephs og
Rockwells Paagribelse, og at Guvernør Reynolds af Missouri ligeledes
havde udlovet en Belønning paa 300 Dollars for hver af dem. Rygtet
sagde fremdeles, at Guvernør Carlin havde til Hensigt at arrestere
Joseph ved en ulovlig Arrestordre for derpaa at føre ham til
Car-thage, hvor han ifølge Planen vilde blive løsladt ved en Habeas-corpus
Skrivelse af Dommer Stephen A. Douglas og derpaa ved en lovlig172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 246
Arrestordre uden videre ført direkte til Missouri. Dersom man ikke
kunde fange ham paa denne Maade, havde et betydeligt Antal
Mis-sourianere frivilligt tilbudt at ville forene sig med Illinois-Militsen
for at tage til Nauvoo og gjennemsøge Staden, indtil de havde fundet
ham. Dette var kun Rygter, men Joseph vidste meget vel, at hans
Fjender ikke toge i Betænkning at bruge et hvilket som helst Middel
for at faa ham i deres Magt; han forlod derfor atter sit Hjem og
ankom efter en trættende Rejse, som medtog noget over en Dag, i
Forening med flere af Brødrene til Broder James Taylors Hus
(Præsident John Taylors Fader), hvor han opholdt sig indtil den 28de
Okt., da han igjen vendte tilbage til Nauvoo.
Den 30te Okt. samledes de Hellige for første Gang til offentlig
Gudsdyrkelse indenfor Templets Mure; et midlertidigt Gulv var
bleven lagt og Alting indrettet saa bekvemt som muligt; uagtet
Murene kun hævede sig en fire Fod over Grundfladen, foretrak de dog
at afholde deres Forsamlinger der fremfor i Lunden, hvor de vare
mere udsatte for Vejrets Omvexlinger.
Den 15de Nov. bekjendtgjorde Joseph for Læserne af »The Times
and Seasons«, at han paa Grund af de mange Forretninger, der
paahvilede ham, saa' sig nødsaget til at fratræde Redaktionen af nævnte
Blad, og overdrog for Fremtiden dets Ledelse til Ældste John Taylor.
SYV OG TYVENDE KAPITEL.
Ældste Orson Hydes Mission til Jerusalem.
Den 7de Dec. 1842 vendte Ældste Orson Hyde tilbage fra sin
Mission til Jerusalem og blev modtagen med stor Glæde af Joseph
og de Hellige. Han havde nu været fraværende i omtrent 21/a Aar
og havde i denne Tid udført en af de vigtigste Missioner, der er
bleven foretaget i denne Uddeling.
Som man vil erindre, forlod Ældste Hyde Nauvoo den 15de April
1840 og tiltraadte sin Mission, forsynet med nedenstaaende
Beskikkelse :
»Til Alle, til hvem dette Dokument maatte komme, Hilsen I
Det være herved vitterligt for Alle, at Authoriteterne i Jesu Kristi Kirke
af Sidste-Dages Hellige, samlede i Konference i Nauvoo, Hancock County,
Staten Illinois, den sjette April i Herrens Aar atten hundrede og fyrretyve,
føie sig overbeviste om, at en vigtig Begivenhed forestaar — en Begivenhed,
som vedrører Hedningenationernes Interesser og Velfærd i den ganske Verden.
Af Tidernes Tegn og Udtalelserne i Guds aabenbarede Ord ere vi komne til
denne Overbevisning. Jøderne have længe været adspredte blandt alle
Nationer, og det er vor fuldkomne Tro, at Tiden for deres Tilbagevenden til det
Hellige Land allerede er kommen.
Da dette adspredte og forfulgte Folk er sat blandt Hedningerne som et
Tegn for disse paa Messiæ anden Tilkommelse, og ligeledes som Tegn paa de
nuværende jordiske Rigers og Magters Undergang, derved at den Almægtige
skal udsprede Hunger og Pestilens blandt dem som Frost og Sne om
Vinteren, samt ved at sende Sværdet blandt dem, saa at Folk skal opstaa mod172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
247
Folk og vade i hverandres Blod, er det efter vor Mening af højeste
Vigtighed, at man indhenter Oplysninger om Jødefolkets nuværende Anskuelser og
Foretagender og fremlægger dem til Overvejelse for den amerikanske Nation
til Gavn og Belæring for den; og da vi anse det som vor Pligt at sætte de
kraftigste Midler i Virksomhed for at frelse Menneskenes Børn fra »den
Veder-styggelighed, som ødelægger«, have vi, tilskyndede af den Helligaand, valgt
Ældste Orson Hyde, Ihændehaveren af denne Beskikkelse, en trofast og værdig
Jesu Kristi Tjener, til at være vor Agent og Repræsentant i Udlandet paa
hans Besøg i London, Amsterdam, Konstantinopel og Jerusalem saa vel som
paa andre Steder, han maatte anse passende; og det paalægges ham at
henvende sig til Jødernes Præster, Forstandere og Ældster, for hos dem at
erholde al mulig Oplysning, samt at tilsende nogle af Hovedaviserne Artikler
til Offentliggjørelse, at de indhentede Oplysninger kunne blive bragte til
almindelig Kundskab i hele den amerikanske Union.
Da Hr. Orson Hyde med Glæde og Beredvillighed har paataget sig det ham
beskikkede Hverv at være vor og Publikums Tjener i fjerne og fremmede
Lande for Kristi Skyld, anbefale vi ham tillidsfuldt til alle religiøse og
kristelige Folk, saa vel som til de ærede Herrer og Damer, der ej tilhøre noget
bestemt Kirkesamfund, som et værdigt Medlem af Samfundet, der besjæles
af den helligste Iver for Menneskenes Lyksalighed, hvilket vi gjøre i den
faste Tro, at de ville vde ham al den pekuniære Hjælp, han maatte behøve,
for at kunne løse sin vanskelige og besværlige Opgave til Menneskehedens
fælles Gavn. Religionsforkyndere af enhver Bekjendelse, til hvem Hr. Hyde
maatte komme, anmodes om at understøtte ham i hans Mission og at staa
ham bi med deres Indflydelse, og alle Saadanne skulle have et haardt prøvet
Folks Velsignelse og Forbøn — et Folk, hvis Blod har flydt som Vidnesbyrd
om dets Oprigtighed — hvis Martyrblod har besudlet Frihedens hellige
Jordbund.
Det paalægges endvidere af denne Konference Hr. Hyde ikke at sende til
dette Land andet end ligefremme Kjendsgjerninger til Offentliggjørelse, bortset
fra al Slags Theologi, idet vi overlade til Enhver at gjøre sine egne Slutninger.
Givet under vore Hænder paa ovennævnte Tid og Sted.
Joseph Smith, Præsident. Robert B. Thompson, Skriver.«
For at vise, hvorledes Herrens Aand ogsaa arbejdede hos Jøderne
samtidig med, at den virkede blandt Herrens Tjenere i denne
Husholdning, ville vi aftrykke følgende Cirkulære fra Jøderne i
Jerusalem til alle Abrahams Efterkommere overalt paa Jorden. Det var
skrevet paa Hebraisk og ledsagedes af en engelsk Oversættelse, som
blev optaget i »The Morning Herald«, hvorfra det her er oversat:
»Til vore Brødre Israeliterne i Europa og Amerika, til Enhver,
som liberalt og gavmildt yder sin Andel til ethvert helligt og fromt
Øjemed, og som altid er rede til at bevise sin Godhed for
Forjættelsens Land, til Enhver, som ønsker Godt over Jerusalem, og til
alle Venner af Zion (som er os dyrebarere end vort Liv), som
udrække deres velgjørende Haand til denne hellige Stad, og som med
Kjærlighed og Hengivenhed hellige deres Midler til Tegn paa, at de
have »Behagelighed til dens Stene og forbarme sig over dens Støv«,
— til de nidkjære og fortræffelige Rabbinere, til deres værdige og
udmærkede Medhjælpere, til de ædle Overhoveder og trofaste Ledere
for Israel, til alle Forsamlinger, der ere indviede til Herren, og til
ethvert af deres Medlemmer, sige vi: Maa Herren udstrække sin
Beskyttelse til dem og skjænke dem Helbred, Liv og Lykke. Maa
Glæde og Fryd vorde dem tildel, og maa de med deres egne Øjne
se Herren gjenbringe Zion. Maa dette være hans naadige Villie, Amen.
Det er et vel bekjendt Faktum i hele Juda og Israel, at »Zions172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 248
Datter mistede al sin Prydelse« for hen ved hundrede Aar siden, da
de tyske Jøder i denne hellige Stad med Magt bleve berøvede deres
Hjem og Ejendom. Frygteligt og tungt var det Aag, som dette Lands
Despoter paalagde dem. Tyranni og grusom Misbrug af Magten traadte
dem i Støvet og tvang dem til at forlade deres Boliger og alle deres
Ejendomme og at søge Frelse ved Flugt. Saaledes stod den hellige
Stad, som de havde arvet fra deres Forfædre, øde og forladt, indtil
den blev indtaget og besat af de Fremmede. De hellige Bygninger,
som fandtes i den, nemlig Synagogen og Midrash, bleve nedrevne,
vort Land blev aldeles ødelagt og vort retmæssige Gods tilintetgjort
lige for vore Øjne. Da kunde vor Sjæl ikke trøstes; thi hvordan
kunde vi udholde at være Vidne til den Hjemsøgelse, som ramte
vort Folk!
Men ligesom Lyset glimter frem af en Gnist, saaledes toge vore
Brødre Mod til sig og vendte tilbage for atter at nedsætte sig og
tage Fodfæste paa det hellige Bjerg; men vi kunde ingen Hvile faa
for vor trætte Fod, intet Sted finde, som kunde indvies til Bøn og
Andagt. Vore smertende Øjne saa', hvorledes alle Tungemaal og Folk,
selv fra Havets fjerneste Øer, havde opført Bygninger, der
forsvaredes af Mure, Porte og Faldgitre, medens Herrens Folk, som med
Magt uddreves af sit Ejendomsland af rovgjerrige Barbarer, blev
overøst med Skjældsord, Haan og Vanære.
Folkets Smertensraab opsteg til Herren, som bor i Zion. Han
skuede med Kjærlighed og Medynk ned paa vore Lidelser og
Trængsler, og da Ægyptens Hersker først fik Magt over det Hellige Land
— en Hersker, som øvede Retfærdighed i alle sine Stater — udstedte
han et Edikt, som tillod Jøderne at gjøre, hvad som helst de ansaa
for ret og gavnligt med Hensyn til Gjenopførelsen af deres ødelagte
Synagoger og Kollegier. Herren ihukom os i sin Barmhjertighed og
bevirkede vor Gjenindsættelse i vore Fædres Arv og det hellige Sted,
som kaldes Rabbi Jehuda, den Frommes Ruin; velsignet være hans
Minde!
Lovet være Herren vor Gud, vore Fædres Gud, som inspirerede
Ægyptens Behersker til at gjengive os vore Fædres Besiddelser. Vi
forsømte ikke den tilbudte Lejlighed, men gjorde alt muligt for at
opbygge Jerusalem. Vi omgave den med Mure og opsankede dens
Stene, og det hellige Foretagende lykkedes under vor Haand, saa at
vi have fuldført Midrash, og »stor er Husets Herlighed«. Vi ere
ligeledes færdige med Boligerne for Lovens Forkyndere, hvor tillige
de Fremmede kunne nyde en gjæstfri Modtagelse og Forplejning,
hvilket var aldeles nødvendigt til Bekvemmelighed for de mange
fromme Israeliter, som besøge den hellige Stad til Højtiderne; og
paa den sidste Eosh Hodesh Shebath nedlagde vi i Midrash en Sepher
Jorah, som vi helligede ved Navnet Menahem Zion, thi Herren har
lovet at trøste sit Folk.
Men uagtet vi ved Forsynets Naade have gjenerholdt en Del af de
Besiddelser, vore fromme Fædre havde testamenteret os, ere vore
Hjerter dog bedrøvede og vore Øjne fulde af Taarer, naar vi beskue
Herrens Helligdom, Synagogen, som endnu ligger i Ruiner, og det172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
249
staar ikke i vore, de tvske Jøders Magt at gjenopbvgge den, thi
desværre, stort er vore Fattiges Tal, som mangle det daglige Brød,
og Gjælden, vi maatte sætte os i for at faa Midrash gjenopført, er
stor og trykker os haardt.
Aarsagen til vor Sorg er saaledes altid for vore Øjne —
Synagogens Ruiner ligge ophobede midt paa Tomten, og Ukrud og
Slyngplanter sno sig om den hellige Dynge. Vi anse det derfor som vor
skyldige Pligt at afsende et sikkert Bud til vore Brødre af Israels
Hus, som ere adspredte over Jorden i Landflygtighed, for at gjøre
dem bekjendte med »Herrens Frelse i Landet«, saa de kunne rejse
sig og forbarme sig over Zion, thi det er Tid at være den naadig.
Dette vanskelige Hverv har vor højt elskede Ven, den lærde og
berømte Rabbiner, den nidkjære og agtværdige Aaron Selig Ashkenazi,
frivilligt tilbudt at udføre. Han er en Mand fuld af Herrens Frygt
og af en fast Karakter, til hvem vi have den mest uindskrænkede
Tillid; ham have vi overdraget den Mission at forkynde i de
forskjellige jødiske Forsamlinger, hvilket Syn der frembød sig for hans
Blik paa det hellige Bjerg, og ham have vi givet en skriftlig
Fuldmagt, som omhandler Enkelthederne ved hans hellige Mission og
giver al nødvendig Oplysning om den.
Lader derfor de Retfærdige glæde sig; lader de Gudfrygtige juble
af Fryd; thi Dagen, I saa længe have ventet, er kommen, og I se
den. Herlighedens Krone vil atter smykke sit tidligere Sted. Staar
derfor op og yder en Del af Eders Formue, ifølge denne vor
Opfordring, som en hellig Tribut til Opførelsen af »et Tempel for den
højeste Konge paa Herrens Bjerg«, at I maa faa en Lod og et
retfærdigt Navn i Jerusalem.
Ingen af eder bør holde sin Haand tilbage, men den Fattige bør
med Redebonhed yde sin Skjærv for sig og Familie, ligesom den Rige
gavmildt giver af den Overflod, hvormed Herren har velsignet ham.
Lad Forældre og Børn, Gamle og Unge med lige Iver forbarme sig
over Zion paa denne Naadens Dag.
Lad hver Mand opmuntre sin Broder, sigende: Vi ville være
nidkjære og udholdende for vort Folk og vor Guds Stad, og af
Kjærlighed til Zion og for Jerusalems Skyld ville vi ikke hvile eller give
os tilfreds, før Jerusalem bliver priset over hele Jorden og er den
fornemste Aarsag til vor Glæde, saaledes som vi højtideligt have
lovet: »Dersom jeg forglemmer dig, Jerusalem, da forglemmer jeg
min højre Haand. Min Tunge hænge ved min Gane, om jeg ikke
kommer dig ihu, om jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste
Glæde!«
Saaledes lyder eders Brødres Ord, som henvende sig til eder for
Guds, hans Lands, hans Folks og hans Arvs Æres Skyld, og vi bede
bestandig for vore landflygtige Brødre, idet vi opsende vore Bønner
paa hellige Steder, fornemmelig i Nærheden af den vestlige Mur, at
det evindeligen maa være vel med eder i Overensstemmelse med
eders og vore oprigtige Ønsker.
Undertegnet i Jerusalem den 18de Dag i Aaret 5597 af Forstan-172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 250
derskabet for Midrash og Medlemmerne af Bygningskomiteen paa de
tyske Jøders Vegne i den hellige Stad.
Hirsh Joseph, David Reuben, Nathan Saddis,
Abraham S. Salmons, Mordecai Avigdor, Uriah S. Hyam.«
»Efter Ordre af Hs. Højærværdighed Overrabbineren bevidner
undertegnede Kommunalbestyrelse, at Hs. Højærværdighed Aaron Selig
Ashkenazi virkelig er afrejst i det i ovenstaaende Cirkulære anførte
Øjemed.
London, den 7de Tebath (24de December) 5599.
Israel Levy, Aaron Levy, A. L. Barnett.«
Følgende er et Uddrag af et Brev, som Ældste Orson Hyde tilskrev
Præsident Joseph Smith, dateret London den 15de Juni 1841:
»Jeg har netop i dette Øjeblik modtaget en Skrivelse fra Dr.
Salomon Herschell, Overrabbiner for den hebraiske Menighed i dette
Land, som Svar paa et Brev, i hvilket jeg høfligt anmodede ham
om en personlig Sammenkomst. Dette kunde imidlertid ikke ske, da
et Ulykkestilfælde, som har ramt ham (han har nemlig brækket sit
Ben), nøder ham til at holde sig inde nogen Tid.
Jeg tilskrev ham i Anledning af min Mission, og da det vistnok
vil være af Interesse for de Hellige og mine Venner i Amerika,
tillader jeg mig herved at sende Dem en Kopi af mit Brev til ham,
saalydende:
»Deres Højærværdighed!
Jeg beklager af mit ganske Hjerte den sørgelige Tilstand, hvori
De befinder Dem paa Grund af den ulykkelige Hændelse, der
hindrer Dem i at forlade Deres Værelse. Modtag, min Herre, en
Fremmeds oprigtige Ønske om Deres hurtige Helbredelse, at De atter snart
kan optage de Forretninger, som Deres høje og ansvarsfulde Kald
paalægger Dem.
Da jeg frygter, der ej vil blive mig forundt den Glæde at faa en
personlig Sammenkomst med Dem, haaber jeg, De tilgiver den
Frihed, jeg tager mig, at jeg tilskriver Dem om Noget, som jeg havde
haabet skulde give Anledning til en interessant Samtale mellem os.
Men da Forsynet har nægtet mig dette Privilegium, maa jeg for
Tiden opgive Haabet om en mundtlig Samtale med Dem om, hvad
der vedrører Deres Nation, der er mig af saa særdeles Interesse.
Siden jeg naaede den modnere Alder og fik Sans for Religionen,
have de jødiske Profeters Skrifter tiltalt mig i høj Grad, og Herrens
Folks adspredte og undertrykte Tilstand har vakt de varmeste
Sympathier i mit Bryst. Haabende derfor, at Profeten Hoseas's Ord i hans
2det Kap., 23de Vers, i Forening med Deres Højmodighed vil
bortrydde ethvert Spor af Fordom mod Forfatteren af dette Brev, som
Følge af at han ej er i Stand til ved noget anerkjendt Dokument
at bevise sin Identitet med Deres Nation, tillader jeg mig at
meddele Følgende.
Omtrent for ni Aar siden lagde en ung Mand, med hvem jeg kun
havde havt et kort Bekjendtskab — en Mand, som var i Besiddelse172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
251
af megen Visdom og Kundskab, til hvem den Almægtige havde
betroet mange Hemmeligheder — sine Hænder paa mit Hoved og
udtalte disse mærkværdige Ord: »I Herrens bestemte Tid skal du
gaa til Jerusalem, dine Fædres Land, og være en Vægter for Israels
Hus, og ved din Haand skal den Allerhøjeste udføre en stor
Gjerning, som skal forberede og storligen lette Indsamlingen af nævnte
Folk.« Mange andre Enkeltheder bleve mig ved samme Lejlighed sagte
af ham, hvilke jeg ikke vil omtale i dette Brev; men Nok er allerede
sagt for at vise, at guddommelig Beskikkelse er Hovedgrunden til,
at jeg har forladt en hengiven Families og dyrebare Venners Skjød,
saa vel som det Land, der skjænkede mig Tilværelse.
Mine Evner og Kræfter have siden det Øjeblik været ofrede paa
Hedningerne i forskjellige Lande paa begge Sider af Atlanterhavet
indtil i Begyndelsen af Marts Maaned 1840. Da jeg en Aften paa
nævnte Tid var gaaet tilsengs som sædvanlig og i Aanden betragtede
min fremtidige Arbejdsmark, aabnede et himmelsk Syn sig for mine
Øjne, ligesom Skyer af Lys. (Se Joel 3 : 1.) Stæderne London,
Amsterdam, Konstantinopel og Jerusalem viste sig i en Følgerække for
mit Blik, og Aanden sagde til mig: »Her ere mange af Abrahams
Børn, som jeg vil samle til det Land, jeg gav deres Fædre, og her
er ogsaa din Arbejdsmark. Forsyn dig derfor med de fornødne
An-befalingsbreve fra mit Folk, dine Brødre, og ligeledes fra Guvernøren
i din Ståt, med Lovens Segl vedføjet, og gaa hen til de Stæder, som
ere blevne dig vist, og forkynd dette for Juda, og sig: Blæs Basunen
i Landet og raab: Samler eder tilsammen og gaar ind i de befæstede
Stæder. Opløft Banneret mod Zion, tøv ikke, men skynd dig, thi jeg
vil bringe Ulykke og stor Ødelæggelse fra Norden. Løven er kommet
ud af Skoven, og Ødelæggeren blandt Hedningerne er rede — han
er gaaet ud fra sit skjulte Sted for at lægge deres Land øde, deres
Stæder skulle nedbrydes og miste deres Indbyggere. Tal du Trøstens
Ord til Jerusalem og raab til hende, at hendes Trængsler ere endte,
at hendes Synder ere tilgivne, thi hun har modtaget dobbelt af
Herrens Haand for alle sine Overtrædelser. Lad din advarende Røst
høres blandt Hedningerne, eftersom du farer frem, og opfordrer dem
i mit Navn til at yde dig Hjælp og Bistand. For dit Vedkommende
er det ligemeget, enten det er Meget eller Lidt, men mig tilkommer
det at velsigne dem, som begunstige dig.« Dette Syn varede henved sex
Timer, i hvilken Tid mine Øjne ikke lukkedes til Sovn. I dette Syn
aabenbaredes mig mange Ting, som jeg aldrig har optegnet; ej heller
skal jeg nedskrive dem, før de opfyldes i Jerusalem.
Det synes af Profeterne, som om Jerusalem ikke har Nogen til at
vejlede sig, Ingen til at tage sig ved Haanden af alle de Sønner,
hun har frembragt; men disse to Sønner* ere komne til dig! De
Fremmedes Sønner skulle opbygge dine Mure.
Tillad mig nu, Deres Højærværdighed, at bebyrde Dem med nogle
Betragtninger af En, hvis Sind er aldeles frit for alle Parti-Interesser
og uhildet af al sekterisk Indflydelse.
* Forfatteren sigter hermed til sig selv og Ældste John E. Page.172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 252
Naar jeg beskuer eders Forfædres Tilstand i Davids og Salomons
Dage og sammenligner den med deres Efterkommere i Nutiden, maa
jeg uvilkaarlig udbryde: Hvor dybt er den mægtige Nation falden!
Den Gang havde de et Rige, et Land, som flød med Mælk og
Honning; den Gang tvang Jehovas stærke Arm de omboende Folkeslag
til at betale Tribut til dem og skjænke dem Hyldest; den Gang var
deres Banner højt ophøjet, og det bølgede for enhver Luftning, og
under dets Skygge hvilede Israels Sønner og Døtre i fuldkommen
Tryghed, medens Lys og Kundskab udstraalede fra dets gyldne Dug.
Men nu findes der intet Rige, ingen Nation, ingen Tribut, ingen
Hyldest, intet Banner, ingen Sikkerhed — Scepteret er brudt! I Stedet
for Lyset og Kundskaben, som en Gang hævede dem højt over alle
andre Nationer, er deres højeste Tragten nu (paa nogle hæderlige
Undtagelser nær) at erhverve sig det usle Guld ved Kjøb og Salg af
gammelt Skrab, hvormed deres Fædre aldrig vilde have besmittet
deres Hænder.
Hvad har bevirket denne besynderlige Forandring? Er Abrahams,
Isaks og Jakobs Gud en retfærdig Gud? Ja. visseligen. Hvis han er
en retfærdig Gud, vil han altsaa afpasse Straffen eller Tugtelsen efter
den begaaede Brødes Størrelse. Lad os indrømme, at Mose Lov er
Maalestokken, hvorefter enhver Forseelse bedømmes; vare ikke
Afgudsdyrkelse og Udgydelse af uskyldigt Blod de største Synder, eders
Fædre begik? Og var ikke Straffen for denne Overtrædelse 70 Aars
Trældom i Babylon? Have de nogensinde gjort sig skyldige i
Afguderi siden deres Befrielse fra Babylon? Nej. Have de gjort sig
skyldige i Udgydelsen af uskyldigt Blod i den Grad efter deres
Tilbagevenden fra Babylon, som før Nebukadnezar tog dem tilfange?
Jøderne sige Nej. Godt; men der er Ingen, som vil nægte, uden
derfor i mindste Maade at drage eders Oprigtighed i Tvivl, at den
Ulykke, der ramte den jødiske Nation under Vespasian, i enhver
Henseende overgik dens Hjemsøgelse i Nabukadnezars Dage.
Hvis Gud altsaa er retfærdig og uddeler Straffen i Forhold til
Forbrydelsens Størrelse, følger deraf, at eders Forfædre maa have gjort
sig skyldige i en langt større Brøde efter deres Udfrielse fra Babylon
end før deres Fangenskab. Denne Brøde maa være, hvad den være
vil; men vid forvist, at som Følge af den tillodes det Romerne at
føre deres Sejr lige til eders hellige Stads Centrum, at afbrænde
eders Tempel, at myrde eders Mænd, Kvinder og Børn og at adsprede
de Tiloversblevne til Jordens fire Hjørner.
Den heftige Storm, som den Gang sønderrev eders Folk, og de
blodige Fodspor, som Jøderne siden altid have efterladt sig i deres
Landflygtighed, tilligemed de seneste Grusomheder, der udøvedes mod
dem i Damaskus og paa Rhodus, vise kun altfor tydeligt, at den
frygtelige Forbandelse, som de ved en vis Lejlighed ønskede over
sig selv, er bogstavelig opfyldt. »Lad hans Blod komme over os og
vore Børn.« Hvis Jesus af Nazareths Forkastelse og Korsfæstelse ikke
var Aarsagen til dette store Onde, hvad var saa Aarsag dertil?
Endskjønt jeg har skrevet om disse Punkter uden Omsvøb, haaber
jeg, min Herre, De vil tro mig, naar jeg forsikrer Dem, at min Pen172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
253
er skaaret med Venskab og dyppet i en Kilde af Kjærlighed og
Velvillie mod eders Nationalitet. De Følelser, som den har overført paa
dette Papir, udstrømme fra et Hjerte, der er fuldt af
Taknemmelighed mod den Almægtige, at Tiden er kommen, da eders Friheds
Morgenstjerne allerede har begyndt at adsprede de mørke og truende
Skyer, som have adskilt eder fra Guds Naade. Det vil ikke vare længe,
før der skal siges: »Gjør dig rede, bliv oplyst; thi dit Lys er kommet,
og Herrens Herlighed er opgangen over dig.«
Se, Morgnen dæmrer, Mørket flyr,
Højt Zions Banner vajer —
Mens Tusindaarets Morgen gryr —
Til Frihed, Liv og Sejer.
Se, nu er Tidens Fyldes Stund,
Og Israels Haab opfyldes.
Messias snart paa Kanaans Grund
Af Judæ Levning hyldes.
Forsag derfor alle dine Synder, du Pagtens Folk, og vend dig til
Herren din Gud som i fordums Dage. Staa op, staa op; og gaa ud
fra Hedningerne, thi Ødelæggelsen vil snarlig komme fra Norden og
lægge deres Steder i Ruiner. Jerusalem er dit Hjem; der vil
Abrahams Gud befri dig. (Joel 3: 4, 5.) Der skal din længe ventede
Messias aabenbares i Himmelens Skyer med Magt og Herlighed for at
øve Hævn over dine Fjender, og for at føre dig og dine Brødre af
de ti Stammer til sikker Sejr og Triumf. Da skulle Troner omstyrtes,
og denne Verdens Riger blive vor Guds Riger. Da skulle de komme
fra Østen og Vesten, fra Norden og Syden og sidde tilbords med
Abraham, Isaak og Jakob i Guds Rige; men Rigets Børn
(Hedningerne) skulle kastes ud og Riget gjengives til Israel.
Med Højagtelse har jeg den Ære at undertegne mig,
Deres ærbødigste Tjener,
Orson Hyde.
Til Hs. Højærvædighed Dr. Solomon Hirschell, Overrabbiner for den
hebraiske Menighed i England.«
»Ratisbon (Regensburg) ved Donau, den 17de Juli 1841.
Kjære Broder Joseph og Alle, hvem dette monne vedkomme!
Med Glæde skriver jeg Dem til i denne Stund, haabende, at dette
Brev maa finde Dem, som det forlader mig, i Nydelsen af godt
Helbred og en Del af den Helligaand.
Den 20de Juni forlod jeg London paa min Rejse til Rotterdam i
Holland, efter at have sendt en lang Epistel til Dem tilligemed
Kopien af et Brev til Hs. Højærværdighed Dr. S. Hirschell, Overrabbiner
for Jøderne i London, hvilket De forhaabentlig allerede har
modtaget. Herrens Værk gaar stadig fremad i London under vor værdige
Broder Ældste Lorenzo Snows dygtige og rastløse Ledelse.
Den prægtige Damper »Batavier« bragte mig velbeholden over et
frygtelig oprørt Havs Bølger i omtrent 30 Timer. Aldrig har jeg lidt
saa meget af Søsyge som paa denne korte Tur; men det var snart
overstaaet, og vi ankom lykkelig til Rotterdam. Jeg tog ind i Hotel
London, hvor jeg boede for to Gylden eller omtrent 74 Cents pr.
Dag. Her gjorde jeg Overrabbineren min Opvartning og fremsatte
visse Spørgsmaal til ham; men da han ikke forstod et Ord Engelsk,172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 254
var det vanskeligt for mig at føre en fortrolig Samtale med ham.
Jeg spurgte ham imidlertid, om han ventede, at Messias skulde
komme direkte fra Himmelen, eller om han skulde fødes af en
Kvinde paa Jorden, hvortil han svarede, at han ventede, han skulde
fødes af en Kvinde af Davids Slægt. »Naar venter De, dette vil ske?«
»Vi have længe imødeset denne Begivenhed og leve nu i bestandigt
Haab om hans Komme.« »Tror De paa eders Nations Gjenindsættelse
i eders Fædres Land, det saakaldte Forjættelsens Land?« »Vi haabe
det,« var Svaret. Derpaa tilføjede han: »Vi tro, at mange Jøder ville
samles til Jerusalem og gjenopføre Staden, bygge et Tempel til den
Allerhøjestes Navn og gjenoptage vor gamle Gudsdyrkelsesmaade.
Jerusalem skal være vor Nations Hovedstad, vort Foreningspunkt og
et Banner for vor nationale Tilværelse; men vi tro ikke, at alle
Jøder skulle drage der hen, thi Stedet kan ikke rumme alle. Nu
samles de der næsten stadig,« sluttede han. Jeg fortalte ham, at jeg
havde skrevet en Adresse til Jøderne og var i Færd med at besørge
den offentliggjort i hans eget Modersmaal (Hollandsk), og naar jeg
fik den færdig, vilde jeg forære ham et Exemplar. Han takkede for
dette Bevis paa Højagtelse, og jeg sagde ham Farvel. Kort efter lod
jeg trykke 500 Exemplarer af Adressen og afleverede et i
Overrabbinerens Hjem; da han ikke selv var tilstede, fik jeg ikke Lejlighed
til at tale med ham.
Efter en Uges Ophold i nævnte By tog jeg med Diligencen til
Amsterdam — en Tur paa omtrent syv Timer. Rotterdam er en
smuk Stad med over 80,000 Indbyggere. Gadernes Renlighed, den
antike Bygningsmaade, Husenes overordentlige Højde, de talrige Træer,
hvormed den er prydet, og den store Mængde Kanaler, hvoraf næsten
enhver Del af Staden gjennemskjæres, og som befærdes af Fartøjer
fra de forskjelligste Zoner, alt dette, tilligemed meget Andet, som
jeg ikke omtaler, giver denne Stad et ejendommeligt Udseende, der
ej kan sammenlignes med noget andet Sted, hvor jeg har været,
naar undtages Amsterdam. De fleste Forretningsmænd her tale en
Smule Engelsk, nogle endog flydende. * * *
Paa Rejsen til Amsterdam passerede vi en meget net By ved Navn
Haag, Kongen af Hollands Residensstad. Jeg saa' Paladset, der var
bevogtet af Militære baade tilhest og tilfods. I Pragt stod det langt
tilbage for Buckingham-Paladset i London, men Stadens smukke
Parkanlæg og maleriske Omgivelser har jeg ingensteds set Mage til.
I Amsterdam opholdt jeg mig kun halvandet Døgn. Jeg aflagde
Besøg hos Overrabbineren, men han var bortrejst, og efter at have
afleveret en hel Del af mine Adresser i hans Bolig til ham og hans
Menighed tog jeg med Diligencen til Arnhem ved Rhinen og
fortsatte Rejsen samme Aften pr. Dampskib til Mainz. Befordringen med
Dampbaad og Diligence er næsten billigere her end i de Forenede
Stater. Vi vare tre Dage om at sejle op ad Floden til Mainz.
Holland og den tilgrænsende Del af Preussen ere meget låve og
flade Landstrækninger. Fransk og Tysk tales hele Vejen langs Rhinen,
men kun lidt Engelsk. Rhinen er i Størrelse omtrent som Ohio nær
dennes Munding, hvor den forener sig med Mississippi-Floden. Dens172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
255
Vand derimod har mere Lighed med Missouris — det er uklart og
mudret. Landskabet langs denne Flods Bredder er udstyret med
Naturens og Kunstens herligste Frembringelser.
Jeg er i Amerika bleven gjort bekjendt med Europa til en vis
Grad ved Bøger, men nu kan jeg se med egne Øjne. Det er umuligt,
at en Fremmeds Beskrivelse skulde kunne gjøre det samme Indtryk
paa Sindet som selve Beskuelsen af et skjønt Landskab. Dette er
Forskjellen mellem at se og at læse om de europæiske Lande. Fra
Mainz kom jeg efter syv Timers Kjørsel pr. Jernbane til Frankfurt
am Main og der fra til dette Sted (Regensburg) efter 30 Timers
Rejse. Her vandt Napoleon sin glimrende Sejr over Østerrigerne 1809,
som almindelig kaldes Slaget ved Eggmühl. Marken, hvorpaa jeg nu
skriver, var efter Kampen bedækket med omtrent 60,000 Døde.
Det var min Bestemmelse at sejle ned ad Donau lige til
Konstantinopel, men da jeg havde forsømt at faa mit Pas paategnet af den
østerrigske Gesandt i Frankfurt, maatte jeg sende det til den
østerrigske Gesandt i München for at faa hans Tilladelse, Navn og Segl,
inden jeg kunde betræde Østerrigs Grund. Dette nødte mig til et
Ophold af fem Dage, i hvilken Tid jeg besluttede at lære det tyske
Sprog grammatikalsk. Jeg blev bekjendt med en Dame her, som taler
Fransk og Tysk beundringsværdigt, og som ligeledes havde stor Lyst
til at lære det engelske Sprog. Denne Dame foreslog at ville
undervise mig i Tysk, mod at jeg lærte hende Engelsk, hvilket Forslag
jeg villigt modtog. Med denne Beskjæftigelse har jeg været sysselsat
en otte Dages Tid og har allerede læst en Bog igjennem og en Del
af en anden, samt skrevet og oversat ikke saa lidt. Jeg kan allerede
skrive og tale det Tyske temmelig godt, og min Lærerinde smigrer
mig med, at jeg gjør forbausende Fremskridt. Af tidligere Erfaring
veed jeg, at et hvilket som helst Værk, der oversættes af en
Fremmed, hvis Hjerte ikke gjennemtrænges af Originalens Aand, taber sit
skarpe, ejendommelige Præg — dets Aand og Kraft forvandles til
kold, slåp Efterligning, ja bliver næsten noget helt Andet. Dette
Skridt har jeg gjort efter det bedste Lys, jeg havde, og haaber, at
det er overensstemmende med Guds Villie. Folket vil neppe tro mig,
naar jeg siger, jeg ikke har lært Tysk før. Dette Sprog tales i
Preussen, Bajern og alle det tyske Forbunds Stater, Østerrig, Schweitz og
overhovedet mere eller mindre i hele Europa. Det forekommer mig
derfor, at en vis Person, som har erhvervet sig en Smule Erfaring,
burde kunne saa meget af dette Sprog, som udfordres til at udtrykke
sig selv, uden at være afhængig af Fremmedes Oversættelse. Hvis jeg
tager Fejl heri, da bed, at Herrens Aand maa lede mig til det Rette;
er det derimod rigtigt, da bed, at Himmelen maa forunde mig hurtig
Tilegnelse af dette Sprog.
Der hersker for Tiden megen Sygdom i Konstantinopel, Syrien og
Alexandria; jeg vil derfor hellere vente, til det kjøligere Vejr
indfinder sig, inden jeg rejser der hen. Jeg kunde have skrevet
Størsteparten af dette Brev til Dem paa Tysk, men da De bedre forstaar
Engelsk, har jeg foretrukket dette.
Med Glæde forlader jeg nu den historiske Del af mit Brev for at172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 256
gaa over til en blødere og behageligere Tonart og udøse mit Hjertes
Følelser. Jeg haaber, at det Værk, som De med saa megen
Frimodighed kæmper for, gaar frem i Amerika med den faste og sikre Gang,
som er saa ejendommelig for Jehovas Gjerning. Fjenderne, vi have
at bekæmpe, ere rænkefulde, talrige og mægtige. Deres -Leder
indblæser dem sin egen Aand og forener dem med stærke Baand med
de talrige Hærskarer af udødelige Fornuftvæsener, som tidligere toges
tilfange af denne grumme Tyran, der ofrede dem paa Overtrædelsens,
Syndens og Lastens Alter. Maa vor himmelske Fader holde sin
beskyttende Arm udstrakt over Dem, forlene Dem sin almægtige Kraft
og altid holde Deres Hoved over Trængslernes fraadende Bølger,
gjennem hvilke Skjæbnen synes at have lagt deres Kurs. Jeg er
lykkelig i Nydelsen af det ophøjede Privilegium, som Himmelens
Naade alene har skjænket mig, at kunne i Forening med Dem
udføre en ringe Del ved Grundlæggelsen af Messiæ herlige Rige, som
i sin stadige Væxt er bestemt til at knuse og ødelægge alle andre
Riger og selv bestaa evindeligen. Den Ømhed og Velvillie, som aander
gjennem alle Deres Breve, er mig et Pant paa den Kjærlighed, som
store Aander og højmodige Hjerter altid føie for deres
Medskabninger. Den jævner den haarde og knudrede Sti, som Himmelen har
kaldet mig til at vandre paa; den er en Trøst i Trængslen, en Fryd
i Sorgen, og naar det svigtende Haabs mørke Skyer samle sig
truende over min Aands Horizont, adspreder den, ligesom en venlig Engel
fra Naadens Egne, det sorte Mulm, aftørrer Sorgens Taarer og gyder
Medfølelsens lægende Balsam i mit bekymrede og ængstede Hjerte.
Vær derfor forsikret om, Broder Joseph, at mine Bønner daglig
opstige til Himmelen fra det taknemmelige Hjertes Alter for Deres Vel,
og ikke alene for Deres, men for alle Zions lidende Sønner og Døtre,
hvis Ædelmodighed og Velvillie altid vil være en Prydelse for deres
Pande. Endskjønt jeg nu er langt fjernet fra eder og ligeledes fra
hende, som med mig har trodset Forfølgelsens bidende Storme, næres
dog endnu Haabet i dette Bryst — et Haab, som næsten er bleven
til Vished ved den urokkelige Tillid til den Anelse, som Guds Aand
midt under Midnattens Mørke indblæste i mit ængstelig spørgende
Hjerte — at mine Fødder atter skulle betræde Amerikas Grund, og
at jeg under dets bølgende Banner atter skal omfavne mine
dyrebare Venner.
Jeg har aldrig vidst, at jeg i Virkeligheden var en Amerikaner,
førend jeg en smuk Morgen spadserede langs Værftet i Rotterdam,
hvor mange Skibe flyde i Rhinens Vande. Pludselig flk jeg Øje
paa en bred Vimpel, som vajede paa halv Stang over Agterstavnen,
og da jeg saa' Ørnen med udspredte Vinger prange paa Banneret,
under hvis Striber og Stjerner vore Fædre førtes til Triumf og Sejr,
følte jeg i mit Bryst Hjertets Banken; en Taarestrøm brød frem af
mine Øjne, og inden Fornuften flk Tid til at modne en Sætning,
udtalte min Mund uvilkaarlig følgende Ord: »Jeg er en Amerikaner!«
At se sit Flag i et fremmed Land, svævende over fremmede Vande,
fremkalder Følelser, som Ingen, uden de, der have erfaret det, kunne
fatte. Nu kan jeg sige, at jeg er en Amerikaner. Naar jeg er hjemme,JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
257
slumrer den amerikanske Aands Ild i Brystet, men fremmede
Klimaters Luftning har pustet den ulmende Gnist i Flamme.
Jeg har paa min Rejse set nogle af de skjønneste Prøver paa
Maler- og Billedhuggerkunst baade fra ældre og nvere Tider. Den
store Mængde Seværdigheder fra alle Lande paa Kloden tilligemed
enhver Nyhed, som Geniet har kunnet opfinde eller Fantasien
forestille sig, vilde det være altfor trættende for mig at skrive om og
for Dem at læse. Jeg har beskuet mange af Stædernes Rigdom og
Glans i Europa, har med Forundring set dets vidtstrakte Sletter, dets
skyhøje Fjelde, dets smuldrende Borge og dets uhyre Vinbjerge; thi
paa denne Tid er Naturen klædt i sin fulde Pragt og smiler under
sin Skabers milde Scepter. Jeg har ogsaa været Vidne til en Verdens
Smigrerier, Hovmod og Flitter, som er bleven gammel i Luxus og
Overdaadighed; jeg har beskuet Kongers og Dronningers, Fyrsters og
Magthaveres Pomp og er nu paa et Sted, hvor militær Ære og
fyrstelig Værdighed maa bøje sig for det gejstlige Overherredømmes Alter;
ja mit Sind er saa overmættet af Verdens Glimmer, Bram og Stads,
at jeg med Væmmelse vender mig bort fra Nutidens straalende Ydre
for at underholde mig selv med stille Betragtninger.
Var det Guds Villie og overensstemmende med min egen
Samvittighed, vilde jeg med Glæde unddrage mig Verdens trykkende
Atmosfære og søge Hvile i Hjemmets kjølige, forfriskende Skygger og
husvales ved Kjærlighedsbevisninger i min egen lille Familiekreds.
Men Guds Villie ske! Kan Messiæ Rige kun fremmes ved mine
Anstrengelser, mine Savn, mit utrætteligste Arbejde, og jeg tilsidst skulde
kaldes til at hellige min Gjerning med mit Blod, da, o Herre, bøjer
jeg mig for din retfærdige Villie! Send mig Hjælp i Prøvens Stund
og styrk mig i min Svaghed til at være trofast, indtil min udødelige
Aand forlader sin jordiske Hvtte for at søge Tilflugt i din Favn!
Om mine Venner i Amerika skulde føie sig opbyggede ved at læse
dette Brev fra Broder Hyde, haaber jeg, de ville erindre eet, og det
er, at han har en Hustru og to Børn boende der, men Afstanden er
for stor til, at han skulde kunne afhjælpe deres Fornødenheder. Jeg
har sagt nok herom. Maa Herren velsigne min Hustru og mine Børn
og Enhver, som gjør dem Godt, er min Bøn i Jesu Kristi Navn,
Amen. Farvel for denne Gang.
Herrens Naade være alle de Hellige tildel i den ganske Verden.
Orson Hyde.«
Uddrag af et Brev fra Ældste Orson Hvde, dateret Joppe, den
20de Okt. 1841:
»Da jeg paa min Rejse fra Bejrut her til i Forgaars Nat Kl. 1 sad
paa Dækket hensunken i Betragtninger, medens Skibet arbejdede sig
frem mod en lummer Vind, viste sig pludselig et overordentlig klart
skinnende Sværd paa Himmelen, omtrent sex Fod langt og forsynet
med et nydeligt Fæste, hvilket var saa tydeligt og fuldstændigt, som
nogen Afbildning kunde være; men hvad der var endnu
mærkværdigere, en Arm med en fuldkommen veldannet Haand kom tilsyne,
som greb fat i Sværdfæstet. Synet bragte i Sandhed Haaret til at
16172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 274
rejse sig paa mit Hoved, og en Gysen gjennembævede mit hele
Legeme. Araberne udbrøde i et Forfærdelsesraab ved dette Skue, og
»Allah! Allah! Allah!« (O Herre, Herre, Herre!) lød det over hele
Skibet. Jeg omtaler dette, fordi De veed, at en guddommelig
Befaling er givet mig, som siger: »Dig skal gives at kjende Tidernes
Tegn og Tegnet paa Menneskens Søns Komme.«
Deres Broder i Kristo,
Orson Hyde.
Følgende Brev fra Orson Hyde blev oprindelig trykt i »Millennial
Star«, 2den Aargang:
»Alexandria, den 22de Nov. 1841.
Kjære Broder Parley P. Pratt!
Da nogle Øjeblikke tilbydes mig at skrive Dem til, vil jeg benytte
Lejligheden. Jeg vil kun sige, at jeg har set Jerusalem, aldeles som
det fremstillede sig for mig i Synet. Jeg saa' Ingen hos mig i Synet,
og endskjønt Ældste Page blev beskikket til at ledsage mig, var jeg
dog der alene.
Herren skal vide, jeg har havt haarde Tider og lidt meget, men
jeg har ikke desto mindre stor Aarsag til at takke ham for det gode
Helbred, jeg for Tiden nyder, samt for Udsigten til snart at komme
til et civiliseret Land, hvor jeg ikke mere skal se Turbaner og
Kameler. Heden er forskrækkelig trykkende her, hvilket den har været
i hele Syrien.
Jeg har ikke Tid til at fortælle Dem, hvor mange Dage jeg har
været tilsøs uden Føde, eller hvor mange Snegle jeg har spist; dog,
dersom jeg havde havt nok af dem, vilde jeg have været bedre faren.
Alt dette har jeg underrettet Dem om i et tidligere Brev fra Joppe.
Jeg har været i Kairo ved Nilen, fordi jeg ingen direkte
Skibslejlighed kunde faa. Syrien er i en frygtelig Tilstand — en
Udryddelseskrig føres mellem Druserne og Maroniterne. Medens jeg var i
Bejrut, stod der et Slag i Nærheden af denne By, der ligger ved Foden af
Libanons Bjerge; i dette Slag faldt 800 Mand. Rov, Plyndring og
Mord hører til Dagens Orden. Det er ikke usædvanligt der at finde
Folk paa Gaderne eller Vejene uden Hoved. En engelsk Officer fandt
paa sin Rejse fra St. Jean d'Acre (eller Akka) til Bejrut 10 myrdede
Personer paa Vejen og blev selv taget tilfange, men slåp løs ved
Paschaens betimelige Indskriden. Enkelthederne af alt dette har jeg
tidligere meddelt.
En amerikansk Rejsende ved Navn Gager, en presbyteriansk
Gejstlig, forlod Jerusalem i Selskab med mig. Han var meget daarlig af
Gulsot, da vi begave os paa Rejsen, og ved Ankomsten til Damiette
maatte vi holde sex Dages Kvarantæne, før det tillodes os at sejle
op ad Nilen. Paa denne Flod blev han meget angrebet af Feber; jeg
plejede ham, saa godt Omstændighederne tillode, og da vi ankom til
Bulak (Kairos Forstad), lod jeg fire Mænd bære ham paa en
Bære-seng til den amerikanske Konsul i Kairo. Jeg lod ligeledes al hans
Bagage bringe der hen og var behjælpelig med at faa ham i en god
Seng, samt skaffede ham en tro arabisk Sygevogterske og en engelskJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
259
Læge. Efter at Lægen havde undersøgt hans Sygdom, sagde han, at
han i høj Grad led af Tyfus, og han betvivlede meget, at han vilde
komme sig. Under disse Omstændigheder forlod jeg ham for at søge
Skibslejlighed til dette Sted. Efter at jeg var gaaet ned i Baaden
og lige ved at støde fra, fik jeg Brev fra Doktoren, som meldte, at
den stakkels Hr. Gager var død to Timer efter min Bortgang. Han
fortalte mig, før vi kom til Kairo, at han var 27 Aar gammel, og
at hans Venner boede i Norwich, Connecticut, i Nærheden af New
London, hvis jeg husker ret. Jeg havde Meget at skrive om hans
Endeligt, hvilket vilde være af Interesse for hans Venner, men min
Tid tillader mig det ikke nu.
Søndag Morgen den 24de Oktober, længe før Dag, stod jeg op fra
mit Leje og gik ud af Staden, saa snart Portene aabnedes; jeg gik
over Kedrons Bæk og besteg Oliebjerget, og der opsendte jeg i
højtidelig Stilhed, forsynet med Papir, Blæk og Pen (aldeles som jeg
saa' det i Synet) følgende Bøn til ham, som lever evindeligt og altid:
O du, som fra Evighed til Evighed er uforandret den samme, den
Gud, som regjerer i Himlene oventil og styrer Menneskenes Skjæbne
paa Jorden, vil du formedelst din uendelige Godhed og Miskundhed
nedlade dig til at høre din Tjeners Bøn, som han paa denne Dag
opsender til dig i din elskelige Søns Jesu Navn her paa dette Sted,
hvor Retfærdighedens Sol stod i Blod og din Salvede opgav Aanden.
Tilgiv din Tjener, o Herre, alle hans Fejl, Svagheder og
Skrøbeligheder, og giv ham Kraft til at modstaa alle fremtidige Fristelser.
Giv ham Visdom og Dømmekraft, saa han kan være bevaret fra det
Onde, og giv du ham Lvst til det Gode. Forlen ham Styrke i
Prøvelsens og Modgangens Stund og skjænk ham Naade til at udholde
Alt for dit Navns Skyld indtil Enden, da alle dine Hellige skulle
hvile i Fred.
Nu, o Herre, din Tjener har adlydt det himmelske Syn, som du
viste ham i hans Fødeland, og under Beskyttelse af din udstrakte
Arm er han lykkelig ankommen til dette Sted for at hellige og
indvie dette Land til dig for Indsamlingen af Judæ spredte Levning,
overensstemmende med de hellige Profeters Spaadomme, ja for at
indvie Jerusalem til Gjenopbvggelse, efter at det saa længe har været
nedtraadt af Hedningerne, og til Opførelsen af et Tempel til dit
Navns Ære. Evig takket være du, o Fader, Himmelens og Jordens
Herre, at du har beskjærmet din Tjener mod Havets Farer og de
Plager og Straffedomme, som have bragt Landet til at sukke.
Menneskenes Ondskab har du ligeledes holdt i Ave, og din beskyttende
Varetægt har hvilet over mig, din uværdige Tjener, ved Dag og ved
Nat. Modtag derfor, o Herre, et taknemmeligt Hjertes Offer for alt
Godt, som jeg hidtil har nydt, og øv fremdeles Barmhjertighed og
Miskundhed mod en hjælpeløs Orm i Støvet.
Du gjorde Pagt med Abraham, din Ven, og fornyede den med
Isak og bekræftede den ved Jakob med en Ed, at du ikke alene
vilde give dem dette Land til evig Eje, men at du tillige vilde
ihukomme deres Sæd evindeligen. Abraham, Isak og Jakob have for
længe siden lukket deres Øjne i Døden og gjort Graven til deres
16*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 260
Bolig. Deres Børn ere spredte rundt omkring blandt
Hedningenationerne som Faar uden Hyrde, men imødese endnu Opfyldelsen af de
Forjættelser, du har givet dem; ja selv dette Land, der en Gang
frembragte Naturens rigeste Skatte og saa at sige flød med Mælk og
Honning, er til en vis Grad bleven hjemsøgt med Ufrugtbarhed og
Goldhed, siden det drak af Morderhænder hans Blod, hos hvem der
ikke fandtes Synd.
Tilsted derfor, o Herre, i din elskelige Søns Jesu Kristi Navn, at
Ufrugtbarheden maa borttages fra dette Land, og lad sprudlende
Kildevæld vande dets tørre Jordbund. Lad Vinranken og Oliventræet
trives i deres Styrke og Figentræet blomstre; lad Landet blive saare
frugtbart, naar dets retmæssige Ejere have taget det i Besiddelse;
lad det paany bugne af Overflod, til Mættelse og Vederkvægelse for
sine hjemvendende forlorne Sønner, der besjæles af Naadens og
Bønnens Aand; lad Skyerne skjænke det Kraft og Rigdom og lad
Markerne smile i Overflødighed; lad Flokkene og Hjordene mangfoldigen
formeres paa Bjergene og Højene, og lad din uendelige Godhed
besejre dit Folks Vantro. Borttag deres Stenhjerter og giv dem
Kjød-hjerter i Stedet, og maa din Naades Sol adsprede det kolde Mulm
og Mørke, som har omtaaget deres Horizont. Bevæg dem til at samles
i dette Land ifølge dit Ord; lad dem komme ligesom Skyer og som
Duer til deres Vinduer; lad Nationernes store Skibe føre dem hid fra
fjerne Øer; lad Konger blive deres Fosterfædre og lad Dronninger
med moderlig Ømhed aftørre Sorgens Taarer af deres Øjne.
Du, o Herre, rørte en Gang ved Cyrus's Hjerte og bevægede ham
til at gjøre Jerusalem og hendes Børn Godt; inspirer ogsaa nu
Kongernes og Magthavernes Hjerter til at se paa dette Sted med venligt
Øje, og indgiv dem det Ønske at se dine retfærdige Hensigter
udførte. Lad dem forstaa, at det er din velbehagelige Villie at
gjenop-rette Riget for Israel, at have Jerusalem til dets Hovedstad og gjøre
dets Folk til en selvstændig Nation med din Tjener David, en
virkelig Efterkommer af gamle David, til deres Konge.
Lad den Nation og det Folk, som virker til Gavn for Abrahams
Børn og Jerusalems Opbyggelse, finde Naade for dine Øjne; lad
ingen Fjende overvinde dem og lad ikke Hunger og Pestilens
hjemsøge dem, men lad Israels Herlighed overskygge dem, og den
Højestes Kraft beskytte dem, medens det Rige eller Folk, som ikke vil
tjene dig i dette herlige Værk, maa gaa tilgrunde ifølge dit Ord:
»Thi hvilket Folk og Rige, som ikke vil tjene dig, skal fordærves.«
Endskjønt din Tjener nu er fjernt fra sit Hjem og fra det Land,
han vædede med sine første Taarer, erindrer han dog, o Herre, sine
Venner der, og sin Familie, som han forlod for din Skyld. Om end
Armod og Mangel maatte være vor jordiske Lod, skjænk du os dog
en uvisnelig Arv, hvor Møl og Rust ikke kan fordærve, og hvor
Tyve ikke kunne gjennembryde og stjæle.
Lad dem, som i din Tjeners Fraværelse have født, klædt og
begunstiget hans Familie, eller som herefter maatte gjøre den Godt,
ikke miste deres Løn, men lad din bedste Velsignelse være dem til-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
261
del og lad dem faa en Arv i dit Rige, naar du kommer for at
her-liggjøres blandt dette Folk.
Se ligeledes i Naade til alle dem, ved hvis Gavmildhed jeg blev
sat i Stand til at naa dette Land, og lad dem ikke blive forglemte
paa hin Dag, da du belønner Alle efter deres Gjerninger, men lad
dem i rette Tid nyde Herlighed i de Boliger, som Jesus gik hen for
at berede. Velsign i Særdeleshed den Fremmede i Philadelphia, som
jeg aldrig har set, men som sendte mig Guid med det Ønske, at jeg
vilde bede for ham i Jerusalem. Lad Velsignelser tilstrømme ham,
o Herre, fra en uventet Kilde og lad hans Forraadshus blive
over-flødigen forsynet, ja, lad ikke alene Jordens kostelige Ting vorde
ham tildel, men lad ham findes blandt deres Tal, til hvem der skal
siges: »Du har været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget.«
Og nu, o himmelske Fader, beder jeg dig i Jesu Kristi Navn at
ihukomme Zion med alle hendes Staver og alle hendes Forsamlinger.
Hun er svarligen bleven slaaet og trængt; hun har sørget, hun har
grædt, hendes Fjender have triumferet og have sagt: »Hvor er din
Gud?« Hendes Præster og Profeter have sukket i Jern og Lænker
bag skumle Fængselsmure, medens Mange bleve ihjelslagne, som nu
slumre i Dødens Arme. Hvor længe, o Herre, skal det Onde
triumfere og Synden gaa ustraffet?
Rejs dig i din Vældes hele Majestæt og blot din Arm til dit Folks
Forsvar. Giv dine Børn Oprejsning for deres Forurettelser og vend
deres Sorg til Glæde. Gyd Lysets og Kundskabens, Naadens og
Visdommens Aand i hendes Profeters Hjerte, og iklæd hendes Præster
med Salliggjørelse; lad Lys og Kundskab trænge sejrrigt frem
gjennem Mørkets Riger, og lad de Oprigtige af Hjertet flokke sig til
hendes Banner og berede sig til at møde Brudgommen.
Lad din specielle Velsignelse hvile over din Kirkes Præsidentskab,
thi mod dem ere Fjendens Pile rettede. Vær du deres Sol, deres
Skjold, deres Taarn og deres Tilflugt, og vær i Nødens og Farens
Stund rede til at hjælpe dem. Beskjærm ligeledes de Tolvs Kvorum,
thi du kjender, hvilke Hindringer vi have at bekæmpe, hvilke
Fristelser vi ere udsatte for, og hvilke Savn vi maa lide. Giv os derfor
Kraft ifølge vort Behov og styrk os til at bære et sanddru
Vidnesbyrd om Jesus og hans Evangelium, til at udføre med Troskab og
Ære den Gjerning, du har anbetroet os, og forund os derefter en
Plads i dit evige Rige; ja, lad denne Velsignelse vorde alle dine
trofaste Tjenere og alle trofaste Medlemmer i din Kirke tildel. Og al
Ære og Herlighed ville vi tilskrive Gud og Lammet evindeligen.
Amen!«
Paa Toppen af Oliebjerget oprejste jeg ifølge gammel Skik en
Stendynge som Vidnesbyrd; og paa den Høj, hvor Templet en Gang
stod, oprejste jeg en anden og benyttede min Stav overensstemmende
med Forudsigelsen, der udtaltes paa mit Hoved.
Jeg har truffet mange Jøder, som lyttede til mig med spændt
Opmærksomhed. Tanken om at gjenindsætte Jøderne i Palæstina vinder
mere og mere Udbredelse i Europa Dag for Dag. Jerusalem er godt
befæstet og har mange Kanoner paa sine Mure. Muren er ti Fod tyk262
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
paa de mest blottede Sider og fire eller fem Fod, hvor Skraaningen
næsten er lodret. Indbyggernes Antal udgjør ca. 20,000, hvoraf
omtrent 4,000 ere Jøder, Resten fornemmelig Tyrkere og Armeniere.
Mange aldrende Jøder begive sig der hen for at dø, og mange komme
fra Europa til denne østlige Verdensdel. Det store Hjul er øjensynlig
i fuld Fart, og den Almægtige har erklæret, at det skal fortsætte
sin Gang.
Jeg har ikke Tid til at omtale alle Enkeltheder denne Gang; jeg
vil kun i Korthed sige, at min Mission har været kronet med
fuldkommen saa meget Held, som jeg kunde vente.
Jeg staar nu i Begreb med at tage med et smukt Skib til Triest
og vil der fra begive mig til Regensburg, hvor jeg agter at publicere
vor Tro og Lærdom i det tyske Sprog. Jeg har dem, som ere villige
til at hjælpe mig.
Jeg sender Dem dette Brev med Kaptejn Withers, en Englænder,
som tager direkte til England med det orientalske Dampskib. Han
er ligeledes kommen fra Jerusalem i Selskab med mig. Havde jeg
Penge nok, kunde jeg let fristes til at benytte samme Lejlighed til
England, men dette maa jeg opgive.
Ved Modtagelsen af dette Brev ønsker jeg, De strax vil skrive
mig til i Regensburg, Bajern. Har De hørt Noget fra min Familie,
da vær saa god at underrette mig derom.
Modtag min kjærlige Hilsen til Dem selv med Familie, Brødrene
Adams, Snow og alle de Hellige i England.
Maa Naade og Fred fra Gud vor Fader og fra vor Herre Jesus
Kristus være eder alle tildel fra nu af evindeligen. Amen.
Deres Broder i Kristo,
Orson Hyde.«
OTTE OG TYVENDE KAPITEL.
Guvernør Carlins Arrestordre paa Joseph erklæres ugyldig. — Joseph og Andre
tage til Springfield, Regjeringens Sæde i Illinois. — Forklarer et
Profet-Embede for Dommer Douglas m. Fl. og fjerner Manges Fordomme med Hensyn
til ham selv og de Hellige. — Under Forsæde af Dommer Pope holdes der
Forhør over Joseph, som atter frikjendes og vender tilbage til Nauvoo. —
Nogle interessante Spørgsmaal, Svar og Lærdomme. — Parlev P. Pratt vender
tilbage fra sin Mission til England. — Et Syn paa Himmelen. — Tiden for
Kristi anden Tilkommeise. — Uddrag af en Tale om Opstandelsen. — Fund
af nogle med ældgamle Skrifttegn bedækkede Metalplader. — »The Nauvoo
Neighbori udkommer. — Nauvoo-Legionen mønstres. — Atter en Profeti og
dens Opfyldelse. — Den første Beretning om Evangeliets Forkyndelse for
Skandinaverne.
Den 9de Dec. 1842 afrejste Ældsterne Willard Richards, Heber
C. Kimball, William Clayton og flere andre Brødre til Springfield,
Hovedstaden i Illinois, for at fremføre Beviser for Regjeringen, at
Joseph var uskyldig i den ham tillagte Brøde, og om mulig formaa
Thomas Ford, der nylig var bleven valgt til Guvernør for Staten
Illinois, til at ophæve Guvernør Carlins Arrestordre mod Joseph. Ford172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
263
gav til Svar, at han ikke nærede nogen Tvivl om Ugyldigheden af
Guvernør Carlins Arrestordre, men betvivlede paa samme Tid sin
Ret til at blande sig i hans Afgjørelser; han overdrog derfor Sagen
med alle tilhørende Dokumenter til sex af Overrettens Dommere,
som alle enstemmig afgave den Kjendelse, at nævnte Arrestordre
baade var ulovlig og utilstrækkelig til at foranledige hans Arrestation.
Med Hensyn til Guvernør Fords Ret til at blande sig i Guvernør
Carlins Afgjørelser vare Meningerne iblandt dem delte, hvilket Ford
derpaa meddelte Joseph i en Skrivelse, hvori han tillige afslog at have
Noget med Sagen at gjøre. Han raadede ham imidlertid til at faa
sin Sag undersøgt paa en lovformelig Maade og sagde, at dersom han
bestemte sig til at gaa til Springfield for at faa Sagen paadømt der,
vilde han anse det som sin Pligt at beskytte ham mod enhver
Overlast fra Pøbelens Side.
I Forening med sin Broder Hyrum, Willard Richards, John Taylor
og Flere begav han sig derpaa den 27de s. M. til Springfield, hvor
han ankom den 30te. Hans Ankomst til denne Stad foraarsagede
betydelig Bevægelse iblandt Indbyggerne, og Pøbelaanden begyndte
strax at ytre sig, men blev ved Authoriteternes Mellemkomst snart
dæmpet.
Den følgende Dag hændte det, at et Par Heste, som vare forspændte
en Karet, løb løbsk og satte i fuldt Firspring afsted forbi
Statsbygningen; øjeblikkelig blev der gjort Allarm, og Raabet lød: »Joe Smith
flygter!« Dette voldte paany stor Ophidselse, og Repræsentanthuset
hævede endog sit Møde.
Den 1ste Januar 1843 prædikede Ældsterne Orson Hyde og John
Taylor i Statsbygningen, hvis Afbenyttelse var bleven Joseph tilbudt
a,f Formanden for Repræsentanthuset. De fleste af Legislaturens
Medlemmer og andre af Statens Embedsmænd vare nærværende og viste
stor Opmærksomhed til, hvad der blev sagt. Under en Samtale med
Dommer Stephen A. Douglas, Justin Butterfield — de Forenede
Staters Sagfører for Illinois Distrikt — og nogle andre fremragende
Mænd, forklarede Joseph, som Svar paa deres Spørgsmaal, en Profets
Embede saaledes:
»Dersom Nogen skulde spørge mig, om jeg er en Profet, vilde jeg
ikke nægte det, eftersom det vilde gjøre mig til en Løgner, thi ifølge
Johannes er Jesu Vidnesbyrd Profetiens Aand; om jeg derfor bekjender
at være et Vidne eller en Lærer og har ikke Profetiens Aand, som er
Jesu Vidnesbyrd, maa jeg være et falsk Vidne; men om jeg er en sand
Lærer og et sandt Vidne, maa jeg besidde Profetiens Aand, og dette
gjør en Mand til en Profet; den Mand derfor, som siger, han er en
Lærer eller Retfærdighedens Forkynder og fornægter Profetiens Aand,
er en Løgner, og Sandheden er ikke i ham; og herved kunne falske
Lærere og Bedragere opdages.«
Josephs Sag fremkaldtes den 2den Januar, men Forhøret opsattes
til den 4de; imidlertid bevægede Joseph sig frit imellem Statens
ledende Mænd, af hvilke mange den Gang opholdt sig i Springfield.
Mange lagde megen Nysgjerrighed for Dagen for at »se Profeten« og
samtale med ham. Joseph gjorde et godt Indtryk paa dem. Hans172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 264
ligefremme, simple og dog kraftige Belærelse, hans omgængelige
Væsen, det venlige Smil, der oplyste hans Ansigt, hans himmelske Aasyn
og ædle og værdige Skikkelse i Forbindelse med Herrens Aand, der
hvilede over ham, overbeviste dem om, trods deres Fordomme, at han
var en højlig forurettet og uskyldig Mand, og man begyndte omsider
at vise Tilbøjelighed til at yde ham Retfærdighed. Guvernør Fords
Bemærkninger under en Samtale med ham forklare den Følelse, der
havde hersket, og ligeledes den Forandring, som hans Udseende og
Samtale havde gjort paa dem, med hvem han kom i Berøring. Han
sagde: »Formedelst Rygter havde vi Grund til at tro, at Mormonerne
vare et besynderligt Folk, forskjelligt fra alle andre, med Horn eller
noget Lignende, men jeg forstaar, at de se ud ligesom andre Folk, og
jeg anser i Sandhed Hr. Smith for at være en meget smuk Mand.«
Kl. 9 om Morgenen den 4de Januar 1843 aabnedes Retten under
Forsæde af Dommer Pope. Han havde 10 Damer ved sin Side, hvilket
ifølge Distrikts-Marschallens Udsagn var den første Gang, at Damer
under Popes Præsidium havde overværet Retten under en Forhørssag.
Josiah Lamborn, General-Advokat for Staten lllinos, lagde en human
Aand for Dagen i sin Aabningstale for Retten, men modsatte sig
Oplæsningen af flere Brødres edelige Vidnesbyrd om, at Joseph, paa den
Dag, det omtalte Mordattentat paa Boggs havde fundet Sted, befandt
sig i Nauvoo, der var beliggende omtrent 300 Mile fra Guvernør
Boggs's Opholdssted i Missouri, og at han fremdeles slet ikke havde
været i Missouri mellem den 10de Dag i Februar og den 1ste Dag
i Juni Maaned 1842. Retten gav imidlertid sit Samtykke til, at disse
Vidnesbyrd oplæstes.
B. S. Edwards, Esq., holdt derpaa en bevæget Tale til Forsvar for
Joseph, hvori, han gjorde nogle meget rørende Bemærkninger
angaaende de Helliges Lidelser i Missouri, og efterfulgtes af Hr. Butterfield,
som paa en kraftig og forstandig Maade behandlede Sagens juridiske
Side. Han beviste, at Guvernør Reynolds af Missouri var gaaet ulovlig
tilværks ved sin Fordring paa Joseph, og at Guvernør Carlin ikke
vilde have opgivet sin Hund paa en saadan Fordring. Et saadant
Forsøg, sagde han, angreb al den Frihed, som vort Lands Institutioner
garantere, og hvad der den Dag var Josephs Skjæbne, kunde blive
deres den næste. Det var en historisk Kjendsgjerning, at Joseph og
hans Folk enten vare blevne myrdede eller fordrevne fra Staten
Missouri. Dersom han tog der hen, vilde det kun være for at blive
myrdet, og han kunde ligesaa gjerne blive sendt til Galgen. Han var en
uskyldig og harmløs Mand, og dersom der var nogen Forskjel mellem
ham og andre Mænd, var det, fordi han og hans Folk troede paa
Profeti og Andre ikke. Retssalen var opfyldt af Tilhørere, som med
spændt Opmærksomhed fulgte Forhandlingernes Gang, Retten hævedes
derpaa til næste Dag Kl. 9.
Om Eftermiddagen sendte Hr. Prentiss, Distrikts-Marschallen, sin
Karet efter Joseph for at føre ham til sit Hus, hvor der allerede var
samlet et Antal ledende Mænd, med hvem Joseph spiste til Aften.
Den næste Dag ledsagedes Dommer Pope til Retssalen af et
betydeligt Antal Damer, som ønskede at være tilstede ved Dommens Af-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
265
sigelse. Stedet var atter opfyldt af en Mængde Tilskuere, og Joseph
var Gjenstand for Alles Opmærksomhed. Dommeren gjennemgik
Sagen meget nøje og lod i Løbet af sin Tale nogle' skarpe Ytringer
falde med Hensyn til den Fremgangsmaade, som de forskjellige
Guvernører og Embedsmænd havde benyttet i denne Sag, og erklærede
derpaa Joseph for frikjendt.
Her forelaa altsaa et nyt Exempel paa en ondskabsfuld
Retsforfølgelse, thi efter at Joseph havde udstaaet Spot og Forhaanelse og var
bleven forfulgt og fortrædiget paa næsten alle mulige Maader, kunde
dog tilsidst Intet bevises imod ham. Han stod atter som en uskyldig
Mand lige overfor Verden og sine Fjender, der vare ude af Stand til
at begrunde deres Beskyldninger imod ham.
Under sit Ophold i Springfield modtog Joseph mange Indbydelser
fra flere af Stadens ledende Mænd om at besøge dem i deres Huse,
men Tiden tillod ham ikke at opfylde deres Ønske, da han allerede
den 7de Januar tilligemed Følge forlod Springfield og begav sig paa
Tilbagevejen til Nauvoo. Vejret var fremdeles meget koldt og
ubehageligt og Vejene yderst slette, hvisaarsag Rejsen var meget trættende.
Man satte over Illinois-Floden paa Isen, og først den 10de ankom
Selskabet til Nauvoo. En almindelig Jubelfest og Glædestid paafulgte
Josephs lykkelige Hjemkomst, og en Dag til Ydmygelse, Faste, Bøn
og Taksigelse blev fastsat for de Hellige den 17de Januar, paa hvilken
Dag vel besøgte Forsamlinger afholdtes i Stadens forskjellige Dele.
Den 18de Januar 1843 tilbragte et talrigt Selskab af Josephs
Venner Dagen i hans Hus. Medens de endnu vare sammen, læste Joseph
et Brev, som var skrevet af John C. Bennett til Sidney Rigdon, hvori
han truede Joseph paa den mest hævngjerrige Maade og sagde, at
nye Processer vare paabegyndte, grundede paa de gamle
Beskyldninger, og at Intet nu kunde frelse ham; de vilde snart bortføre ham
til Missouri og der tage ham under Behandling. Dersom Rigdon kunde
have gjort, hvad han gjerne ønskede, vilde han have skjult dette
Brev for Joseph, da han nødig vilde være bekjendt at have
modtaget et saadant Brev; men der var god Grund til at tro, at Rigdon
handlede forrædersk imod Joseph og førte hemmelig Korrespondance
med hans Fjender.
Søndag den 22de Januar prædikede Joseph i Templet. I Løbet af
sine Bemærkninger sagde han: »Jeg skal ikke opofres, før min Tid
kommer, men da skal jeg ofres utvungent.« Mærkværdige Ord og
mærkværdigen opfyldte!
Næste Søndag besvarede han to Spørgsmaal, som rettedes til ham
i Anledning af hans Tale den foregaaende Sabbat.
Det første af disse Spørgsmaal opkom med Hensyn til Jesu Ord,
hvor han siger: »Iblandt dem, der ere fødte af Kvinder, er ingen
Større opstanden end Johannes den Døber, men den Mindste i
Himmeriges Rige er større end han.« (Matt. 11:11.) Hvorfor blev
Johannes betragtet som en af de største Profeter? Hans Mirakler kunde
ikke have udgjort hans Storhed.
For det Første. Han var anbetroet den guddommelige Mission at172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 266
berede Vejen for Herrens Ansigt. Hvem har nogensinde enten før
eller siden været anbetroet et saadant Hverv? Ingen.
For det Andfet. Han var anbetroet den vigtige Mission at døbe
Menneskens Søn. Er der nogen Anden, der har havt denne Ære eller
nydt et saa stort Privilegium? Hvem har nogensinde ledsaget Guds
Søn til Daabens Vande og havt det Privilegium at skue den
Helligaand neddale i en Dues Skikkelse, eller rettere i en Dues Tegn, for
at bekræfte den hellige Handling? Duens Tegn blev indstiftet før
Verdens Skabelse som et Vidnesbyrd om den Helligaand. Djævelen
kan ikke vise sig i en Dues Tegn. Den Helligaand er en
Personlighed og i Skikkelse af en Person. Den indskrænker sig ikke til en
Dues Skikkelse, men kan som Tegn fremstilles ved en Due. Den
Helligaand kan ikke forvandles til en Due, men Duens Tegn blev
givet til Johannes for at betegne Handlingens Sandhed, eftersom Duen
er et Sindbillede eller Tegn paa Sandhed og Uskyldighed.
For det Tredie. Johannes var paa den Tid den Eneste, som
lovmæssigt kunde forestaa Rigets Anliggender paa Jorden, og han holdt
Præstedømmets Fuldmagt. Jøderne vare nødte til at adlyde hans
Befalinger eller blive fordømte efter deres egen Lov, og Kristus selv
efterkom al Retfærdighed, idet han viste Lydighed til Loven, hvilken
han havde givet til Moses paa Bjerget, hvorved han ophøjede og
hædrede den i Stedet for at opløse den. Zakarias's Søn fravristede
Jøderne Riget, Magten og Herligheden formedelst Himmelens hellige
Salvelse og Forordninger. Af disse tre Aarsager er han den største
Profet, der er født af en Kvinde.
Det andet Spørgsmaal var: Hvorledes blev den Mindste i
Himmeriges Rige større end han? Som Svar spurgte Joseph: Hvem
hentydede Jesus til som den Mindste? Jesus blev den Gang anset for
at have den mindste Andel i hele Guds Rige og for at være den mindst
troværdige som Profet, ligesom han sagde: Han, som betragtes som
den mindste iblandt eder, nemlig mig selv, er større end Johannes.
Den 6te Feb. holdtes et Valgmøde i Nauvoo, hvor Joseph
enstemmigt blev valgt til Stadens Borgmester for et Tidsrum af to Aar.
Orson Spencer, Daniel H. Wells, George A. Smith og Stephen
Markham valgtes samtidig til Raadsherrer og Hyrum Smith, John Taylor,
Orson Hyde, Orson Pratt, Sylvester Emmons, Heber C. Kimball,
Benjamin Warrington, Daniel Spencer og Brigham Young til
Raadmænd. Joseph udpegede meget nøjagtig den Fremgangsmaade, han
ønskede at se Embedsmændene bruge med Hensyn til Lønning,
Honorar osv., og forudsagde James Sloan, der fungerede som Byskriver,
at det vilde være bedre for ham ti Aar i Fremtiden, hvis han undlod
at sige mere angaaende Honorar. I sine Instruktioner til de nylig
valgte Medlemmer af Byraadet paaviste han dem Nødvendigheden
af at handle ifølge de mest frisindede Principer og at befri Staden
for alle unødvendige Udgifter og Byrder. Han profeterede, at dersom
de vilde være liberale i deres Handlinger, skulde de blive rige, og
talede imod den Skik at forlange Betaling for enhver ubetydelig
Tjeneste, de gjorde, og i Særdeleshed imod, at Komiteer skulde have
extra Betaling for deres Arbejde.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
267
Under Dato 9de Februar finde vi Følgende nedskrevet:
»Der findes to Slags Væsener i Himmelen: For det Første, Engle,
som ere opstandne Væsener, der have Legemer af Kjød og Ben; for
Ex., Jesus sagde: »Føier paa mig og ser, thi en Aand haver ikke
Kjød og Ben, som I se, at jeg haver.« For det Andet, findes der
de fuldkommengjorte Retfærdiges Aander, som ikke ere opstandne,
men arve den samme Herlighed. Naar en Budbærer kommer og siger,
at han har et Budskab fra Gud, da byd ham Haanden, og bed ham
ligeledes at give dig sin Haand. Om han er en Engel, vil han gjøre
det, og du kan føie hans Haand. Om han er en fuldkommengjort
Retfærdigs Aand, vil han komme i sin Herlighed; thi det er den
eneste Maade, hvorpaa han kan aabenbare sig. Bed ham at give dig
Haanden, og han vil ikke røre sig, thi det er modsat Himmelens
Orden, at en retfærdig Mand skulde bedrage; han vil dog frembringe
sit Budskab. Dersom det er Djævelen i en Lysets Engels Skikkelse,
og du byder ham din Haand, vil han række dig sin, men du vil
ikke kunne føie Noget; og herpaa kan du opdage ham. Disse ere
tre Nøgler, hvormed du kan opdage, om et Budskab er fra Gud.«
(Pagtens Bog, 129de Kap.)
Paa denne Tid kom Parley P. Pratt tilbage fra sin Mission til
England, hvor han trofast havde virket i Kirkens Interesse siden April
1840. Siden de Tolvs Afrejse fra England i April 1841 havde han
publiceret 1,500 Salmebøger, 2,500 Advarselsrøster, 3,000 Traktater
betitlet »Himmel og Jord«, 3,000 Expl. af »Ældste Hydes Mission
til Jerusalem«, 10,000 Expl. af »Et Brev til Dronningen« og nogle
andre Værker, samt udgivet *The Millennial Star« maanedlig. Han
havde forinden sin Afrejse fra Liverpool den 20de Okt. 1842 afskibet
flere hundrede Hellige fra Storbritannien, og medbragte selv et større
Selskab Emigranter, hvilke dog paa Grund af Is i Mississippi-Floden
ikke naaede Nauvoo før sildig paa Foraaret. Ældste Pratt havde
forladt sit Selskab i Chester, Illinois, og tilbageligt de resterende 280
Mile tilhest.
»Omtrent Kl. 7 om Morgenen den 10de Marts,« skriver Joseph,
»opdagede jeg tilligemed Willard Richards, Wilford Woodruff og flere
Andre en Lysstrøm paa Himmelens sydvestlige Horizont. Dens
Straaler dannede et bredt Sværd med Haandgrebet nedad og pegede fra
Vest-Sydvest, hævet til en Vinkel af 45 Grader fra Horizonten, og
strakte sig næsten to eller tre Grader fra den Grads Højdepunkt,
hvor Tegnet viste sig. Dette Syn begyndte gradvis at forsvinde Kl.
7 og 30 Minutter, og Kl. 9 var det Hele forsvundet. Saa sandt som
der er en Gud, der sidder paa sin Trone i Himmelen, og saa sandt
som Herren nogensinde har talet ved mig, saa sandt vil der komme
en hastig og blodig Krig; og det brede Sværd, der saas i Morges,
er det visse Tegn derpaa.«
Den følgende Dag afrejste Joseph i Forening med Brigham Young
til Ramus, en mindre By i den nordøstlige Del af Hancock County,
hvor de Dagen efter overværede en Forsamling med de derboende
Hellige.
»Under Aftenforsamlingen,« skriver Joseph, »bleve 27 Børn velsig-172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 268
nede, af hvilke de 19 med stor Inderlighed velsignedes af mig selv.
Megen Kraft udgik fra mig, og min Styrke svigtede mig, da jeg
overlod Forsamlingen i Brødrenes Hænder. * * *
Ældste Jedediah M. Grant spurgte mig Dagen efter om Aarsagen,
hvorfor jeg blev saa bleg og tabte mine Kræfter, da jeg velsignede
Børnene. Jeg fortalte ham, at jeg saa' Lucifer bruge sin Indflydelse for
at tilintetgjøre Børnene, som jeg velsignede, og jeg søgte derfor
med al den Tro og Aand, som jeg var i Besiddelse af, at besegle
paa dem en Velsignelse, der vilde sikre deres Liv paa Jorden; og
saa megen Kraft udgik fra mig til Børnene, at jeg blev afmægtig og
har endnu ikke gjenvundet mine Kræfter. Jeg anførte Tilfældet med
Kvinden, der berørte Fligen af Jesu Kjortel. (Lukas 8de Kap.)
Kraften, som her hentydes til, er Livets Aand; og en Mand, der øver
stor Tro ved at administrere til de Syge, velsigne smaa Børn eller
give Haandspaalæggelse for den Helligaands Gave, er tilbøjelig til at
blive afkræftet.« Under en heftig Snestorm vendte Joseph og Brigham
Young den 14de tilbage til Nauvoo.
Under Josephs næste Besøg til Ramus fremsatte han under en
Samtale med Brødrene dersteds den 2den April følgende vigtige
Lærdomme:
»Naar Frelseren aabenbarer sig, skulle vi se ham, saasom han er,
og vi skulle se, at han er en Mand lig os; og at den samme
Selskabelighed, som findes blandt os her, vil ogsaa findes blandt os der,
kun at den der er forbunden med evig Herlighed, hvilken Herlighed
vi ikke nyde her. Johannes 14:23: Med Faderens og Sønnens
Aabenbarede menes i dette Vers en personlig Aabenbarelse, og den
Anskuelse, at Faderen og Sønnen kunne bo i et Menneskes Hjerte, er
et gammelt sekterisk Begreb og er urigtigt.
Til Svar paa Spørgsmaalet: »Er ikke Guds, Engles, Profeters og
Menneskers Tidsregning i Overensstemmelse med Tidsregningen paa
den Planet, hvorpaa de bo?« svarer jeg jo. Men der er ingen Engle,
som betjene denne Jord, uden saadanne, som tilhøre, eller have
tilhørt den. Englene bo ikke paa en Planet lig denne Jord, men de bo
i Guds Nærværelse paa en Klode, som ligner et Hav af Glas og
straalende Ild, hvor Alt henhørende til deres Herlighed er
aabenbaret, baade det Forbigangne, det Nærværende og det Tilkommende,
og de ere bestandigt for Herrens Aasyn. Stedet, hvor Gud bor, er
en stor Urim og Thummim. Denne Jord i dens helliggjorte og
udødelige Tilstand vil blive lig Krystal og vil blive en Urim og Thummim
for Indbyggerne, som bo derpaa, hvorved Alt henhørende til et lavere
Rige, eller til alle Riger af en ringere Orden, vil blive aabenbaret
til dem, som bo paa den, og denne Jord vil høre Kristus til. Da
vil den hvide Sten, som omtales i Åbenbaringens 2:17, vorde en
Urim og Thummim for Enhver, som modtager en saadan, hvorved
Alt henhørende til et Rige af en højere Orden, ja til alle Riger, vil
blive aabenbaret, og en hvid Sten gives til Enhver, som indkommer
i det celestiale Rige, hvorpaa er skrevet et nyt Navn, som Ingen har
Kundskab om, undtagen den, som modtager det. Dette nye Navn er
Nøgleordet.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
269
Jeg profeterer i Herrens Guds Navn, at Trængslerne, som ville
for-aarsage megen Blodsudgydelse førend Menneskens Søns Komme, ville
tage deres Begyndelse i Staten Syd-Carolina. De ville sandsynligvis
opstaa formedelst Slavespørgsmaalet, thi saaledes erklærede en Røst,
medens jeg bad inderligt angaaende denne Sag, den 25de December
1832.
En Gang bad jeg meget inderligt om at faa at vide Tiden for
Menneskens Søns Komme, og da hørte jeg en Røst, som gjentog det
Følgende: »Joseph, min Søn, om du lever, til du er fem og
firsindstyve Aar gammel, skal du se Menneskens Søns Ansigt. Lad dette
derfor være nok, og besvær mig ikke mere angaaende denne Sag.«
Jeg blev saaledes ladet ude af Stand til at afgjøre, om denne hans
Tilkommelse hentydede til Millenniets Begyndelse, eller til en
foregaaende Aabenbarede, eller om jeg skulde dø og saaledes faa se
hans Ansigt. Jeg tror, at Menneskens Søns Komme ikke vil ske før
den Tid.
Hvilke som helst Principer paa Intelligensens Omraade vi erholde
i dette Liv, ville komme frem med os i Opstandelsen. Om et Menneske
formedelst sin Flid og Lydighed vinder mere Kundskab og
Intelligens end en anden i dette Liv, saa vil Fordelen i samme Forhold
være paa hans Side i det tilkommende Liv. Der blev en Lov
uigjen-kaldelig fastsat i Himmelen, før denne Jords Grundvold blev lagt,
ifølge hvilken alle Velsignelser ere forjættede; og naar vi erholde
nogen som helst Velsignelse fra Gud, saa er det ved Lydighed til
denne Lov, ifølge hvilken Velsignelsen blev forjættet.
Faderen har et Legeme af Kjød og Ben ligesaa følbart som et
Menneskes, og ligesaa har Sønnen; men den Helligaand har ikke et
Legeme af Kjød og Ben, men er en aandelig Personlighed. Om dette
ikke var Tilfældet, kunde den Helligaand ikke bo i os. Et Menneske
kan erholde den Helligaand, og den kan neddale paa ham, og dog
ikke forblive hos ham.« (Pagtens Bog, 130te Kap.)
Den 6te April 1843 og efterfølgende Dage blev en
General-Konference af Kirken afholdt i den ufuldendte Tempelbygning i Nauvoo,
ved hvilken Lejlighed Joseph spurgte de Hellige, om de vare tilfredse
med ham som Kirkens Præsident, eller om de ønskede en Anden i
hans Sted. Han higede ikke efter Myndighed, sagde han, for sin egen
Persons Skyld, men indtog sin Stilling som Præsident, fordi Gud
havde kaldet ham dertil, og medens han beklædte dette vigtige
Embede, ønskede han inderligen Folkets Kjærlighed og Tillid; han
gjorde derfor Alt, hvad en Mand kunde gjøre, for at sikre sig
Kirkens Medlemmers gode Følelser.
Sidney Rigdons Opførsel i de Dage tilfredsstillede ham ikke. Han
handlede paa en saadan Maade, at Joseph umulig kunde stole paa
ham eller nære den Hengivenhed for ham, som var ønskelig
lige-overfor en Ven og Raadgiver. Hans Følelser med Hensyn til Sidney
Rigdons Fremgangsmaade gjorde ham maaske endnu mere begjærlig
efter at komme til Kundskab om de Helliges Følelser med Hensyn
til Kirkens Første Præsidentskab. Det var ham saaledes om at vide,172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 270
at Folkets Bønner opstege til Gud paa hans Vegne, og at de havde
Tro til, at han for sin Del søgte at ære sin Kaldelse.
»Dersom,« sagde han, »jeg har gjort Noget til at skade min
Karakter, Anseelse eller Stilling, eller har vanæret min Religion paa
nogen Maade for Engles, Mænds eller Kvinders Aasyn, da bedrøver
det mig, og dersom I ville tilgive mig, vil jeg søge ikke oftere at
gjøre det. Jeg er mig ikke bevidst at have gjort noget Saadant, men hvis
jeg har, kom frem og sig mig det. Hvis der er Nogen, der har Noget
imod mig, ønsker jeg, at de frit og aabent skulle komme frem og
sige mig det, og hvis ikke, lad dem saa for stedse holde sig stille.«
Efter Forslag blev han derpaa enstemmigt anerkjendt og opholdt
som Kirkens Præsident med Sidney Rigdon som hans første og
William Law som hans anden Raadgiver. Under denne Konference bleve
mange ypperlige Lærdomme til de Helliges Glæde og Opbygggelse
fremsatte af Joseph, der talede, dreven af Herrens Aand.
»Dersom jeg skulde profetere,« sagde han i en af sine Taler, »vilde
jeg sige, at Enden vil ikke komme i 1844, 1845, 1846 eller om 40
Aar. Der er dem iblandt den opvoxende Ungdom, som ikke skulle
smage Døden, før Kristus kommer. * * *
Jeg profeterer i Herrens Navn — og lad det blive nedskrevet —
Menneskens Søn vil ikke komme i Himmelens Skyer, før jeg er 85
Aar gammel.« * * *
Menneskens Søns Tilkommelse vil aldrig eller kan aldrig finde
Sted, før de af Profeterne omtalte Straffedomme ere udgydte, hvilke
Straffedomme allerede ere begyndte. Paulus siger: »I ere Lysets Børn
og ikke Mørkets, at den Dag skulde overraske eder som en Tyv om
Natten.« Det er ikke den Almægtiges Hensigt at komme til Jorden
og tilintetgjøre den eller sønderstøde den, uden at han først
aabenbarer det til sine Tjenere Profeterne. Juda skal vende tilbage,
Jerusalem og Templet gjenopbygges, og Vand fremvælde fra Templets
Grundvold; ligeledes skal Vandet i det Døde Hav blive lægt. Det
vil medtage nogen Tid at bygge Stadens Mure og Templet, og alt
dette maa udføres, før Menneskens Søn kommer. Der vil blive Krige
og Rygter om Krige, Tegn paa Himmelen oventil og paa Jorden
nedentil, Solen vil blive forvandlet til Mørke og Maanen til Blod,
Jordskjælv vil indtræffe paa forskjellige Steder, og Havet hæve sig
over sine Bredder; derefter vil det store Menneskens Søns Tegn vise
sig paa Himmelen; men hvad vil Verden sige? Den vil sige, at det
er en Planet, en Komet osv. Men Menneskens Søn vil komme
ligesom Menneskens Søns Tilkommeises Tegn, hvilket vil være ligesom
Morgenlyset, der frembryder fra Østen.«
Ikke længe derefter, den 16de April, holdt Joseph en længere
interessant Tale om Opstandelsen i Anledning af Efterretningen om Ældste
Lorenzo D. Barnes's Død paa hans Mission til England. Af hans
Tale ved denne Lejlighed gjengive vi Følgende:
»Efterretningen om vor elskede Broder Barnes's Død vilde ikke
have bedrøvet mig saa meget, hvis jeg havde havt Lejlighed til at
begrave ham i Zions Land.172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
271
Jeg tror, at de, som have begravet deres Venner her, have nydt
et misundelsesværdigt Privilegium. Betragt Jakob og Joseph i
Ægypten, hvorledes de paalagde deres Venner at begrave dem i deres
Fædres Grave. Betragt de store Omkostninger, der vare forbundne
med Indbalsameringen og det store Selskabs Rejse til
Begravelsesstedet.
Det har altid været anset for en stor Ulykke at blive forment
en hæderlig Begravelse, og en af de største Forbandelser, som
Profeterne fordum kunde paalægge noget Menneske, var, at det slet ikke
skulde tilstedes nogen Begravelse.
Ville I anse det for underligt, om jeg fortæller eder, hvad jeg har
set i et Syn angaaende dette interessante Emne. De, som ere døde
i Jesu Kristo, kunne, naar de komme frem, forvente at nyde al den
Glæde, som de nøde eller forventede at nyde her i Livet.
Saa tydeligt var Synet, at jeg bogstavelig saa' Mennesker, før de
vare opstegne af Graven, ligesom hæve sig langsomt fra deres
Hvilested. De toge hverandre i Haanden og sagde: >Min Fader, min Søn,
min Moder, min Datter, min Broder, min Søster.« Og antag, at jeg,
naar Røsten kalder de Døde til Opstandelse, laa ved Siden af min
Fader, hvad vilde saa mit Hjertes første Glæde være? At møde min
Fader, min Moder, min Broder, min Søster, og dersom de ere ved
min Side, vil jeg omfavne dem og de mig.
Det er mit Studium den ganske Dag og mere end Mad og Drikke
til mig at vide, hvorledes jeg skal bringe Guds Hellige til at fatte
de Syner, der lig en oversvømmende Bølge rulle frem for mit Sinds
Blik. O! hvor det skulde glæde mig at berøre Ting for eder, som I
aldrig have tænkt paa! Men Fattigdom og Verdens Bekymringer
forhindre det. Dog er jeg glad ved at have det Privilegium at meddele
eder nogle Ting, som ved en nøje og rigtig Opfattelse ville være en
Hjælp til eder, naar Skyerne trække op, Uvejret bryder løs, Lynet
glimter, Tordnen skralder, og Jordskjælv buldre. Giver Agt paa disse
Ting og lader ikke eders Knæ eller Lemmer skjælve eller eders
Hjerter forsmægte; og hvad kan da Krige, Orkaner eller Jordskjælv
gjøre eder? Intet. Alle eders Tab ville blive eder erstattede i
Opstandelsen, dersom I forblive trofaste. Ved den Almægtiges Syner har
jeg set dette.«
Omtrent ved denne Tid bleve sex Messingplader fundne af en Hr.
Robert Wiley og nogle Andre i Nærheden af Kinderliook, Pike County,
Illinois, medens de vare i Færd med at udgrave en stor Høj. I en
Dybde af omtrent 6 Fod under Jordens Overflade stødte de saaledes
paa Skelettet af en Mand, der antages at have været 9 Fod høj.
Pladerne bleve fundne paa Skelettes Bryst og vare opfyldte paa begge
Sider af ældgamle Skrifttegn. En Tid efter bragte man disse Plader
til Joseph, som derpaa oversatte en Del af Skrifttegnene og opdagede,
at de indeholdt den Persons Historie, hos hvem de vare fundne.
Ifølge denne skulde Manden være en Efterkommer af Kam igjennem
Farao, Kongen af Ægyptens Lænder, og sagdes at have erholdt sit
Rige af Himmelens og Jordens Behersker.272
JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Følgende Skrivelse til Udgiveren af »The Times and Seasons«
skildrer mere udførligt Omstændighederne ved denne vigtige Opdagelse:
»Den 16de April sidstleden begyndte en agtværdig Kjøbmand ved
Navn Robert Wiley at grave i en stor Høj i Nærheden af dette Sted.
Han vedblev at grave til en Dybde af 10 Fod og stødte omsider paa
Sten, men ved denne Tid begyndte det at regne, og han opgav
foreløbigt Arbejdet. Den 23de begav han sig atter tilligemed et
betydeligt Antal Borgere, hvoriblandt jeg selv, til Højen, og efter at have
gjort en rummelig Aabning, fandt vi en stor Mængde Sten, af hvilke
de fleste saa' ud, som om de havde været brændte ved en meget
stærk Hede. Efter at have bortryddet fulde to Fod af nævnte Sten,
fandt vi en hel Del Kul og Aske samt Menneskeben, der ogsaa saa'
ud til at være brændte, og i Nærheden af Brystet fandtes en Pakke,
som indeholdt 6 Messingplader, der i Form lignede en Klokke,
mindre foroven end forneden og havde et Hul igjennem den mindre
Ende, medens en Ring løb igjennem dem alle, og holdtes sammen
af to Spænder. Ringen og Spænderne lignede Jern og vare meget
forrustede. Pladerne lignede ved første Øjekast Kobber og saa' ud
til at være bedækkede med Skrifttegn.
Selskabet enedes om, at jeg skulde rengjøre Pladerne; følgelig tog
jeg dem med hjem og afvaskede dem i Sæbevand med en Uldklud,
men da jeg fandt, at de endnu ikke vare rene, anvendte jeg en
Opløsning af Svovlsyre, hvilket gjorde dem fuldkommen rene, og
samtidig viste det sig, at de vare ganske bedækkede med Hieroglyfer,
som Ingen hidtil har været i Stand til at udtyde.
Med Ønske om, at Verden skulde blive bekjendt med de skjulte
Ting saa hurtig, som de komme for Lyset, beluttede jeg at anføre
disse Kjendsgjerninger; og jeg haaber, at De vil give samme en Plads
i Deres ærede Blad; thi vi føie alle et stort Begær efter at komme
til Kundskab om Pladernes sande Betydning, og Offentliggjørelsen
af Kjendsgjerningerne kunne maaske lede til en rigtig Oversættelse.
Pladerne fandtes, saa nær som jeg kunde bedømme, over 12 Fod
under Højens Overflade.
Jeg forbliver, med Ærbødighed,
en Borger af Kinderhook,
W. P. Harris, M. D.«
»Vi Undertegnede, Borgere af Kinderhook, erklære og bevidne
herved, at medens vi den 23de April 1843 vare beskjæftigede med at
udgrave en stor Høj i denne Egn, udtog Hr. Wiley af nævnte Høj sex
klokkeformede Messingplader, som vare bedækkede med gamle
Skrifttegn. Disse Plader vare særdeles medtagne af Rust, og baade Ringe
og Spænder smuldrede til Støv ved den mindste Berøring.
Robert Wiley, Geo. Deckenson, W. Longnecker,
G. W. F. W ard, J. R. Sharp, Ira S. Curtis,
Fayette Grubb, W. P. Harris, W. Fugate.«
Den 3die Maj udkom det første Nummer af »The Nauvoo Neighbor«,
et almindeligt Nyhedsblad, udgivet i Nauvoo af John Taylor og Wil-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
273
ford Woodruff i Stedet for r>The TTasj?«, hvis Udgivelse samtidig
standsedes.
Ved passende Lejligheder fandt Joseph meget Behag i at overvære
Nauvoo-Legionens Øvelser, og dersom Omstændighederne havde fordret
det, vilde han uden Tvivl være bleven en fortræffelig General; han
syntes i det mindste at være i Besiddelse af de nødvendige Evner
for en saadan. Den 6te Maj holdt Legionen en af eine fornemste
Mønstringer paa Exercerpladsen øst for Nauvoo. Joseph forestod i
Egenskab af Legionens General-Løjtnant Øvelserne; og da disse vare
tilende, udtrykte han i en Tale sin Forundring over den øjensynlige
Forbedring i Troppernes Disciplin og Udseende og sagde, at han følte
sig stolt af at staa i Forbindelse med en saadan Skare Mænd, der
med Hensyn til Disciplin, Uniform og Udseende samt Kjendskab til
militær Taktik, gjorde Staten Illinois Ære, samt var et af Statens
stærkeste Værn og et stort Bolværk for Landet mod Vest. »Naar vi
have anraabt de magthavende Authoriteter om Hjælp,« vedblev han,
»have de altid svaret os, at de ingen Magt havde til at hjælpe os.
Skam over saadanne Forrædere! Naar de give mig Myndighed til at
beskytte de Uskyldige, vil jeg aldrig sige: Jeg kan Intet gjøre for
deres Bedste. Jeg vil med Herrens Hjælp bruge denne Myndighed.«
Da Joseph den 18de Maj paa Tilbagevejen fra en Missionstur til
Ramus passerede igjennem Carthage, indbød Dommer Douglas ham
til Middag hos sig. Paa Opfordring optog Joseph omtrent 3 Timer
med at give ham en omstændelig Beretning om de Helliges
Forfølgelser i Missouri. Dommeren hørte med Opmærksomhed paa hans
Foredrag, og talede heftigt imod Guvernør Boggs og Missouris
Authori-teters Fremgangsmaade. »Et hvilket som helst Folk,« sagde han,
»der har handlet, som Pøbelen i Missouri har gjort, burde straffes.«
Sluttelig sagde Joseph: »Jeg profeterer i Herrens, Israels Guds Navn,
at medmindre de Forenede Stater gjenopretter den Skade, der er
tilføjet de Hellige i Staten Missouri, og straffer de Forbrydelser, der
ere udøvede af dens Embedsmænd, vil Regjeringen om faa Aar
aldeles gaa tilgrunde og ødelægges, og 'der vil ikke blive saa meget som
et Potteskaar tilbage, og dette skal ske, fordi de have tilladt Mænd,
Kvinder og Børn at blive myrdede og Tusinder af dens Borgere at
blive plyndrede og fordrevne, uden at gjøre det mindste for at straffe
Forbryderne, hvorved denne store Republiks gode Navn og Rygte er
bleven paaført en skjændig og uudslettelig Plet. Den blotte Tanke
herom vilde have bragt de højsindede og patriotiske Mænd, der
affattede de Forenede Staters Konstitution, til at skjule deres Ansigter
af Skam. Hr. Dommer, De vil en Gang i Tiden søge at blive
Præsident over de Forenede Stater; hvis nu De nogensinde løfter Deres
Haand imod mig eller de Sidste-Dages Hellige, vil De selv føie den
Almægtiges tunge Haand, og De vil leve længe nok til at se og
erkjende, at jeg har bevidnet Sandheden for Dem, thi denne Dags
Samtale vil aldrig gaa Dem af Minde.«
En Del af denne Profeti angaaende de Forenede Stater og Missouri
er allerede bleven opfyldt, og Josephs Ord til Dommer Douglas selv
ere paa det Bogstaveligste gaaede i Opfyldelse. Douglas søgte nemlig
16172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 274
at blive Præsident, og ved at bruge sin Indflydelse imod de
Sidste-Dages Hellige troede han at kunne erhverve sig større Popularitet,
men blev heri sørgeligen skuffet; thi fra den Tid af vendte Lykken
sig imod ham; han blev tilsidst svigtet af sine egne Venner og døde
aldeles skuffet i sine Forhaabninger.
Samme Dag (18de Maj 1843) modtog Joseph efterfølgende Brev
fra Ældste George P. Dykes, hvilket er det første, vi finde optegnet
i hans Levnetsbeskrivelse om Evangeliets Forkyndelse for
Skandinaverne :
»For omtrent et Aar siden besøgte jeg et norsk Settlement i La
Salle County, Illinois, hvor jeg døbte 5 og ordinerede 1 til Ældste,
da jeg derpaa forlod dem for en Maanedstid, men vendte saa atter
tilbage og organiserede en Gren af Kirken, som jeg lod kalde La
Salle Gren af Jesu Kristi Kirke af Sidste-Dages Hellige, og ordinerede
Gudmund Haugaas til Ældste. Han er en villiestærk Mand, vel
bevandret i Skriften og kan prædike i Norge, Sverige og Danmark, da
han har Kjendskab til disse Landes Sprog.
Jeg vendte derefter tilbage til Nauvoo og blev et Par Dage efter
i den i August Maaned specielt afholdte Konference beskikket til at
arbejde i Illinois. Jeg rejste gjennem 18 forskjellige Countier, døbte
6 i Perry County og vendte hjem i December.
I Januar forlod jeg atter Nauvoo og tog til St. Clair County, hvor
Broder Henry B. Jacobs, som siden døbte 12, forenede sig med mig;
jeg døbte selv en Tysker, efter at han (Broder Jacobs) var tagen bort.
Jeg prædikede i Chester, Sparta og Bitterville. Derpaa begav jeg mig
paa Tilbagevejen og besøgte atter Ottawa, La Salle County, hvor jeg
tilbragte to Uger og døbte 7. Jeg fandt Menigheden der vel tilmode
og i Nydelsen af de aandelige Naadegaver.
La Salle-Grenen tæller nu 58 Medlemmer, som alle staa i godt
Forhold til Kirken under Præsidium af Ældste Ole Høier, der er
vel skikket til dette Embede.
Ældste Gudmund Haugaas og,Broder J. R. Anderson besøgte det
norske Settlement i Lee County i Iowa sidstleden Januar. Siden
besøgte Brødrene Haugaas og Høier en hel Del Norske i Territoriet
Wisconsin og have øjensynlig lagt Grundvolden til et stort Værk.
Der er nu 57 Medlemmer af Kirken fra Norge, og Tiden er ikke
langt borte, da Mikas 4 Kapitels 2 Vers vil gaa i Opfyldelse.«
I en Tale, som Joseph den 21de Maj 1843 holdt for en stor
Forsamling, sagde han, idet han talede om de tre Herligheder, som han
havde set, at han kunde forklare hundrede Gange mere, end han
nogensinde havde gjort om Rigets Herligheder, som de fremstillede
sig for ham i Synet, dersom det var ham tilladt og Folket var
beredt til at modtage det. Hans Sind var fuldt af nyttig Kundskab for
de Hellige, og alle hans Meddelelser ledsagedes af stor Kraft.
Den 26de s. M. gav han sin Broder Hyrum, Præsident Brigham
Young, Ældsterne Heber C. Kimball og Willard Richards, Biskop
Newel K. Whitney og en Del andre Brødre deres Begavelser og
underviste dem tillige om Præstedømmets Orden i Forbindelse med den
ny og evige Pagt. Det var ham baade en stor Lettelse og Glæde atJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
275
være i Stand til at skjænke disse Velsignelser til sine Brødre, som
mandigen havde udstaaet de samme Prøver og Lidelser som han selv
og ved enhver Lejlighed havde vist sig paalidelige og tro, og havde
aldrig forladt ham eller veget tilbage i Farens eller Fristelsens Time.
Han følte nu, at Ansvarligheden og Byrden ej længere hvilede paa
ham alene, thi han havde skjænket dem Præstedømmets Nøgler, de
samme, som han selv var i Besiddelse af, og hvad der end maatte
tilstøde ham, var der nu Andre, der havde Myndighed til at træde
frem og opbygge Guds Rige paa Jorden samt udføre alle dets
Or-dinancer.
NI OG TYVENDE KAPITEL.
Joseph tager med sin Hustru paa et Besøg til sine Slægtninge i Nærheden
af Dixon. — Arresteres af Sheriff Keynolds og Konstabel Wilson, hvis brutale
Optræden og ulovlige Fremgangsmaade tilsidst bringer dem selv under Forhør.
— Joseph føres til Ottawa. — Opholdet i Pawpaw Grove. — Joseph og
Selskab vender tilbage til Dixon. — Begiver sig kort efter paa Vejen til Quincy,
men møder undervejs et Antal Brødre, som i Triumf føre ham tilbage til
Nauvoo. — Frikjendes af Municipalretten fra al Arrestation og Fængsling.
Josephs Hustru, Emma, havde en Søster ved Navn Mrs. Wasson,
som boede i Nærheden af Dixon, Lee County, Illinois. Den 13de Juni
forlod han tilligemed sin Hustru og sine Børn Nauvoo for at aflægge
hende et Besøg. Strax efter hans Afrejse ankom et Brev til Nauvoo
fra Dommer James Adams af Springfield, hvori det berettedes, at
Guvernør Thomas Ford var i Færd med at udstede en Arrestordre
paa Joseph, som skulde træde i Kraft den næste Dag. Missouri var
endnu fast bestemt paa at forhindre Joseph fra at nyde nogen Fred,
og Guvernøren af denne Ståt begjærede af Guvernør Ford, at han
skulde arrestere ham og udlevere ham til Missouris Øvrighed, hvortil
Ford var ganske villig. Da dette Brev naaede Nauvoo, sendte Hyrum
Smith Brødrene William Clayton og Stephen Markham afsted saa
hurtigt som muligt for at bringe Joseph denne Efterretning. De rede
212 Mile for at naa det Sted, hvor Joseph opholdt sig, og 66 Timer
efter at de havde forladt Nauvoo, fandt de ham i god Behold hos
sine Slægtninge i Dixon. Joseph bød dem, ikke at være bange. »Jeg
frygter ikke,« sagde han, »jeg skal endnu ikke forlade dette Sted.
Jeg vil finde Venner her, og jeg siger eder i Israels Guds Navn, at
Missourianerne ingen Fortræd kunne gjøre mig.« Han havde forhen
bestemt at afholde en Forsamling i Dixon, hvor Folket var begjærligt
efter at høre ham, men paa Grund af Efterretningen fra Nauvoo
skrev han til sine Venner der og underrettede dem om, at der var
en Arrestordre udstedt paa -ham, og han maatte derfor opgive sin
Beslutning.
Den 23de ankom to Mænd til Dixon, som prøvede paa at leje en
Mand og en Kjørebefordring, idet de sagde, at de vare
»Mormon«-Ældster og ønskede at se Profeten. Det lykkedes dem snart at erholde
en Befordring, og de kjørte derpaa strax til Hr. Wassons Hus, hvor
16*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 276
de ankom, medens Familien spiste til Middag. De fortalte her den
samme Historie, at de vare »Mormon«-Ældster og ønskede at tale
med »Broder Joseph«. Denne befandt sig netop ude i Gaarden og
gik henimod Laden, da en af dem traadte hen til Enden af Huset
og fik Øje paa ham. Han raabte ham strax an paa en højst
fornærmende og uhøflig Maade, medens den anden ilede ham imøde og
greb ham fat i Kraven. Den ene af disse Fremmede var Joseph H.
Reynolds, Sheriff for Jackson County, Missouri, og den anden var
Konstabel Harmon T. Wilson af Carthage, Hancock County, Illinois.
De rettede strax deres spændte Pistoler mod Josephs Bryst, og
Reynolds truede med under de frygteligste Eder at ville skyde ham,
hvis han rørte sig af Pletten. Joseph spurgte, hvad alt dette skulde
betyde, men erholdt kun som Svar en Gjentagelse af Eder og Trusler.
Joseph sagde da til dem: »Jeg er ikke bange for eders Skydning og
frygter ikke Døden,« hvorpaa han blottede sit Bryst og bad dem
skyde væk, sigende: »Jeg har taalt saa megen Undertrykkelse, at jeg
er træt af Livet, og dræb mig kun, om I have Lyst. Jeg er ikke
destomindre en stærk Mand og kunde med mine egne naturlige Vaaben
snart nedlægge eder begge, men hvis I have nogen lovlig
Embedspligt at udføre, er jeg til enhver Tid villig til at underkaste mig Loven
og skal ikke yde nogen Modstand.« Reynolds svor atter og sagde,
at hvis han ytrede et Ord mere, vilde han skyde ham, hvortil Joseph
svarede, at han blot kunde skyde væk; han var ikke bange for hans
Pistoler. I samme Øjeblik kom Broder Stephen Markham gaaende
henimod dem. Da de saa' ham komme, rettede de deres Pistoler mod
ham og truede ham med Døden, hvis han kom nærmere. Markham
skjænkede imidlertid ikke deres Trusler nogen Opmærksomhed, men
vedblev at nærme sig. Da de saa', at de ikke kunde standse ham
med deres Trusler, rettede de atter deres Pistoler mod Joseph, stødte
ham i Siderne med dem, og befalede Broder Markham med Haanden
paa de hævede Pistoler at staa stille; i modsat Fald vilde de
nedskyde Joseph; men da Markham desuagtet vedblev at nærme sig
dem, sagde Joseph til ham: »Du tænker vel ikke paa at modsætte
dig Embedsmændene, Broder Markham?« hvortil denne svarede: »Nej,
ikke hvis de ere Embedsmænd; jeg kjender Lovene for godt til det.«
De skyndte sig derpaa bort med Joseph og satte ham op i deres
Vogn, idet de agtede at kjøre bort med ham, uden at tillade ham
at tale med eller sige Farvel til sin Familie eller endog give ham
Lejlighed til at hente sin Hat og Frakke. Han sagde til dem: »Mine
Herrer, dersom I have nogen lovlig Arrestordre paa mig, ønsker jeg
at erholde en Habeas-corpus Skrivelse,« men dette vilde de naturligvis
ikke tilstede og beredte sig derfor til at tage af sted, uden at tillade
ham at forskaffe sig bemeldte Ting. Broder Markham sprang
imidlertid hen til Hestenes Hoved, greb fat i Tøjlerne og holdt dem,
uagtet Reynolds og Wilson truede med at ville skyde ham, indtil
Josephs Hustru fik bragt ham hans Hat og Frakke. I samme
Øjeblik saa' Joseph en Mand gaa forbi, hvem han underrettede om
Sagernes Stilling og gjentog for ham sit Ønske om at faa en
Habeas-corpus Skrivelse, men da Manden ikke syntes at interessere sig for172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
277
Sagen, bad Joseph Broder Markham at tage afsted for at erholde
nævnte Skrivelse. Markham begav sig strax paa Vejen til Dixon,
medens Reynolds og Wilson med al mulig Hurtighed bragte Joseph
til samme Sted.
Efter Ankomsten til Dixon kjørte de hen til et Gjæstgiversted,
hvor Joseph blev indespærret i et Værelse og nøje bevogtet, og det
blev ham ikke tilladt at tale med Nogen. Joseph bemærkede atter
til Reynolds, at han ønskede at raadføre sig med en Sagfører, men
Reynolds svarede som forhen og svor, at han skulde ingen Sagfører
have, og hvis han ytrede et Ord mere herom, vilde han skyde ham.
Joseph spurgte, hvorfor han gjentog denne Trusel saa ofte; dersom
han ønskede at skyde, kunde han jo gjøre det, men Tingen var, at
de i Virkeligheden vare bange for ham, og troede ved saaledes
gjentagende at true hans Liv at kunne gjøre ham bange og bringe ham
til Taushed.
Saa ængstelige vare de for at faa ham bort, at de ved deres
Ankomst til Dixon beordrede friske Heste til at holdes i Beredskab om
5 Minutter. Joseph saa' imidlertid en Person, hvem han raabte an
igjennem Vinduet og sagde, at han var ulovlig indespærret og ønskede
en Prokurator. En saadan ved Navn Edward Southwick indfandt sig
snart efter, men Døren blev smækket i for ham, og man lod ham
samtidig forstaa, at han uden videre vilde blive nedskudt, hvis han
kom nærmere. En anden Prokurator indfandt sig ligeledes, og han
modtog samme Behandling. Denne Fremgangsmaade begyndte at
foraarsage betydelig Ophidselse i Dixon, og da Broder Markham tillige
underrettede flere af Borgerne om, at det var Reynolds's Hensigt at
bortføre Joseph til Missouri for at forhindre ham fra at udtage en
Habeas-corpus Skrivelse, begyndte Folket at stimle sammen ved
Hotellets Dør og lod Reynolds forstaa, at dersom det var deres Maade
at udføre Forretninger paa i Missouri, saa havde de en hel anden
Maade at udføre samme paa i Dixon. De vare Republikanere, sagde
de, og et lovlydigt Folk, der ikke kunde tillade dem at føre Joseph
bort, før der var givet ham Lejlighed til at blive stillet for et upartisk
Forhør og blive Retfærdighed tildelt. De fortalte ham endvidere, at
dersom han vedblev paa denne Vis, forstode Indvaanerne i Dixon at
gjøre kort Proces med den Slags Mænd, som han syntes at tilhøre.
Da Reynolds mærkede, at Folket ikke lod sig spøge med, og at
det ikke hjalp at gjøre Modstand, tillod han de to førnævnte
Prokuratorer — Edward Southwick og Shepherd G. Patrick — at gaa
ind i Josephs Værelse, men stillede sig først som Vagt udenfor Døren,
medens Wilson stod Vagt indenfor. Joseph fortalte Prokuratorerne,
at han var bleven tagen tilfange af disse Mænd, uden at de havde
vist ham deres Arrestfuldmagt, og at han vår bleven fornærmet og
mishandlet af dem; til Bevis herpaa viste han dem sine Sider, der,
ved at blive stødte af deres Pistoler, vare blaa i omtrent 18
Tommers Omkreds; han anmodede dem om at udtage en Habeas-corpus
Skrivelse paa hans Vegne, men Reynolds svor, at han kun vilde
vente en halv Time.
Et Bud blev derpaa skyndsomt afsendt til Hr. Chamberlain, der172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 278
var Assistent i Kanslerretten og boede 6 Mile fra Dixon, medens et
andet afsendtes til Hr. Cyrus H. Walker, hvilke anmodedes om at
komme tilstede for at udfærdige nævnte Habeas-corpus Skrivelse.
Imidlertid udtog Broder Markham ved Fredsdommeren tvende Stævninger
imod Reynolds og Wilson, den ene for at have truet hans Liv og
den anden for Overfald og Trusler mod Josephs Liv. De bleve
arresterede af Konstabelen paa begge Beskyldninger. Han udtog ogsaa
en Stævning imod dem for Overtrædelser af Loven med Hensyn til
Habeas-corpus Loven, thi Wilson havde overdraget Joseph til Reynolds's
Varetægt i den Hensigt at lade ham bortføre til Missouri og derved
undgaa Virkningen og Fuldbyrdelsen af nævnte Skrivelse. En
Undersøgelse af denne Sag blev bestemt til den følgende Dags
Formiddag Kl. 10.
Med disse raske Handlinger var Dagen snart tilende, og da Natten
kom, blev Joseph, i Stedet for at gaa rolig til Hvile, ledsaget tilbage
til Værelset og bevogtet hele Natten. Den følgende Dag benyttede
han Lejligheden til at give Broder William Clayton et Vink om at
gaa til Nauvoo for at underrette hans Broder Hyrum om det
Forefaldne. En Hest og et let Kjøretøj blev strax skaffet tilveje for at
føre ham til Rock Island ved Mississippi-Floden, og hvis han der
kunde være saa heldig at træffe paa en forbisejlende Dampbaad, vilde
han snart blive bragt til Nauvoo. Da han naaede Byen Rock Island,
troede Folket dersteds ikke, der gik nogen Dampbaad nedad Floden
førend om nogle Dage. Broder Clayton blev noget forlegen herover,
men før han imidlertid havde udgrundet nogen anden Plan,
besluttede han at spise til Middag. Medens man var i Færd med at tillave
Maden til ham, hørte han pludselig et Dampfartøj nærme sig. Det
var Dampbaaden »Amaranth«, som strax blev signaliseret og lagde
derpaa til ved Landingsstedet; 15 Minutter efter sin Ankomst til Rock
Island var Broder Clayton ombord og undervejs til Nauvoo.
Da Hr. Chamberlain ankom, udstedte han en Habeas-corpus
Skrivelse for Dommer John D. Eaton i Ottawa. Hr. Cyrus H. Walker,
der ansaas for en af de dygtigste Prokuratorer i Illinois, indfandt sig
ligeledes, men fortalte Joseph, at hans Tid ikke vilde tillade ham at
føre hans Sag, medmindre han vilde love at give ham sin Stemme
ved det forestaaende Valg. Walker var nemlig Kandidat til
Repræsentantvalget til Kongressen og rejste omkring i politiske Øjemed og
holdt Taler. Han troede derfor, at hvis Joseph blot vilde stemme
paa ham, vilde hans Valg være sikret, thi de Sidste-Dages Hellige
vilde jo alle 5 stemme ligesom Profeten. Joseph besluttede at sikre sig
hans Bistand og lovede ham derfor sin Stemme. Walker, som følte
sig særdeles tilfreds herover, bemærkede til Broder Markham: »Jeg
er nu sikker paa mit Valg, thi Joseph Smith har lovet mig sin
Stemme, 'og jeg skal føre hans Sag.«
Samme Morgen blev endnu en Ordre udstedt imod Reynolds og
Wilson for personlig Skade og ulovlig Fængsling, i hvilken der gjordes
Fordring paa 10,000 Dollars i Skadeserstatning. Denne ny Anklage
imod dem var fra Distriktsretten i Lee County, hvor de nu befandt
sig, og de opfordredes til at stille en Kaution paa 10,000 Dollars hver,172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
279
men da de ikke kunde faa Nogen til at gaa i Kaution for sig i Dixon,
maatte de sende Bud til Missouri efter Kautionister. Imidlertid bleve
de overleverede i Sheriffens Varetægt, indtil det lykkedes dem at
erholde en Habeas-corpiis Skrivelse for Dommer Eaton.
Paa Grund af denne raske Sagførelse begyndte de to Herrer at
blive noget urolige, og de opdagede, at det ikke var saa let en Sag
at løbe bort med Joseph, som de havde troet. De begyndte derfor
at vise sig noget mere skikkelige og besindige i deres Opførsel og
udstødte ikke saa mange Trusler, som de tidligere havde gjort.
Ifølge den første Habeas-corpus Skrivelse blev Joseph derpaa af
Reynolds og Wilson transporteret til Ottawa. De rejste omtrent 32 Mile
den første Dag og standsede for Natten i Pasvpaw Grove. Strax efter
ankom ogsaa Sheriffen for Lee County, Hr. Campbell, der til; han
var bleven sendt af Cyrus H. Walker for at hjælpe Joseph, og
tilbragte Natten hos ham.
Imidlertid havde Efterretningen om Josephs Ankomst hurtig spredt
sig i Nabolaget, og ganske tidlig paa Morgenstunden den næste Dag
var det største Værelse i Hotellet opfyldt af Borgere, som meget
ønskede at høre ham prædike og opfordrede ham til at tale til dem.
Men Reynolds syntes ikke om dette. Han traadte ind i Værelset,
hvor de havde forsamlet sig, og sagde, idet han pegede paa Joseph:
»Jeg ønsker, I skulle forstaa, at denne Mand er min Fange, og jeg
befaler eder at sprede eder. I maa ikke stimle sammen her paa
denne Maade.« Aldrig saa snart havde han udtalt sig saaledes, førend
en ældre Herre ved Navn David Town, der var halt og havde en
stor Knippel i Haanden, traadte hen til Reynolds og sagde: »Vi
skulle lære Dem at komme her og forstyrre Gentlemen. Sæt Dem
ned der (pegende paa en meget lav Stol) og sid rolig. Aabn ikke
atter Deres Mund, førend General Smith bliver færdig med at tale.
Dersom De aldrig har lært gode Manerer i Missouri, ville vi lære
Dem, at Gentlemen ikke lade sig trampe under Fødder af en Tyran.
De kan ikke bortrøve Mænd her. Der er en Komite i denne By, som
vil tage Deres Sag under Behandling, og det er, min Herre, den
højeste Domstol i de Forenede Stater, da der fra dens Kjendelse
ingen Appel gives.«
Dette hjalp. Reynolds satte sig strax ned, og paa de
Tilstedeværendes Opfordring talede Joseph i omtrent halvanden Time om
Gjenstanden Giftermaal, da de ønskede at høre hans Mening herom. Fra
dette Øjeblik begyndte Joseph at nyde mere Frihed.
Medens de endnu opholdt sig i Pawpaw Grove, kom man til
Kundskab om, at Dommer Eaton var fraværende paa et Besøg i New
York, hvorfor Selskabet, i hvilket ogsaa Josephs tre Prokuratorer
befandt sig, vendte tilbage til Dixon. Her blev Joseph atter lukket
inde i et Værelse og bevogtet hele Natten.
Men Befrielsens Time var nær forhaanden. Den lille Damper
»Ama-ranth« havde paa sin Vej nedad Mississippi-Floden bragt Josephs
Ven og Sendebud, Broder William Clayton, til Nauvoo, og Hyrum
Smith blev snart underrettet om alle Enkeltheder ved Josephs
Arrestation. De Hellige vare netop samlede i et Møde, da Broder Clayton172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 280
ankom, og Hyrum rejste sig strax og anmodede Brødrene om at
møde ham i Frimurerlogen inden 30 Minutter. Da Hallen snart blev
overfyldt af tilstrømmende Brødre, besluttede man at hæve
Forsamlingen dersteds og begive sig hen til den nærliggende Grønning.
Efter at der her var dannet en aaben Firkant, skred Hyrum til at
fortælle dem Alt, hvad Broder Clayton havde meddelt ham med
Hensyn til Josephs Arrestation og den Behandling, han havde lidt
af Reynolds og Wilson osv.
Hyrum ønskede, at et Kompagni Brødre skulde tage afsted og
paase, at Joseph blev vederfaret Ret. Over 300 Mand meldte sig
øjeblikkelig som Frivillige, men da dette var mere, end der behøvedes,
gjordes der et Udvalg af dette Tal. Generalerne Wilson Law og
Charles C. Rich begave sig paa Vejen samme Aften med omtrent
175 Mand tilhest. Forinden de toge afsted, erklærede Wilson Law,
at han ikke vilde gaa et Skridt, medmindre han kunde faa Penge
til Udredelsen af sine Udgifter. Præsident Brigham Young sagde, at
Pengene skulde blive bragte tilveje, uagtet han den Gang ikke vidste,
hvor den første Dollar skulde komme fra. Efter to Timers Forløb
havde han laant 700 Dollars, hvilket Beløb han overleverede i Hyrum
Smiths og Wilson Laws Hænder. Foruden dette Selskab, der rejste
tillands, afsejlede John Taylor tilligemed et Kompagni paa 75 Mand
med »The Maid of Iowa« — en lille Dampbaad, som for en Del
tilhørte Joseph og førtes af Kaptejn Dan Jones. De rejste nedad
Mis-sissippi-Floden saa langt som til Ulinois-Flodens Munding og sejlede
derpaa opad denne, i den Hensigt at holde Øje med de forbisejlende
Dampskibe og saaledes muligen hindre Josephs Bortførelse paa et af
disse.
Imidlertid var Joseph, som man vil erindre, med Selskab vendt
tilbage til Dixon paa Grund af Efterretningen om Dommer Eatons
Bortrejse. Den nævnte Habeas-corpus Skrivelse blev derfor sendt
tilbage med Paaskriften: »Dommeren fraværende«, og en anden udstedt
i Stedet.
I et Raad, som Joseph derpaa holdt med sine Venner og
Raad-givere, bestemte han sig til at tage til Quincy for at faa sin Sag
paadømt dersteds af Dommer Stephen A. Douglas. Selskabet brød
derfor op fra Dixon om Morgenen den 26de Juni og tilbagelagde
samme Dag 40 Mile. Den næste Dag bad Joseph om Tilladelse til
at maatte sidde op og ride, hvilket blev ham nægtet af Reynolds,
men ved Hr. Walkers og Sheriff Campbells Forbøn blev det ham
tilladt at bytte Sæde med Walker og kjøre med dennes Svigersøn,
Hr. Montgomery, i en Enspændervogn. Strax efter mødte de to af
Brødrene fra Nauvoo, Peter W. Conover og William S. Cutler. Joseph
følte sig meget bevæget over at se disse Venner, der vare komne for
at møde ham, og bemærkede til Montgomery: »Jeg skal ikke gaa til
Missouri denne Gang; dette er mine Venner.« Medens de endnu
talede sammen, kom adskillige andre Brødre tilstede, som havde
redet i Forvejen for Hovedstyrken, og forenede sig med Resten af
hans Følge. Joseph bemærkede derpaa til Reynolds: »Nu, Hr.
Reynolds, kan jeg have den Fornøjelse at ride gamle Joe Duncan.«172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
281
Dette var en af Josephs Yndlingsheste, som Broder William Clayton
havde redet fra Nauvoo. Ikke saa snart havde Reynolds og Wilson
faaet Øje paa disse Brodre, før de bleve betagne af Frvgt. Broder
Conover, der var bekjendt med Wilson, spurgte ham, hvad der var
i Vejen, og om han havde Koldfeber, thi saadan skjælvede han.
Reynolds ønskede at vide, om Jim Flack var iblandt de Ankomne.
Det blev ham fortalt, at det var han ikke, men at han den næste
Dag ved samme Tid vilde faa ham at se. »Da,« udbrød Reynolds,
»er jeg dødsens, thi jeg kjender ham fra gammel Tid.« Conover
søgte at berolige ham og sagde, at Ingen vilde skade ham, men han
vedblev at skjælve som et Æspeløv. Broder Markham traadte derpaa
hen til ham og tog ham i Haanden. Reynolds ønskede at vide, om
han mødte ham som Ven eller Fjende, hvortil Broder Markham
svarede, at de vare Venner undtagen for Loven, der maatte have
sin Gang.
Man fortsatte derpaa Rejsen og ankom, efter at Mørket var faldet
paa, til Andover. Medens man overnattede her, havde Broder
Markham tilfældigvis Lejlighed til at høre en Samtale mellem Reynolds,
Wilson og Værten, der raadsloge med hverandre om, hvorledes de
bedst skulde kunne tilvejebringe en Styrke, som med Magt kunde
bemægtige sig Joseph og ufortøvet føre ham til Mundingen af
Rock-Floden, hvor der holdtes et Antal Mænd i Beredskab til at føre
ham videre over Mississippi-Floden til Missouri. Broder Markham
fortalte Sheriffen for Lee County, hvad han havde hørt; denne
beordrede strax en Vagt udstillet, for at Ingen i Løbet af Natten skulde
passere ind i eller ud af Huset uden at blive bemærket.
Efter at have forladt Andover den følgende Dag (28de Juni), droge
de videre til Udspringet af Elliston-Bækken, hvor fra Reynolds
ønskede at tage direkte til Mundingen af Rock-Floden og der fra med
Dampskib til Quincy; men Broder Markham modsatte sig denne
Plan og sagde, at de vare ekviperede for Rejsen og havde besluttet
at tilbagelægge Vejen over Land. Reynolds og Wilson svore ved
Herren, at de aldrig i levende Live vilde gaa til Nauvoo, og trak
deres Pistoler og rettede dem mod Broder Markham. Denne vendte
sig koldblodig om til Sheriff Campbell og bemærkede: »Da disse
Mænd arresterede Joseph, berøvede de ham ethvert af hans Vaaben
indtil endog hans Lommekniv. De ere nu Deres Eanger, og jeg
forlanger, at De skal fratage dem deres Vaaben, thi det er
overensstemmende med Loven.«
Reynolds og Wilson nægtede imidlertid at udlevere deres Vaaben.
Man gjorde derpaa Sheriffen opmærksom paa, at dersom han ikke
saa' sig i Stand til at fratage dem Vaabnene, var der Mænd nok
tilstede, som i Egenskab af en Posse let kunde gjøre det. Med en ikke
ringe Uvillie udleverede de derpaa Sheriffen deres V aaben.
Efter en Dagsrejse paa omtrent 40 Mile gjorde de Holdt ved en
Gaard i Nærheden af Monmouth og opsloge her deres Nattekvarter.
Broder Peter W. Conover, der tilfældigvis befandt sig udenfor, saa'
strax efter Reynolds, Wilson og Landmandens Søn komme ud af
Huset og forsigtig nærme sig Stalden. De havde i Sam raad fattet en172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 282
ny Plan, som gik ud paa at sikre sig Hestene, ile til Monmouth,
faa en Pøbel bragt paa Benene og med denne anfalde Huset samme
Nat, sikre sig Joseph og føre ham til Mundingen af Rock-Floden,
hvor Dampskibet laa og ventede paa dem. Før de imidlertid saa' sig
i Stand til at gjennemføre deres Plan, bleve de tagne i Forvaring af
Sheriff Campbell, og under tilstrækkelig Vagt bevogtede i Løbet af
Natten.
Den 29de Juni mødte Selskabet William og Wilson Law og
omtrent 70 andre Brødre, som havde gjennemstrejfet Landet i den
Retning, hvor de ansaa det for sandsynligst, at de vilde kunne træffe
Joseph, og da de den følgende Dag befandt sig i Nærheden af
Nauvoo, toge Josephs Hustru, hans Broder Hyrum og flere af Stadens
fornemste Borgere, med Nauvoo Musikkorps i Spidsen, dem ligeledes
imøde og eskorterede dem ind i Staden.
Situationen var ellers ganske mærkelig. Joseph var Reynolds og
Wilsons Fange; disse vare igjen blevne gjorte til Arrestanter af
Sheriff Campbell, som atter havde stillet dem under Markhams Opsyn,
medens hele Kompagniet stod under Bevogtning af Brødrene fra
Nauvoo, der tilsaa, at Ingen undslap. Men Josephs Ankomst til
Nauvoo havde just ikke megen Lighed med en Arrestants; den havde
snarere Lighed med en hjemvendende Erobrers Triumftog. Scenen
var overmaade interessant. Idet Processionen nærmede sig Staden,
saas Gaderne paa begge Sider opfyldte af Tilskuere, hvis Aasyn
straalede af Glæde over endnu en Gang at se deres elskede Profet
og Leder i Sikkerhed. Under Mængdens begejstrede Hurraraab,
Kanonernes Torden og den største Enthusiasme marscherede Joseph ind
i Staden. Saa stor var Begjærligheden efter at se ham og iagttage
ham paa nært Hold, at der udfordredes et større Antal Mænd for
at holde Mængden tilbage og give Processionen Lejlighed til at drage
frem. Hans bedagede Moder befandt sig hjemme i hans Hus og
ventede med Længsel paa hans Ankomst. Ikke saa snart havde hun
faaet Øje paa ham, før hun ilede ham imøde, kastede sig i hans
Arme og under en Strøm af Glædestaarer .ønskede ham Velkommen.
Josephs Venner, der havde ledsaget ham fra Dixon, saa' med
Forundring paa disse Optrin. De havde hørt ham blive kaldt en Bedrager og
falsk Profet, og havde hørt Folk sige, at han skulde være en Tyran,
som søgte at undertrykke sine Tilhængere og vinde Magt og Rigdom
paa deres Bekostning. Men den Kjærlighed og Hengivenhed, som
allevegne blev lagt for Dagen for ham, kunde umulig være den
Tribut, som et Folk i det frie Amerika bragte og lagde for dens Fødder,
som havde bedraget og undertrykt dem. Det kunde umulig være Svig
og Vold, Bedrageri og Uret, der fremkaldte saadanne Scener som
disse. Folkets bedste jordiske Ven, deres hengivne Fader, Leder og
Raadgiver, var bleven bevaret fra en ny og overhængende Fare, og
var bleven bragt tilbage til dem igjen; af denne Aarsag brød deres
Hjerters undertrykte Følelser frem med en saadan Magt, at det næsten
forundrede dem selv. Der behøvedes en saa overordentlig Lejlighed
som denne for tilfulde at bevise, hvor nær og kjær han var dem.
Mængden syntes ikke villig til at skilles ad, før man havde hørt172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
283
hans Røst. Han besteg derfor et Gjærde og bemærkede i al Korthed,
at han atter var undsluppen Missourianerne, for hvilket han takkede
Herren, og følte ligeledes til at takke dem for al den Kjærlighed
og Hengivenhed, de havde bevist ham, og velsignede dem i Herrens
Navn; derpaa underrettede han dem om, at han samme Dags
Eftermiddag Kl. 6 vilde tale mere udførligt til dem i Lunden nær ved
Templet.
Joseph fandt snart Anledning til at samle glødende Kul paa sine
Fjenders Hoved. Omtrent 50 af hans Venner vare nemlig indbudne
til Middag i hans Hus, og han gav Reynolds og Wilson, der ogsaa
vare tilstede, den øverste Plads ved Bordet og lod dem opvarte paa
det Bedste af hans Kone, hvem de saa ubarmhjertigt havde nægtet
ham at se, da han først blev arresteret. Mænd med en Smule
Æres-og Samvittighedsfølelse vilde have følt sig ydmygede ved en saadan
Behandling, og vilde aldrig have hvilet, før de havde givet al den
Oprejsning, der stod i deres Magt; men man kunde ligesaa gjerne
haabe at bringe Markens vilde Dyr til Erkjendelse af Uret, som at
bringe disse Mænd til Anger og Ruelse over deres skjændige og
uværdige Opførsel.
Saa snart Joseph og Selskab havde naaet Nauvoo, traadte
Munici-palretten dersteds sammen, hvem han strax gjorde bekjendt med den
af Assistenten i Kanslerretten i Dixon udstedte Habeas-corpus
Skrivelse, men da Reynolds ikke vilde anerkjende den, indsendte Joseph
en Petition til Municipalretten, hvori han anførte adskillige vægtige
Grunde, hvorfor han troede, at hans Arrestation var ugyldig og i
ligefrem Modstrid med Loven, og anmodede Retten om, at en
Habeas-corpus Skrivelse maatte blive udstedt, ifølge hvilken Reynolds skulde
nødes til at bringe ham for Retten uden Ophold. Følgelig blev en
Stævning udfærdiget og Reynolds befalet at bringe Joseph for Retten;
hvis han nægtede at ville gjøre dette, blev Stadens Marschal
bemyndiget til at arrestere ham. Reynolds sendte Stævningen tilbage med
en paategnet Forklaring om hans Forhold til Sagen, hvorefter han
overleveredes i Marschallens Hænder. Joseph anmodede derpaa Retten
om at maatte faa Lejlighed til at holde sin bebudede Tale til de
Hellige, hvilket beredvilligt blev ham tilstaaet. En betydelig
Menneskemasse havde samlet sig ved Lunden til det bestemte Klokkeslet, og
Joseph holdt her en længere Tale til de Forsamlede, i hvilken han
blandt Andet gav dem en nøjagtig Beskrivelse af Alt, hvad der var
forefaldet under hans Arrestation. Medens han talede, toge Reynolds
og Wilson afsted til Carthage og truede med at ville rejse en Milits,
som med Magt skulde føre Joseph fra Nauvoo.
Den Iste Juli traadte Retten sammen og skred strax til at
undersøge Habeas-corpus Skrivelsen. Hyrum Smith, Parley P. Pratt,
Brig-ham Young, George W. Pitkin, Lyman Wight og Sidney Rigdon
forhørtes som Vidner. Deres Vidnesbyrd var afgjørende. De beskreve
med stor Nøjagtighed de Scener, de Hellige havde gjennemgaaet, saa
vel som de grusomme og umenneskelige Forfølgelser, de havde maattet
udholde fra Folkets og Authoriteternes Side i Missouri. Josephs
Sagførere — Walker, Patrick, Southwick og Backman — tiltalede derpaa172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 284
Retten. De tilskyndede de Hellige til at »forsvare deres Rettigheder,
til at staa eller falde, synke eller svømme, leve eller dø«. Resultatet
blev, at Retten lod en Ordre udstede til Josephs Løsladelse fra al
Arrestation og Fængsling, begrundet paa Arrestordrens Ugyldighed
og Sagens virkelige Sammenhæng. Ovennævnte Sagførere aflagde
tillige Ed paa, at hverken Reynolds eller Wilson vare blevne
forulempede eller truede paa nogen Maade under deres Rejse til eller
Ophold i Nauvoo, og at de vare tagne der til af deres egen frie Villie
og befandt sig udenfor al Fare. Dette skete for at modbevise de
Løgne, som Reynolds og Wilson havde ladet fortælle for at opvække
Fordom mod Joseph og de Hellige og faa Offentligheden til at tro,
at deres Fange var bleven dem frataget paa en ulovlig Maade og
med Vold. Denne beedigede Erklæring var neppe bleven undertegnet,
før den Efterretning naaede Nauvoo, at disse skjændige Mænd søgte
af al Magt at ophidse Folket til Pøbelvold og vare i Færd med at
sende Bud til Guvernør Ford efter en Troppestyrke, for dermed
paany at sætte sig i Besiddelse af Joseph. Borgerne i Nauvoo
indsendte strax en Petition til Guvernøren, hvori de bade ham om,
ikke at udstede flere Arrestordrer mod Joseph og protesterede stærkt
mod Carthage Bevægelsen. En Gjenpart af Forhandlingerne ved
Forhøret for Municipalretten og forskjellige andre Dokumenter til nærmere
Belysning af Sagen overleveredes hans Sagførere med Instruxer til
saa snart som mulig at faa Guvernør Ford i Tale.
TREDIVTE KAPITEL.
Besøg af nogle venligsindede Indianerhøvdinge. — Deres Ordførers Tale og
Josephs Svar. — En morsom Tildragelse. — Den amerikanske Frihedsdag
fejres paa en højtidelig Maade af Nauvoos Borgere. — En vigtig
Aabenbaring. — Thomas Ford vælges til Staden Illinois Guvernør. — Sidney
Rigdons Fremgangsmaade kritiseres. — Joseph opmuntrer til Hjemmeindustri.
— Imødegaar John C. Calhoons Sofisteri med Hensyn til Læren om
Stats-rettigheder. — Indsender en rørende Skrivelse til Indbyggerne af sin
Fødestat Vermont.
Under Josephs Fraværelse ankom flere Pottawattamie-Høvdinge til
Nauvoo for at se ham. De havde først en Samtale med nogle af
Brødrene, men sagde kun lidet, da de ønskede at se den store Profet
selv. Hans Navn var nemlig bleven vidt bekjendt blandt de
omkringboende Indianerstammer, der havde hørt noksom Tale om den store
hvide Profet og hans Folk og Maaden, hvorpaa han og de vare
blevne behandlede af deres hvide Naboer. I Bevidstheden om deres
egen sørgelige Skjæbne følte de sig derfor hendragne til de Hellige
og viste sig særdeles venlige mod dem.
Den 2den Juli, Dagen efter Josephs Forhør og Frifindelse, havde
han i Forening med flere af de Tolv og andre Ældster en
Sammenkomst med disse Indianerhøvdinge. Efter nøje at have forvisset sig
om ved Joseph selv, at de Tilstedeværende vare hans Venner, be-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
285
gyndte den indianske Ordfører sin Tale saaledes: »Vi som et Folk
have længe været fortrængte og undertrykte. Vi ere mange Gange
blevne fordrevne fra vore Hjem og ere aftagne betydeligt i Antal
paa Grund af Krige, saa der nu kun gives faa af os tilbage. Den
hvide Mand har hadet os og udgydt vort Blod, indtil det har set
ud, som om der snart ikke vilde blive nogen Indianer tilbage. Vi
have talet med den Store Aand, og den Store Aand har talet med
os. Vi have bedt den Store Aand om at bevare os og lade os leve;
og den Store Aand har sagt os, at han havde oprejst en stor Profet,
Høvding og Ven, som vilde gjøre os meget Godt og sige os, hvad vi
skulde gjøre, og den Store Aand har sagt os, at du er Manden
(pegende paa Joseph). Vi have nu rejst en lang Vej for at se dig og
høre dine Ord og faa at vide, hvad vi skulle gjøre. Vore Heste ere
trætte, og vi ere hungrige. Vi ville nu vente og høre dine Ord.«
Joseph var i høj Grad bevæget over hans Tale og græd. Han rejste
sig derpaa og sagde: »Jeg har hørt dine Ord; de ere sande. Den
Store Aand har sagt dig Sandheden. Jeg er eders Ven og Broder og
ønsker at gjøre eder Godt. Eders Fædre vare en Gang et mægtigt
Folk. De tilbade den Store Aand. Den Store Aand gjorde dem meget
Godt. Han var deres Ven, men de forlode den Store Aand og vilde
ikke høre hans Ord eller holde dem. Den Store Aand forlod dem,
og de begyndte at dræbe hverandre og have bestandig siden været
undergivne Fattigdom og Nød. Den Store Aand har skjænket mig
en Bog og sagt mig, at I atter ville blive velsignede. Den Store Aand
vil snart begynde at tale med eder og eders Born. Dette er den Bog,
eders Fædre skrev, og som jeg har oversat (visende dem Mormons
Bog). Denne siger mig, hvad I skulle gjøre. Jeg ønsker, at I skulle
begynde at bede til den Store Aand og stifte Fred med hverandre
og ikke dræbe flere af eders Brødre; det er ikke godt. Dræb ikke
de hvide Mænd, det er ikke godt, men bed den Store Aand om,
hvad I behøve, og det vil ikke vare længe, før den Store Aand vil
velsigne eder, og I ville dyrke Jorden og bygge gode Huse ligesom
hvide Mænd. Vi ville give eder Noget at spise og tage hjem med
eder.«
Da Profetens Ord bleve oversatte for Høvdingerne, sagde de alle,
at de vare gode. Joseph lod derpaa en Oxe slagte og tilberede for
dem, forsynede dem med nogle Heste og lod dem glade og vel
tilfredse drage hjem.
Samme Aften ankom Dampbaaden »The Maid of Iowa« til
Nauvoo efter dens Expeditionstur opad Illinois-Floden. De ombordværende
Brødre havde stadig holdt skarp Udkig med de forbisejlende
Dampskibe og vare avancerede saa langt opad Floden som til Peru, hvor
de traf et Expresbud, der var bleven udsendt af General Rich med
Ordre til at melde dem, at de skulde vende tilbage til Quincy. Just
som de igjen havde forladt denne Stad, traf de to Mænd i en Baad,
af hvem de til deres store Overraskelse og Glæde flk at høre, at Joseph
allerede var ankommen til Nauvoo. Med glade Hjerter og lette Sind
droge de derpaa videre. Ankomne til Nauvoo marscherede de op til
Josephs Hus, foran hvilket de gjorde Holdt og dannede en aaben172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 286
Firkant. Joseph indfandt sig snart i deres Midte, og efter at have
taget dem alle i Haanden og velsignet dem, skred han til at give
dem en Beretning om de nærmere Omstændigheder ved hans
Arrestation, Fængsling og endelige Befrielse, hvortil Brødrene lyttede med
den største Opmærksomhed og Deltagelse.
Den 3die Juli sammenkaldte de Tolv under Josephs Ledelse en
speciel Konference for at vælge Ældster til at gaa til de forskjellige
Countier i Staten og forkynde Evangeliet samt oplyse Almenheden
om de virkelige Kjendsgjerninger ved hans sidste Arrestation. 82
Ældster beskikkedes til denne Mission.
Ved Middagstid den samme Dag vendte General Charles C. Rich
og hans Kompagni paa 25 Mand tilbage fra deres Expedition efter
Joseph. De havde udført en af de hurtigste og mest møjsommelige
Marscher, som Historien kan opvise, idet de i syv Dage havde
tilbagelagt omtrent 500 Mile med de samme Heste og i det varmeste
Vejr. Iblandt de mange Tildragelser, som forefaldt paa denne Rejse,
fortælles Følgende:
»Tidlig om Morgenen den 2den Juli begav Jesse B. Nichols sig
ind i Landsbyen Galesburg, vækkede en Grovsmed og bad ham om
at sko sin Hest. Det traf sig at være en Søndag, og Grovsmeden,
der var en presbyteriansk Trosbekjender, afslog at ville udføre
Arbejdet, medmindre han fik dobbelt Betaling derfor. Han troede
sandsynligvis, at det var urigtigt at arbejde om Søndagen, men dersom
han kunde blive godt betalt for sit Arbejde, var han dog villig til
at løbe Risikoen ved sin Brøde. Nichols gik ind paa hans
Forlangende, og Smeden tog fat paa Arbejdet. Som han var i Færd med
at beslaa Hesten, passerede Kompagniet igjennem Byen, hvorved
Indvaanernes Nysgjerrighed blev betydelig vakt. Arbejdet var snart
tilende, og Broder Nichols stod just i Begreb med at betale Smeden,
da Stedets presbyterianske Præst kom tilstede og lod Smeden vide,
at han mindst burde forlange en Dollar for hver Sko, »thi,« sagde
han, »de ere Mormoner, og du, som er Kirkemedlem, har skoet
denne Mormons Hest paa en Søndag; du burde blive bragt for
Menigheden derfor.« Da Smeden hørte dette af sin Præst, forlangte
han to Dollars for sit Arbejde i Stedet for den ene, som de vare
blevne enige om. Nichols rakte ham Dollaren, men Præsten sagde,
at han burde ikke modtage den og begyndte at udskjælde Joseph
Smith for en Bedrager og sagde, at han burde hænges etc. Smeden
tog alligevel mod Dollaren, men forlangte mere, hvorpaa Nichols gav
Præsten en Irettesættelse, besteg sin Hest og red bort under
Tilskuernes lydelige Bifaldsraab.«
Den 4de Juli fejredes paa en højtidelig Maade af Nauvoos Borgere.
Tvende Forsamlinger afholdtes i Lunden i Løbet af Dagen, ved hvilke
der var mellem 13,000 og 15,000 Mennesker tilstede. Om Formiddagen
holdt Ældste Orson Hyde en for Lejligheden meget kraftig og
passende Tale, og om Eftermiddagen talede Parley P. Pratt og Joseph
til stor Opbyggelse for de Hellige. Ud paa Dagen ankom tre
Damp-baade fra tre forskjellige Steder, medbringende 800 å 1,000 Personer,
til Staden. Ved hver Baads Ankomst bleve de Besøgende af Stadens287 JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Musikkorps eskorterede til Forsamlingsstedet, hvor passende Pladser
holdtes i Beredskab for dem, og hvor de hilstes Velkommen under
Kanonsalut. En Deltager i Expeditionen fra Quincy udtaler sig om
sit Besøg til Nauvoo i »The Quincy Whig« saaledes:
»Jeg forlod Quincy den mindeværdige 4de Juli ombord paa det
prægtige Dampskib »Annawan«, Kaptejn Whitney, i Forening med
et stort Antal Damer og Herrer af denne Stad paa en Lysttur til
den vidt berømte Stad Nauvoo. Dampskibsofficerernes Venlighed og
den hjertelige Modtagelse, vi nøde fra Befolkningens Side i Nauvoo
ved Ankomsten der til, bringer mig til at aflægge dem min saa vel
som enhver af Passagerernes Tak, da jeg er overbevist om, at Enhver
føler lige taknemlig for den der oplevede Fornøjelse.
Vi forlode Quincy Kl. 81/* og ankom til Nauvoo omtrent Kl. 2
Eftermiddag, hvor vi modtoge en Indbydelse fra Profeten til at
overvære et i Dagens Anledning berammet Møde, medens to Kompagnier
af Legionen sendtes for at eskortere os til Lunden (paa Bakken i
Nærheden af Templet), hvor Talen skulde holdes. Da vi naaede
Toppen af Bakken, bleve vi saluterede af det der opstillede Artilleri
og droge derpaa videre til selve Lunden, hvor vi nøde en hjertelig
Modtagelse af Profeten og hans Folk.
Den uhyre Folkemasse, som her havde samlet sig for at
højtideligholde Dagen for den amerikanske Uafhængighed, overbeviste mig om,
at Mormonerne vare blevne grovt beløjede, og at de agte, elske og
ære vort Lands frie Institutioner samt paaskjønne de Patrioters
Opofrelser og Blodsudgydelse, som grundlagde dem. Jeg har aldrig set
et mere ordentligt, net og gjæstfrit Folk end Mormonerne, eller en
mere interessant Befolkning, som ogsaa deres driftige Stads Udseende
godtgjør. Nauvoo maa nødvendigvis under slige Borgeres Indflydelse
og Foretagelsesaand, som den nu besidder, i Forbindelse med dens
egne naturlige Fordele efterhaanden blive en folkerig og velhavende
Fabrikstad.
Dagens Højtidelighed aabnedes med en smuk og passende Bøn af
en Ældste, hvis Navn jeg ikke kjender, hvorpaa der fulgte en livlig
og underholdende Vokal- og Instrumentalmusik. Dernæst holdtes selve
Festtalen, der var en særdeles elegant, smagfuld og rørende Tale.
Vi begave os paa Hjemrejsen omtrent Kl. 6, alle tilsyneladende
vel tilfredse med Nauvoo og taknemmelige for dens Borgeres venlige
Modtagelse. En Borger i Quincy.«
Den 12te Juli modtog Joseph i Hyrum Smiths og William Claytons
Nærværelse Aabenbaringen om det celestiale Ægteskab. (Pagtens Bog,
132te Kap.)
Saa snart Reynolds saa' sin Plan forfejlet med Hensyn til at føre
Joseph til Missouri, indsendte han en Petition til Guvernør Ford om
at faa en Troppeafdeling til at være sig behjælpelig ved hans
Paa-gribelse paany. Ford havde imidlertid modtaget Dokumenter af en
modsat Beskaffenhed fra Indvaanerne af Nauvoo og Josephs
Prokuratorer, der vare Egnens mest indflydelsesrige Mænd; og da en af
dem, nemlig den før omtalte Cyrus H. Walker, tillige var Medlem172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 288
af Whigpartiet — Ford selv var Demokrat, — stod han i Fare for
at blive blotstillet af dem og skadet i politisk Henseende, dersom
han ikke handlede nogenlunde rimeligt. Af denne Aarsag vovede han
ikke at opfylde Reynolds's Begjær, uden nærmere at undersøge Sagen.
Han sendte derfor Bud til Nauvoo efter en Gjenpart af de i Sagen
fremkomne Vidnesbyrd og udbad sig Oplysning om de for Retten
afgivne Erklæringer med Hensyn til de Helliges Fordrivelse fra
Missouri. Som Følge af den indhentede Oplysning besluttede Guvernøren,
ikke at efterkomme Reynolds's Opfordring.
Hele Staten var forøvrigt paa denne Tid i betydelig Oprør, eftersom
man var i Færd med at vælge Repræsentanter til Kongressen, og det
ene Parti beskyldte det andet for Bedrageri ved Valgene, hvis
endelige Udfald fandt Sted den 7de August. Borgerne i Nauvoo stemte
i Almindelighed paa Demokraternes Kandidat, medens Joseph selv,
overensstemmende med det Løfte, han tidligere havde givet Whiggernes
Kandidat, Hr. Cyrus H. Walker, stemte paa denne. »The State
Registertet demokratisk Blad, der udgaves i Springfield, 111., sagde i
sit Forsvar for Guvernør Ford, at han allerede 11 Dage, førend
Valget fandt Sted, havde besluttet, ikke at udkommandere Militsen, og
at han havde underrettet Guvernør Reynolds af Missouri herom. Den
14de tilskrev han Reynolds et længere Brev, hvori han nærmere
forklarede Aarsagen til denne sin Beslutning. Han paastod saaledes, at
Statens Love vare blevne opfyldte i enhver Henseende. En
Arrestordre var bleven udstedt for Josephs Paagribelse; han var bleven
paagreben og paa lovformelig Maade udleveret til den af Staten
Missouri i samme Anledning udsendte Agent. Ingen Sagførelse eller
Rettergang var bleven forstyrret eller hindret i sin lovlige Gang, ej
heller var nogen Embedsmand bleven fornærmet eller hindret i
Udøvelsen af sin Pligt. Han havde paa sin Side gjort Alt for at
fyldest-gjøre Lovens Krav og sluttede med at sige, at »i hvilket Lys man
end vil betragte Sagen, kan jeg ikke indse, at Omstændighederne
for Nærværende ere af en saadan Beskaffenhed, at de skulde
nødvendiggjøre Militsens Indkaldelse overensstemmende med Lovens
Forordning i denne Ståt«.
Endnu en Gang var det mislykkedes Missourianerne at faa Joseph
tilfangetagen og dræbt, dog opgave de ingenlunde Forsøget. I
Forventning om, at Guvernør Ford skulde indkalde Militsen og saaledes
med Magt sætte sig i Besiddelse af ham paany, var General Moses
Wilson, der var saa berygtet for sine tidligere Forfølgelser af de
Hellige i Missouri, taget over til Illinois med 10 eller 12 Mand, hvor
han havde opholdt sig i en 2 ä 3 Ugers Tid, i Haab om at faa
Lejlighed til at føre Joseph tilbage til Missouri. Men denne Fornøjelse
skulde blive ham forment. Guvernør Fords Beslutning havde
tilintetgjort deres Plan, og Wilson og hans Bande havde havt deres Udgifter
og Besvær forgjæves. Joseph befandt sig i Sikkerhed hos sine Venner
i Nauvoo.
Højst utilfredse over Udfaldet af denne Rettergang sammenkaldte
Pøbellederne i Carthage og andre Steder i Hancock County et Møde
i Raadhuset dersteds den 19de August 1843 og beskikkede en Ko-JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
289
mite til Affattelsen af Resolutioner, som tænktes vedtagne af Mødet.
Denne Komite bad sig imidlertid fritaget for Udførelsen af dette
Hverv, og anbefalede i Stedet Beskikkelsen af en Komite, bestaaende
af 6 Mænd, til Affattelsen af Resolutioner og sammes Fremlæggelse
for et fremtidigt Møde. Denne nye Komite blev beskikket og bestod
af følgende Mænd: Walter Bagley, F. J. Bartlett, Stepben Owen,
Stephen H. Tylor, Valentine Wilson og Joel Weston. Det næste Møde
afholdtes den 6te Sept., ved hvilket nævnte Komite fremlagde en
længere Skrivelse, som foruden en lang Indledning tillige
indbefattede ti Resolutioner, der vare affattede i et bittert og harmfuldt Sprog
og tilstrækkelig røbede deres Hensigter. I en af disse Resolutioner
forpligtede de sig paa det Bestemteste til at staa hverandre bi ved
Josephs Paagribelse, i Tilfælde Myndighederne i Missouri skulde
fremkomme med en ny Fordring paa ham og Guvernøren af Illinois skulde
udstede en ny Arrestordre for ham. De forbandt sig ogsaa til, i
Tilfælde af et Sammenstød, at ville hjælpe og forsvare hverandre til
det Yderste. Komiteer nedsattes i forskjellige Valgdistrikter med Ordre
til at vedligeholde en stadig Forbindelse med Centralkomiteen i
Carthage; men dette var ikke Alt, de søgte ogsaa at faa de
omliggende Countier til at antage samme Plan, for saaledes bedre at kunne
føre deres Korstog imod Joseph og de Hellige. Det skjændigste af
Alt var dog Vedtagelsen af en Resolution, der paalagde Mødets
Præsident at sætte sig i Forbindelse med Guvernøren af Missouri og
paa en eller anden Maade faa ham til at fremkomme med en ny
Fordring paa Joseph, i hvilket Tilfælde de vilde gjøre Alt for at
fuldbyrde Ordren.
Da Reynolds var vendt tilbage til Missouri, gav han en saadan
Beretning om Maaden, hvorpaa han havde forfejlet sin Hensigt med
Hensyn til at bortføre Joseph, at Folket i Almindelighed bibragtes
den Anskuelse, at han var bleven slet behandlet af ham og hans
Venner. Nogle begyndte derfor at tale om at holde hele Staten
Illinois ansvarlig for Josephs Løsladelse, og truede endog med, at dersom
Illinois ikke udleverede ham, vilde der opstaa Forviklinger mellem
de to Stater. Missouri, sagde de, vilde have Joseph forhørt eller gjøre
Alt, hvad Konstitutionen tillod, for at indskrænke Samfærdselen
mellem Borgerne af de to Stater. Dette var imidlertid kun altsammen
Ordbram. De vidste meget vel, at de ikke havde en Skygge af
Undskyldning for deres Forsøg paa at arrestere og bortføre ham til
Missouri; dette i Forbindelse med Bevidstheden om deres egen Brøde,
hvorfor de fortjente den strengeste Straf, gjorde dem noget modfaldne,
og det var det sidste aabne Forsøg, de gjorde, paa at faa ham i
deres Magt.
Trods disse ubehagelige Forhold fortsatte de Hellige deres vanlige
Sysler og foretoge meget til Stadens og Omegnens Opkomst. Arbejdet
paa Templet skred under Omstændighederne raskt fremad, og den
ene offentlige og private Bygning opførtes efter den anden. Staden
hævede sig snart til betydelig Anseelse og kunde allerede rose sig af
et Indbyggerantal paa over 15,000. Evangeliets Forkyndelse i Adspre-
16172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 290
delsen fortsattes med usvækket Iver, og Missionærer udsendtes til
flere Dele af Landet og til Storbritannien og Stillehavsøerne.
Den af Sidney Rigdon i den senere Tid brugte Fremgangsmaade
var af en saadan Beskaffenhed, at Joseph var i høj Grad utilfreds
dermed. Han følte, at han ikke længere kunde opholde ham som en
af sine Raadgivere og ønskede at blive ham kvit. Saaledes sagdes
der bl. A., at Rigdon skulde have havt flere Sammenkomster med
Guvernør Garlin og Andre for at faa Joseph arresteret og overleveret
i Missourianernes Hænder, hvilket imidlertid Rigdon benægtede paa
det Bestemteste og erklærede, at han aldrig havde vexlet et Ord
derom med Nogen. I den paafølgende Oktober-Konference (1843) blev
hans Sag forelagt Folket, for hvem Joseph offentlig udtalte sin
Utilfredshed med ham som Raadgiver og sagde, at han siden deres Flugt
fra Missouri ingen virkelig Gavn havde havt af hans Arbejde. Sidney
Rigdon holdt derpaa en længere Tale til sit Forsvar og sluttede med
at appellere til Josephs og de Helliges Medfølelse. De Hellige rørtes
i høj Grad over hans Bemærkninger, men Joseph forblev urokkelig;
at dømme efter sin tidligere Erfaring, kunde han ikke længere stole
paa hans Stadighed og Oprigtighed. Josephs Broder Hyrum, saa vel
som Ældsterne Almon W. Babbitt og William Law, der var Josephs
anden Raadgiver, bade om Skaansel paa hans Vegne, hvorefter
William Marks, der fungerede som Stavens Præsident, foreslog, at Sidney
Rigdon tillodes at beholde sin Stilling som Josephs Raadgiver, hvilket
Forslag derpaa vedtoges, men Joseph rejste sig og sagde: »Jeg har
kastet ham af mine Skuldre, og I have atter lagt ham paa mig. I
kunne bære ham, men jeg vil ikke.«
Ikke længe efter Afholdelsen af denne Konference holdt Joseph
en Tale, hvori han paapegede Nødvendigheden af, at de Hellige bleve
et selvopholdende Samfund, og anførte Maaden, hvorpaa dette bedst
kunde ske. »Der er,« sagde han, »altfor mange Kjøbmænd iblandt
eder. Jeg kunde lide at se mere Uld og Raamaterialer i Stedet for
saa meget fabrikeret Gods, og kunde ønske at se Pengene blive bragte
her til og anvendte til de Fattiges Betaling for Fabrikationen af
Varerne. I Stedet for at tage andetsteds hen og kjøbe Varer, lad
Pengene blive i Landet og opkjøb Korn, Huder, Hør, Uld og forarbejd
det selv. Jeg erklærer i Herrens, den almægtige Guds Navn, at jeg
ikke vil opholde Andet i Kirken, end hvad der er dydigt, retfærdigt
og godt. Vi kunne ikke opbygge en Stad med Kjøbmandsgods. Jeg
vilde ikke løbe efter Kjøbmændene, men hellere saa en Smule Hør,
selv om jeg kun havde en Haveplet, og tilvirke Klæde deraf.«
Nauvoo blev i de Dage ofte besøgt af Fremmede fra forskjellige
Dele af Landet, som af Nysgjerrighed kom for at se Joseph, Folket
og den forunderlige Stad, der var bleven anlagt paa et af de
smukkeste Steder ved Mississippi-Floden. Størstedelen af disse toge
sædvanlig ind til Profeten, der aldrig tog Betaling for deres Ophold. Fra
Kirkens Grundlæggelse af havde hans Hus været et Hjem og
Hvilested for Tusinder, og hans Familie havde ofte selv været uden Føde,
efter at have givet Alt, hvad de havde, til Fremmede. Han var en
liberal og ædelmodig Mand, og havde det staaet i hans Magt, vildeJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
291
det have været ham en Fornøjelse fremdeles at have kunnet udstrække
sin Gjæstfrihed til Enhver, der kom ind under hans Tag, men hans
Omstændigheder tillode ham det ikke længere. De stadige
Forfølgelser, hvorfor han var udsat, bragte hans Udgifter til at løbe betydelig
op og foraarsagede ham megen Ulejlighed. Af disse Grunde saa' han
sig nødsaget til for Fremtiden at aabne et Hotel for Modtagelsen af
de Fremmede og gav Stedet Navn af »The Nauvoo Mansion«. Dette
bestod af en stor og rummelig Bygning, som paa den Tid afgav
bedre Bekvemmelighed og havde et rigere forsynet Kjøkken end noget
andet Hotel ved Øvre-Mississippi. En af Mursten til Hotellets Brug
solid opført Stald afgav tillige Staldrum for 75 Heste foruden Plads
til Opbevaringen af den fornødne Furage for nævnte Antal Dyr. »The
Mansion« aabnedes omtrent i Midten af November 1843, men
allerede i Begyndelsen af det paafølgende Aar overdrog han dets
Bestyrelse til Ebenezer Robinson, der mod en aarlig Afgift lejede det
Hele med Undtagelse af tre Værelser, som Joseph forbeholdt sig til
sin og Families private Brug.
Det gik alt mere og mere op for Joseph og de Hellige, at de
umulig kunde stole paa' noget politisk Parti med Hensyn til at nyde
deres Rettigheder som amerikanske Borgere. Paa Grund af deres
Enighed i Valgsager holdt de Udfaldet af Valgene i deres egen Haand
til deres Fjenders store Forbitrelse. Ved det sidst afholdte Valg havde
tvende Politikere stillet sig som Kandidater til Statens
Guvernør-Embede. Den ene af disse, nemlig Joseph Duncan, havde sagt, at
om Folket valgte ham, vilde han udrydde »Mormonerne« og fratage
dem deres Kjøbstadrettighed. Han haabede naturligvis ved Hjælp
af disse Løfter at sikre sig deres Fjenders Stemme. Den anden
Kandidat var Thomas Ford, der i sine Taler lod til at være en Smule
liberal og at ville tilstaa Enhver sine Rettigheder, hvorfor de Hellige
i Almindelighed stemte paa ham, og han blev ogsaa valgt. Men
Thomas Ford var en Politiker, og en Politikers Lykke beror, som
man nok veed, for en stor Del paa hans Popularitet, og ligesom en
vis Politiker en Gang sagde, saaledes tænkte ogsaa Hr. Ford. »Mine
Herrer«, sagde Politikeren, idet han lagde Haanden paa Hjertet, »dette
er mine Følelser — en ærlig Mands, ja en ærlig Politikers Følelser,
men, mine Herrer og Medborgere, dersom de ikke behage eder, kunne
de forandres/«
I November 1843 tilskrev Joseph de forskjellige Kandidater til de
Forenede Staters Præsidentembede for at forhøre sig om, hvilke deres
Følelser vare med Hensyn til de Hellige som et Folk, og hvad de
agtede at gjøre for at udjævne den Skade, de Hellige havde lidt i
Missouri. Navnene paa disse Kandidater vare: John C. Calhoun, Lewis
Cass, Richard M. Johnson, Henry Clay og Martin Van Buren. John
C. Calhouns Svar var særlig karakteristisk. Han var Nationens første
og mest fremragende Talsmand for Læren om Statsrettigheder og
svarede i Korthed, at dersom han blev valgt, vilde han bestræbe
sig for at føre Regjeringen overensstemmende med de Forenede
Staters Konstitution og Love, og da disse ikke gjorde nogen Forskjel
mellem Borgere af forskjellige Trosbekjendelser, vilde han heller ikke
16*172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 292
gjøre nogen; »men«, tilføjede han, »da De hentyder til Sagen i
Missouri, nøder Oprigtighed mig til at gjentage, hvad jeg sagde Dem i
Washington, at ifølge mine Anskuelser vedkommer Sagen ikke
Forbundsregjeringen, hvis Magt er indskrænket og bestemt.«
Joseph sendte ham en Skrivelse som Svar paa dette Brev, hvori
han saa fuldstændig tilintetgjorde Calhouns Sofisteri, at hvor som
helst den læstes — og den vandt en meget vid. Udbredelse — blev
man slaaet af den store Modsætning mellem Calhouns snævre og
indskrænkede Begreber med Hensyn til Forbundsregjeringens Myndighed
og de brede patriotiske og virkelig nationale Anskuelser, som Joseph
nærede. Med Hensyn til Læren om Statsrettigheder bemærkede Joseph:
»Denne Lære tjener kun til at opfostre en vilkaarlig Pøbel. Den er
et forraadnet Aadsel — en Stank, der vil opstige som et Stankoffer
for den Almægtige. De, som hylde en saadan Lære, skulle blive
undertrykte, ligesom de have undertrykt os, ikke af »Mormoner«,
men af Andre, som ere vecl Magten. De skulle drikke et Drikoffer —
den bitreste Bærme — ikke ved »Mormonernes« Haand, men ved en
slettere Kilde end dem selv. Herrens Forbandelse vil komme over
dem.«
Ifølge Calhouns Theori havde Forbundsregjeringen ingen Ret til
at blande sig i nogen enkelt Stats Anliggender, langt mindre holde
nogen enkelt Ståt ansvarlig for dens Handlemaade ligeoverfor
Individer eller Samfund. Det er indlysende, at en saadan Lære
tilintetgjør selve Konstitutionens Grundvold og aabner Døren vidt for
Uenighed, Strid og Borgerkrig. Dersom en saadan Anskuelse var rigtig,
vilde Konstitutionen være til ingen som helst Nytte. Den saa højt
lovpriste Union vilde kun være en Samling af uafhængige Stater,
hvori hver enkelt vilde beholde sin Suverænitet og naar som helst
kunne byde Hovedregjeringen Trods. I Besiddelse af saadanne
Anskuelser var det ikke saa underligt, at Calhoun mente, at
Forbundsregjeringen ingen Ret havde til at give de Hellige Oprejsning for de
mod dem begaaede Forurettelser i Missouri. Ifølge hans Lære var
sidstnævnte Ståt fuldstændig uafhængig og maatte overlades til sig
selv, hvad angik dens Bedømmelse af Ret og Retfærdighed ved
Afstraffelsen af Forbrydelser, der maatte være begaaede inden dens
Omraade. Dersom Guvernøren og Statens Embedsmænd skulde finde for
godt at træde Lovene under Fødder, anføre Pøbelhobe, myrde,
plyndre og udrydde en hel Del af dens Borgere i Lighed med, hvad der
var vederfaret de Sidste-Dages Hellige, kunde Forbundsregjeringen
Ingenting gjøre for at forhindre det, og der vilde intet som helst
Middel være mod disse Onder.
Ifølge hans Lære var Benævnelsen Borger af de Forenede Stater
af ingen som helst Værdi. Den enkelte Person var Borger af den
Ståt, hvor det traf sig, at han boede, men kunde ikke gjøre Fordring
paa Erstatning af Hovedregjeringen for Krænkelser, der maatte være
begaaede af en selvstændig Ståt, medmindre sidstnævnte selv valgte
at give den fornødne Oprejsning. Som Følge heraf troede han ogsaa,
at en Ståt havde fuld Ret, naar som helst den ønskede, til at træde
ud af Unionen eller med andre Ord opløse Forbundet. Hans An-172 £ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
293
skuelser om dette Punkt vandt betydelig Tilslutning blandt Borgerne
i de sydlige Stater, og Svd-Carolina, der var hans Fødestat, udførte
endog praktisk hans Lære, da den som bekjendt i December 1860
vedtog Bestemmelsen om dens Udtrædelse af Unionen og derved
ligefrem gjorde Oprør mod Forbundsregjeringen. Selv døde han, før
Udtrædelsen fandt Sted, men i de Lærdomme, han udbredte, efterlod
han sit ulykkelige Fædreland en sørgelig og højst beklagelig Arv.
Josephs Anskuelser vare ganske det Modsatte af Calhouns. Hans
Lære var, at de Forenede Staters Konstitution dannede en Regjering
og ikke blot et Forbund. Hver enkelt Ståt havde frivillig givet Afkald
paa saa meget af sin Magt, at de alle i Forening udgjorde en fælles
Nation; følgelig havde de ikke beholdt hele deres Selvstændighed, men
havde opgivet flere væsentlige Punkter i samme til 'Fordel for
Forbundsregjeringen. Enhver Stats Borgere skyldte allerførst Troskab
mod de Forenede Staters Regjering — kun disse bare det stolte og
værdige Navn af amerikanske Borgere, og dersom nogen af dem blev
berøvet sine Rettigheder formedelst Lovenes slette Forvaltning eller
paa Grund af Pøbelvold i den Ståt, hvor han boede, havde han Ret
til at appellere til Forbundsregjeringen; og dersom hans Sag var
retfærdig, havde Hovedregjeringen den nødvendige Myndighed til at
gjenindsætte ham i hans Rettigheder, selv om hele Unionens Styrke
skulde anvendes til at gjøre det. For at bruge hans eget udtryksfulde
Sprog: »Dersom Hovedregjeringen ingen Magt har til at gjengive
fordrevne Borgere deres Rettigheder, da fødes og opfostres der et
afskyeligt Hykleri paa Folkets surterhvervede Bekostning«.
Havde hans Anskuelser om dette Punkt havt Indflydelse paa
Præsidenten og Kongressen, vilde den paafølgende skrækkelige Krig
maaske være bleven undgaaet, thi Lovens Overhøjhed og
Forbundsregjeringens Myndighed vilde være bleven hævdet og Missouri bleven lært
en Lektie, som vilde have havt en gavnlig Indflydelse paa Enhver,
der hyldede Læren om selvstændige Statsrettigheder i Landet. Men
den Vankelmodighed, Ubestemthed og Uærlighed, der den Gang i saa
høj en Grad besjælede Mænd i høje Stillinger, forhindrede dette, og
hvilke bleve Følgerne'? En frygtelig Krig hærjede Landet, Tusinder
paa Tusinders Blod blev udgydt, og Sorg og Elendighed udbredtes
over det ganske Land. Med Sandhed sagde Joseph, at om de
Sidste-Dages Hellige ikke bleve gjengivne alle deres Rettigheder og
erstattede for alle deres Tab, vilde Gud komme frem af sit
Skjulested og »revse denne Nation med en svar Revselse«, ja en fortørnet
Guds retfærdige Vrede skulde hjemsøge Nationen med ligesaa megen
Kummer og Ve, som Frihedens Velsignelser tidligere havde fyldt
Landet med Glæde og Lvkke.
Flere af Ældsterne indsendte Bønskrivelser til deres respektive
Fø-destater, hvori de paa en kraftig og rørende Maade fremsatte den
Uret og Undertrykkelse, der var bleven dem tilføjet af Staten
Missouri. Joseph skrev selv en rørende Skrivelse til Indbyggerne af sin
Fødestat, Vermont. Efter at have givet en Skitse af deres Lidelser
sagde han:
»Efter derfor gjentagne Gange at have gjort Forsøg paa at er-172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 294
holde Oprejsning ved Landets Domstole, hvortil Enhver ifølge Rettens
Regler i lignende Tilfælde henvender sig, nødes jeg til at appellere
til min Fødestats Ære og Patriotisme — til de »grønne Bjerges« unge
Mænds Højsind og Tapperhed; thi naar som helst igjennem Verdens
forskjellige Tidsaldre en Nation, et Rige, en Ståt, en Familie eller
et Individ er bleven tilføjet Fornærmelse eller Skade af en overlegen
Magt, har det været Skik og Brug, medmindre Oprejsning strax
har fundet Sted, at paakalde Venners Hjælp til Oprettelsen af det
Skete. * * *
Med alle disse Kjendsgjerninger for mig og besjælet af en oprigtig
Attraa efter at forbedre de Fattiges og Ulykkeliges Stilling blandt
Menneskene og om muligt bevæge Enhver til at omvende sig og gjøre
bedre, samt med den faste Forsikring, at Gud vil belønne de
Retfærdige, er jeg bleven ledet til at opfordre min Fødestat til »en
Forening af alle oprigtige Mænd« og appellere til de »grønne Bjerges«
tapre Karles Ædelmodighed for paa enhver lovlig Maade og ved
ethvert lovligt Middel at være mig behjælpelig med at erholde
Oprejsning af Missouri, ikke alene for de Ejendele, den har stjaalet og
konfiskeret, de Mord, den har begaaet blandt vore Venner, eller for
vor Uddrivelse af Staten, men for tillige at ydmyge og revse eller
fornedre den paa Grund af den Skjændsel, den har paaført vor
konstitutionelle Frihed, indtil den har udsonet sine Synder. * * *
Jeg anraaber de »grønne Bjerges« Beboere i min Fødestat om at
rejse sig i deres Vælde som brave Frimænd og ved ethvert hæderligt
Middel hjælpe til at bringe Missouri for Retfærdighedes Domstol, og
dersom der endnu er en Hvisken af en Ethan Allens Aand eller et
Glimt af en General Starks Skygge, da lad den blande sig med vor
Æresfølelse og opflamme vore Hjerter til Forsvar for den lidende
Uskyldigheds Sag, for vort vanærede Lands Anseelse og for Guds
Æres Skyld; og dersom Missouri — blodbestænkte Missouri —
und-gaar den Straf, dens Brøde fortjener, eller den Hævn, den med Rette
tilkommer, da lad al Jorden bevidne, at Vermont er en Hykler, en
Kujon, og denne Nation en frodig Mark for politiske Demagoger.
Jeg retter denne Opfordring til Frihedens Sønner i min Fødestat for
at erholde Hjælp til at omstyrte syndige Mænds ugudelige Planer.
Jeg gjør det for at standse Pøbelens Voldsgjerninger. Jeg gjør det
for at beskæmme ugudelige Mænds vanhellige Indflydelse. Jeg gjør
det for at hævne den Skade, der er bleven et uskyldigt, harmløst
Folk tilføjet af en lovløs og barbarisk Ståt. Jeg gjør det for at
erholde Ret, hvor Lovene trodses. Jeg gjør det for at lære Præsidenter,
Guvernører og Regenter Klogskab og Forsigtighed. Jeg gjør det for
at lære hæderlige Mænd Betænksomhed. Jeg gjør det for at lære
Senatorer Visdom. Jeg gjør det for at lære Dommere Retfærdighed.
Jeg gjør det for at vise Gejstlige Dydens Vej og vende denne Nations
Hjerter til den rene og uforfalskede Religions sande Principer og Lære,
paa det at den maa undgaa de Ugudeliges Skjæbne; og Jesus Kristus,
Guds Søn, er min store Raadgiver.«£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
295
EN OG TREDIVTE KAPITEL.
Atter et Exempel paa ulovlig Retsførelse. — Josephs Erklæring om at have
en »nærstaaende Brutus« vækker almindelig Uro hos en Del ledende Mænd.
— De Hellige vedtage efter nøje Overvejelse en egen Valgseddel med Joseph
som Kandidat til det forestaaende Præsidentvalg. — Joseph og de Tolv
beslutte at udsende en Undersøgelses-Expedition til Klippebjergene. —
Yderligere Vidnesbyrd med Hensyn til Messiæ andet Komme etc. — En fem Dages
Konference afholdes i Nauvoo. — Hvor og hvad Zion er. —
Stemmehverv-ningen foretages med Iver og Nidkjærhed af Kirkens Ældster.
Det Had, som Indbyggerne af Missouri nærede mod de Hellige,
var dybt og varigt og viste sig ved den mindste Anledning. En Mand
ved Navn McCoy af Clark County, Missouri, beskyldte saaledes et
Medlem af Kirken ved Navn Daniel Averv for at have stjaalet en
Hest og et Føl fra ham. I Stedet for paa sædvanlig Maade at
indlede Søgsmaal imod A very for hans formodede Forbrydelse, kom
McCoy og en Del af hans Venner over fra Missouri for at fange og
bortføre ham til denne Ståt. Det lykkedes dem ogsaa ved List at
fange og bortføre hans Søn Philander A very, hvis Liv efter
Ankomsten til Missouri saa ofte var bleven truet af disse Banditter, at de
tilsidst fik ham til at sige, hvad de netop ønskede, nemlig, at hans
Fader var skyldig.
Efter at have udstaaet megen Forhaanelse i Missouri blev Daniel
Averv omsider løsladt og vendte derpaa tilbage til sit Hjem i
Illinois; hans Forfølgere bleve imidlertid aldrig kaldte til Regnskab
folderes ulovlige Fremgangsmaade, og Guvernør Ford tog kun ringe
Notits af det Forefaldne. Det havde været hans Pligt som Guvernør
at lade Missouri forstaa, at dens Indbyggere ikke uden videre kunde
overskride Grænsen og bortrøve Personer i aabenbar Krænkelse af
al Lov, uden at fremkalde Staten Ulinois's berettigede Harme. Men
i Stedet for at handle som en Mand og udføre en simpel, bydende
Pligt, tilskrev han Joseph som følger: »Jeg vil raade eders Borgere
til at forholde sig ganske rolige overfor Befolkningen i Missouri. De
burde vide, at i ethvert Land er man udsat for at lide Skade, som
Loven er sen til at oprette, og som maaske aldrig bliver oprettet i dette
Liv. Denne Kjendsgjerning er dog aldrig bleven anset som
retfærdig-gjørende for Uret og har naturligvis aldrig fundet Bekræftelse ved
Loven.«
Det Ufornuftige og højst Urimelige i en Bemærkning som denne,
ytret af en af Statens første Embedsmænd (som burde have været
Lovens ubøjelige Haandhæver), er indlysende for Enhver og behøver
ingen Forklaring.
Den 29de Dec. 1843 holdt Byraadet i Nauvoo et Møde, ved
hvilket 40 Mænd, der skulde fungere som Stadens offentlige Politi,
fremmødte og bleve tagne i Ed. I dette Møde sagde Joseph: »Jeg er
udsat for langt større Fare fra Forrædere iblandt os selv end fra
Fjender udenom, uagtet mit Liv i mange Aar har været efterstræbt
saa vel af de civile og militære Myndigheder som af Præster og
Andre i Missouri; og dersom jeg kan undgaa Snigmorderes fortræde-172
£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB 296
lige Forræderi, kan jeg leve, som Cæsar kunde have levet, var det
ikke for en nærstaaende Brutus. Jeg har været forraadt af foregivne
Venner. Alle mine Fjender paa den ganske Jord kunne skrige og
anstrenge sig af alle Kræfter for at afstedkomme min Død, men de
kunne Intet udrette, medmindre Nogle, som ere iblandt os, og som
nyde vort Selskab, have været med os i vore Raad, deltaget i vor
Fortrolighed, taget os i Haanden, kaldt os Brødre og hilst os med
et Kys, forene sig med vore Fjender, forvandle vore Dyder til Fejl
og ved Falskhed og List opflamme deres Vrede og Harme imod os
og med forenet Vold forurette os. Ypperstepræsternes og de Ældstes
Ramaskrig imod Frelseren kunde ikke neddrage den jødiske Nations
Harme over hans Hoved og derved bevirke Guds Søns Korsfæstelse,
førend Judas sagde til dem: »Den, som jeg kysser, ham er det;
griber ham.« Judas var en af de tolv Apostle, ja endog den, som bar
Pungen, og dyppede med deres Herre i Fadet, og formedelst hans
Forræderi blev Korsfæstelsen iværksat; vi have nu en Judas iblandt os.«
Disse Bemærkninger af Joseph kom snart William Law, hans anden
Raadgiver, for Øre. Law fortalte Broder Hyrum, at Politiet skulde
være bleven tilsvoret af Joseph til hemmelig at rydde ham afvejen
inden tre Maaneder. Paa Grund af denne Ytring blev et specielt
Møde af Byraadet afholdt den 3die Januar 1844, ved hvilket William
Law selv var tilstede. Han anførte her under Ed, at nogle af
Politiet, efter hvad der var bleven ham fortalt, havde havt en anden
Ed foreskrevet foruden den, de havde aflagt offentlig. En af
Betjentene havde nemlig sagt, at der var en Judas i Josephs Kabinet
— En, som stod ham nærmest, og som man maatte tage Vare paa
og ikke tillade at gaa ud i Verden, thi han var ikke alene en
Forræder ligesom Judas, men en Snigmorder ligesom Brutus.
Efter at William Law havde afgivet sin Beretning, forklarede
Joseph, hvorfor han havde sagt det, han sagde. Orrin P. Rockwell havde
bragt den Efterretning til Nauvoo, at hans Fjender vare fast bestemte
paa at faa ham i deres Magt og siden ryddet afvejen, haabende
derved at kunne omstyrte Værket. For at kune udføre dette havde de
sikret sig nogle af hans mest fortrolige Venners Bistand, hvis
Hengivenhed og Troskab han knapt kunde betvivle. Det var ikke deres
Hensigt at faa ham stillet for et Forhør, men paa en eller anden
Maade strax ryddet afvejen. Dersom de ikke selv kunde faa ham i
deres Magt, havde de en Mand i Nauvoo, som nok skulde bringe
ham frem.
Hele Dagen optoges med at forhøre Vidner og undersøge Sagen.
William Law gav Vidnerne alle mulige Spørgsmaal, indtil han
syntes at være tilfreds. Resultatet viste, at han kun havde næret en
indbildt Frygt, og før han gik, tog han Joseph i Haanden og
erklærede, at han ikke troede et Ord af det Hele, men vilde være Joseph
tro indtil Døden og kaldte hele Raadet og Politiet til Vidne paa sin
Erklæring.
Sagen endte imidlertid ikke hermed. Josephs Erklæring om at have
en »nærstaaende Brutus« vakte almindelig Uro hos en Del ledende
Mænd, der vare svage i Troen og i Hemmelighed konspirerede imod£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
297
ham. William Marks, der var Præsident for Nauvoo Stav, var den
næste, der blev betagen af Frvgt, og da William Laws Frygt ogsaa
var vendt tilbage, foregave de begge at være bange for at miste
Livet.
En Mand ved Navn Leonard Soby, som siden faldt fra Troen,
havde fortalt Marks, at hans Liv var i Fare. Det var om Vinteren,
og Vejret var meget koldt. En eller Anden havde antændt et Baal
paa Bredden af Floden lige overfor Wm. Marks Hus. Ikke saa snart
havde Marks opdaget Ilden, før han blev forskrækket og sluttede,
at han maatte være den Brutus, hvortil Joseph havde hentydet.
Plaget af denne Frvgt laa han derfor vaagen hele Natten. Hans
ophidsede Fantasi indgav ham den Tanke, at der maatte være en vis
Hensigt forbunden med Antændelsen af dette Baal paa ovennævnte
Sted, og denne Hensigt maatte være at give Politiet Lys til at se
og dræbe ham! Næste Morgen skyndte han sig hen til Joseph, gav
en Beretning om det Skete, udtrykte sin Frygt for ham og forlangte,
at et andet Møde af Byraadet skulde sammenkaldes. Et saadant Møde
blev holdt den 5te Januar 1844.
Politiet blev atter taget i Ed, og alle de Vidner, der kunde
tilvejebringes, bleve underkastede et grundigt Forhør, men med det samme
Resultat som forhen. Der var ikke den mindste Grund til Frygt, og
det viste sig senere, at deres Ængstelse snarere havde sin Oprindelse
i deres egne fordærvede Hjerter end i Politiets Handlemaade. De
vare Mænd, der havde tabt Guds Aand og befandt sig i Mørke,
hvis-aarsag de vare fulde af Frygt og endog mistænkte Guds Tjener og
Profet samt deres bedste og nærmeste Venner.
»Hvad kan der være ivejen med disse Mænd?« skriver Joseph. »Er
det, fordi de Ugudelige fly, naar Ingen forfølger, fordi trufne Duer
altid flagre, og et synkende Menneske griber efter det første det bedste
Halmstraa, eller at Præsidenterne Law og Marks virkelig ere
Forrædere mod Kirken, eftersom mine Bemærkninger kunde foraarsage en
saadan Bevægelse i deres Sind? Kan det være muligt, at den
Forræder, som Broder Rockwell melder skal staa i Forbindelse med
mine Fjender i Missouri, virkelig er en af mit eget Kvorum? Byens
Indbyggere ere bestyrtede. Er det muligt, at Broder Law eller
Broder Marks er en Forræder og vilde udlevere Broder Joseph til hans
Fjender i Missouri? Hvis ikke, hvad er saa Meningen af alt dette?
Den Retfærdige er frimodig som Løven.«
Før Raadet hævedes, ytrede Wilson Law, William Laws Broder
og af samme Aand som han: »Jeg er Josephs Ven; han har ikke en
bedre Ven i Verden; jeg er rede til at nedlægge mit Liv for ham.«
Medens han ytrede dette, var hans Hjerte fuldt af Apostasiens Aand,
og han stod i Ledtog med Josephs Fjender, rede til naar som helst
at forraade ham i deres Hænder. Foruden disse var der mange Andre,
hvoriblandt Dr. Foster, Francis M. og Chauncy L. Higbee, der af
Navn vare Medlemmer af Kirken, men som i deres Hjerter vare bitre
Apostater og hemmeligt søgte at opmuntre Kirkens Fjender til paany
at sikre sig Joseph. Aarsagen til dette deres Frafald var dels deres
egen Slethed og Ugudelighed, dels deres Fordomsfuldhed mod de298
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Lærdomme, Herrens Tjener forkyndte. Med Hensyn til denne
Gjenstand siger Joseph i en Tale, som han holdt den 20de Januar 1844:
»Jeg har søgt i en Række af Aar at berede de Helliges Sind for
Modtagelsen af de Ting, der vedrøre Herren, men det hænder ofte,
at vi se nogle af dem, som efter Alt, hvad de have gjennemgaaet
for Guds Gjernings Skyld, blive højst forbitrede, saa snart Noget
kommer i Strid med deres Traditioner, og kunne saaledes slet ikke
bestaa Prøvelsens Ild. Hvor mange der vil blive i Stand til at adlyde
en celestial Lov, være trofaste til Enden og annamme deres Ophøjelse,
er mere end jeg kan sige, eftersom Mange ere kaldte, men Faa
udvalgte.«
Den 29de Januar 1844 blev et politisk Møde afholdt i Nauvoo
for særlig at tage under Overvejelse de Helliges Fremgangsmaade
under det forestaaende Valg af en Præsident for de Forenede Stater.
Der var for Øjeblikket to Kandidater til Embedet, nemlig d'Hrr.
Martin Van Buren og Henry Clay, der begge havde vist sig uværdige
til de Helliges Tillid. Saaledes skriver Joseph:
»Det er moralsk umuligt for dette Folk, i Retfærdighed mod sig
selv, at stemme for Præsident Van Burens Gjenvalg, eftersom han
er den Mand, der kriminelt forsømte sin Pligt som Landets højeste
Embedsmand, da han paa en kold og hjerteløs Maade tilbageviste de
Helliges Bøn om Hjælp i Missouri-Urolighederne. Hans oprørende
Svar brænder som Ild i enhver sand Frihedsvens Bryst: »Eders Sag
er retfærdig, men jeg kan Intet gjøre for eder.« Hvad Hr. Clay
angaar, staa hans Følelser og kolde Foragt for Folkets Rettigheder
tilfulde præget i hans Svar: »De gjorde bedre i at drage til Oregon,«
hvilket er nok til at forhindre enhver sand Elsker af vore
konstitutionelle Rettigheder fra at give ham sin Stemme.«
Det blev derfor foreslaaet af Ældste Willard Richards og
enstemmig vedtaget af Mødet, at »vi ville have en egen Valgseddel, at
Joseph Smith bliver vor Kandidat til næste Præsidentvalg, og at vi
bruge ethvert hæderligt Middel, der staar til vor Raadighed, for at
sikre os hans Valg.«
Kort derefter udgav Joseph et Flyveskrift, betitlet »Anskuelser med
Hensyn til Forbundsregjeringens Magt og Politik«, hvori han paa en
klar og anskuelig Maade behandlede Tidens brændende Spørgsmaal
til de Helliges fuldkomne Tilfredshed. Havde den amerikanske Nation
antaget de Forslag og Forholdsregler, som han deri foreslog, vilde
den paafølgende Krigs Rædsler være blevne undgaaede, og Hundreder
af Tusinders Liv sparede, thi der vilde i saa Tilfælde ingen
Borgerkrig have fundet Sted, og de skrækkelige Onder, der ledsagede den,
vilde aldrig have været kjendte; men han stred forgjæves.
De tolv Apostle og ledende Ældster udsendtes i alle Retninger
gjennem de Forenede Stater for at hverve Stemmer, holde Taler og
paa samme Tid forkynde Evangeliet samt opmuntre Folket til
Opretholdelse af Lovene og til Undertrykkelse af Pøbelvold. Det blev dem
tillige paalagt at fortælle Folket, hvor de kom, at man havde havt
Whig- og Demokrat-Præsidenter længe nok, og at det var en
Præsident for de Forenede Stater, man nu ønskede. Joseph sagde, at han£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
299
agtede ikke selv at rejse omkring og virke for sit Valg, men overlod
dette til Ældsterne, da han mente, der var Veltalenhed nok i Kirken
til at bringe ham paa Præsidentstolen. Ved et politisk Møde, som
blev afholdt kort efter hans Indstilling som Kandidat til
Præsidentvalget, forklarede Joseph Aarsagen, hvorfor han tillod sit Navn at
blive brugt i denne Forbindelse saaledes:
»Jeg skulde ikke paa nogen Maade have tilladt mit Navn at blive
brugt af mine Venner som Præsident for de Forenede Stater eller
som Kandidat til dette Embede, dersom jeg og mine Venner kunde
nyde vore civile og religiøse Rettigheder som amerikanske Borgere,
ja de Rettigheder, som Konstitutionen uden Forskjel garanterer enhver
af dens Borgere. Men dette have vi som et Folk været nægtet fra
Begyndelsen. Forfølgelse har Tid efter anden rullet over vore Hoveder
fra visse Dele af de Forenede Stater ligesom Torden, paa Grund af
vor Religion, men endnu er ingen Del af Regjeringen kommen os
til Undsætning. Og i Betragtning af disse Ting anser jeg det for
min Rettighed at erholde, hvad Indflydelse og Magt jeg kan ad lovlig
Vej til Beskyttelse af krænket Dyd og Uskyldighed, selv om mit Liv
derved stilles i Fare. Under mine Bestræbelser for at opretholde de
Forenede Staters Konstitution og Love er jeg villig til at blive ofret
paa Sandhedens, Dydens og Retfærdighedens Alter, om saa gjøres
fornødent, for Menneskeslægtens almindelige Vel.«
Imidlertid vare Kirkens Fjender heller ikke uvirksomme. Den
17de Feb. afholdt de et Møde i Carthage for nøjere at overveje,
hvorledes de skulde kunne iværksætte de Helliges Uddrivelse af Staten.
Blandt andre Bestemmelser, som her vedtoges, var ogsaa den, at
førstkommende 9de Marts skulde fastsættes som en almindelig Faste- og
Bededag, og Medlemmerne af enhver Benævnelse opfordredes til at
»bede den almægtige Gud om snarlig at bringe den falske Profet,
Joseph Smith, til d}rb Omvendelse eller statuere et advarende Exempel
paa ham og hans fornemste Medskyldige!«
Josephs Tanker dvælede ofte ved Fremtiden og de Helliges
Nedsættelse i Klippebjergene, hvor han havde profeteret, at de skulde
blive et mægtigt Folk. Den 20de Feb. finde vi ham saaledes i Raad
med de Tolv angaaende Udsendelsen af en Opdagelses-Expedition til
Kalifornien og Oregon for at finde et passende Bosted for de Hellige,
»hvor«, skriver han, »vi kunne bygge en Stad paa en Dag, og hvor
fra Djævelen ikke kan drive os; der ville vi bo i et sundt Klima
og kunne leve til en god Alder«.
I et paafølgende Møde bemærkede han videre angaaende denne
Opdagelses-Expedition: »Send 25 Mænd og lad dem forkynde
Evangeliet, hvor som helst de drage hen. Lad den Mand gaa, som kan
tilvejebringe 500 Dollars, en god Hest og et Muldyr, et dobbeltløbet
Gevær, en Riffel og et andet glatløbet Skydevaaben, en Sadel og et
Bidsel, et Par Revolvere, en Jagtkniv og en god Sabel. Udnævn en
Leder og lad ham tage ud og hverve Frivillige. Jeg vil, at enhver
Mand, der gaar, skal være en Konge og en Præst, thi naar han
kommer op paa Bjergene, kan han maaske ønske at ville tale med sin
Gud, og naar han befinder sig blandt de hedenske Stammer, maa300
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
han kunne regjere osv. Dersom vi ikke faa Frivillige nok, saa vent,
indtil Valget har fundet Sted.«
Den 25de Feb. 1844 profeterede Joseph for en offentlig
Forsamling, at inden fem Aar skulde de Hellige være udenfor deres Fjenders
Magt, og han opfordrede Brødrene til at nedskrive denne Forudsigelse,
saa at de, naar den opfyldtes, ikke skulde behøve at sige, at de havde
glemt den. Hans Ord opfyldtes paa det Bogstaveligste. Inden fem
Aar vare omme, havde Pøbel vældet raset saa voldsomt i Nauvoo, at
denne Stad maatte rømmes af de Hellige, som derpaa flygtede ud i
Ørken og omsider fandt et Asyl blandt Klippebjergene i Vest, hvor
de kunde bo i Tryghed og Fred, uantastede af deres bitre og
uforsonlige Fjender.
Den 7de Marts afholdtes en Forsamling indenfor Tempelmurene i
Nauvoo, hvor foruden Joseph selv, Patriark Hyrum Smith, Præsident
Brigham Young og syv andre af de Tolv samt Tempelkomiteen og
ca. 8,000 Hellige vare nærværende. Hentydende til et Brev, som var
bleven tilsendt et af Bladene i Østen, og hvori det anførtes, at Templet
ikke kunde fuldendes, fordi det vilde koste for meget, sagde han:
»Alle veed, at vi kunne bringe Bygningen under Tag i Aar, om vi
ville. Ved at overføre vore Midler fra Nauvoo-Hus og fordoble vor
Flid kunne vi gjøre det.«
I Løbet af sine Bemærkninger berørte han ogsaa de Indvendinger,
der af fremragende Statsmænd vare blevne anførte mod Texas's
Optagelse i Unionen, navnlig med Hensyn til Slaveriet, men efter hans
Mening var denne Omstændighed netop Grunden, hvorfor den burde
optages. »Syden,« sagde han, »holder Ligevægten i sin Haand, og
ved at optage Texas kunde der raades Bod paa dette Onde. Saa snart
Texas blev en Ståt i Unionen, skulde man frigjøre Slaverne i to
eller tre Stater mod at holde deres Ejere skadesløse og sende Negrene
til Texas og fra Texas til Mexico, hvor Alle ere lige. Og dersom dette
ikke var tilstrækkeligt, skulde man besøge Canada og annektere det.«
Paa denne Tid var der en Mand ved Navn Miller, efter hvem
Milleriterne have Navn, som prædikede vidt og bredt i de østlige
Stater, at Jesu Komme var nær forhaanden. Han følte sig saa
overbevist herom og foregav at vide saa nøje Besked, at han endog angav
Dagen, da denne interessante Begivenhed skulde finde Sted, og
beordrede de Troende til at holde sig rede og iførte lange hvide Klæder
længselsfuldt oppebie den bestemte Dag. Denne oprandt og forsvandt,
men Frelseren kom ikke. Baade Miller og hans Tilhængere følte sig
skuffede. I en Tale, som Joseph holdt den 10de Marts, gav dette
ham Anledning til at gjøre følgende Bemærkninger:
»Jeg har adspurgt Herren angaaende hans Komme, og medens jeg
bad til ham, gav han mig et Tegn og sagde: »I Noæ Dage satte jeg
en Bue paa Himmelen til et Tegn og Vidnesbyrd om, at i hvilket
Aar denne Bue kunde ses, vilde Herren ikke komme, og der skulde
være Saatid og Høsttid som sædvanlig, men naar Buen ikke længere
ses, skal det være et Tegn paa, at der vil blive Hunger, Pestilens
og stor Elendighed blandt Nationerne, og at Messiæ Komme ikke er
meget fjernt.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
301
Jeg vil imidlertid paatage mig det Ansvar og profetere i Herrens
Navn, at Kristus vil ikke komme i dette Aar, som Fader Miller har
forudsagt, thi vi have set Buen; og jeg profeterer ogsaa i Herrens
Navn, at Kristus vil ikke komme i Løbet af fyrretyve Aar og saa sandt
Gud nogensinde talede ved min Mund, vil han ikke komme i dette
Tidsrum. Brødre, naar I gaa hjem, da nedskriv dette, saa at det
maa erindres.«
Offentliggjørelsen af Josephs Navn som Kandidat til
Præsidentværdigheden fremkaldte en Mængde varierende Udtalelser i Landets
forskjellige Blade, hvoraf nogle vare meget gunstige; saaledes
fremhævedes navnlig Josephs aabne og frie Erklæring af hans Anskuelser
som en slaaende Modsætning til de andre Kandidaters skjulte og
hemmelighedsfulde Politik. Det var en almindelig Skik den Gang, at
naar Rejsende befandt sig ombord paa Dampskibe eller paa
Jernbaner, kastede de deres Stemme for den eller de Kandidater, hvem
de foretrak. I Foraaret 1844 blev denne Skik ofte benyttet af
Passagerer paa Dampskibe, der besejlede Mississippi-Floden, og i mange
Tilfælde blev et Flertal af Stemmer kastet til Josephs Fordel. Men
uagtet nogle af Bladene, som anført, skrev rosende Artikler om
Josephs politiske Anskuelse, saa skete dog dette kun undtagelsesvis.
Der var saaledes tre Klasser af Mænd, af hvem Joseph ikke kunde
vente nogen Gunst. Han havde aldrig nogensinde nydt en hæderlig
eller ordentlig Behandling af nogen af dem som en Klasse betragtet,
og paa den Tid, hvorom vi skrive, vare de særlig bange for hans
Indflydelse og havde besluttet at gjöre Alt for at hindre hans
Fremgang. Disse tre Klasser vare Præster, Redaktører og Politikere.
Præsterne vidste fuldt vel, at dersom hans Bestræbelser lykkedes, stode
de i Fare for at miste deres fede Embeder, og svore ham derfor
Fjendskab paa Liv og Død. De andre to Klasser vare bange for at
miste deres Popularitet og leflede desaarsag for baade Præster og
Folk.
Men alle disse Mænds forenede Fjendskab havde dog Intet at
betyde mod det Had, som Apostaterne i de Dage nærede for Joseph
og Guds Værk. Foruden dem, der aabenlyst bekæmpede Joseph, var
der Mange, som fremdeles stode som Medlemmer af Kirken, men
som hemmeligt sympathiserede med disse Mænd og stode i Ledtog
med dem. De mest fremragende blandt disse vare Sidney Rigdon,
William Marks og Austin A. Cowles. Josephs Aspiration til
Præsidentværdigheden var en Torn i alle disse Mænds Øjne. Han var jo
en ung Mand, endnu kun 38 Aar gammel, og selv om det ikke
lykkedes ham denne Gang at uaa sit Maal, kunde man jo ikke vide, hvad
der vilde ske i Fremtiden; Tanken herom var dem højst utaalelig.
En anden Omstændighed, som storligen forøgede Apostaternes
Bitterhed mod ham, var Aabenbarelsen af det celestiale Ægteskab.
William Law og Andre vare bekjendte hermed. Joseph vidste meget vel,
hvilke Følger han paadrog sig ved Forkyndelsen af denne Lære; han
vidste, at han gjorde det med Fare for sit Liv, men han frygtede
ikke. Fra Værkets Begyndelse af havde han frygtløs trodset Døden,
og han veg ej heller nu tilbage.302
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Der var intet Princip, han havde fremført, som var Flertallet af
Menneskene velkomment. Saadanne Principer, som den kristne
Verden længe havde antaget, saasom Tro paa Kristus, Omvendelse fra
Synd etc., foretrak man at høre fra andre Læber end hans, medens
de Ting, han fremsatte, og som forekom dem nye, forkastedes af
Størstedelen af Menneskene. Han var derfor vel bekjendt med alle
de Omstændigheder, der vare forbundne med Sandhedens
Forkyndelse for en saa vantro og fordomsfuld Slægt som denne. Den
Almægtige havde ledet ham fremad Skridt for Skridt, indtil den
passende Tid var kommen, da det ophøjede Princip om evigt Ægteskab,
evig Formerelse og den Vej, hvorpaa Mennesket skulde vandre for
at blive ophøjet i Guds Nærværelse, skulde aabenbares. Ingen Dødelig
kunde have udvist større Hengivenhed for Gud og Sandheden end
den, Joseph i de Dage tilkjendegav. Det maatte koste, hvad det
vilde; han besluttede at gjøre Guds Villie og var fuldkommen
overbevist om, at han tilsidst vilde høste en rigelig Løn for al sin Møje
og Besvær.
Den 6te April 1844 tog en Konference, der varede i fem Dage,
sin Begyndelse. I sine Indledningsbemærkninger ytrede Joseph: »De,
som ønske at afstedkomme Splid ved denne Lejlighed, ville blive
skuffede. Det er vor Hensigt at fremme og udbrede Retfærdighedens
Principer paa Jorden, og ikke at nedbryde og ødelægge. Den store
Jehova har bestandig været med mig, og Guds Visdom vil ogsaa
være mig tildel i den syvende Time. Jeg føler mig nærmere
forbunden med Herren og staar i et bedre Forhold til ham i Dag end
nogensinde før i mit Liv, og jeg er taknemmelig for den Lejlighed,
jeg har til at fremstille mig i eders Midte.«
Søndagen den 7de April holdt han for en Forsamling paa omtrent
20,000 Mennesker en Tale, der optog ikke mindre end 3x/ä Time,
men desuagtet blev fulgt med den største Opmærksomhed og
Interesse fra Begyndelse til Ende.
Dagen efter følte Profeten sine Lunger saa svækkede, at han ikke
formaaede at fortsætte Emnet, som han havde ventet. Han havde
derimod modtaget en Aabenbaring, hvis Hovedprincip han vilde
forelægge Forsamlingen. »I vide,« sagde han, »at der har været megen
Diskussion med Hensyn til Zion — hvor det er, og hvor denne
Uddelings Indsamlingssted skal være, hvilket jeg nu agter at fortælle
eder. Profeterne have talet og skrevet derom, men jeg vil afgive en
mere omfattende Erklæring. Hele Amerika fra Nord til Syd er Zion
og er beskrevet af Profeterne, som erklære, at det er det Zion,
hvor Herrens Bjerg skulde være, og at det skulde være i Midten af
Landet. Dersom Ældsterne ville tage deres Bibler frem og undersøge
de gamle Profetier, ville de se det.«
Denne Erklæring vakte almindelig Glæde i Konferencen, og
Ældsterne dvælede derved i deres Bemærkninger. Man tilbragte en
særdeles behagelig Tid; Vejret var hele Tiden overmaade smukt, og da
Joseph omtaler disse Dage, bemærker han: »De have været de
vigtigste, bedste og herligste fem Dage, som denne Generation har
oplevet. «£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
303
Stemmehvervningen foretoges med Iver og Nidkjærhed af Ældsterne
i de forskjellige Dele af Nationen. De Tolv gave tillige Bestemmelse
om Afholdelsen af Konferencemøder paa forskjellige Steder i Landet
og beordrede Ældsterne til at forkynde Frelsens Evangelium saa vel
i religiøs som i politisk Henseende, eller som Præsident Young i
sine Instruxer til dem sagde: »Forkynd Sandheden i Retfærdighed
og forelæg Folket General Smiths Anskuelser med Hensyn til
Forbundsregjeringens Magt og Politik.«
Neppe er et Antal Mænd nogensinde taget ud paa en lignende Mission
i de Forenede Stater og har udvist en saadan Enighed og Iver i deres
Bestræbelser som disse Ældster. De vidste, at Joseph var en Herrens
Tjener og Profet, og at dersom Nationen vilde vælge ham og derpaa
lade sig lede af ham, vilde den blive frelst fra Skjændsel og
Ødelæggelse og blive hævet til en stor Højde af Storhed og Magt.
TO OG TREDIVTE KAPITEL.
William og Wilson Law samt Robert D. Foster udelukkes af Kirken og stifte
et eget Samfund. — Joseph anklages for Polygami etc. — Det første og eneste
Nummer af »The Nauvoo Expositor« udkommer. — Byraadet erklærer Bladet for
et »Nuisance« og beordrer det undertrykt, hvilket derpaa sker. — En ny
Arrestordre udstedes mod Joseph, der atter hæderligen frikjendes. — En
mærkværdig Drøm og dens Betydning. — Pøbelen truer med at ville rykke mod
Nauvoo, sikre sig Joseph og ødelægge Staden, som af den Grund erklæres i
Belejringstilstand. — Uddrag af Josephs sidste Tale. — Guvernør Ford
afslaar at tage til Nauvoo og afgjøre Forviklingerne mellem de Hellige og Pøbelen;
han omdanner denne til Milits.
I et Raad, som afholdtes i Nauvoo den 18de April, og som
overværedes af 6 af de Tolv og 26 andre Ældster, bleve William og
Wilson Law samt Robert D. Foster udelukkede af Jesu Kristi Kirke
af Sidste-Dages Hellige for ukristelig Opførsel. Disse og mange andre
Frafaldne arbejdede utrætteligt paa at afstedkomme Josephs Død.
Ved en vis Lejlighed i samme Maaned blev Augustus Spencer, en
af denne Bande, arresteret af Byens Marschal paa Grund af Overfald
mod hans Broder Orson Spencer i dennes eget Hus. Dette bragte
strax tre af hans Kammerater paa Benene, nemlig Chauncy L. Higbee
og Charles og Robert D. Foster, der øjeblikkelig begave sig hen til
Josephs Kontor. Denne stod netop paa Kontortrappen, da Charles
Foster pludselig trak en Pistol frem, rettede den mod Josephs Bryst
og truede med at ville skyde ham. Politiet blev ufortøvet beordret
til at arrestere ham, og under Forsøget herpaa lagde de to andre
sig imellem og satte sig imod Betjentene, som derpaa arresterede
dem alle. Idet de førtes bort, udslyngede de en Mængde Trusler mod
Joseph og sagde, at de vilde føie sig højlig benaadede af Herren,
hvis de maatte faa Lov til at skyde ham eller befri Verden for
saadan en Tyran som ham.
William Law, der havde været en af Josephs Raadgivere, havde304
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
siddet i Raad med ham og været en af hans fortroligste Venner, var
falden i Overtrædelse og havde tabt Guds Aand, og han var nu den
bitreste af Josephs Fjender. Disse samlede sig omkring ham, og han
blev snart Midtpunktet for alle de frafaldne og utilfredse Aander i
hin Egn. Søndagen den 28de April holdt han og de andre Frafaldne
et Møde i hans Broder Wilson Laws Hus. Flere skriftlig affattede
Vidnesbyrd mod Joseph og Andre oplæstes, og et Antal af de
Tilstedeværende beskikkedes som en Komite til at besøge de forskjellige
Familier i Byen for at erfare, hvem der vilde slutte sig til den nye
Kirke, thi ligesom mange Frafaldne før dem vare de komne til den
samme Slutning som de, nemlig, at »Læren er sand, men Joseph er
en falden Profet«. William Law blev af disse beskikket til at
indtage Josephs Plads; selv valgte han Austin A. Cowles og Wilson Law
til sine Raadgivere. Chauncy L. Higbee og Robert D. Foster, de
samme to Mænd, der vare blevne arresterede ved ovennævnte
Lejlighed, valgtes til to af de tolv Apostle.
Omkring den 10de Maj 1844 blev et Prospektus af et Blad, kaldet
■»The Nauvoo Expositor«, udstedt og omdelt blandt Befolkningen af
disse Frafaldne. Programmet anførte blandt Andet, at det var
Udgivernes Hensigt at »virke for en ubetinget Tilbagekaldelse af Nauvoo
Kjøbstadrettighed, standse Misbrugen af Enevoldsmagten, at
modarbejde den Kirketugt, som ulovligt udøvedes over Nauvoo og Omegns
Borgere, at arbejde for en vedvarende Opposition mod alle politiske
Aabenbaringer« etc. Dette og meget Andet af samme Slags udgjorde
Indholdet af ovennævnte Prospektus og var undertegnet af de to
Brødre Law, de to Brødre Higbee og de to Brødre Foster, der alle
vare moralskfordærvede Mænd, hvilket siden blev fuldstændigt
bevist.
William Law fortalte Andre, hvad han vidste med Hensyn til
Læren om det celestiale Ægteskab, og gik endog saa vidt, at han
selv personlig begav sig til Carthage og svor for Grand-Juryen, at
Joseph havde gjort sig skyldig i Polygami og Hor. Juryen
indstævnede ham derpaa for Retten, og ledsaget af nogle faa Venner begav
Joseph sig den 27de Maj til Carthage og fremstillede sig for
Distrikts-retten for at faa Sagen undersøgt. Følget, der eskorterede ham, blev
betydelig forøget undervejs ved Tilslutning af Brødre paa forskjellige
Steder af Vejen, saa at han ved Ankomsten til Carthage havde en
ganske anselig Styrke omkring sig som Sikkerhedsvagt. Charles A.
Foster, der ved en tidligere Lejlighed med en Pistol i Haanden
havde truet Joseph paa Livet, indhentede Selskabet et Stykke Vej
udenfor Carthage og red med dem ind i Staden. Joseph havde en
længere Samtale med ham, under hvilken det næsten lykkedes ham
at overbevise Foster om, at han havde ladet sig for meget paavirke
af falske Rygter.
Da de ankom til Carthage, førte Foster Joseph ind i et privat
Værelse og fortalte ham, at der existerede en Sammensværgelse imod
hans Liv. Af Alt, hvad der den Gang og siden efter forefaldt,
fremgik det, at hans Beretning var sand, og at det virkelig var Pøbelens
og Apostaternes Hensigt at ville tage hans Liv ved denne Lejlighed,JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
305
men da han var omgivet af sine bedste og fortroligste Venner, vovede
de ikke at gjennemføre deres Plan.
Josephs Sagførere gjorde Alt for at fremskynde Forhøret, men
Modpartens Prokuratorer vare endnu ikke færdige, hvorfor Sagen udsattes
til næste Retstermin.
Den 7de Juni udkom det første og eneste Nummer af »The
Ex-positor«, hvis Spalter vare fyldte med de skjændigste Løgne om
Joseph og de Hellige. Næsten hver Linie robede en morderisk Aand,
og det var klart, at dersom et saadant Blad fik Lov til at existere,
vilde Pøbelen blive opflammet til at begaa de samme Voldsgjerninger,
som kun nogle Aar i Forvejen havde fundet Sted i Missouri, og de
Hellige vilde paany blive drevne fra deres Hjem. Hvad som helst,
der tjener til at forstyrre et Samfunds Fred og Lykke, benævnes i
Almindelighed i Amerika for et »Nuisance«, og efter Alt at dømme
kunde ovennævnte Blad ikke betegnes som Andet, thi dets Øjemed
var at tilintetgjøre Folkets Fred og Lykke og at berøve Staden alle
dens garanterede Rettigheder og Privilegier.
Den 10de Juni tog Byraad et Bladet under Overvejelse, og efter
omhyggelig Undersøgelse og modent Overlæg kom Raadet til den
Slutning, at det maatte betragtes som et »Nuisance«, og vedtog en
Bestemmelse desangaaende. Ifølge denne Bestemmelse blev
Borgmesteren ufortøvet beordret til at foranledige Trykkeriets Fjernelse,
eftersom han selv maatte finde for godt, hvorpaa han udstedte sine
Ordrer til Byens Marschal, der øjeblikkelig begav sig hen til Bladets
Kontor og flyttede Presse, Typer, Papir og andet Tilbehør ud paa
Gaden og ødelagde dem. Denne Handling fra Bvraadets Side vakte
betydelig Bevægelse blandt Apostaterne. Det ødelagde deres Plan,
hvorover de naturligvis storlig forbitredes, og de truede med Hævn.
Dagen efter udstedte Joseph som Stadens Borgmester en
Bekjendt-gjørelse, hvori »Expositor«s truende Holdning og samfundsopløsende
Tendenser fremsattes. Han opfordrede ligeledes Øvrighed og Borgere
til at anvende ethvert lovligt Middel til at opretholde Fred og Orden
i Staden og at være aarvaagne og vise i at forhindre Udbredelsen af
usandfærdige Beretninger, Løgne, Bagtalelser etc., der maatte blive
satte i Omløb for at ophidse Gemytterne. Han anbefalede dem ogsaa
at være rede til at hindre enhver Sammenstimlen af Pøbelen og ved
ædle Bestræbelser søge at omstøde enhver skjændig Plan, som maatte
blive lagt for at paaføre Bven eller Staden Vanære.
Saa snart Pressen var bleven ødelagt, udsendte Apostaterne Løbere
i enhver Retning for saa hurtig som mulig at bringe en Pøbel paa
Benene, medens Udenforstaaende, som befandt sig i Nauvoo, og som
vare paa Pøbelens Side, begyndte at sælge, hvad de havde, og at
flytte bort af Frygt for at blive indviklede i den overhængende Fare.
Francis M. Higbee, der truende havde ytret, at dersom
Statsmyndighederne lagde Haand paa »Expositor«s Trykkeri for at tilintetgjøre
det, kunde de regne deres Fald fra den Stund af, begav sig strax
til Carthage og svor for den derværende Fredsdommer, Thomas
Morri-son, at Joseph og 17 Andre havde gjort Pøbeloptøjer, idet de med
Vold og Magt havde trængt sig ind i »T/te Nauvoo Expositor«s Kontor
20306
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
og paa ulovlig Maade opbrændt og ødelagt Presse, Typer og andre
til samme hørende Ejendele. Morrison sendte derpaa en Betjent med
en Arrestordre paa de Anklagede til Nauvoo. Ordren lød paa, at
Betjenten skulde bringe vedkommende Personer for ham eller »en
anden Fredsdommer for at imødegaa Beskyldningen og videre blive
behandlet efter Loven«.
Da Betjenten havde oplæst Arrestordren for Joseph, henviste denne
ham til nysnævnte Klausul og sagde: »Vi ere rede til at blive
forhørte for Dommer Johnson eller hvilken som helst anden Dommer
i Nauvoo.« Herover blev Betjenten meget opbragt og svor, at han
vilde bringe dem til Carthage for Morrison, som havde udstedt
Ordren. Joseph spurgte ham derpaa, om han havde isinde at overtræde
Loven, og opfordrede de Tilstedeværende til at bevidne, at han var
villig til strax at blive ført for den nærmeste Dommer. Hans Broder
Hyrum erklærede sig ligeledes villig, men forgjæves; Betjenten
vedblev at paastaa at ville føre dem til Carthage. Opbragt over
Betjentens Haardnakkethed besluttede Joseph at udtage en Habeas-corpus
Skrivelse og ansøgte Municipalretten i Nauvoo om uopholdelig at faa
sin Sag paadømt af den. Samme Dags Eftermiddag blev Retten sat
og kom efter nogen Drøftelse til det enstemmige Resultat, at »Joseph
havde handlet med tilbørlig Myndighed i at tilintetgjøre »The Nauvoo
Expositor«s Trykkeri den 10de ds.; at hans Ordrer bleve udførte paa
en passende og ordentlig Maade, uden Larm eller Tumult; at dette
var en ondskabsfuld Sigtelse fra Francis M. Higbees Side; at nævnte
Higbee betaler Sagens Omkostninger, og at Joseph Smith bliver
hæderlig frikjendt for de i omtalte Arrestordre anførte Betkyldninger
og uden Ophold løslades«.
De andre Brødre bleve arresterede Dagen efter, og ligesom Joseph
ansøgte ogsaa de og erholdt en Habeas-corpus Skrivelse, ifølge hvilken
de bleve stillede for Retten samme Dag. Efter at Sagen var bleven
tilstrækkelig undersøgt og Vidnerne afhørte, bleve de alle hæderlig
frikjendte og strax satte paa fri Fod, medens Higbee dømtes til at
betale Sagens Omkostninger. Hermed maatte Apostaterne lade sig
nøje, men svore til Gjengjæld Hævn.
Senere indstillede Joseph og de andre Brødre sig frivillig til
Forhør for Fredsdommer Daniel H. Wells og bleve atter frikjendte.
Joseph erklærede gjentagende Gange for de Hellige, at han ingen
Gunst forlangte af Apostaterne, men sagde, at han kunde gaa, naar
som helst det skulde være, og nedlægge sit Liv for de Hellige, hvis
Venskab og Hengivenhed han saa højlig skattede, og hvem han
bestandig formanede til at være ydmyge og taalmodige og gjengjælde
Ondt med Godt. Ved en vis Lejlighed (den 26de Maj) erklærede
han ogsaa, at han var den samme, som han altid havde været, og
var ligesaa uskyldig som for fjorten Aar siden. Han havde arbejdet,
sagde han, med disse Apostater, indtil hans Taalmodighed var
udtømt, og havde tilsidst sendt sin Broder Hvrum til dem. Han havde
sendt Bud til Brødrene Law og ladet dem sige, at dersom de havde
nogen Sag at fremføre imod ham, var han villig til at blive stillet
for Kirken og taget i Forhør. Idet han mere direkte henvendte sineJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
307
Bemærkninger til de Hellige, sagde han: »Eftersom jeg bliver ældre,
tiltager min Ømhed for eder. Jeg er til enhver Tid villig til at
opgive, hvad der er urigtigt, thi jeg ønsker, at dette Folk skal have
en retfærdig Leder. Jeg har frigjort eders Sind ved at gjøre eder
bekjendte med de Ting, der henhøre til Jesus Kristus. Ville I, saa
længe jeg ikke viger tilbage for eders Forsvar, kaste mig bort for
En, som bagtaler eder? Jeg elsker eder for eders Hens}rnsfuldheds
Skyld. Har jeg bedet eder om eders Penge? Nej, I vide bedre.«
Atter ved en anden Lejlighed sagde han: »Mine Fjender sige, at
jeg har været en sand Profet. Nu vel, jeg vil hellere være en falden
sand Profet end en falsk Profet. Naar en Mand gaar omkring og
profeterer og befaler Menneskene at adlyde hans Lærdomme, maa
han enten være en sand eller en falsk Profet. Falske Profeter opstaa
altid for at modarbejde de sande, og de ville komme Sandheden saa
nær, at selv de Udvalgte næsten ville blive forførte. O, jeg bønfalder
eder om at befæste eders Kald og Udvælgelse; og dersom Nogen
prædiker noget andet Evangelium end det, jeg har prædiket, skal
han være forbandet; og nogle af eder, som nu høre mig, skulle se
det og vide, at jeg siger Sandhed angaaende dem. Naar lærte jeg
nogensinde noget Urigtigt fra denne Forhøjning? Naar blev jeg
nogensinde beskæmmet? Jeg ønsker at retfærdiggjøres i Israel, før jeg
gaar bort her fra og ikke ses mere. Jeg har aldrig sagt, at jeg var
fuldkommen, men der er ingen Fejl i de Aabenbaringer, jeg har
lært; skal jeg saa kastes bort som en værdiløs Ting?«
Kort efter havde Joseph en mærkværdig Drøm, hvis nærmere
Enkeltheder han fortalte offentlig. Han drømte, at han var ude at
kjøre og havde sin Skytsengel ved Siden. Netop som de havde
passeret Templet, opdagede de to store Slanger, som laa saa fast
sammenbundne i Græsset, at ingen af dem havde nogen Magt til at skade
ham. Joseph spurgte sin Ledsager, hvad det skulde betyde, hvortil
Skytsengelen svarede: »Disse to Slanger forestille Doktor Foster og
Chauncy L. Higbee. De ere dine Fjender og have isinde at
ødelægge dig; men du ser, at de ere saa fast sammenbundne, at de af
sig selv ingen Magt have til at skade dig.«
Det forekom ham derpaa, at han kjørte op ad en Gade i Nauvoo
ved Navn Mulholland Street, men hans Skytsengel var ikke længere
med ham. Da han var kommen til Begyndelsen af Prærien, blev han
indhentet og greben af William og Wilson Law, som sagde: »Aha!
saa fangede vi dig dog tilsidst! Vi ville nu anbringe dig paa et
sikkert Sted!« Derpaa trak de ham ud af Vognen, bandt ham
Hænderne paa Ryggen og kastede ham i en tør Fordybning, hvor de
efterlode ham i en fuldstændig hjælpeløs Forfatning. Medens han af
alle Kræfter anstrengte sig for at komme op af denne Fordybning, hørte
han Wilson Law raabe om Hjælp tæt ved sig. Efter en Del Besvær
lykkedes det ham at komme saa vidt løs, at han med et Spring
kunde faa Tag om noget Græs, der voxede ved Kanten af
Fordybningen, og idet han derpaa saa' sig om, opdagede han Wilson Law,
som i kort Afstand der fra var bleven angrebet af nogle vilde Dyr,
og hørte ham raabe: »O, Broder Joseph, kom og frels mig.« Josepli
20*308
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
svarede: »Jeg kan ikke; I have jo selv kastet mig i denne store
Fordybning.«
Ved at kaste Blikket i en anden Retning saa' han William Law
staa med udstrakte Arme, ganske blaa i Ansigtet og med den grønne
Gift strømmende ud af Munden; en uhyre Slange havde slynget sig
om hans Legeme. Den havde ogsaa grebet ham om Armen, lidt
ovenfor Albuen og syntes rede til at opsluge ham. I sin
ubeskrivelige Smerte raabte han: »O, Broder Joseph, Broder Joseph, kom og
frels mig, eller jeg dør!« Joseph svarede ham: »Jeg kan ikke,
William; jeg vilde gjerne, men I have bundet mig og kastet mig i denne
Fordybning, og jeg er ude af Stand til at hjælpe eder eller befri
mig selv.* Kort efter kom hans Skytsengel tilstede og sagde højt:
»Joseph! Joseph! hvad gjør du her?« Han svarede: »Mine Fjender
overfaldt mig, bandt mig og kastede mig herned.« Skytsengelen tog
ham derpaa ved Haanden, trak ham op af Fordybningen og satte
ham i Frihed, og Joseph drog glad sin Vej.
Denne Drøm gjorde et dybt Indtryk paa de Hellige, der let fattede
dens Betydning, hvad William og Wilson Law angik, thi paa Grund
af disse Mænds Slethed vidste de fuldt vel, at de havde gjort det
umuligt for Joseph at redde dem; men Resten af Drømmen var dem
endnu en Gaade. Det var dem saaledes lidt vanskeligt at forstaa,
hvad der mentes med, at Joseph selv blev kastet i den nævnte
Fordybning; thi uagtet han ofte havde hentydet til de Tolvs forøgede
Pligter og deres Overtagelse af Kirkens Ledelse, som om hans
Bortgang var nær forestaaende, havde de dog ingen Anelse om, at
Drømmen skulde faa et saadant Udfald, eller at denne Begivenhed
saa snart skulde indtræffe. Det var alene forbeholdt Fremtiden at
vise dette, som vi snart skulle faa at se.
De Helliges Fjender gjorde sig fremdeles al Umage for at ophidse
Folket til nye Forfølgelser. Paa sine Steder truede de endog med at
ville dræbe enhver Hellig, som ikke vilde fornægte Sandheden og
ophøre at tro, at Joseph var en Guds Profet; selv Udenforstaaende
truedes med Døden, hvis de ikke vilde gribe til Vaaben og være
behjælpelige med at fordrive de Hellige fra Landet. En af de ledende
Aander i dette Forfølgelsesværk var en vis Levi Williams, der var
Oberst i Militsen og Baptistprædikant. Skjønt han foregav at være
meget religiøs, var han en stor Skurk. Røveri, Ildspaasættelse, Mord
og enhver anden Forbrydelse var i hans Øjne fuldkommen tilladelig,
saa længe det bare gik ud over de Sidste-Dages Hellige. For at
iværksætte deres Udryddelse var han villig til at benytte en hvilken som
helst Plan, hvor slet og uværdig den saa end var; men heri var han
ingenlunde alene. De Mange, som forenede sig med ham, handlede
efter samme Princip, og at skyde en »Mormon« blev af denne
lovløse Bande ikke anset for nogen Synd. Hvor de havde Magten, fore
de selvfølgelig vilkaarlig frem, og naar de angrebe en Person eller
et Settlement, passede de bestandig paa at være de mest mandstærke,
da de vare for bange til at møde deres Fjende i aaben Kamp paa
lige Vilkaar. Saa snart derfor den forventede Hjælp paa 1500 å 2000£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
309
Mand ankom fra Missouri, var det deres Agt at rykke mod Nauvoo,
tage Joseph tilfange og derpaa ødelægge Staden.
Joseph vidste fuld Besked om Pøbelens Forehavende, men raadede
Brødrene til at holde sig rolige og i Stilhed berede sig til Stadens
Forsvar. Han lod Vagt opstille ved alle Veje, som førte ind i Staden,
og beordrede ogsaa Vagt stationeret paa visse Gader i selve Byen og
ved Flodbredden. Under de daværende Omstændigheder vare disse
Forberedelser aldeles nødvendige, thi Pøbelen truede hvert Øjeblik
med at marschere mod Staden og lod sig kun holde tilbage ved
Bevidstheden om, at de Hellige vare beredte til at give den en varm
Modtagelse. I Forening med flere af Legionens Officerer begav Joseph
sig ud paa Sletten østen for Nauvoo og lagde sine Planer til Stadens
Forsvar samt valgte de mest passende Steder til en Slagmark. Hans
næste Skridt var at forsyne Byen med Levnetsmidler, og han stillede
i den Anledning sine Ejendomme i Pant som Sikkerhed for
Betalingen. Den 18de Juni erklærede han Nauvoo i Belejringstilstand og
udstedte følgende Proklamation:
»Til Staden Isauvoos Marscbal!
Af Bladene omkring os og de her i Egnen verserende Rygter har jeg god
Grund til at befrygte, at man er i Færd med at organisere en Pøbel, hvis
Hensigt er at overfalde Byen, plyndre og ødelægge den samt myrde dens
Indvaanere, hvorfor jeg herved, i Egenskab af Stadens Borgmester og for at
bevare Staden og Borgernes Liv, erklærer nævnte By i Belejringstilstand.
Nauvoo-Legionens Officerer, Politi og enhver Anden ville derfor behage nøje
at paase, at ingen Person eller Ejendom passerer ind eller ud af Staden uden
tilbørlig Tilladelse. Joseph Smith, Borgmester.«
Omtrent Kl. 2 samme Dag blev Legionen opstillet i Nærheden af
Josephs Bolig »The Mansion«, og iført sin fulde Uniform holdt han
fra Toppen af Træværket af en lige overfor staaende ufuldendt
Bygning sin sidste Tale til de Hellige, hvoraf Folgende er et kort
Udtog:
»Vi ere amerikanske Borgere. Vi leve i et Land, for hvis Frihed
vore Fædre have stridt og blødt paa Slagmarken. Hine saa
dyre-kjøbte Rettigheder skulle ikke paa en vanærende Maade blive traadte
under Fod af lovløse Banditter uden i det mindste en ædel
Bestræbelse fra vor Side for at opretholde dem.
Ville I alle staa mig bi indtil Døden og med Fare for eders Liv
opretholde vort Lands Love samt de Rettigheder og Privilegier, som
vore Fædre have overleveret os og beseglet med deres hellige Blod?«
(»Ja!« lød det fra Tusinders Læber.) »Det er godt,« vedblev han
derpaa, »thi havde I ikke gjort det, vilde jeg have gaaet ud der
(pegende mod Vest) og oprejst et mægtigere Folk.
Jeg opfordrer alle fra Maine til Klippebjergene og fra Mexiko til
britisk Amerika, hvis Hjerte ræddes ved at se Frimænds Rettigheder
trædes under Fødder, til at komme og befri dette Folk fra
Tyranniets, Grumhedens, Anarkiets og Lovløshedens grusomme Haand,
hvorunder de længe have sukket. Kommer, alle Frihedens Venner,
og bryder Undertrykkerens Aag, afkaster Pøbelvældets Lænker og
bringer alle dem, der træde vor herlige Konstitutions Principer og310
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Folkets Rettigheder under Fødder, for Retfærdighedens Domstol, at
de maa finde deres fortjente Straf.«
Idet han derpaa drog sit Sværd og løftede det mod Himmelen,
sagde han: »Jeg kalder Gud og Engle til Vidne paa, at jeg har
draget mit Sværd med den faste og urokkelige Beslutning, at dette
Folk skal nyde sine lovlige Rettigheder og blive beskyttet for
Pøbelvold. eller jeg vil lade mit Blod spildes paa Jorden ligesom Vand
og mit Legeme overantvordes den tause Grav. Jeg vil aldrig, saa
længe jeg lever, roligt underkaste mig et vilkaarligt Pøbelvældes
Herredømme, og jeg vil hellere dø end taale en saadan
Undertrykkelse; det vilde være behageligt, ja langt behageligere at hvile
i Graven, end at underkaste sig en saadan Undertrykkelse, Uro og
Forstyrrelse længere.
Jeg opfordrer alle Sandhedens og Frihedens Venner til at komme
os til Hjælp; og maa den Almægtiges Torden og Himmelens skarpe
Lyn samt Pest, Krig og Blodsudgydelse komme ned over hine
ugudelige Mænd, som søge at ødelægge mit og dette uskyldige Folks Liv.
Jeg ænser ikke mit eget Liv. Jeg er rede til at hengive mig som
et Offer for dette Folk; thi hvad kunne vore Fjender gjøre? Blot
ihjelslaa Legemet, og deres Magt er dermed tilende. Værer
standhaftige, mine Venner, og viger ikke. Søger ikke at frelse eders Liv,
thi den, der er bange for at dø for Sandheden, vil tabe det evige
Liv. Holder ud indtil Enden, og vi skulle opstaa og blive ligesom
Guderne og regjere i celestiale Riger, Fyrstendømmer og evige
Herredømmer, medens denne ugudelige Pøbel vil synke til Helvede, hvilket
vil blive deres Lod, som udgyde uskyldigt Blod.
Gud har prøvet eder. I ere et godt Folk, og derfor elsker jeg eder
af mit ganske Hjerte. Større Kjærlighed har Ingen end den, der er
villig til at nedlægge sit Liv for sine Venner. I have staaet mig bi
i Farens Time, og jeg er nu villig at ofre mit Liv for eders Frelse.
Herren, Israels Gud, velsigne eder fra nu af og for bestandig. Jeg
siger det i Jesu af Nazareths Navn og med det hellige Præstedømmes
Myndighed, som han har paalagt mig.« Og hele Folket sagde »Amen«.
To Dage, før Nauvoo var erklæret i Belejringstilstand, var et
offentligt Møde bleven afholdt i Staden, ved hvilket et Antal Delegerede
udnævntes til at besøge de forskjellige Distrikter i Countiet og
meddele Folket en tro Beretning om Forholdene i Nauvoo samt gjendrive
de mange falske Rygter, der vare blevne satte i Omløb af ildesindede
Mennesker. Samme Dag tilskrev Joseph Guvernør Ford og bad ham
indstændig om, saa snart det var ham muligt, at komme til Nauvoo
og undersøge Sagen i egen Person, idet han antog, at dette vilde
være den heldigste Maade at faa Freden gjenoprettet paa. Med Brevet
sendte han tillige edeligt affattede Vidnesbyrd om Pøbelens
Forehavende og Hensigter; men alt dette havde desværre ikke megen
Vægt hos Guvernør Ford. Han manglede den Fasthed, Karakterstyrke
og Retfærdighedsfølelse, der var saa nødvendig for at kunne bevare
den offentlige Fred og haandhæve Lovene, og han vanærede sig selv
ved at lade sig bruge som et Redskab i Pøbelens Hænder til Fremme
af deres skjændige Planer.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
311
Den 21de Juni ankom han til Carthage, der var et af Pøbelens
stærkeste Tilholdssteder, og sendte strax Bud til Nauvoo efter en
eller flere velunderrettede og forstandige Mænd, som kunde forelægge
ham Byraadets Opfattelse af Sagen. Ældsterne John Taylor, Willard
Richards og John M. Bernhisel valgtes til at gaa. Brødrene Taylor og
Bernhisel toge strax afsted, forsynede med flere beedigede Skrivelser,
medens Broder Richards forblev tilbage for at tilvejebringe yderligere
Vidnesbyrd. Joseph skrev atter et langt Brev til Guvernør Ford og
opfordrede ham indstændig til at komme til Nauvoo; Borgmesteren
og Byraadet vare i saa Tilfælde rede til at forelægge ham Sagen i
dens rette Lys og kunde bekræfte deres Udsagn med en Overflod af
Beviser. Skulde de nødes til at tage til Carthage for at gjøre dette,
vare de udsatte for at blive ombragte af en rasende og blodtørstig
Pøbelhob, af hvem nogle allerede flere Gange havde skudt paa de
Hellige.
Dagen efter modtog Joseph Guvernørens Svarskrivelse, hvis Indhold
tilstrækkelig godtgjorde, at han slet ikke forstod det rette
Sammenhæng af Forviklingerne mellem de Hellige og Pøbelen; ligeledes
fremgik det af hans Brev, at det langt oversteg hans Evne at styre og
beherske Pøbelen, hvis truende Holdning antog en stadig farligere og
farligere Form. Han baade bebrejdede og bifaldt Borgmesterens og
Byraadets Handlemaade, men et af Hovedpunkterne i hans Brev var
dog, at de skulde lade sig »arrestere af den samme Konstabel, i
Kraft af den samme Arrestordre og blive forhørte for den samme
Dommer«, der paa Beskyldning af »Expositor«s Undertrykkelse havde
indstævnet dem for Retten. Intet mindre end dette, sagde han, vilde
hævde Lovens Værdighed og dæmpe Folkets »retfærdige Ophidselse«.
Joseph tilskrev Guvernør Ford et Svar paa denne Skrivelse, der
maa have bragt hans Kinder til at blusse af Skam, idet han
gjendrev enhver af hans Paastande og Argumenter; men Guvernør Ford
syntes uimodtagelig for enhver Overbevisning. Han var omgivet af
Apostater og de Helliges bitreste Fjender. Saa snart han var kommen
til Carthage, lod han hele Pøbelhæren omdanne til Milits og udføre
Tjeneste som saadan. Han horte med synlig Tilfredshed paa deres
Forbandelser og Trusler og gjorde ikke den mindste Anstrengelse
for at dæmpe deres raa og brutale Opførsel. Enhver Løgn og
Falskhed, som Pøbelen søgte at udbrede, ansaa han for Sandhed. De
Af-sendinge, som han havde anmodet Borgmesteren og Byraadet i
Nauvoo om, behandlede han med usømmelig Raahed. Naar de saaledes
forsøgte at afgive den nødvendige Forklaring, tillod han den
ryggesløse Bande, der befandt sig omkring ham, at haane og fornærme
dem. Selv de Dokumenter, som de medbragte, lod han oplæse i
Nærværelse af disse Mænd, der hyppig af brøde Læsningen ved deres
Sværgen.312
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
TRE OG TEEDIYTE KAPITEL.
Joseph, ledsaget af nogle faa Venner, sætter over Mississippi-Floden for at rejse
mod Vest, men vender kort efter tilbage til Nauvoo paa Grund af hans
Hustrues og Andres Overtalelser. — Begiver sig derpaa til Carthage i Forhør.
— Brødrene i Nauvoo aflevere med Uvillie deres Vaaben. — Joseph og
Hv-rum overgive sig frivillig til Konstabel Bettisworth, der præsenterer dem nok
en Arrestordre. — Begge fremstilles for -en Afdeling Carthage Greys. — De
værste Elementer i Staten samle sig umiddelbart i og omkring Carthage. —
En Samtale med nogle Militsofficerer. — Ledsaget af en Vagt og nogle
fortrolige Venner ser Jesepli sig nødsaget til at gaa i Fængsel. — Besøges Dagen
efter af Guvernør Ford, der lover godt, men holder daarligt.
Hen paa Aftenen den 22de kaldte Joseph sin Broder Hyrum,
Ældsterne Willard Richards, John Taylor, William W. Phelps og
nogle Andre ind i sit Værelse og sagde: »Brødre, her er et Brev fra
Guvernøren, som jeg ønsker at faa læst.« Efter at det var bleven
oplæst, bemærkede Joseph: »Der er ingen Naade — ingen Naade
her.« Hyrum sagde: »Nej, saa sandt som vi atter falde i deres
Hænder, vil det blive vor visse Død.« Joseph svarede: »Ja, hvad skulle
vi gjøre, Broder Hyrum?« »Jeg veed ikke,« var Hyrums Svar.
Pludselig opklaredes Josephs Ansigt, og han udbrød: »Vejen er aaben;
det staar mig klart for, hvad vi skulle gjøre. Alt, hvad de ønske, er
Hyrum og mig; sig derfor til Brødrene, at de skulle tage fat paa
deres Arbejde som sædvanlig og ikke længere stimle sammen paa
Gaden, men sprede sig. De ville ikke skade eders Person eller
Ejendele, ikke engang et Haar paa eders Hoved. Vi ville tage over Floden
1 Nat og drage bort mod Vest.« Han gjorde en Bevægelse for at gaa
ud af Huset og iværksætte Planen. Da han var kommen udenfor,
bad han Brødrene Butler og Hodge at bringe Dampbaaden »The Maid
of Iowa« til det øvre Landingssted og føre hans og Hyrums Familier
med deres Effekter ombord paa samme. Saa snart dette var udført,
skulde de tage ned ad Mississippi-Floden og op ad Ohio-Floden til
Portsmouth, hvor de saa nærmere skulde høre fra dem. Han tog
derpaa Broder Hodge i Haanden og sagde: »Nu, Broder Hodge, lad
komme, hvad der vil, fornægt kun ikke Troen, og Alt vil være vel.«
Onjtrent Kl. 9 om Aftenen kom Hyrum ud fra >The Mansion« og
sagde, idet han rakte Reynolds Cahoon sin Haand: »En Del
Sammensvorne søge at dræbe min Broder Joseph, og Herren har advaret ham
om at fly til Klippebjergene og redde sit Liv. Farvel, Broder Cahoon,
vi ses igjen.« Kort efter kom ogsaa Joseph ud. Taarerne strømmede
ned ad hans Kinder. Han holdt et Lommetørklæde for Ansigtet og
fulgte taus og alvorlig efter sin Broder.
Ved Midnat bankede Joseph, Hyrum og Willard paa, hvor Orrin
P. Rockwell boede, og gik derpaa i Forening videre opad
Flodbredden, indtil de fandt Aaron Johnsons Baad, hvormed de omtrent Kl.
2 om Natten satte over Floden. Rockwell roede Baaden, der
imidlertid var saa læk, at Joseph, Hyrum og Broder Richards stadig
maatte øse Vandet ud af den med deres Støvler og Sko for at hindre
den fra at synke. Først ved Daggry naaede de den modsatte Bred
af Floden. Rockwell sendtes strax tilbage til Nauvoo med Ordre til£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
313
næste Aften at bringe Joseph og Hyrum et Par Heste, hvormed de
kunde tiltræde Rejsen til det store Bassin i Klippebjergene.
Tidligt om Morgenen den 23de ankom en Posse til Nauvoo for at
arrestere Joseph, men da de ikke kunde finde ham, begave de sig
øjeblikkelig tilbage til Carthage, kun efterladende en Mand ved Navn
Yates, som fortalte en af Brødrene, at Guvernør Ford havde besluttet,
at dersom Joseph og Hyrum ikke bleve udleverede, vilde han sende
sine Tropper og bevogte Staden, indtil de bleve fundne, selv om det
skulde medtage tre Aar at gjøre det.
Kl. 1 samme Dag sendte Emma (Josephs Hustru) Orrin P.
Rockwell over for at bede Joseph om endelig at komme tilbage. Reynolds
Cahoon ledsagede ham med et Brev, som Emma havde skrevet i
samme Øjemed, og hun paalagde Cahoon at overtale Joseph til at
komme tilbage og overgive sig selv. Disse Udsendinge fandt Joseph,
Hyrum og Willard i et Værelse for dem selv med Mel og anden
Proviant opstablet paa Gulvet, rede til Indpakning.
Reynolds Cahoon fortalte Joseph, hvad Tropperne havde isinde at
gjøre, og bad ham indstændig om at overgive sig selv, eftersom
Guvernøren havde sat sin og Statens Ære i Pant paa, at han vilde
beskytte ham, medens han blev underkastet et lovmæssigt og
retfærdigt Forhør. Reynolds Cahoon, Lorenzo D. Wasson og Hiram
Kimball beskyldte ham tillige for Fejghed, naar han under slige
Omstændigheder vilde forlade Folket — det vilde være ligesom en
Hyrde, der forlod Faareflokken og lod Ulvene opæde Faarene. Det
Svar, han gav, forklarer tilstrækkelig, hvilken Virkning denne
Bemærkning havde paa hans Sind, og hvor dybt han følte sig saaret.
»Dersom mit Liv,« sagde han, »ikke er af nogen Værdi for mine
Venner, er det det ikke for mig selv.« Efter et kort Ophold bad
Joseph Cahoon at anmode Kaptejn Daniel C. Daniels om at holde sin
Baad i Beredskab for noget senere paa Dagen at føre dem over
Floden. Joseph og Hyrum skreve derpaa i Forening et Brev til Guvernør
Ford, hvori de erklærede, at den eneste Indvending, de havde mod
at blive førte til Carthage i Forhør, var Sandsynligheden for, at de
vilde blive snigmyrdede af deres Fjender. Dersom de kunde komme
i et retfærdigt Forhør og ikke blive udskjældte eller forhaanede, men
behandlede efter Loven og tildelte Retfærdighed, vare de villige til
under Ledsagelse af en Posse at tage til Carthage og underkaste sig
det ønskede Forhør.
Ledsaget af Hyrum, Dr. Richards og en Del Andre begav Joseph
sig derpaa tilbage til Nauvoo. Paa Vejen til Floden blev han noget
tilbage med Orrin P. Rockwell, da de Andre tilraabte ham, at han
skulde skynde sig, men han svarede kun: »Det er til ingen Nytte
at skynde sig, thi vi gaa blot tilbage for at blive myrdede,« og han
udtalte gjentagende Ønsket om at faa Folket endnu en Gang samlet,
saa at han kunde tale til dem samme Aften. Rockwell sagde, at hvis
dette var hans Ønske, vilde han prøve at faa Folket samlet; han
kunde da tale til dem ved Stjernelys. Men da de ankom til hans
Bolig, og han snart fandt sig omringet af sin Familie, opgav han
dog atter denne sin Beslutning.314
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Oberst Theodore Turley og Ældste Jedediah M. Grant vare
Overbringere af hans Brev til Guvernøren i Carthage. Da Guvernøren
havde gjennemlæst Brevet, indvilgede han i at sende en Posse som
Sikkerhedsvagt om Joseph under hans Rejse til Carthage. Men strax
efter kom en Sagfører ved Navn Skinner ind og holdt en meget
bitter Tale til ham om Joseph og de Hellige og blev heri assisteret
af Apostaten Wilson Law samt en Person ved Navn Joseph H.
Jackson, der havde gjort sig skyldig i næsten enhver tænkelig
Forbrydelse. Den let paavirkelige Guvernør forandrede pludselig Tone, blev
kold og umedgjørlig og tog endog tilsidst sit Løfte tilbage, idet han
undskyldte sig med, at det var en Ære, som ingen anden Borger
nød. Det blev heller ikke Brødrene tilladt at forblive Natten over i
Carthage, men de fik Befaling til at tage tilbage til Nauvoo samme
Aften og tilsige Joseph at møde Dagen efter i Carthage Kl. 10 uden
nogen Eskorte. Dersom han ikke indfandt sig til den Tid, vilde
Nauvoo og dens Indvaanere, baade Mænd, Kvinder og Børn uden
Forskjel, blive angrebne og tilintetgjorte.
Brødrene Turley og Grant begave sig øjeblikkelig paa Tilbagevejen,
men ankom først til Nauvoo den næste Dags Morgen Kl. 4, da
Hestene paa Grund af det lange Ridt vare blevne trætte. De
underrettede Joseph om den Ophidselse, som herskede i Carthage, men da
han havde lovet at tage der til og overgive sig i Myndighedernes
Hænder, var der nu Intet, som kunde rokke ham i hans Beslutning.
Om Morgenen den 24de begav Joseph, ledsaget af de 18 Brødre,
hvem Francis M. Higbee under Ed havde beskyldt for Pøbelopløb
ved Ødelæggelsen af »Xauvoo Expositor* s Presse, samt en Del andre
Brødre sig til Carthage. Da de vare ankomne til Templet, standsede
Joseph og saa' med Beundring først paa selve Bygningen, dernæst
paa Staden og udbrød derpaa: »Dette er det elskeligste Sted og det
bedste Folk under Himmelen; lidet ane de de Prøver, der vente
dem.« Idet de passerede ud af Staden, aflagde han et Besøg hos
Daniel H. Wells, der ikke befandt sig ganske vel, og som den Gang
ikke var Medlem af Kirken; da han rakte ham Haanden til Afsked,
sagde han: »Hr. Wells, jeg ønsker, De vil have mig i Erindring og
ikke heller tænke, at jeg er den værste Mand i Verden.« Fire Mile
fra Carthage mødte de et Kompagni paa omtrent 200 bevæbnede
Mænd under Kaptejn Dunns Kommando. Da man fik Øje paa dem,
udbrød Joseph beroligende: »Bliv ikke bange, Brødre, thi de kunne
ikke være værre mod eder, end Sandhedens Fjender vare mod de
Hellige fordum; de kunne kun ihjelslaa Legemet.«
Dunn præsenterede Brødrene en Ordre fra Guvernøren paa alle
Statsvaabnene, som Nauvoo-Legionen var i Besiddelse af, hvilken
Joseph øjeblikkelig undertegnede; derpaa skrev han et Brev til
Guvernøren, hvori han anførte, at han havde truffet Kaptejn Dunn, havde
erfaret hans Ærinde og havde besluttet at vende tilbage med ham
til Nauvoo for at paase, at Afleveringen rigtig fandt Sted. Saa snart
dette var udført, var det hans Hensigt at følge med ham til
Carthage og underkaste sig Guvernørens nærmere Ordre. Han henvendte
sig derpaa til sit Rejseselskab og bemærkede koldblodigt: »Jeg gaar£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
315
som et Lam til Slagterbænken, men jeg er rolig som en
Sommermorgen; min Samvittighed er ubesmittet for Gud og alle Mennesker.
Jeg skal dø uskyldig, og det skal end siges om mig: Han blev myrdet
med koldt Blod.«
Med en vis Uvillie afleverede Brødrene deres Vaaben. De vilde
naturligvis ikke modsætte sig Josephs Villie, men de betragtede dette
som en ny Snare. De vare blevne opfordrede til at aflevere deres
Vaaben i Far West, og de vidste, hvilke Følger det den Gang flk.
Hvem kunde vide, om ikke Følgerne vilde blive de samme nu?
Joseph red to Gange hjem for at sige sin Familie Farvel. Han saa'
meget alvorlig og tankefuld ud, medens et Udtryk af sjælelig Lidelse,
der tydelig stod at læse i hans Ansigt, syntes at angive, at han
vidste, han gik den visse Død imøde. Efter at have taget Afsked med
sin Familie og set Vaabnene blive afleverede, begav han sig atter
paa Vejen til Carthage. Da de vare komne i Nærheden af
Frimurerlogen, sagde han til de der forsamlede Brødre: »Mine Venner,
dersom jeg ikke kommer tilbage, da tager Vare paa eder selv; jeg gaar
som et Lam til Slagterbænken.« Da de havde naaet hans
Landejendom, gav han sig til at betragte den meget nøje og vendte sig, efter
at have passeret den, flere Gange om for at betragte den paany.
Dette bragte nogle af Brødrene til at gjøre visse Bemærkninger,
hvortil Joseph svarede: »Dersom nogen af eder havde en saadan
Ejendom, og han vidste, at han ikke oftere flk den at se, vilde han
ogsaa betragte den nøje for sidste Gang.«
Inden han og hans Selskab naaede Carthage, modtog han et Brev
fra hver af sine Sagførere, d'Hrr. Reid og Woods, hvori de
underrettede ham om, hvad de behøvede i Form af Vidnesbyrd. Woods
meddelte videre, at efter en Samtale at dømme, som han havde havt
med Guvernør Ford, kunde han med den største Sikkerhed stole paa
dennes Beskyttelse. Først henad Midnat ankom Joseph og hans
Selskab til Carthage. Idet de passerede forbi Torvet, hvor Tropperne
vare opstillede, udslyngede mange af disse, navnlig Carthage Greys,
en Mængde Forbandelser og Trusler mod dem og erklærede
aaben-lydt, at Joseph havde set Nauvoo for sidste Gang. Guvernøren, der
fra sit Vindue havde hørt Soldaternes vilde Tale, ståk Hovedet ud
af det aabne Vindue og sagde i en indsmigrende Tone: »Mine Herrer!
Jeg veed fuldt vel, hvor gjerne I ville se Hr. Smith, hvilket er
naturligt nok, men det er næsten for sent i Aften; jeg forsikrer eder
imidlertid, mine Herrer, at I i Morgen tidlig skulle faa ham at se,
thi da vil jeg lade Hr. Smith passere forbi Tropperne paa Torvet,
og med denne Forsikring ønsker jeg nu, at I stille og roligt begive
eder hjem.«
Paa samme Hotel, hvor Guvernør Ford opholdt sig, og hvor
Joseph og hans Venner vare tagne ind, var der ogsaa et Antal
Apostater indkvarteret. En af disse ved Navn John A. Hicks, der
tidligere havde været Præsident for Ældsternes Kvorum, fortalte Broder
Cyrus H. Wheelock, at det var bleven vedtaget af ham selv, Brødrene
Law, Higbee og Foster, Joseph H. Jackson og en Del Andre at
udgyde Josephs Blod, hvad enten han blev frikjendt af Loven eller316
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
ikke, og tilføjede: »De vil finde, at jeg i dette Tilfælde er en sand
Profet.« Broder Wheelock fortalte Guvernør Ford, hvad Hicks havde
sagt, men han behandlede det med fuldstændig Ligegyldighed og tillod
Hicks og hans Medforbundne at gaa uhindrede omkring og gjøre
hvilke Forberedelser, de ønskede, til Gjennemførelsen af deres
morderiske Planer.
Næste Morgen, den 25de Juni, overgave Fangerne sig frivillig til
Konstabelen, Hr. Bettisworth, der noget senere paa Dagen præsenterede
Joseph og Hyrum nok en Arrestordre, denne Gang for Forræderi mod
Staten Illinois efter Angivelse af Apostaterne Augustine Spencer og
Henry O. Norton. Strax derefter sammenkaldte Guvernøren alle
Tropperne i Carthage og befalede, at de skulde danne en aaben Firkant
paa Torvet foran Raadhuset. Da dette var gjort, stod han op paa et
gammelt Bord og holdt en højst opflammende Tale til dem, i hvilken
han blandt Andet vedkjendte sig at tro alle de Rygter, der verserede
om Joseph og de Hellige, og anførte, at omendskjønt Joseph og
Hyrum vare farlige Mænd for Samfundet og skyldige i Alt, hvad man
havde tillagt dem, stode de dog under Loven, der maatte have sin
Gang. Efter at have talet i omtrent 20 Minutter begav han sig hen
til Hotellet, hvor Joseph opholdt sig, og opfordrede ham til at gaa
med sig hen paa Torvet. Joseph udbad sig et Par Minutters privat
Samtale med ham, men dette afslog han, hvorefter Joseph og Hyrum,
ledsagede af Brigade-General Miner R. Deming og Dr. Richards, forlode
Hotellet og ilede gjennem Mængden hen til General Demings
Hovedkvarter. Her fra begave de sig igjen videre foran de opstillede
Geledder af et Kompagni Carthage Greys, idet Joseph gik paa højre og
Hyrum paa venstre Side af General Deming. Ældsterne Richards,
Taylor og Phelps fulgte lige bagefter, medens Guvernøren gik foran
til venstre. Idet de passerede forbi Geledderne, bleve Joseph og Hyrum
henved en Snes Gange præsenterede for Tropperne af Guvernør Ford
som Generalerne Joseph og Hyrum Smith. Men denne Ære gjorde
Carthage Grej's opbragte, og de nægtede at modtage dem under denne
Titel. Nogle af Officererne trak endog deres Sabler, kastede deres
Huer i Vejret, bandede, svor og sagde, at de skulde nok præsentere sig
paa en noget anden Maade. I Stedet for at tage praktiske
Forholdsregler til at standse Tumulterne, bad Ford dem mildt om at høre op
med at være saa raa, men herover bleve de endnu mere opbragte.
Først efter at han igjen havde holdt en Tale til dem og lovet, at de
skulde faa »fuld Oprejsning«, lykkedes det ham at gjenoprette Ordenen.
Efter at Joseph og hans Selskab vare vendte tilbage til Hotellet,
naaede den Efterretning dem, at en Troppestyrke fra Warsaw befandt
sig i Nærheden af Carthage og var i Færd med at rykke ind i
Staden uden at have modtaget nogen som helst Ordre der til. Disse
Tropper saa vel som Carthage Greys vare Urostiftere af værste Slags
— Mænd, som kun handlede i Egenskab af Milits for des bedre at
kunne skjule deres virkelige Hensigter og gjennemføre deres skumle
Planer med Hensyn til Joseph og de Hellige. De værste Elementer,
som fandtes i Landet, vare derfor nu samlede umiddelbart i og om-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
317
kring Carthage, og at de havde Ondt isinde, kunde der ikke længere
være nogen Tvivl om.
Hen paa Eftermiddagen den samme Dag gav Guvernør Ford
Kaptejn Singleton Ordre til med en Afdeling Tropper fra Mc Donough
County at marschere til Nauvoo og sammen med Politiet der søge at
opretholde Orden og om fornødent kalde Legionen til Hjælp, thi fra
forskjellig Side var det bleven meddelt, at et Antal Apostater vare
tagne der til for at plyndre.
Lidt senere modtog Joseph Besøg af et større Antal Militsofficerer
og en Del andre Personer, der vare meget begjærlige efter at se ham.
Under Samtalen med disse Herrer spurgte Joseph dem, om der var
Noget i hans Udseende, som tilkjendegav, at han var saa slet et
Menneske, som hans Fjender gjorde ham til, og bad dem om at sige
ham deres oprigtige Mening om Sagen. Svaret lød: »Nej, Deres
Udseende synes at angive ganske det Modsatte, General Smith; men vi
kunne ikke se, hvad der bor i Deres Hjerte, ej heller kunne vi sige,
hvilke Deres Hensigter ere.« Hertil svarede Joseph: »Fuldkommen
sandt, mine Herrer, I kunne ikke se, hvad der bor i mit Hjerte, og
ere derfor ikke i Stand til at bedømme mig eller mine Hensigter,
men jeg kan se, hvad der bor i eders Hjerter, og jeg vil sige eder,
hvad jeg ser. Jeg kan se, at I tørste efter Blod, og Intet uden mit Blod
vil tilfredsstille eder. Det er ikke for nogen som helst Forbrydelse, at
jeg og mine Brødre saaledes vedvarende blive forfulgte og plagede af
vore Fjender, men der er andre Grunde, og nogle af disse har jeg
allerede omtalt, for saa vidt mig selv angaar, og dersom I og Folket
tørste efter Blod, profeterer jeg i Herrens Navn, at I skulle leve og
se saadan Blodsudgydelse og Jammer i eders eget Land, at I skulle
blive fuldkommen tilfredsstillede. Eders Sjæle skulle blive tilstrækkelig
mættede med Blod, og mange af eder, som nu ere tilstede, skulle faa
Lejlighed til at blive stillede for Kanonernes Munding, og det endog
fra Kilder, som I ikke forvente, og de, der ønske dette store Onde
over mig og mine Brødre, skulle blive opfyldte af Sorg og Bedrøvelse
paa Grund af de Nød- og Jammerscener, der forestaa dem. De skulle
søge efter Fred, men ikke finde den. Mine Herrer, I ville finde, at
hvad jeg har sagt eder, er sandt.«
Kort efter dette Besøg kom det Joseph for Ore, at nogle af de
bitreste af hans Fjender, saasom William og Wilson Law og Andre,
skulde have sagt, at man Intet kunde bevise mod Joseph og hans
Medforbundne, at Loven ikke kunde naa dem, men at Kugler og Krudt
kunde, og de skulde ikke komme til at forlade Carthage i levende
Live.
Som man uden Tvivl vil erindre, var den fornemste Grund, som
Guvernør Ford angav til, at Joseph og de andre Brødre skulde tage
til Carthage, at de skulde forhøres for den samme Fredsdommer, der
havde udstedt Ordren til deres Paagribelse. I)a imidlertid Brødrene
stillede sig i Forhør for Dommer Wells i Nauvoo, var denne
Omstændighed Anklagernes Hovedindvending, men da de nu havde dem i
deres Magt i Carthage, havde denne Indvending ikke længere nogen
Vægt, hverken hos Ford eller Authoriteterne, der gave Anledning til318
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Ordrens Udstedelse. Der fandtes nemlig i Carthage en større Fjende
af »Mormonerne« end Thomas Morrison, Ordrens Udsteder, og som
foruden at være Fredsdommer tillige var Kaptejn for de oprørske
Carthage Greys. Hans Navn var Robert F. Smith. Joseph, Hyrum og
13 andre Brødre bleve altsaa tagne og fremførte for ham. For at
opnaa sin Hensigt og faa Brødrene kastede i Fængsel opfordrede han
dem til at stille et saa stort Beløb i Kaution, at de, som han mente,
umulig kunde skaffe det tilveje. Heri blev han imidlertid storligen
skuffet, thi John S. Fullmer, Edward Hunter, Dan Jones, John
Ben-bow og en Del Andre tilbøde strax at gaa i Sikkerhed for det fulde
Beløb. Ikke saa snart var dette sket, før han hævede Retten og forlod
Retssalen, uden at opfordre Joseph og Hyrum til at forsvare sig mod
Klagen for Højforræderi, og forblev borte indtil silde paa Aftenen,
uden Tvivl i den Hensigt at forhindre Josephs og Hyrums Vidner fra
at fremmøde i Retten og finde et Paaskud til at sende dem i Fængsel.
Kl. 8 samme Aften indfandt Konstabel Bettisworth sig i Josephs
og Hyrums Logi og forlangte, at de skulde gaa i Fængsel. Joseph
fordrede at faa Arrestbefalingen at se, hvilket blev ham nægtet, men
da d'Hrr. Woods og Reid, Josephs Sagførere, vedbleve at paastaa, at
de først burde stilles for en Fredsdommer, før de paa lovlig Maade
kunde blive sendte i Fængsel, fremkom han endelig til deres
Forbauselse med en Arrestordre, undertegnet af den berygtede Robert F.
Smith, i hvilken der sagdes, at eftersom de vare blevne arresterede
paa den af Augustine Spencer og Henry O. Norton aflagte Ed for
Højforræderi, og eftersom de vare blevne bragte for ham i Forhør,
hvilket Forhør var bleven udsat paa Grund af vigtige Vidners
Fraværelse, havde han befalet Konstabelen at tage dem under sin Varetægt
og indsætte dem i Distriktsfængslet, hvor de skulde forblive, indtil
Sagen var bleven paakjendt.
Forgjæves protesterede Joseph mod denne ulovlige og tyranniske
Arrestordre; Konstabelen forblev ubøjelig, men indvilgede dog i at
vente, indtil WToods havde havt en Samtale med Guvernør Ford.
Denne mente imidlertid, at han ingen Ret havde til at hindre
Konstabelen i Udførelsen af sin Pligt, og lod sig heller ikke bevæge ved
de Forestillinger, som Ældste John Taylor, der var kommen til ham
i samme Ærinde, gjorde ham. Broder Taylor mindede ham saaledes
om de højtidelige Løfter, han havde givet ham og Dr. Bernhisel, og
sagde, at de havde stolet paa hans Ord og havde Ret til at vente, at
han vilde opfylde sine Løfter, særlig eftersom de af samme Grund
havde stillet sig under hans Beskyttelse uden Vaaben eller nogen
Vagt og havde efterkommet alle hans Ønsker. Alt, hvad Ford
imidlertid var villig til at gjøre, var at medsende Fangerne en
Sikkerhedsvagt paa tyve Mand under Kaptejn Dunns Kommando. Under
Ledsagelse af disse Mænd og Brødrene Hyrum Smith, Willard Richards,
John Taylor, John P. Greene, Stephen Markham, Dan Jones, John
S. Fullmer, Dr. Southwick og Lorenzo D. Wasson, begav Joseph sig
derpaa hen til Fængselet. Brødrene Markham og Jones, der vare
forsynede med Spadserestokke, marscherede paa hver Side af Joseph og
Hyrum og holdt de beskjænkede Drukkenbolte, der flere Gange gjen-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
319
nembrøde Geledderne, borte. Da de vare ankomne til
Fængselsbygnin-gen, tog Arrestforvareren, George W. Stigall, dem under sin
Bevogtning og indsatte dem i Forbrydernes Celle, men overflyttede dem
senere til Gjældsarrestanternes Værelse.
Aftenen tilbragtes paa en efter Omstændighederne særdeles behagelig
Maade i dyb Samtale om forskjellige interessante Emner. Før Enhver
begav sig til Hvile, blev der holdt Aftenbøn, som (for at bruge en
af Deltagernes Udtryk) »for en Stund forvandlede Carthage Fængsel
til Himmelens Port«. De lagde sig derpaa ned paa Gulvet, slumrede
snart ind og sov fra Kl. halv 12 til Kl. 6 den næste Morgen.
Hen paa Morgenstunden den 26de tilskrev Joseph Guvernør Ford
et Brev og anmodede ham om en ny Sammenkomst. Ledsaget af
Oberst Geddes indfandt derpaa Guvernør Ford sig i Fængslet og
havde en længere Samtale med Joseph, som paa Guvernørens
Opfordring gav en temmelig udførlig Forklaring om Urolighederne og deres
Oprindelse. Ford maatte tilstaa, at der var meget sandt i, hvad han
sagde, og at hans Ræsonnement var rimeligt. Joseph gjorde ham
derefter opmærksom paa, at han ventede sig Beskyttelse af ham, og
sagde, at da han havde hørt, at Guvernøren havde isinde at tage til
Nauvoo, var det hans Ønske at tage med, eftersom han slet ikke
ansaa sig for sikker, hvor han var. Hertil svarede Guvernøren, at
han haabede, han vilde blive frikjendt, og at dersom han tog til
Nauvoo, vilde han sikkerlig tage Joseph med sig, men gjentog, at
han ikke kunde modsætte sig Loven, hvortil Joseph svarede, at Andet
ventede han heller ikke; han havde kun gjort Fordring paa, hvad
der var lovligt, og havde i det mindste Ret til at vente Beskyttelse
af ham, thi uanset Loven, havde han sat sin og Statens Ære i Pant
paa, at han skulde blive beskyttet. Guvernøren gjentog atter sit Løfte
om Beskyttelse og tilføjede, at han havde ikke givet dette Løfte,
uden først at have raadført sig med sine Officerer, der alle paa det
Højtideligste havde lovet ham bi i dets Opfyldelse. At Ford
til Trods herfor ikke mente synderlig alvorligt med, hvad han sagde,
fremgaar tydelig nok deraf, at han neppe var kommen tilbage til
Hotellet, før Broder Alfred Randall hørte ham sige til en Soldat,
som i Fortrolighed meddelte ham, at det var Troppernes Beslutning
at »se Joe Smith død«, før de forlode Stedet: »Dersom Du veed noget
Saadant, saa ti endelig stille dermed.«
Efter at Guvernøren havde forladt Fængslet, skrev Joseph et Brev
til Dommer Thomas og lod ham underrette om, at han i Forening
med Broder Hyrum var bleven arresteret for Højforræderi, og at den
eneste Udsigt, de havde til at opnaa en retfærdig Dom, var at faa
deres Sag paadømt af en upartisk Dommer udenfor Carthage,
eftersom Folkets Ophidselse og Fordom var af en saadan Beskaffenhed,
at Ens Vidnesbyrd var til ingen Nytte. Han bad ham tillige
indstændig om uopholdelig at begive sig til Nauvoo og betragte sig som
hjemme i hans Hus, indtil de nødvendige Dokumenter vare
tilvejebragte og en Habeas-corpus Skrivelse udtaget, ifølge hvilken han kunde
blive løsladt af Fængslet og bragt til Nauvoo i Forhør.320
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
FIRE OG TREDIVTE KAPITEL.
Joseph nærer for første Gang i sit Liv en vis Ængstelse med Hensyn til
Udfaldet af sin Sag. — Føres fra og til Fængslet i Forhør. — Besøt* af Josephs
Onkel, Patriark John Smith m. Fl. — Truende Udtalelser af den vagthavende
Officer og Andre. — Joseph opfordrer sine Venner i Nauvoo til at forholde
sig ganske rolige. — Atter en mærkværdig Drøm. — Guvernør Ford begiver
sig med den mere maadeholdne Del af Tropperne til Nauvoo. — Et Brev,
adresseret til Sagfører O. H. Browning af Quincy, vækker en Del Ophidselse
blandt Pøbelen udenfor. — En bevæbnet og bemalet Hob paa over 100
Personer omringer pludselig Fængslet, afvæbner Vagten, iler op ad Trapperne
og begynder Ødelæggelsesværket. — Joseph og Hyrums Endeligt. — Ældste
Taylor modtager flere farlige Saar. — Dr. Richards undkommer som ved et
Mirakel. — Pøbelen tager skyndsomt Flugten.
Døren til det Værelse, hvori Joseph og hans Venner befandt sig i
Carthage Fængsel, havde krummet sig i den Grad, at det var dem
umuligt at faa Laasen lukket i; af den Grund vare Brødrene Jones
og Markham Størstedelen af Formiddagen beskjæftigede med at faa
Døren saa vidt istandsat, at den kunde lukkes i og i Tilfælde af et
Angreb afgive en Smule Beskyttelse.
Joseph, der allerede henved 50 Gange var bleven indkaldt for
Retten, men hver Gang f rik j endt, nærede for første Gang i sit Liv
en vis Ængstelse med Hensyn til Udfaldet af sin Sag. Saaledes sagde
han, idet han hentydede hertil: »Jeg har havt en god Del Ængstelse
med Hensyn til min Sikkerhed, siden jeg forlod Nauvoo — Noget,
jeg aldrig forhen har erfaret, naar jeg har været under Arrest. Jeg
har ikke kunnet bortjage disse Følelser, og de have nedtrykt mig.«
Hyrum prøvede paa at opmuntre ham og bringe ham til at tænke,
at Herren i det mindste for sin Kirkes Skyld vilde befri ham og
spare hans Liv, men Joseph svarede: »Kunde blot Broder Hyrum
blive løsladt, saa har det ikke saa stort at betyde med mig. Stakkels
Rigdon! det glæder mig, at han er rejst til Pittsburg; skulde han
præsidere, vilde han føre Kirken i Fordærvelse i mindre end fem Aar.«
Resten af Dagen tilbragtes paa forskjellig Maade; en Del af Tiden
dikterede Joseph til Dr. Richards, som havde meget travlt med
at skrive; Ældste John Taylor sang en Del Salmer, og Joseph
fortalte Brødrene nogle Drømme, som han havde havt. Sagfører Reid
talede meget opmuntrende om Fangernes Sag og troede at have
Dommer Smith i sin Magt, eftersom han havde ladet dem belægge med
en ny Arrestordre uden først at bringe dem i Forhør, og havde derfor
tabt sin Dommerret i Sagen. Han vilde ikke nu, sagde han, indgaa
paa noget nyt Forhør, medmindre Kaptejn Smith var villig til at
tage til Nauvoo og der faa Sagen undersøgt.
Kl. halv 3 om Eftermiddagen indfandt Konstabel Bettisworth og
en anden Mand sig ved Fængslet og ønskede at blive indladt; de
medbragte et Brev til Arrestforvareren, hvori der gjordes Fordring
paa Fangernes Udlevering, men Hr. Stigali, der kjendte sin Pligt, lod
dem sige, at han ingen Lov kjendte, der bemyndigede nogen
Fredsdommer til at fremkomme med en saadan Fordring, og nægtede
derfor at udlevere dem, indtil de vare blevne frikjendte ved LovensJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
321
retmæssige Gang. Joseph sendte strax Bud til Guvernøren og lod
ham underrette om, hvad der var hændt, samt tilskrev samtidig
begge sine Sagførere og udbad sig en Samtale med dem, saa snart
det var dem muligt. Men Guvernøren var ikke uvidende om
Bettis-worths Forsøg paa at sætte sig i Besiddelse af Fangerne eller om
Apostaternes og Andres Trusler, thi det var et almindeligt
Samtaleemne paa Lejrpladsen og i Hotellets Spiseværelse, hvor Guvernør
Ford var tilstede og tidt hørte Ytringer som: »Skjønt disse Mænd
ikke kunne domfældes paa lovlig Maade, maa de dog ikke tillades
at gaa fri«, og ^selv om Loven ikke kan naa dem, saa skal Kugler
og Krudt«.
Bettisworths mislykkede Forsøg paa at erholde Fangerne var ogsaa
bleven ham meddelt af Dommer Smith selv, der spurgte ham, hvad
han skulde gjøre. Ford svarede: »Vi have Tropper nok; der er
Carthage Greys under Deres Kommando; bring dem ud!«
Hans Raad blev trofast udført. Henved Kl. 4 begav Konstabelen
sig, ledsaget af et Kompagni Carthage Greys, der stod under en vis
Frank Worrells Kommando, atter hen til Fængslet og tvang
Arrestforvareren mod hans Villie og Overbevisning til at udlevere Joseph og
Hyrum. Man protesterede, men da Joseph saa', at Pøbelen begyndte
at samle sig og antage en truende Holdning, ansaa han det for bedst
at gaa med dem; han tog derfor sin Hat paa og gik dristigt ud i
Midten af den aabne Firkant, som var bleven dannet af Carthage
Greys. Der var al Grund til at tro, at han vilde blive myrdet paa
Vejen, inden man naaede Raadhuset; han tog derfor sin Tilflugt til
List, og idet han flk Øje paa en af de værste Pøbelledere, greb han
høflig hans Arm, og med Hyrum under den anden skred han raskt
fremad gjennem Geledderne, fulgt af Dr. Richards og Vagten.
Man naaede Raadhuset i god Behold. Anklagesidens Sagførere vare:
Chauncy L. Higbee, O. C. Skinner, Thomas Sharp, Sylvester
Em-mons og Thomas Morrison. Efter nogen Diskussion blev imidlertid
Forhøret paa Grund af Mangel paa Vidner og efter Forslag af
Josephs Sagfører, Hr. Woods, hævet til næste Dag Kl. 12, hvorefter
Fangerne førtes tilbage til Fængslet.
Kort efter saas Josephs bedagede Onkel, Patriark John Smith, at
nærme sig Fængslet gjennem den udenfor sammenstimlede Mængde,
hvoraf nogle gjenkjendte ham og truende lagde an paa ham med
deres Geværer. Joseph, der snart flk Øje paa ham, henvendte sig til
den vagthavende Milits og bad dem om at lade ham komme ind.
Vagten var i Begyndelsen uvillig til at efterkomme hans Ønske, men
gav tilsidst efter og tilstedte den Besøgende Adgang paa Betingelse
af, at han først lod sig visitere. Da dette var sket, slåp han ind og
havde nu en længere interessant Samtale med Joseph, hvem han i
Samtalens Løb spurgte, om han tænkte, han nogensinde atter vilde
slippe bort fra sine Fjender. Josephs Svar var: »Min Broder Hvrum
tænker jeg skal.« Noget senere bleve de ogsaa besøgte af Sagførerne
Reid og Woods samt Ældste John P. Greene, der meldte, at
Guvernør Ford og en Del af Militsens Officerer havde holdt et Raad,
i hvilket det var bleven vedtaget, at Guvernøren og alle Tropperne
20322
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
med Undtagelse af et Kompagni paa 50 Mand skulde marschere til
Nauvoo den næste Morgen Kl. 8 og ikke vende tilhage før Dagen
efter, den 28de. Hensigten med denne Manøvre var at tilfredsstille
Tropperne. De 50 Mand, der skulde blive tilbage og bevogte
Fangerne, vilde Guvernøren selv udvælge blandt de af Tropperne, man
bedst kunde stole paa, og Forhøret, der skulde afholdes den
paafølgende Dag, blev udsat til den 29de.
I Løbet af Aftenen oplæste Hyrum Uddrag af Mormons Bog
angaaende Guds Tjeneres Fængsling og Befrielse fordum for Evangeliets
Skyld, medens Joseph bar kraftig Vidnesbyrd for Vagten om
Mormons Bogs guddommelige Oprindelse, Evangeliets Gjengivelse, Engles
Betjening og Guds Riges Gjenoprettelse paa Jorden, for hvis Skyld
han nu var kastet i Fængsel, og ikke fordi han havde overtraadt
Guds eller Menneskers Love.
De gik først sildig til Hvile. -Joseph og Hyrum afbenyttede den
eneste Seng, der fandtes i Værelset, medens deres Venner lagde sig
Side om Side paa Gulvet. Dr. Richards sad oppe og skrev, indtil
hans sidste Stump Lys var gaaet ud og havde efterladt ham i
Mørket. Knaldet af et Gevær, som blev affyret tæt udenfor Fængslet,
bragte Joseph til at staa op, forlade sin Seng og lægge sig paa
Gulvet mellem Brødrene Dan Jones og John S. Full mer. Idet han
derpaa strakte sin højre Arm ud, bemærkede han til Broder Fullmer:
»Læg dit Hoved paa min Arm som paa en Pude, Broder John,« og da
Alt var bleven stille omkring dem, laa de og samtalede sagte
sammen om Udsigterne til deres Befrielse etc. Joseph ytrede gjentagende,
at han havde Forudfølelse af, at han maatte dø, og sagde: »Jeg vilde
ønske at gjense min Familie,« og »Gud give, at jeg endnu en Gang
kunde prædike til de Hellige i Nauvoo.« Fullmer prøvede paa at
opmuntre ham og sagde, at han troede, han oftere vilde faa denne
Lejlighed, hvorpaa Joseph takkede ham for hans Bemærkninger og den
Hengivenhed, han nærede for ham.
Strax derpaa trak Dr. Richards sig tilbage og lagde sig paa den
Seng, som Joseph nylig havde forladt, og da Alle syntes at sove
trygt, hviskede Joseph til Dan Jones: »Er du bange for at dø?«
Jones svarede: »Er den Tid kommen, mener du? Delagtig i en
saadan Sag, tror jeg ikke, at Døden vil have mange Rædsler.« Joseph
sagde derpaa: »Du vil endnu se Wales og opfylde den Mission,
hvortil du er kaldet, før du dør.«
Næste Morgen (den 27de Juni) sendtes Broder Jones ned for at
forhøre hos Vagten om Aarsagen til den stedfundne Aliarm den
foregaaende Nat. Vagtofficeren, Frank Worrell, besvarede Jones's
Spørgsmaal paa en meget raa Maade og sagde: »Vi have havt for meget
Besvær med at bringe gamle Joe her til, til at vi atter nogensinde skulde
lade ham slippe levende bort, og medmindre du ønsker at dø med ham,
gjør du bedst i at tage her fra før Solnedgang; thi du er ikke en
Hvid bedre end han, eftersom du holder med ham, og du vil faa
at se, at jeg kan profetere bedre end gamle Joe Smith, for hverken
han eller hans Broder eller nogen Anden, som vil blive hos dem,
vil se Solen gaa ned i Dag.«JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
Broder Jones blev øjeblikkelig sendt afsted til Guvernør Ford for
at underrette ham om Vagtofficerens Trusler. Paa Vejen til
Guvernørens Opholdssted stødte han paa en Forsamling af Mænd og hørte
een af dem, som lod til at være deres Leder, holde en Tale og sige:
»Vore Tropper ville ifølge Ordre blive afskedigede i Formiddag,
og for et Syns Skyld ville vi forlade Byen; men saa snart
Guvernøren og Tropperne fra McDonough County ere tagne afsted til
Nauvoo, ville vi vende tilbage og dræbe disse Mænd, selv om vi
skulle nedrive Fængslet.« Denne Tale blev besvaret med tre Hurraer
af Mængden.
Ankommen til sit Bestemmelsessted fortalte Kaptejn Jones
Guvernøren, hvad der var hændt om Natten, hvad Vagtofficeren havde
sagt, og hvad han havde hørt paa Vejen, og bad ham indtrængende
om at afværge Faren. Ford svarede: »De er unødvendigt bekymret
for Deres Venners Skjæbne, min Herre; Folket er ikke saa grusomt.«
Opbragt over denne Bemærkning foreholdt Jones ham
Nødvendigheden af at ansætte bedre Mænd til at bevogte dem end ligefremme
Snigmordere og sagde: »D'Hrr. Smith ere amerikanske Borgere og
have overgivet sig til Deres Excellence paa Deres Æresord om
Beskyttelse; de ere tillige Stormestre, hvisaarsag jeg forlanger, at De
beskytter deres Liv.« Guvernøren blegnede let, medens Jones
vedblev: >Dersom De ikke gjør dette, har jeg kun eet Ønske tilbage,
og det er, at hvis De tilsteder disse Mænd at berøve Fangerne Livet,
saa—«. »Og hvad saa?« afbrød Guvernøren ham. »Saa haaber jeg,
den Almægtige vil bevare mit Liv til en passende Tid og Sted, at
jeg kan bevidne, at De er bleven betimelig advaret om deres Fare.«
Efter denne Samtale vendte Jones tilbage til Fængslet, men blev
nægtet Adgang af Vagten. Han begav sig derfor tilbage til Hotellet
og fandt her Guvernør Ford i Spidsen for de Tropper, der skulde
ledsage ham til Nauvoo. Resten af Tropperne, der netop havde faaet
deres Afsked, trak sig hujende og skrigende tilbage og erklærede, idet
de saaledes droge bort, at de kun agtede at fjerne sig et kort Stykke
Vej fra Byen for derpaa at vende tilbage og dræbe »gamle Joe og
Hyrum«. Disse Trusler maatte Guvernøren have hort, men han tog
ingen Notits deraf, ikke en Gang da Broder Jones gjorde ham
opmærksom derpaa.
Guvernør Ford blev dernæst anmodet om at opfylde sit Løfte med
Hensyn til Udstedelsen af Pas til Jones og Andre, men indvilgede
kun i at udstede et saadant til Dr. Willard Richards, der var Josephs
Privatsekretær, og et lignende til Cyrus H. Wheelock, der kort før
sin Afrejse til Nauvoo samme Morgen ytrede til Guvernør Ford:
»De maa, min Herre, ved denne Tid være vidende om, at Fangerne
ikke i mindste Maade ere bange for nogen Klage, der maatte blive
fremført imod dem, men De har hørt tilstrækkeligt til at overtyde
Dem om, at deres Fjender vilde dræbe dem, dersom de havde dem
i deres Magt; og nu, min Herre, da jeg staar i Begreb med at tage
til Nauvoo, ønsker jeg at sige Dem, at jeg frygter for disse Mænds
Liv; de ere udenfor Fare, hvad Loven angaar, men de ere udsatte for
at blive overfaldne af Forrædere og Snigmordere, der tørste efter
21»324
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
deres Blod og have besluttet at udgyde det. Under disse
Omstændigheder forlader jeg Dem med et tungt Hjerte.«
Hertil svarede Ford: »Jeg har aldrig i mit Liv været i en saadan
Forlegenhed; men Deres Venner skulle blive beskyttede og blive
stillede for et retfærdigt Forhør; om denne Forsikring er jeg ikke alene;
jeg har erholdt hele Armeens Løfte om at understøtte mig.«
Før Broder Wheelock tog afsted til Nauvoo, aflagde han et kort
Besøg i Fængslet. Morgenen var en Smule regnfuld, hvorfor han
havde en Overfrakke paa, i hvis Sidelomme han bar en sexløbet
Revolver. Han passerede Vagten uden Vanskelighed og fandt snart
Anledning til at overlevere Joseph sin Revolver. Efter at have taget og
undersøgt den spurgte Joseph ham, om han ikke gjorde bedst i at
beholde den til sit eget Forsvar. En enkeltløbet Pistol, som Joseph
tidligere havde modtaget af Ældste John S. Fullmer, overrakte han
derpaa sin Broder Hyrum med de Ord: »Du kan maaske faa Brug
for denne.« Broder Hyrum bemærkede: »Jeg holder ikke af at bruge
den Slags Ting eller se dem blive brugte.« »Det Samme kan jeg
sige,« sagde Joseph, »men vi blive maaske nødte dertil i Selvforsvar,«
hvorpaa Hyrum tog Pistolen.
Joseph tilskrev sin Hustru et opmuntrende Brev og sendte det
med Broder Wheelock, hvem han tillige betroede en mundtlig
Opfordring til Legionens Befalingsmand om at forholde sig ganske rolig
og ikke foretage nogen som helst militær Bevægelse, der kunde
udlægges som en Demonstration eller foraarsage Ophidselse under
Guvernørens Ophold i Nauvoo; i Særdeleshed blev det ham paalagt at
bruge al sin Indflydelse for at formaa Josephs Brødre og Venner til
at forholde sig saa stille og rolige som muligt.
»Vort Liv,« sagde Joseph videre, »er allerede bleven udsat for
Fare ved at aabenbare vore Fjenders ugudelige og blodtørstige
Hensigter, og for Fremtiden maa vi høre op dermed. Alt, hvad vi have
sagt om dem, er sandt, men det er ikke altid fornuftigt at fortælle
Alt, hvad vi vide at være sandt. Endog Jesus, Guds Søn, maatte
mange Gange lægge Beslag paa sine Følelser for sin egen og sine
Tilhængeres Sikkerheds Skyld, ja maatte endog skjule sit Hjertes
retfærdige Hensigter med Hensyn til mange Ting henhørende til hans
Faders Rige. Allerede som Dreng besad han al den Forstand, der var
nødvendig til at kunne styre og regjere det jødiske Rige, og kunde
ræsonnere med de viseste og lærdeste Theologer og Lovkyndige og
bringe deres Theorier og Praxis til at se ud som Daarskab i
Sammenligning med den Visdom, han besad; men han var endnu kun en
Dreng; han manglede fysisk Kraft til endog at forsvare sin egen
Person og var underkastet Kulde, Hunger og Død. Saadan forholder det
sig ogsaa med Jesu Kristi Kirke af Sidste-Dages Hellige; vi have Jesu
Aabenbaringer, og med den Kundskab, vi besidde, vilde vi være i
Stand til at organisere en retfærdig Regjering paa Jorden og skjænke
almindelig Fred til hele Menneskeslægten, om den selv vilde; men
ligesom Frelseren, da han var Barn, mangle ogsaa vi den fysiske Kraft
til at forsvare vore Principer og maa nødvendigvis taale at blive£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
325
plagede, forfulgte og slagne, og med Taalmodighed bære Alt, indtil
Jakob bliver voxen, da skal han nok tage Vare paa sig selv.«
De øvrige Fanger sendte ligeledes en Mængde Hilsener til deres
Familier ved Broder Wheelock, og for at han ikke skulde glemme
nogen af dem, foreslog Dr. Richards at nedskrive dem alle, men
Hyrum fæstede sine Øjne paa ham og sagde med et gjennemtrængende
Blik: »Broder Wheelock vil erindre Alt, hvad vi meddele ham, og
vil aldrig glemme denne Dags Begivenheder.«
I Løbet af Dagen fortalte Joseph følgende Drøm, som han havde
havt den foregaaende Nat: »Det forekom mig, at jeg befandt mig i
Kirtland, Ohio, og havde besluttet at tage ud og bese min gamle
Landejendom, som jeg fandt overgroet med Tjørn og Ugræs og i
enhver Henseende at vise Tegn paa Forsømmelse og Mangel paa
Dyrkning. Jeg gik ind i Laden, som jeg fandt foruden Gulv eller Døre,
med Brædderne afrevne og ellers ganske i samme Stand som den
øvrige Del af Ejendommen. Medens jeg stod og betragtede dette
Skue og var i Færd med at overveje, hvorledes det Hele bedst
skulde kunne gjenvindes fra den Forbandelse, hvorunder det hvilede,
styrtede en Flok rasende Mænd ind i Laden og begyndte at yppe
Trætte med mig. Anføreren for denne Bande bød mig ufortøvet at
forlade Stedet, idet han paastod, at Intet deraf tilhørte mig, og at
jeg maatte opgive alt Haab om nogensinde at besidde det. Jeg
fortalte ham, at Ejendommen var bleven mig skjænket af Kirken, og
at omendskjønt jeg ikke havde gjort nogen Brug af den i nogen
Tid, saa havde jeg dog ikke solgt den, og ifølge retfærdige Principer
tilhørte den enten mig eller Kirken. Herover blev han rasende og
begyndte at udskjælde og true mig og sagde, at den aldrig havde
tilhørt hverken mig eller Kirken. Jeg sagde ham derpaa, at jeg
ansaa det ikke værd at strides om, at jeg intet Ønske havde om at
leve paa den i dens nuværende Tilstand, og at dersom han mente,
han havde mere Ret til den end jeg, vilde jeg ikke trættes med
ham derom, men gaa min Vej. Men min Forsikring om, at jeg ikke
vilde besvære ham for Nærværende, syntes dog ikke at tilfredsstille
ham, da han lod til at være bestemt paa at ville trættes med mig
og truede endog med at ville slaa mig ihjel. Medens han saaledes
var i Færd med at udøse sin Bitterhed mod mig, styrtede nogle
berusede Personer ind og næsten fyldte Laden; de trak deres Knive og
begyndte at kives indbyrdes om Ejendommen; da de for et Øjeblik
syntes at have forglemt mig, benyttede jeg Lejligheden til at tage
bort, men vadede siden i Smuds til op over Anklerne. Da jeg
befandt mig i nogen Afstand fra Laden, hørte jeg dem raabe og skrige
paa en højst foruroligende Maade, og det viste sig, at de vare gaaede
løs paa hverandre med deres Knive. Under disse Omstændigheder fik
Drømmen eller Synet Ende.«
Hen paa Formiddagen den 27de begav Guvernør Ford sig til
Nauvoo, ledsaget af den mere maadeholdne Del af Tropperne; de mest
oprørske og fjendtligsindede af dem lod han derimod blive tilbage
for at passe paa Fangerne. For at være Broder Wheelock
behjælpelig med at samle Vidner til det bebudede Forhør den paafølgende326
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Lørdag, tog Ældste John S. Fullmer omtrent samtidig afsted til
Nauvoo. Et Brev, som Joseph derpaa tilskrev Sagfører O. H. Browning
af Quincy, og hvori han anmodede denne Herre om at føre hans
Sag for sig i Retten, vakte en Del Ophidselse, thi Vagten, der vidste,
at et Brev var bleven skrevet, fortalte Pøbelen, at det var en Ordre
fra Joseph til at bringe Legionen paa Benene og saa snart som
muligt komme ham til Hjælp. De vilde med Magt fratage Kapt. Jones
Brevet — Jones var nemlig den, hvem Joseph havde betroet at
overbringe dette Brev til Hr. Browning, — men da dette ikke lykkedes,
lagde de sig i Baghold i en Skov for at overfalde ham paa Vejen,
men Jones tog en anden Vej og undslap.
Strax efter Middag sendte Joseph Oberst Markham i et Ærinde
ud i Byen, men paa Tilbagevejen til Fængslet blev han omringet
af et Antal Carthage Greys, som med Magt satte ham op paa hans
Hest og tvang ham med Bajonetspidsen til at forlade Byen.
Om Eftermiddagen sang Ældste John Taylor Salmen »A poor
way-faring man of grief«, hvoraf følgende er en Oversættelse paa Dansk
ved Ældste C. C. A. Christensen:
En stakkels sorgbetynget Mand
Mig ofte mødte paa min Vej,
Og naar han ydnivg bad om Hjælp,
Jeg aldrig kunde svare: Nej;
Hans Navn jeg aldrig spurgte om,
Ej heller fra hvad Land han kom;
Men Kjærligheden i hans Blik
Mig fængsled' til ham, hvor han gik.
En Gang han træt og hungrig kom,
Mens jeg mit simple Maaltid nød,
Og skjønt han ytr ed' ej et Ord,
Jeg saa' hans Nød og gav ham Brød.
Han brod — og med et kjærligt Blik
Han gav — og Englébrød jeg fik;
Thi medens jeg med graadig Hu
Det spiste, var det Manna nu.
Jeg næst ham ved en Kilde saa',
Hvor da han træt og mødig laa;
Han var saa tørstig, men saa mat,
At han ej kunde Vandet naa;
Jeg skyndte mig og hjalp ham op
Og lod ham drikke af min Kop,
Men derpaa fyldt han gav mig den —
Og aldrig tørsted jeg igjen.
En mørk og stormfuld Vinternat
Hans Raab om Hjælp sig trængte frem;
Jeg skyndte mig og flk ham fat
Og glad ham førte til mit Hjem.
Jeg varmede min kjære Gjæst
Og havde selv en Glædesfest;
Thi, medens paa min Seng han laa,
Jeg selv i Drømme Himlen saa'.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
327
Elendig, plaget og forhadt,
Paa Vejen jeg ham nøgen fandt;
Han henlaa saaret og forladt,
Og derfor jeg hans Saar forbandt,
Jeg Olie i hans Vunder god —
og Glæde i mit Hjærte flod;
Thi ved hans Ord min Sorg forsvandt,
Og for min Sjæl nyt Liv oprandt.
I Fængsel og til Døden dømt
Med Sorg jeg dernæst fandt min Ven;
Med Frygt haus Haand jeg trykked' ømt —
Og Aanden Styrke flk igjen.
Men for endnu at prøve mig
Han bad mig om al dø for sig;
Da, skjønt mit Kjød var svagt som før,
Min Aand ham svared': Ja, jeg dor.
Derpaa den Fremmede forsvandt,
Og Jesus venlig for mig stod —
Jeg Tegnet i hans Hænder fandt,
Og ydmyg sank jeg for hans Fod.
Hans blide Stemme til mig lød:
Du var mig tro i Liv og Død;
Hvad Du har gjort, er gjort mod mig,
Og derfor jeg velsigner dig.
Denne Sang behagede Joseph saa meget, at han bad John Taylor
synge den igjen, hvilket han gjorde. Derpaa læste Hyrum nogle
Uddrag af Josephus.
Omtrent Kl. 4 blev Vagten afløst, og kun 8 Mænd posteredes ved
Fængslet, medens Hovedstyrken af Carthage Greys laa lejret paa
Torvet henved 1/4 Mil borte. Nogle Minutter efter kom
Arrestforvareren, Hr. Stigall, ind og fortalte Brødrene, hvad der var vederfaret
Broder Markham, og raadede dem til for større Sikkerheds Sk}dd at
gaa ned i Cellen, hvortil Joseph svarede, at dette vilde de gjøre,
naar de havde spist til Aften. Stigall forlod dem, og Joseph sagde,
henvendt til Dr. Richards: »Dersom vi gaa ind i Cellen, vil du saa
gaa med os?« Richards svarede: »Broder Joseph, du bad mig ikke
om at sætte over Floden med dig; du bad mig ikke om at gaa med
dig til Carthage; du bad mig ikke om at følge dig i Fængsel; og
tror du, jeg vil forsage dig nu? Nej, men jeg vil sige dig, hvad jeg
vil gjøre. Dersom du bliver dømt til at hænges for Forræderi, vil
jeg lade mig hænge i dit Sted, og du skal gaa fri.« Joseph sagde:
»Du kan ikke.« Doktoren svarede: »Jeg vil.«
Imidlertid havde nogle af Vagten sendt Bud ind, at de ønskede
noget Vin. En Flaske Vin, en Del Piber og noget Tobak blev
derpaa hentet og bragt ind i Fængslet. Dr. Richards aabnede Flasken
og rakte Joseph et Glas. Broder Taylor og Dr. Richards smagte
ligeledes paa Vinen, hvorefter Flasken blev givet tilbage til Vagten, der
vendte sig om for at gaa. Da han befandt sig ved Begyndelsen af
Trappen, hørte han Nogen nedenunder kalde paa sig, og han ilede
strax ned. Næste Øjeblik hørtes en Del Støj ved Fængslets Yderdør
og en Opfordring om at overgive sig, hvorpaa der fulgte en tre, fire328
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Skud. Dr. Richards kigede ud imellem Gardinerne og saa' omtrent
et hundrede bevæbnede Mænd omkring Døren. Denne Skydning skrev
sig fra Vagten, der for et Syns Skyld truede den fremtrængende
Pøbel og affyrede sine Geværer over deres Hoveder. Idet Pøbelen
derpaa omringede Bygningen, sprang nogle af dem forbi Vagten op
ad Trapperne, stødte Døren delvis op og begyndte at fyre, medens
de, der befandt sig udenfor, fyrede ind gjennem de aabne Vinduer.
Da det var en varm Sommerdag, havde Joseph, Hyrum og Broder
Taylor taget deres Frakker af. Saa snart de erfarede, at de vare
blevne angrebne, sprang Joseph hen efter sin Revolver og Hyrum
efter sin Pistol, medens Broder Taylor bevæbnede sig med Oberst
Markhams store Knippel og Dr. Richards med Ældste Taylors
Spadserestok. De forsøgte dernæst at skyde Døren til, men Kuglerne kom
allerede pibende op ad Trappegangen, hvoraf een traf Døren og
passerede imellem dem, uden dog at skade dem. Joseph, Ældste Taylor
og Dr. Richards forandrede øjeblikkelig deres Stilling og stillede sig
paa venstre Side af Døren. Hyrum trak sig samtidig tilbage foran
samme, da en Kugle brød igjennem og traf ham paa venstre Side
af Næsen; idet han derpaa faldt bagover, kom en anden Kugle
gjennem Vinduet, hvilken ramte ham i Siden og gik igjennem hans
Legeme med en saadan Kraft, at den fuldstændig sønderbrød Uhret i
hans Vestelomme. I samme Øjeblik strejfede en anden Kugle fra
Døren hans Bryst, gik igjennem Halsen og blev siddende i Hovedet.
En fjerde Kugle ramte ham siden i det venstre Ben. Idet han faldt
baglæns mod Gulvet, udbrød han: »Jeg dør!« (»I am a dead man!«)
I dette Farens Øjeblik, da Kuglerne fløj som Hagl igjennem
Værelset, gav Josephs store Hengivenhed for sin Broder Hyrum sig
tilkjende, og idet han kastede et langt, ømt Blik hen paa Broderen,
udbrød han i en smertelig Tone: »O! kjære Broder Hyrum.« Derpaa rakte
han Haanden om Dørkarmen og affyrede sin Revolver i Trappegangen.
Kun tre Skud gik af. Ældste Taylor stod ham nærmest og
afparerede deres Geværer med sin Stok, medens Dr. Richards befandt sig
umiddelbart i Nærheden, rede til at yde, hvad Bistand han kunde.
Ældste Taylor vedblev at afparere deres Geværer, indtil de havde
faaet dem omtrent halvt ind i Værelset, men da der ikke længere
fandtes Skydevaaben, som de kunde benytte, indsaa de, at videre
Modstand vilde være overflødig, hvorfor de begyndte at trække sig
tilbage henimod Vinduet, og Ældste Taylor stod just i Begreb med at
springe ud af dette, da en Kugle indenfra ramte hans venstre
Laar-ben og gik igjennem indtil en halv Tomme paa den anden Side.
Han faldt bevidsløs om mod Vindueskarmen og vilde uden Tvivl
være falden ud, hvis ikke en Kugle, der var bleven afskudt udenfra,
havde ramt Uhret i hans Vestelomme og kastet ham tilbage ind i
Værelset. Han vidste ikke, hvad det var, som saa pludselig havde
kastet ham tilbage, før efter sin Ankomst til Nauvoo, da hans
Klæder bleve undersøgte. Efter at han var falden om paa Gulvet, ramtes
han af to andre Kugler, hvoraf den ene tilføjede hans venstre
Haand-led betydelig Skade, medens den anden trængte ind i hans Ben lige
under det venstre Knæ. Han rullede ind under Sengen, der stod i£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
329
Nærheden af Vinduet i Hjørnet af Værelset. Medens han laa der,
blev der flere Gange skudt paa ham af Mændene ude paa Gangen. En
Kugle ramte saaledes hans venstre Hofte og afrev Kjødet paa en
frygtelig Maade. Baade Gulv og Vægge vare besprængte med Blod,
og rundt om, hvor hans Hoved laa, var Kalken fuldstændig afreven
som Følge af de Skud, der vare affyrede paa ham.
Joseph, som saa', at der ikke længere var nogen Sikkerhed i
Værelset og uden Tvivl i den Hensigt at frelse sine Brødres Liv, vendte
sig rolig om fra Døren, lod sin Pistol falde paa Gulvet og sprang
hen til det samme Vindue, hvor fra Ældste Taylor havde forsøgt
at springe ud, da to Kugler indenfra gjennemborede ham, og en
tre-die udenfra traf ham i den højre Side af Brystet; som han faldt ud
af Vinduet, udbrød han: »O Herre, min Gud!« (»O Lord, my God!«)
Han faldt delvis paa sin højre Skulder og Ryg, idet hans Hoved
og Hals naaede Jorden lidt før Fødderne, rullede øjeblikkelig om
paa Ansigtet og var død.
I samme Øjeblik, som Joseph faldt udenfor, hørtes Raabet: »Han
er sprunget ud af Vinduet,« og de bemalede Mordere i Gangen og
paa Trapperne løb ud saa hurtig, de kunde. Iblandt Morderne
udenfor var der en Mand med bart Hoved og bare Fødder, uden Frakke,
med Skjorteærmerne oprullede til op over Albuerne og Buxerne til
op over Knæerne; denne Djævel i Menneskeskikkelse greb Joseph og
satte ham op mod Sydsiden af Brøndkarmen, der stod et Par Fod
fra Fængslet, hvorpaa Oberst Levi Williams befalede fire Mænd at
skyde ham. De stode omtrent otte Fod fra Brønden og fyrede paa
een Gang. En let Bøjning af Legemet bemærkedes, da Kuglerne traf
ham, og han faldt forover paa Ansigtet. Barbaren, der havde sat
ham op mod Brøndkarmen, trak derpaa en lang Kniv frem i den
øjensynlige Hensigt at afskjære hans Hoved, for hvilket der nemlig
var udbudt en større Sum Penge, men idet han hævede Kniven og
vilde udføre den blodige Handling, brød et stærkt Lys pludseligt
frem fra Himmelen over den blodige Scene og kastede sin blinkende
Straale mellem Joseph og hans Mordere, der bleve aldeles
skrækslagne. Hint Umenneskes Arm, der holdt Kniven, sank magtesløs til
Siden, medens Geværerne faldt ud af Hænderne paa dem, der netop
havde skudt, og de stode alle som fastnaglede til Stedet, uden at
være i Stand til at røre et eneste Lem.
Under den største Forvirring tog Pøbelen derpaa Flugten. Oberst
Williams raabte paa Nogle, at de skulde komme tilbage og være
ham behjælpelig med at føre de fire Mænd, der endnu vare
lammede af Rædsel, bort. De kom og bare dem skyndsomt hen til
Bagagevognene, hvorpaa de alle flyede i Retning af Warsaw.
Dr. Richards, der med Fare for sit Liv havde stukket Hovedet ud
af Vinduet for at erkyndige sig om hans Skjæbne, han saa højlig
elskede, trak sig tilbage fra Vinduet, idet han indsaa, at det vilde
være unyttigt at kaste sig ud paa et hundrede Bajonetter, der
omringede Josephs Legeme. Som ved et Mirakel undgik han at blive
dræbt, thi uagtet han var en meget svær Mand, stod han
fuldstændig uskadt midt under Kugleregnen og fik kun Spidsen af sin ven-330
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
stre Øreflip bortskudt, hvorved en Forudsigelse, som Joseph over et
Aar i Forvejen havde udtalt, gik i Opfyldelse. Han sagde nemlig,
at den Tid vilde komme, da Kuglerne skulde flyve omkring ham som
Hagl, og han skulde se sine Venner falde paa højre og venstre Side
af sig, uden at der skulde blive saa meget som et Hul i hans Klæder.
Hvert Øjeblik ventende, at Pøbelen vilde vende tilbage til
Værelset, ilede Dr. Richards hen til Døren og videre ned ad Trapperne
mod Udgangen for at erfare, om Fængselsdørene vare aabne. Som
han gjorde dette, tilraabte Ældste Taylor bam: »Tag mig!« Da han
fandt alle Døre aflaasede, ilede han tilbage, tog Ældste Taylor under
Armen og bar ham ind i Cellen eller det nedre Fængsel, strakte ham
paa Gulvet og tildækkede ham paa en saadan Maade, at han ikke
let kunde ses. Derpaa sagde han til Broder Taylor: »Det er haardt
at maatte lægge Dem paa Gulvet, men dersom Deres Saar ikke ere
farlige, haaber jeg, De skal leve og fortælle det Skete,« hvorpaa
han begav sig tilbage til Skuepladsen for den blodige Scene, stillede
sig foran Døren og oppebiede med Koldblodighed det forventede
Angreb.
Saa snart det imidlertid var bleven bekjendt, at Pøbelen havde
taget Flugten, blev Ældste Taylor taget ud af Cellen og bragt hen
til Enden af Trappen, hvor et Antal Personer snart indfandt sig,
deriblandt ogsaa en Læge, der fremtog en Pennekniv og gjorde et
Indsnit i Broder Ta}rlors venstre Haand, for om muligt at udtrække
Kuglen. Efter at have savet i nogen Tid med sin sløve Pennekniv,
lykkedes det ham ved Hjælp af en Tømmermands-Passer at udtrække
Kuglen, der vejede omtrent en halv Unse. Først henad Midnat var
det Dr. Richards muligt at skaffe Broder Taylor yderligere Hjælp
og bringe ham nogle Forfriskninger, eftersom næsten alle Byens
Indbyggere ilsomt havde taget Flugten.
Ældste Richards sendte endnu samme Aften en Skrivelse til
Nauvoo, adresseret til Guvernør Ford, General Dunham, Oberst Markham
og Emma Smith, hvori han underrettede dem om den ulykkelige
Tildragelse og anførte videre, at Borgerne vare bange for at blive
angrebne, men at han havde lovet, at intet Ondt skulde tilføjes dem,
hvortil var føjet en Efterskrift af Ældste John Taylor.
FEM OG TREDIVTE KAPITEL.
Guvernør Ford i Nauvoo. — Dr. B. W. Richmonds grafiske Beskrivelse af,
hvad der siden foregaar i Nauvoo og Carthage. — Flere af de Tolv og Andre
have en Forudfølelse af, hvad der sker. — Doktorens Fortælling fortsættes.
— Martyrernes Begravelse. — Betragtninger. — Slutning.
Medens disse Begivenheder fandt Sted i Carthage, befandt
Guvernør Ford sig i Nauvoo og holdt en højst skjændig og fornærmende
Tale til Folket, der med ikke liden Harme hørte paa hans
Bemærkninger. Saa snart han var bleven færdig, begav han sig med sit
Følge tilbage til Carthage, og hvad der siden forefaldt der og i Nau-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
331
voo, ville vi lade et Øjenvidne, en tidligere Bekjendt af Joseph, Dr.
B. W. Richmond, nærmere fortælle. Han skriver:
»Da Guvernør Ford med sine Tropper var tre Mile udenfor
Nauvoo, traf han det Sendebud, som var bleven afsendt til denne Stad
med Efterretning om, hvad der havde fundet Sted, arresterede ham
og tog ham med tilbage til Carthage, da han befrygtede, at
Mormonerne vilde rejse sig og hævne deres Lederes Blod, forinden han
selv kunde bringe sig i tilbørlig Sikkerhed. I Carthage fandt han
alle Partier i den yderste Bestyrtelse. Indbyggerne pakkede
skyndsomt deres Sager sammen og flygtede over Hals og Hoved. Gamle
Mænd, Kvinder og Born med fuldtlæssede Vogne og Karrer af Møbler
og Sengklæder samt Flokke af Kvæg, Svin og Muler flyede i største
Forvirring fra den blodbestænkte By. Dr. Richards, Taylor, Hamilton
og en Hr. Southwick vare de eneste levende Personer i Byen Natten
over, og de holdt Vagt ved de døde Legemer.
Den næste Dag bleve Ligene, gjennemblodte af Blod, lagte i Kister
af raa Egeplanker, tildækkede med Præriegræs og et indiansk
Hestedækken, og paa denne Maade bragte til Nauvoo. Imidlertid havde
Guvernør Ford udstedt en Ordre til Nauvoo-Legionen om at forsvare
Staden, indtil Hjælp kunde blive dem tilsendt, og havde gjennem
Dr. Richards sendt Fru Emma Smith et Brev, hvori han tilraadede
Ro og Orden, og tyve Minutter senere skyndte han sig afsted over
Prærien til Quincy, i den faste Tro, at Morgensolen kun vilde finde
Hobe af Stene og Aske til Betegnelse af Stedet, hvor Carthage havde
ligget. Tre Dage senere modtog og aflagde han fornemme Visiter i
Quincy.
Efterretningen om Smiths Død naaede Nauvoo tidlig om Morgenen
efter Snigmordet og faldt med knusende Vægt paa det hele Samfund.
Guds Profet var bleven dræbt af de Ugudelige. Deres Følelser vare
noget lig dem, der opfyldte de fordums Apostle, da de erfarede, at
Jesus var bleven korsfæstet.«
Hertil maa endvidere føjes, at Natten efter Mordet var en Skrækkens
Nat for Mange. Flere stode op fra deres søvnløse Leje for at gaa ud
og fortælle deres Naboer, hvilke besynderlige Følelser der havde
paakommet dem i Løbet af Natten; men da de næste Morgen flk at
høre, at Joseph og Hyrum vare blevne dræbte, at John Taylor var
bleven haardt saaret, og at Willard Richards var undkommen med
Nød og neppe, blegnede deres Kinder, og med aandeløs Taushed
stode de og lyttede til den forfærdelige Beretning. Det hele Folks
Jammer og Klageskrig opsteg til Himmelen paa hin Dag. Ogsaa de
af de Tolv, som vare ude paa Mission saa vel som andre Ældster,
havde samme Dag, som Mordet blev begaaet, en Forudfølelse af, at
noget Skrækkeligt var hændet. De følte sig nedslagne og ligesom
betagne af en vis uforklarlig Rædsel. Nogle græd, uden at vide
hvorfor, medens Andre følte sig overvældede af en dyb Sorg. Først
da Efterretningen om Josephs og Hyrums Død naaede dem, blev
Grunden til disse forunderlige Følelser opklaret, endskjønt det endnu
faldt flere af dem vanskeligt at tro, at de virkelig vare døde.
Medens man i Nauvoo var i Færd med at gjöre Forberedelser til332
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Ligenes Modtagelse, begav Dr. Richmond sig til Profetens Hus og blev
et Øjenvidne til, hvad der foregik i Martyrernes Familier; de
hjerteskjærende Optrin, som her forefaldt, beskriver han saaledes:
»Da jeg traadte ind i Huset, fandt jeg Josephs Hustru siddende
paa en Stol i Midten af et lille Værelse, med lydelig og uforbeholden
Stemme græde og beklage sig og med Ansigtet begravet i sine
Hænder. Ældste Greene kom ind, og da den grædende Kvindes bitre
Klagen naaede hans Øre, brast han ud i lydelig Hulken, og
skjæl-vende i hver Nerve nærmede han sig Fru Smith og udbrød: >;0, Søster
Emma, Gud velsigne Dem.« Idet han derpaa holdt hendes Hoved i sine
Hænder, fremsagde han en lang og brændende Bøn for hendes Fred,
Beskyttelse og Hengivelse i Forsynets Villie. De første Ord, den
stakkels Kvinde ytrede, vare: »Hvorfor, o Gud, skal jeg saadan
bedrøves? Hvorfor er jeg Enke og mine Børn faderløse? Du veed, at
jeg har altid fæstet Lid til din Lov.« Hr. Greene gjensvarede hende,
at denne Bedrøvelse vilde blive hende en Livsens Krone, hvorpaa
hun rask svarede: »Min Mand var min Krone; for ham og mine
Børn har jeg lidt Tabet af Alt, og hvorfor, o Gud, skal jeg saadan
lades ene og min Barm sønderrives af denne tifold Smerte?«
Jeg gik ind i det næste Værelse, hvor Josephs og Hyrums bedagede
Moder kom mig imøde med et Blik af vild Fortvivlelse, og idet hun
greb mine Hænder, spurgte hun mig, hvorfor de havde skudt hendes
kjære Børn. Hendes Øjne vare tørre, og hendes Smerte syntes for
dyb til, at Taarer kunde fremvælde. Hun skred frem over Gulvet,
vendte om, gik hen til Vinduet og derpaa til Værelsets Dør, hvor
Josephs Hustru fremdeles græd, og Hr. Greene fremdeles bad.
I et andet Værelse vare alle Josephs Børn trængte sammen; den
ældste, en Adoptivdatter, var, antager jeg, omtrent 18 Aar gammel.
To unge Drenge laa paa Gulvet, og andre to knælede over dem,
blandende deres Sorg i et vildt Skrig af barnlig Fortvivlelse.
I Hyrums Hus, et lille Stykke der fra, var Scenen ikke mindre
hjerteskjærende. Hans Hustru havde samlet sin Familie, bestaaende
af fire Børn, omkring sig i Dagligstuen, og den yngste, der var
omtrent fire Aar gammel, havde taget Plads paa hendes Skjød. De
Fattige og Hjælpeløse, som bleve bespiste ved hendes Mands Bord,
vare komne ind og havde dannet en Gruppe af omtrent tyve
Personer omkring i Værelset. De græd og hulkede alle, idet Enhver
udtrykte sin Sorg paa sin egen besynderlige Maade. Fru Smith syntes
stum af Skræk over den begaaede Misgjerning.
Medens disse Scener fandt Sted i Staden, vare Ligene paa Vejen
fra Carthage. For at bevare Ro og Orden og berede Borgerne til med
Resignation at udholde den haarde Prøve, blev et almindeligt Møde
sammenkaldt om Formiddagen Kl. 10, hvor William W. Phelps og
Oberst Buckmaster fra Alton, Guvernør Fords Adjutant, talede til de
Forsamlede.
Ingen tænkte paa Hævn. Alle syntes overvældede af Sorg. Kl. 3
om Eftermiddagen ankom Ligene under Opsyn af Marschallen,
Samuel H. Smith, en af de myrdede Mænds overlevende Brødre, fulgt
af Dr. Richards og Hr. Hamilton, fra Carthage. De bleve modtagne£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
333
i Nærheden af Tempelgrunden af General Joseph Smiths Stab,
General-Majoren og Stab, Brigade-Generalen og Stab samt andre af
Legionens Befalingsmænd, Stadsraadet og en uhyre Forsamling af
Borgere.
Ligbærerne stillede sig i Orden, medens Mængden taust aabnede
sine Rækker for at gjøre Plads, og da den sørgende Skare satte sig
i Bevægelse, brøde Kvinderne ud i lydelig Hulken ved Synet af de
to Kister af uhøvlede Brædder, bedækkede af Indianertæppet.
Graaden udbredte sig til Skaren og spredte sig over de uhyre
Menneskebølger, som strakte sig fra Templet til Profetens Bolig. Folkets Sukke,
Hulken og Graad blev dybere og stærkere, indtil Lyden lignede en
Storms Brusen eller det sagte, dybe Drøn af den fjerne Tornado.
Da de afsjælede Legemer ankom til Fru Emma Smiths Bolig,
trængte Folket, der talte mellem otte og ni tusinde Personer, for
Størstedelen »Mormoner«, som nøje sympathiserede med de Afdøde,
sig omkring Huset, og de Sørgendes høje Klageskrig udenfor og
Familiens indenfor vare i Sandhed skrækkelige at høre. Mængden skiltes
derpaa ad for at gjøre Plads for Ligenes Hensættelse i Huset. Dommer
Phelps, Dr. Richards og d'Hrr. Woods og Reid — de to Sidstnænte
havde været Smiths Sagførere — trak sig tilbage til forskjellige
Steder og begyndte at tale til dem. Hr. Woods, som var fra Fort
Madison og en Sagfører af høj Rang, var meget haard i sin
Fordømmelse af den hele Affære og dadlede i Særdeleshed Guvernør
Ford for den ligegyldige og skyldige Del, han havde taget i ikke at
beskytte Fangerne.
Ligene bleve bragte ind i Spisestuen, og omtrent et Dusin modige
Mænd, som kunde udholde Stanken af Blod, bleve valgte til at lægge
dem ud. Dette medtog en Time eller mere, og de bleve derpaa
hensatte under de af Værelsets Vinduer, som vendte mod Vest, og deres
Familier bragtes ind for at tage deres afdøde Mænd, Børn og Fædre
for første Gang i Øjesyn efter deres Død. Da Døren aabnedes, traadte
Profetens Hustru ind med to Ledsagere. Hun gjorde et Par Skridt
henimod Hyrums Lig, besvimede og faldt bevidstløs om. Hendes
Venner rejste hende op og gav hende Vand, men hun faldt atter i
Afmagt og blev baaren ud i bevidstløs Tilstand.
Sex Gange forsøgte hun at se Ligene, og sex Gange blev hun
baaren bort i hendes tvende Ledsageres Arme. Hyrums Hustru
traadte dernæst ind i Salen med sine fire Børn uden nogen Hjælp,
da hun havde besluttet at trodse Scenen med sine stakkels faderløse
Børn. Hun skjæl vede ved hvert Skridt, hun tog, og var nærved at
falde, men naaede omsider sin Mands Lig, knælede ned ved hans
Side, lagde sine Arme om hans Hals og drog hans blege Ansigt op
til sin bølgende Barm, hvorpaa et langt, klagende Skrig brød frem
fra hendes Læber: »O! Hyrum, Hyrum! Har man skudt clig, min
kjære Hyrum? Er du død? O! tal til mig, min Kjære! Jeg kan ikke
tænke mig, at du er død, min kjære Hyrum!« Hun drog ham tættere
og tættere op til sin Barm, kyssede hans blege Læber og Ansigt,
lagde sine Hænder paa hans Hoved og strøg Haaret tilbage fra hans
Pande. Hendes Sorg syntes at afkræfte hende, og hun tabte aldeles334
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Evnen til at tale. Hendes to Døtre og de to unge Børn klyngede sig
fast, nogle om hendes Hals og nogle til Legemet, medens de faldt
knælende ned ved Siden af Liget og skrege højt i deres ordløse
Sorgs Vildhed.
Efter omtrent 10 Minutters Forløb kom Fru Emma Smith,
Profetens Hustru, igjen ind i Værelset imellem to Ledsagere i en halv
afmægtig Tilstand. Hun nærmede sig Hyrums Lig, og da jeg vidste,
at Fornemmelsen af at føie et koldt, dødt Legeme udøver en
beroligende Indflydelse paa de menneskelige Nerver, tog jeg hendes
Haand og lagde den paa Hyrums Pande, og strax vendte hendes
Styrke tilbage. Hun mumlede Noget i en lav Tone, som jeg ikke
kunde opfatte, hendes Øjne aabnede sig, og hun sagde til sine
Venner: »Nu kan jeg se ham; jeg er stærk nu.« Hun gik alene
hen til sin Mands Baare, knælede ned, lagde Hænderne om hans
Hals og sank ned ved hans Legeme. Pludselig brød hendes Sorg ud
i lydelige Klager, Suk, Stønnen og Ord. »Joseph, Joseph,« sagde
hun, »er du død? Have Snigmorderne skudt dig?« Hendes Børn, fire
i Antal, samlede sig rundt om deres grædende Moder og en myrdet
Faders døde Legeme, og Sorg, som Ord ikke kunne tolke, syntes at
overvælde den hele Gruppe. Hun vedblev at tale i en lav Tone, men
ingen af Ordene vare hørlige uden dem, jeg allerede har anført. * * *
Mængden skiltes ad ved Mørkets Frembrud, og næste Dag blev
det bestemt, at Folket skulde komme og se de to Brødres Lig. De
begyndte at samle sig tidlig om Morgenen, og i Staden, paa Floden
og det omliggende Land vrimlede det med Mænd og Kvinder hele
Dagen.
Scenen omkring de døde Mænds Lig var alt for skrækkelig at
overvære. Hyrum var skudt igjennem Hjernen og blødte ikke, men
ved Middagstid var hans Legeme saa opsvulmet, at Ingen kunde
gjenkjende det. Halsen og Ansigtet dannede een opblæst Masse.
Josephs Blod vedblev at strømme ud af hans Saar, som vare blevne
tilstoppede med Bomuld; Musklerne gave efter, og den blodige Vædske
randt draabevis ned paa Gulvet og dannede Bugtninger henad dette.
Tjære, Eddike og Sukker holdtes brændende paa Ovnen for at gjøre
det muligt at opholde sig i Værelset. Tusinder gik ind ad den ene
og ud ad den anden Dør for at tage Ligene i Øjesyn, slæbende
Fødderne efter sig i Profetens Blod. Røgen af Tjære og Stanken af
Lig var i Sandhed frygtelig, og dog var der en Strøm frem og
tilbage fra Morgen til Aften.
Dagen var klar; Solen sneg sig ned bag den vestlige Horizont og
kastede sine sidste Straaler paa den sammenstimlede Mængde af
næsten 20,000 Personer, som nu begyndte at drage bort i enhver
Retning. Værelserne bleve derpaa rømmede og Ligene lagte i Kister
og skjulte i et lille Aflukke, som stødte op til Spisesalen. To Sække
Sand vare blevne tilvejebragte og ligeledes to simple Ligkister, hvori
de andre tilsyneladende skulde lægges, men i Stedet derfor modtog
disse Ligkister de ovenomtalte Sandsække og bleve lukkede til.
William W. Phelps havde kaldt Mængden sammen for at oplæse for
dem Johannes Aabenbarings 6te Kapitel. Profeten havde Dagen før£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
335
sin Død, og medens han endnu opholdt sig i Fængslet i Carthage,
sendt Bud til sine Tilhængere om at læse hint Kapitel, thi det var
lige ved at skulle gaa i Opfyldelse.
Efter Oplæsningen vendte Mængden tilbage til Joseph Smiths Bolig
og modtog, hvad de formodede var de to Mænds Lig, men i
Virkeligheden de to Sække Sand. Brødrene Smiths Familier havde besluttet
at begrave Ligene hemmelig og skjule Kjendsgjerningen for Alle,
undtagen tolv udvalgte Venner og de myrdede Mænds Familier.
Ligkisterne, som indeholdt Ligene, forbleve skjulte i det lille Aflukke,
medens de, der vare fyldte med Sand, bleve baarne i højtidelig
Procession til Statskirkegaarden, fulgt af en uhyre Skare Mennesker.«
Samme Nat bleve de virkelige Lig hemmeligt begravede. Dette skete
for at forhindre Martyrernes Fjender fra at sætte sig i Besiddelse af
de Afdødes Legemer og sikre disse en uforstyrret Hvile i Gravens
Skjød.
Saaledes havde Gjenstanden for nærværende Biografi pludselig endt
sin korte, men daadrige jordiske Løbebane og var indgangen til sine
Fædre for der at nyde en bedre Lon for sit Livsarbejde end den,
han erholdt her paa Jorden, og for at blive kronet med evigt Liv
og Hæder af den store Alfader, hvis trofaste Tjener han var til sit
sidste Øjeblik.
Før vi imidlertid bringe Profetens Livshistorie tilende, ville vi som
en Tilføjelse til, hvad der allerede er sagt om hans Person, anføre,
hvad en af hans trofaste Venner og Bundsforvante, Apostlen Parley
P. Pratt, i denne Henseende skriver om ham:
»Præsident Joseph Smith var høj og velbygget, stærk og bevægelig;
af en lys Ansigtsfarve, lyst Haar, blaa Øjne, meget lidt Skjæg og i
Besiddelse af et for ham særegent Udtryk, hvorpaa Øjet altid hvilede
med Velbehag, og man trættedes aldrig ved at betragte det. Hans
Ansigt var stedse mildt, venligt og straalende af Intelligens og
Velvillie, blandet med et ubevidst muntert Smil; han var aldeles fri. for
al Tilbageholdenhed og paatagen Hellighed. Der var Noget forbunden
med hans Øjes klare, rolige Blik, som vilde han gjennemtrænge det
menneskelige Hjertes dybeste Afgrunde, se ind i Evigheden,
gjennem-skue Himlene og omfatte hele Universet.
Han besad en ædel Frimodighed og en uafhængig Karakter; hans
Optræden var let og fortrolig, hans Irettesættelse frygtelig, hans
Godgjørenhed uudtømmelig som Oceanets Dyb, hans Indsigt altomfattende
og hans Sprog gjennemtrængt af en ejendommelig Veltalenhed, der
var ham særegen — ikke poleret — ikke studeret — ikke afmaalt
eller afpasset ved Uddannelse eller forfinet ved Kunst, men
frem-strømmende i dets egen naturlige Simpelhed og overordentlig
afvexlende i Gjenstand og Form. Han interesserede og belærte sine
Tilhørere, medens han til samme Tid morede og underholdt dem, og
der var aldrig Nogen, som horte ham, der trættedes af hans Tale.
Jeg har endogsaa ofte set en stor Forsamling af villige ivrige
Tilhørere lytte til hans Tale med spændt Opman-ksomhed i mange Timer,
i Kulde og Solskin, Regn og Blæst, medens de lo i det ene Øjeblik336
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
og græd i det næste. Selv hans bitreste Fjender bleve almindeligvis
overvundne, naar han blot en Gang kom til at tale til dem. * * *
I Korthed, hos ham vare en Daniels og Cyrus's Karakter vidunderlig
sammenblandede. En Daniels Evner, Visdom og Gudhengivenhed vare
forenede med en Cyrus's Kjækhed, Mod, Maadeholdenhed og
Udholdenhed. Han var visselig begavet med saadan Villiekraft og
Sjæls-evner, at han, hvis han var bleven sparet til moden Manddom og Alder,
vilde have omvæltet Verdens Begreber i mange Henseender og
efterladt sig et Navn, knyttet til mere herlige og glimrende Bedrifter, end
det nogensinde før var falden i nogen Dødeligs Lod. Som det er,
vil hans Værk leve til endeløse Tidsaldre, og utallige endnu ufødte
Millioner ville med Hæder omtale hans Navn som et ædelt Redskab
i Guds Haand, der i Løbet af sin korte, ungdommelige Løbebane
lagde Grundvolden til det Rige, der omtaltes af Profeten Daniel,
hvilket skulde sønderknuse alle andre Riger, men selv bestaa evindelig.«
Og i Forbindelse hermed ville vi som en passende Slutning anføre
Følgende fra Lærdommens og Pagtens Bog, 135te Kapitel:
»Joseph Smith, den Herrens Profet og Seer, har gjort mere (med
Undtagelse af Jesus) for Menneskenes Frelse i denne Verden end
nogen Anden, der nogensinde har levet i den. I det korte Tidsrum
af 20 Aar har han frembragt Mormons Bog, hvilken han oversatte
ved Guds Gave og Kraft, og har været et Redskab til at udgive den
paa to Fastlande, har sendt det evige Evangeliums Fylde, som den
indeholder, til Verdens fire Hjørner, har frembragt de Aabenbaringer
og Befalinger, hvoraf denne Lærdommens og Pagtens Bog bestaar,
og mange andre vise Dokumenter og nyttige Undervisninger for
Menneskenes Børn; han har samlet mange Tusinde af de Sidste-Dages
Hellige, grundet en stor Stad og efterladt en Berømmelse og et Navn,
som ikke kan udslettes. I sit Levnet var han stor, og han døde stor
i Guds og hans Folks Øjne, og har, ligesom de fleste af Herrens
Salvede fordum, beseglet sin Sendelse og sine Gjerninger med sit
eget Blod, og ligesaa har hans Broder Hyrum. I Livet vare de eet,
og Døden adskilte dem ikke!***
Hyrum Smith var 44 Aar gammel i Februar 1844, og Joseph
Smith var 38 i December 1843; og fra nu af ville deres Navne blive
talte iblandt Martyrerne for Religionens Skyld, og Læserne i alle
Nationer ville paamindes om, at Frembringelsen af Mormons Bog og
denne Lærdommens og Pagtens Bog til den fordærvede Verdens Frelse
har kostet det bedste Blod i det nittende Aarhundrede, og at om
Ilden kan antænde et grønt Træ til Guds Ære, hvor let vil den da
ikke opbrænde de »tørre Træer« for at rense Vingaarden fra
Fordærvelse. De levede i Ære, de døde med Hæder, og Herlighed er
deres evige Løn. Fra Slægt til Slægt skulle deres Navne nævnes for
Efterkommerne som Klenodier for de Helliggjorte.
De vare ikke skyldige i nogen Forbrydelse, hvilket ofte før var
bleven bevist, og bleve alene arresterede ved ugudelige Menneskers
og Forræderes Sammensværgelse; og deres uskyldige Blod paa Gulvet
i Carthages Arreststue er et stort Segl, trykt paa »Mormonismen«, som
ikke kan forkastes af nogen Ret paa Jorden; og deres uskyldige BlodJOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
337
paa Illinois's Vaaben, tilligemed Statens brudte Løfte om Sikkerhed,
givet af Guvernøren, er et Vidnesbyrd om det evige Evangeliums
Sandhed, som hele Verden ikke kan modbevise, og deres uskyldige
Blod paa Frihedens Banner og paa de Forenede Staters Grundlov er
en Talsmand for Jesu Kristi Religion, der vil røre retskafne
Menneskers Hjerter i alle Nationer; og deres uskyldige Blod, med alle
Martyrers uskyldige Blod under det Alter, som Johannes saa', vil raabe
til Hærskarernes Herre, indtil han hævner det Blod paa Jorden, Amen.«
CARTHAGE FÆNGSEL.
Kan synges til Melodien: »Joseph og hans Brødre« (Opera).
Blandt Guds Folks mange sorgfulde Minder
Carthage Fængsel staar fremmest som et;
Der en Blodplet paa Gulvet man finder —
Martyrblod af en Herrens Profet.
Der tre ædle Guds Mænd maatte bløde
Som et Offer for Niddingers Nag;
Uden Dom, uden Skyld eller Brøde,
Men som Kæmper for Sandhedens Sag.
Som et Vidne om grufulde Dage
Denne Bygning fremdeles vil staa;
Men som Ståt Illinois maa beklage,
At hin Skamplet vil aldrig forgaa.
Thi naar kommende Slægter skal høre
Om Profetens Mission og hans Død.
Vil til Carthage det Pilgrimme føre,
Hvor Martyrernes Blod man udgød.
Da med Ærefrygt vil man betræde
Dette Sted med hin blodige Plet,
Som var Joseph og Hyrum tilstede —
Disse Talsmænd for Sandhed og Eet.
Nu i Paradis Hvile de nyde,
Men vi en Gang skal se dem igjen
Med John Taylor, hvis Blod maatte flyde
Som Martyrernes trofaste Ven.
Ja, naar Jesus antager sit Rige,
Som paa Jorden for ham er beredt.
Da vil Josephs Navnkundighed stige
Som den sidste Tids store Profet.
Man som saadan ham Hyldest vil yde;
Man vil mindes hin grufulde Dag,
Da i Carthage hans Blod maatte flyde
Som et Offer for Sandhedens Sag.
C. C. A. Christensen.
20338
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
TILLÆG.
SEX OG TREDIVTE KAPITEL.
Oliver Cowdery. — Hans Ungdomsdage. — Første Bekjendtskab med Profeten
Joseph. — Han nedskriver Oversættelsen af Mormons Bog. — Indtager
fremragende Stillinger i Samfundet. — Ser Frelseren og samtaler med Engle. —
Udelukkes af Kirken, men forbliver tro og urokkelig i sit Vidnesbyrd
angaaende Mormons Bogs Sandhed. — Forener sig atter med de Hellige og dør
standhaftig i Troen. — Andres Vidnesbyrd om Oliver Cowdery.
Oliver Cowdery, et af de tre Vidner til Mormons Bog, blev fød1'
den Sdie Okt. 1806 i Byen Wells, Rut!and County, Vermont, men
blev hovedsagelig opdraget i Poultney i samme County, hvor hen hans
Fader flyttede, da Oliver var omtrent tre Aar gammel. Omtrent i
Aaret 1825 flyttede Oliver til Staten New York, hvor hans ældre
Brødre, der vare gifte, allerede havde opslaaet deres Bopæl, og
omtrent to Aar senere flyttede hans Fader ogsaa til nævnte Ståt.
Oliver var beskjæftiget som Handelsbetjent i en Butik indtil
Vinteren 1828—29, da han flk Ansættelse som Skolelærer i Byen
Manchester, Ontario County, New York, ni Mil fra hans Faders Hus.
Der stiftede han først Bekjendstkab med Joseph Smith sen. (Profeten
Josephs Fader), hvis Børn gik i Skole i Manchester, og Oliver var
Kostgænger i Familien Smiths Hus en kort Tid; her kom han til
Kundskab om, hvorledes den unge Joseph var kommen i Besiddelse
af de Plader, hvorfra Mormons Bog senere oversattes. Oliver blev
strax meget interesseret i Sagen og besluttede at gjøre sig nærmere
bekjendt med de dermed forbundne Omstændigheder. Han bad
ligeledes til Herren om at oplyse hans Sind desangaaende, og en Aften,
efter at han havde begivet sig til Hvile, blev det i en Drøm
tilkjende-givet ham, at det, der var bleven ham fortalt med Hensyn til
Pladerne, var sandt. Han besluttede derpaa at aflægge den unge Joseph
et Besøg i Harmony, Pennsylvanien, hvor hen denne var flyttet paa
Grund af de Forfølgelser, han havde været underkastet i Staten New
York. Oliver begav sig strax paa Rejsen og traf for første Gang i
sit Liv sammen med Joseph i Harmony den 5te April 1829. Dette
Møde blev under et kjærligt Forsyns Styrelse senere af stor
Betydning. Joseph havde allerede været i Besiddelse af Pladerne i nogen
Tid, men kunde ikke fortsætte Oversættelsesarbejdet, fordi han
manglede en Skriver. I Oliver Cowdery fandt Joseph den rette Mand til
at hjælpe sig med Oversættelsen, og to Dage efter hans Ankomst
begyndte den unge Profet at oversætte Mormons Bog ved Hjælp af
Oliver Cowdery som Skriver. Nogle Dage senere modtog Joseph en
Aabenbaring, hvori Oliver blev nærmere gjort bekjendt med sine
Pligter. (Pagtens Bog, 6te Kap.)£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
339
Medens Joseph og Oliver vare beskjæftigede med Oversættelsen,
blev Oliver besjælet af et inderligt Ønske om at erholde den samme
Gave til at oversætte, som Joseph besad, men ved Aabenbaring (se
Pagtens Bog, 9de Kap.) blev det ham betydet, at han skulde
fortsætte sit Arbejde som Josephs Skriver. Ved forskjellige andre
Lejligheder nød Oliver Herrens særlige Gunst, idet Guds Ord bleve ham
meddelte direkte ved Profeten Joseph, med hvem Oliver i flere Aar
derefter var meget nær forbunden i Bestyrelsen af Kirkens
almindelige Anliggender. (Se Pagtens Bog, 7de, 13de, 17de, 18de, 23de og
110de Kap. osv.)
Den lode Maj 1829 blev Oliver Cowdery, tilligemed Joseph Smith,
ordineret til det Aaronske Præstedømme af Johannes den Dober.
Oliver blev ligeledes døbt af Joseph. (Se dette Værk, Side 16.)
I Juni Maaned 1829 flyttede Joseph og Hustru samt Oliver
Cowdery til Fayette, Seneca County, New York, hvor Oversættelsen af
Mormons Bog fortsattes og fuldendtes. John Whitmer, en af Peter
Whitmer sen.'s Sønner, ydede betydelig Hjælp ved Oversættelsen som
Skriver. I Løbet af Sommeren — sandsynligvis i Juni Maaned —
bleve Pladerne viste de tre Vidner, og ikke længe derefter bleve
Joseph Smith og Oliver Cowdery ordinerede til det Melkisedekske
Præstedømme af Peter, Jakob og Johannes. En Aabenbaring, der
særlig vedgik Oliver Cowdery, blev ogsaa given, i hvilken Herren
for første Gang omtaler de sidste Dages tolv Apostle. (Se Pagtens
Bog, 18de Kap.)
Ved Kirkens Organisation i Fayette den 6te April 1830 var Oliver
Cowdery et af dens 6 første Medlemmer, og ved samme Lejlighed
blev han af Joseph Smith ordineret til at være den anden Ældste
i Kirken. Den lite April holdt Oliver Cowdery den første Prædiken,
som er bleven holdt af nogen Ældste i denne Uddeling. I Juni
Maaned 1830 ledsagede han Profeten Joseph til Colesville, Broom
County, hvor en stor Gren af Kirken senere oprettedes midt under
stor Forfølgelse.
Om Efteraaret 1830 bleve Oliver Cowdery, Parley P. Pratt, Peter
Whitmer jun. og Ziba Peterson kaldede til at gaa paa Mission til
Lamaniterne i det fjerne Vesten. Disse Missionærer tiltraadte strax
eieres lange Rejse og ankom efter en meget haard og besværlig Rejse
midt om Vinteren til Independence, Jackson County, Missouri, i
Begyndelsen af 1831. Oliver Cowdery og Parley P. Pratt begyndte strax
en lovende Missionsvirksomhed iblandt Deleware-Indianerne udenfor
de Forenede Staters vestlige Grænse, men da de bleve uddrevne af
Indianer-Agenterne, begyndte Missionærerne at prædike for de Hvide
i Jackson County med betydelig Held. (Se dette Værk, Side 35—42.)
I Februar 1831 begav Parley P. Pratt sig paa Tilbagerejsen mod
Østen, medens Ældste Cowdery med de andre Missionærer forbleve
i Missouri, indtil Joseph Smith tilligemed flere andre Missionærer
ankom til Independence i Juli 1831. Da Tempelgrunden blev indviet
den 3die August 1831, var Oliver Cowdery en af de otte Mænd,
som vare nærværende. I Profetens Selskab vendte han tilbage til
Kirtland, Ohio, hvor de indtraf den 27de August. Den følgende Dag340
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
(28de August) blev Oliver ordineret til Høj præst af Sidney Rigdon.
I næstfølgende November Maaned blev han tilligemed John Whitmer
sendt tilbage til Missouri med de af Herren til Joseph Smith givne
Aabenbaringer, som senere bleve trykte af William W. Phelps i
Independence.
Den 22de Januar 1832 indgik Oliver Cowdery Ægteskab med
Elisabeth Ann Whitmer, en Datter af Peter Whitmer sen. Da Profeten
Joseph anden Gang besøgte Missouri i 1832, blev Oliver Cowdery
beskikket til Medlem af en Komite, bestaaende af tre Mænd, til at
berede saadanne Aabenbaringer for Trykning, som kunde anses
nødvendige til Offentliggjørelse. Han var ogsaa en af de Højpræster,
som bleve beskikkede til at forestaa Kirkens Anliggender i Missouri.
Efter Bogtrykkeriets Ødelæggelse i Juli 1833 blev han sendt til
Kirtland, Ohio, som et specielt Sendebud fra de Hellige i Missouri, for
paa deres Vegne at søge Raad og Vejledning hos Kirkens Første
Præsidentskab. Han ankom til Kirtland i Slutningen af August.
I en Raadsforsamling, som afholdtes i Kirtland den Ilte September
1833, blev han beskikket til at bestyre Kirkens Bogtrykkeri, som blev
oprettet dersteds, og her begyndte han paany Udgivelsen af »The
Evening and Morning Star«. Da Pressen den paafølgende 18de
December blev indviet, nedskreves det Følgende angaaende Oliver
Cowdery: »Velsignet af Herren er Oliver Cowdery; desuagtet er der to
Onder, som han nødvendigvis maa forsage, ellers kan han ikke
fuldstændigt undgaa Modstanderens Tugtelser. Dersom han forsager disse
Onder, skal han erholde Tilgivelse, og blive lig Buen, som Herren
har sat paa Himlen; han skal vorde et Tegn og et Banner til
Nationerne. Se, han er velsignet af Herren paa Grund af hans
Standhaftighed og Udholdenhed i Herrens Sag; derfor skal han blive
velsignet i hans Slægt, og de skulle aldrig blive afhugne, og han skal
blive udfriet af mange Trængsler, og dersom han holder Befalingerne
og giver Agt paa Herrens Raad, skal hans Hvile blive herlig.«
Da Kirkens første Højraad blev organiseret i Kirtland den 17de
Feb. 1834, blev Oliver Cowdery valgt til et af dettes tolv
Medlemmer. I flere Aar gjorde han Tjeneste som Raadets Skriver og
senere som dets Præsident.
Da Profeten forlod Kirtland i Maj Maaned 1834 med Zions Lejr
for at drage til Missouri, efterlodes Oliver Cowdery tilligemed Sidney
Rigdon i Kirtland for at skøtte Kirkens Anliggender dersteds.
I Februar 1835 bleve Mormons Bogs tre Vidner, Oliver Cowdery,
David Whitmer og Martin Harris, beskikkede til at vælge tolv Mænd
iblandt Kirkens Ældster til at indtage den høje og hellige Kaldelse
som Lammets tolv Apostle, og Oliver Cowdery tog Ledelsen i at
velsigne og undervise disse Tolv. Han fungerede ogsaa som
Skoleforstander i Kirtland og studerede Hebraisk og andre Sprog sammen
med Joseph Smith og andre Ældster. Den 14de Sept. 1834 blev han
beskikket til Protokolfører for Kirken i Kirtland. Han havde tidligere
indtaget samme Stilling fra April 1830 til Juni 1831 i New York Ståt.
Ældste Cowdery var nærværende ved Kirtlands Tempels Indvielse
og tog en fremragende Del i at tvætte og salve de forsamlede Ældster.£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
341
Den 3die April 1836 blev det ham og Profeten Joseph forundt at
se og høre Frelseren i Kirtlands Tempel og ligeledes Moses og
Profeten Elias, som overantvordede dem Nøglerne til Udførelsen af visse
Handlinger, som staa i Forbindelse med Tidernes Fyldes Husholdning.
Den 3die Sept. 1837 blev Oliver Cowdery i en Konference, som
afholdtes i Kirtland, beskikket til assisterende Raadgiver i Kirkens
Første Præsidentskab. I Aarets Løb flyttede han imidlertid til Far
West i Caldwell County, Missouri, hvor han virkede som Skriver for
Højraadet og Protokolfører for Kirken. Han var ligeledes Medlem af
en Komite, som blev beskikket til at vælge Nedsættelsessteder for
de indvandrende Hellige.
Den lite April 1838 fremførte Ældste Seymour Brunson en Klage
imod Oliver Cowdery for Højraadet i Far West. Nogle af
Klagepunkterne bevistes, medens andre forkastedes, men adskillige Punkter,
der stadfæstedes ved Vidner, vare Aarsag til Oliver Cowderys
Udelukkelse af Kirken den 12te April 1838. (Se dette Værk, Side 115).
Efter hans Udelukkelse af Kirken hengav Oliver Cowdery sig til
Studiet af Lovkyndighed og praktiserede i flere Aar som Sagfører i
Staten Michigan, men han fornægtede aldrig Sandheden af Mormons
Bog. Ved enhver Lejlighed bar han derimod Vidnesbyrd om deris
guddommelige Oprindelse. Der siges, at en Mand i Michigan ved et
vist Tilfælde, efter at have læst de tre Vidners Vidnesbyrd i
Mormons Bog, tiltalte Oliver Cowdery paa en bebrejdende Maade som
følger: »Hr. Cowdery, jeg ser Deres Navn knyttet til denne Bog som
Vidne. Tror De virkelig paa dens Sandfærdighed? Hvis De gjør,
hvorfor er De saa her i Michigan?« »Jeg tror den ikke,« svarede
Oliver Cowdery. »Meget godt,« bemærkede Manden videre, »men den
er jo underskreven med Deres Navn, og De siger her, at De saa' en
Engel og Pladerne, hvorfra denne Bog siges at være oversat, og nu
siger De, at De ikke tror den. Hvilken Gang havde De Ret?«
Cowdery svarede: »Mit Navn er knyttet til denne Bog, og hvad jeg der
siger, at jeg saa', det saa' jeg; jeg veed, at jeg saa' det, og Tro har
Intet at gjøre dermed, thi Kundskab har opslugt Troen, som jeg
havde paa Værket, eftersom jeg veed, at det er sandt.«
I en speciel Konference, afholdt i Council Bluffs, Iowa, den 21de
Oktober 1848, ved hvilken Ældste Orson Hvde præsiderede, var ogsaa
Oliver Cowdery tilstede og holdt følgende Tale:
»Venner og Brødre! Mit Navn er Cowdery — Oliver Cowdery. I denne
Kirkes første Dage var jeg eet med den og Medlem af dens Raad. Det er
sandt, at Guds Gaver og Kald tildeles Menneskene uden deres egen
Fortjeneste. Jeg blev ej kaldet, fordi jeg var bedre end den øvrige Del af
Menneskeslægten; men for at udføre Guds Hensigter tildelte han mig et højt og helligt
Kald. Jeg nedskrev med min egen Haand Oversættelsen af hele Mormons Bog
med Undtagelse af nogle faa Sider, eftersom Ordene flod fra Profeten Joseph
Smiths Læber, og eftersom han oversatte den formedelst Guds Gave og Kraft
ved Urim og Thummim, eller som de kaldes i nævnte Bog: »de hellige
Ud-tydere«. Jeg saa' med mine egne Øjne og berørte med mine egne Hænder de
Guldplader, fra hvilke den oversattes. Jeg saa' tillige med mine egne Øjne
og berørte med mine egne Hænder »de hellige Udtydere«. Nævnte Bog er
sand. Sidney Rigdon har ikke skrevet den. Hr. Spaulding har ikke skrevet
den. Jeg selv skrev den, eftersom den kom fra Profetens Læber. Den inde-342
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
holder det evige Evangelium, og kom frem for Menneskenes Børn som
Opfyldelse af Johannes Aabenbaring, hvor han siger, at han saa' en Engel
komme med det evige Evangelium, der skulde forkyndes for alle Slægter,
Stammer, Tungemaal og Folk. (Aab. 14:6.) Den indeholder Saliggjørelsens
Grundsætninger, og dersom I, mine Tilhørere, ville vandre ved dens Lys og
adlyde dens Forskrifter, ville I vorde frelste med en evig Frelse i Guds Rige.
Broder Hyde sagde for lidt siden, at det var højst nødvendigt for os at styre
den rette Kurs, for at kunne undgaa Skjærene. Dette er sandt; den rette Vej
er her; det hellige Præstedømme er her. Jeg var sammen med Joseph, da en
hellig Engel fra Gud kom ned fra Himmelen og meddelte os eller gjengav
det mindre eller Aaronske Præstedømme, og sagde til os, at det skulde
forblive paa Jorden, saa længe Jorden staar. Jeg var ogsaa sammen med Joseph,
da det højere eller Melkisedekske Præstedømme blev gjengivet ved hellige
Sendebud. Dette Præstedømme bekræftede vi derefter gjensidig paa hinanden
ifølge Guds Villie og Befaling. Dette Præstedømme skal ogsaa, efter hvad der
den Gang blev os sagt, forblive paa Jorden indtil Tidens Ende. Dette hellige
Præstedømme eller denne hellige Myndighed overdroge vi derefter paa mange
Andre; den er ligesaa god og gyldig, som om Gud selv havde givet dem
samme. Jeg lagde mine Hænder paa denne Mand (pegende paa Broder Hyde),
ja jeg lagde min højre Haand paa hans Hoved, og jeg bekræftede dette
Præstedømme paa ham, og han har det den Dag i Dag. Han blev tillige kaldet ved
mig formedelst Troens Bøn til at være en Jesu Kristi Apostel.«
I Begyndelsen af paafølgende November Maaned sammenkaldte
Broder Hyde et Højraad i Tabernaklet for at tage Broder Cowderys
Sag under Overvejelse; thi da han var bleven udelukket af Kirken
ved et Højraads Votum, ansaa man det for ret, hvis han atter blev
optagen, at han skulde optages ved et lignende Raads Votum. I dette
Raad fremstod Broder Cowdery og sagde:
»Brødre! I flere Aar har jeg været skilt fra eder; nu ønsker jeg at komme
tilbage. Jeg ønsker at komme ydmygt frem og blive eet med eder. Jeg tragter
ikke efter nogen Rang; jeg ønsker kun at blive talt iblandt eder. Jeg staar
udenfor Kirken; jeg er ikke noget. Medlem af den, men jeg ønsker at blive
Medlem af den. Jeg ønsker at komme ind af Døren. Jeg kjender Døren. Jeg
er ikke kommen her for at søge nogen fremragende Stilling. Jeg kommer i
Ydmyghed og underkaster mig dette Højraads Kjendelse; thi jeg veed forvist,
at dets Kjendelse er ret og bør adlydes.«
Broder Geo. W. Harris, Raadets Præsident, foreslog, at Broder
Cowdery blev optaget i Kirken. Betydelig Diskussion fandt Sted med
Hensyn til et vist Brev, som man paastod, Cowdery havde skrevet
til David Whitmer. Broder Cowdery stod atter frem og sagde: »Om
der er Nogen, som har det Mindste imod mig, lad ham sige det.
Min Tilbagevenden og ydmyge Bøn om at blive et Medlem skjuler'
alt det Forbigangne. Jeg anerkjender dette Raads Myndighed.«
Broder Hyde foreslog, at Oliver Cowdery blev optaget i Kirken ved
Daab, og at alle gamle Sager glemtes og forbleve urørte, hvilket
enstemmig vedtoges. Strax derefter blev han ved Daab indlemmet i
Kirken.
Patriark Samuel W. Richards, som endnu er ilive og bor i Salt
Lake City, Utah, beretter Følgende: »Oliver Cowderys Ankomst til
Council Bluffs om Vinteren 1848—49 var en vigtig Begivenhed i
Kirkens Historie. Tilligemed sin Familie var han den Gang paa Rejse
til de Helliges nye Nedsættelsessted i Klippebjergene, men da en
kort Tid nødvendigvis maatte hengaa, førend noget Emigrantselskab£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
343
kunde tiltræde Rejsen over Sletterne, besluttede han at besøge sin
Hustrus Slægtninge — Familien Whitmer — i Missouri. Undervejs
blev han udsat for et frygteligt Snevejr, under hvilket han fandt Ly
hos Ældste Samuel W. Richards og Familie, som havde bosat sig
midlertidigt i Øvre-Missouri og ventede paa Foraarets Frembrud for
at kunne begive sig paa Rejsen over Sletterne. Under dette Besøg
drøftedes grundigt alle vigtige Emner og Tildragelser vedrørende
Kirkens tidligere Dage, eftersom Oliver Cowdery var personlig
bekjendt med alt dette; Ældste Richards derimod ikke. Oliver
Cowderys Beretning og Forklaringer vare af usædvanlig Interesse, idet
han paa det Bestemteste stadfæstede Sandheden af de skrevne
Vidnesbyrd, som han havde givet til Kirken og Verden i sine yngre Dage.
Paa en særdeles interessant og højtidelig Maade talede han om
Mo-roni, Johannes den Døber, Peter, Jakob og Johannes samt andre
hellige Sendebud, der havde betjent ham og Profeten Joseph. Han
dvælede ved disse Tildragelser med forbausende Nøjagtighed og
Fortrolighed, og det Hele syntes at staa ham saa klart i Hukommelsen,
som om det havde fundet Sted Dagen i Forvejen. Hans Talemaade
var alvorsfuld, bestemt og kraftig, og hans hele Adfærd var netop
en saadan, som man kunde vente af en Mand, der havde samtalet
med Engle og var belært af Profeter. Hele hans Samtale var i
Sandhed mere himmelsk end jordisk i sin Beskaffenhed. Han syntes kun
at være besjælet af et eneste Ønske, og det var at hellige hele sit
øvrige Liv til Kristi Sag; og han erklærede, at han var villig og rede
til at gaa ud blandt Jordens Nationer for at bære Vidnesbyrd om
det, som Gud og Engle havde aabenbaret ham — et Vidnesbyrd
grundet paa personlig Erfaring, som ingen anden Dødelig kunde bære.
Hans Haab om saaledes at kunne anvende sin Fremtid til Kirkens
Bedste laa ham nær paa Hjertet, »thi,« sagde han, »Præstedømmet
og dets Myndighed er og vil stedse vedblive i Kirken.«
Men det alvise Forsyn styrede det anderledes, thi ikke længe efter
Oliver Cowderys Ankomst blandt sine Slægtninge i Missouri blev han
angreben af en ondartet Sygdom, som endte hans jordiske Løbebane.
Han døde saaledes i Richmond, Ray County, Missouri, den 3die Marts
1850, som et trofast Medlem af Kirken og med en urokkelig Tro
paa Sandheden af det store Sidste Dages Værk samt med det
særlige Ønske, at Verden skulde komme til Kundskab om hans
Vidnesbyrd.
Ældste Phineas H. Young, som var nærværende ved Oliver
Cowderys Bortgang, beretter: »Han anvendte sine sidste Øjeblikke til at
bære Vidnesbyrd om Sandheden af Evangeliet, saaledes som det er
blevet gjengivet ved Joseph Smith.«
Oliver Cowderys Halvsøster, Lucy P. Young, Enke efter afdøde
Phineas H. Young, bevidnede, at da Oliver Cowdery laa paa sit
Dødsleje, bad han sine Venner, som plejede ham, om at løfte sig op i
Sengen, saa at han kunde tale til Familien og sine Venner, der vare
nærværende, førend han døde. Han formanede dem derpaa til at leve
i Overensstemmelse med de Lærdomme, som findes i Mormons Bog,
og lovede dem, at dersom de vilde gjøre dette, skulde de møde ham344
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
hisset. Derpaa sagde han: »Læg mig nu ned og lad mig sove.«
Nogle Øjeblikke senere hensov han stille og rolig.
David Whitmer afgav følgende Forklaring til Orson Pratt og Joseph
F. Smith i 1878: »Oliver døde som den lykkeligste Mand, jeg
nogensinde har set. Efter at have givet Haanden til de forskjellge
Medlemmer af Familien og kysset sin Hustru og Datter, sagde han:
»Nu lægger jeg mig ned for sidste Gang; jeg gaar til min Frelser.«
Strax derpaa døde han med et Smil paa Kinden.«
I en Afhandling, som blev trykt i »Millennial Stara (48de Aarg.,
Side 420), giver Ældste Edward Stevenson følgende Erklæring: »Jeg
har ofte hørt Oliver Cowdery bære et trofast Vidnesbyrd om
Evangeliets Gjengivelse ved Engles Betjening, og hvorledes han ved en
vis Lejlighed i Nærværelse af Joseph Smith og David Whitmer saa'
en Engel og hørte hans Røst. Han bevidnede, at han saa' Pladerne,
hvorfra Mormons Bog oversattes, at Englen vendte Bladene i
Metalbogen Blad for Blad, at de hørte Englens Røst, at det blev dem
befalet, at de skulde bære Vidnesbyrd for Verden om, hvad de havde
set og hørt, at Oversættelsen fra Pladerne var antagelig for Herren,
og at den skulde udgaa til Verden, samt at ingen Magt paa Jorden
skulde formaa at standse Værkets Fremgang. Uagtet Oliver Cowdery
for en Tid holdt sig fjernet fra Kirken, vides det bestemt, at han
aldrig vaklede i sin Tro eller svigtede det Vidnesbyrd, som han var
bleven befalet at bære.«
SYV OG TEEDIYTE KAPITEL.
David Whitmer. — Hans første Bekjendtskab med Oliver Cowdery og Joseph
Smith. — Et overjordisk Væsen. — Whitmers høje Stillinger i Kirken. —
Hans Udelukkelse. — Hans Standhaftighed i sit Vidnesbyrd om Mormons
Bogs Ægthed. — Besøges af Orson Pratt og Joseph F. Smith. — Et kraftigt
Vidnesbyrd til Offentligheden. — Edward Stevensons Vidnesbyrd. —
Whitmers Død og Begravelse.
David Whitmer, et af de tre Vidner til Mormons Bog, blev født
den 7de Januar 1805 i en lille Landsby beliggende i Nærheden af
Harrisburg, Pennsylvanien. Medens han endnu var et Barn, flyttede
hans Fader (som havde deltaget i Revolutionskrigen) tilligemed sin
Familie til den vestlige Del af Staten New York og bosatte sig paa
en Landejendom i Nærheden af Watkins Glen, Ontario County,
omtrent halvvejs mellem den nordre Ende af de to Indsøer Cayuga og
Seneca. Dette Sted var ogsaa syv Mile fra Geneva, to Mile fra
Waterloo og 25 Mile fra Palmyra. Her boede David Whitmer indtil Aaret
1831. Faderen, en gudfrygtig Arbejdsmand, var en oprigtig
Presby-terianer og opdrog sine Børn under streng sekterisk Disciplin.
Foruden to Døtre, hvoraf een blev gift med Oliver Cowdery, var der
fem Sønner, nemlig Peter, Jakob, John, David og Christian, som alle
hjalp deres Fader med Gaardbruget, indtil de bleve voxne. Det Føl-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
345
gende er David Whitmers egen Beretning, skreven af en Bladreferent
og trykt i ■»Kansas City Journal« for 5te Jan. 1881:
»Jeg hørte først Tale om det, som nu er kjendt under Navn af
»Mormonismen«, i Aaret 1828. Jeg rejste nemlig ved en vis
Lejlighed nævnte Aar til Palmyra i Forretningsanliggender, og under mit
Ophold der overnattede jeg hos en ung Mand ved Navn Oliver
Cowdery. Mange af Folket der i Nabolaget fortalte paa den Tid en hel
Del angaaende nogle Guldplader, som en ung Mand, en vis Joseph
Smith, som boede i Nærheden af Palmyra, havde fundet, og jeg
tilligemed mange Andre havde flere Samtaler desangaaende; men jeg
skjænkede ellers ikke Sagen nogen videre Opmærksomhed den Gang,
da jeg var tilbøjelig til at betragte det Hele som en af Nabolagets
Sladderhistorier.
Hr. Cowdery sagde imidlertid, at han var bekjendt med Familien
Smith, og da han følte sig forvisset om, at Historien om Pladernes
Opdagelse ikke var Opspind, havde han besluttet nærmere at
undersøge Sagen. Jeg samtalede med flere andre unge Mænd, som paastod,
at Joseph ganske rigtig var i Besiddelse af Guldplader, og at han,
forinden han flk dem, havde lovet at dele Udbyttet med dem;
eftersom han ikke havde gjort dette, vare de nu blevne meget fornærmede
paa ham. Som Svar paa mit Spørgsmaal om, hvorledes de vidste, at
Joseph Smith havde Pladerne, svarede de: »Vi saa' Pladerne bestemt
saaledes, som han forklarede det til os paa Forhaand.« Disse Mænd
syntes at være saa sikre i deres Sag, at jeg tilsidst begyndte at tro,
at der laa noget Sandt til Grundlag for de Fortællinger, som den
Gang gik rundt i den Del af Landet. Indtil den Tid havde jeg
imidlertid aldrig truffet sammen med nogen af Familien Smith, men
nu begyndte jeg at gjøre Forespørgsler iblandt Folket angaaende
dem og kom derved til Kundskab om, at Joseph Smith jun. en vis
Nat i Aaret 1823 var bleven besøgt af en Guds Engel, som
underrettede ham om, hvor visse Plader kunde findes, og viste ham endog
den bestemte Plads, hvor de laa forvarede. Der fortaltes endvidere,
at Joseph Smith strax derpaa gik hen til Stedet og fandt Pladerne,
som han endnu havde i sin Besiddelse.
Efter at have overvejet Sagen i længere Tid, og efter at have
samtalet med Oliver Cowdery, som ligeledes gjorde mig bekjendt
med de nærmere Omstændigheder ved Pladernes Opdagelse, rejste
jeg hjem.
Efter nogle Maaneders Forløb fortalte Oliver Cowdery mig, at han
agtede at rejse til Harmony i Pennsylvanien, hvor hen Joseph Smith
var rejst paa Grund af Naboernes Forfølgelser; og der vilde Hr.
Cowdery nu tale Ansigt til Ansigt med Joseph Smith om Sagen. Hr.
Cowdery iværksatte sin Beslutning; paa sin Rejse overnattede han i
min Faders Hus i Fayette, ved hvilken Lejlighed han lovede mig,
at saa snart han blev bekjendt med Sandheden eller Usandheden af,
hvad vi havde hørt med Hensyn til Pladerne, vilde han underrette
mig derom. Efter sin Ankomst til Harmony stiftede han intimt
Bekjendtskab med Joseph Smith, og i et Brev, som han strax derpaa
skrev, fortalte han mig, at han var bleven ganske overbevist om, at346
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Hr. Smith havde Pladerne i sin Besiddelse, samt at denne havde
anmodet ham (Cowdery) om at gjøre Tjeneste som hans (Josephs)
Skriver og saaledes hjælpe med Oversættelsen af Skrifttegnene, som
fandtes paa Pladerne, thi dette var Guds Villie.
Oliver Cowdery begyndte strax det ham betroede Arbejde og
nedskrev Oversættelsen efter Josephs Diktat.
Ikke længe derefter tilskrev Hr. Cowdery mig et andet Brev, i
hvilket han gav mig en Afskrift af nogle faa Linier af det, som de
havde oversat, og erklærede tillige, at han var fuldstændig overbevist
om, at de havde i deres Besiddelse en Optegnelse over et Folk, som
engang beboede det amerikanske Fastland, og at Pladerne, som de
oversatte fra, gave en fuldstændig Beretning om dette Folk. Hr.
Cowdery fortalte mig ligeledes i sit Brev, at Gud ved Aabenbaring
havde givet ham personlig Kundskab angaaende Sagen. Jeg viste
disse Breve til mine Forældre, Brødre og Søstre.
Strax derefter modtog jeg endnu et Brev fra Hr. Cowdery, som
denne Gang anmodede mig om at komme til Pennsylvanien for at
besøge ham og Joseph og derpaa bringe dem til min Faders Hus.
Som Grund til dette Forlangende angav han, at de havde modtaget
en Befaling af Gud desangaaende. Jeg rejste strax til Harmony og
fandt, at Alting der stemmede ganske overens med, hvad Hr.
Cowdery havde tilskrevet mig.
Dagen efter min Ankomst pakkede Hr. Smith og Hr. Cowdery
deres Rejsegods sammen tilligemed Pladerne, og vi begave os paa
Vejen til min Faders Hus, hvor vi ankom i rette Tid; den følgende
Dag paabegyndtes Oversættelsen af det øvrige af Pladernes Indhold.
Jeg tilligemed hele min Faders Familie samt Joseph Smiths Hustru,
Oliver Cowdery og Martin Harris vare nærværende, medens
Oversættelsesarbejdet udførtes. Oversættelsen foretoges af Hr. Smith paa
følgende Maade: Han havde to smaa Stene af samme Farve som
Chokolade; i Form lignede de et Æg, og de vare fuldstændig glatte,
men ikke gjennemsigtige; disse Stene kaldtes Udtydere og bleve
overleverede Joseph Smith tilligemed Pladerne. * * * Oversættelsesarbejdet
i min Faders Hus optog omtrent en Maaned, nemlig fra den 1ste
Juni til den 1ste Juli 1829.«
I Juni 1829 blev David Whitmer døbt af Joseph Smith i Seneca
Sø, og omtrent paa samme Tid nød han det Privilegium at se
Pladerne, hvorfra Mormons Bog oversattes, og blev saaledes et af nævnte
Bogs tre fornemste Vidner. Efter at Kirken var bleven organiseret
med sex Medlemmer, af hvilke David Whitmer var det ene, begyndte
han at prædike Evangeliet og ledsagede Profeten Joseph paa flere
af hans Missionsture til Colesville og andre Steder. Han døbte
ligeledes et betydeligt Antal af dem, som forenede sig med Kirken i
dens tidligere Dage.
I Begyndelsen af 1831 flyttede Familien Whitmer til Staten Ohio,
og i en Konference, som blev afholdt i Orange, Cuyahoga County,
Ohio, den 25de Okt. 1831, blev David Whitmer ordineret til
Højpræst af Oliver Cowdery. Ikke længe derefter flyttede han til
Jackson County, Missouri, og bosatte sig ved Big Blue-Floden østen for£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
347
Westport, der nu er en af Kansas Citys Forstæder. Førend han rejste
til Missouri, havde han giftet sig med Julia A. Jolly i Fayette, New
York. David Whitmer og hans unge Hustru bleve underkastede de
samme gruelige Forfølgelser, som de Hellige i Jackson County maatte
gjennemgaa, og om Efteraaret 1833 blev han af en Pøbelhob
uddreven af Countiet tilligemed de øvrige af de Hellige, som havde bosat
sig der. Efter Uddrivelsen fra Jackson County nedsatte han sig i
Clay County, hvor han den 3die Juli 1834 blev beskikket til
Præsident over Kirken i Missouri og til Præsident over Højraadet, som
Profeten Joseph paa den Tid oprettede i Missouri. I næsten fire Aar
derefter virkede han trofast som en af de ledende Ældster af Kirken
i Missouri, og efter Anlæggelsen af Far West i Caldwell County blev
han anerkjendt og opholdt som Præsident over de Hellige der; men
da han omsider faldt i Overtrædelse, blev han forkastet som
Præsident i en Konference, der afholdtes i Far West den 5te Feb. 1838,
og tilsidst blev han af Højraadet i Far West den 13de April 1838
udelukket af Kirken. (Se dette Værk, Side 116.)
Kort Tid derefter forlod David Whitmer Far West og flyttede til
Clay County; i Slutningen af 1838 bosatte han sig i Richmond, Ray
County, hvor han boede til sin Død, men skjønt han efter sin
Udelukkelse aldrig senere forenede sig med Kirken, fornægtede han aldrig
Sandheden af det Vidnesbyrd, han oprindelig gav om Mormons Bogs
Sandhed.
I 1878 blev David Whitmer besøgt af Apostlene Orson Pratt og
Joseph F. Smith, som i deres Beretning om nævnte Besøg skrev
saaledes:
»Lørdag Morgen den 7de Sept. (1878) besøgte vi David Whitmer
(i Richmond, Ray County, Missouri), den eneste af Mormons Bogs
tre Vidner, som nu er ilive. Han er af Legemsbygning høj og rank,
og skjønt han fyldte sit 73de Aar sidste Januar, er han sund og
kraftig; han er glat raget; hans Haar er fuldstændig hvidt og noget
tvndt; han har et stort Hoved og et saa behageligt og mandigt
Ansigtsudtryk, at Enhver strax kan se, at han er samvittighedsfuld og
godhjertet. Han blev særdeles glad og overrasket ved at se Ældste
Orson Pratt og bemærkede, at han neppe kunde gjenkjende ham,
eftersom han var bleven saa svær og stor; han erindrede ham som
en slank og undselig Dreng. Efter nogle faa Øjeblikkes Samtale
undskyldte han sig og gik, men sagde, at han vilde komme igjen og
besøge os. Dette Møde fandt Sted i Hotellets Modtagelsesværelse. Da
han besøgte os igjen, var han i Selskab med Oberst Childs, en
midaldrende Mand. som var bosat der i Byen. Efter Indbydelse ledsagede
vi dem til Hr. Whitmers Kontor, hvor vi bleve forestillede for Hr.
David J. Whitmer (Davids ældste Søn), Hr. George Schweich (den gamle
Herres Dattersøn), Hr. John C. Whitmer (Jacob Whitmers Søn), Oberst
James W. Black af Richmond og adskillige Andre. Vi tilbragte et
Par Timer i hehagelig Samtale, der især drejede sig om Utahs
Anliggender. Vi skiltes derpaa for at spise til Middag og kom overens
om atter at samles med Hr. Whitmer paa hans Kontor Kl. 4Vs om
Eftermiddagen.348
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Efter Bestemmelsen samledes vi med Hr. Whitmer og hans
Venner paa hans Kontor, men da Stedet ikke egnede sig til privat
Samtale, og da det syntes umuligt at opnaa en privat personlig
Sammenkomst med David Whitmer, indbøde vi ham og de af hans Venner,
som han ansaa passende at tage med sig, til vort Værelse i Hotellet.
Hr. Whitmer gjorde Undskyldninger, fordi han ikke havde indbudt
os til sit Hus, da det var »Vaskedag«, og han og hans Kone vare
trætte efter en hel Del extra Arbejde, som de havde udført paa
Grund af Bygningsarbejde efter Orkanen. Han modtog vor Indbydelse
til vort Værelse og havde med sig James K. B. Vancleave, en smuk,
kundskabsrig ung Avis-Skriver fra Chicago, George Schweich, John
C. Whitmer, W. W. Warner og endnu en Person, hvis Navn vi ikke
erfarede. I Nærværelse af disse blev følgende Samtale ført, der er
optegnet i Broder Joseph F. Smiths Dagbog:
Ældste Orson Pratt til David Whitmer: »Erindrer De, hvad Tid De
saa' Pladerne?«
D. W.: »Det var i Juni 1829 — den sidste Del af Maaneden, og
de otte Vidner, tror jeg, saa' dem den næste eller næstfølgende Dag
(det er en Dag eller to derefter). Joseph selv viste dem Pladerne,
men Engelen viste dem til os (de tre Vidner) for, som jeg antager,
at opfylde Bogens egne Ord. Martin Harris var ikke hos os ved denne
Lejlighed, men saa' dem senere (samme Dag). Joseph, Oliver og jeg
vare sammen, da jeg saa' dem. Vi saa' ikke alene Pladerne, hvorfra
Mormons Bog blev oversat, men ogsaa andre Plader. Det gik saaledes
til: Da Joseph, Oliver og jeg sade paa et Stykke Tømmer, bleve vi
indhyllede i et Lys; det var ikke lig Solens Lys, ej heller lignede
det Ildens Skin, men var mere herligt og skjønt. Det strakte sig
rundt om os, jeg kan ikke sige hvor langt, men i Midten af dette
Lys, som omgav os, og omtrent saa langt borte, som han sidder
(pegende paa John C. Whitmer, der sad nogle faa Fod fra ham), viste
der sig virkelig foran os et Bord med mange Optegnelser eller
Plader paa, thi foruden de Plader, hvorfra Mormons Bog oversattes, var
der tillige Labans Sværd, Vejviseren — d. e. Kuglen, som Lehi havde
— og Udtyderne. Jeg saa' dem ligesaa tydeligt, som jeg ser denne
Seng (idet han slog Haanden paa Sengen, som stod ved Siden af
ham), og jeg hørte Herrens Stemme lige saa tydeligt, som jeg
nogensinde hørte Noget i mit Liv; den erklærede, at Optegnelserne paa
Pladerne, som indeholdt Mormons Bog, vare oversatte ved »Guds
Gave og Kraft«.
O. P.: »Saa' De Engelen ved denne Lejlighed?«
D. W.: »Ja, han stod foran os. Vort Vidnesbyrd, som findes i
Mormons Bog, er fuldstændig sandt i alle sine Enkeltheder, netop som
det der er skrevet. Førend jeg kjendte Joseph, havde jeg hørt Tale
om ham og Pladerne. Flere Personer havde nemlig erklæret, at de
vidste, han havde dem, og de svore paa, at de vilde tage dem fra
ham. Da Oliver Cowdery gik til Pennsylvanien, lovede han at skrive
mig til om, hvad han kom til Kundskab om angaaende disse Ting,
hvilket han ogsaa gjorde. Han tilskrev mig, at Joseph havde fortalt£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
349
ham hans (Olivers) hemmelige Tanker, og alt det, han havde tænkt
paa under sit Besøg, hvilket han antog, at intet Menneske paa Jorden,
uden han selv, vidste, og han forblev hos Joseph som hans Skriver.
Kort derefter sendte Joseph Bud efter mig om at komme til
Harmony for at bringe ham og Oliver til min Faders Hus; men jeg
vidste ikke, hvorledes jeg skulde kunne gjøre det, eftersom jeg havde
travlt med mit Arbejde, og der var omtrent 20 Åkres Land, som
jeg skulde pløje. Jeg besluttede at fuldende min Pløjning, førend jeg
rejste, men da jeg stod op om Morgenen for at gaa til mit Arbejde
som sædvanlig, fandt jeg, at mellem fem og syv Åkres af min Jord
var bleven pløjet i Løbet af Natten. Jeg vidste ikke, hvem der havde
gjort det; men det var gjort aldeles, som jeg selv vilde have gjort
det, og Ploven stod i Furen.
Dette satte mig i Stand til at afrejse noget før. Da jeg ankom til
Harmony, kom Joseph og Oliver mig imøde i nogen Afstand fra
Huset. Oliver fortalte mig, at Joseph havde sagt ham, naar jeg
afrejste hjemmefra, hvor jeg havde opholdt mig den første Nat,
hvorledes jeg læste Skiltet paa Hotellet, hvor jeg opholdt mig den næste
Nat osv., og at jeg vilde komme til Harmony den Dag før Middag.
Dette var Grunden, sagde han, hvorfor de vare komne ud for at
møde mig. At alt dette var sket bestemt saaledes, som Joseph havde
fortalt Oliver det, forbausede mig storligen.
Da jeg vendte tilbage til Fayette med Joseph og Oliver, kjørte vi
alle i Vogn; Oliver og jeg sadde paa et gammelt Forsæde med Fjedre
i, og Joseph sad bagved os; medens vi saaledes kjørte hen over en
skovløs, aaben Egn, viste der sig pludselig en meget smuk Mand
med et behageligt Væsen ved Siden af Vognen, Han hilste paa os
og sagde: »God Morgen, det er meget varmt.« Paa samme Tid tørte
han sit Ansigt og Pande med sin Haand. Vi besvarede Hilsenen, og
paa et Tegn fra Joseph indbød jeg ham til at kjøre med os, hvis
han skulde samme Vej; men han sagde meget høfligt: »Nej, jeg
skal gaa til Cumorah.« Dette Navn var nyt for mig, jeg vidste ikke,
hvad Cumorah betød. Vi stirrede alle paa ham og paa hverandre,
og da jeg kastede et spørgende Blik paa Joseph, forsvandt den gamle
Mand øjeblikkelig, og jeg har aldrig set ham siden.«
J. F. S.: »Lagde De Mærke til hans Udseende?«
D. W.: »Ja, det skulde jeg tro, jeg gjorde. Han var omtrent fem
Fod og otte eller ni Tommer høj og korpulent, omtrent som James
Vancleave der, men sværere; hans Ansigt var lige saa stort, og han
var klædt i en Dragt af "brunt uldent Tøj; hans Haar og Skjæg var
hvidt ligesom Broder Pratts, men hans Skjæg var ikke saa stort.
Jeg erindrer ogsaa, at han havde en Slags Ransel paa sin Ryg med
Noget i, der lignede en Bog. Det var det Sendebud, som havde
Pladerne, og som havde modtaget dem af Joseph, lidt før vi forlode
Harmony.
Snart efter vor Ankomst til Hjemmet saa' jeg Noget, som ledte
mig til at tro, at Pladerne vare gjemte i min Faders Lade. Jeg
spurgte Joseph meget frit, om min Antagelse var rigtig, og han be-350
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
kræftede det. Nogen Tid derefter, da min Moder gik ud for at malke
Køer, mødte hun ganske tæt ved Gaarden den samme gamle Mand
(at dømme efter den Beskrivelse, hun gav om ham), som sagde til
hende: »Du har meget trofast og flittigt arbejdet, men du er træt
af det forøgede Arbejde, som er dig paalagt; det er derfor rigtigt,
at du skal erholde et Vidnesbyrd, saa at din Tro kan blive styrket, c
Derpaa viste han hende Pladerne. Min Fader og Moder havde selv
en stor Familie, og da Joseph og hans Hustru toge Ophold hos os,
forøgedes min Moders huslige Gjerning og Ansvar i høj Grad, og
skjønt hun aldrig havde klaget derover, syntes hun dog undertiden,
at hendes Arbejde var temmelig anstrengende. Men efter at den
fremmede Mand havde besøgt hende og talet til hende, forsvandt alle
hendes Bekymringer, og hun følte sig fra den Tid af tilstrækkelig
stærk til at kunne udføre sit forøgede Arbejde.«
O. P.: »Har De det originale Manuskript til Mormons Bog i Deres
Besiddelse?«
D. W.: »Ja jeg har; det er skrevet med Oliver Cowderys
Haandskrift. Han gav det til mig ved sin Død og bad mig at tage Vare
paa det, saa længe jeg levede. Det er ogsaa vel bevaret.«
J. F. S.: »Hvad vil der blive gjort med det, naar De dør?«
D. W.: »Jeg vil give det til min Brodersøn, David Whitmer, min
Broder Jacobs Søn, som bærer samme Navn som jeg.«
O. P.: »Vil De ikke sælge det?«
D. W.: »Nej; Oliver paalagde mig at beholde det, og Joseph sagde,
at min Faders Hus skulde være Opbevaringsstedet for Manuskriptet.
Jeg anser disse Ting for hellige og vil ikke skille mig ved dem
eller bytte dem bort for Penge.«
J. F. S.: »Vi ville ikke tilbyde Dem Penge, som om Manuskriptet
var en Handelsvare, men vi kunne ønske at se det bevaret paa et
Sted, som er sikret mod Ulykker, og i en Forening, der ikke dør
som Mennesker.«
D. W.: »Ganske rigtigt, men lad mig fortælle Dem, at medens
jeg boede i et Telt her i Nærheden, vare alle mine Sager udsatte
for Vejret; Alting i min Kuffert, hvor Manuskriptet var gjemt,
blev fugtigt, men Manuskriptet var vel bevaret og blev ikke engang
plettet.«
Vi antoge, at hans Bolig i Telt osv. havde Hensyn til hans
Forhold efter Orkanen sidste Juni, da hans Hus blev ødelagt med
Undtagelse af det Værelse, hvori Manuskriptet var bevaret.
»Tro I,« sagde Philander Page, en Søn af Hiram Page (et af de
otte Vidner), »at den Almægtige ikke kan tage Vare paa sit eget?«
Den næste Dag (Søndagen den 8de) indbød Hr. Whitmer os til sit
Hus, hvor han, i Overværelse af David Whitmer Esq. (Jacobs Søn),
Philander Page, J. K. B. Vancleave, David J. Whitmer (Søn af
Vidnet David), George Schweich, Oberst Childs og Andre, fremtog
Manuskriptet til Mormons Bog. Vi undersøgte det nøje, og de, som
kjendte Haandskrifter forsikrede, at det Hele, med Undtagelse af
nogle faa Sider, var Oliver Cowderys Haandskrift; man antog, at£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
351
disse faa Sider vare skrevne af Emma Smith og John og Christian
Whitmer.
Vi saa' strax, at de elleve Vidners Navne vare skrevne med Oliver
Cowderys Haandskrift. Da det Spørgsmaal blev stillet Hr. Whitmer,
om han og de andre Vidner ikke undertegnede Vidnesbyrdet hver
for sig, svarede Hr. Whitmer: »Hver underskrev sit eget Navn.«
»Hvor ere da de oprindelige Underskrifter?« spurgte vi. Hertil
svarede Hr. Whitmer: »Det veed jeg ikke; jeg antager, at Oliver afskrev
dem; men jeg veed, at dette er en nøjagtig Kopi.«
Ældste Joseph F. Smith antydede, at der maaske var to Afskrifter
af Manuskriptet, men Hr. Whitmer svarede, at ifølge hans bedste
Kundskab har der aldrig været mere end een Afskrift. Herom er han
naturligvis ikke vel underrettet.
Ældste Orson Pratt fremkom atter med et Forslag om at ville
kjøbe Manuskriptet; men det fremgik nu tydeligt, at Intet kunde
bevæge Hr. Whitmer til at skille sig ved det. Whitmers hele Familie
er dybt paavirket af disse Relikviers Hellighed. De ere saa indlevede
i den Tro, at det er under den Almægtiges umiddelbare Beskyttelse,
at efter deres Mening er ikke alene selve Manuskriptet sikret mod
alle mulige Ulykker, men at det er til Beskyttelse for det Hus og
for dem, som ere i Besiddelse af det.«
Det Følgende blev offentliggjort i »Richmond Conservator« (en Avis,
der udkom i Richmond, Missouri) for 25de Marts 1881:
»Til alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk, til hvem denne Skrivelse
monne komme.
Da en vis John Murphy af Polo, Caldwell County, Missouri, med hvem jeg
sidste Sommer havde en Samtale, har sagt, at jeg har benægtet mit
Vidnesbyrd som et af Vidnerne til Mormons Bog, ønsker jeg nu at udtrykke mig
saa tydeligt, at han kan forstaa mig, hvis han ikke forstod mig den Gang,
og ligeledes for at Verden kan komme til Kundskab om Sandheden. Eftersom
jeg nu saa at sige staar paa Gravens Bred, ønsker jeg med Gudsfrygt for Øje
en Gang for alle at afgive denne offentlige Erklæring:
Jeg har aldrig ved noget som helst Tilfælde benægtet det Vidnesbyrd (eller
nogen Del deraf), som saa længe har været offentliggjort i Forbindelse med
Mormons Bog under Overskriften: De tre Vidners Vidnesbyrd, af hvilke jeg
var det ene. De, som kjende mig bedst, vide saa godt, at jeg altid har
stadfæstet dette Vidnesbyrd. Og for at Ingen skal blive vildledt eller nære den
mindste Tvivl angaaende mine nuværende Anskuelser om det, vil jeg paany
bekræfte Sandheden af alle mine tidligere Erklæringer, saaledes som de
oprindelig bleve givne og offentliggjorte. >Den, som har Øre, lad ham høre,«
det var intet Bedrageri; hvad der er skrevet, er skrevet, og lad den, som
læser, forstaa. Og skulde ikke den, som tvivler, omhyggelig og oprigtigt læse
og forstaa Beskaffenheden af det givne Vidnesbyrd, førend han vover at sidde
som Dommer i Sagen, og fordømme det Lvs, som skinner i Mørket og viser
Vejen til evigt Liv ifølge Guds ufejlbarlige Vejledning. I Kristi Aand, som
har sagt: »Jeg er Vejen, Sandheden og Livet,« overgiver jeg denne Erklæring
til Verden. Gud, paa hvem jeg haaber, skal dømme mig og mine Hensigters
Oprigtighed samt min Tro og mit Haab om evigt Liv.
Mit oprigtige Ønske er, at Verden maa drage Nytte af denne min tydelige
og simple Sandhedserklæring. Og al Ære være Faderen, Sønnen og den
Hel-ligaand, hvilke ere een Gud. Amen.
David Whitmer sen.
Richmond, Missouri, den 19de Marts 1881352
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
»Vi undertegnede Borgere i Richmond, Ray County, Missouri, hvor David
Whitmer sen. har boet siden Aaret 1838, bevidne herved, at vi efter et
fortroligt og langt Bekjendtskab med ham kunne sige, at vi kjende ham som
en særdeles retskaffen Mand, hvis Sandfærdighed og Oprigtighed er hævet
over al Tvivl.
Alexander W. Doniphan.
Geo. W. Dunn, Dommer af femte Distrikt.
F. D. Woodson, Præsident af Ray County Sparebank.
J. F. Child, Redaktør af »Conservator«.
W. S. Holman, County-Kasserer.
J. S. Hughes, Bankør i Richmond.
D. P. Whitmer, Sagfører.
J. W. Black, Sagfører.
L. C. Cantrell, Postmester i Richmond.
Geo. J. Wasson, Borgmester.
James A. Davis, County Indkassator.
C. J. Hughes, Dommer i Ray County Ret.
Geo. W. Trigg, County-Skriver.
W. W. Mosby, Doktor.
Thos. W. McGinnis, forhenværende Sheriff i Ray County.
J. P. Quessenberry, Kjøbmand.
W. R. Holman, Møbelhandler.
Lewis Slaitghter, Protokolfører (Recorder af Deeds).
Geo. M. Buchanan, Doktor.
A. K. Reyburn.
Skreven i Richmond, Missouri, den 20de Marts 1881. i
Bladet »Conservator« indeholdt ogsaa følgende
Redaktionsbemærk-ning i Forbindelse med Ovenstaaende:
»Paa et andet Sted i Bladet trykke vi et Brev fra David Whitmer
sen., en gammel og vel kjendt Borger i Ray County, tilligemed et
Vidnesbyrd om hans moralske Karakter, underskrevet af et Antal af
Samfundets ledende Mænd, som Svar paa et uforsvarligt Angreb paa
ham. Hr. Whitmer er et af de tre Vidner, som bekræfte, at Joseph
Smith oversatte Mormons Bog fra visse Guldplader, hvorpaa der
fandtes Skrifttegn, og Hr. Whitmer besidder en Afskrift af nogle af
disse tilligemed det originale Manuskript til Oversættelsen. Der er
ingen Tvivl med Hensyn til Hr. Whitmers fuldstændige
Overbevisning om Bogens guddommelige Oprindelse, og medens han ikke gjør
Forsøg paa at paatvinge Andre sine Anskuelser eller sin Tro, ønsker han,
at Verden skal vide, at hvad ham angaar, findes der »ingen
Forandring eller Skygge af Omskiftelse«. Efter at have boet her paa Stedet
i næsten et halvt Hundrede Aar henviser han med en vis Grad af
Stolthed til sin Livshistorie med den samvittighedsfulde
Overbevisning, at han aldrig har gjort sig skyldig i Noget, der har vanæret
hans Karakter som en Borger og Kristen, eller som kunde berettige
et saadant Angreb mod ham som det, der hentydedes til, lige meget
hvor fra eller fra hvem det kommer, og nu, kronet som han er med
fem og halvfjerdsindstyve Vintres hvide Lokker, og sin Pilfrimsfærd
paa Jorden næsten tilendebragt, gjentager han sin tidligere Erklæring
og vil lade Fremtidsslægten løse Opgaven paa det Værk, hvortil han
var et særskilt Vidne.«
Ældste Edward Stevenson skriver i et Brev, adresseret til
Præsident Daniel H. Wells og dateret den 16de Feb. 1886, Følgende:JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
369
»Efter mit Besøg i Independence tog jeg med Jernbanen til
Lexing-ton Junction, 42 Mile fra Kansas City, og der fra rejste jeg fem
Mile længere til Richmond, Ray County, Missouri, hvor jeg besøgte
David Whitmer; thi jeg ønskede endnu en Gang at tale med den
Mand — det eneste nu ilive værende Vidne, — som erklærede, at
han blev besøgt af en Engel, der befalede ham tilligemed Andre at
bære Vidnesbyrd om Sandheden af Mormons Bogs Fremkomst og
det nittende Aarhundredes evangeliske Uddeling. Jeg besøgte ham
tidligere for otte Aar siden; og for 52 Aar siden, da jeg kun var
en 14 Aar gammel Dreng, hørte jeg ham bære det samme
Vidnesbyrd, tilligemed Oliver Cowdery og Martin Harris. Jeg erklærer videre,
at hver Gang, jeg hørte disse Mænd bære deres Vidnesbyrd, gjorde
de det ved Guds Kraft, der gjennemtrænger et Menneskes hele
System lig et tveægget Sværd.
David Whitmer er nu 81 Aar gammel, og under et alvorligt
Sygdomstilfælde for ganske nylig undgik han med Nød og neppe Døden.
Han er endnu betydelig afkræftet og har tabt sig saa meget, at han
ikke engang vejer et hundrede Pund. I dette sit sidste Vidnesbyrd
til mig sagde han:
»Saa vist som Solen skinner og jeg lever, viste en Engel sig for
mig og Joseph Smith. Jeg saa' Engelen staa foran os og hørte hans
Røst, og paa Bordet laa Pladerne, Labans Sværd og Kuglen eller
Kompasset.« Uagtet hans svage og udmattede Legemstilstand talede
han i en fyrig og højrøstet Tone, indtil jeg efter en Stund bad ham
tale sagtere og hvile sig, medens jeg talede til ham.«
I April 1887 lod David Whitmer og hans Familie et Skrift paa
75 Sider trykke under følgende Titel: »En Adresse til Alle, som tro
paa Kristus, af et Vidne til Mormons Bogs guddommelige Oprindelse«.
I dette Skrift forklarer David Whitmer med stor Nøjagtighed de
Punkter, hvori hans religiøse Anskuelser ikke stemme overens med
de Helliges i Utah, men fastholder og bekræfter sit Vidnesbyrd med
Hensyn til Mormons Bogs Ægthed.
David Whitmer døde paa sin Bopæl i Richmond, Ray County,
Missouri, den 25de Jan. 1888, 83 Aar og 18 Dage gammel.
Fra »Richmond Democrat«, et i Richmond, Missouri, udkommende
Ugeblad, af den 2den Feb. 1888, oversætte vi Følgende:
»Søndag Aften (den 22de Jan. 1888), Kl. halv fem om
Eftermiddagen kaldte David Whitmer sin Familie og nogle Venner til sin
Seng, og idet han henvendte sig til den tjenstgjørende Læge, sagde
han: »Dr. Buchanan! Er De saa venlig at sige, om jeg er ved min
fulde Bevidsthed, førend jeg skrider til at afgive mit sidste
Vidnesbyrd.« Lægen svarede: »Jo, vist er De saa, jeg har jo netop havt
en Samtale med Dem.« Hr. Whitmer henvendte sig derpaa til Alle,
som stode omkring hans Dødsleje, og udtalte følgende Ord: »Jeg
ønsker, at I alle skulle forblive trofaste i Kristus, og jeg ønsker at
sige til eder alle, at Bibelen og Nephiternes Optegnelser (Mormons
Bog) er sand, saa at I kunne sige, at I hørte mig bære dette mit
Vidnesbyrd paa mit Dødsleje. Forbliv trofaste i Kristus, og eders
20354
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Løn vil blive i Forhold til eders Gjerninger. Gud velsigne eder alle.
Mit Haab er i Kristus nu og altid, ja i al Evighed. Amen.«
Om Mandagen (den 23de Jan. 1888), to Dage før sin Død, efter
at han om Formiddagen Kl. 10 var vaagnet fra en kort Søvn, sagde
han, at han havde været paa et Besøg hinsides Sløret, og at han
saa' Kristus paa den anden Side. Hans Venner, som stedse vaagede
ved hans Sygeleje, erklærede, at han under sin Sygdom havde mange
saadanne Tilkjendegivelse^ som stadfæstede Sandheden af Livet i
den tilkommende Verden, hvilket ogsaa styrkede hans Venners Tro
med Hensyn til det Tilkommende.
David Whitmer bar sin lange Sygdom med stor Taalmodighed og
Sjælsstyrke; hans Tro vaklede aldrig et Øjeblik, og da omsider
Dødsbudskabet kom, sank han i Fred til sin Hvile med et Smil paa
Kinden, som om han var blevet lullet i Søvn ved Musikkens
behagelige Toner. Et Øjeblik førend han drog sit sidste Aandedræt,
aabnede han sine Øjne, der syntes at straale med hans tidligere
Manddoms hele Klarhed, og vendte dem mod Himmelen, medens
et forunderligt Lys kom over hans Aasyn. Efter at dette Lys havde
hvilet paa ham en kort Stund, lukkedes Øjnene lidt efter lidt,
indtil David Whitmer gik til sin Hvile. * * *
Fredag Morgen (den 27de Jan. 1888), Kl. halv elleve, forsamledes
et Antal af den Afdødes Venner paa hans Bopæl for at vise den
værdige Afdøde den sidste Ære. Hr. John. J. Snyder stod frem og
læste de første fjorten Vers af Aabenbaringens 22de Kapitel og
bemærkede, at den Afdøde havde valgt det 14de Vers til Oplæsning
ved hans Begravelse: »Salige ere de, som gjøre hans Befalinger, paa
det de maa faa Adgang til Livsens Træ og indgaa igjennem Portene
i Staden.« Efter Oplæsningen holdt Hr. John C. Whitmer, en
Slægtning og fortrolig Ven af den Afdøde, en kort Lovtale. Uagtet det
kolde, vaade Vejr fulgte et stort Antal Venner og Bekjendte
Ligvognen og den sørgende Familie til den nye Kirkegaard, beliggende
vest for Byen, hvor de jordiske Levninger af en af de
mærkværdigste Personligheder, som har været knyttet til Ray Counties Historie,
nedlagdes i Jordens Skjød, for aldrig mere at beskues af Dødelige.
David Whitmer boede i Richmond i omtrent et halvt Aarhundrede,
og vi kunne sige, at aldrig har nogen Mand boet iblandt os, som
har havt flere Venner og færre Fjender end han. Han var ærlig,
oprigtig og samvittighedsfuld i alle sine Handlinger, retfærdig i sin
Bedømmelse af Andre og aaben, mandig og ligefrem i sin Omgang
med alle Mennesker; og derved vandt han Venner, som elskede ham
til det Sidste. Han efterlader sig Hustru og to Børn, to Børnebørn
og flere Børnebørns Børn.«£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
355
OTTE OG TREDIVTE KAPITEL.
Martin Harris. — Foretager en Rejse til Staden New York med visse
Skrifttegn. — Forstrækker Joseph Smith med Midler til Bestridelse af Udgifterne
ved Trykningen af Mormons Bog. — Hans Embeder i Kirken og senere
Fjernelse fra samme. — David B. Dilles Vidnesbyrd. — Edward Stevensons
Beretning. — Harris's sidste Dage samt Død og Begravelse i Utah.
Martin Harris, et af de tre Vidner til Mormons Bog, blev født den
18de Maj 1783 i Easttown, Saratoga County, Staten New York, og
flyttede i sit niende Aar med sin Faders Familie til Byen Palmyra,
Wayne County i samme Ståt. Om Efteraaret 1827 stiftede han
Bekjendtskab med den unge Profet Joseph Smith, som paa den Tid
var udsat for stærk Forfølgelse af sine Fjender, da han netop fra
Engelen Maroni havde modtaget de Plader, fra hvilke Mormons Bog
senere oversattes. Martin Harris forærede Joseph 50 Dollars, hvorved
denne blev i Stand til at flytte bort fra Manchester og nedsætte sig
i Pennsylvanien. I Februar 1828 aflagde Martin Harris Joseph Smith
et Besøg i Harmony, ved hvilken Lejlighed Sidstnævnte, der havde
kopieret nogle af Skrifttegnene fra Pladerne og oversat dem, gav
disse til Martin Harris, som strax rejste med dem til Staden New
York, hvor han viste dem til den berømte Professor Charles Anthon,
en Sprogkyndig, der havde Kjendskab til flere ældre og nyere Sprog.
Efter at den lærde Professor havde undersøgt det, som forevistes
ham, udtalte han sig paa en rosende Maade baade om Skrifttegnene
og Oversættelsen og tilbød sin Tjeneste som Medhjælper ved
Oversættelsen; men da han derpaa blev underrettet om, at Bogen blev
givet til Joseph Smith af en Engel, og at en Del deraf var forseglet,
bemærkede han tørt, at han ikke kunde læse en forseglet Bog, og
samtidig forlangte han det Bevis tilbageleveret, som han havde givet
til Martin Harris, og hvorpaa han havde skrevet, at Oversættelsen
var rigtig. Saa snart han havde faaet Beviset tilbage, rev han det i
mange Stykker.
Hr. Harris besøgte dernæst Dr. Samuel L. Mitchell, en anden lærd
Mand i New York, som stadfæstede, hvad Professor Anthon havde
sagt, baade med Hensyn til Skrifttegnene og Oversættelsen. Efter sin
Tilbagekomst fra Staden New York og efter at have afgivet en
Beretning om Piejsens Begivenheder til Joseph Smith, rejste Martin
Harris hjem til Palmyra, hvor han ordnede sine Affærer saaledes,
at han atter i April 1828 kunde besøge Joseph Smith i
Pennsylvanien.
Strax efter sin Ankomst der til begyndte han at bistaa Joseph
med Oversættelsen og blev saaledes dennes første Skriver. Joseph
Smith oversatte fra Pladerne, og Martin Harris nedskrev samme efter
Josephs Diktat, og saaledes vedbleve de at arbejde sammen indtil
den 14de Juni 1828, ved hvilken Tid 116 Sider Manuskript i stort
Format vare skrevne. (Se dette Værk Side 14.)
Efter at Profeten var flyttet til Fayette om Sommeren 1829, blev
han atter besøgt af Martin Harris, som nu nød det Privilegium at
23*856
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
blive eet af de tre Vidner til Mormons Bog. Senere laante han Joseph
3000 Dollars til Hjælp ved Trykningen af Bogen.
Ikke længe efter, at Kirken var bleven organiseret, blev Martin
Harris ved Daab indlemmet i den, og i Kirkens Protokoller nævnes
han allerede som Præst i Juni 1830. Den 3die Juni 1831 blev han
ordineret til Højpræst af Lyman Wight i Kirtland, Ohio, hvor hen
han var flyttet fra Staten New York. I samme Maaned (Juni 1831)
blev han kaldet ved Aabenbaring til at ledsage Joseph og andre
Ældster til Missouri. (Pagtens Bog, 52de Kap.) Han tiltraadte denne Rejse
den 19de Juni, og to Maaneder senere, efter at han var ankommen
til Jackson County, Missouri, blev han ved Aabenbaring kaldet til
at tjene som Exempel for Kirken ved at stille sine Midler til
Biskoppens Raadighed som en Begyndelse til Hellighedslovens
Indførelse iblandt Menighedens Medlemmer. (Pagtens Bog, 58: 35.) Han
blev senere valgt til Medlem af Kirkens første Højraad, som blev
organiseret i Kirtland, Ohio, den 17de Feb. 1834, og i 1835 stod
han de andre Vidner til Mormons Bog bi ved Valget og Beskikkelsen
af de tolv Mænd, som paa den Tid ordineredes til at være de første
tolv Apostle i denne Uddeling.
Saa længe Kirtland vedblev at være et Indsamlingssted for de
Hellige, tog Martin Harris virksom Del i Kirkens offentlige Anliggender,
men da de trofaste Hellige forlode den Del af Landet og droge til
Missouri, rejste Martin Harris ikke med, men forblev i Ohio. Dette
gav Anledning til den Beskyldning, at han havde apostaseret fra
Kirken. Men uagtet han i mange Aar ikke virkede i dennes Tjeneste,
forblev han alligevel tro til sit originale Vidnesbyrd og urokkelig i
sin Overbevisning om Mormons Bogs Guddommelighed. Det er vel
sandt, at han i Aaret 1846, medens han var under Apostaten James
J. Strangs Indflydelse, rejste til England i den Hensigt at
modarbejde de trofaste Ældsters Virksomhed der i Landet, men han vendte
tilbage til Amerika uden at have skadet Andre end sig selv.
(»Mil-lennial Star«, 8de Aarg., Side 124 og 128.)
I September 1853 havde Ældste David B. Dille af Ogden en
Sammenkomst med Martin Harris, hvis nærmere Omstændigheder vi
hidsætte fra »Deseret News«, Kirkens Blad, som udkommer i Salt
Lake City:
»Det være herved vitterligt for Alle, til hvem dette monne komme,
at jeg, David B. Dille af Ogden, Weber County, Utah, paa en Rejse
til Storbritannien besøgte et tidligere Medlem af de Sidste-Dages
Helliges Samfund ved Navn Martin Harris, som bor i Kirtland, Ohio.
Jeg fandt ham fængslet til Sygelejet, og han underrettede mig om,
at han ikke havde været i Stand til at nyde Noget de tre sidste
Dage. Dette i Forbindelse med hans fremrykkede Alder havde aldeles
nedbrudt hans Legemskræfter. Efter at jeg havde gjort Hr. Harris
bekjendt med mit Ærinde og vi havde talet noget sammen, rejste
han sig op i Sengen, og efter først at have gjort nøjagtige
Forespørgsler angaaende Kirkens Fremgang, gav han følgende Erklæring:
»Jeg føler mig paavirket af en Aand, som er kommen over mig
— Mormonismens gamle Aand; jeg begynder at føie mig tilmode,£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
357
ligesom jeg tidligerede plejede at gjøre, og jeg vil ikke sige, at jeg
ej vil rejse til Dalen« (Saltsødalen). Idet han derpaa henvendte sig
til sin Kone, sagde han: »Jeg tror, at hvis du vil låve lidt Frokost,
vil jeg staa op og spise.«
Derpaa begyndte jeg at tale med Hr. Harris om hans en Gang
høje og vigtige Stilling i Kirken og hans nuværende faldne og lidende
Tilstand. Noget efter fremsatte jeg følgende Spørgsmaal for ham,
som han besvarede med største Beredvillighed:
»Hvad tror De om Mormons Bog? Er det en guddommelig
Optegnelse?«
Hr. Harris svarede og sagde: »Jeg var Joseph Smiths højre Haand,
og jeg veed, at han var en Guds Profet. Jeg veed, at Mormons Bog
er sand. Og De«, vedblev han, idet han slog sin Haand i Bordet,
»veed, at jeg veed, den er sand. Jeg veed, at Pladernes Indhold blev
oversat ved Guds Gave og Kraft, thi hans Røst erklærede det for
os; derfor veed jeg med Vished, at Værket er sandt. Thi holdt jeg
ikke en Gang Pladerne paa mit Knæ halvanden Time under en
Samtale med Joseph, da han skulde nedgrave dem i Skoven, for at
Fjenden ikke skulde faa fat i dem? Jo, jeg gjorde. Og saa mange af
Pladerne, som Joseph Smith oversatte, berørte jeg med mine egne
Hænder Plade for Plade.«
Efter at Martin Harris havde boet i Kirtland i mange Aar, rejste han
til Utah og ankom til Salt Lake City den 30te August 1870 under
Ledelse af Ældste Edward Stevenson, som giver følgende Beretning:
»I Aaret 1833, medens jeg boede i Nærheden af Byen Pontiac,
Oakland County, Michigan, som den Gang var et Territorium, besøgte
Martin Harris nævnte Sted, og jeg var tilstede i en Forsamling, hvor
han bar Vidnesbyrd om, at en Engel havde vist ham Guldpladerne,
hvorfra Mormons Bog blev oversat, og at Guds Røst befalede ham
at vidne om disse Ting, naar som helst han havde Lejlighed til at
gjøre det. Jeg husker saa godt, at hans Tale gjorde et dybt Indtryk
paa Folket der i Egnen, hvor en kjødelig Søster til Martin Harris
boede. Omtrent paa samme Tid blev Pontiac besøgt af Oliver
Cowdery, et andet af Mormons Bogs tre Vidner, der tilligemed Profeten
Joseph Smith bar samme Vidnesbyrd, og Profeten Joseph lovede
endvidere, at Alle, som med oprigtige Hjerter vilde annamme
Evangeliet, skulde modtage den Helligaands Gave, samt at Tegn skulde
følge dem, som tro. Som Bekræftelse af hans Ords Opfyldelse vil
jeg bemærke, at flere af Medlemmerne, som tilhørte den Gren af
Kirken, senere nøde Evangeliets mirakuløse Velsignelser. Saaledes
husker jeg for Exempel, at Elijah Fordham, der døde for nylig her
i Territoriet, talede i Tungemaal, og at to rejsende Franskmænd,
som tilfældigvis vare tilstede, bemærkede, at han talede Fransk, og
at han bar Vidnesbyrd om Evangeliets Sandhed i dette Sprog.
Martin Harris bar ofte sit Vidnesbyrd, medens han opholdt sig i vort
Nabolag i Michigan.
I Aaret 1869 blev jeg kaldet paa en Mission til Staterne i Østen,
og paa mine Rejser der besøgte jeg ogsaa Kirtland, Ohio, i den
Hensigt at se det første Tempel, som de Hellige have bygget i denne358
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
Uddeling. Under mit korte Ophold i Kirtland traf jeg atter Martin
Harris, strax efter at jeg var kommen lid af Templet. Han havde
et Exemplar af den første Udgave af Mormons Bog under Armen
og bar et ligesaa trofast Vidnesbyrd om dens Sandhed som det, jeg
havde hørt ham bære for sex og tredive Aar siden. Han sagde, at
Pligten ifølge Guds Befaling bød ham at opløfte sin Røst til Bogens
Forsvar, og han tilbød at bevise fra Bibelen, at netop en saadan
Bog skulde fremkomme fra Støvet paa en Tid, da der ingen Profeter
fandtes paa Jorden. Dette Vidnesbyrd bar han daglig til Folk, som
kom for at besøge Templet. Efter at have lyttet til hans Tale med
Taalmodighed en kort Tid, følte jeg en vis Medlidenhed med ham,
og til Gjengjæld bar jeg mit Vidnesbyrd for ham og forklarede,
hvorledes Guds store Værk gik fremad, at Guds Hus var beredt paa
Bjergenes Toppe, ligesom Profeten Esaias havde forudsagt, og at
Folk fra alle Nationer under Præsident Brigham Youngs Vejledning
samlede sig i Zion for at lære om Guds Veje og vandre paa hans
Stier. Jeg bemærkede ligeledes, at vi saa inderligt ønskede, at han
ogsaa skulde gjøre sig rede og drage til Zion for at kunne blive
delagtig i de Velsignelser, som meddeltes de trofaste Hellige i
Herrens Hus. Mit Vidnesbyrd gjorde et dybt Indtryk paa ham. En vis
Hr. Bond, som havde Tempelnøglerne i sin Besiddelse, og som for
mange Aar siden (medens han var et trofast Medlem af Kirken)
havde overværet Højtideligheden ved Templets Indvielse i 1836,
bemærkede til mig, at hans Stilling i Livet vilde have været meget
bedre, end den nu var, dersom han havde fulgt de Hellige i deres
Vandringer; og dersom jeg ønskede at prædike i Templet, sagde
han, vilde han saa gjerne stille Bygningen til min Raadighed i dette
Øjemed. Jeg lovede ham at gjøre det en Gang i Fremtiden.
Efter min Tilbagekomst til Utah i 1870 blev jeg paavirket af
Aanden til at skrive til Martin Harris, og ikke længe derefter
mod-tog jeg som Svar et Brev fra ham, i hvilket han sagde, at Guds
Aand nu for første Gang tilskyndede ham at rejse til Utah. En
længere Brevvexling paafulgte; og Præsident Brigham Young, som
læste Brevene, bad mig ved Præsident George A. Smith at foretage
en Indsamling af Midler ved frivillige Bidrag fra de Hellige til at
udrede de nødvendige Udgifter ved Martin Harris's Rejse til Utah;
selv gav Præsidenten 25 Dollars i dette Øjemed.
Efter at have indsamlet 200 Dollars begav jeg mig paa Rejsen til
Ohio den 19de Juli 1870, og den 10de August s. A. indløste jeg mit
tidligere givne Løfte til Hr. Bond ved at prædike to Gange i Kirtlands
Tempel. Jeg fandt ogsaa Martin Harris hjertelig glad over sin
forestaaende Rejse.
En meget besynderlig Tildragelse fandt Sted paa den Tid. Medens
Martin Harris besøgte sine Venner for at byde dem Farvel, gik han
en Dag over en stor Eng, hvor han forvildede sig og ikke kunde
komme frem. Idet han træt og udmattet søgte at bane sig Vej
gjennem Krattet med iturevne Klæder, lagde han sig tilsidst ned saaret
og blodig, som han nu var, og ønskede sig Døden. Men efter en
kort Stund vendte hans Kræfter gradvis tilbage, og han begyndte£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
359
da at bede til Gud; endelig lykkedes det ham i sin mislige Tilstand,
ved Midnatstide, at finde sin Vens Hus, hvor han fik sine Saar
forbundne og nød den nødvendige Pleje, hvilken snart gjengav ham
hans tidligere Kræfter. Han betragtede denne Affære som et af den
Ondes snedige Angreb for at forhindre ham fra at rejse til Salt Lake
City. Uagtet han var 88 Aar gammel, var hans Helbred meget god
og hans Legemskræfter særdeles vel bevarede; han havde indtil for
ganske nylig arbejdet i Haven, ja endog som almindelig Daglejer
gravet Kartofler for sine Naboer.
Efter at have gjort en Tur til New York, besøgte jeg ogsaa det
hellige Sted, hvor Mormons Bogs Plader i saa lang Tid laa
opbevarede. Her traf jeg en gammel Mand, som var personlig bekjendt
med Martin Harris, og som sagde, at Hr. Harris var almindelig kjendt
der i Egnen som en ærlig og oprigtig Landmand. Den Landejendom,
som han tidligere ejede, ligger omtrent tre Mile fra Byen Palmyra.
Den gamle Mand fortalte mig ogsaa, at han tydeligt erindrede,
hvorledes »Mormonerne« i hans unge Dage ofte forsamlede sig paa
Mor-mon-Højen, som han kaldte den Høj, hvor Pladerne bleve fundne.
Den 19de August 1870 forlod jeg Kirtland, Ohio, tilligemed Martin
Harris, og begav mig paa Rejsen til Utah; to Dage senere, medens
vi opholdt os paa American Hotel i Chicago, bar Martin Harris sit
Vidnesbyrd om Englebesøget osv. til et større Antal Personer. Under
vort Ophold i Des Moines, Iowas Hovedstad, havde han atter
Anledning til at bære Vidnesbyrd til flere Folk, og ved et specielt Møde,
der afholdtes i en Gren af Kirken, over hvilken Broder James M.
Ballinger præsiderede, forklarede Martin Harris de nærmere
Omstændigheder forbundne med Pladerne og Engelen, som viste sig for dem,
og som ligeledes fremviste Pladerne til de tre Vidner; han talede
ogsaa om sit eget Besøg hos Professor Anthon. Den følgende Dag
døbte jeg Præsident Ballingers Søster i Des Moines-Floden, og
Grenens Medlemmer der forærede Broder Harris et nyt Sæt Klæder, for
hvilket han nedbad Herrens Velsignelse over dem. Den 29de August
ankom vi til Ogden og den følgende Dag til Salt Lake City. To
Medlemmer af Des Moines Gren ledsagede os til Utah.« (Se
»Mil-lennial Star«, 44de Aarg., Side 78.)
I et andet Brev skriver Ældste Stevenson som følger:
»Paa Rejsen fra Ohio til Utah i 1870 omtalte Martin Harris mange
interessante Tildragelser; en af disse vil jeg nærmere beskrive. Ved
en vis Lejlighed, sagde han, prøvede nogle af hans gamle Bekjendte
paa at gjøre ham beruset ved at traktere ham med Vin. Efter at
han havde drukket saa meget, at han var i ret godt Humør og følte
sig oplagt til at tale, gjorde de ham meget forsigtigt følgende
Spørgsmaal: »Se her, Martin, vi ønske, at du skal være aabenhjertig og
ærlig overfor os med Hensyn til Historien om, at du har set en
Engel og Guldpladerne, hvorom der er bleven sagt saa meget. Vi
have altid betragtet dig som en god og ærlig Mand og en flink Nabo,
men vi have aldrig kunnet tro, at du nogensinde har set en Engel.
Fortæl os nu, Martin, om du virkelig tror, at du saa' en Engel,
medens du var lysvaagen.« »Nej,« svarede Martin, »jeg tror det slet360
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
ikke«. Man kan let forestille sig Tilhørernes Fornøjelse og
Tilfredshed over en saadan Erklæring. Men de bleve snart anderledes
tilmode, da Martin Harris, tro mod sit Vidnesbyrd, sagde: »Mine
Herrer, hvad jeg sagde er sandt, fordi min Tro med Hensyn til
Engelen og Pladerne er opslugt i Kundskaben om, hvad jeg veed;
thi jeg ønsker at sige, at saa sandt Gud lever, saa' jeg Pladerne,
medens jeg var lysvaagen og ved højlys Dag stod ved Josephs Side
i Guds Engels Nærværelse.« Martin Harris fortalte mig om denne
Tildragelse, saaledes som jeg her omtaler den, og han tilføjede, at
skjønt han ved denne Lejlighed drak Vin med sine Venner, havde
han altid bestræbt sig for at være maadeholden og ædru. Under vor
Rejse, og navnlig under vort Ophold i Des Moines, hvor den før
omtalte unge Dame blev døbt, benyttede jeg Lejligheden til at
belære Broder Martin om Nødvendigheden af, at han fornyede sin Pagt
ved Daab. Han syntes ikke lige strax at dele mine Anskuelser, men
jeg citerede ham Skriftens Ord: »Kom derfor ihu, hvorfra du er
falden, og vend om, og gjør de forrige Gjerninger.« (Aab. 2:5.)
Omsider bemærkede han, at dersom det, jeg havde sagt, var ret, vilde
Herren nok tilkjendegive ham det ved sin Aand. Dette skete ogsaa,
thi strax efter vor Ankomst til Salt Lake City kom Martin til mit
Hus og sagde, at Pierrens Aand nu havde oplyst ham om, at det
ikke alene var rigtigt for ham selv at lade sig døbe, men at han
ogsaa skulde lade sig døbe for sine Døde; thi han havde i Drømme
set sin Fader ty til ham om Hjælp. Han syntes nemlig, at han saa'
sin Fader ved Foden af en Stige i Færd med at ville stige op til
ham, og at han (Martin) derpaa steg ned, tog Faderen ved Haanden
og hjalp ham op. Døbefonten blev strax derefter gjort rede, og jeg
blev beskikket til at lede Martin Harris ned i Vandet og døbe ham.
Fem af de tolv Apostle, nemlig John Taylor, Wilford Woodruff,
Orson Pratt, Geo. A. Smith og Joseph F. Smith vare nærværende,
ligeledes John D. T. McAllister og Andre. Efter Udførelsen af
Daabs-handlingen modtog Martin Haandspaalæggelse af Orson Pratt, der
blev assisteret af de andre tilstedeværende Brødre. Derefter blev han
døbt for nogle af sine afdøde Venner, og ligesom for at forøge
Begivenhedens Højtidelighed blev hans Søster samtidig døbt for deres
kvindelige Venner. * * *
Jeg ønsker her at bemærke, at Broder Martin havde været fjernet
fra Kirken i saa mange Aar, at han nu kun forstod de første
Principer af Evangeliet, saaledes som de lærtes i Kirkens tidligere Dage,
og selvfølgelig var han ukjendt med Læren om Evangeliets
Forkyndelse for de Hedengangne i det Lys, hvori Profeten Joseph Smith
senere fremsatte den. * * *
Ved en vis Lejlighed, da nogle Venner besøgte mig i mit Hus i
Salt Lake City for at se og tale med Martin Harris, * * * blev han
anmodet om nærmere at forklare Maaden, hvorpaa Pladerne, der
indeholdt Nephiternes Optegnelser, bleve Vidnerne foreviste. Broder Harris
sagde, at Engelen stod paa den modsatte Side af det Bord, hvorpaa
Pladerne, Udtyderne og Andet laa, at han tog Pladerne i sin Haand,
og at han bladede om i dem. For desto bedre at kunne forklare os£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
361
det tog Broder Martin en Bog i sin Haand og vendte Bladene i den
om, eet ad Gangen, ligesom Engelen havde gjort. Engelen, sagde han,
erklærede, at Mormons Bog var bleven rigtig oversat formedelst Guds
Kraft, og ikke ved Menneskenes Dygtighed, og at den indeholdt
Fylden af Jesu Kristi Evangelium til Nephiterne, som vare en Gren
af Israels Hus's fortabte Faar, der udvandrede fra Jerusalem til
Amerika.
I Efteraars-Konferencen, som afholdtes i Salt Lake City, Utah, i
Oktober 1870, talede Martin Harris til de forsamlede Tusinder og
bar et kraftigt Vidnesbyrd om Sandheden af Mormons Bog.
Under Datum af 9de Juli 1875 skriver hans Søn (Martin Harris
jun.) i et Brev til Præsident Geo. A, Smith fra Clarkston Følgende:
»Han (Martin Harris) blev syg igaar for en Uge siden; han blev
angreben af en Slags Lamhed, eller maaske var det hans Livskræfter,
der bleve saa svage, at han ikke kunde bruge sine Lemmer. Han
kan nu næsten slet ikke bevæge sig uden ved vor Hjælp. * * * Han
har stedste vedblevet at tale om Mormons Bog og baaret Vidnesbyrd
om dens Sandhed, og han syntes at føie sig mest lykkelig, naar han
kunde faa Nogen til at lytte til, hvad han havde at sige. Naar han
undertiden følte sig nedslaaet og træt, og Nogen kom ind i Værelset
for at samtale med ham, og han saaledes fik Anledning til at bære
Vidnesbyrd, blev han strax bedre, og hans Ungdomsevner syntes da
en kort Tid at vende tilbage. Men nu begynde vi at tro, at han har
baaret sit sidste Vidnesbyrd. De sidste lydelige Ord, han har ytret,
var Noget vedrørende Mormons Bog, men vi kunde ikke forstaa, hvad
det var, han sagde.«
Den følgende Dag, Lørdag den 10de Juli 1875, døde Martin Harris
i Clarkston, over 92 Aar gammel. Nogle faa Timer før sin Død,
medens han meget svag laa udstrakt paa sit Sygeleje, kom Biskop
Simeon Smith ind i hans Værelse; Martin Harris rakte sin Haand
frem for at hilse paa ham og sagde: »Biskop, jeg dør snart.«
Biskoppen sagde, at han havde Noget af Vigtighed at meddele ham
med Hensyn til Mormons Bog, som ifølge Begjæring af Indianerne
i Central-Amerika snart skulde trykkes i det spanske Sprog. Saa
snart Martin hørte dette, opklaredes hans Aandsevner, Pulsen
begyndte at slaa stærkere, og trods sin afmægtige Tilstand begyndte
han at tale, ligesom han havde gjort, førend han blev syg. Han
samtalede med Biskoppen og Andre, som vare tilstede, i omtrent to
Timer, og det s}rntes, som om den blotte Tanke om Mormons Bog
gav ham nyt Liv. Ved hans Begravelse vistes der ham al tilbørlig
Ære. Hans Lig blev henlagt i en smuk Kiste med en Mormons Bog
i den højre og en Pagtens Bog i den venstre Haand. Paa Brættet,
der sattes paa Graven, skreves hans Navn og Alder og ligeledes hans
Fødsels- og Dødsdag, samt Ordene: »Et af Mormons Bogs tre
Vidner« ; ligeledes de tre Vidners Vidnesbyrd. Senere er der rejst et
passende Monument over Graven.362
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
NI OG TREDIVTE KAPITEL.
Christian Whitmer. — Jacob Whitmer. — Peter Whitmer jun. — John
Whitmer. — Hiram Page. — Joseph Smith sen. — Hyrum Smith. — Samuel H.
Smith.
Følgende Oplysninger om de otte Vidner til Mormons Bog maa her
anses at være paa rette Sted:
CHRISTIAN WHITMER.
Christian Whitmer blev som ældste Søn af Peter Whitmer og Mary
Musselman født den 18de Januar 1798 i Pennsylvanien, og flyttede
som ung Dreng tilligemed sine Forældre til Seneca County i Staten
New York, hvor han ægtede Anne Schott den 22de Feb. 1825. Han
var iblandt de Første, som annammede Evangeliets Fylde, og blev
døbt i Seneca Sø den Ilte April 1830 af Oliver Cowdery. Han
virkede først som Lærer, dernæst som Ældste, og endnu senere som
Højpræst i Kirken. I 1831 flyttede han til Missouri og nedsatte sig
i Jackson County, hvor fra han blev fordrevet af Pøbelen i 1833. I
Clay County valgtes han til Medlem af Højraadet, og her døde han
som et trofast Medlem af Kirken den 27de Nov. 1835. Som en af
de første ledende Ældster bar han stedse et kraftigt Vidnesbyrd om
Mormons Bogs Sandhed. Han efterlod ingen Børn.
JACOB WHITMER.
Jacob Whitmer, en Søn af Peter Whitmer og Mary Musselman,
blev født i Pennsylvanien den 27de Jan. 1800. Som Dreng flyttede han
med sine Forældre til Staten New York, hvor han giftede sig med
Elizabeth Schott den 29de Sept. 1825. Hun blev Moder til ni Børn.
Efter at Jacob Whitmer var bleven overbevist om Sandheden af
Joseph Smiths Mission, blev han døbt af Oliver Cowdery i Seneca Sø
den Ilte April 1830. Tilligemed Andre af Whitmer-Familien flyttede
han til Ohio i 1831 og senere til Jackson County, Missouri, hvor
fra han blev fordrevet af Pøbelen i 1833. Han indtog en fremragende
Stilling blandt Samfundets ledende Mænd i Clay og Caldwell
Coun-tier, Missouri, men blev udelukket af Kirken i 1838, hvorpaa han
opslog sin Bopæl i Richmond, Ray County. Her boede han indtil
sin Død, der indtraf den 21de April 1856. Hans Søn, John C.
Whitmer, sagde til Skriveren af disse Linier (Andrew Jenson) i 1888:
»Min Fader, Jacob Whitmer, fastholdt stedse Sandheden af sin
Erklæring om Mormons Bog og bar sit sidste Vidnesbyrd desangaaende
paa sin Dødsseng.«
PETER WHITMER JUN.
Peter Whitmer jun. blev som femte Søn af Peter Whitmer og Mary
Musselman født den 27de Sept. 1809 i Fayette, Seneca County, New
York. Strax efter Joseph Smiths Ankomst til Fayette i Juni Maaned
1829, blev Peter Whitmer jun. dennes intime og hengivne Ven; ikke
længe derefter blev han døbt af Oliver Cowdery, og han var et af
de sex Medlemmer, hvormed Kirken først blev organiseret den 6te
April 1830. I September 1830 blev han ved Aabenbaring kaldet paa£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
363
Mission til Lamaniterne og rejste strax derpaa til Missouri, tilligemed
Oliver Cowdery, Parley P. Pratt og Andre. Senere blev han en
ledende Mand blandt de Hellige i Jackson County, hvor han
ordineredes til Højpræst i Kirken og maatte senere dele Skjæbne med
sine Medtroende, der bleve uddrevne af Pøbelen i 1833. Han
nedsatte sig midlertidigt i Clay County, hvor han blev angreben af
Sygdom og afgik ved Døden paa en Landejendom, beliggende omtrent
to Mile fra Liberty den 22de Sept. 1836. Han blev begravet ved
Siden af sin Broder Christian, der døde ti Maaneder tidligere. Peter
Whitmer jun. efterlod sig en Hustru og tre Døtre. Lig alle de andre
Vidner til Mormons Bog forblev han tro og urokkelig til sit
Vidnesbyrd om nævnte Bogs Ægthed til sit sidste Øjeblik.
JOHN WHITMER.
John Whitmer blev som tredie Søn af Peter Whitmer og Mary
Musselman født den 27de August 1802, og blev døbt af Oliver
Cowdery i Seneca Sø i Juni Maaned 1829, strax efter at Joseph var
ankommen til Seneca County fra sit midlertidige Hjem i
Pennsylvanien. Hans Brødre David og Peter bleve døbte omtrent paa samme
Tid. John Whitmer hjalp Joseph Smith og Oliver Cowdery betydeligt
med deres Arbejde, medens de vare beskjæftigede med at oversætte
den sidste Del af Mormons Bog. Han blev senere kaldet ved
Aabenbaring til at prædike Evangeliet og rejste betydeligt i Profeten
Josephs Selskab. I 1831 blev han ved Aabenbaring beskikket til
Kirkens første Historieskriver og rejste i November Maaned 1831 til
Missouri, hvor han baade i Jackson County og i Clay County
gjennemgik svare Forfølgelser ved Pøbelhaand. Som en af Præsidentskabet
over Kirkens Organisation i Missouri tog han en virksom Del i
Op-byggelsen af Far West, men hans Egenkjærlighed samt Overtrædelse af
Guds og Kirkens Love blev Aarsag til, at han den 10de Marts 1838
blev udelukket af Kirken. Efter de Helliges Uddrivelse fra Missouri
i 1839 lykkedes det John Whitmer at kjøbe en hel Del af deres
Ejendomme til en særdeles billig Pris, og han blev efter en Tids
Forløb en formuende Mand. Uagtet han aldrig forenede sig med
Kirken igjen efter sin Udelukkelse i 1838, vedblev han indtil sin
Dødsdag at bære Vidnesbyrd om Mormons Bogs Ægthed. Endog i sine
mørkeste Dage, og paa den Tid han først vendte sig imod Profeten
Joseph og Kirken, erklærede han i Nærværelse af flere Missourianere,
at han vidste, at Mormons Bog var sand. (Se dette Værk, Side 169.)
I Marts 1875 blev han besøgt af Ældste Joshua Davis, en af de
Sidste-Dages Helliges Missionærer, og om dette Besøg skrev »Beser et
News« (Kirkens Organ, der udkommer i Salt Lake City, Utah)
Følgende i April 1875:
»Ældste Joshua Davis af Provo besøgte vort Kontor for nogle
Dage siden, efter kort i Forvejen at være vendt tilbage fra en
Mission til de østlige Stater, paa hvilken han var tagen afsted i afvigte
December Maaned. Han rejste til Missouri og virkede som Missionær
i Caldwell, Clay, Ray, Daviess og adskillige andre Coiintier, som alle
delvis eller helt vare beboede af Sidste-Dages Hellige i Kirkens tid-364
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
ligere Dage. * * * Den 21de i forrige Maaned (Marts 1875) aflagde
Ældste Davis et Besøg hos John Whitmer, som bor i Far West, og
som tidligere var et Medlem af vor Kirke, samt et af de otte
Vidner, hvis Navne findes anført i Mormons Bog. Ældste Davis opholdt
sig hos Hr. Whitmer een Nat og to Dage. Under Besøget tilbragte
de to Herrer det meste af Tiden i Samtale om »Mormonismen«,
under hvilken Hr. Whitmer med opløftet Haand erklærede: »Jeg saa!
med mine egne Øjne Pladerne, hvorfra Mormons Bog blev oversat, og jeg
saa' ligeledes en Engel, som vidnede om Sandheden af Mormons Bog.« Hr.
Whitmer stadfæstede tillige, at Brigham Young udførte den selv
samme Plan, som var bleven lagt af Joseph Smith, medens han levede.«
John Whitmers Nevø (John C. Whitmer), som besøgte John nogle
Dage før dennes Død, bevidnede i 1888 til Skriveren heraf (Andrew
Jenson), at hans Onkel bar Vidnesbyrd om Mormons Bogs Sandhed
til det Sidste. Lignende Vidnesbyrd gaves ogsaa af mange Andre,
som besøgte John Whitmer førend hans Død, hvilken indtraf den
10de Juli 1875 i Far West, Missouri. John Whitmer var Fader til
tre Sønner og en Datter.
HIRAM PAGE.
Hiram Page blev født, i Staten Vermont i 1800 og studerede
Lægevidenskab i sin Ungdom; senere rejste han om som Læge i Staten
New York og i Canada. Omsider bosatte han sig i Seneca County,
New York, hvor han stiftede Bekjendtskab med Familien Whitmer.
Her giftede han sig med Catharine Whitmer, en Datter af Peter
Whitmer og Mary Musselman, den 10de Nov. 1825, og med hende
havde han ni Børn. Da han var bleven overbevist om, at Joseph
Smiths Kaldelse var fra Gud, annammede han Evangeliets Fylde og
blev døbt af Oliver Cowdery i Seneca Sø den Ilte April 1830
tilligemed sin Hustru. Han fulgte Whitmer-Familien til Ohio og der
fra til Missouri, hvor han opslog sin Bolig i Nærheden af
Independence. Her boede han indtil 1833, da han blev fordrevet fra Countiet
af Pøbelen. Efter et midlertidigt Ophold i Clay County blev han i
1836 en af Grundlæggerne af Far West i Caldwell County, men
fjernede sig fra Kirken i 1838 og flyttede senere til Ray County, hvor
han tilbragte sine øvrige Dage. Han døde den 12te August 1852 paa
sin Landejendom, beliggende i Nærheden af Excelsior Springs,
omtrent 14 Mile nordvest for Richmond. Hans ældste Søn, Philander
Page, som i 1888 boede i Nærheden af Richmond, og der i
September Maaned 1888 blev besøgt af Skriveren heraf (Andrew Jenson)
og Andre, afgav følgende Vidnesbyrd: »Jeg veed, at min Fader var
tro og standhaftig i sit Vidnesbyrd angaaende Mormons Bog hele sit
Liv. Naar som helst han havde Lejlighed til at bære Vidnesbyrd
desangaaende, gjorde han det med Glæde og følte sig særdeles
taknemlig til Gud, fordi det Privilegium var bleven ham forundt at
blive et af Vidnerne til Mormons Bog. Jeg kan ligeledes bevidne, at
Jacob, John og David Whitmer og Oliver Cowdery døde i fuld Tro
paa Mormons Bogs Guddommelighed. Jeg var nærværende, da alle
disse Vidner hensov, og hørte dem bære deres sidste Vidnesbyrd.«£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
365
John C. Whitmer, en Nevø af Hiram Page, sagde i Skriverens
Nærværelse: »Jeg stod i Forretningsforbindelse med Hiram Page og var
vel bekjendt med alle hans Affærer, eftersom han var gift med min
Tante. Under alle hans Livs afvexlende Omstændigheder var han
altid tro til det Vidnesbyrd, han i sin Ungdom afgav om Mormons
Bogs Guddommelighed.«
JOSEPH SMITH SEN.
Joseph Smith sen., Fader til Profeten Joseph Smith, blev født den
12te Juli 1771 i Topsfield, Essex County, Massachusetts, og blev
døbt den 6te April 1830, samme Dag paa hvilken Kirken blev
organiseret. Da hans Virksomhed flere Gange omtales i denne Bog,
ville vi her kun bemærke, at han døde som Kirkens Patriark i
Nauvoo, Illinois, den 14de Sept. 1840, fast og urokkelig i Troen paa
Kristi Evangelium og Mormons Bogs Guddommelighed.
HYRUM SMITH.
Hyrum Smith, en ældre Broder af Profeten Joseph Smith, blev
født den 9de Feb. 1800 og døde den 27de Juni 1844; men da hans
Liv er vidtløftigt omtalt i denne Bog i Forening med hans Broder
Josephs, ville vi kun bemærke, at hans Vidnesbyrd med Hensyn til
Mormons Bogs Ægthed er det stærkeste af Alle, thi han beseglede
det med sit Blod og plantede ligeledes i sine Børns Hjerter en
urokkelig Tro og Hengivenhed for Guds Værk. Hans yngste Søn,
Joseph F. Smith, er for Tiden Præsident over Jesu Kristi Kirke af
Sidste-Dages Hellige.
SAMUEL HARRISON SMITH.
Samuel Harrison Smith blev som fjerde Søn af Joseph Smith sen.
og Lucy Mack født i Tunbridge, Orange County, Vermont, den 13de
Marts 1808. Medens hans Broder Joseph og Oliver Cowdery arbejdede
paa Oversættelsen af Mormons Bog, blev han, efter inderlig Bøn til
Gud, selv overbevist om, at hans Broder var kaldet af Gud, og den
25de Maj 1829, ti Dage efter at Joseph og Oliver havde døbt
hinanden ifølge Johannes den Døbers Befaling, blev Samuel ogsaa døbt.
Han blev saaledes den tredie Person, der annammede Daab ved
guddommelig Myndighed i denne Uddeling og var et af Kirkens
oprindelige sex Medlemmer. Han var en af Kirkens første og mest
nidkjære Missionærer og blev paa sine Missionsrejser ofte underkastet
store Forfølgelser. Som Ældste, Højpræst og Medlem af Højraadet i
Kirtland, Ohio, var han stedse virksom i Kirkens Tjeneste. I 1838
rejste han til Missouri, hvor han atter maatte gjennemgaa
Forfølgelser og Trængsler. Efter Uddrivelsen fra Missouri nedsatte han sig i
Nauvoo, Illinois, men boede midlertidigt i Plymouth, da hans Brødre
Joseph og Hyrum bleve snigmyrdede i Carthage Fængsel. Under sit
Forsøg paa at komme sine ulovligt fængslede Brødre til Undsætning
blev han selv forfulgt af en Pøbelhob, fra hvem han med Nød og
neppe undslap med Livet. En Sygdom paafulgte, som endte med
Døden den 30te Juli 1844, lidt over en Maaned efter hans to Brø-366
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
dres Martyrdom. Ved hans Død skrev Redaktøren af »The Times and
Seasons«, et Maanedsskrift, der udkom i Nauvoo, Illinois, Følgende:
»Denne værdige Mands Bortgang saa snart efter hans Brødres (Joseph
og Hyrum) i Carthage Fængsel, forøger den store Sorg, som allerede
hviler over Familien, og er et uerstatteligt Tab for hele Samfundet.
Dersom der nogensinde levede en god Mand paa Jorden, da var
Samuel H. Smith visselig en saadan. Hans Virksomhed for Kirken
fra først til sidst, hans Missionsarbejde i Østens Stæder, hans
urokkelige Vidnesbyrd som et af Vidnerne til Mormons Bog og hans mange
ædle Karaktertræk paa Dydens, Kundskabens, Maadeholdenhedens,
Taalmodighedens, Gudhengivenhedens, Broderkjærlighedens og
Barmhjertighedens Omraade, ville gjøre hans Navn berømt til Jordens Ender.
Han var i Sandhed en trofast Guds Tjener.«
FYRRETYVENDE KAPITEL.
Profetens Mordere frikjendes. — Nauvoo berøves sine Kjøbstadrettigheder.
— De Helliges Uddrivelse fra Nauvoo. — Mormon-Bataillonen. — Sørgekvad
i Ørken. — Winter Quarters. — Brigham Young og Pionererne. — En Koloni
grundlægges i Store Saltsødal. — Ørken blomstrer som Rosen. — Kirkens
Fremgang og nærværende Tilstand. — Slutningsbetragtninger.
Som en passende Afslutning af dette Værk ville vi kortelig berøre
de Helliges Skjæbne i Illinois efter Profeten Josephs Død samt deres
endelige Uddrivelse i Ørken, hvor de i Opfyldelse af Josephs
Forudsigelse ere blevne til et stort og mægtigt Folk.
Neppe har noget Folk paa Jorden sørget mere oprigtigt over Tabet
af en Velgjører, end de Sidste-Dages Hellige gjorde, da deres Profet
og Patriark vare døde. Anti-Mormonerne glædede sig ved Profetens
Død og jublede højt over deres sejrende Forræderi, medens den
kristne Verden i Almindelighed udbrød: »Hvor barbarisk at myrde
ham saaledes; men det er dog godt, at han er død.« Ved Rettens
Høstsession (1844) blev der fremlagt skriftlige Klager for Mord i
første Grad mod nogle af Morderne, som ledede Angrebet mod Joseph
og Hyrum Smith, men Retten satte dem paa fri Fod mod at stille
Kaution indbyrdes for hverandre til et Beløb af kun et tusinde
Dollars for hver Anklaget. I Maj 1845 bleve de indkaldte for Retten
for et Skins Skyld og frikjendte, endskjønt Retten, Advokaterne,
Jurymændene og Vidnerne vidste, at de vare skyldige i Mord.
De tolv Apostle, som næst efter det Første Præsidentskab
indehavde den præsiderende Myndighed i Kirken, vendte efter Joseph
Smiths Død strax tilbage fra deres forskjellige Missioner og bleve i
en speciel Konference, der afholdtes i Nauvoo den 8de August 1844,
anerkjendte som Kirkens øverste Raad med Brigham Young som
Præsident. Under hans Præsidium fortsattes Kirkens saa vel timelige
som aandelige Arbejde med stor Dygtighed og Held. De Hellige
ved-bleve at samles til Nauvoo; Arbejdet paa Templet, der kun var een
Etage hølt, da Profeten døde, skred hurtigt fremad; de Halvfjerd-£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
367
sindstyves Sal, en Musik-Hal og et stort Tøjhus af Sten byggedes;
Arbejdet paa Nauvoo-Hus blev atter paabegyndt, og talrige private
Bygninger opførtes.
Saa snart det gik op for de Helliges Fjender, at Profetens Mord
ikke havde standset »Mormonernes« Fremgang, begyndte Pøbelhobe
atter at organisere sig for at udrydde de Hellige eller drive dem bort
fra Nauvoo, og man tog igjen Tilflugt til den gamle Fremgangsmaade
ved at udstede foruroligende Arrestbefalinger paa Præsident Brigham
Young og de andre Apostle.
Et Raad af Kirkens Øverster affattede da en Ansøgning, som de
sendte til Guvernørerne i enhver Ståt og ethvert Territorium i
Unionen, undtagen Missouri, og hvori de paa en betydelig Maade og i de
ærbødigte Udtryk fremstillede de Helliges Tilstand og bade om
Tilladelse til at nedsætte sig i deres Ståt med Løfte om Beskyttelse og
Religionsfrihed; men Ansøgningen blev behandlet med næsten
fuldkommen Taushed.
Staten Illinois's lovgivende Forsamling berøvede Staden Nauvoo
sin Kjøbstadret i Begyndelsen af 1845; ligeledes ophævedes
Privilegierne for Universitetet og Nauvoo-Legionen. Et Komplot af
Medlemmer fra ni Countier blev dannet for at udrydde »Mormonerne«,
og de begyndte deres Arbejde den 10de Sept. 1845 med at afbrænde
alle Husene i det i Nærheden af Nauvoo beliggende Morley-Settlement,
som tilhørte de Hellige. Denne Mordbrand fortsattes derpaa fra det
ene Settlement til det andet; en bevæbnet Skare, der bestod af
omtrent 150 Mand, vare i to Uger beskjæftigede med at afbrænde Huse,
ødelægge Ejendomme og kaste hjælpeløse Kvinder og Børn ud af
deres Boliger; og skjønt Fredsdommeren i Countiet opfordrede de
gode Borgere, som ikke vare »Mormoner«, til at forene sig med
ham for at adsprede Brandstifterne, adlød dog Ingen hans Opfordring;
derimod blev han forfulgt af en Del af Brandstifterne, som tilsidst
drev ham ud af Naboskabet.
Imidlertid holdtes der et Raad af Kirkens Authoriteter, i hvilket
det blev bestemt, at de Hellige skulde forlade Illinois og danne en
ny Koloni i Kalifornien eller Oregon. Et Forslag blev derfor fremsat
for Pøbelen (thi Statens Regjering havde ingen Magt), der gik ud
paa, at dersom man vilde lade de Hellige i Fred og være dem
behjælpelig med at sælge deres Ejendomme, vilde de forlade Staten.
Dette Forslag blev antaget. Som Følge deraf dannedes der strax
Rejsekompagnier; flere tusinde Vogne opkjøbtes, og der blev truffet
alle mulige Forberedelser til at drage bort tidligt om Foraaret. Men
da Forfølgelsen atter begyndte med Brud paa den indgaaede
Overenskomst, forlode omtrent 1000 Familier Nauvoo i Februar 1846;
man haabede derved at kunne formilde Stemningen mod dem, som
bleve tilbage. Medens denne Udvandring fandt Sted, var Kulden saa
stærk, at Mississippi-Floden frøs til, og mange af Vognene kjørte
over Isen.
Fra Mississippi-Flodens vestre Bred fortsatte Præsident Brigham
Young og andre af Kirkens Ledere i Spidsen for store Rejseselskaber
Rejsen vest over gjennem Territoriet Iowa med en tarvelig Udrust-368
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
ning. Undervejs maatte de bygge en Mængde Broer og vare udsatte
for al Slags Vejr og Vind. Mange af de landflygtige Hellige døde
senere paa den møjsommelige Rejse gjennem Iowa. Efter at have
tilbagelagt omtrent 300 Mile ankom Udvandrernes Fortrop i Juni 1846 til
Missouri-Floden, hvor de en Maaned senere bleve indhentede af James
Allen, Kaptejn i de Forenede Staters Armee, som paa de Forenede
Staters Præsidents Vegne opfordrede dem til at afgive 500 Mand til
at deltage i Krigen mod Mexico. Den forlangte Bataillon blev snart
tilvejebragt og udførte derpaa en Infanteri-Marsch, der neppe
nogensinde har havt sin Lige i Verdenshistorien. De fleste af Brødrene, som
traadte i Unionens Tjeneste ved denne Lejlighed, maatte efterlade
deres Familier i Omaha-Indianernes Land paa Vestsiden af
Missouri-Floden.
Skjønt de landflygtige Hellige stedse vare udsatte for allehaande
Gjenvordigheder og Lidelser, bestræbte de sig dog for at holde Modet
oppe; de satte deres Haab til Gud og til, hvad Fremtiden muligvis
vilde bringe dem. Men undertiden, naar de tænkte paa deres smukke
Nauvoo og deres prægtige Tempel, som de havde forladt, og naar
de overvejede deres nuværende mislige Stilling — uden Hjem, langt
ude i Ørkenen og omringet af vilde Indianere — bleve deres Hjerter
ofte rørte og deres Kinder vædede med Taarer. Som Exempel
herpaa vil jeg nævne et Tilfælde, da en Afskedsdans blev arrangeret i
en Lejr, beliggende tæt ved Missouri-Flodens østlige Bred, til Ære
for de bortdragende Medlemmer af Mormon-Bataillonen. Man havde
moret sig fortræffeligt, men ved Slutningen af Dansen traadte en
ung Søster med en øvet Mezzo-Sopran-Stemme frem og gav, ledsaget
af Kvartet-Akkompagnement, en lille Sang, der begyndte med Ordene:
»Ved Babylons Floder vi grædende sad;
Thi Taarerne randt, naar vi tænkte paa Zion.«
Dette var nok til at røre den stærkeste Natur; Sangen gik lige til
Hjertet, og Mænd saa vel som Kvinder maatte give deres indre
Følelser Luft i Taarer.
Mange af de Hellige, iblandt hvilke vare de bortrejste Soldaters
Familier samt et stort Antal Gamle, Svage og Syge, samlede deres
Vogne sammen paa Missouri-Flodens vestre Bred og indrettede en
Lejr, som blev kaldet Winter-Quarters (Vinterkvartererne), hvor
omtrent 700 Hytter bleve opførte i Løbet af Efteraaret og Vinteren
1846—47, og hvor Familierne lede meget af Sygdom, udsatte for
Sne og Kulde og manglende Livets Nødvendigheder. Dette Sted
kaldes nu Florence og er beliggende 6 Mile nord for Omaha i
Nebraska.
Da det blev bekjendt i Illinois, at Lejrens yngre Mænd vare traadte
i de Forenede Staters Tjeneste, samlede Pøbelen sig med fordoblet
Raseri og dannede en stor Militær-Lejr (forsynet med Artilleri) i
Nærheden af Nauvoo, der nu kun var beboet af de Fattige, Hjælpeløse
og Syge, eftersom Alle, der paa nogen Maade kunde forlade Byen,
vare bortrejste i Løbet af Foraaret og Sommeren. Pøbelens Kræfter
forøgedes til omtrent 1800 Mand, og den gjorde flere mislykkede£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
369
Angreb paa Byen, der ikke kunde opdrive mere end 123
vaaben-dygtige Mænd; men efter at have dræbt tre og saaret flere andre af
Byens Indbyggere samt ødelagt mange Bygninger, lykkedes det
tilsidst Angriberne den 17de Sept. 1846 at drive Folket, hjælpeløst og
næsten blottet for Alt, tversover Floden til Iowa. Dette skete dog
først efter flere Dages Bombardement. Mange af de Landflygtige vilde
være omkomne af Hunger ved denne Lejlighed, hvis ikke deres gode
Skaber havde opholdt dem ved at sende Flokke af Vagteler til deres
Lejr. Nogle af disse Fugle vare saa tamme, at Kvinderne kunde tage
dem med Hænderne.
For at krone sin Sejr over »Mormonerne« satte Pøbelen i Oktober
1848 Ild paa Nauvoo-Templet, der var den smukkeste Bygning i de
vestlige Stater. I 30 Miles Omkreds kunde man se Brandskjæret.
Templet var den første Prøve paa en ny Arkitektur, indført af
Joseph Smith, og havde kostet en Million Dollars.
Om Vaaren 1847 forlod Præsident Brigham Young Winter Quarters
i Spidsen for 148 Pionerer (deriblandt 3 Kvinder og 2 Børn) og
begav sig paa Rejsen mod Vest for at opsøge et Sted, hvor de Hellige
kunde nedsætte sig. Ledet af den Almægtiges Inspiration — thi ingen
af dem kjendte noget til Landet — ankom disse Pionerer til Store
Saltsødal sidst i Juli Maaned, efter at have udsøgt og banet en ny
Vej, 600 Mile lang, og vandret i en Pelsdyrs-Fangers Spor næsten
400 Mile. Om Efteraaret samme Aar ankom flere hundrede Vogne,
belæssede med Familier, til store Saltsødal, der var saa tør og
ufrugtbar, at de faa Hvide, der tidligere havde besøgt den, erklærede, at
den var aldeles uskikket til Bolig for Mennesker. En Slags tørre
Salviebuske (sage brush) voxede vildt paa de tørre Flader, men der
fandtes en utallig Mængde store, sorte Faarekyllinger (Crickets), som
tjente nogle faa omstrejfende Indianere til Føde.
Paa dette øde Sted, omtrent 12 Mile øst for Saltsøens østre Bred
og tæt ved Foden af de høje Wasatch-Bjerge, anlagdes Store
Saltsøstad (Great Salt Lake City), der nu er voxet til en stor By med
henimod 75,000 Indbyggere. Præsident Brigham Young og de fleste
af Pionererne vendte tilbage til Winter Quarters samme Efteraar,
men kom om Høsten 1848 atter til Dalen med omtrent 1000 Vogne,
belæssede med Emigranter. De Familier, som tilbragte Vinteren 1847
—48 i Dalen, maatte leve paa halve Rationer det meste af Tiden.
Ved en Konference, som afholdtes i Council Bluffs, Iowa, i
December 1847, blev Kirkens Første Præsidentskab organiseret paany.
Brigham Young blev enstemmigt valgt til Præsident over hele Kirken,
med Heber C. Kimball og Willard Richards som Raadgivere.
I Januar 1848 fandt nogle Medlemmer af Mormon-Bataillonen Guld
i Kalifornien og aabnede saaledes for Verden en uforlignelig Kilde
til Rigdom og Eventyr.
I 1848 og 1849 kom Faarekyllingerne (Crickets) i utallig Mængde
ned fra Bjergene og ødelagde en stor Del af den knappe Afgrøde i
Store Saltsødal. Alt vilde uden Tvivl være bleven ødelagt, dersom
ikke den Almægtige af Kjærlighed til sit Folk havde sendt Maager
24370
.JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
i store Flokke, som med Graadighed slugte Græshopperne og
saaledes frelste Nybyggernes Afgrøde.
I Marts Maaned 1849 blev en midlertidig Regjering dannet i Store
Saltsødal og en Statskonstitution antagen af Folkeforsamlingen under
Navn af Staten «Deseret«. En Befuldmægtiget blev sendt til
Kongressen i Washington med en Ansøgning om Optagelse i Unionen.
Men i September 1850 vedtog Kongressen et Lovforslag, ifølge hvilket
Nybyggerne i Store Saltsødal skulde organiseres som en territorial
Regjering under Navn af-ütah. Brigham Young beskikkedes til
Territoriets Guvernør, hvilket Embede han udfyldte med usædvanlig
Dygtighed i omtrent otte Aar. Territoriet Utah blev optaget i de
Forenede Staters Union i Aaret 1896 og har nu over 300,000 Indbyggere,
hvoraf omtrent to Trediedele ere Sidste-Dages Hellige.
Det er allerede mange Aar siden, at Utah blev for snæver for de
Helliges stadig voxende Samfund. Følgelig have de anlagt
Settlementer i Nabostaterne Idaho, Montana, Oregon, Wyoming, Colorado
og Nevada samt i Territorierne New Mexico og Arizona. Ligeledes
findes der mange »Mormon«-Nybygder i Mexico og Canada. De
Helliges Settlementer (omtrent 600 i Antal) ere i kirkelig Hensende
inddelte i 55 Staver, der atter ere inddelte i 623 Wards; over hver
Stav er der ansat en Præsident med to Raadgivere og over hvert
Ward en Biskop med tvende Raadgivere. I Staten Utah, i hvis
Hovedstad (Salt Lake City) Kirken har sit Hovedkvarter, findes der 407
Wards — et eller flere i ethvert Settlement eller Nybygd. Der er
111 Wards i Staten Idaho, 34 i Territoriet Arizona, 30 i Staten
Wyoming, 11 i Provinsen Canada, 8 i Republiken Mexico, 8 i Staten
Oregon, 6 i Staten Nevada, 5 i Staten Colorado, 2 i Territoriet New
Mexico og 1 i Staten Montana. Sammenlignet med den gejstlige
Inddeling i Danmark og Norge kan en Stav nærmest betragtes som et
Stift og et Ward som et Sogn.
De Helliges Nybygder ere meget spredte; Staten Utah afgiver et
Exempel herpaa; thi medens den med Hensyn til Areal er sex eller
syv Gange saa stor som det egentlige Danmark, findes der, som
allerede bemærket, kun lidt over 300,000 Indbyggere i hele Staten.
»Mormonernes« Antal i hele Verden er omtrent 350,000.
Følgende ere Navnene paa Zions Staver, saaledes som de for Tiden
ere organiserede: Alberta, Alpine. Bannock, Bear Lake, Beaver,
Ben-son, Big Horn, Bingham, Blackfoot, Box Elder, Cache, Cassia, Davis,
Emery, Ensign, Fremont, Granite, Hyrum, Jordan, Juab, Juarez,
Kanab, Liberty, Malad, Maricopa, Millard, Morgan, Nebo, Nord
Sanpete, Oneida, Panguitch, Parowan, Pioneer, Pocatello, Salt Lake,
San Juan, San Luis, Sevier, Snowflake, Syd Sanpete, Star Valley,
St. George, St. Johns, St. Joseph, Summit, Taylor, Teton, Tooele,
Uintah, Union, Utah, Wasatch, Wayne Weber og Woodruff.
For Tiden har Kirken omtrent 1500 Missionærer ude i Verden for
at forkynde Evangeliet, da de Helliges Opgave er at prædike Kristi
sande Lære for alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk. For at
fremskynde Missionsarbejdet er den største Del af Verden inddelt i
Missioner, af hvilke der for Tiden findes henimod fem og tyve, hvoraf£ JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB
371
den skandinaviske Mission, der indbefatter Danmark, Norge og Sverige,
er een. En anden vigtig Mission i Europa er den i Storbritannien,
der indbefatter England, Wales, Skotland og Irland. Derefter kan
nævnes Missionen i Tyskland, der ogsaa indbefat{er Østerrig,
Missionen i Schweiz, Missionen i Nederlandene (Holland og Belgien) og
Missionen paa Island. Der er ogsaa Missioner i Tyrkiet (indbefattende
Syrien og Palæstina), Japan, S}'d-Afrika, Australien, New Zealand,
Hawaii, Samoa og paa Selskabs-Øerne. Missionsvirksomheden i
Nordamerikas Fristater er inddelt i syv store Missionsdistrikter, nemlig
Missionen i de østlige Stater, de sydlige Stater, de nordlige Stater,
Mellem-Staterne, de nordvestlige Stater, Colorado og Kalifornien.
Foruden er der en Mission i Mexico og en anden i Central-Amerika.
Tidligere var der ogsaa Missioner i Canada, Frankrig, Italien, Chile
(Syd-Amerika), Siam, Kina, Gibraltar, Malta, Vestindien, Tonga
(Ven-skabs-Øerne) og i nogle andre Lande.
De forskjellige Missioner ere inddelte i Konferencer, der atter ere
inddelte i Grene. Som Hoved for enhver Mission, Konference og
Gren staar der en Præsident.
To Gange om Aaret (i April og Oktober) afholdes der
General-Konference for hele Kirken, ved hvilke Lejligheder Samfundet som
et Hele stemmer for Kirkens almindelige Embedsmænd og varetager
andre Forretninger hele Samfundet vedrørende. Stavs-Konferencer
afholdes i hver Stav fire Gange om Aaret og Ward-Konferencer en Gang
om Aaret. I disse stemmes der for Alle, som indehave
Embedsstillinger i de forskjellige Stave og Wards. I Missionsmarkerne holdes
der i Almindelighed Konferencemøder to Gange om Aaret i hvert
Distrikt eller Konference. I næsten alle Kirkens større Grene, baade
i Zions Staver og Missionsmarkerne, findes der Søndagsskoler,
kvindelige Hjælpeforeninger, unge Mænds og unge Kvinders gjensidige
Ud-dannelsesforeninger, Børneforeninger (Primaries) og Religionsklasser.
Brigham Young præsiderede over Kirken i omtrent 30 Aar eller
fra Profeten Josephs Død i 1847 til sin egen Død, som fandt Sted
i Salt Lake City den 29de August 1877. Hans Efterfølger som
Præsident var John Taylor, der, som før sagt, blandede sit Blod med
Martyrernes i Carthage Fængsel; han døde i Ivaysville, Utah, den 25de
Juli 1887. Den næste Præsident var den gamle, agtværdige Wilford
Woodruff, der efter at have staaet som Leder af Kirken i 11 Aar
døde paa en Rejse til Kalifornien den 2den Sept. 1898. Hans
Efterfølger var Lorenzo Snow, der havde været et Medlem af de tolv
Apostles Kvorum siden 1849; han døde i Salt Lake City den lite
Okt. 1901 og blev strax efterfulgt af Kirkens nuværende Præsident,
Joseph F. Smith, der er' en Nevø af den oprindelige Joseph Smith,
Kirkens Grundlægger, og Søn af Hyrum Smith, som tilligemed
Profeten beseglede Vidnesbyrdet med sit Blod i Carthage Fængsel.
Som Raadgivere til Præsident Joseph F. Smith virke for
Nærværende John R. Winder som første og Anthon H. Lund (Dansk af
Fødsel) som anden Raadgiver. Kirkens nærværende tolv Apostles
Navne ere: Francis M. Lyman, John Henry Smith, George Teasdale,
Heber J. Grant, John W. Taylor, Marriner W. Merrill, Mathias F.
24*372 .JOSEPH SMITHS LEVNETSLØB,
i
Cöwley, Rudger Clawson, Reed, Smoot, Hyrum M. Smith, George A.
Smith og Charles 'W. Penrose.
De' Sidste-Dages Hellige have bygget 6 Templer, nemlig eet i Ohio,
som endnu staar, eet i Illinois, som blev ødelagt ved Ild, og fire i
Utah, i hvilke der stedse udføres Ordinancer for baade Levende og
Døde. Af de fire Templer i Utah er eet beliggende i Saltsøstaden
(Sålt Lake City), eet i Logan i det nordlige Utah, eet i Manti,
San-pete County, og eet i St. George i det sydlige Utah. Templet i Salt
Lake Cit}', det største af alle de Helliges Templer, er en
Granitbygning, 1861/* Fod lang og 99 Fod bred; det har sex Taarne, hvoraf
det højeste rager 200 Fod i Vejret. Denne prægtige Bygning, der
blev paåbégyndt i 1853 og fuldført i 189S, har kostet henved 4
Millioner Dollars eller 15 Millionef Kroner.
Skjønt Utah af Naturen var et af de goldeste Landskaber, som
nogensinde har været beboet af Mennesker, have Indbyggerne der
dog gjort uforlignelig Fremgang. Nybygder ere blevne anlagte, hvor
som helst Vand kunde erholdes til at vande den tørre Jord med, og
de Hellige have i Et og Alt og i en fordoblet Grad udvist den Flid,
Vindskibelighed og Enighed, som tidligere karakteriserede dem i deres
Forsøg paa at opbygge Byer og Stæder i Staterne Ohio, Missouri og
Illinois. Den Lykke Qg Fremgang, de have gjort, trods den bitre
Modstand og Forfølgelse, som næsten uafbrudt har fulgt dem, maa
navnlig tilskrives det Faktum, at den almægtige Gud, som de stedse
have stolet paa, har staaet dem bi. De føie sig saaledes aldeles
forvissede om, at det er ved hans Hjælp, forenet med deres egne
Bestræbelser, at Ørken nu blomstrer som Rosen; de tro, at Herren
har styret Elementerne til deres. Bedste, at han har forøget
Vand-. kilderne, givet tidlig og sildig Regn og ladet Jorden afgive sin Kraft
og Styrke til sit Folks Understøttelse.
I de sidste 57 Aar ere de Helliges Taksigélsessange og Bønner
opstegne til Naadens Trone, for den Fred og de mange Velsignelser, de
have nydt i deres kjære Bjergland, langt borte fra den frække og
blodtørstige Pøbel, som fem forskjellige Gange drev dem fra deres
Hjem i Østen, dræbte flere af deres bedste Mænd, skjændede deres
Kvinder og opbrændte deres Ejendele. De tidligere golde og øde,
men nu smukke og frugtbare Dale bære Vidnesbyrd om et gudfrygtigt
Folks Enighed, Broderkjærlighed, Industri og Flid. De Sidste-Dages
Hellige ere i Sandhed blevne til et stort Folk imellem Klippebjergene.
Ligeledes har den Religion, som Joseph Smith blev et Redskab i
Guds Haand til at overbringe Jordens Beboere i vore Dage, allerede
baaret sine velsignelsesrige Frugter i alle Verdensdele, og den af Gud
saaledes aabenbarede Religion (Kristi sande Lære) vil vedblive at
udbrede sig, indtil Guds Kundskab skal skjule Jorden, ligesom Vandet
skjuler Havets Bund, og indtil Kongernes Konge og Herrernes Herre
skal regjere over hele Jorderige.
Dette nettstedet er et privat initiativ. Du finner kirkens offisielle side på www.jesukristikirke.no.
Copyright kirkehistorie.kristus.no © 2026.
Copyright kirkehistorie.kristus.no © 2026.